Uden tvivl en smuk nat med skyer og stjerner der hvælvede sig udenfor kuplen. Men vi fløj ved nymåne og kun stjernerne var synlige, og de blegnede betragteligt i skæret fra de utallige brande under os. Og som i den store højde vi gik i mest mindede om tusindvis af tændte stearinlys. I høretelefonerne blandede den ene stemme sig med den anden i et mønster der foreløbig ikke angik mig. Navigatøren fremme i flyet messede sine kursændringer til de to piloter i cockpittet og de meldte tilbage om ok i alle forhold. Højde. Kurs. Fart. Olietryk. Motoromdrejninger. Brændstofbeholdning. Frontskytten meldte alt roligt. Agterskytten, mig selv, fulgte trop. Ligeså sideskytterne. Kort forinden var der gået det ryk gennem maskinen som vi alle havde ventet på med længsel de sidste tre timer, og som gav os troen på livet tilbage. Bombeskytten Thomson gav et triumferende brøl fra sig, brølet forplantede sig videre i samtlige telefoner så det næsten druknede larmen fra de fire store motorer der for fulde omdrejninger trak Lancasteren op over Jylland og videre ud over Nordsøen. Navigatør Scotts drævende stemme messede beroligende: Vulture. Canary. Night Sea. Cumberland. West Point. Blue Bell. Vi landede på Humpton-Basen nord for London og det uden at have fået en skramme. Missionen den nat var min ottende uden en skramme, og det burde jo egentlig have givet stof til eftertanke.
   At befinde sig midt i en luftkrig er som at befinde sig udenfor tiden. Begreber som liv død, hverdag og fest mister deres mening. Man betragter ikke død og ødelæggelse på sørgmodig afstand men er selv en aktiv del af den. Man slår tusinder ihjel uden at føle en brik af medlidenhed, men accepterer også at rollerne kan byttes om uden det gør den store forskel. Der er ikke den store afstand fra den ene ende af henrettelsespelotonen til den anden, som man ellers er vant til i fredstid. Man svæver i et mærkeligt sløvt grænseland mellem liv og død, og det forhindrer utvivlsomt en i at blive skingrende vanvittig. Det har intet med mod og tapperhed at gøre, men er en del af den berømmelige menneskelige tilpasningsevne. Det er nu det sker! Fortid og fremtid må vente! Himlen kræver alt af os her og nu! Ungdommelig trods vovemod, dødsfornægtelse smeltede sammen med den velkendte fornemmelse at fremtiden tilhørte os. Flyvningen ville blive det helt store hit når krigen engang var forbi. Vi gamle krigsflyvere ville blive guld værd i tiden der kom.
   Altså vinkede vi triumferende til de sanitetsfolk der var stimlet sammen om maskinen, fuldt udrustede med førstehjælpskasser og bårer som der så ofte var hårdt brug for. Vi gik i stivbenet tempo over mod mandskabsbarakkerne og deponerede vores omfangsrige udrustning af faldskærme hjelme, vatterede overtræksdragter, tunge støvler, lommelygter, pistolbælter, hvad der ellers hørte til professionen, og skiftede til hverdagsuniformer. I den nærliggende underjordiske kontorbunker affattede vi vores korte og præcise rapporter om missionen, der jo ikke havde den store dramatik at byde på. Messen med alle dens herligheder havde en ejendommelig tung og sur lugt ; den er blevet hængende i næsen som en erindring om den tids rationerede og usunde levnedsmidler. De gavnede tænderne fordi de ikke indeholdt overdrevne mængder af søde sager. Alligevel var det i Messen man for nogle øjeblikke glemte alt om antiluftskyts og natjagere og brændende byer. De natlige missioner skabte en særpræget form for glubende sult og tørst, som jeg aldrig siden har kendt til. Messen var i øvrigt det eneste sted på basen hvor der var kvinder til stede, og de vidste naturligvis ikke alt det gode de kunne gøre for os.
