Moder har alle dage vidst bedst, tænkte Felix med et fast greb om den fyldte indkøbspose fra den lokale Fakta. Bussen vuggede fra side til side og lullede Felix i en dvæle-tilstand. Han sad som altid på sin faste plads i bussen - op foran ved siden af chaufføren. Felix havde glædet sig til at vise sit nye profilbillede på sit buskort.
   Du behøver ikke at vise dit buskort, sagde chaufføren, du kommer jo her hver dag.
   Felix sad med armene tæt indtil sig. Hans moder havde bedt om en flaske Smirnoff og hårspray. Hårsprayen var selvfølgelig ikke til ham. Så meget hår havde han dog ikke på hovedet. Til sig selv havde han købt brillerens, kiks, juice og icebergsalat. Felix var stolt af sig selv. Han havde nemlig husket, at hver gang moder bad om en flaske Smirnoff, skulle han også huske at købe en karton let-mælk. Moder er så fjollet nogle gange, fniste Felix, man kan da ikke bare leve af Smirnoff, men hårspray har hun brug for. Han rakte ned i posen og åbnede en brikjuice.
   Egentlig måtte han ikke drikke juice på en hverdag. Det gør dig bare hyper og mere forfærdelig, sagde hans moder. Felix kunne ikke dy sig. Hun lægger nok ikke engang mærke til det, tænkte han og tog et ordentligt sip. Den søde væske var intet andet end en fryd. Nogle gange forstår jeg hende ikke, tænkte han.
   Han steg af bussen og gik op igennem moders opgang. Hun boede på øverste etage, altså 2. sal. Overfor Felix' moder boede en anden kvinde. En yngre kvinde. Hun var fornylig flyttet ind. Hun havde stadig en flyttekasse til at stå udenfor hendes dør. Måske kommer hun fra et større sted, tænkte Felix hver gang han passerede kvindens dør. Athena Dove. Det var hendes navn. Felix glemte aldrig det navn. Hvis der var noget, som han ikke kunne få ud af hovedet, var det hendes navn.
   Felix fandt nøglen frem og åbnede moders dør.
   - "Moder, det er mig," råbte Felix af ren høflighed.
   - "Ja, det kan jeg høre," svarede hans moder tilbage fra stuen. - "Fik du fat i, hvad jeg bad om?".
   - "Jep, og lidt med".
   Felix satte indkøbsposen på køkkenbordet. Mælk, juice, iceberg, hårspray, brillerens, brød, smør og Smirnoff.
   Hans moder kom ud i køkkenet med et tomt glas. - "Jamen dog," sagde hun. - "så kan du sørme også gøre noget rigtigt".
   Felix vidste, at det rigtige at gøre nu, var at ignorere hendes ubehøvlede tone og sætte kølevarerne i køleskabet. Kiks skulle stå i en kurv på køkkenbordet. Hårspray og brillerens skulle ind på badeværelset. Moder er normalt lidt muggen på denne tid af dagen, tænkte han.
   Han pakkede salathovedet ud og rev det i småstykker i en skål.
   - "Felix!" udbrød moder. - "Der mangler en brikjuice!"
   - "Kun én" mumlede han.
   - "Hvor mange gange har jeg sagt, at du skal holde dig væk fra det stads?" spurgte hun igennem et sammenbidt tandsæt. - "Du kan ikke tåle det!"
   Felix huskede den søde smag. Selv hvis han ikke kunne tåle det, ville han ikke kunne holde sig fra noget, der smagte så godt. Nok var det en fristelse. Nok var det forkert i moders øjne. Men det ville være svært at stå imod sådan en nydelse.
   - "Så er der også lidt til dig" smilede Felix og placerede skålen med salat ved siden af Bentes vandskål. Han gned hænderne mod hinanden. Han burde snart få fat i nogle nye plantedekorationer til sin skildpaddes terrarium. Alt skulle helst virke grøn og friskt. Bentes terrarium skulle stråle af liv, så hun ikke følte, at alt døde omkring hende. Han skulle nok få pyntet det op.
   Hans moder havde endnu engang sat sig i den blomstrede sofa og kiggede i et blad. Felix satte sig i nærheden. Det kom nogle gange bag på selv Felix, at han havde tilbragt næsten 11 måneder indeni det gamle vrag. Han prøvede at pudse sine briller i sin sweater uden at tænke over, at han lige havde købt brillerens.
   - "Felix!" udbrød hans moder. - "Du krøller din sweater!".
   - "Jamen...".
   - "Du har lige købt brillerens!".
   Felix rejste sig og gik ud for at hente flasken med brillerens.
   - "Altså nogle gange skulle man tro, at du ikke var rigtig klog" mumlede hans moder med læberne på kanten af sit glas. - "Du er en voksen mand, og alligevel behandler du dit tøj som en barbar".
   Felix rensede sine runde briller og gik ind i stuen igen.
   - "Nu når du har rejst dig, kan du så ikke lige tage disse og aflevere dem til vores rædsomme nabo?" spurgte moder og rakte Felix tre kuverter.
   - "Hvad er det?".
   - "Ja, hvad tror du?," svarede hun. - "Det er postbuddet, der er så doven at give os hendes post".
   Hun er ikke rædsom, tænkte Felix.
   Han betragtede hende som en letsindig kvinde med mange mandlige bekendskaber.
   Han gad ikke til at tage sit overtøj på igen.
   Athenas dør var fornylig blevet moderniseret. Det var alle hoveddøre i opgangen bortset fra moders. Hun havde nægtet modernisering af nogen art. Det var også derfor, at hun fik leveret post igennem en brevsprække og ikke igennem en postkasse i gården. Det er en ejerlejlighed, sagde hun, og jeg har ret til at sige nej tak!
   Athenas dør havde ingen brevsprække. Kun et håndtag og en dørspion.
   Felix kunne enten gå ned til postkassen eller banke på døren.
   Hun er nok ikke engang hjemme, tænkte Felix.
   Han tøvede lidt med at banke på. Han bed sig i læben og kløede sig i nakken. Athena var flyttet ind helt selv. Felix huskede den dag, han så hende første gang. Hun var altid iklædt en alt for stor skovmandsskjorte. Hendes hår var blond og pjusket, sat op i en knold. Felix huskede klart, hvordan hun bar den ene flyttekasse efter den anden op gennem opgangen. Helt alene, tænkte han. At der kan være så meget styrke i en lille kvinde. I virkeligheden var det Felix, der var ret så høj i forhold til hende.
   Endelig fik han sig selv til at banke på.
   Der skete intet.
   Hun er nok ikke hjemme, tænkte Felix.
   Han kunne umiddelbart ikke se, hvad der gemte sig i flyttekassen ved hans fødder. Felix var ikke typen, der ragede i folks ting, men det gik ham på, at så pæn en kvinde ikke kunne holde sine ting indenfor egne rammer.
   Døren åbnede, og der stod hun.
   Felix fik færten af hende. Hun duftede dejligt af sæbe, og det burde have beroliget ham, men egentlig gjorde det ham en smule panisk.
   - "Hej" smilede hun.
   - "Hej, nabo" gispede Felix og rakte hende de tre kuverter.
   Athena tog imod dem uden at sige det mindste, og det gjorde kun Felix mere panisk.
   - "Okay, farvel" sagde Felix, vendte straks om på hælen og låste sig ind i moders lejlighed.
   Athena smilede forvirret og lukkede døren igen.
   Felix gispede efter vejret. Panikanfald var intet nyt for ham. Han havde været tilbøjelig til at gå i panik lige fra barnsben. Først ville alting gå i stå omkring ham. Hans bryst ville kollapse, og begge hænder havde tendens til at søge op til hans ører. Det var efterhånden sket så tit, at Felix vidste, hvad han skulle gøre.
   - "Papirpose, Felix! Køkkenet!" råbte hans moder fra stuen.
   Felix rev sig løs og løb efter en papirpose. Han pustede ud, åndede ind, pustede ud og åndede ind.
   Moder, tænkte han, hvad skulle jeg dog gøre uden dig?

Der gik noget tid, før Felix talte til Athena Dove igen. Der gik mindst et par uger. I løbet af disse uger gik hans liv forbi, som det plejede. Han stod op, strøg en skjorte, tog den på, tog derefter en sweater på, strøg et par bukser, tog dem på, fandt et par ternede eller stribede strømper, tog dem på, pudsede sine briller med brillerens, tog dem på, fodrede Bente og hans moder før han fodrede sig selv, vaskede op, vaskede tøj, læste det nye nr. af Videnskab, tog en lur efter frokost, gik ud og handlede, sørgede for at både hans moder og Bente var tilfredse, gik i bad og gik i seng for at starte forfra. Før i tiden havde Felix ikke behøvet at vaske tøj eller vaske op. Engang havde de en stuepige, men det havde de ikke råd til længere, så Felix blev sat i lære som husholdske. Det var ikke en tjans, som han foretrak, men med tiden lærte han at leve med det. Hver aften lå Felix i sin lyseblå pyjamas og stirrede op i sit loft med plastikstjerner. Han havde en tendens til at tælle dem. Det beroligede ham. Hvis det ikke hjalp at tælle stjerner, steg han typisk ud af sengen og hentede et glas vand. Hvis et glas vand ikke hjalp, tog han typisk en kiks fra brødkurven. Da han var lille, var hans moder altid klar med et glas varmt mælk, hvis han havde problemer med at sove, men før eller siden måtte Felix sætte foden ned og insistere på, at han trods alt var et voksent menneske. Han kunne sagtens selv varme et glas mælk. Dog var Felix efterhånden så dygtig til at falde i søvn på egen hånd, at det aldrig blev til mere end et glas vand og én kiks. Eller to.
   Felix havde også en tendens til at hviske til sin kæle-skildpadde, hvis han ikke kunne sove. Felix vidste godt, at Bente højst sandsynlig ikke forstod, hvad han sagde, men han mente, at hun ikke behøvede at forstå ham. I hans hoved var det nok, at hun lyttede til ham, og det gjorde hun selvfølgelig. Hun havde vel ikke andet at lave i sit terrarium. Felix havde haft flere skildpadder i sit liv. Han fik sin første skildpadde, da han var 10 år. Hans første skildpadde hed også Bente. Bente d. 2. hed den. Han havde altid syntes godt om krybdyr. De er de eneste dinosaurer, vi har tilbage på jordkloden, tænkte han. Bente d. 2. døde på mystisk vis i en tidlig alder. Felix konkluderede dengang, at hendes død skyldtes madforgiftning, selvom han havde bemærket, at hun ikke rørte ved sit fodre. Felix kunne ikke lide at tænke tilbage på det. Han huskede blot at være meget påvirket. Hans moder ville aldrig snakke om det, og det var svært for Felix at bede om en ny lige med det samme. Dog da han gik ud af folkeskolen, havde han samlet nok mod til at bede om en ny. Han var stolt af det nye terrarium og den nye skildpadde, som han endte med at kalde Bente. Hans moder havde aldrig rigtig forstået hans passion for krybdyr i fangeskab. Felix forlangte ikke, at hun forstod. Felix passede og plejede Bente d. 3. i hele 5 år, før hun også døde på mystisk vis. Dengang konkluderede Felix, at også hendes død skyldtes madforgiftning, selvom hun heller ikke havde rørt ved sit fodre i lang tid. Felix fik nok og besluttede, at fra nu af skulle hans skildpadder ikke fodres med andet end de sundeste grøntsager. Bente d. 4. kom ind i Felix' liv for et par år siden, og hun blev fodret regelmæssigt og efter sund fornuft. Felix var stolt af sig selv og sin skildpadde.
