Det 30 meter lange hvide dykkerskib vuggede en smule i de smukke bølger. Det turkise vand smøg sig om den skarpe stævn og slikkede blidt ned langs det svungne stålskrog. De dovne dønninger fik skibet til at trække lidt i ankerkæden og vinden var kun en fugtig og varm brise.
   Sean følte sig iskold selvom den varme sol stak i huden på hans solbrændte overkrop. Han så ind mod brændingen og den gyldne strandbred, som var afgrænset af grøn palmeskov. Solen reflekterede i det glitrende hav og skar i hans øjne. Her var åndeløst smukt. Men han ænsede det ikke. Han var bange. Og opstemt på samme tid.
   "Det er nu. Det er i dag. Jeg gør det."
   Sean så ned på sine hænder. De var helt hvide, så hårdt klemte han om rælingen. Han løsnede grebet og kiggede sig omkring. Bare de andre nu ikke lagde mærke til noget. Rundt omkring på skibet var de forskellige medlemmer af ekspeditionen småsnakkende i gang med forberedelser til dagens dyk. Ingen af dem så i Seans retning.
   Han samlede sin korte sorte og neongule våddragt op fra dækket. Den var varm og tør, da han trak den på igen udover badebukserne. Dragten smøg sig tæt om ham og raspede let mod hans nøgne hud. De sidste ugers mange dyk havde smeltet fedtet af ham og i et flygtigt øjeblik nød han følelsen af sine spændte mavemuskler mod den tynde neoprendragt. Så trak maven sig sammen af angst igen.
   Dragten begyndte straks at opvarme kroppen. Svedperler dannede sig i armhulerne og han skyndte sig hen mod flydevesten og flasken, som stod fyldt og klar til ham ved skibets åbne bagende. Han havde allerede spændt kniven om læggen og dykkerbrillerne var trukket op i panden.
   "Skal jeg hjælpe dig?"
   "Ja, tak Mario. Det ville være rart. Tak."
   Den muskuløse italiener greb i stroppen og løftede med én arm den tunge flaske op, så Sean kunne stikke armene igennem vesten og spænde remmene over brystet. Mario gav også Sean blybælte på og hjalp ham med finnerne. Han var klar og de gennemførte et tjek sammen for at se om regulator og luftmåler fungerede.
   Mario nikkede til ham og smilede. "Jeg håber, I langt om længe finder noget i dag."
   Sean nikkede tilbage. "Det er jeg sikker på, vi gør". Han håbede ikke, at stemmen afslørede løgnen.
   "Er du klar, Sean?"
   Timothy, hans dykkermakker og skattejægerkollega vraltede hen mod ham i sine dykkerfinner.
   Sean gav ham ok-tegnet ved at føre spidsen af tommel - og pegefingeren sammen.
   "Godt, så dykker vi."
   De vraltede sammen ned til den åbne hæk og trådte ned på en sænket platform hvorfra de kunne springe direkte i vandet.
   De stak regulatorerne i munden og hoppede ud. Med et brus blev de omsluttet af det lune hav og rundt om dem spillede flimrende søjler af solstråler i det azurblå vand. Den intense farve blev mørkere, når de kiggede ned og de kunne lige ane havbunden under sig. Konturerne af vraget var tydelige. Særligt efter de i løbet af de sidste par uger havde fjernet århundreders aflejringer af sand.
   De svømmede hen til bøjen og lukkede luften ud af deres flydeveste. Langsomt gled de nedad langs tovet, mens de sørgede for at trykudligne. Det klikkede i ørerne. Sean hold fast på tovet og hang lige over Timothy. Han tjekkede sin dybdemåler. Den viste 10 meter. Perfekt. Han rakte ned til sin læg og trak kniven fri af skeden. Langsomt lod han sig synke ned, så han var lige bag Timothy. Med et hurtigt snit skar Sean hans lufttilførsel over.

18 måneder tidligere

Luften var tør og tung af lugten fra gamle papirer og bøger i det gamle bibliotek på National Maritime Archive i Greenwich. Sean gned sig i øjnene og så opgivende på den stabel af gamle logbøger og kort som lå på bordet foran ham. Ingenting.
   Fuld af optimisme havde han ledt efter optegnelser, som kunne fortælle om Santa Margaretas skæbne. Han var kommet på sporet af skibet efter at have fundet et brev i et arkiv i Cadiz. I brevet underrettede den spanske guvernør i Cartagena om tabet af et skatteskib, som var på vej fra kolonierne i Nyspanien, da det var blevet sænket under kamp. Sandsynligvis af et britisk krigsskib. Skibet var en galeon og hed Santa Margareta. Skatten ombord blev omtalt i vage vendinger, men blev beskrevet som meget værdifuld og ledsaget af så store beklagelser, at det nok ikke var småting, der var blevet sendt ned på havets bund.
   Det var lige præcis den slags Sean var på udkig efter. Men for at finde frem til skibet måtte han følge sporet og det havde ført ham til London. Der måtte være en logbog et sted, hvor den britiske kaptajn, der havde sænket Santa Margareta havde indført et notat om det. Hvis det altså var et britisk skib, der havde sænket den spanske galeon. Og hvis Sean var rigtig heldig ville der også være længde og breddegrader eller en anden positionsangivelse, som kunne hjælpe ham.
   Sean gabte. Han trængte til en kop kaffe, men det var naturligvis strengt forbudt at indtage hverken mad eller drikke i nærheden af de gamle dokumenter. Der var stille i salen og han kunne høre uret på væggen tikke. Klokken var snart 17 og han ville blive tvunget til at forlade arkivet uden at have fundet noget den dag.
   Sean greb igen en af de logbøger, han havde haft størst forhåbninger til. HMS Interceptor 1704 - stod der på forsiden. Bogen var læderindbundet og meget laset og plettet. Han kunne se af notaterne at skibet havde været i det rigtige område og på nogenlunde det samme tidspunkt som Santa Margareta. På den sidste side i logbogen skrev kaptajnen, at de havde haft en spansk galeon i sigte sydvest for Havana, men at den var sluppet fra dem, da Interceptor havde haft vinden imod sig. Derefter var der to notater for de efterfølgende begivenheds¬løse dage, hvorefter logbogen sluttede.
   "Der var altså en galeon i det område. Hmmm." Sean rynkede brynene og tappede med fingrene på bordet. " Kan det have været Santa Margareta? Måske indhentede Interceptor den nogle dage efter?"
   Sean så alle logbøgerne igennem igen. Der var flere af logbøgerne som var fra Interceptor, men det var enten fra tidligere eller senere missioner. Sean lænede sig tilbage og lagde hænderne i nakken. Mærkeligt! Tankerne fløj ud på havet syd for Cuba, mens han lod øjnene følge fyldningerne i de mørke paneler på væggene og drive op af det olivengrønne tapet til den hvide stuk i loftet.
   "Hvor er den næste logbog? Kaptajnen må da have fortsat sine optegnelser i den næste bog, når nu den her var fyldt op?"
   Han satte sig frem i stolen og tog logbogen op igen. Han løftede den med hånden under ryggen og den bagerste del af bogomslaget faldt helt ned og afslørede en revne på indersiden, helt inde ved ryggen. Hvad var det?
   Sean pressede bagsiden af den læderindbundne logbog længere ned og kunne se at den var dobbelt. Han stak fingrene ned i samlingen og tvang varsomt revnen fra hinanden og så at der var en slags lomme. Forsigtigt undersøgte han den. Der lå noget derinde.
   Meget langsomt trak han med fingerspidserne et foldet stykket papir ud. Sean stirrede fascineret på dokumentet. Det så helt nyt ud. Papiret var af fin kvalitet og foldet fire gange med knivskarpe kanter. Det havde ligget der længe. Helt urørt.
   Sean kiggede rundt. En ældre mand, som havde siddet ved et af de andre lange borde var ved at pakke sammen. Ellers var der tomt. Men om lidt ville bibliotekaren komme og smide ham ud.
   Han fik listet en negl ind mellem siderne og åbnede dem varsomt og afslørede en sirlig håndskrift magen til den i logbogen.
   "25. Juni 1704 -HMS Interceptor.
   Dette er den sandfærdige, men utrolige beretning om sænkningen af...."
   "Vi lukker nu, hr.!"
   Sean fór forskrækket sammen. I døren stod en midaldrende kvinde med gråt hår og knold i nakken. Næsten en karikatur på en kedelig bibliotekar. Hun så strengt på ham.
   "Klokken er over 17 nu og De skulle have afleveret de dokumenter for længst!"
   "Ja, naturligvis. Undskyld, tiden løb virkelig fra mig. De ved...man kan jo blive helt grebet og glemme alt om sig."
   Bibliotekaren lod sig formilde lidt og nikkede.
   "Ja, ja. Det kan man vel. Men skynd Dem lidt. Vi lukker nu. Giv mig bøgerne, så skal jeg tage mig af dem."
   Hun begyndte at gå over mod Sean.
   Han kiggede febrilsk ned på det foldede stykke papir, som lysende hvidt lå oven på den mørke logbog. Hurtigt tog han papiret og lagde det oven på sin notatblok.
   "Mange tak. Det er virkelig venligt af Dem. Det er alle de logbøger her."
   Hun kom helt hen til bordet og begyndte at samle bøgerne sammen.
   "Nu skal jeg fjerne mine ting." Sean tog sin notesblok, kuglepen og det foldede papir og lagde det hele ned i sin lædermappe. Han skulle til at gå, men stoppede så op.
   "Frue, hvordan...? Kan det passe, at der mangler en logbog? Den her fra Interceptor slutter midt under missionen et sted syd for Cuba, men jeg kan ikke se at den næste i rækken er her. Kan nogen have lånt den?"
   Bibliotekarens øjne flakkede.
   "Interceptor, siger De? Bestemt ikke! Vi låner ikke originalt historisk materiale ud. Kun til forskere og det bliver naturligvis altid registreret."
   "Nå, men hvor er den så?"
   "Enten har den aldrig eksisteret eller også er den gået til i historisk tid."
   Sean nikkede. Det lød lidt mærkeligt.
   "Hvorfor er De så interesseret i Interceptor, om jeg må spørge?" Bibliotekarens øjne var blevet smalle og så undersøgende på ham.
   Sean trak på skuldrene.
   "Nå, ja. Det er jo bare et af mange skibe, som jagede spanierne rundt i Caribien. Den historiske periode interesserer mig, såmænd. Og så undrede det mig, at den mangler."
   Bibliotekaren snøftede.
   "Den mangler ikke. Den findes ikke!"
   "Nå ja, men så godaften."
   Bibliotekaren stirrede blot på ham og han skyndte sig ud. Sean begyndte at gå ned ad den tomme gang, men stoppede så og gik et par skridt baglæns og kiggede ind i læsesalen igen. Bibliotekaren stod og bladrede febrilsk rundt i de dokumenter og logbøger, som Sean netop havde overladt til hende. Sean rynkede brynene. Det var da underligt. Hun så op og mødte Seans blik med et panisk udtryk i øjnene. Han skyndte sig væk og gik hurtigt ned af gangen og forlod bygningen.
   Udenfor stod sommersolen lavt og skar i øjnene, da han åbnede sin taske og hurtigt så ned på dokumentet fra Interceptors logbog. Det kløede i fingrene for at tage det op og læse det. Men ikke her. Han lukkede tasken og skyndte sig gennem de grønne områder og over mod Cutty Sark og Docklands Light Railway. Ved indgangen til stationen vendte Sean sig om. Han havde en mærkelig følelse af at nogen så på ham? Han kiggede rundt blandt de forbipasserende, men alle så ud til at passe deres eget og ingen lod til at lægge mærke til ham. Han stod lidt og forsøgte at ryste fornemmelsen af sig og løb så ned af trapperne og fortsatte gennem gangene hen til sit tog, som netop ankom til perronen. Så snart han havde sat sig, hev han dokumentet frem og koncentrerede sig om den sirlige, men også snørklede håndskrift.