   Men ved en lejlighed havde de gæve damer kludret i det. De havde dækket op til præcis det antal flyverhelte der var lettet mod Tyskland og ifølge sagens natur var der så dækket op til lidt for mange da de vendte tilbage. Meldetjenesten havde svigtet fatalt. De tomme stole og de tomme tallerkner fortalte mere end mange ord. I luften har man ingen viden om den slags hændelser. Lancasteren skød en fart af 450 kilometer i timen. Dem der skred i svinget røg hurtigt bagud af denne tekniske dance makabre.
   Så udspillede sig min niende mission, der ikke blev helt som de foregående. Vi entrede ind i maskinen, der lugtede hjemligt af metal og olie, iført vores omfangsrige udrustning, kastede undervejs ind et blik på de bomber der lige var blevet ophængt under planerne; de var på størrelse med en granvoksen mand og uden tvivl betragteligt tungere. De glatte koniske metalhylstre med styrefinnerne bag havde noget vist fiskeagtigt elegant over sig, og vi havde strenge ordrer om ikke at bringe dem med hjem igen. Over Tyskland eller i havet, det var sagen---De velsvungne vinger, det høje haleparti, de fire kraftige propeller med de slanke sværdagtige blade. Hitler havde ikke en chance! Som en anden kanin kunne han bare skjule sig under jorden når rovfuglen var over ham. Kabinen var så svagt oplyst at ribber nitter og bolte knap kunne anes. Instrumenterne glødede i mørket hos Scott, Witty og Emerson. Vi brugte altid efternavne når vi befandt os på jorden og ligeså fornavne når vi var i luften. Frontskytten Willow trak frem og tilbage i håndtaget der åbnede og lukkede faldskærmslemmen i bunden. Thomson indtog sin position ved bombesigtet. Med det vanlige besvær masede jeg mit af faldskærmen uformelige legeme ned i det smalle kanonsæde og tog et kik udover de to kanonløb, som jeg lod svinge prøvende rundt fra side til side og op og ned. Skudvinkelen var ikke imponerende, men det havde jo indtil videre1 ikke været noget problem. Telefonbøjlen op om ørerne, den vanlige sidste tanke at man muligvis var ved at blive pissetrængende. Der var ikke plads for den slags fine fornemmelser under mission sk14924408.
   Det tog en evighed før motorerne begyndte at rumle op og endnu en evighed før vi kom i position til start. De tunge bombefly holdt på række og geled bag hinanden og lettede et for et før de fandt deres faste pladser i formationen. Positionslysene var de svagest mulige. Det krævede sin mand at holde pladsen i en formation, men indtil videre var det jo ikke mit problem. Til gengæld afhang alt af mig hvis en jager sneg sig ind på os, men det havde jo, indtil videre, heller ikke været noget problem. Jeg var fortrøstningsfuld. De vanlige drævende meldinger fra Scott med Blue Bell, Emerson, West Point, Canary, Vulture. Uret over mit hoved tikkede sig frem. Selv gennem handsker og beskyttelsesdragt kunne man fornemme den iskolde luft der gennem skydeskårene trængte ind udefra. Den tørre metalliske lugt blev stærkere. Man mærkede hvordan kulden sivede gennem beskyttelsesdragten og lagde et tyndt lag rim på indersiden af både dragt og støvler. Udenfor var der smuk frostklar nat med skyer og stjerner og som vanligt nymåne, men den var i tiltagende og viste sit spinkle månesegl der næsten formede en cirkel. Scott meldte Vulture. Vi var allerede over Tyskland og gjorde klar til indflyvning over målet, der vistnok var Duisburg. Tjek patronbælter og slå sikring fra på begge løb. Hold kanonløb parallelt med horisonten. Et par svage positionslys var synlige i styrbords side, men selve flyet gik i et med omgivelserne. På bagbords side strøg en række lysgranater langsomt til vejrs , næsten som et festfyrværkeri, men da de var langt borte kunne vi , indtil videre, ignorere dem. Verdens største stearinlysbakke tonede frem fra mørket under os. Thomson trak i håndtaget der udløste bombelasten og gav det triumferende ryk i maskinen. Et jubelbrøl der næsten overdøvede motorerne måtte kunne høres helt ned i gaderne dernede. Flyet krængede over mod bagbord og de vanlige meldinger gled gennem telefonerne. Peter ok. George ok . Sid ok. Robert ok. Cockpit ok. No damage. Engines are running. Ok.