   Det var en lørdag, da hans moder skulle til bingo i den anden ende af byen. Felix havde været ude og jage efter et valentinskort. På vejen hjem havde han grundigt overvejet, hvad han skulle skrive i kortet. Kære Bente, tænkte han. Tak fordi du er som du er. Tak fordi vi kan tale, som kun du og jeg kan tale. Jeg har kun kærlighed tilovers for dig.
   Den lørdag var Athena ude og købe ind i den lokale Fakta. Hendes sidste flyttekasse stod stadig udenfor hendes dør, da Felix kom hjem og indså, at han havde glemt sin nøgle. Kattens, tænkte han og satte sig på trappen. Han havde ikke skænket viceværten en tanke. Derimod kiggede han på kortet i sin hånd. Held og Lykke, stod der på forsiden.
   Der gik ikke længe, før Athena kom hjem med en fuld indkøbspose i hver hånd.
   - "Hej, Felix" hilste hun.
   Felix pillede usynligt skidt væk under neglene og gispede - "Hej, nabo".
   - "Hvad laver du herude?" spurgte hun og ledte efter sin nøgle.
   Felix var ikke meget for at indrømme det. - "Jeg har låst mig selv ude" forklarede han og rokkede frem og tilbage som et nervøst vrag.
   Athena fandt sin nøgle. Det undrede hende, at han ikke var gået ned efter viceværten.
   - "Hvad er det, du har der?" spurgte hun.
   Felix gispede. - "Åh, det er et valentinskort".
   - "Men valentinsdag er først i februar" påpegede Athena. - "Der er da et stykke tid".
   - "Nåh," mumlede Felix. - "det forklarer, hvorfor det var så svært at finde et. Jeg er ikke engang sikker på om det her er et rigtigt valentinskort".
   - "Whatever floats your boat" nikkede Athena.
   Felix vidste ikke, hvad hun mente med det.
   Hun stod i døråbningen og så på den hjælpeløse stakkel. Hun havde godt lagt mærke til de to navne ved hans dør. Hun regnede ud, at hans bofælle nok var ude.
   - "Hør," sagde hun. - "du må gerne komme indenfor, indtil din bofælle vender tilbage".
   Felix var ikke typen, der snakkede med fremmed. Han var ihvertfald ikke typen, der gik ind i en fremmeds bopæl. Det var risikabelt, men det var ingen hemmelighed, at den yngre kvinde fascinerede ham. Så han rejste sig og trådte ind i hendes lejlighed.
   Athenas lejlighed var ikke nær så nydelig som moders. Der var flyttekasser over det hele. Ikke særlig meget var pakket ud. Der var en sofa og et bord med to forskellige slags stole. Tv'et var ikke tilsluttet til noget i væggen. Der var ingen blomster, ingen planter. Det virkede ikke til, at hun overhovedet var begyndt at flytte ind endnu. Felix havde lyst til at nævne den sidste flyttekasse udenfor.
   - "Hvem i din verden har så fortjent et valentinskort, selvom det ikke engang er valentinsdag?" spurgte Athena, der var i fuldt gang med at sætte varer på plads.
   Felix lagde mærke til, hvordan hendes figur gik fra rund til en anelse slankere, hver gang hun forsøgte at nå øverste hylde.
   - "Bente" svarede han.
   Ah, tænkte Athena, det andet navn på døren. - "Din kæreste?".
   Felix overvejede sit svar. - "Det kan man vel godt sige".
   - "Hvor sødt. Det bliver hun sikkert glad" smilede Athena og foldede den nu tomme indkøbspose sammen.
   - "Hvad laver din kæreste så?" spurgte hun.
   - "Ikke så meget, men hun er god til at lytte" svarede Felix. Han stod i entréen en smule rastløs.
   Da Athena var færdig med at sætte varer på plads i køkkenet, viftede hun en hånd mod stuen og bad Felix om at sætte sig.
   - "Hvor skal jeg sætte mig?" spurgte han.
   - "Det styrer du selv" svarede Athena og satte sig i nærheden af en vindueskarm.
   Felix tøvede lidt, men endte med at sætte sig på en af flyttekasserne. Eksotisk, tænkte han med begge arme tæt ind til sig. Han pillede lidt i kortet.
   Han overvågede Athenas position. Hun sad en smule foroverbøjet med benene spredt. Hans moder havde før sagt, at han ikke skulle lade sig påvirke af Athenas type, fordi hun var 'letlevende'. I begyndelsen ville Felix hellere have kaldt hende en 'letsindig' kvinde, men han var nået dertil, hvor 'letlevende' nok også fungerede. Athenas livsstil var ikke noget, der gik ham på. Tværtimod var han fascineret af hende. Athena strålede af uafhængighed. En styrke, som Felix ikke havde set før.
   - "Vil du ha' en drink?" spurgte hun og rejste sig efter et vinglas.
   - "Nej tak" svarede Felix.
   - "Men det er lørdag".
   - "Jeg drikker ikke alkohol".
   - "Jamen dog," smilede Athena. - "du er sørme fornuftig".
   - "Sidst jeg drak alkohol var fra moders brikjuice" tilføjede Felix. - "Det gør jeg aldrig igen".
   Den skulle Athena lige sluge en ekstra gang. - "Kan man få brikjuice med alkohol nu?".
   - "Ja, det er faktisk en længere historie," svarede Felix. - "jeg var alene hjemme, ik'? Og jeg ledte efter den slags juice, som jeg plejer at købe til mig selv, og da jeg ikke kunne finde det, fordi jeg tænkte, at moder havde gemt det væk fra mig med vilje, valgte jeg at drikke af hendes brikjuice. De ligner ikke dem, som jeg selv plejer at købe. De er meget større, og der er ikke noget hul til sugerør. Derimod har de en indbygget tragt, så man bare kan hælde det i sig".
   - "Og det gjorde du så?" spurgte Athena og hældte op til sig selv.
   - "Ja," svarede Felix lidt tøvende. - "det smagte ikke nær så godt, som det jeg plejer at få, men det er det, der sker, når moder prøver at gemme min juice".
   - "Du lyder til at have et rigtig tæt forhold til din moder. Hvad siger Bente til det?".
   Felix undrede sig en smule, som om han var blevet spurgt det dummeste spørgsmål nogensinde. - "Tja, hun kan jo ikke rigtig snakke".
   - "Ikke?".
   - "Hun er en skildpadde".
   - "Bente er en skildpadde?".
   - "Ja" svarede Felix, som om det ikke kunne være mere indlysende.
   - "Navnet på din hoveddør er din skildpadde?" spurgte Athena en smule forundret.
   - "Nej, det er min moder," svarede Felix. - "men nu du siger det, burde jeg nok også få Bentes navn op. Hun er trods alt en del af bopælen. Det er da det mindste, jeg kan gøre".
   - "Du har opkaldt din skildpadde efter din moder?" spurgte Athena, der efterhånden havde svært ved at sluge sin vin. - "Vent! Hun bor hos dig?".
   - "Tja," mumlede Felix. - "jeg plejer at sige, at jeg bor hos hende. Det var trods alt hendes lejlighed til at starte med".
   Javel, tænkte Athena og sippede af hendes vin.
   - "Felix," sagde hun. - "du ved godt, at din moders juice ikke er rigtig juice, ik'?".
   - "Moder siger ellers, at det er lavet af druer".
   - "Det er selvfølgelig rigtig," nikkede Athena. - "havde du det så ikke dårligt bagefter?".
   - "Jo," svarede han. - "det var dumt, men det ville jeg aldrig sige til moder".
   Javel, tænkte Athena endnu engang og sippede af hendes vin.
   Felix så ned i skødet på sig selv. Han så på kortet. Held og Lykke, stod der med store bogstaver. Han blev pludselig ramt af skam.
   - "Du tror sikkert, at jeg er dum," sagde han.
   Athena lo. - "Jeg tror ikke, du er dum. Jeg tror, at du er forvirret".
   - "Kan jeg spørge dig om noget?" spurgte Felix. - "Jeg har lagt mærke til, at du har mange mandlige bekendtskaber, men hvad laver de her?".
   - "Det er forskelligt," svarede Athena. - "de fleste vil snakke, ligesom dig, om deres forhold til deres kvindelige bekendskaber".
   Felix beundrede, hvordan hun ikke gav udtryk for krænkelse.
   - "Ligesom mig?" gentog han.
   - "Ja, bortset fra ingen af mine tidligere bekendskaber har drukket fra deres moders kartonvin. Den var ny".
   Felix pillede i valentinskortet. - "Så hvad er du helt præcis?".
   - "Jeg er en slags terapeut" svarede Athena.
   Godt, tænkte Felix. Det er ihvertfald en titel, som moder vil synes bedre om. Bedre en titlen, 'En letlevende kvinde'.
   - "Hvad er det for nogle mænd?" spurgte Felix.
   Athena tøvede lidt, og det gjorde ham en smule panisk.
   - "Øh," svarede hun endelig. - "man kan vel godt sige, at størstedelen føler sig... fanget, så at sige".
   Felix pillede videre i valentinskortet.
   - "De kommer her for at løsrive sig fra rammerne derhjemme" tilføjede hun med et skævt smil. - "Forstår du?".
   - "Det gør jeg vel" svarede Felix og lod som om han efterhånden mistede interessen. I virkeligheden skyldtes det, at klokken nærmede sig aftensmads-tid, og i Felix' verden betød det, at moder snart var hjemme.
   Athena havde knap nok fyldt sit glas op for anden gang, før Felix fornemmede hans moders fodtrin ude på trappeopgangen.
   - "Der har vi hende," sagde Felix begejstret. - "jeg må hellere komme ud, inden hun opdager, at jeg har været herinde".
   - "Felix, du kan vel selv bestemme, hvor du vil være" mente Athena og fulgte ham ud.
   Felix sagde intet, men skyndte sig ud på trappetrinnet igen.
   Athena blev bedt om at lukke døren, inden hans moder kom hele vejen op. Hun kunne ikke gøre andet end at grine.
   Felix' moder fandt ham på trappetrinnet.
   - "Felix!" sagde hun. - "Rejst dig! Du bliver bare forkølet af at sidde der!".