25. Juni 1704 -HMS Interceptor.
   Dette er den sandfærdige, men utrolige beretning om sænkningen af en spansk galeon sydvest for Havana i nærheden af Cayo Largo. Vi havde haft hende i sigte 3 dage tidligere, men hun forsvandt for os. Om morgenen den 17. juni fik udkiggen øje på hendes sejl i horisonten og vi satte efter. Jagten fortsatte østover hele dagen i frisk vind og først hen mod aften fik vi indhentet hende og kom på skudhold. Vi signalerede til Spanieren om at overgive sig, men som svar drejede han op i vinden og skød en bredside mod os. Kun enkelt kugle ramte os, men den pløjede til gengæld gennem stævnen og ødelagde den første 9 punder kanon i styrbord side og sårede flere af søfolkene. Spanieren faldt tilbage på kursen, men nu havde vi indhentet dem. Denne gang havde vi ikke tænkt os at vise dem nogen nåde og var klar til at affyre alle kanoner på styrbord side. Da vi lå side om side, så jeg til min forbløffelse en kvinde stå på dækket. De spanske søfolk myldrede rundt og lod ikke til at bemærke hende. Hun stod bare der og så over på os. Hun var klædt i en meget fin omfangsrig blå kjole og gennem kikkerten kunne jeg se, at hun var smuk. Nej, ikke bare smuk. Hun var guddommeligt smuk. Sort krøllet opsat hår, store brune øjne og fyldige røde læber. Hun stod blot og stirrede over på os. Alene der midt i mylderet, blandt råbende og skrigende spanske søfolk. Det var måske indbildning, men der var noget bønfaldende i hendes blik. Jeg må indrømme, at jeg på det tidspunkt glemte tid og sted og ikke fik givet ordren til at skyde. Så forbavset var jeg. Hvad gjorde hun dog der? De spanske kanoner rev mig brutalt ud af mine tanker. En byge af glødende jern jog hen over dækket. Splintret træ fór gennem luften og mange af vores mænd blev revet i stykker, så dækket sejlede af blod, indvolde og afrevne lemmer. Med en langtrukken knagen væltede den forreste mast forover, ramte rælingen og væltede i vandet. Farten gik øjeblikkeligt af Interceptor og Spanieren sejlede fra os.
   Så skete der noget virkelig mærkeligt.
   Jeg gav ordre til at kappe masten løs og så igen gennem kikkerten over mod kvinden på Spanieren. Til min overraskelse løb hun med kjolen flagrende om sig tilbage mod hækken, som på en galeon tårner sig højt over havoverfladen. Hun nåede rælingen og tøvede et sekund, da den spanske kaptajn, ham tror jeg det var, brølede efter hende. Så sprang hun.

"Næste station Stratford. Skift her for Central Line og Hammersmith & City Line."

Sean så op. Han have en aftale med Gregory på en koreansk restaurant, som lå lige ved Oxford Street. Gregory var Seans forretningspartner. Det vil sige, Sean gjorde alt arbejdet og Gregory betalte regningerne - og tog det meste af overskuddet. Den koreanske restaurant var Gregorys yndlingsspisested og det var altid her de holdt møder. Gregory var et vanedyr og tog i det hele taget meget få risici, hvilket var lidt usædvanligt for en skattejæger. Sean foldede forsigtigt dokumentet og lagde det i tasken. Da han rejste sig fra sædet kom følelsen af være overvåget tilbage som et hammerslag.
   Sean så sig forvildet omkring. Kupeen blev fyldt med passagerer, som stod op for at skulle af eller lige var steget ombord. Han forsøgte at kigge ind imellem dem. Var der nogen? I et glimt synes han, at så et kendt ansigt, men det forsvandt så hurtigt blandt mylderet af kroppe, at han ikke nåede at se hvem det var. Måske var det indbildning? Et udslag af spændingen og begejstringen over at have fundet det hemmelige, gamle dokument? Han følte pludselig, at han var nødt til at passe rigtig godt på det og skyndte sig at gemme dokumentet i lædertasken.
   Sean forlod skyndsomt toget og småløb gennem gangene for at komme over i Tuben til Central Line. Han så sig over skulderen flere gange, men kunne ikke se nogen. Underligt til mode steg han på toget, fandt en plads og efter at havde kigget rundt i kupeen, hev han det gamle dokument frem igen.

Jeg stirrede vantro gennem kikkerten. Kun et skumsprøjt afslørede hvor kvinden var landet i vandet. Ved hækken stod kaptajnen og råbte rasende, skiftevis efter sit mandskab og efter kvinden, som nu dukkede op og begyndte at svømme over mod os. Hun blev hurtigt træt. Jeg gætter på, at kjolen var tung og efter en tid lå hun stille i vandet. Vi var faldet omkring 200 yards tilbage og var travlt optaget med at skære fokkemasten løs. Jeg kunne ikke hjælpe hende med det samme, selvom der var intet, jeg hellere ville.
   Kort efter sprang den spanske kaptajn i vandet med et reb bundet om livet. Han svømmede som en besat for at nå hende. Der kom liv i kvinden igen og hun prøvede desperat at svømme fra ham. Det kunne hun ikke. Hendes bevægelser blev mere og mere træge. Den spanske kaptajn råbte og skreg, mens han hurtigt nærmede sig kvinden og selv om jeg ikke kan spansk, så lød det som eder og forbandelser. Han havde næsten nået hende, da rebet strammedes og han blev slæbt baglæns, trukket af galeonen, som sejlede den modsatte vej. Hurtigt trak han sin daggert og skar rebet over. Jeg fattede simpelthen ikke, hvad jeg så.
   Nu var galeonen nødt til at falde for vinden for at kunne bomme rundt og samle kaptajnen op igen. Samtidigt fik vi skåret masten løs og jeg gav mandskabet ordre om at lade kanonerne med kæder. Nu havde vi chancen for at udligne tabet af vores mast. Galeonen kom rundt og sejlede tæt mod vinden for at lægge sig mellem os og parret i vandet. Vores skibe kom meget tæt på hinanden. Netop som de kastede reb ud til de nødstedte, lå vi præcis ud for galeonen og affyrede alle kanoner. Luften blev flænget af de roterende kæder, som hvirvlede brummende gennem Spanierens sejl, master og tovværk. To af hans tre master væltede med et brag. Han lå nu stille, mens vi sejlede forbi ham og vores søfolk hånede dem. Gennem kikkerten kunne jeg se kaptajnen og kvinden blive trukket op af vandet. Hun kastede et enkelt blik over mod os og blev så håndfast ført under dæk, mens kaptajnen rasende råbte ordrer om at få skåret rigningen fri af skibet.
   I løbet af kampen var vi kommet tæt ind under land på en af de mange små øer, der ligger ud for Cubas sydkyst. Spanieren faldt væk fra os for at undgå vores kanoner og undslippe, men med kun én mast var det dødsdømt. Vi var kommet rundt og var klar til at skyde igen og denne gang med jernkugler. Interceptor rystede, da vi sendte en bredside mod Spanieren. Jeg havde givet ordre til at sigte højt og væk fra vandlinjen, da vi naturligvis gerne ville opbringe galeonen, men jeg så alligevel et skumsprøjt lige under hækken. Spanieren skød igen. I hvad jeg tror var 20 minutter fyrede vi løs på hinanden, men vi kunne nu manøvrere meget hurtigere end ham og da han var begyndt at tage vand ind, lå han næsten stille. Det var en massakre. Vi kunne høre skrigene fra de mange sårede spanske søfolk ind i mellem bragene fra vores kanoner. Men han gav sig stadig ikke og galeonen bevægede langsomt ind mod land - sikkert for at dække sin ene side, da vi så ikke kunne komme rundt om og angribe ham fra styrbord. Men han forregnede sig og med et ordentligt brag, der fik den sidste mast til at dirre fareturende, sejlede han på revet.
   Vi signalerede igen, at de skulle overgive sig. De havde ikke en chance nu. Deres svar var at skyde mod os med de få uskadte kanoner, de havde tilbage på bagbord side. Jeg indså, at de ville kæmpe til det sidste og ikke lade os få dem som prise. Jeg var splittet. Der måtte være noget virkeligt værdifuldt ombord, siden de kæmpede sådan. Omvendt viste Spanieren tydeligt, at han aldrig ville give op og de havde allerede skadet Interceptor alt for meget. Jeg gav derfor ordre til at sænke dem. Alle vore kanoner tordnede mod hende. Hun blev indhyllet i røg og træsplinterne føg omkring på galeonen, da salve efter salve slog igennem skroget. Kort efter tog hun så meget vand ind, at hun langsomt kæntrede, gled fri af revet og forsvandt under overfladen. Inden hun forsvandt, så jeg hendes navn på agterstavnen: Santa Margareta. Den larmende stilhed og vragdelene, der skvulpede rundt i bølgerne var alt hvad der var tilbage.
   Hvad hun havde i lasten og hvorfor Spanieren kæmpede sådan vil for altid være et mysterium. Den lille ø, hvor galeonen stødte på grund, var domineret af et mindre bjerg, som stak ukarakteristisk op af det ellers flade landskab. Den mindede mig om en gravsten og på en eller anden måde, var det passende. For der var ingen overlevende. Alle ombord blev trukket med i dybet.
   Vi listede mod sydøst til Grand Cayman for at få Interceptor repareret. Der var en trykket stemning om bord og alle var præget af denne mærkværdige hændelse. Ingen mere end jeg.
   Resten af mine dage vil jeg huske den fortvivlede og smukke kvinde på dækket af Santa Margareta og hendes sørgelige endeligt.
   Kaptajn William Farraday, Interceptor.