   Forbavsende hurtigt meldte Scott at vi havde lagt Vulture bag os og allerede var over Canary. Vi lå solidt på hjemrejsen i 18000 fods højde. Daggryet ude i nord stod som en vifte, og vi kunne ane konturerne af det flade land under os, foruden konturerne af tre af de øvrige fly i formationen. Motorerne trak alt de orkede, alt tydede på at det ville de blive ved med til verdens ende. Alt åndede fred og ro omkring os i en grad så jeg nok har blundet et øjeblik. Så gik der en rystelse gennem kabinen og i et nu var jeg så lysvågen som aldrig før og greb febrilsk om affyringsgrebene på kanonerne.
   Nu udviklede tingene sig meget hurtigt, som altid når man er i luften. Flyet hoppede og dansede som en afdanket balletdanser. Ting og sager rullede til styrbord og bagbord. En skruenøgle hamrede ind i pladerne lige ved mit venstre øre med et brag som en luftværnsgranat. I et glimt memorerede man sig alle de instruktioner i overlevelse man havde fået indprentet ved bredden af Ontariosøen hjemme i Canada. I tilfælde af nedskydning: Nødland om muligt. Faldskærmsudspring fra stor højde ved nattetiden har ringe chancer for at lykkes. Hold sammen. En mand går til hvor to klarer situationen uden vanskeligheder. Bevæg jer så vidt muligt om natten. Dyp om muligt fodtøjet i stærke kemikalier, således sporhunde ikke kan få færten. Lev af landet selv om det ikke er behageligt. Undgå tyverier med mindre i mangler klæder. Det var hvad der for gennem hovederne på os alle da flyet tog stubmarken ved Thorsager på det vestlige Sjælland, så ubesværet som var vi landet hjemme på basen. Scott var klar over vi var havnet på Sjælland, men han nåede aldrig at få at vide hvor. Ikke en skramme på flyet. Vi var ikke blevet ramt på nogen måde. To af motorerne havde sat ud men det skyldtes formodentlig " tekniske årsager". Alle former for teknik svigter til tider, og så er det jo bare beklageligt når det drejer sig om liv og død. For dem der måtte have glemt at krigstidens teknik ikke var helt på højde med vore dages så skal jeg lige memorere kendsgerningerne: Næsten en tredjedel af Royal Air Force samlede tab under Anden Verdenskrig kunne henføres til problemer af " teknisk og navigationsmæssig karakter".
   Forandringen fra den mørke og snævre kabine var næsten ufattelig. Solen hævede sig som glødende jern i en højovn. De lange skrå skygger stod knivskarpe i græsset. Dugdråberne blinkede som tårer i de friske grønne buske omkring os, som en poetisk sjæl nok havde udtrykt sig. Fuglekoret var øredøvende i den stille morgen, men lød som havde samtlige fugle fået en flue galt i halsen. Fuglestemmerne var skarpe og skingrende som forstemte violiner. En krage skreg så hæst som en ravn. En solsort udstødte sit advarselsskrig fra en busk i nærheden. En lærke svang sig i spiraler op over maskinen, men jeg husker ikke om den sang, hvad den jo nok har gjort. Maskinen underneden stod med sine strittende kanoner, sit klodsede udseende, sin matte dystre camouflagemaling, og mindede mest af alt om en kæmpemæssig død flagermus.