   Felix rejste sig.
   - "Hvorfor i alverden er du ikke gået ind?" spurgte hun bittert.
   - "Jeg har glemt min nøgle, moder" svarede Felix.
   Hans moder sukkede og låste op.
   - "Jeg kan høre, at du ikke vandt noget idag, moder" påpegede han.
   Hans moder gryntede. - "Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at gå til de åndsvage bingo-aftener! Man vinder aldrig noget alligevel".
   Felix tog sin jakke af, og tog jakken af sin moder.
   - "Skal jeg ikke servere noget for dig, moder?" spurgte han. - "Så bliver du måske glad igen?".
   Hans moder åndede ud. - "Felix," sagde hun. - "du er sådan en god dreng. Jeg tager gerne et spejlæg eller to".
   Felix vidste, at spejlæg gav moder luft i maven, men hvis det var det, der skulle til for at gøre hende tilfreds, måtte han vel komme igang. Så længe hun ikke fattede mistanke om, hvor han havde været idag, kunne alt andet vel være ligemeget.
   Han viftede lidt meningsløst med valentinskortet, som ikke var noget rigtig valentinskort. Han kunne ikke få sig selv til at skrive noget nu. Ordene, som han havde tænkt så grundigt over i bussen på vej hjem, var forduftet. Han kunne ikke engang tage sig sammen til at finde på noget nyt. Han lagde valentinskortet fra sig og gik igang med at tilberede aftensmaden.
   Om natten lå Felix og tænkte på alle de ting, som han ville have sagt til Athena. Det slog ham, at han ikke havde takket hende for hendes gæstfrihed. Han havde heller ikke nævnt flyttekassen ved hendes dørmåtte. Han besluttede, at det ville være det første emne, hvis de skulle støde ind i hinanden igen. Det gjorde de selvfølgelig, men der gik tid.

Der gik to uger. I løbet af den tid spidsede Felix ører og holdt nøje øje med, hvem der kom og gik igen. Han talte dem. Han observerede dem igennem dørspionen. Han noterede deres udseende og umiddelbare udtryk.
   Lørdagen, der kom, var den lørdag, hvor Felix' moder valgte at gå til bingo endnu engang. Felix stoppede hende ikke. Hvis Athena var lige så strukturel som ham selv, vidste han, at hun skulle ud og handle på denne tid af dagen. Inden længe ville hun komme tilbage og finde ham på trappetrinnet.
   - "Hej" hilste hun.
   - "Hej, nabo" gispede Felix.
   - "Hvad er nu det?" spurgte hun med en fuld indkøbspose i hver hånd. - "Har du nu låst dig ude igen?".
   Felix prøvede at se uskyldig ud.
   - "Vil du ind til mig?" spurgte hun med et smil.
   Felix beundrede Athena for hendes evne til at snakke med fremmede. Hun virkede til at elske det, og at hun elskede det, gjorde Felix mindre panisk. Det kommer der af at snakke med så mange mænd, tænkte han. 5 styks på 2 uger for at være præcis. Felix rejste sig og trådte med glæde ind i løvens hule.
   I hver af sine jakkelommer havde han smuglet en brikjuice fra køkkenet. Druesaft var hans favorit. Nu kunne han rent faktisk drikke sammen med hende.
   - "Se hvad jeg har med" smilede han stolt.
   - "Fantastisk" kommenterede Athena med et overdrevet glimt af begejstring i øjet. - "Du har medbragt drinks".
   - "Åh," sagde Felix og proppede begge brikjuice tilbage i lommerne. - "Nej, det her var egentlig bare til mig. Jeg tænkte, at du foretrak din egen juice".
   - "Godt tænkt" komplimenterede hun og fandt sit vinglas.
   Felix tog jakken af i entréen. Han stod og kunne ikke dy sig fra at overvåge hver af kvindens bevægelser. Han trak vejret dybt.
   Athena opdagede, at Felix stod som forstenet og stirrede på hende. Hun tænkte, at man måske kunne give ham en opgave.
   - "Her," sagde hun og rakte ham et vinglas. - "Vil du sætte det her ind i stuen?".
   Hun brød muren af stilhed imellem dem. Hun krævede noget af Felix, og det gjorde ham en smule panisk. Han prøvede at smile og lade som ingenting. Det fungerede fint, indtil glasset ramte gulvet, da Felix ikke fokuserede på at få ordentlig fat.
   Felix skreg ved lyden. - "Undskyld!" hvinede han. - "Jeg skal nok ordne det! Jeg skal nok ordne det!". Men i det øjeblik indså Felix, at han havde ødelagt nok det mest brugte og mest værdifulde af alt, hvad Athena ejede, og det fik ham for alvor til at gå i panik. Hans hænder begyndte at sitre, så da han prøvede at samle skårene op, skar han sig adskillige steder. Bl.a. oppe ved det ene øre, da hans hænder havde en tendens til søge opad under panikanfald. Blodet på fingrene fik ham til at hvine igen.
   - "Papirpose! Pairpose!".
   Til alt held havde Athena papirposer liggende i nærheden.
   Felix pustede ud, åndede ind, pustede ud og åndede ind. Med lukkede øjne.
   Det næste, Athena fandt naturligt, var at føre Felix ud på badeværelset. Dér kunne han sidde med papirpose og få vasket blodet væk af sin nabo. Felix fik ikke anledning til at checke hendes badeværelse, da han ikke turde åbne sine øjne igen, før alt blodet var væk.
   - "Du er sørme dygtig til at trække vejret, hva'?" påpegede Athena, imens hun ganske roligt ledte efter plaster.
   Felix fornemmede et hint af sarkasme i hendes tone. - "Det' ikke min skyld!" pressede han ud imellem pust og indåndning.
   Athena måtte lede efter plaster i en af de mange flyttekasser, der stod spredt i lejligheden. Hvis Felix ikke havde været så fokuseret på at trække vejret, ville han nok have råbt et slemt ord eller to.
   - "Jeg bløder ud!" lød det fra badeværelset.
   Athena lo. - "Det tror jeg ikke".
   Felix var en stor fyr i forhold til Athena, så det første, der faldt hende ind, var at der skulle gå mindst en uge, før han ville for alvor bløde ud. Hun kunne godt regne ud, at Felix ikke var i humør til jokes, så hun beholdt den bemærkning for sig selv.
   - "Jeg er ked af det, Felix," sagde hun og trådte ind i badeværelset. - "har du plaster derhjemme?"
   - "Åh," hylede Felix. - "hvad vil moder ikke tænke?".
   - "Det skal jeg ikke kunne sige," svarede Athena.
   - "Hvad vil hun ikke sige, når hun ser, at der er kommet blod på mit tøj?".
   - "Ja," tøvede Athena. - "så kan jeg oplyse, at der ikke er kommet noget som helst på dit tøj. Og det ville du også have lagt mærke til, hvis du kunne åbne øjnene".
   - "Jeg vil helst ikke tage chancen" svarede Felix.
   Athena sukkede. - "Hør, kan vi blive enige om, at intet forandrer sig, plet eller ej, om du så åbner øjnene?".
   Så uvidende en kvinde, tænkte Felix, jeg kunne jo gå i chok.
   - "Du vil måske heller sidde her, indtil din moder kommer hjem?".
   Felix kunne ikke lide den idé. Okay, tænkte han og åbnede øjnene ganske langsomt. Det første han fik øje på, var Athena i dørkarmen med armene over kors. Ganske forsigtigt lod han blikket falde ned på sig selv, og den pæne kvinde havde ret.
   Felix' begejstring var lige ved at tage overhånd, indtil han kom i tanke om hans fingre.
   - "Ah," hvinede han og holdt armene over hovedet.
   - "Tænk på noget andet" foreslog Athena.
   - "Som hvad?".
   - "Fortæl mig noget. Et eller andet.".
   - "Jeg kan ikke komme på noget" svarede Felix.
   Athena kunne høre, at hans stemme begyndte at ryste. Det hele var måske for meget for ham. Felix blev meget nemt overvældet. Hun trådte ud af badeværelset og ind i entréen.
   - "Hvor skal du hen?" hvinede Felix. Athena svor, at han rent faktisk lød som en 6-årig dreng.
   - "Jeg kommer med en overraskelse" svarede Athena.
   Intet kan løfte en mands humør, når han har så markante smerter, tænkte Felix.
   Men Athena havde pillet lidt i hans jakkelommer ude i entréen og kom tilbage med hans brikjuice, og hvordan kunne Felix afvise det?
   Til hans skuffelse havde hun været nødt til at prikke sugerøret i. - "Du er tilgivet på nuværende tidspunkt, men fremover prikker jeg selv sugerøret i".
   Det lød som en joke i Athenas ører, men hun vidste godt, at Felix sagde det i ramme alvor.
   - "Du er hermed også tilgivet på nuværende tidspunkt" sagde hun, imens han tog et ordentlig sug.
   - "Jeg er faktisk ked af det," påpegede Felix, da den søde sensation af saft endelig havde helet de største sår på sjælen. - "du brugte sikkert det glas rigtig tit".
   Athena lo. - "Jeg har masse af vinglas, Felix. Desuden hvis du havde smadret dem alle sammen, bliver det stads bare drukket på anden vis".
   Hvor eksotisk, tænkte Felix. - "Så i bund og grund kunne du finde på at drikke vin fra et krus, hvis det skulle være".
   - "Jeg ville ikke udelukke det" svarede hun.
   Hvor flippet, tænkte Felix og kunne ikke holde op med at smile af Athenas mangel på formaliteter. Det havde ikke faldet ham ind at gøre det samme. Det lykkedes Felix at komme i tanke om ét tidspunkt i hans liv, hvor ham og hans søskende var blevet tilbudt mad med en lige så alternativ servering. Familien havde ikke længere råd til en husholderske, så hans moder var nødt til at fodre dem af. Hans søskende lod det dog ikke stå på i mere end én uges tid. Som voksen kunne Felix stadig huske, hvordan det var at få serveret cornflakes i et askebæger.
   - "Du er lidt tosset, synes du ikke?" spurgte Felix ud af det blå, som om han ikke længere kunne holde det inde.
   - "Jo, måske i din verden" svarede Athena og tilbød ham sugerøret.
   - "Det er ikke min hensigt at krænke dig. Jeg ville bare vide, om du ikke selv synes det igang imellem" fortsatte Felix og sugede det sidste saft op.
   - "Tænker du på noget specifikt?".
   Felix kom i tanke om hendes dørmåtte. - "Der er f.eks. flyttekassen ude på dørmåtten. Burde den ikke...".
   - "Nåh ja!" udbrød Athena og trådte med det samme ud af badeværelset.
   Felix havde mere på tungen. Hvad han derimod ikke havde mere af på tungen, var juice. Han kunne høre hende ude i entréen.
   - "Aha! Yes!" udbrød hun og lukkede hoveddøren.
   Så har hun måske fået flyttet den kasse, tænkte Felix.