"Du kommer for sent!"

Gregory så bebrejdende op på Sean. Han sad ved det bagerste bord i det mørke lokale og var indtil videre den eneste gæst i den trendy koreanske restaurant på Great Marlborough Street i Soho. På væggene blev de lyse træpaneler brudt af sorte bannere med gyldne koreanske skrifttegn og rummet var i det hele taget en perfekt balanceret blanding af moderne minimalisme og koreansk tradition. En smilende tjener skyndte sig hen og hev en stol ud for Sean og spurgte hvad han ville drikke.
   "En Cass. Han vil have en Cass. Du vil have en Cass, Sean. Det er det bedste. Koreansk øl."
   Tjeneren kiggede spørgende på Sean, som nikkede og satte sig. Det var det samme hver gang.
   "Jeg har allerede bestilt Bulgogi til os. Det må være på vej."
   Som på bestilling kom tjeneren med en smuk anretning med tynde strimler af mørt grillstegt oksekød. Sean kendte udmærket retten. Den fik de hver gang, men det gjorde ingenting. Det smagte fantastisk.
   Gregory tog en mundfuld og gav udtryk for sin tilfredshed. Efter et par mundfulde mere så han alvorligt på Sean.
   "De er på sporet af dig, Sean!"
   Sean tog en slurk af sin øl.
   "Hvem er på sporet af mig?"
   Gregory stirrede lidt på Sean, mens han tyggede.
   "Treasure-bloggerne. Og hvis de er det, kan du regne med at XMS-team også er det. Og Odyssey Marine Exploration.
   Sean sukkede og lagde sit bestik.
   "Hvad skriver de denne gang?"
   Gregory tog en bid mere og fortsatte: "En eller anden spanier har set dig forlade arkivet i Cadiz og udbasunerer nu til alle, at den store skattejagt er i gang. Det er lige besvaret af en engelsk fantast, som så dig komme ud af National Maritime Archive med julelys i øjnene. Så nu debatterer de som sindssyge, hvad det er vi er på sporet af. De fleste mener selvfølgelig en ny Atocha. Men så heldige er vi nok ikke."
   Sean smilede. "Måske, hvem ved?" Han rakte ned i sin taske, som han beskyttende havde sat mellem sine ben under bordet.
   "Hvad har du? Fandt du noget?" Gregory glemte at tygge af bare spænding.
   Sean rakte ham dokumentet fra logbogen. Gregory skyndte sig at tørre fingrene i servietten og åbnede forsigtigt det fine gamle dokument. Hans øjne blev større og større, mens han læste spændt.
   Sean betragtede ham imens, som han sad der med sit slikkede sorte hår iført et fint og meget dyrt skræddersyet jakkesæt. Gregory var investeringsrådgiver og børsmægler - og åbenbart meget dygtig til det. Han havde finansieret de 2 succesfulde skatteekspeditioner, han og Sean havde gennemført tidligere, og havde tjent mange penge på det og alligevel var det kun en dråbe i havet for Gregory. For ham var det spændingen.
   "Det her er sidste gang, Gregory, så nyd det." tænkte Sean. "Efter den her, har jeg nok til selv at finansiere mine fremtidige ekspeditioner og så har jeg ikke brug for dig mere."
   Gregory så op med et stort smil. "Det er jo fantastisk! Nu kan vi sejle lige ud og hente skatten! Det hele står her!" sagde han med munden fuld af mad. Han havde glemt at tygge af munden af bar spænding.
   "Ikke endnu."
   "Hvad mener du? Vi skal jo bare finde et topografisk kort over øerne syd for Cuba. Skibet sank jo ved en ø med et ret markant bjerg. Har du ikke læst dokumentet?"
   Sean nikkede. "Jo, og du har sådan set ret, men jeg er nødt til at tage tilbage til Spanien og finde ud af mere om lasten. Den er værdifuld, ingen tvivl om det, men det gør jo en forskel om lasten var guldbarrer eller conchinille.
   "Conchinille? Det har du fortalt mig om før. Hvad er det nu, det er?"
   "Det er en lus."
   "En lus!? Nå, ja og hvad var der med den?"
   "Det er en bladlus. Den var før i tiden den primære kilde til kaminrød. En farve som kun måtte bæres af adelige og kongelige. Den eneste måde at få en kraftig og holdbar farve var ved hjælp af de her lus, som kun fandtes i Nyspanien. Lusene blev tørret og sendt hjem til Europa i store mængder. Endnu en kilde til enorm rigdom for spanierne."
   "Hmm, ja. Nej, så vil jeg hellere have guld- og sølvbarrer."
   Sean lo og tog en slurk af sin øl. "Ja, ikk'."
   Gregory grinede med og så op, da nogen kom ind i restauranten bag Sean.
   "Hvad dælen! Når man snakker om Fanden, så fiser han! Craig, hvad gør du her?"
   Sean vendte sig om og blev straks fjendtligt indstillet. Det var Craig Dunlop, ejeren af XMS team. Et konkurrerende, men ikke særligt succesfuldt skattejægerteam, der var mest kendt for deres ufine metoder.
   "Gregory. Sean." Den skæggede mand med et vejrbidt ansigt lignede en søulk nogen ved en fejl havde stoppet ned i et slidt jakkesæt. Han vendte sig mod Sean.
   "Sean, hvad tog du på National Marine Archive i dag? Du fandt noget, ikk'?". Craig så anklagende på Sean.
   "Hvad rager det dig, Craig? Og hvad ved du i øvrigt om dét?"
   Sean så i tankerne et glimt af et forskrækket ansigt mellem en masse togpassagerer. Det var hende!
   "Bibliotekaren! Hun fulgte efter mig! Craig, der manglede en logbog på Interceptor? Det er dig, der har fået hende til at stjæle den til dig! Hun fulgte efter mig gennem byen, hvilket forklarer hvorfor du pludselig dukker op hér. Er det ikke rigtigt!?"
   Craig kiggede ned på sine sko og så op med frækt glimt i øjet og skævt smil.
   "Kender jeg ikke noget til. Hvad fandt du, Sean? Du fandt noget, ikk'?"
   Sean så vredt på Craig.
   "Hvis jeg fandt noget, Craig, ved du vel godt, at jeg aldrig ville fortælle dig det, ikke? Aaaah, nu forstår jeg. Den logbog du fik bibliotekaren til at stjæle for dig, afslører lige nok til at gøre dig sulten, men ikke nok til at du kan finde vraget, ikk'?"
   Craig skulede. Og trak så resigneret på skulderen og hev en stol hen til bordet og satte sig.
   "Hør her, drenge. Hvorfor samarbejder vi ikke bare om den her?" Han så fra den ene til den anden. "Hvad siger I? Slå ressourcerne sammen? Det er jo et spansk skatteskib, for fanden! Vi snakker garanteret milliarder. Nok til alle."
   "Hvorfor skulle vi dog dét, Craig. Kan du fortælle mig det? De eneste succeser du har haft er at fiske gammel kobber op fra torpedoramte fragtskibe fra Anden Verdenskrig. Og du fandt dem kun ved at skygge og udspionere andre."
   Craig så fornærmet på ham.
   "Det var flere millioner værd, Sean. Så spar mig for din arrogance."
   "Det samme kostede din ekspedition, så det var næppe nogen god forretning - og sagde du ikke lige at et skatteskib er milliarder værd? Hvorfor skulle vi dele med dig?"
   Craig så sur ud.
   "Så I vil ikke samarbejde?"
   Både Sean og Gregory rystede langsomt på hovedet.
   Craigs øjnene glimtede af raseri.
   "Det bliver krafteddeme værst for jer selv! Jeg finder det skib før jer! Koste hvad det vil!"
   Han rejste sig med et ryk og væltede med et dask Seans ølglas. Tjeneren så forskrækket på Craig, da han styrtede ud af restauranten. Gregory løftede beroligende hånden og den koreanske tjener skyndte sig at samle glasset op og fik lagt en ny dug på.
   "Det var da lidt barnligt, var det ikke?"
   "Vi skal passe på ham, Gregory. De kan ikke en skid, men de er farlige."
   "Så sætter vi farten op. Du flyver til Spanien allerede i aften. Ring til mig hver dag. To gange hver dag."
   Sean nikkede, rejste sig og gik.

