Den lette støvregn kærtegnede mine blege kinder og lagde sig blidt i mit hår uden helt at synke ind. Lagde sig blot som et lille be-skyttende lag om mine tjavsede lokker, mens jeg med langsomme, dvaske skridt fortsatte hen ad den grusbelagte sti. Tanken om at se dig hjemsøgte mine tanker, og jeg mærkede en kvælende angst lægge sig som stærke fingre om min hals. Gruset larmede under mine fød-der igennem den tykke stilhed, der herskede i aftens tusmørke. Vinden blæste dovent gennem træernes døende blade, og deres hvi-sken bredte sig, som blev den båret af vinden. Som talte de deres eget indforståede sprog, sladrede til hinanden omkring de menne-sker med frygtelige skæbner, som de så passere hver dag. Som talte de om mig. Om mine livsforladte øjne og mit tjavsede hår, som jeg ikke havde haft overskuddet til at vaske, siden sidst jeg var ved dig. Som talte de om, at jeg nu endelig var her igen efter så lang tids fra-vær. Havde jeg vidst, at det ville regne, havde jeg heller ikke blot iført mig min sædvanelige ekvipering i form af din sorte hættetrøje og mine sorte jeans. Hættetrøjen var flere numre for stor, men den duftede stadig en smule af dig og din parfume, og derfor nænnede jeg ikke at vaske den eller tage den af. For når jeg havde den på, kunne jeg stadig mærke dine stærke arme holde om mig, og kunne dufte dit nærvær. Aldrig før havde der været så tomt, når jeg kom for at besøge dig, men det plejede heller ikke at blive så sent, når jeg kom for at se dig. De fleste turde ikke komme, når tusmørket havde lagt sig over træerne og stenene, så de ikke længere skinnede og glimtede i solens dansende stråler. Men den slags overtroiske mærkværdigheder lod jeg mig ikke slå ud af, jeg ønskede blot at se dig. At tale med dig og forklare dig, hvad der var sket, og hvorfor det var så længe siden, at jeg havde været her. For det var ikke, fordi jeg havde glemt dig, det kunne jeg aldrig. Men fordi, at jeg havde prøvet. Prøvet at glemme smerten, som du efterlod mig med. Glemme det tomrum indeni mig, som ingenting længere kunne ud-fylde. Og sidst men ikke mindst glemme den sindsoprivende skyld, som tanken om dig plantede i min sjæl. I mine drømme hjemsøgte dine stirrende øjne mig, og dine ord gav genlyd i mit hoved. Som slog de mod mit kranie og blev sendt tilbage som et evigt ekko. Me-re end noget andet, havde jeg brug for at høre dine stemme, jeg hav-de brug for at høre dig sige, at du kunne tilgive mig. For jeg vidste, at jeg aldrig nogensinde ville være i stand til at kunne tilgive mig selv.
   Som jeg nærmede mig dit sted, tog regnen til. Gennemvædede mit hår og mit tøj, men jeg lagde ikke mærke til det. Ej heller be-mærkede jeg den gennemtrængende kulde, der kom snigende i takt med mørkets frembrud. Snart kunne jeg ikke længere se stien foran mig, efter mørket havde kastet sig over landskabet. Men trods nat-temørket kunne jeg uden de store problemer sagtens finde hen til dit sted. Det var første gang, jeg var her, siden jeg blev udskrevet. Skønt det var flere uger siden, havde jeg ikke turdet komme her. Tanken om, at du skulle vide, hvad jeg havde forsøgt at gøre, fik en rystende angst til at bølge igennem min krop. Men da jeg så din sten, mærkede jeg tårerne presse på og sorgen skubbede alt angsten i baggrunden til fordel for en uigennemtrængelig smerte ved synet af de døende blomster, og den friske buket, der lænede sig op ad din blanke sten. Dit navn, der stod i mat, sirlig håndskrift hen over ste-nen nærmest lyset gennem mørket, og jeg blinkede hårdt for at få kontrol over tårerne, skønt det næsten var umuligt. Mine hænder rystede, da jeg med en forsigtig bevægelse lod min friske buket glide ned ved siden af de døende blomster, der må have ligget her siden begravelsen. Den nye buket må have været fra dine forældre, for ellers var der ikke mange, der kom og besøgte dig længere. For vo-res venner var det nemmere at glemme smerten, hvis de ikke kom her. For mig var det nødvendigt for mig at komme her for ikke at glemme dig. For jeg ønskede ikke at glemme dig. Ønskede at huske dine brune krøller, der faldt omkring dit markere ansigt som en per-fekt ramme om dine skarpe træk. Ønskede at erindre dine brune øjne, der kiggede ind i mine med sådan en kærlighed, at jeg altid blev blød i knæene og mærkede en livsgivende følelse strømme igennem hele min krop. Mere end noget andet ønskede jeg at huske din blide, dybe stemme, der smøg sig ind i mine øregange, og dine ord, når du fortalte mig, at du elskede mig. Alle disse minder strømmede ned ad mine kinder i form af mine varme tårer, der blandede sig med regndråber på mine kinder, og det hele flød sam-men i en våd substans af sorg og elendighed. Uden at tænke over det, lod jeg mig falde på knæ ved din grav og lagde min hånd på stenen for at mærke en tættere forbindelse til dig. For skønt jeg vid-ste, at du var væk, og at du aldrig kom tilbage, så følte jeg altid, at du var tilstede lige her, og jeg ønskede sådan at jeg blot kunne ræk-ke ud og røre ved dig.