   - "Nu skal du bare se" sagde hun med en pakke med kedeligt, hudfarvet hæfteplaster i hånden. Hun tog en saks og begyndte at klippe.
   Athena tog et fast greb om Felix ene håndled.
   - "Forsigtig!" hvinede han og fokuserede på toiletrullen foran ham.
   - "Har det altid kun været dig og din moder?" spurgte Athena.
   - "'Altid' er langt tid," svarede han.
   - "Hvordan skal jeg tolke det?" spurgte kvinden og foldede det første plaster om én blodig finger.
   - "10 år kan føles som altid" fortsatte han.
   - "10 år? Imponerende".
   - "Hvad mener du?"
   - "Ja, jeg mener, at 10 år lyder som en evighed. Med sin moder boende. Det ville jeg ikke kunne holde ud".
   - "Det er nu gået meget fint, hvis jeg skal sige det selv".
   Athena nikkede og forberedte det næste plaster. - "Men der var vel en tid før de 10 år?".
   - "Jo," svarede Felix og sitrede lidt, da en sviende smerte ramte ham. - "dengang boede vi alle i en luksusvilla i den anden ende af byen".
   - "Hvem er 'alle'?" spurgte Athena.
   - "Mig, moder, fader, Peter, Marianne og Puppy" svarede Felix.
   - "Nåh, havde I også hund?".
   - "Puppy var vores husholderske".
   Athena sank en klump. - "Åh, men hvem er så Peter og Marianne?".
   - "De er mine ældre søskende".
   Athena var overrasket. - "Villa og husholderske. Det lyder til, at I har haft råd til lidt af hvert".
   - "Det kan jeg takke min fader for" tilføjede Felix.
   - "Men hvorfor flyttede dig og din moder hertil?".
   - "Ja, det kan jeg også takke min fader for".
   - "Javel? Hvad laver din fader?" spurgte Athena videre og foldede plasteret over den næste blodige finger.
   - "Lige nu burde han sidde inde" svarede Felix lidt tøvende.
   Du godeste, tænkte Athena. - "Nåh, men hvad lavede han så før?".
   - "Jeg er ikke helt sikker, men han ejede et firma af en art. Jeg var aldrig rigtig involveret" forklarede Felix.
   - "Javel" svarede Athena og kunne ikke blive enig med sig selv, om Felix rent faktisk vidste, hvad han talte om.
   - "Jeg lagde godt mærke til, vi ikke havde råd til Puppy længere. Vi skulle lige pludselig til at vaske tøj og lave mad selv. Fader nåede at købe lejligheden til moder. Det var hans plan, at vi alle skulle bo der, indtil han kom tilbage, men det var kun moder og mig, der flyttede ind".
   - "Hvad med dine søskende?" spurgte Athena og begyndte at kigge på såret ved hans øre.
   - "De havde begge haft planer om at flytte hjemmefra. Længe før fader mistede penge" svarede Felix og blev pludselig en smule skeptisk, idet Athena skulle behandle såret ved hans øre.
   - "Jeg gætter på, at jeg kunne se det komme. Af en eller anden grund kunne de bare ikke holde op med at skændes med moder" tilføjede han.
   - "Ja, børn ligner ikke nødvendigvis deres forældre" mente Athena.
   - "De havde ikke behøvede at kalde hende en hustyran" mumlede Felix.
   Athena nåede at fornemme endnu en tung bølge af medlidenhed, inden hun satte det sidste plaster på den store stakkel. Hun nåede at sammenligne Felix med en hund. Hans øjne var blanke og søvnige.
   - "Sådan," sukkede hun. - "så er der ikke mere at se".
   Felix lod blikket slippe toiletrullen og rejste sig for at se sig selv i spejlet. Plasteret ved øret var næsten ikke synligt, hvis han kneb øjnene sammen. Kun to fingre var klædt i plaster, og han kunne pludselig se fordelen ved hudfarven. Athena var måske slet ikke så tosset.
   - "Du er slet ikke så tosset" sagde han begejstret til Athenas spejlbillede.
   - "Det var så lidt" nikkede Athena og trådte ud i køkkenet for at samle glasskår op.
   Felix tøvede ved spejlet. Han havde ikke forventet, at hans andet besøg skulle cirkle omkring et mindre uheld. Han indså, at han havde ødelagt det for ham selv, og der skulle gå mindst en uge, før han kunne snakke med hende igen. Altså hvis han gad. Og hvis hun gad snakke med ham.
   - "Hvad tænker du på?" spurgte Athena i dørkarmen.
   - "Jeg bør nok gå" svarede han.
   - "Hjem til Bente?".
   - "Du godeste! Bente!" udbrød Felix. Navnet kom som et lyn fra en klar himmel. Han havde ikke skænket sin skildpadde en tanke, siden han trådte ind i løvens hule. Måske var det i virkeligheden bedst, at der gik lidt tid, før han snakkede med Athena Dove igen.
   - "Tag det rolig, Felix," sagde hun og fandt hans jakke. - "du bor lige over på den anden side".
   Felix fandt den anden brikjuice i jakkelommen. Så meget var der da at se frem til.
   - "Nåh ja," gispede Felix inden han gik ud af Athena Doves lejlighed. - "jeg fik aldrig takket dig for din gæstfrihed sidste gang".
   - "Det er ikke noget at snakke om" mente Athena.
   Felix trådte ud og gik direkte over til hans moders lejlighed. Han skyndte sig så meget, at han hverken lagde mærke til flyttekassen på Athenas dørmåtte, eller at døren ikke var låst, men da det endelig slog ham, at døren var åben, lød der et kald inde fra den blomstrede sofa.
   - "Felix," lød en fjendsk stemme. - "så kunne du være her!"
   Felix lod som ingenting og satte sin jakke på plads i entréen.
   - "Er du allerede kommet hjem?" spurgte han nonchalant.
   - "Ja, hvad ligner det?".
   Felix tog hænderne i lommerne.
   - "Felix, kom her ind!" råbte hans moder.
   Hun sad med et blad i stødet. - "Jeg kan se, at du har været ude. Du var vel ikke ude og spille penge på kort denne gang?".
   - "Nej, moder" mumlede Felix.
   - "Hold op med at mumle, dreng, man kan jo ikke høre, hvad du siger. Og hvorfor står du med hænderne i lommerne?".
   Felix gik ind på sit værelse med hastige skridt og lukkede døren.
   Hans moder sukkede.
   Felix satte sig på sin seng og fik øje på Bente. Du stirrede på ham med, hvad der lignede misundelse og mistro. Giv mig nu ikke det blik, tænkte Felix.
   Hans moder åbnede forsigtigt døren. Felix gemte sine fingre imellem hans lår.
   - "Stakkels dreng," sagde hun og satte sig ved hans side. - "det må du undskylde. Moder vandt heller ikke noget idag, og det lod jeg gå ud over dig".
   Felix' moder lagde en arm over ham. Bente overvågede dem begge, som den observatør hun var.
   - "Ingen kan elske dig, som jeg gør, Felix" hviskede hun mildt. Ordene flød ud i Felix' værelse og satte sig som tæger på alt, hvad han ejede.
   Hun strøg en hånd over hans isse.
   Kattens, tænkte Felix.
   - "Hvad er det, der har sat fast ved dit øre?" spurgte hun.
   - "Det er plaster".
   - "Har du selv sat det på?".
   - "Ja, moder".
   - "Løgner! Du vælger aldrig hæfteplaster".
   - "Hæfteplaster var den eneste mulighed, moder".
   - "Så det er sket udenfor lejligheden?".
   Felix tav.
   - "Hvad har du lavet?" forlangte hans moder at vide.
   Felix kunne ikke få et ord ud af munden.
   Hans moder rejste sig og truede med at banke på Bentes rude.
   - "Okay," gispede han. - "jeg var over og hjælpe naboen... med at flytte glas".
   Hans moder tav.
   - "Jeg kom til at tabe et glas og skar mig" fortsatte han.
   - "Hvorfor kunne du ikke fortælle mig det, min dreng?" spurgte hun.
   - "Hun ville jo bare have hjælp. Det kunne være, at du troede noget andet" svarede Felix udmattet.
   Hans moder satte sig igen og lagde en arm om ham.
   Felix sukkede og lagde mærke til, hvordan Bentes udtryk havde ændret sig en smule.
   - "Kan du se det?" spurgte hans moder. - "Hvis vi bare er ærlige med hinanden, så skal alting nok gå".
   Felix sank en klump.
   - "Hør," sagde hans moder og rejste sig. - "jeg skal ikke holde dig fra at være nyttig et andet sted end her. Hvis hun får brug for hjælp, hvilket hun højest sandsynligt gør, det rædsomme menneske, så skal jeg ikke stoppe dig. Men nu ikke for længe af gangen".
   Hun er ikke rædsom, tænkte Felix. Hun er faktisk terapeut. Om hun så er letlevende, som du siger, er hun særdeles ikke rædsom.
   Hans moder tog ham om kæben og fik ham til at se hende i øjnene.
   - "Hm," brummede hun. - "gå ud og barbere dig, før du begynder at ligne en hulemand".

Felix havde ikke forventet at snakke med Athena Dove igen før næste uge, men der gik kun et par dage. Han var på vej ned i kælderen med hvidvask, da han så hende stå i sin skovmandsskjorte og folde tøj sammen.
   - "Hej" hilste hun.
   Og helt uden at gispe hilste Felix tilbage. - "Hej, nabo".
   Hun smilede, men sagde intet tilbage. Det betød, at hvis Felix ville snakke, skulle han selv tage initiativ. Han overvejede lidt, om han overhovedet behøvede at snakke med hende. Det var vel ikke en nødvendighed, men for at sikre en velfungerende kontakt imellem ham og hans nabo, forsøgte han at finde på noget relevant at snakke om. Han trådte frem mod vaskemaskinerne med sin sæk med hvidvask. Han checkede en ekstra gang, om Athena havde tænkt sig at sige noget først. Hun så sig over skulderen og smilede. Da det ikke kom til udtryk, at hun havde noget på hjerte, sagde han det første, der faldt ham ind.
   - "Tøj".
   Athena så sig igen over skuldren.
   Felix indså, at ordet kom ud med en fjoget undertone.
   - "Det skal jo gøres" sukkede Athena og foldede videre.
   Felix åbnede en maskine, fyldte den op og trykkede '40 grader'. Imens holdt han et godt øje på kvinden i skovmandsskjorten.
   Athena sagde intet, men hun fornemmede alligevel Felix' rastløshed.
   Han stod i et øjeblik og overvågede maskinen i aktion.
   - "Okay, farvel" gispede han og søgte med hastige skridt mod den nærmeste udgang.
   - "Vent! Felix?".
   Det kom meget uventet. Havde han hørt rigtigt?
   - "Vent lige et øjeblik," beordrede Athena. - "jeg tænkte på noget".