"Alfonso de Jiménez. Alfonso de Jiménez." Sean smagte på navnet. Det var altså det han hed, kaptajnen som hellere ville gå i døden med alle mand end at overgive sig til Interceptor. En mand som tydeligvis havde holdt en kvinde fanget. En kvinde som var meget desperat for at slippe væk. Og så var det oven i købet hans egen kone."
   "Han kan ikke have været en rar fyr. Alfonso de Jiméneeeez." Han vrængede navnet ud.
   Han havde fundet navnet i et dokument, der fortalte at den nyudnævnte kaptajn på Santa Margareta, Alfonso de Jiménez, ville afsejle til Nyspanien den 3. april 1704 og at han ville tage sin nye kone med. Måske som en slags bryllupsrejse. Det havde ikke krævet mange anstrengelser, at finde ud af hvad hun hed. Margareta de la Serna, datter af Cristobal Hidalgo de la Serna, en fattig herremand fra lavadelen.
   Sean så igen i bakspejlet. Bilen var der endnu. Den forsøgte at holde afstand, men speedede helt tydeligt op, hver gang Sean forsvandt bag en af de snørklede sving, for igen at sætte farten ned på de lange lige stræk udover de gyldne marker.
   "Hold nu kæft, nogle amatører!" Det var uden tvivl XMS team, der skyggede ham.
   Sean havde været i Spanien i to uger nu og gravet i arkiver i Cadiz og Madrid. Han havde ikke fundet nogen fragtlister endnu. Kun dokumentet om Alfonso de Jiménez. Som et afbræk i eftersøgningen havde han besluttet at finde ud af mere om Margareta. Han var fascineret af historien om den ulykkelige kvinde på galeonen og selvom hun ikke spillede den store rolle i jagten på en eventuel skat, så var hun spændende. Og så, måske ved et tilfælde, hed hun det samme som skibet han ledte efter.
   Derfor var han nu på ad de små veje til de la Serna familiens herresæde, som lå i Lleida provinsen i Catalonien. Sean havde talt i telefon med den nuværende Hidalgo og han havde været meget imødekommende. Sean var straks blevet inviteret til at komme og besøge dem og kigge i deres bibliotek. Måske var der noget at finde?
   Bilen der fulgte efter ham, havde han allerede lagt mærke til da han forlod lufthavnen i Barcelona i sin lejede Seat Ibiza. De måtte have fundet ud af, hvor han skulle hen og fået nogen til at vente på ham.
   Terrænet blev mere bakket og vejen blev stejlere og slyngede sig snart mellem store klippe¬formationer. Hele tiden var bilen i bakspejlet. Sean smilede for sig selv.
   "Det bliver en lang køretur, hvis I hele tiden skal lege gemmeleg, venner."
   Sean passerede et skilt, der viste vej til Castell de la Serna og kastede et blik på GPS'en, der netop annoncerede, at han skulle dreje til højre om 200 meter.
   "Hvad gør I nu, hva'?" Sean så igen i bakspejlet, da han var drejet op ad den smalle vej, som flankeret af oliventræer førte op mod herresædet.
   Bilen sagtnede farten, da den nærmede sig frakørslen, men speedede så op og kørte forbi. Sean klukkede for sig selv og koncentrerede sig om vejen foran sig. Blandt træerne kunne han skimte et tårn med sort skifertag og snart dukkede Castell de la Sernas hovedbygning op. Den var bygget i hvide og grå sten og var flankeret af to runde tårne med spidse tage, hvor familiens heraldiske flag vajede. Ikke noget stort herresæde, men det så ud til at være velholdt.
   En mand åbnede den ene af bygningens dobbeltdøre og trådte ud på trappen, netop som Sean kørte rundt om en fontæne, som stod i indkørslen, og parkerede bilen. Manden gik ned af trinene med et stort smil, da Sean steg ud og blev ramt af den bagende hede. Cikaderne sang larmende og solen flimrede, så han måtte knibe øjnene sammen.
   "Senõr Sean?"
   "Ja, det er mig." Sean smilede tilbage og smækkede døren.
   "Velkommen til Castell de la Serna. Jeg er Miguel Hidalgo de la Serna." Hildalgoen var en nydelig og slank mand i tresserne med sort halvlangt hår og et lille skæg med nogle få grå stænk. Han var klædt i et hørfarvet jakkesæt og hvid skjorte.
   "Jeg håber ikke, det var svært at finde?" Han talte udmærket engelsk med en blød, let læspende catalansk accent.
   "Mange tak. Tak fordi jeg måtte komme. Det var venligt af Dem. Nej, det var ikke svært. Jeg havde en GPS til at hjælpe mig."
   "Åh, ja naturligvis. At finde det man leder efter, behøver ikke være svært nu om dage. Kom. Lad os gå indenfor. Middagsheden er på sit højeste lige nu." Hidalgoen slog uden med armen og gelejdede Sean hen mod trappen og hoveddøren.

"Er hun ikke nydelig?"
   Seans øjne skulle lige vende sig til det meget svagere lys indenfor i den lille hall, som var domineret af en stor trappe, der førte op til etagerne ovenover. Så fik han øje på hende. Og blev fuldstændigt lamslået.
   Over trappen hang et stort guldindrammet maleri af en kvinde i en blå kjole. Det var i hel figur og viste hende stå yndefuldt med hånden hvilende på gelænderet af den selvsamme trappe i hallen. Hendes ansigt var hjerteformet med øjne, der var store og brune. Kunstneren havde fanget et helt særligt udtryk i ansigtet, der fik hende til at se ud, som om hun i det næste øjeblik ville bryde ud i en hjertelig latter. Det sorte krøllede hår var sat op i en enkel frisure og de fyldige læber var malet røde. Hun smilede sødt og så lykkelig ud. Kaptajnen på Interceptor havde ikke løjet. Margareta de la Serna var overjordisk smuk.
   "Ja, den effekt har hun på alle, der ser hende første gang, vores lille Margareta." Juan lo.
   "Hun er da helt utrolig smuk" fik Sean fremstammet.
   Miguel nikkede bifaldende.
   "Det er hun. Vi er også meget stolte af hende. Desværre led hun en trist skæbne."
   "Det vil jeg gerne høre mere om."
   Sean havde ikke fortalt Hildagoen om fundet af dokumentet, der beskrev sænkningen af Santa Margareta.
   "Men først vil jeg bede om din tilladelse til at tage et billede af maleriet? Hvis jeg må være så fri?"
   Han hev et kompakt digital kamera frem fra lommen.
   "Jo, værsgo. Endelig."
   Hidalgoen trådte til side, så Sean kunne tage billeder.
   "Når du er færdig, vil jeg meget gerne have lov til at byde på et glas af egnens bedste rødvin?"
   Sean knipsede løs. Zoomede ind og holdt vejret, da Margaretas skønhed fyldte hele søgeren. Hun var fantastisk.
   "Hva'? Jo, jo. Det ville være dejligt med et glas vin. Meget gerne." Sean smilede undskyldende. "Jeg tager lige et par stykker mere."
   "Gør endelig det."
   "Det er da også et fantastisk maleri. Hvem har malet det?"
   Hidalgoen rynkede brynene.
   "Det er så lidt et mysterium. Det er ikke signeret. Men vi tror, at det er den samme kunstner, som har malet nogle af de andre malerier i huset af for eksempel Cristobal, Margaretas far. Det var en ven af familien. En ung kunstmaler fra Barcelona, som ofte kom på besøg. Vi tror, det også er ham, der har malet det her. Det mærkelige er bare som sagt, at det ikke er signeret. Det er alle de andre malerier. Og så er der dét, at kvaliteten og detaljerne er utroligt meget bedre på det her."
   "Når man ser, hvor smuk hun er, så er det da ikke underligt at kunstneren har ville gøre sig ekstra umage" sagde Sean med et smil.
   Hildagoen nikkede, mens han så på billedet med sørgmodige øjne.
   "Det er sandt. Det er sandt. Men det er ikke kun kvaliteten af malerarbejdet. Der er ligesom noget intimt, noget... ja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Hun ser bare så levende ud, så glad, at det stråler ud af rammen, synes jeg."
   "Det har han ret i" tænkte Sean. "Det føles fuldstændigt, som om hun ser forelsket på mig. På mig!" Han var lidt forundret over, hvordan det fik ham til at føle.
   De stod begge lidt og betragtede maleriet.
   "Nå, jeg lovede dig et glas af egnens bedste rødvin. Er du færdig med kameraet?"
   Sean nikkede.

Sean sad på terrassen og lod blikket vandre ud over dalen og det bakkede landskab. Vinmarker, små skove og olivenlunde som var omkranset af lave og rå bjerge. En velplejet græsplæne svøbte sig om den hævede stenterrasse og bredte sig videre ned af den bakke, Castell de la Serna var bygget på, indtil den blev skarpt afbrudt af et vildt krat.
   Hildagoen kom ud af terrassedørene med en bakke og stillede den på bordet under baldakinen, som gav skygge for den brændende middagssol. Han hældte en meget mørk vin op i to rummelige glas og bød Sean ristet brød, vildsvinepølse, ost og oliventapenade.
   "Vi må tage os til takke med, hvad jeg kunne finde i spisekammeret. Min familie er i Lleda for at besøge min kones søster og så er her ingen, der kan lave mad."
   "Det ser fantastisk lækkert ud. Her bor du smukt, Hidalgo."
   "Tak. Bare kald mig Miguel. Det gør alle andre."
   De skålede og forsynede sig fra tallerkenerne. Vinen var kraftig og krydret og passede perfekt til pølsen og den stærke ost.
   "Sean, da du ringede gik jeg ind i biblioteket for at se, hvad jeg kunne finde. Jeg mente at kunne huske, at der lå nogle gamle breve fra den tid."
   "Gjorde der så dét?" Sean lænede sig frem i stolen.
   Miguel nikkede.
   "Ikke bare dét. Der lå to breve, som Margareta selv har skrevet. Du kan spansk ved jeg, men de er skrevet på catalansk, så jeg har tilladt mig at oversætte dem."
   Han rakte Sean brevene og nogle maskinskrevne ark.
   "Vil du have noget imod, at jeg læser dem med det samme?"
   "Ikke det mindste. Jeg kan drikke min rødvin imens. Den er god, ikk'?"
   Sean nikkede distræt, mens han så på brevene. Han stillede sit glas og tog med æresfrygt det gamle stykke papir mellem sine hænder. Det var skrevet med en sirlig og pæn håndskrift. Hendes håndskrift. Og var signeret "Margareta". Det var mærkeligt at sidde med noget, hun også havde rørt ved og se de bogstaver, hun havde formet for så længe siden. Han lagde brevet forsigtigt og tog den maskinskrevne oversættelse.

Castell de la Serna, 20. oktober 1703
   Min kære lillesøster,
   Jeg håber, du er ved godt helbred og er lykkeligere end jeg. Måske har nyheden om den ulykke, der har ramt mig nået dig ad andre veje. Far har aftalt med en rig købmand fra Cadiz, at jeg skal giftes med hans søn. Alfonso de Jimenez hedder han. Det er forfærdeligt. Jeg har grædt mig i søvn hver nat siden far glædestrålende fortalte mig det. Du ved, jeg kun elsker én. Og nu kan jeg aldrig få ham. Jeg er så ulykkelig.
   Far, derimod, er lettet. Mit ægteskab vil give ham nye økonomiske muligheder. Du ved, hvordan det har været med penge i lang tid. Han har været så bedrøvet og jeg ville gøre alt for at hjælpe ham. Men denne pris er høj. Meget høj. Jeg ved slet ikke, hvad jeg stille op.
   Jeg savner dig, lillesøster.
   Margareta

Sean så op.
   "Trist, ikke sandt?" Miguel tog en slurk af sin rødvin.
   Sean sank og tog også sit glas. "Jo."
   "Det bliver værre endnu. Læs det andet brev."