   Som om det ikke var alt rigeligt fangede vi lyden af en flyvemaskine der nærmede sig og søgte ly i en grantykning i en vis fart, hvilket ikke var et sekund for tidligt. Maskinen fløj brummende som en kæmpe bi rundt i en cirkel over os i et par minutter, og forsvandt derefter mod vest. Hagekorset var umiskendeligt. Var vi landet et par øjeblikke senere end vi gjorde havde han formodentlig skudt os ned.
   Skal jeg prøve at genkalde mig disse første og sidste timer som nedskudt så er erindringen en mærkelig uvirkelig størrelse. Jeg kan genkalde mig visse detaljer uhyre skarpt, men kan have svært ved at sætte dem ind i en helhed. Min erindring fungerer ikke efter hensigten i form af en slags indre filmstrimmel, men snarere som en strimmel der er hugget i stumper og stykker og er svær at finde hoved og hale i. Jeg formoder vi holdt en slags krigsråd og besluttede os for en form for overgivelse med ære. Vi skulle stille og roligt erkende tingenes tilstand og hæve armene i vejret når de sig nærmende tyskere forlangte det. Natten var for langt borte. Fjenden for tæt på. Landskabet for åbent. Vores uniformer for umiskendelige. Vi ejede jo intet skiftetøj i form af en slags dansk normalbeklædning.
   De næste trin i erindringen er en helvedeshund der glammer som rasende. Et pistolskud og et langtrukkent ulvehyl. En serie af skrig og maskinpistolsalver. Jeg stod og pissede op ad en granstamme medens en byge af kugler hamrede ind i træet fra modsat side hvor jeg stod, men altså uden at slå igennem. Jeg husker en mark med røde køer der så yderst tilfredse ud, og et pigtrådshegn der rev forbandet. Et omfangsrigt kloakrør der var ført under en landevej. En tung lastbil der rumlede hen over mit skjulested. Jeg husker solen stod i syd på mit lille lommekompas da jeg forsigtigt kravlede ud ad røret og stilede mod en stråtækt bondegård på modsat side landevejen. Jeg havde ingen klar fornemmelse af at være alene i verden. Jeg følte en desperat trang til at komme under tag, lige meget hvilket. Jeg erindrede pludseligt at jeg stadig talte sproget, selv om jeg jo havde boet i Canada det meste af mit voksne liv.
   En mærkelig ro kom over mig, jeg husker de følgende hændelser overraskende klart, men da jeg ikke ligefrem førte dagbog undervejs kan hukommelsen jo have spillet mig et puds eller to. Jeg følte mig sært afklaret og fattet , ja måske ligefrem en antydning optimistisk. Skal man falde i fjendens hænder så lad det dog ske med en vis maner. Med stiff upperlib tilkaster man fjenden et overlegent blik og hvisler lavmælt: Fjenden, formoder jeg!
   Stivheden i benene fortog sig. Smerterne i hånden ligeså! Skuldrene murrede ikke længere. Det var lige før jeg bildte mig ind at føle mig så ganske godt tilpas.
   Altså slentrede jeg roligt ind på gårdspladsen, hvor et par børn modtog mig med øjne på størrelse med Månen. Ved synet af mig for de afsted som små sporlys og råbte skingrende til deres forældre, at der stod en russisk soldat udenfor på gårdspladsen.
