Nu sidder pigen her igen. Alene. Tårerne, som er afledt af frustration, vrede, angst og svigt løber langsomt og i massevis ned af pigens kinder. Kindende bliver røde. Øjnene ligeså. Øjnene føles mere og mere tunge og tørre, selvom tårerne fortsætter med at trille. En efter en, som perler på en snor. Den sorte mascara begynder nu at løbe. Hver tåre, begynder nu at afsætte lange sorte aftryk, ned langs kindbenene. Disse aftryk er nu tydlige og synlige for hele verden, mens de før var utydelige og usynlige. De nu tydlige og synlige aftryk, er dog kun toppen af isbjerget. Hvorfor? Dette kan ses i lyset af, at disse aftryk er aflejret og blevet faciliteret af de dybe og mangeårige ar, som i al hemmelighed, er blevet gemt væk bag en facade, et smil, eller som nogen kalder det, en maske. En maske som udadtil udtrykker en pige, som der altid er glad, tryg, positiv og som ikke har noget at bekymre sig om. Mens den egentlige sandhed er, at der bag masken, og de nu synlige aftryk, er en historie om pige med dybe ar, der føler det modsatte.

Denne pige har lært, at hun ikke må lade folk komme for tæt på. Selv dem der antog, at de var tætte med og kendte pigen godt, anede intet om de mørke skygger, der strømmede dominerende rundt i pigens bevidsthed. Dette skyldes, at denne pige i sine tidlige leveår, har lært at føle sig forkert, hver gang hun blev vred eller ked af det, fordi hun er blevet fortalt, at disse følelser var forkerte og ødelage andre. Hun havde lært, at det var okay, at andre udviste og udtrykte sådanne følelser, men at disse regler ikke gjaldt hende. Pigen viste derfor altid omverden, at hun var glad og positiv. For ingen måtte eller skulle se bagsiden af medaljen. Af denne grund, var denne pige derfor altid nødt til at føle skyld og skam, når hun følte sig bange, vred, såret, ked af det eller frustreret. Skyldfølelsen, den dårlige samvittighed og følelsen af skam medførte, at pigen konstant forsøgte at re-korrigere disse "forkerte" men "naturlige" følelser. De fleste forsøg på sådan en re-korrigering mislykkedes. Dette var kun med til at få pigen til at føle sig endnu mere forkert. Især fordi de mislykkedes forsøg på at re-korrigere disse følelser, fik pigen til at føle sig som et dårligt og ondt menneske, fordi pigen havde lært at udtrykkelsen af sådanne følelser, kunne ødelægge andre.

Det pigen dog ikke vidste, var at disse indebrændte og gemte følelser langsomt var begyndt at ødelægge hende indefra. Ligeledes var det ødelæggende for hendes evne til at danne nære relationer til andre mennesker. Dette fordi pigen ubevidst simpelhent er blevet betinget til at frygte nærhed. Hvorfor denne frygt var opstået, kunne pigen dog ikke selv sætte ord på. Pigen vidste bare, at hele hendes frygtsystem og Fight- flight or freeze mekanisme blev aktiveret, når folk kom for tæt på, hvilket altid fik hende til at flygte ud af relationen. Af denne grund, synes det umuligt for pigen at starte et kæresteforhold, eller sågar tætte venskaber til andre mennesker. Frygten for nærhed er simpelhent for gennemgribende.

I Pigens bevidsthed rumsterer, der på den anden side også én følelse af at være blevet forladt, svigtet og glemt. Pigen kom i tråd med dette, til at tænke på en tekst, som hun engang havde læst og som hun følte hun kunne spejle sig selv i " Du fortalte mig én ting, men lærte mig det modsatte. Du fortalte mig, at man skal råbe højt, men lærte mig at tie. Du fortalte mig, at ærlighed er vigtigt, men lærte mig at lyve. Du fortalte mig, at mine behov er vigtige, men lærte mig at andres behov er vigtigst. Du fortalte mig, at jeg skulle være åben, men lærte mig at være hemmelighedsfuld. Du fortalte mig, at det er tilladt at udvise sårbarhed, men lærte mig at være hård og at tage maske på. Du fortalte mig, at man ikke må slå, men lærte mig at slå igen. Du fortalte mig, at jeg er god nok som jeg er, men lærte mig at føle mig forkert. Du fortalte mig, at jeg var barn, men lærte mig tidligt, at jeg blev nødt til at fremstå, agere, tænke og føle som en voksen. Du fortalte mig, at jeg kunne have tillid til dig, men lærte mig at udvise mistillidsfuldhed til alle. Du fortalte mig, at jeg kunne være tryg, men lærte mig at være bange. Du fortalte mig, at nærhed er lig med tryghed, men lærte mig at forbinde nærhed med konsekvenser, frygt og fare. Du fortalte mig utallige ting, men lærte mig det modsatte"

Pigen kan nu mærke at dikotomien mellem det hun er blevet fortalt kontra lært, starter en følelse af frustration og forvirring i hende. Pigen begynder nu at mærke, at hun inderligt gerne vil kunne åbne op, så hun kan søge og få støtte og hjælp fra andre. Dette fordi pigen inderligt ønsker, at finde styrken og modet til at kæmpe imod den indre skygges dystre stemme. Men samtidigt rumstere skyggernes dystre tanker og regler stadig rundt i hele pigens nervesystem. Dette gør at hun igen vælger at gemme hendes mørke skyggesider væk fra alle. Skyggen har nemlig lært hende, at hun er nødt til at være hemmelighedsfuld. Skyggen sætter derfor pigens krop i konstant alarmberedskab, sådan at frygten for nærhed vinder over lysten til at lukke andre ind. Pigen udtrættes og udsættes hele tiden for en ustandselig tankespiral, som styres af den mørke og dystre skygge. Skyggen er tankespiralens dukkeføre, og den prøver at styre pigen direkte ned i afgrunden. Pigen prøver på den anden side, at kæmpe imod skyggen, sådan at pigen selv kan komme i førersædet i sit eget liv. En dikotomisk kamp mellem skyggen og pigen er påbegyndt.

Om pigen får styrken og modet til at overvinde og slippe fri fra skyggens dukkespil, er der dog ingen der ved endnu. Om det er pigen eller skyggen, der for alvor vinder, afhænger nemlig af hvem af de to, der bliver fodret.

To be continued..