Cadiz, 15. Marts 1704
   Min kære lillesøster,
   Tårer løber ned ad mine kinder, mens jeg skriver til dig. Jeg higer kun efter at vende tilbage til mit elskede de la Serna og mine tanker er fulde af erindringer om lykkeligere tider. Da vi var små piger og verdens grusomhed endnu ikke trængte sig på og ødelagde vores drømmeagtige og kærlighedsfyldte verden. Kun mindet om den dejlige tid, hvor vi løb gennem vinmarkerne uden en bekymring i livet og det umulige håb om at den tid vil indfinde sig igen, holder mig i live. Min tilværelse er forvandlet til et mareridt. Alfonso de Jimenez er et ækelt menneske, der behandler alle som skidt og mig som sin ejendom. Han viser mig stolt frem til baller og sammenkomster, som om jeg var et præmiekreatur. Jeg vil ikke være sammen med ham og afskyr ham. Når jeg viser det for tydeligt, slår han mig. Hårdt! Men altid på steder, hvor ingen kan se mærkerne. Nogle gange angrer han og giver mig gaver som undskyldning. Sidst har han givet mig en halskæde med en enorm ædelsten i. Alle synes at den er så smuk. Jeg synes, den er hæslig. Han tvinger mig til at bære den altid og når jeg har den på, føler jeg det som om kæden skærer sig ind i min hals og tynger mig ned. Det er en lænke. Hans lænke, der holder mig fast til ham. En lænke jeg ikke kan tage af. Jeg hader det smykke!
   Jeg er fange i huset i Cadiz. Kommer næsten ikke ud og aldrig uden Alfonso. Tjenestefolkene respekterer mig ikke og ignorer mig, når jeg beder om noget. Og selvom jeg snart skal væk, er det ikke til noget bedre. Ja, jeg skal rejse. Alfonso er kaptajn på en galeon, som skal til Nyspanien og selvfølgelig skal han have sin ejendom med sig. Mig! Officielt skal vi på bryllupsrejse. Oven i købet på en stor fed galeon, som han har fået opkaldt efter en lokal helgeninde, der hedder det samme som mig. Synes du ikke det er romantisk, spørger han mig. Tænk dig. Jeg skal gå op og ned af ham og 300 søfolk på meget lidt plads i flere måneder. Det er rædsomt. Romantisk? Havde det været, du ved hvem, kunne jeg have sejlet over havet i en åben robåd og stadig syntes det var romantisk. Med Alfonso kan det kun blive helvede på jord.
   Undskyld kære søster, undskyld, at jeg udgyder alle disse tårer og kvaler til dig, men jeg ved ikke, hvem jeg ellers skal lette mit tunge hjerte til.

Jeg savner dig, lillesøster.
   Margareta.

Sean stirrede på brevet. Han kunne ikke sige noget. Nogle af bogstaverne var tværet lidt ud. Var det hendes tårer? Havde hun grædt og var dråberne landet på de bogstaver og fået blækket til at flyde ud? Han rørte forsigtigt ved papiret.
   "Jeg tror, hun græd, da hun skrev brevet. Tror du ikke, Sean?"
   Sean nikkede og sank en klump. Han tænkte på den stakkels kvinde på Santa Margareta og hendes forfærdelige skæbne.
   Miguel hældte lidt mere vin op i Seans glas og han drak taknemligt. Han så ud over landskabet og forestillede sig de to små piger lege sorgløst blandt vinrankerne for 300 år siden. 300 år! Efter at have læst brevene og set hendes billede virkede hun så levende og så tæt på. Et rigtigt menneske, som han næsten følte han kunne gribe ud og røre ved. En smuk kvinde, den smukkeste han nogensinde havde set, som kunne træde ud af terrassedøren hvert øjeblik. Sådan føltes det. Men han var adskilt fra hende af 300 år.
   "Sikke en historie, Miguel."
   "Ja, det er trist. Ifølge familiekrøniken sejlede hun afsted med ham til Nyspanien og forsvandt. Så vidt jeg kan læse mig til sank galeonen et eller andet sted i Caribien. Jeg ved ikke om hun var om bord på det tidspunkt. Måske blev hun derovre og levede blandt indianerne. Hvem ved? Man kan jo håbe," sagde han med et smil.
   Sean forsøgte sig også med et smil. Han følte sig skyldig. Hidalgoen havde været gæstfri og åben. Han havde delt sin viden om Margareta med Sean. Men Sean kunne ikke fortælle Miguel om hendes videre skæbne. Han ville meget gerne. Men han kunne ikke. Han var nødt til at holde det hemmeligt indtil videre. Indtil de havde fundet skibet og hævet skatten.
   "Hvad siger du, Sean? Skulle jeg ikke åbne en flaske vin mere? Det synes, jeg at vi trænger til."
   Sean så på ham og smilede. Han rakte efter sit glas og tømte det. Smagen af den fede, krydrede vin fyldte hans mund og gane. Fantastisk. Lidt af den tunge stemning lettede.
   "Det er lige præcis hvad jeg trænger til, Miguel. Meget gerne."
   Miguel gik og kom snart tilbage med to nye flasker. Han grinede og blinkede.
   "Nu vi er i gang, tog jeg lige en ekstra flaske med."
   "Dejligt, men jeg skal jo køre tilbage til Barcelona, så jeg må vist hellere holde lidt igen. Trods alt."
   "Sludder, Sean. Castell de la Serna er et stort hus. Vi har masser af værelser. Du overnatter bare. Barcelona går ingen vegne. Du kan tage af sted i morgen. Hér, tag et glas." Miguel fyldte Seans glas igen.
   "Det er alt for meget, Miguel. Din gæstfrihed er mageløs."
   Miguel holdt afværgende en hånd op og rystede på hovedet.
   "Ikke tale om. Det er mig en stor glæde at have dig her. Forresten. Lige et øjeblik."
   Miguel rejste sig og gik ind i huset. Han kom ud igen med en spraglet bog i favnen.
   "Vil du se et andet billede af Margareta?"
   Sean havde nær fået vinen i den gale hals. Han hostede og lænede sig ivrigt frem i stolen.
   "Har du flere?"
   Miguel trak på skulderen.
   "Ja, på en måde. Det her er en kunstbog med værker fra forskellige museer rundt omkring i Spanien. Blandt andet også fra Museo de Cadiz."
   Han åbnede bogen og bladrede lidt indtil han fandt, hvad han søgte.
   "Her. Se her. Der er hun. Sammen med Alfonso."
   Miguel rakte Sean den opslåede bog. Hele den ene side var fyldt med et portrætbillede af to personer. Den ene var en smuk kvinde i en rød kjole. Sean kunne genkende hende med det samme. Det var Margareta. Men hun manglede fuldstændigt den glød og glæde, som hun havde på maleriet i hallen. Hun smilede ikke og øjnene så døde ud. Selvom hun tydeligvis var en smuk kvinde, var der slet ikke tale om den samme udstråling og overjordiske skønhed, som han havde set før. Enten var portrætmaleren ikke særlig dygtig eller også havde hun set sådan ud efter at være blevet gift med Alfonso de Jimenez. Efter at have læst brevene hældede Sean mest til det sidste.
   Sean lagde mærke til et smykke, der hang om hendes hals. En solid kæde med en enorm sten. Den må have kostet en formue. Det måtte være Margaretas lænke. Det smykke hun omtalte i brevet.
   "Det er et billede af en ulykkelig kvinde."
   "Så sandt, Sean. Så sandt." Miguel drak lidt. "Man kan ikke lade være med ærgre sig over, at den skiderik er 300 år væk. Jeg har i hvert fald lyst til at give ham en gedigen øretæve."
   Sean lo og tog også en slurk.
   "Jeg ved præcis, hvad du mener."
   Sean så nærmere på Alfonso. Han var lidt højere end Margareta og havde et strengt og markeret ansigt. Hans stirrende øjne så udfordrende på beskueren og ansigtsudtrykket var decideret hovent og arrogant. Han overlæbe var prydet af en moustache og på hagen strittede et sort fipskæg. Om halsen havde han en bundet en hvid halsklud og på hovedet sad en sort, trekantet hat. En slags kaptajnshat lignede det. Ja, der var ingen tvivl. Hvis det var muligt, ville Sean også gerne have givet Alfonso de Jimenez et lag tæsk.

Himlen skiftede farve, som solen stod lavere og til sidst forsvandt bag klipperne i horisonten. Dagen skiftede til nat forbløffende hurtigt. Miguel havde tændt nogle fakler, som indhyllede terrassen i et gyldent, flakkende lys og holdt mørket på afstand. Cikadernes sang var steget til en voldsom crescendo.
   De to flasker vin var blevet til flere og Sean synes efterhånden, at tungen var blevet tyk og meget svær at styre.
   "Miguel. Det har været meget hyggeligt. Meget hyggeligt. Men nu tror jeg simpelthen, jeg er nødt til at gå i seng. Jeg er meget træt. Meget træt. Og ved du hvad...? Jeg er også lidt fuld."
   Hidalgoen lo en hjertelig latter. Han virkede ikke det mindste beruset.
   "Jeg sagde jo, det var egnens bedste vin. Naturligvis, min ven. Kom med, så skal jeg vise dig dit værelse."
   De rejste sig. Sean svajede lidt og Miguel lagde en arm om hans skulder. De gik ud i hallen og opad trappen. Selv i sin omtågede tilstand reagerede Sean voldsomt ved at se Margareta igen.
   "Hun er smuk. Bare så smuk. Stakkels lille Margareta."
   På etagen ovenover gik de ned af en korridor, der førte forbi en række værelser. De fortsatte indtil de nåede til den sidste dør, som Miguel åbnede. Han stak hånden ind og tændte lyset.
   "Her, Sean. Det er dit værelse."
   Lyset afslørede et stort rum, domineret af en dobbeltseng og en lille sofa, der stod foran et fladskærms tv. Stilen var moderne og alt var malet i hvidt, men de gamle paneler og stukken i loftet var bibeholdt.
   "Tak, Miguel. Her kommer jeg til at sove godt. Der er jeg sikker på. Ja, du kunne have givet mig svinestalden, så havde jeg sovet fortrinligt alligevel. Det er virkelig en god rødvin."
   Miguel lo. "Måske. Men det her værelse er specielt. Det tilhørte Margareta."
   Sean gjorde store øjne.
   "Er det rigtigt?! Margaretas værelse?"
   "Tja, det siger familielegenden i hvert fald."
   Sean så rundt i værelset med nye øjne. Det var svært at forestille sig, hvordan det måtte have set ud dengang.
   "Kan du sove godt, Sean. Tak for en god aften . Det har virkelig været en fornøjelse af have dig på besøg." Miguel lukkede døren. Sean kunne høre hans knirkende trin forsvinde ude i korridoren.
   Sean skyndte sig at tage tøjet af og smed det på sofaen. Han var helt udmattet og hovedet kørte rundt af de mange flasker vin, så det var dejligt at smutte ind i dynens kølige og bløde favntag. Han faldt straks i søvn.

