Dyb hindbær farvet facade gemt hen bag pære træer, gamle zebra stribede birketræer og mangfoldige græssorter. Den lille sti til hoveddøren smyr sig gennem vildnisset. De sidste bier summer fra blomstertop til blomstertop - synger sin taksigelse til Skaberen for endnu en dag.
   Kragen banker på vinduet, "husk det nu, husk det nu" siger den.
   Opmærksomheden vender tilbage til de langsomme stjerner, som galoperer mod jorden. Hvordan kan noget så eksplosivt være så stumt herfra, noget så destruktivt være så smukt herfra.
   Kragen banker på vinduet igen.
   Måske skulle jeg bare gå ud og skyde den. Den forstyrrer og forskrækker. Tager min opmærksomhed. Men jeg lægger mig til at sove.
   Jeg ligger badet i sved i mine klæder og mit hår er vådt som et regnfyldt regnskyl. Det er heldigvis morgen igen og jeg kommer til bevidsthed i takt med at lyset vender tilbage. Jeg kan høre lyde af ro. Lyde af fred. Med langsomme skridt går jeg ud ad døren, ud ad bagdøren direkte fra soveværelset, hvor det gamle æbletræs frugter ligger henkastet på jorden. Som er de fugleunger fløjet fra reden, Eller idéer, der udspringer for siden at blive sået.
   Det banker på vinduet igen. Det kommer ude fra hoveddøren. Det er den krage igen. Det må det være.
   De nedfaldne æbler spreder sin lugt af forrådnelse gennem haven. Det er som om alle blomsterne kan lugte det. De væmmes og skjuler sit ansigt i afsky. Som et røgslør af røg forblændes hele haven af dette råd.
   Men det banker igen fra hoveddøren. Det må være den forbandet krage, så jeg løber hen mod hoveddøren, ind gennem soveværelset, gennem stuen, gennem køkkenet og ud. Og der står du søde ven og jeg byder dig velkommen ind. Du kommer med fred og jordbærkage. Jeg viser dig ud til haven. Nu er Ekisa vågnet og løber dig i møde. Aaes bliver den. Altid. Du ved, hvor vi skal sætte os og Ekisa løber efter og hurtigt efter kommer Enzikiriza. Mit trofaste makkerpar, altid tæt på.
   Jeg kommer med bakken med kaffe, med mælk, med kagen og alt, der skal til. Balancerende vakler jeg mellem markens markblomster. Marcherende til rytmen af sommerfuglenes basken, biernes summen, vindens kærtegn gennem blade og kragen. Kragens stille ekko. Kaffen er løbet over. Jeg har nok ikke lukket den nok til, jeg kan ikke se hvor det skulle komme fra, kom jeg for meget i, eller er det mon låget, der ikke kan skrues tæt nok til. Min vej er bumpet og inden jeg når at se op fra kaffens bakke oversvømmelse, ligger jeg knælende på græsset på knæ. Hundene springer mig i møde og hendes smil ovre fra vores lille bord, løfter mig op.

Vi sætter os, endelig. En, to, tre, fire trin op på den lille terrasse helt ude ved kanten af marken. Mirembe; en lille kat med stor stemme brøler sin tilstedeværelse ud oppe fra træet. Træets arme strækker sig langt ud fra stammen. Deroppe er udsynet fantastisk. Når jeg går derop for at kigge ud, er det som om jeg svæver over alt andet på jorden. Som om jeg kan kigge ned på kragen, der banker på vinduet. Jeg kan bare sidde og beskue kragen, beskue fuglene, der synger. Jeg kan kigge op i himlen og tænke på de tusinde stjerner, der brænder mod jorden i al usynlighed. Det minder mig om mig. Men jeg bliver altid nødt til at klatre ned igen. Det sidder jeg og tænker på mens katten klatrer ned og mens hun skænker mig en kop kaffe, mens hun forsigtigt tørrer kaffe tårerne op fra bunden. Den lille hvide serviet opsuger og opsamler det. Nu ligner det uheldet slet ikke skete.

Hvor er det dejligt bare at lukke øjnene og nyde smagen af venskab. Hun griner. Jeg griner med hende, også selvom stjernerne udbrænder bag lyset fra solen. Hun fortæller om alle de ting hun har lavet kronologisk og detaljeret. Hvor har hun nået mange ting i dag. Den ene krise efter den anden og stemmen stiger og løber i takt med at fortællingen skrider frem. Jeg lytter og nikker og smiler. Men jeg kan ikke lade være med at lytte. Lytte til den irriterende krage, som lyder til at være tæt på at slå vinduet itu, måske? Så midt i fortællingen om den dejlige vask hendes udkårne tog sammen mens de erklærede deres kærlighed - der blev jeg nødt til at høre om hun også hørte den lyd. Nej, sagde hun hurtigt og fortsatte, mens jeg prøvede fortsat at udtrykke interesse.
   Den lyd, den lyd af kragen gav mig hovedpine. En svag tinitus. Vi fik snakket og hun gik igen. Ekisa, Mirembe og Enzikiriza sov nu tungt og drømmende langt, langt væk herfra. Den svage tinitus var blevet til en stormfuld brusen. Jeg gik gennem stuen ud til udestuen, forbi reolsystemet med mine farvekoordinerede bøger, som jeg aldrig havde lagt hånd på. Jeg havde aldrig åbnet dem og følt og mærket og tænkt at de var nok. Deres tilstedeværelse skreg mig i ørerne. Bøgerne råbte skældsord efter mig. Fornuften fordømte mig og køkkenet havde sladret til dem om alt det efterladte kaos fra min gæst og kaos fra min hungrende eksistens. Jeg bevægede mig ind i udestuen og lagde mig på sofaen. Min lille hule til skue for skoven. Et grønt skjulested. Jeg vender min krop ind mod sofaens ryg. Det er stadig lyst udenfor, men jeg vender ind mod mørket. Kragen banker på vinduet og katten spinder.
   Jeg kan ikke holde den banken ud fra kragen, så jeg løber ud med en kost i min hånd og skal til at smadre den. Men i det jeg svinger kosten kaster Mirembe sig over den og sætter kløerne i dets vinger.
   Den slipper taget fra kragen og kragen flakker forvirret rundt. Jeg genner den væk fra mig, men bliver afbrudt af fugle piben, ungers kalden oppe fra pære træet. Fuglen kan ej flyve så højt længere, men prøver desperat nærmest hoppende, krampagtigt at flyve op til sine unger. Jeg får helt dårlig samvittighed og bliver vred på katten. Jeg kunne bare lade den fugl være og så leve med den banken. Jeg kunne også bruge kosten til at slå reden ned, eller jeg kunne jo bare lade den være. Jeg kan ikke beslutte mig og sommerfugle flyver rundt i maven. Pludseligt sætter Mirembe af til spring og som et søgende missil projekteres katten mod reden. Med ét fortærer den ungerne i én mundfuld. Smertefulde skrig ud stønnes fra ungernes næb og fra min mund. Så bliver alt stille. Mirembe sidder i træet, gribende om grenen. Klyngende fast til pæretræet.
   Krager kan ikke længere bygge rede der. Åh, hvilken lettelse!