   Jeg tænker også engang imellem, tænkte Felix og befandt sig i et splitsekund i harmoni med sine omgivelser.
   - "Måske er vi kommet en smule skævt ind på hinanden," tøvede hun med hovedet på skrå.
   Felix pillede usynligt skidt væk under neglene.
   - "Hvad siger du til, at vi går en tur i den her weekend?" lød det fra kvinden i skovmandsskjorten.
   Felix' hjerte hamrede, og som altid i sådan en situation søgte hans hænder op ad. Han begyndte at stryge sig selv blidt bag ørerne. Han kunne ikke få et eneste ord ud af munden. Først tænkte han på moder. Hvordan skulle han forklare hende, at det hele var harmløst? Moder ville næppe falde for hans undskyldninger, og hun blev jo så nemt jaloux. Og hvad så med Bente? Hvad ville der ske med Bente, hvis moder...
   - "Du behøver ikke svare nu," tilføjede Athena, da Felix' øjne strålede af frygt. - "jeg tænkte bare, at siden du har været i den her del af byen i 10 år, så vidste du måske, hvor man kunne... hænge ud".
   - "Det vil jeg rigtig gerne!" røg det ud af ham. - "Altså hænge ud".
   Hans stemme var præget af både angst og begejstring.
   - "Super" smilede Athena og passerede ham med favnen fuld af foldet tøj.

Så Felix ventede på, at weekenden skulle komme, og det var først, da han endelig nåede til lørdagen, at rædslen for alvor sparkede ham bagi. Han havde midlertidigt bildt sin moder ind, at naboen fik brug for hans hjælp om lørdagen. Da hans moder spurgte ham, hvornår naboen ville få bruge hans hjælp, svarede Felix - "Imens du er til bingo".
   - "Og hvad nu hvis jeg ikke tager til bingo i aften?" røg det ud af det gamle vrag.
   Felix sank en klump. - "Moder, du har da ikke tænkt dig at stoppe nu".
   Hans moder smilede. - "Du kender mig så godt".
   Moders bingo-aftener var en beskæftigelse, som hun havde taget til sig, efter de flyttede ind i ejerlejligheden. Før i tiden havde moder været for stolt til at komme der, men hun savnede efterhånden faders penge så tit, at det var forsøget værd.
   Hun satte sig i den blomstrede sofa med en hårbørste i hånden.
   - "Felix!" råbte hun.
   Felix trådte ind i stuen.
   - "Vil du ikke komme og rede moders hår?" foreslog det gamle vrag.
   Felix satte sig og førte børsten ganske langsomt igennem hvert vissent hår.
   - "Hvad har du tænkt dig?" spurgte hun ud af det blå.
   - "Intet, som du skal bekymre dig om" svarede Felix.
   - "Du får det til at lyde, som om der ikke foregår det mindste oppe i dit hoved".
   Felix havde tit lyst til at rive håret af hende. Bare for at se om hun ville ligge mærke til det, og for at se om det overhovedet gjorde ondt på hende. Men han lod sig ikke rive med. Ikke med moder.
   - "Det er nok" sagde hun og kyssede ham på kinden. - "Tak, min dreng".
   Hermed forlod hans moder lejligheden, og Felix var efterladt i sine egne tanker.
   Før han begav sig ud på eventyr, stod han ved Bentes terrarium og pylrede om det lille væsen. Han løftede hende op med begge hænder og sad med hende på skødet, tæt ind til sig. Han lod hende vandre lidt rundt. Se sig omkring. Se værelset fra en anden vinkel. Fra et andet perspektiv. Således fik hun lov til at se værelset regelmæssigt. Ikke for tit, men heller ikke for sjældent. Han holdt hende op foran det store, brungrumsede verdenskort, som han engang havde fået på et naturvidenskabeligt museum og nu havde hængende over hans seng, og da han var sikker på, at hun fokuserede på det, sagde han - "Se, du lille! Det er verden, som den er. Det er intet terrarium". Bente lagde ikke mærke til håbet i Felix' stemme. Han lagde sin skildpadde tilbage i sit terrarium. Felix vidste ikke, om det var det rigtige at gøre. At vise hende verdenskortet. Hvorom alting er, kom hun altid tilbage i sit terrarium. Måske var det der, hun helst ville være.
   Felix mødtes med Athena ude på trappeopgangen.
   Hun foreslog, at de slentrede lidt rundt og til sidst gik forbi et sted, hvor man kunne købe mad til mikrobølgeovnen.
   Selvom Felix' moder altid havde forbudt ham at stå i nærheden af mikrobølgeovne, var han ikke desto mindre interesseret i hendes vilde opførsel.
   - "Hvad mener du er væsentligt at se først?" spurgte Athena.
   - "Tja, taget i betragtning at du allerede ved, hvor Fakta ligger, bør jeg vel vise dig, hvor det hele går løs" smilede Felix slesk.
   Athena var spændt. Måske også i virkeligheden en smule nervøs. Hun turde midlertidigt ikke forudse, hvad Felix havde i ærmet. Han havde efterhånden overrasket hende et par gange.
   De gik ned til det nærmeste center, hvor man udelukkende kom for at spilde store summer. Om det så var på tøj eller skønhedsprodukter. Det var også Felix' hensigt, men han ledte hverken efter det ene eller det andet. Han kom primært derned for at prøve spilleaftomaterne. Han kunne specielt lide dem, hvor man styrede en kran ned i en bunke af tøjdyr. Han havde altid haft øje for ét bestemt tøjdyr, der forestillede en sæl.
   - "Vil du ikke heller have den, der ligner en skildpadde?" spurgte Athena.
   - "Pjat!" svarede Felix og justerede kranen med præcision. - "Sådan en har jeg jo allerede, fjollehoved".
   Athena fik derudover hele historien om, hvordan Felix fandt sammen med spilleautomaten. Deres forhold begyndte omkring samme tidspunkt, hvor ham og moder flyttede ind. Det hele startede egentlig med, at Felix skulle tage bussen ned til byen. Det var hans første bustur. På det tidspunkt havde han ikke fået skaffet sig et buskort, så han rakte buschaufføren den 500 kr. seddel, som Felix havde fået udleveret af sin moder til indkøb. Buschaufføren rystede på hovedet og sagde, at han ikke kunne give tilbage med så stor en seddel. Så Felix tulrede lidt rundt i området i håbet om at finde en vekselsautomat. Det gjorde han også. Lige ved siden af spilleautomaterne. Det var der, Felix fik øje på sælen og den enormt seje kran, som krævede evner og teknik at styre. Se, med en 500 kr. seddel kan du nok forestille dig, at der blev spyttet nogle mønter ud, så Felix mente ikke, at det ville gøre den store forskel, hvis han brugte én mønt eller to. Han brugte den ene efter den anden, men hver gang lå sælen med luffen i vejret og stirrede skuffet på ham gennem glasset. Lige siden dengang har Felix tulret forbi for at bruge sine chancer.
   - "Plejer du at vinde noget?" spurgte Athena videre og observerede nøje.
   - "Næh" svarede Felix.
   - "Men hvis du aldrig vinder noget, hvorfor bliver du så ved med at...?". Athena havde lyst til at sige spilde energi på et plysdyr. Endvidere penge.
   Felix stoppede op og kastede et opgivende blik på hans nabo.
   - "Kære kære nabo," sagde han. - "vær venlig at se på sælen".
   Athena så på sælen inden bag ruden.
   - "Ja, jeg kan godt se den" sagde hun.
   - "Ville du ikke kæmpe for at få fat i dén?" spurgte Felix helt forblindet.
   - "Øh..." tøvede hans nabo.
   Felix sukkede. - "Hvis jeg holder helt op med at prøve, får jeg den jo aldrig, vel?".
   Athena fandt det nemmest at tie stille og lade Felix gøre sig selv tilfreds.
   Han trykkede på knappen og befandt sig i den specifikke tilstand, hvor man ved, at ens resultat ikke kan påvirkes af videre ændringer. Nu kunne man kun vente på, hvad skæbnen havde planlagt, og hverken Felix eller Athena havde forventet, at skæbnen endelig ville lade ham få sit tøjdyr. Hvem kunne have forudset det? Han lo som en galning, da plysdyret gled ud til ham, og da han fik det i hænderne, kunne Athena stort set ikke forstå et eneste ord af, hvad der efterlod hans læber, men hun formodede, at han prøvede at sige noget i retningen af - "Det er aldrig sket før!".
   De efterlod centeret kort tid efter. Felix lynede ned i sin jakke og sadlede plysdyret op på hans bryst, så den havde god udsigt på deres vandring til Felix' næste ynglingslokalitet.
   - "Nåh, Felix," sagde Athena endeligt. - "vil du fortælle mig lidt om din skolegang?".
   Felix tøvede og pillede lidt i den lille sæls plastik-knurhår.
   - "Du har vel gået i skole?".
   - "Ork ja," svarede han. - "jeg har gået meget i skole".
   - "Du har måske endda taget en uddannelse?".
   - "Mange. Mange" svarede Felix. - "Jeg har bare aldrig færdiggjort dem".
   - "Hvorfor dog ikke det?".
   - "Det ved jeg ik'".
   - "Du mistede måske gnisten midtvejs?".
   - "Nej, eller det ved jeg ik'" svarede Felix og strøg sælen over issen.
   Han drejede til højre, og Athena fulgte efter ham.
   - "Jeg har altid interesseret mig for kultur og videnskab," mumlede han. - "men af en eller anden grund vendte jeg altid hjem igen".
   - "Og du har ingen idé om hvorfor?" spurgte Athena og overvejede desuden, om han nogensinde havde haft et rigtigt arbejde. Hvis hun havde spurgt, ville Felix have fortalt hende om sin tid i hæren. Og med hæren mente han egentlig hjemmeværnet. Det virkede som et andet liv siden.
   Felix strøg nænsomt den lille sæl over issen. - "Det kan måske have noget at gøre med det faktum, at jeg ikke er helt så skarp, som jeg nogle gange tror".
   Athena bed sig i kinden.
   - "Det har du vel også lagt mærke til?" mumlede han.
   - "Jeg tror ikke, du er dum, Felix" svarede Athena. - "Du er bare... anderledes"
   - "Hvorfor ville du egentlig være sammen med mig uden for blokken?" mumlede han med næsen nede i sælens kunstige pels.
   Athena hældt hovedet til den ene side.
   - "Jeg mener, hvis jeg er så anderledes, hvorfor ville du have interesse i at se mig?" fortsatte han.
   - "Jeg kunne spørge dig om det samme" svarede hans nabo. - "Du må vel også synes jeg er anderledes, og alligevel står vi her".
   Felix viste hende et andet sted, hvor han havde tilbragt mange eftermiddage. Han ville gerne kunne gå derhen om aften, hvor alle børn var gået hjem, men da han havde en tendens til mørkeblindhed, kunne sådan en drøm kun gå i opfyldelse om sommeren. Og når hans moder tillod det.