Det var helt mørkt. Intet lys. Ingenting. Sean vidste ikke, hvad der havde vækket ham. Han lå under dynen og frøs. Værelset var isnende koldt. Havde han hørt noget? Det var lige som om han i søvne havde registreret en lyd.

Nogen græd.

Sean lyttede, mens han så ud i det massive mørke. Der var helt tydeligt nogen, der græd. Det lød på en gang, som om lyden var meget fjern og nåede ham over lang afstand, og alligevel som om gråden kom fra et sted i værelset.
   Sean satte sig op. Hvorfor var der så mørkt? Han kunne hverken ane døren eller vinduerne. Gardinerne var da ikke trukket for. Han havde kastet sig på hovedet i seng uden at bekymre sig om at trække dem for. Alligevel var her helt mørkt. Og koldt som i en dybfryser. Sean måtte trække dynen op over skuldrene og stadig frøs han.
   Gråden tog til. En hulken.
   "Er her nogen?" Seans stemme lød mærkelig. Som om den var pakket ind i vat.
   "Hallo? Hvem er det?"
   Gråden gik over i en snøften. Sean synes, han hørte en stemme hviske.
   "Jeg kan ikke høre dig?"
   Sean undrede sig. Han var ikke bange. Selvom situationen var mærkelig og skræmmende, følte han ikke at nogen ville ham noget ondt. Tværtimod. Han lyttede igen. Jo, en stemme hviskede det samme ord igen og igen. Det var en kvindestemme og nu hviskede den lidt højere. Den lød desperat. Klagende. Nu kunne han høre det.
   "Troba'm." hviskede stemmen.
   Sean var forvirret. Han forstod ikke ordet.
   "Troba'm! Troba'm!"
   Ordet blev gentaget den ene gang efter den anden. Nogle gange steg stemmen, andre gange svandt den ind til en næppe hørlig hvisken. Til sidst forsvandt den helt.
   Varmen kom tilbage og daggryets spæde stråler kravlede ind gennem vinduet og opløste mørket og skyggerne. Sean sad stadig op i sengen. Han lod dynen falde ned fra skuldrene. Hvad var det han lige havde oplevet? Var det en drøm? Han lod sig synke ned i sengen.
   "Troba'm?"
   Hvad betyder det?
   Sean kunne ikke sove og lå og betragtede loftet, mens solen bemægtigede sig dagen uden for. Snart efter bankede det på døren og Miguel stak hovedet ind.
   "Godmorgen. Har du sovet godt?"
   Sean løj og nikkede.
   "Dejligt. Jeg sov også som en sten. Har du lyst til noget morgenmad på terrassen? Jeg har lige fået leveret friskbagt brød."
   Efter et dejlig morgenmåltid med sort kaffe og rigeligt med juice fra friskpressede appelsiner, var Seans tømmermænd på retur. Han takkede Miguel for hans gæstfrihed og fik lov til at tage nogle ekstra billeder af maleriet og portrættet i kunstbogen. Miguel fulgte ham ud til bilen og gav ham et varmt håndtryk.
   "Jeg håber, du fandt, hvad du kom efter, Sean." Miguel så ham dybt i øjnene.
   "Det gjorde jeg. Igen mange tak for din sublime gæstfrihed."
   Sean åbnede bildøren og skulle til at sætte sig ind. Han kom i tanke om noget.
   "Åh, Miguel. Jeg skal spørge dig om noget?"
   Miguel smilede beredvilligt.
   "Ja?"
   "Ved du hvad Troba'm betyder?"
   Miguels smil forsvandt.
   "Hvorfor spørger du om det? Hvor har du hørt de ord?"
   Sean ignorerede spørgsmålet.
   "Ved du hvad det betyder? Det er ikke spansk i hvert fald."
   Miguel så undrende på ham.
   "Nej, det er ikke spansk. Det er catalansk."
   "Og hvad betyder det?"
   "Det betyder: Find mig."

