Tårerne løb ned af mine kinder. Det havde været hårdt, at stå og pakke hele mit liv ned i papkasser. Jeg vidste ikke helt hvordan det hele skulle foregå. Jeg vidste kun, at min mor havde fået et haste tilbud fra arbejdet, som resulterede i at vi skulle flytte. Det hele var så nyt, så anderledes, var kommet meget hurtigt og pludseligt. Tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg kiggede på de tomme hvide vægge på mit værelse.
   Alle billederne var taget ned, og forsigtigt puttet i mapper. Jeg kunne stadig se mærkerne, der formede indramninger af hvor de havde siddet. Billederne af ham og jeg. Jeg havde elsket at tage billeder af os. Mit yndlingsbillede var det hvor vi krammede. Dengang kom vi ikke sammen endnu. Dem af pigerne var også væk. Alle byturene, de sjove sleepovers og hygge aftenerne. Det hele var taget ned. Det føltes som at slette mit liv, alt det jeg havde kendt til.

Jeg smed vredt mit tøj ned i kufferten, mens jeg sendte vrede tanker til mine forældre. Hvorfor skulle de fjerne mig? Fjerne mig fra mine venner, fra skolen, fra min kæreste. Det var her jeg havde mit liv. Det var her, at jeg kunne være mig. Jeg kiggede endnu engang rundt i mit værelse. Tomhed var det eneste jeg så. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg skulle flytte. Mine venner vidste ikke, at jeg skulle afsted. Jeg havde ikke sagt det, for jeg vidste ikke hvordan. De var min anden familie, og hvordan kunne jeg sige sådan noget uden at have følelsen af, at jeg havde forrådt dem. Følelsen var skrækkelig, så forfærdelig skrækkelig. Jeg blev pludselig afbrudt af min telefon der ringede. Jeg tørrede mine øjne og kiggede på skærmen. Chad stod der. Jeg kunne mærke, at tårerne pressede sig på igen, men jeg tog den alligevel.

"Skat, skat hvad fanden sker der?", sagde han bekymret ind i telefonen. Jeg pressede telefonen længere ind mod mit ører fordi det føltes, som om jeg bedre kunne nå ham. Jeg savnede hans arme omkring mig, og følelsen af hans kys på mine bløde læber. Jeg bed hårdt ned i læben for ikke, at komme til at hulke højlydt. "Chad, lad nu hver, please", fik jeg frem på trods af den kæmpe klump i min hals. "Jamen, jeg forstår det simpelthen ikke, hvorfor slå op med mig? Vi havde det fint det ene øjeblik og det næste... Ja. Så slår du op". Jeg krammede mig selv med min frie hånd.
   Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Men hvad kunne jeg overhovedet sige? Intet ville gøre det bedre. Jeg forlod ham, og det kunne ord ikke ændre på. "Det fungerer bare ikke for mig det her. Os. Jeg...", Jeg kunne ikke fortsætte. Jeg ville ikke sige det, men jeg blev nødt til det. Inderst inde vidste jeg, at jeg ville fortryde hvis jeg ikke sagde det. Det gjorde ondt. Det værste var, at jeg var velvidende om, at det ville være sidste gang, at jeg sagde de ord højt til ham. Den allersidste gang. Jeg tog en dyb indånding. "Jeg elsker dig, Chad... Farvel". Jeg tog mobilen fra øret og nåede lige at høre et nej, Lisa! Vent nu! Inden jeg lagde på.
   Tårerne løb voldsomt nu, og jeg lod dem. Jeg kastede min mobil ind i væggen af vrede. Sparkede til skraldespanden så den væltede. "Lisa vi kører om 10 min", råbte min far. Jeg svarede ikke, jeg kunne slet ikke sige noget. Min stemme svigtede mig, som jeg havde svigtede Chad. Jeg skyndte mig at pakke færdig. Jeg måtte væk, langt væk, inden det var for sent.

Kæmpende med mine 2 kufferter, fik jeg sat tingene ud i bilen. Da jeg stod i værelset igen, for at hente den sidste papkasse, gik jeg over til vinduet. Der var et billede, som jeg havde ladet hænge. Det var et billede af mig, da jeg var lille på den dag, vi flyttede ind i huset. Jeg havde fået lov til at åbne døren. Jeg huskede tydeligt at jeg var nødt til, at stille mig på tæer for at nå håndtaget. Det var en af de lykkeligste dage i mit liv. Jeg havde følt mig så stor, da jeg fik lov til at gå først ind i huset. Den dag var en stor dag i mit liv. Jeg smilte gennem tårerne. Jeg havde valgt at lade det hænge, til den næste person der skulle bo her. Som et minde om hvor specielt huset er. Jeg kiggede rundt en sidste gang, inden jeg forlod det, der havde været mit liv de sidste mange år.