   - "En legeplads?" gentog Athena.
   - "Ja, men ikke en hvilken som helst legeplads" tilføjede Felix. - "En legeplads med gyngestativ".
   Og med den bemærkning måtte Athena indrømme, at Felix var noget af et særligt individ.
   - "Kan vi sætte os lidt?" sukkede Felix.
   Athena nikkede.
   Felix satte sig på en gynge, der hang lavt nede ved sandet. Det var som at placere en voksen mand i et teselskab for små dukker. Sædet var lidt for lille. Ingen overraskelse. Men det virkede ikke til at genere ham. Han vuggede frem og tilbage, ganske roligt.
   - "Vil du ikke selv sidde lidt?" sukkede Felix og lænede hovedet en smule tilbage. Han var ved at blive træt.
   Athena satte sig på en gynge ved siden af. Til hendes overraskelse passede hendes bagdel fint på sædet. Hun hørte Felix le fjoget. Nærmest euforisk. Bare han nu ikke forvandler sig til et monster, nu når mørket falder på, tænkte hun.
   - "Er du okay?" spurgte hun. - "Felix?".
   - "Lykken," lo han med blikket op og med et usammenligneligt smil på læberne. - "den tilsmiler mig idag".
   - "Ja, og ingen smadrede glas" nikkede Athena.
   - "Det er ikke bare det" tilføjede han. - "Se, himlen. Ingen skyer. Kun små stjerner, og der kommer kun flere".
   - "Og du vandt endelig din sæl, makker" nikkede Athena.
   - "Gjorde jeg? Ja, det gjorde jeg vist, gjorde jeg ik'?" lo Felix euforisk.
   Hans fjantede aura smittede af på Athena, og hun begyndte så småt selv at le.
   Felix lænede sig helt tilbage og hang med hovedet ned af.
   - "Hør," sagde Athena og rejste sig. - "vil du ikke med hjem?".
   Hjem. Felix smagte på ordet.
   - "Du ved, hjem til Bente?".
   Bente. Felix smagte på ordet.
   - "Hjem til Bente?" gentog Felix. - "Jo".
   Hvert ord lød tåget, som om han talte i søvne.
   - "Bente!" udbrød han. - "Åh gud! Bente!".
   Han fløj op af gyngen og snublede over hans egne fødder. - "Hvad er klokken? Jeg må hjem!".
   Athena tyssede på ham. - "Rolig, makker! Vi kan sagtens nå en bus".
   De nåede en bus, men Felix rokkede frem og tilbage som et nervøst vrag.
   - "Hvad sker der, Felix?" spurgte Athena. - "Du havde det lige så godt".
   Felix havde lært ud fra erfaring af at køre i bus, at bølgende bevægelser frem og tilbage fungerede som en måde at kontrollere hans vejrtrækning. Han kunne dog ikke holde op med at hvine igennem tænderne.
   - "Hvis det har noget at gøre med din moder, skal jeg gerne prøve at tale med hende" indskød Athena.
   - "Du forstår ikke, kvinde!" raslede det ud af ham. - "Jeg kan ikke lade Bente være alene for længe af gangen".
   - "Er din moder da syg eller noget?"
   - "Det er min skildpadde!" hylede den stakkels mand.
   - "Nå ja, naturligvis" nikkede Athena.
   Felix brød sammen. - "Jeg plejer aldrig at lade hende være alene på det her tidspunkt af dagen. Vi plejer at være gået i seng nu".
   - "Jamen tror du så ikke, at hun bare selv er gået i seng?".
   - "Hvorfor skulle hun dog finde på det, når jeg ikke er der!?".
   - "Felix, skildpadder kan umulig være så afhængige"
   - "Hvad ved du om det?" hylede han. - "Jeg er der altid for hende. Fangeskab er det eneste, hun kender til. Jeg er den eneste, hun har!".
   Athena lagde en hånd på hans skulder. - "Jamen så er jeg også sikker på, at hun sidder helt ubekymret og venter på dig".
   Felix hylede, og Athena tyssede af ham. Han hyldede, og hun tyssede af ham, og sådan blev det ved i lang tid.
   - "Hun er min fjerde" hulkede Felix med sit plysdyr tæt indtil sig. - "De andre blev aldrig mere end 5 år gamle".
   Athena tyssede på ham. - "Du behøver ikke snakke om det. Jeg forstår godt din bekymring".
   - "Gør du?" snøftede Felix. - "Gør du virkelig?".
   Athena sukkede og rystede på hovedet.
   Hun tog ham om den ene hånd. - "Okay, jeg ved intet om skildpadder, men jeg tror på, at en skildpadde, opdraget af dig, vil kæmpe en hård kamp for at holde sig i live. Kun for at se dig igen".
   Felix rynkede på panden.
   - "Jeg er sikker på, at Bente er en ekstraordinær skildpadde," tilføjede Athena. - "og jeg er ikke desto mindre overbevidst om, at du ville gøre hvad som helst for hende".
   - "Jeg har altid holdt af det lille læderagtige, bidske ansigt" hulkede Felix.
   Og med dén bemærkning måtte hun igen indrømme, at Felix sørme var noget af et særligt individ.
   Bussen stoppede, og de gik op til hver deres hoveddør.
   - "Tak" nikkede Felix.
   - "Det var slet ikke så slemt at gå tur med en pige, hva'?".
   Hendes blik gjorde ham en smule panisk, men det generede ham ikke. Det skete efterhånden hele tiden.
   - "Pas på dig selv, Felix" smilede hun og gik ind til sig selv.
   Da Felix trådte ind i sin moders lejlighed, faldt det ham ikke ind at tage jakken af, før han gik ind på sit værelse. Det faldt ham dog ind at tænde for lyset. Han gik ind på sit værelse, og til sit held havde Athena ret. Bente sad og ventede ubekymret på ham. Lettelsen ramte ham så hård, at han faldt om på sengen. Stadig med sælen i favnen.
   Felix ville have faldet i søvn på stedet, hvis hans moder ikke kom brasende ind. Det fik ham til at rejse sig med det samme.
   - "Felix!" råbte hun ud i lokalet og løb hen imod ham.
   Felix var stadig lige lettet over Bentes tilstand og smilede blot over hele fremøren.
   - "Jeg vidste, du ville komme tilbage" jublede det gamle vrag.
   - "Hvorfor skulle jeg ikke komme tilbage?" smilede han.
   - "Åh, troede du virkelig, at jeg faldt for dine undskyldninger?" vrissede hans moder.
   Felix tav.
   - "'Nabo har brug for min hjælp' min bare" fortsatte hun. - "Du var tydeligvis ude og føjte!".
   Felix var overrasket over, hvor let hun tog det.
   - "Men lad os nu glemme det!" hviskede hun og strøg ham over kinden. - "Nu er du jo tilbage! Det er ingen skam at være en kujon".
   - "En kujon?" gentog Felix skuffet og smagte på ordet, indtil hans mundviger straks faldt ned igen. - "Jeg er ikke nogen kujon".
   Hans moder tav.
   Felix tog et fast greb om sit nye plysdyr og tvang hende til at se ordentlig på den. - "Ville en kujon ha' den her!?"
   - "Hvad i alverden er det?" spurgte hans moder skeptisk.
   Felix puttede sit plysdyr ind i armen igen. - "Det her er min præmie, moder. Min belønning".
   - "For hvad dog?".
   - "For at 'føjte', som du selv kalder det" svarede Felix halv fornærmet.
   Hans moder lettede hagen. - "Har du det godt?".
   - "Aldrig haft det bedre, moder" svarede han og lagde sin præmie ved sin hovedpude med dinosaur-sengetøj. - "Hvis du vil have mig undskyldt, går jeg i seng nu, moder".
   Han forsøgte at stirre afvisende på hans moder. Noget, han ikke mindedes at have gjort længe. Hvis ikke før.
   Hans moder gav ham et skeptisk blik og gik uden at lukke døren efter hende, hvilket ville have generet Felix mere, hvis han ikke havde været høj på eufori. Han havde vundet en sæl, og ikke bare en hvilken som helst sæl. At det skulle ske. At det skulle ske idag. At Athena Dove var til stede. Han havde nok inderst inde aldrig forventet sådan en sejr, men det skete. Og hun var der. Hun fik det til at ske. Han følte sig pludselig, som en karakter i en film. En helt. Han følte, at han havde nået et mål. Et mål, som han ikke engang vidste lå forude. Han var i live. Han var fri. Han havde vundet sin sæl. Han havde krydset grænsen, og han kunne ikke vente med at udforske, hvad der var på den anden side.
   Han ville ikke prale foran Bente. Hun kunne jo blive jaloux, og han ville ikke gøre hende ked af det.

Næste dag havde Felix ingen problemer med at banke på Athena Doves dør, men han fik sig noget af en skrækkelig overraskelse.
   - "Hej n...nøgne fremmed" stammede han ved synet af en slank, svedig fyr med mørkt hår på hovedet og på brystet.
   - "Hej!" lød det fra den lidt søvnige fremmede.
   - "K-Kunne man være så heldig, at Athena var hjemme?" stammede Felix, som var helt overvældet over den nye, mærkværdige energi og lugt, der kom fra Athenas lejlighed.
   - "Jo da," svarede den fremmede fyr. - "men hun har lidt halv travlt, så hvorfor kommer du ikke igen en anden dag?".
   Hvis Athena endelig var igang med at pakke ud, ville han ikke forstyre hende.
   Hun kom løbende fra stuen i morgenkåbe.
   - "Felix!" udbrød hun forvirret og en anelse bekymret.
   - "Skal jeg bede ham om at gå, pus?" spurgte den fremmede.
   - "Nej, nej, lad mig ordne det" insisterede Athena.
   Felix kunne ikke fordrage den fremmedes lugt.
   Den fremmede fyr kastede et blik på Felix, som han tænkte, skulle fungere som en advarsel, og det virkede. Felix var alarmeret.
   - "Det må du undskylde" mumlede Athena. - "Det' Søren".
   Felix var mundlam. Hele situationen gjorde ham mere utilpas. Alt fra den fremmedes lugt til Athenas upassende beklædning.
   - "Hvad laver du egentlig her?" spurgte Athena. - "Det er søndag".
   - "Præcis" svarede Felix overvældet. - "Jeg troede ikke, du havde besøg om søndagen".
   - "Selvfølgelig har jeg... Men Søren er ikke... Han er en ven".
   Felix sank en klumb. - "En ven?"
   - "Ja, en meget nær ven" tilføjede Athena og ordnede kraven på sin kåbe.
   Felix var meget overvældet. - "Hvis det her er, hvad det kræver at imponere disse fyre, så er de ikke dine venner".
   - "Var der noget, du ville, Felix?" sukkede Athena.