Tilbage på hotellet i Cadiz lå der en besked fra Gregory om at ringe øjeblikkeligt og en stor kuvert, som var blevet sendt fra London. Sean krøllede beskeden fra Gregory sammen. Ikke nu. Han var for træt. Kuverten åbnede han og undersøgte smilende indholdet. Helt perfekt. Han stak det foldede papir i inderlommen.
   "Senõr Sean?"
   Hotel manageren kom hændervridende hen til receptionen.
   "Jeg beklager utroligt meget, Senõr Sean. Det er aldrig sket før her hos os."
   Sean rynkede brynene.
   "Hvad er aldrig sket før?"
   Hotel Manageren, en lille tyk fyr med slikket sort hår skar en undskyldende grimasse.
   "Jeg beklager virkelig. Men det lader til, at nogen har brudt ind på Deres værelse, mens De var væk. Jeg er frygteligt, frygteligt ked af det."
   "Brudt ind?" Sean tænkte straks på XMS Team og var ikke overrasket.
   "Politiet har naturligvis været her, men de kunne ikke stille meget op. Jeg beklager virkelig. Vi har samlet Deres ting sammen og flyttet Dem til hotellets største suite. Uden beregning, naturligvis." Hotel Manageren forsøgte sig med et smil.
   Sean nikkede. Det lød godt.
   "Hvis der er stjålet noget kompenserer vi Dem naturligvis indenfor rimelighedens grænser, Señor."
   "Det tror jeg ikke bliver nødvendigt. Alt hvad der er værdifuldt havde jeg med mig til Barcelona. Kan jeg få min nye nøgle?"
   Hotel Manageren greb taknemligt efter nøglen og fik en piccolo til at vise Sean op til suiten, som havde en stor balkon og en pragtfuld udsigt udover byen. Efter at have pakket ud og set sin bagage igennem, hvor han konstaterede, at der ikke manglede noget, gik Sean ud på balkonen med en kold Gin & Tonic. Han lænede sig mod balustraden og snusede natteluften ind og pustede ud med et tilfredst suk. Det havde været en lang dag og nattens oplevelser sad stadig i ham.
   "Troba'm?"
   Sean rystede på hovedet og drak sin drink i én slurk. Han gik ind på sit værelse igen.
   Efter et langt og varmt bad gik han ud for at finde et godt måltid. Det var allerede mørkt, men aftenen var lun og dejlig, så Sean valgte en hyggelig fiskerestaurant nede omkring havnen. Der var mange mennesker, der gik tur på havnen for at nyde den skønne aften og skibene lå vuggede nænsomt i de dovne bølger. Ude fra havet blæste en mild og varm brise.
   Mens han sad og nød nogle friturestegte Puntillitas med et iskoldt glas lokal hvidvin lagde han mærke til en ranglet, halvskaldet mand med langt og furet ansigt, som var gået frem og tilbage foran restauranten en del gange. Nu gik han forbi igen og det var tydeligt at manden kastede et stjålent blik på Sean.
   Sean sukkede.
   "Nu igen."
   Han trak på skulderen. Lad dem bare vandre frem og tilbage. Det vil jeg ikke lade forstyrre min mad. Tjeneren kom hen til Seans bord med et stort fad fisk og skaldyr. Sean bestilte et glad hvidvin mere og faldt hen i tanker, mens han nød den kølige drik.
   " Troba'm?" sagde Sean for sig selv og smagte på ordet. "Find mig" havde Miguel sagt det betød. Havde det været en drøm? I så fald var det den mest livagtige drøm han nogensinde havde haft. Der havde heller ikke været nogen overgang fra drøm til vågen tilstand, så vidt Sean kunne huske. Og så var der dét med ordet Troba'm. Sean talte flydende spansk, men kendte intet til catalansk, som er en meget anderledes dialekt.
   "Hvordan kunne jeg drømme et ord, jeg ikke kender?" Sean rynkede panden. Måske havde han set det i et eller andet tv-program og glemt det igen? Det havde han hørt om før. Der var også lige det med rødvinen. Han havde drukket rigeligt af den og så var der også hele Margareta historien. At se hendes maleri og læse hendes breve havde virkelig påvirket ham meget.
   "Måske var jeg så påvirket af det hele at det fik min hjerne til at se spøgelser?"
   Sean smilede for sig selv. Ja, det var nok dét. Han tog en stor slurk af den kolde hvidvin. Helt sikkert, det var nok sådan det hang sammen.
   Alligevel vidste han inderst inde, at Margareta havde hvisket til ham. Hun havde bønfaldet ham. Han kunne ikke ryste den følelse af sig, ligegyldigt hvor meget han ræsonnerede med sig selv.
   Sean betalte og takkede for et dejligt måltid og lagde rigeligt med drikkepenge, forlod restauranten og slentrede i dybe tanker langs havnen med hænderne begravet i lommen. En enkelt gang kastede han et blik over skulderen og så manden fra tidligere gå nogle hundrede meter bagude. Han havde fået følgeskab af to bredskuldrede fyre i tætsiddende sorte t-shirts.
   Sean satte farten op.
   Et stykke fremme var der en åbning mellem husene, der førte til højre ind på en travl handelsgade. Selvom det var aften var der godt fyldt med turister, som stod og kiggede på sælgernes souvenirs. Sean skyndte sig i den retning og da han nåede gadehjørnet, så han sig endnu en gang tilbage. De tre forfølgere var ikke mere end 50 meter væk og nærmede sig hastigt med sammenbidte ansigter. Sean lod sig opsluge af mylderet. Han zigzaggede ind i mellem de mange mennesker.
   Pludselig var der nogen, der greb hans arm og han mærkede noget skarpt stikke sig i siden.
   " Siga adelante, señor. Vær venlig at følge med."
   Den ranglede mand holdt Seans arm i et hårdt greb, mens han pressede en kniv mod hans hofte. De to muskuløse typer stod bag den ranglede mand.
   Sean så fra den ene til den anden og ned på kniven.
   "Jeg har vist ikke meget valg, har jeg?"
   Den ranglede fyr rystede heftigt på hovedet.
   "Nu, señor."
   Han hev Sean med sig.
   "Må man spørge, hvad I vil mig?"
   "Det skal du snart få at vide" hvislede den ranglede sammenbidt. De nærmede sig en smal gyde og Sean blev trukket derind. Ud af mørket trådte en velkendt skikkelse.
   "Halløj, Sean. Det er længe siden."
   "Craig?"
   Den skæggede skattejæger lo en rå latter, harkede og spyttede på brostenene.
   "Ingen ringere. Men det ville jeg da have troet, at du allerede havde fundet ud af."
   Sean smilede hånligt.
   "Naturligvis har jeg da fundet ud af det. Hele jeres spion og blå briller arrangement har været temmelig amatøragtigt, så jo, det havde da bestemt XMS team skrevet henover det hele."
   En af de store fyre trådte et skridt tilbage og svingede sin mægtige næve lige ind i maven på Sean. Et sug af smerte fik Sean til at krumme sig sammen. Knæene gav efter Den ranglede mand hev ham op og stå. Sean gispede efter vejret.
   "Nu tror jeg det er på tide, at du bliver mere høflig, Sean."
   Craig Dunlop så Sean undersøgende i øjnene
   "Nu skal du fortælle mig, hvad du har fundet ud af, Sean. Du skal give mig noget. Når jeg går her fra, skal jeg have noget der gør, at jeg kan finde skibet før dig. Jeg vil have Santa Margareta. Ellers kommer det til at gøre rigtig, rigtig ondt. Forstår du det, Sean? "
   Sean trak vejret besværet og peb af smerte.
   "Fuck...dig... Craig."
   "Aarh, Sean. Den ene del af mig er ked af dit svar, den anden glæder sig lidt over, at du er så uendeligt dum."
   Craig nikkede til de to bodybuilder typer.
   Slagene haglede ned over Sean. Det ene tunge slag efter det andet landede på kæben og i ribbenene. Smerterne skar sig igennem til hans omtumlede og halvt bevidstløse hjerne. Han kunne ikke udholde mere.
   "STOP! STOP! For fanden! Min inderlomme. Se i min inderlomme. Stop nu for fanden."
   Craig lo. Han nikkede igen til de to enorme brød og fik dem til at stoppe.
   "Det gik hurtigt. Jeg troede, du var sejere end det."
   Sean spyttede blod på de glinsende brosten.
   Craig greb i hans jakke.
   "Hvad er det, du har i din inderlomme?"
   "Bare tag det. Men lad være med at slå mere."
   "Svagpisser."
   Craig stak hånden ind i Sean inderlomme og hev den store kuvert ud, som Sean havde fået udleveret på hotellet.
   "Hvad er det, Sean?"
   "Se nu bare på det. Det er det, du vil have. Tag det og lad mig gå."
   Craig åbnede kuverten og hev et dokument ud.
   "Ah, pis. Jeg kan ikke se en skid.
   Sean bukkede sig forover og spyttede mere blod og slim ud i lange tråde.
   Den ranglede mand slap Sean, som faldt sammen, og tændte sin lighter, så Craig fik lys. Han læste ivrigt. Længe sagde han ikke noget, men kunne så ikke tilbageholde et begejstret udbrud.
   "Ha. HA! Jackpot! Der fik jeg jer."
   Craig hold dokumentet op foran Sean ansigt. Små dråber af spyt stod fra hans mund og blev fanget i hans vilde skæg.
   "I forpulede narrøve. Der fik jeg jer. Nu finder jeg den skat før jer. Røvhuller. I troede, I var bedre end Craig Dunlop. Fucking røvhuller."
   Craig læste igen i dokumentet med vilde øjne og slog en høj latter.
   "I er så meget på røven. Vi er klar til at sejle i morgen og finder det vrag inden I har tømt jeres natpotte. HA!"
   Craig stak dokumentet i lommen. Han så på en af de stærke mænd.
   "José, slå ham igen."
   Sean faldt bagover i et barmhjertigt mørke, som straks splintredes i en million stikkende stjerner og så fandt han sig selv med ansigtet trykket fladt mod de fedtede brosten.
   "Lad ham ligge."
   Sean kunne høre fodtrinene, da de forlod gyden. Da han havde sundet sig lidt, begyndte han at le højt.
   "Av, av, av!"
   Han krummede sig sammen af smerte, men latteren boblede igen i ham.
   "Aaah, av, av for helvede. Hold nu kæft, nogle latterlige idioter." Så lo han igen.
   Sean lå længe sammenkrummet i mørket, mens smertehyl og latterbrøl afløste hinanden.

3 måneder senere
   Gregory så alvorligt rundt på alle deltagerne, som sad om bordet. Det var det sædvanlige team. Folk man kunne stole på. Dygtige folk.
   "Kære venner!"
   Han holdte en kunstpause, mens hans andægtigt så på hvert enkelt deltager.
   "Åårh, hold nu kæft" tænkte Sean "hvorfor skal du lave det her cirkus hver gang."
   Gregory samlede hænderne med fingerspidserne mod hinanden og som en anden vækkelsesprædikant så han ned i gulvet.
   "Kære venner" gentog han "Vi har været på store eventyr sammen. Spændende eventyr. Givtige eventyr."
   Gregory så rundt på dem alle sammen.
   "Ja, især for dig" tænkte Sean.
   Gregory pegede på Timothy.
   "Timothy, du har altid været en uforlignelig divemaster. Alle dyk har været effektive og planlagt til sidste detalje. Og du, Mario, tja, hvor fanden du har alle de kræfter fra, det fatter jeg ikke. Men hold da kæft, du er god at have med."
   Den massive italiener smilede sine kønne smil og blinkede skælmsk, mens han stod med sine kæmpe arme samlet over sine svulmende brystmuskler.
   "Ja, I er i det hele taget det sejeste team, man kan forestille sig. Clarkson, den bedste kaptajn." Gregory nikkede anerkendende mod kaptajnen på dykkerskibet. Clarkson lettede på sin kasket.
   Gregory vendte sig mod Sean.
   "Men ingen skylder vi større tak end Sean, som har fundet en gigantisk skat til os. Lige til at sejle ud og hente. Sean, fortæl os det."
   Sean rejste sig og så ud på forsamlingen. Han rømmede sig og lod sine hænder hvile på en stoleryg. Længe holdt han pause.
   "Venner, vi leder efter et vrag, som i nutidens valuta er godt 300 millioner dollars værd."
   Forsamlingen gispede.
   "300 millioner! Det er jo næsten som Atocha!" råbte en af teknikerne som styrede undervandsrobotterne.
   Sean smilede.
   "Nemlig. Eller i hvert fald næsten 2/3 af værdien af Atocha, som parentes bemærket er et af detmest værdifulde skatteskibe, der nogensinde er fundet. Og det er vores !"
   "Er det guld og sølv!?"
   "Der er sølv og guld ombord, ja."
   Alle brød ud i jubel. Da de største råb havde lagt sig, rakte den samme tekniker hånden i vejret.
   "Ja?"
   "Hvad med vores konkurrenter? Kender de ikke noget til det? Er de ikke på vej samme sted hen? Der har været skrevet en masse på nettet om vores projekt? Hvad med Odyssey og XMS Team?"
   Gregory smilede overbærende. "Fortæl dem det, Sean?"
   Sean grinede højt. "Årh, det er næsten det bedste. Odyssey skal vi ikke bekymre os om. De stjæler som regel ikke fra andre og er i øvrigt på sporet af noget stort i den Engelske Kanal, så de er ligeglade med os. Håber for dem, at de finder noget godt. Og ja, XMS team"
   Sean lagde hånden på sit hjerte.
   "XMS Team, tja de har meget meget travlt et sted i det sydlige Caribien, hvor de tror Santa Margareta sank."
   Teamet så forvirrede på hinanden.
   "Hvorfor tror de det?" spurgte teknikeren.
   Sean holdt en lille pause.
   "Fordi de overfaldt mig i Cadiz og stjal et dokument fra mig for 3 måneder siden."
   "Overfaldt de dig!?"
   "De røvhuller!!"
   "Hvad for et dokument?"
   Sean og Gregory lo højt.
   "Ja, ja XMS Team havde luret, at vi var sporet af noget stort - og da de jo som bekendt ikke kan en skid selv, så prøvede de at stjæle det fra os. Men Sean havde forudset det og forberedt en kopi af dokumentet fra Interceptor til dem" sagde Gregory og lo igen. "Fortæl dem om det, Sean."
   Sean så rundt på de forventningsfulde ansigter.
   "Efter at have gennembanket mig lidt i en mørk gyde i Cadiz, stjal de dokumentet fra mig."
   "Stjal de dokumentet! Jamen, hvad så? Ved de så, hvor skatten er?"
   Sean løftede afværgende hænderne.
   "Nej, nej. Det ved de netop ikke. Det dokument de så svigefuldt fik tilranet sig, var en lettere tilrettet forfalskning, som min ven Milton har lavet til os. Han er en meget dygtig grafiker og har forvandlet et 300 år gammel dokument, så det flytter stedet hvor Santa Margareta sank omkring 500 sømil sydpå. Der forsøger XMS Team nu at finde et vrag, som ikke er der."
   Gregory rakte armene ud.
   "Er han ikke bare fantastisk!"
   Jublen brød ud igen.