Mor og far sad allerede i bilen, da jeg kom udenfor. De sagde ikke noget, da jeg satte mig ind. Jeg snakkede heller ikke til dem, og måske var det bedst sådan. Jeg kiggede ud af vinduet, og så på huset imens bilen kørte. Mit hus. Dens gamle rustikke mure havde været min verden, mit univers, min lille sikre boble. Nu var den bristet, og dråberne var al den erindring, som jeg havde tilbage i mit hjerte. Synet var bedrøvende at se på, men jeg kunne intet gøre. Alligevel var det, som om jeg havde indprentede synet af Chad, der løb efter bilen. Smerten skød op i mit bryst, som en storm af kulde, der ikke blev andet end værre. Hivende trak jeg vejret, men luften nåede aldrig helt ned i mine lunger. Kulden spredte sig i en pinefuld hastighed, som fik mit hjerte til at føles tung, tom og sørgmodig. Jeg lukkede mine øjne. Lænede mig helt tilbage i sædet, og tippede mit hoved opad. Klumpen i halsen hjemsøgte mig stadig. Uanset hvor meget jeg prøvede, var jeg fanget. Fanget i minderne, som vi havde forevig gjort. De var en del af mig, og det ville de altid være. Markeret i min sjæl. Bemægtiget med styrke, mod og visdom. Tankerne vrimlede i mit hoved, mens bilen kørte mod lufthavnen. Jeg ville demonstrere, og råbe så højt jeg kunne. Kapre hele besiddelsen af situationen, men kunne jeg? Nej. Dette var langt ude af mine hænder. Uanset hvor meget jeg rakte ud, ville det aldrig være indenfor min rækkevidde.
   Resten af turen var ikke meget anderledes. Kun sørgmodige blikke ud over den by, som jeg havde kendt hele mit liv.

Som turen kom til en ende, ankom vi til lufthavnen. Tiden var på en gang fløjet afsted. Hvorfor skulle den absolut gå så hurtig. Kunne den ikke have gjort det, da jeg sad i min geografitime. Eller da jeg havde været tvunget til, at høre et oplæg om Aristoteles og hans teori om det gode liv! Jeg vidste allerede, at livet kun er hvad man gør det til! Jeg vidste allerede, at jeg ville fare vild, hvis jeg tog på køretur. For pokker da! Jeg kunne fare vild i min egen bukselomme. Min dårlige stedsans var ikke noget nyt.
   "Lisa, tag din baggage. Vi skal snart være ved vores gate", hørte jeg min mor sige. Hvis jeg nu lod som om, at jeg havde vredet min ankel, kunne det være, at vi ville blive nødt til at aflyse turen. På den anden side ville det jo også kun udskyde den, ikke forhindre den. Der var ikke noget at gøre. De vandt. Jeg tog hårdt fat om håndtaget. Jeg mærkede vreden stige indeni mig, for hvert skridt jeg tog. Det hele spillede som en film inde i mit hoved. Dørene åbnede og mennesker, der vrimlede hastigt omkring, kom straks til syne. Lyden af piben fra de rullende kufferter og duften af de blandede parfumer. Det hele fortsatte, som et rullebånd uden ende.

Lisa. Jeg drejede hurtigt hovedet. "Chad?", min stemme skælvede rustent. Jeg prøvede at synke klumpen i min hals, men min hals var tør som ørken. Jeg søgte efter Chad, men han var ingen steder at se. Jeg vendte mig om efter noget tid, og tog mig til håret i en ivrig bevægelse. Lisa stop! Mine skridt blev hurtigere. Det ødelagde mig. Ætsende fordærvede det mit sind, krop og sjæl. Alt det jeg havde givet ham. Han havde haft hele mig, ligesom jeg havde haft hele ham. Vores kroppe dansede i vinden, mens vores sind smeltede sammen. Vi var blevet til det perfekte snefnug, som verden havde set. Men selv det fineste snefnug møder jorden engang, og når det gør, smelter det ikke bare. Langsomt, meget langsomt synker vandet ned i jorden, og giver alle levende organismer, der er nær tørstens dødsgang næring.