   Bondemanden steg langsom ned ad den trappe der fra hoveddøren førte ned til gårdspladsen. En temmelig lille firskåren mand med en nusset kasket på hovedet, iført slidt arbejdsskjorte og falmet blå busseronne. Ansigtet var hårdt og stift, næsen påfaldende stor og kartoffelagtig, øjnene små, vandede og plirende. Han fikserede mig roligt og konstaterede med en underlig klangløs stemme, at det nok var mig der var nødlandet. Stille og roligt bekræftede jeg at jeg var den jeg var og kom derfra hvor folk af min slags normalt kom. Han ville ikke have noget skyderi, forklarede han. Han havde kone og børn og dyr at tage hensyn til. Krigen havde han ikke lod og del i. Den var ikke noget for ham! Den var ikke hans! Da jeg forklarede at jeg skam forstod ham så udmærket røg de buskede øjenbryn i vejret og underkæben den modsatte vej. Han spurgte mistroisk om jeg virkelig var dansk, men jeg benægtede naturligvis og forklarede som sandt var, at jeg var fra Canada , men altså " talte sproget"
   Så blev han afgjort mere gæstfri og afslappet i ansigtet og bød mig indenfor i stuen, jeg nikkede så venligt som det nu engang var muligt til de forskræmte børn og den forslidte grå kone, der måtte være deres mor eller bedstemor. Ingen af dem smilede igen eller sagde noget, hvad jeg vel heller ikke havde forventet. Lugten i stuen mindede påfaldende om Messen hjemme i Humpton. Møblerne var tunge brunsorte, fedtede og klodsede og bar blomstret betræk i en stil man ville kalde fimset. Malerier i tunge rammer på de brunlige vægge fremviste landlige idyller der langt overgik dem udenfor. Gulnede fotografier af børn forældre og bedsteforældre, der heller ikke havde følt trang til at smile. De hang på stuens endevæg. Under billedet var anbragt en imposant træstol med kunstfærdige udskæringer og løvefødder og gesvejsninger og fornemt stribet betræk der virkede næsten nyt. Sammenlignet med det øvrige møblement i stuen virkede den som et helt tronstolsagtige indslag i de beskedne omgivelser. Bondemanden bemærkede mit blik og forklarede at denne hans stol kun var i brug når der kom gæster der var lidt udover det vanlige. Jeg nikkede sigende og for første gang for antydningen af et smil hen over bondemandens stivnede ansigtstræk. Jo, jeg kunne roligt sætte mig i tronstolen når kaffen blev serveret. Han skulle gerne se hvad han kunne gøre for mig, men det var næppe meget han kunne stille op. Konen skænkede kaffe med rystende hånd, og i så tynde blomstrede kaffekopper man kunne se kaffen tværs igennem. Jeg har aldrig brudt mig om kaffe, men af gode grunde måtte jeg jo holde masken. Men bondemanden forklarede roligt og nøgternt at han ikke kunne stille noget op. Tyskerne havde været indenom på denne hans gård og de ville formodentligt komme igen. De var i fuldt sving med at finkæmme hele omegnen, og lod blodhunde snuse under hver en busk og hvert et træ. De havde opsnuset forskellige klædningsstykker i dette mit fly; og så var det jo en smal sag for hundene at følge dette mit spor, der jo næppe var blevet spoleret ved brug af stærke kemikalier. De ville få fat i mig inden aften under alle omstændigheder, men tog jeg situationen så nogenlunde afslappet så ville jeg vel blive rimeligt behandlet efter omstændighederne. Så hvis jeg lige afleverede denne min pistol så ville meget være vundet. Tyskerne skød omgående hvis de havde bare den mindste mistanke om at folk var bevæbnede. De var blevet helt hysteriske på det sidste og så gangstere og terrorister bag hver en busk.
   Og således gik det altså til, at tre meget unge repræsentanter for det sejt kæmpende Stortyskland gjorde denne deres entre under en hyggelig kaffeslabberas hos en flink bondemand på Vestsjælland. Jeg havde insisteret på at beholde denne min uniform på, således der ikke kunne herske tvivl om jeg var lovlig kombattant; det modsatte kunne have kostet mine værtsfolk dyrt. Vi sad der og hyggede os og småsnakkede over hvid dug og kaffe og kage og sølvskeer, som levede vi i en verden før alle krige. Nå ja! Et dansk og et engelsk bordflag vajede fra en vase på bordet, suppleret med blomstrende æblegrene fra haven.