   Han tøvede. Han havde mest af alt lyst til at gøre, hvad hans moder havde lært ham ved konfrontationer. Rulle sig sammen som en bold og ligge stille. Men da han tænkte sig om en ekstra gang, var det vist kun i tilfælde af bjørne-angreb.
   - "Øh... J-Jeg... J-Jeg ville bare..." fremstammede Felix.
   - "PUS!!! Du står vel ikke stadig og taler med den taber!?" lød det længere inde fra lejligheden.
   - "Kommer nu!" råbte Athena tilbage.
   Felix var meget overvældet. Hun følte sig tydeligvis ydmyget. Det var ved at ødelægge ham.
   - "J-Jeg ville jo ikke..." tilføjede Felix.
   - "Hør," afbrød Athena. - "hvorfor kommer du ikke igen, når du ved, hvad du vil sige?".
   Athena smækkede døren i.
   Felix trådte et skridt tilbage og snublede over flyttekassen udenfor hendes dør. Det slog ham, at Athena havde travlt, så han gik tilbage til hans moders lejlighed for at underholde sig selv.
   Først fandt han sit hjerte-samlesæt, som han havde købt på et førstehjælpskursus. Det havde været et af hans favorit beskæftigelser, imens han studerede humanbiologi. Men da han sad ved sit skrivebord og skulle til at sætte Aorta på, fik han øje på de to hudfarvede styks plaster, der stadig sad på hans fingre, og synet mindede ham om det stykke plaster, der stadig sad ved hans øre. Han overvejede om han skulle tage plasteret af, men han lod vær, idet han indså, at det ikke ville gøre nogen stor forskel. Det hele fik ham kun til at tænke på Athena og på hendes vinglas.
   En lille smule fortvivlet gik han ud i køkkenet for at åbne en dåse tomatsuppe, men da han ledte efter dåseåbneren, blev han distraheret af et kort, der lå ensomt på køkkenbordet. Et kort med udsagnet Held og Lykke.
   Han mistede appetitten og gik ind på sit værelse for at finde en bog at læse. Hans øje gled forbi en samling af Geoffrey Chaucers værker og var lige ved at tage bogen ud af reolen, men så fik han samtidig øje på en bog, der hed Forstå Græsk Mytologi. Han havde læst bogen, imens han studeret oldtidskundskab i ét år. Han huskede forløbet som en god tid, og han ville ikke have haft noget problem med at læse i bogen igen, hvis ikke han kom i tanke om den græske gudinde for visdom, Athene.
   Da det gik op for ham, at flere ting efterhånden kun mindede ham om hans nabo, fik han en idé. Han ville finde et af familiens gamle fotoalbummer med den tanke, at stunder fra fortiden umuligt kunne minde ham om hans nabo. Derimod gik der ikke langt tid, før han kom i tanke om, hvorfor han aldrig så på disse billeder. Løgne. Skænderier. Råb. Skrig. Skuffelser. Det væltede ud af hver ramme, og det virkede til, at Felix var den eneste, det lå klart for. Han lukkede albummet og gik ind til Bente.
   Senere den eftermiddag ringede dørklokken. Hans moder rejste sig fra sin sædvanlige plads i den blomstrede sofa og åbnede op.
   - "Goddag, frue" hilste en nyvasket Athena Dove.
   - "Åh," brummede hans moder. - "det er dig".
   - "Jeg håber ikke, at jeg forstyrrer i noget" smilede Athena.
   Hans moder så skeptisk på naboen.
   - "Jeg ville bare sørge for, at Felix var okay" tilføjede naboen.
   - "Hvorfor skulle han dog ikke det?" spurgte hans moder. - "Han har det helt fint".
   - "Så har du måske ikke noget imod, at jeg lige hurtigt spørger ham om noget?".
   Hans moder himlede med øjnene og råbte - "Felix! Hvorfor gemmer du dig altid, når dørklokken ringer? Naboen er her!".
   Felix gemte sig bestemt ikke, men hans hjerte fløj godt nok op i halsen, da der var tale om naboen. Han løb fra sit værelse og så en meget mere anstændigt klædt Athena.
   - "Hej, nabo" hilste han.
   Athena nikkede. - "Er du okay?".
   - "Hvorfor skulle han ikke være okay?" spurgte hans moder igen. - "Hvad har du gjort mod ham?".
   - "Ingenting" svarede Felix og Athena i munden på hinanden.
   Hans moder så endnu mere skeptisk på naboen.
   - "Jeg troede, at du havde noget at fortælle mig, Felix" forklarede Athena.
   Felix tøvede i et øjeblik.
   - "Vi kommer igen lige om lidt, moder" sagde han og tog sin jakke. Han trådte ud i opgangen og lukkede døren, lige efter hans moder sendte ham et stødt blik.
   Felix og Athena slentrede en tur i blokområdet. Athena havde lyst til at sige, at hun forstod hans passion for dinosaurer, nu når hun kan se, at hans moder var et levende bevis på, at de har eksisteret. Men hun ville heller komme til sagen.
   - "Hvad var det, du ville sige, Felix?" spurgte Athena - "Spyt ud!".
   - "Jeg har brug for din hjælp" svarede Felix og satte sig på en bænk.
   - "Hjælp til hvad?".
   Felix sukkede. - "Jo altså, jeg har tænkt over, hvad du sagde igår. Det om Bente".
   - "Din skildpadde?".
   - "Ja, min skildpadde!" vrissede han.
   Hvad var det nu, jeg sagde, tænkte Athena.
   - "Igår, da jeg kom hjem, fik jeg en idé" sagde Felix.
   - "Sig det nu bare" røg det ud af hans nabo.
   - "Jeg vil gerne ud af lejligheden" røg det ud af Felix.
   Athena var målløs. - "Hold da op... Det var uventet, men god idé".
   - "Men jeg har brug for din hjælp" tilføjede han.
   - "Og igen må jeg spørge med hvad?".
   - "Ja, du bliver nødt til at fortælle mig, hvad jeg skal gøre" svarede Felix og rejste sig fra bænken.
   - "For det første er jeg ikke nødt til at gøre noget som helst," begyndte Athena. - "for det andet burde du kunne regne det her ud selv, Felix".
   - "Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal starte" fremstammede han.
   - "Det er ikke så svært. Bare sig det til din moder som det er" foreslog Athena.
   - "Hvordan gør jeg det?".
   - "Du siger til hende, hvad du føler".
   - "Og det...?" tøvede staklen og pillede usynligt skidtet væk under neglene.
   - "Hold nu op, Felix!" stønnede Athena opgivende.
   Hun vendte om på hælden. - "Du vil pludselig ud af lejligheden! Der må være noget i dit hoved, der har fået dig på den tanke! Sig, hvad du føler!".
   Og det var måske den hidsige undertone i Athenas stemme, der stressede Felix nok til at sige, hvad der virkelig lå på tungen. - "Jeg elsker dig...".
   Athena vendte sig mod ham og sagde intet.
   Felix tav også. Nu var det sagt.
   Hun lo og rystede på hovedet.
   - "Hvad?" mumlede han.
   - "Felix," fremstammede hans nabo. - "det her handler ikke om mig".
   - "Gør det ik'?" spurgte han en smule fortvivlet.
   - "Nej da," insisterede Athena. - "det her handler om din moder. Helt bestemt".
   Felix ville gerne tro sin nabo. Især efter hun gav udtryk for, at hans følelser ikke var gengældt.
   - "Du har problemer med at sige, hvad du føler overfor din moder, fordi du er bange for, hvad hun skal sige til det, ikke?" formodede Athena afklaret.
   Felix følte sig lige pludselig meget træt og kunne næsten ikke overskue at svare.
   - "Du skal bare grave efter ordene, der kan få beskeden ud og samtidig efterlade din moder uskadt," tilføjede Athena endnu mere afklaret. - "og det kan være svært, fair nok, men det skal nok lykkedes, og jeg skal nok hjælpe dig".
   Felix havde fået ét af sine to ønsker opfyldt. - "Okay" mumlede han.
   - "Ja, og så siger du til hende, "Mor! Jeg er en-", hvor gammel er du, Felix?" smilede Athena og puffede til ham.
   - "32".
   - "Okay, du siger til hende, "Mor! Jeg er en 32-årig mand! Jeg er voksen! Jeg kan tage vare på mig! Jeg kan tage mine egne valg i denne verden og så videre".
   - "Ja, jeg er en MAND!" nikkede Felix.
   Han var i humør til juice.
   Senere den dag havde Athena skrevet nogle stikord ned til Felix, og endnu senere den dag fik Felix sin moder ned og sidde i den blomstrede sofa.
   Med papiret i hånden og et hamrende hjerte fik han med nød og næppe sendt sin pointe ud i lokalet. Det lød noget i retningen af det her: - "Du ved, at jeg ikke sætter pris på den måde, du behandler mig på. Jeg har ret til at gå ud, når jeg vil. Jeg har ret til at tage ansvar for mig selv. Jeg har ret til at se hvem jeg vil. Jeg er intet barn, moder".
   Felix snøftede.
   Hans moder prøvede at pudse hans næse, og det gik op for Felix, hvad han egentlig havde gang i.
   - "Nej!" udbrød han og rejste sig. - "Moder, jeg kan selv pudse min næse!".
   Hans moder himlede med øjnene.
   Felix satte foden ned. - "Du har blandet dig for sidste gang!".
   Hans moder satte foden ned. - "Fint! Gå! Flyt ud! Prøv du bare!".
   Hendes råb ekkoede i stuen og efterlod Felix mundlam.
   Han kiggede i papiret. Der stod ikke, hvad han skulle sige til dette.

Nu når hans moder havde givet ham tilladelse til at gå, blev han ramt af en tomhed. En tomhed, der fik ham til at sidde på sit værelse og stirrer på Bente. Han var sikker på, at hun følte sig overset. Sat til side i alt det her.
   Da det blev mørk, ville Felix teste sin frihed.
   Hans moder sad i den blomstrede sofa som altid.
   - "Jeg går en tur" sagde Felix.
   Hans moder ignorerede ham, og Felix fik det dårligt.
   Han tog sin jakke på og trådte ud i opgangen, hvor han sad og overvejede sine beslutninger i livet. Han ville gerne tro, at han havde gjort det rigtige. At han havde gjort en indsats. Det var som at blive konfronteret af et ton af problemer, og Felix fandt det nemmest at rulle sig sammen. Han rejste sig for at ringe på hos naboen, men så gik det op for ham at flyttekassen var væk. Dørmåtten var fri.
   Han ringede på, og der gik lidt tid, før Athena åbnede.
   Hun lignede en, der havde besvær med at se.
   - "Hej, nabo" hilste Felix usikkert.
   - "Feliiiiiiix" hilste hans nabo og trådte et skridt frem.
   Felix var bekymret. Hun lagde armene om ham. Hun stank af moders brikjuice.
   - "Det er måske et dårligt tidspunkt. Jeg går igen".
   - "Nej, nej, nej, skynd dig hellere ind" insisterede hun.