LISA! Nu måtte det være nok! Jeg satte i løb så hurtigt, som jeg kunne. Det var som en labyrint mellem alle de mennesker. Jeg kiggede over min skuldre, og ledte efter Chad. Intet. På mindre end et sekund, blev pusten taget fra mig, og jeg landede på gulvet. Jeg mærkede smerten skyde op i hovedet, hvor jeg havde ramt gulvet. Jeg ømmede mig, mens jeg tog mig til hovedet. Da jeg prøvede at sætte mig op, drejede alting rundt. Alting var sløret. Lydene var forsvundet. Jeg kunne intet høre. Jeg kiggede langsomt rundt, og forsøgte at fokusere, men jeg følte mig mere og mere træt, jo mere jeg prøvede. Mine øjenlåg var pludselig meget tunge, og min krop føltes svag. Min krop blev tungere. Jeg vidste, at jeg havde jorden under mig om lidt. Min krop vippede kraftigt til højre. Jeg kunne intet stille op. Normalt på dette tidspunkt ville man forsvinde i bevidsthed, men intet skete. Jeg mærkede hvordan min krop pludselig blev svag og let, og det føltes helt som om jeg svævede. Hver gang jeg prøvede at åbne mine øjne, var alting dobbelt. Jeg følte mig søvnig, men jeg måtte ikke lukke øjnene. Pludselig ramte mit hoved noget hårdt. Det sjove var, at jeg ikke huskede en mur i nærheden af mig? Det var varmt mod min kind, og duften omkring mig var behagelig, og meget velkendt. Det føltes stadig som om jeg svævede, eller måske var jeg i koma? I værste tilfælde kunne jeg være død! Men fungerer ens hjerne, når man er død? Mine tanker fortsatte i en u-kontrolleret cirkel.
   Hvad nu hvis...
   Kunne det være...
   Tænk nu hvis...

I det noget koldt ramte min pande, satte jeg mig op med et sæt. Jeg tog mig til hovedet, som dunkede kraftigt. Jeg kiggede rundt, mens jeg prøvede at koncentrere mig. Mit syn var stadig sløret. Drømte jeg stadig? Det måtte jeg gøre, for lige nu sad der en Chad ved siden af mig. Jeg rakte tøvende min hånd frem. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg ville vide om det bare var min fantasi eller ej. Sekunderne før afsløringen var tortur. Jeg skreg, højt og ivrigt af overraskelse. Han var hurtig, og lagde en hånd over min mund, mens han tyssede. Med store øjne kiggede jeg på ham. Jeg kæmpede med at berolige mit hjerte. I et stykke tid sad vi bare og kiggede på hinanden. Han begyndte stille, at fjerne sin hånd fra min mund. Han kiggede undersøgende på mig, men hans blik stoppede ved min pande. Hans ansigt skar en grimasse, og han begyndte at række ud efter mig. Jeg gispede i smerte, da jeg mærkede hans finger ramme et ømt sted. Han lod sin finger køre langsomt ned langs mit kindben og videre ud på min underlæbe. Fornemmelsen af hans berøring gav mig kuldegysninger. Min krop lænede sig automatisk mod ham, i håb om mere. Jeg kunne mærke svigtelsen fylde min krop, og tårerne pressede sig på endnu engang. "Hvorfor slog du op?"

Jeg sænkede mit blik under hans stemme. Jeg sagde ikke noget. Det var som om, at ordene sad fast i halsen på mig. "Lisa, vil du ikke nok svare mig?"
   Selvfølgelig ville jeg det, men hvad skulle jeg sige? Jeg slog min hånd ned i gulvet, og rejste mig op. Jeg kunne ikke, men Chad havde tydeligvis andre planer. Han tog fat om mit håndled, og trak mig dybt ind mod hans krop. Hans varme bløde læber ramte mine. I et øjeblik føltes det som om, at alt ville blive okay. Men da han fjernede sine løber fra mine, ramte virkeligheden mig. Da mine øjne mødte hans, vidste jeg hvad jeg skulle gøre.

"Jeg kan ikke", sagde jeg stille, mens mine øjne flakkede frem og tilbage imellem hans.
   "Hvad kan du ikke?"
   Det var nu, at jeg havde chancen. "Jeg er ked af det. Det skete bare", sagde jeg med min mest overbevisende stemme, og kiggede ned i jorden. Chad blev pludselig bleg.
   "Hvad skete bare?".
   Jeg vidste, at det jeg var i gang med, var forkert. Men jeg gjorde, det der var bedst for mig. Stilheden fyldte rummet omkring os i et stykke tid.
   "Kig mig ind i øjnene, og sig at det ikke er sandt".
   Mit blik var stadig rettet mod jorden. En del af mig havde bare lyst til at skrige:
   CHAD det er ikke sandt! Jeg ville aldrig bedrage dig.
   Jeg tog en dyb indånding, og rettede mit blik mod ham.
   "Det er sandt".

Han så ud, som om jeg havde slået ham. Han tog et par skridt tilbage, og tog sig til hovedet. Da han kiggede på mig igen, var hans øjne blanke. Jeg vendte mig om, og gik mod terminalen. Jeg mærkede hans blik i nakken. Jeg kiggede ikke tilbage. Det ødelagde mig inden i, men det var nødvendigt. Jeg viste mit pas, og min billet til damen ved skrænken.
   "Jeg elsker dig Chad", hviskede jeg for mig selv.