   Ved berøringen med den kolde sten, mærkede jeg minder om vores sidste øjeblik sammen skyde gennem mit hoved i små glimt af lys. Rædselsfulde billede af stærkt hvidt lys, forvredne lemmer, blod og uigennemtrængelig smerte. Men det tydeligste billede, som endnu hjemsøgte mine drømme og alle mine vågne øjeblikke var billedet af dine brune øjne der stirrede stift lige på mig. Hele din krop, der lå forvreden i en pøl af både dit eget, mit og fremmedes blod. Angsten ved at se din brystkasse, der stod helt stille og aldrig mere skulle bevæge sig, var noget af det mest rædselsfulde, jeg no-gensinde skulle se i mit liv. Havde det ikke været for den stærke fysiske smerte, der herskede i hele min krop, tror jeg, at den menta-le smerte havde overtaget hele min krop. Det var først, da jeg våg-nede på hospitalet flere dage senere, at den mentale smerte fik lov til at tage fuld kontrol over mit liv. Indtil da, mens jeg selv havde svæ-vet mellem liv og død, havde realiteten omkring din skæbne virkede for abstrakt til, at jeg kunne indse, at det rent faktisk var sandt. Det var først, da jeg spurgte efter dig på hospitalet, som det allerførste, da jeg vågnede, og lægerne kiggede på mig med sådan en medliden-hed i blikket, at jeg mærkede mit synsfelt slører til i de salte tårer. Du havde forladt mig på stedet. I det sekund bomben sprang og opløste hele vores synsfælt i hvidt lys og smerte, havde du forladt min side for aldrig mere at vende tilbage. Jeg selv havde været tæt på at følge dig, men noget havde holdt mig her. Lægerne sagde, at jeg havde været heldig, men sådan følte jeg mig ikke. Mest af alt havde jeg lyst til at følge trop. At slutte mig til dig på det sted, hvor ingen smerte nogensinde skulle nå os igen og ingeting ville kunne skille os ad. Men jeg havde været heldig, og jeg skulle leve med dette held resten af mine dage uden dig. Dette held, der gjorde, at jeg hver nat lå søvnløs, druknende i skyldfølelse, og til sidst blev jeg træt af at træde vande for at holde mit hoved oven vande. Til sidst lod jeg vandet tildækket mig ansigt og mærkede, hvordan luften blev truk-ket ud af mine lunger, mens et bundløst mørke trak mig nærmere.
   Men også denne gang var jeg det, som sygeplejerske kaldte hel-dig.
   Som jeg sad der i regnen med en hånd på fortiden og minderne om dig, mærkede jeg følelsen af, at dette held måske var en gave. Skønt det føltes som den største forbandelse lige nu at blive holdt ved et liv, som jeg ikke ønskede at leve uden dig, så vidste jeg, at der var en fremtid i vente for mig. Immervæk en fremtid, der til evig tid vil være præget af mindet om dig og dit fravær. Men ikke mindet om vores sidste timer sammen eller mindet om den altgennemtræn-gende skyldfølelse, som du havde plantet i mit sind. Nej, de minder, som jeg for altid ønskede at bære med mig, var minderne om den endeløse kærlighed, som jeg vidste, at du nærede for mig, og som jeg til evig tid ville nære for dig.
   Jeg vidste, at der var et tomrum i mit hjerte, som intet nogensin-de ville kunne udfylde, fordi ingen ville kunne tage præcis samme form som dig. Men nogle ville gøre et forsøg og endda et hæderligt et for at udfylde det huld, som du havde efterladt i mit liv. Og det ville være nok for mig. For efter at have været heldig to gange, vid-ste jeg, at der var noget her i livet, der holdt mig fast, og jeg havde intentioner om at leve længe nok til at finde ud, hvad dette kunne være. Og til sidst gik det op for mig, at det var håbet om en fremtid, der havde holdt mig her. Men denne realisation kom først flere år efter, at jeg havde siddet i regnen med en hånd på fortiden og et hjerte, der bankede for fremtiden.