   Der var mørkt i hendes lejlighed. Der var levende lys rundt omkring, hvilket gjorde hele stedet meget iltfattigt. Stuen var stadig fyldt op med flyttekasser, men på bordet i midten stod en tom flaske rødvin og en mobiltelefon.
   - "Kom!" udbrød Athena. - "Kom og sæt dig! Kom, sæt dig og tal til mig".
   Felix var meget bekymret og satte sig på en flyttekasse.
   - "Hvad laver du helt derover?" lo Athena. - "Kom herover til bordet".
   Felix adlød.
   Athena sad og smilede i mørket.
   - "Hvordan gik det så?" spurgte hun og tog en slurk af vinflasken.
   - "Med hvad?".
   - "Ja, med at komme ud af lejligheden! Du bakkede vel ikke ud i sidste øjeblik?".
   Felix trak på skuldrene.
   - "Moders dreng" grinede Athena. - "det er et mærkeligt begreb, synes du ikke?".
   - "Hvad for noget?".
   - "Moders dreng. Det er som om folk kun bruger det i ekstreme tilfælde, men dybt inde i enhver mand ligger der en moders dreng".
   Felix prøvede at skifte emne. - "Jeg kan se, at du endelig har fået fjernet kassen ude på måtten".
   Athena lo. - "Ja, hehe... Søren har endelig fjernet sig fra min måtte".
   Felix kunne ikke se det grinagtige i det. - "Søren?".
   - "Det var hans kasse" påstod Athena og drak endnu en slurk. - "På en eller anden måde havde jeg fået en af hans kasser med, da vi flyttede. Men ved du hvad? Jeg er tilbøjelig til at tro, at han med vilje fik sendt den kasse den forkerte vej, så han kunne komme her igen".
   Enhver mand ville da komme tilbage til dig, tænkte Felix. Bortset fra han ikke havde set den samme person komme to gange, i den tid han overvågede hendes dør.
   - "Du stjal plaster fra hans kasse" mindedes Felix.
   Athena lo. - "Ja, så kan han lære det".
   Felix var bekymret.
   Athena tog sig til hovedet. - "Jeg ved ikke, hvorfor jeg overhovedet lod ham komme ind" mumlede hun.
   Felix havde en teori.
   Hun tog en slurk af vinflasken og så på Felix med sammenknebne øjnene.
   - "Undskyld," sagde hun. - "men jeg har ikke mine kontaktlinser på, så jeg kan ikke rigtig se dig".
   - "Belysningen hjælper heller ikke på det" tilføjede Felix.
   - "Man må spare, hvor man kan".
   Felix var meget bekymret. Han havde ikke ønsket at se Athena i dette humør. Hun virkede skrøbelig og sårbar. Det lagde op til, at Felix skulle være den stærke, hvilket han hele sit liv havde undgået.
   - "Athena," fremstammede Felix.
   Hun gispede. - "Du sagde det... Du sagde hendes navn".
   - "Hvem?".
   Athena tog en slurk af den tomme vinflaske. - "Hende, jeg prøver at leve op til".
   Felix måbede.
   - "Athena er ikke mit rigtige navn. Det er bare et navn, jeg har givet mig selv".
   Ganske vist havde Felix skænket det navn en ekstra tanke. - "Hvorfor dog det?".
   - "Fordi jeg ville væk" svarede hans nabo.
   Felix pillede usynligt skidt væk under neglene. - "Det kan være ligegyldigt, hvad du hedder. I den seneste måned har du kun udvist venlighed og omsorg for mig, og jeg tror, at jeg aldrig rigtig har kunne vise, hvor meget jeg har sat pris på det".
   Athena tømte flasken og rejste sig for at hente en ny.
   - "Tja," sagde hun. - "du burde ikke takke mig. Jeg gjorde trods alt kun, hvad mænd forventer af mig for tiden".
   - "Hvad mener du med det?" spurgte en fortvivlet Felix.
   - "Hvis jeg husker rigtigt," bøvsede Athena. - "så sagde du, at du havde forstået mig, da jeg fortalte dig, hvad jeg gør med mine mandlige bekendskaber".
   Felix begyndte at massere sig bag sine ører. - "Du sagde, at mænd kommer her for at løsrive sig fra rammerne derhjemme".
   - "Og så går de igen" tilføjede Athena.
   - "Gjorde Søren også det?".
   - "Alting handler ikke om Søren," udbrød Athena. - "men jo, nogle gange føles det fandme sådan".
   Athena havde sagt et fyord. Han havde aldrig hørt hendes stemme sige et fyord, og han kunne ikke lade det gå ubemærket.
   - "Det stads har ødelagt den måde, du taler på" påpegede Felix chokeret og pillede videre bag sine ører.
   - "Det' skønt!" påpegede Athena. - "Du sku' prøve det".
   Felix havde egentlig ikke talt færdigt. - "Jeg har mødt dig fem gange i løbet af den seneste måned, og ikke én gang har du talt om dig selv".
   Athena drak en slurk af den ny flaske.
   - "Tja," hikkede Athena. - "der er vel ikke meget at sige. PUUUha! Den sætte vi lige til at ilte lidt".
   Athena satte vinflasken længere væk fra sig.
   Der er godt nok ikke meget ilt herinde, tænkte Felix.
   Hans nabo rejste sig. - "Jeg henter lige en øl i køleskabet".
   Felix tog fat om hendes håndled. - "Stop!".
   Athena adlød. Felix var bange. Han kunne ikke rigtig se hendes ansigt i mørket.
   - "Jeg var været en forfærdelig ven" sukkede Athena og satte sig igen.
   - "Nej," insisterede Felix. - "er du klar over, hvor mange jeg kender, der kun vil tale om sig selv? Hele min familie havde ikke andre end dem selv i hovedet det meste af tiden".
   - "Du er også selv dygtig til at tale om dig selv" sukkede Athena.
   - "Det er kun fordi jeg bliver nervøs, når du ikke siger noget".
   Athena tav, og det gjorde Felix nervøs.
   - "Jeg følte medlidenhed med dig" mumlede hun og var ved at falde i søvn. - "Det var derfor, jeg inviterede dig ud".
   Felix tav.
   - "Jeg så på dig og tænkte; Den her fyr... Han sidder fast. Han har sikkert aldrig været sammen med en pige. Hvis nu jeg gør ham den tjeneste at høre på ham, lade ham føle sig lidt fri, så vil han nok tage sig sammen og komme videre. Det er, som om det er det eneste, jeg gør nu til dags. Gør mænd tjenester".
   Felix tav.
   - "Jeg ville give dig en forsmag på kærligheden uden for familiens rammer. Jeg havde dog ikke forventet, at du ville gå hele vejen og..."
   - "Og hvad?" spurgte Felix.
   - "Og sige at du elskede mig" svarede Athena. - "Det var ikke planen".
   Felix var såret, og Athena fik det dårligt.
   - "Hvis det ikke skal være løgn, så tror jeg, at du er den første, der rent faktisk har sagt det," mumlede hun og rakte ud efter vinflasken. - "så tak skal du ha'".
   - "Du behøver ikke at gøre mig nogle tjenester" mumlede Felix.
   - "Det ved jeg godt," svarede hun. - "med dig er det anderledes".
   Athena rejste sig langsomt. Meget, meget langsomt. Felix gættede på, at hun stirrede på ham, imens hun nærmede sig.
   Det næste der skete, var Felix ikke helt sikker på, om var det rigtige at gøre. På den ene side var det Athena, der startede. På den anden side kunne han vel bare have gjort modstand og sagt, at han mente, hvad han lige sagde. At han ikke ønskede at betragtes som et af hendes sædvanlige mandlige bekendskaber. Men da det endelig skete, virkede det udelukket at stoppe. Hver berøring unik. Hvert øjeblik værdigt. Om det så gjaldt hans liv, kunne Felix ikke regne ud, hvorfor Søren eller nogen anden mand ville efterlade hende. Nok var hun lidt af en excentriker, men hvem kunne tænke på det?
   Felix havde før i tiden forestillet sig, hvordan det ville være. At være sammen med en kvinde. En voksen, moden (men ikke for moden) kvinde. Hele sit liv havde han set folk udfolde sig på sådan vis på TV. Han forventede selvfølgelig, at det ville gå anderledes til i virkeligheden. At det ikke ville gå nær så glat, som det oftest gør i romantikkens fiktive verden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Felix havde forestillet sig Athena i disse omstændigheder op til flere gange. Hver mand der kom på besøg hos hende. Han så dem ovenpå hende, under hende, foran og bag. Aldrig så han sig selv i den position. Han ville gerne, men han kunne ikke.
   Hvad Felix ikke havde forventet at opleve under disse sensuelle omstændigheder, var undertonen i alt hvad Athena gjorde. Hendes stemme. Han havde forudset visse lyde fra hende, men ikke dette. Dette forskrækkede ham. Dette var en slags vibration indefra. Det fik ham til at forstå, hvad hun mente med, at hans nabo ikke var den, som hun så ud til at være. At hans nabo ikke var Athena, men en kvinde der prøvede desperat på at ligne hende. Dette var ingen letsindig kvinde. Dette var ingen mands lille veninde. Hende her var beruset og inderligt ked af det, og efter den aften indså stakkels Felix, at han i sidste ende havde jagtet denne stakkels kvinde ligesom alle de andre mænd ved hendes dør. Prøvet at være noget, han ikke var. Prøvet at komme væk. Prøvet at undslippe.
   Om morgenen ringede hans moder på hendes dør. Athena var ikke vågen, men det var Felix, og han åbnede. Hans moder var kommet for at hente ham, og Felix gik med hende hjem.
   Han sad på sin seng med den hvide sæl ved sin side. Hans moder havde lagt Held-og-Lykke-kortet under den. Han pillede usynligt skidt væk under neglene og fik sig selv til at tage plasteret af sine fingre.
   Felix skammede sig. Han havde hørt, at det var en almindelig bivirkning efter en sådan konsultation, som en terapeut måske ville have kaldt det, men det ramte ham hårdt, da han så på Bente i terrariet. Hun sad og stirrede dømmende på ham igennem glasset.
   - "Jeg er tilbage" hviskede Felix.
   Plantedekorationerne i Bentes terrarie trængte til udskiftning. Det, der var tilbage, lå spredt omkring med gule og brun-orange farver. Ikke meget havde bevaret den grønne farve, og som alt levende langsomt svandt ind til ingenting omkring hende, blev glasset, der omringede den lille skildpadde, også mere synligt. Bente så på ham med våde, skuffede øjne. Som om Felix havde holdt hende for nar. Ikke bare én gang, men flere gange. Flere år.
   Han tog de runde briller af og tørrede øjnene.
   - "Det er jeg ked af" mumlede Felix sørgmodigt.
   Måske har Bente ikke noget imod det, tænkte han. Jeg føler heller ikke rigtig for at lege den leg længere.