   De tre krigere var næppe fyldt atten. Disse deres forslidte vissengrønne uniformer slaskede omkring dem og de støvede støvler havde afgjort kendt bedre dage. Men var de end lidt lurvede i uniformeringen så var de så meget desto bedre bevæbnede. Maskinpistolerne skinnede af olie så man næsten kunne have spejlet sin sjæl i dem. Pistolerne i bæltet havde næppe nogensinde kendt antydning af smuds eller rustpletter. Op fra lommerne stak tre propfulde stangmagasiner, holdt sammen af en elastik-Supplerede glimrende de tre
   magasiner der allerede var på plads og i orden i maskinpistolerne. Hvad der fangede min interesse var øjnene. Disse deres øjne. Fyrene var mørkhårede og brunøjede , de skinnende rå og morderiske blikke de sendte mig fik virkelig en anden til at tænke på brændende byer. De uhyggelige smil der fulgte virkede som strejf af solskin under en sibirisk vinter. I det øjeblik var jeg virkelig bange. Her var ikke plads til ret mange forkerte bevægelser, hverken i ansigtet eller andre steder. Sært nok skænkede jeg ikke mine kammerater en tanke før langt senere, da jeg sad i cellen. Det var formodentlig de selvsamme soldater der havde majet dem ned få timer forinden.
   Og således endte den historie. Noget overraskende blev jeg sendt til København, og ikke den vanlige direkte vej til en krigsfangelejr i Tyskland. Jeg blev indlogeret i Vestre Fængsel , hvor jeg sad til krigens slutning. Et lille tilgitret vindue helt oppe under loftet. En enkelt søvnig lampe på væggen. Nøgne murstensvægge i røde sten og cementgulv med kloakafløb. Med mellemrum blev jeg hentet ind til forhør på et smagfuldt indrettet kontor med stilfulde møbler, moderne kunst på væggene, bløde tæpper på gulvene, med samt et skrivebord på størrelse med Mussolinis. Forhørslederen var en tysk officer dresset i velsiddende distinktionsrig uniform, og han talte dansk som en indfødt, eller var faktorernes orden omvendt.
   Han spurgte mig ud om mine forskellige bekendtskaber i Calgary og omegn, og hvorfra han havde disse oplysninger er mig den dag i dag en gåde. Jeg svarede så troværdigt som muligt, uden at overdrive, og blev af uransagelige grunde venligt behandlet. Jeg blev endda budt på både vin og cigaretter, og højere kan en krigsfange vel ikke nå. I det smagfuldt indrettede kontor forekom tortur og tredjegradsforhør at ligge lige så langt borte som Calgary, men i virkelighedens verden skulle man nok højest et par etager ned.
   Det var en frygtelig tid! Jeg anede jo intet om hvad tyskerne havde til hensigt. Hver gang der blev raslet med nøglebundter kunne det betyde alt fra friheden til døden. Jeg havde intet at fordrive tiden med og tilbragte lange perioder halvsovende på briksen. Af og til lød der brøl og skrig langt borte. Lampen på væggen summede svagt. En hveps dunkede hovedet mod gittervinduet under loftet, hvad den så ville der. Slæbende skridt på gangen når madvognen rullede forbi og lugen i døren blev åbnet. Toiletbesøg blev under disse omstændigheder indrulleret blandt dagens højdepunkter. Maden var god nok efter omstændighederne, selv om kartoffelsuppen så afgjort krævede tilvænning. Jeg følte mig ikke på noget tidspunkt syg eller gal, men i en periode talte jeg dog så højt med mig selv at vagtmanden, under trussel om straffecelle, bad mig om at skrue ned omgående. Om krigens gang anede jeg absolut intet, og da en bebrillet behjelmet, maskinpistolbevæbnet mand, iført lang slaskende grå frakke og verdens største hængerøv i bukserne, låsede min celledør op gjorde jeg mig ingen illusioner. Og da jeg blev gelejdet gennem en jublende menneskemængde, og videre ind til et bugnende bord på et af Københavns fornemste hoteller, troede jeg faktisk jeg allerede var død. Mine kammerater fra dengang er den dag i dag, næsten halvfjerds år efter, stadig savnede efter kamp. Missed in action. Uden anden grav end himlen.