14 måneder senere

Satellittelefonen ringede. Mens han så Sean og Timothy springe i vandet fra agterenden greb kaptajn Clarkson den tunge telefon.
   "Hallo, Clarkson her."
   "Hey Clarkson. Det er Gregory her. Hvordan går det?"
   "Det går fint. Vi har lige startet dagens andet dyk."
   "Har I fundet noget? Sig, at I har fundet noget."
   Clarkson sukkede.
   "Gregory, det har vi ikke. Og du kan da regne ud, at vi straks ville ringe til dig, hvis vi havde."
   Clarkson kunne fornemme vreden og skuffelsen i den anden ende af røret.
   "Giv mig Sean. Nu! I har kraftstejlme været i gang i flere måneder nu. Skibet burde bugne med guld og sølv. Hvor er det henne! Hvorfor finder I det ikke bare. Giv mig Sean, nu!"
   Clarkson kiggede mod agterenden, hvor han stadig kunne se de hvide dønninger, hvor Sean og Timothy var sprunget i.
   "Du kan ikke tale med ham nu, Gregory. Han er med på dykket. Timothy og han er lige gået ned på Margareta igen."
   "For fanden da, Clarkson! Hvorfor er han aldrig til at få fat i? Jeg har ikke talt med ham i flere uger nu. Altid er han optaget af et eller andet. Hvad fanden er der galt med ham? Og hvorfor i hede hule helvede finder I ikke det guld?"
   Clarkson vendte øjne og læberne formede en række tavse bandeord.
   "Jeg ved det ikke, Gregory. Jeg er ikke hans far. Mit job er at være kaptajn. Hans job er at være ekspeditionsleder. Det må du snakke med ham om."
   Gregory eksploderede.
   "Det er jo for helvede, det jeg forsøger! Sig at han skal ringe, når han kommer op. Med det samme!"
   "Javel!" Clarkson smed røret på.
   Gregory stirrede på det duttende telefonrør. Han bed sig i læben.
   "Der er et eller andet galt." Han kørte frustreret hænderne gennem det slikkede hår og fik bragt det i uorden.
   "Der er fan'me et eller andet, der ikke stemmer."
   Han tænkte lidt og tog så en beslutning. Han måtte til bunds i det her. Gregory trykkede på knappen til sin sekretær.
   "Jenny, kan du ikke få fat i Seans kæreste? Hvad er det nu, hun hedder?"
   "Jo, selvfølgelig. Hun hedder Anne Davidson og arbejder vist nok på British Museum. Noget arkæologi-agtigt noget."
   "Det er rigtigt. Få fat i hendes nummer. Det haster."
   "Du kan få det med det samme. Jeg har det her på Seans kontaktdata."
   Han fik det og skyndte sig at taste nummeret. Mens han lyttede til kaldetonen bandede han lavmælt for sig selv. Der lød et klik.
   "Anne Davidson."
   "Hej Anne. Det er Gregory. Seans partner?"
   Stilhed.
   "Hallo? Anne?"
   "Ja, goddag. Hvad vil du?" Stemmen var iskold.
   Gregory besluttede at droppe formaliteterne.
   "Anne, jeg har brug for at komme ind i Seans lejlighed. Du har en nøgle, ikk'?"
   Stilhed igen.
   "Jo, det har jeg. Men kun fordi jeg ikke har fået afleveret den tilbage til ham endnu."
   "Hvad skal det betyde?"
   "Vi er ikke kærester mere."
   "Er I ikke? Siden hvornår? Hvorfor?"
   "Altså, jeg kan helt ærlig ikke se, hvad det rager dig, Gregory?"
   "Anne, det gør det egentligt heller ikke. Men jeg har sindssygt meget brug for at finde nogle dokumenter hos Sean."
   "Nå."
   "Hør her. Sean er jo i Caribien, ved du. Æhm, og vi er nødt til at levere noget dokumentation til den cubanske regering, ikk'? Hvis ikke vi skaffer den, kan Sean og hele holdet blive arresteret, for... at stjæle kulturgenstande."
   "Hold nu kæft, Gregory. Du er så pissedårlig til at lyve. Hvad skal du med den nøgle?"
   "Okay, okay. Jeg er bare bekymret for Sean, eller ja... han har bare opført sig meget mærkeligt og jeg er bange for, at han har rodet så ud i problemer."
   "Problemer? Hvad mener du?"
   "Bare problemer. Jeg kan ikke være specifik. Er selv meget i tvivl om hvad der egentligt foregår. Men jeg er nødt til at finde ud af det."
   Anne Davidson var tavs.
   Så sagde hun "Okay. Kom forbi mit kontor. Men skynd dig, jeg er på vej til en vigtig udgravning i Maldon og står med det ene ben ude af døren."
   "Det er jeg virkelig glad for, Anne."
   "Glem det. Og hvis du finder ud af noget besynderligt, noget der kan forklare hvorfor den skiderik blev mærkelig og bare slog op med mig ud af det blå, så fortæller du mig det, ok?"
   "Ok, Anne."
   Gregory smed røret på og styrtede ud af døren.

"Hvad i helvede er det for noget?"
   Gregory så sig fuldstændigt lamslået omkring. Han havde låst sig ind og var gået direkte ind på Seans kontor. Intet havde kunne forberede ham på det chok han fik, da han åbnede døren.
   Overalt hang der plakater. Hver en stump af væggen var dækket. De forestillede den samme kvinde. Nogle af dem i fuld figur. Andre var close-ups i stor størrelse.
   Gregory gik rundt og så på dem. De var alle vegne. Tapet på skabsdøre, sat fast med knappenåle på væggen. Det var forstørrede fotos af to forskellige malerier, fotograferet i forskellige vinkler. Det var den samme kvinde. Utrolig smuk på det ene billede og lidt trist på det andet.
   "Hvem er hun? Hvad har du gang i, Sean?"
   Gregory fik øje på en stabel papirer, der lå på skrivebordet. Det var udprintede emails, nogle gamle breve og en kopi af Santa Margaretas fragtliste. Han bladrede dem igennem og fandt én e-mail fra Milton, grafikeren der havde lavet forfalskningen, der narrede XMS Team. Gregorys øjne blev store, da han læste den. Hans hænder rystede af chok og raseri.

Hej Sean,

Her har du det nye dokument. Det er lykkedes meget godt, synes jeg. Tror ikke der er mange, der vil kunne se at det ikke er en ægte fragtliste. Det var lidt nemmere end jeg troede, fordi jeg faktisk bare kunne kopiere store dele af originalen og så ændre nogle af mængdeangivelserne. Jeg har lavet guld og sølv om til Conchinille og omvendt. Meget nemt. Så jeg fakturerer dig kun for 12 timer. Er det ok?

Du fortæller mig en af dagene hvad det handler om, ik'? Og hvad fuck er Conchinille? Hold da kæft, hvor havde de meget med. Fucking mange tons! Hvad er det for noget? Er det en slags guld eller sølv eller er det diamanter? Er det derfor jeg skulle fjerne det og ændre Conchinille til guld og sølv? Nå, anyway. Betal inden 8 dage, ikk'? Og så giver jeg en øl på Henry's snart, ok?

Milton

"Sean, dit forpulede møgsvin. Du har narret mig. Men hvorfor! Hvorfor!" Gregory stirrede på mailen. Sean havde fået fragtlisten ændret! De havde brugt 18 måneder på at finde et skib fyldt med bladlus! Der var intet guld eller sølv. Intet!
   "Hvorfor, dit røvhul!?" skreg Gregory.
   Så fik han øje på en fotostat i hjørnet. Det var to personer, skåret ud i fuld størrelse. Det var tydeligvis taget fra det maleri hvor kvinden så trist ud. Men begge ansigter var erstattet med nye. Kvindens ansigt var taget fra det andet maleri, hvor hun smilede og så smuk ud. Det andet var en mandskrop klædt i en gammelsdags frakke med lange skøder og blanke knapper. Om halsen var det bundet en halsklud. På hovedet var det en sort kaptajnsagtig hat. Ansigtet var Seans.
   Gregory stod stum af forbløffelse mens han stirrede på groteske par i pap.

Timothy vendte sig om med et ryk. Den komprimerede luft steg hvæsende op bag ham, hvor Sean havde skåret hans lufttilførsel over. Hans øjne var opspilede af forskrækkelse i dykkermasken, mens han spørgende så på Sean. Timothy så sig tilbage over skulderen og da han så luften var blevet afbrudt, drejede han ventilen og slukkede for luftstrømmen. Derefter rakte han rutinemæssigt ud efter Seans nødregulator.
   "Beklager, min ven" tænkte Sean og skubbede Timothys hånd væk og dykkede dybere.
   Timothy stirrede forskrækket på ham og tog så en hurtig beslutning og søgte mod overfladen med kraftige finneslag.
   Sean så en enkelt gang efter Timothy, der febrilsk foretog en kontrolleret nødopstigning. Da Sean var sikker på, at Timothy ville klare sig, fulgte han rebet dybere mod bunden. Han landede i det fine sand og lagde hånden om ankeret, der var begravet dybt i havbunden. Sean skar rebet over og så hvordan dykkerskibet langsomt begyndte at drive væk.
   "Perfekt" tænkte han tilfreds.
   Under ham bredte det gamle vrag sig. De mørke bjælker, der stak op af det hvide sand, viste tydeligt omridset af det store skib, der engang havde kæmpet til døden mod Interceptor. Nu var det blot en svag og tom skygge af fordums styrke. Han svømmede mod agterenden, hvor nogle større træspanter hævede sig op af den sandede bund. De lignede en kæmpes tænder, forsøgte at spise sig op fra underverdenen.
   "Bare jeg nu kan finde hende igen!"
   Sean dykkede ned mellem den rodede bunke træ, der en gang havde været Santa Margaretas agterkahytter, som havde tårnet højt over vandoverfladen. Han nåede et område i vraget, der var frit for bjælker og som kun var en jævn flade sand. Forsigtigt viftede han sand væk med sin hånd og langsomt dukkede en hovedskal op. Sean smilede og kærtegnede den runde og blanke overflade.
   "Jeg er her nu."
   Sean så op. Han kunne tydeligt se det mørke omrids af dykkerskibet mod det den flimrende havoverflade. De havde starten motoren og han kunne høre skruen piske i vandet. De var ved at dreje skibet rundt og var på vej tilbage. Sean måtte skynde sig.
   Han viftede mere sand væk og hele kraniet kom til syne. Febrilsk fjernede han mere og mere sand. En perlerække af rygmarvsknogler kom til syne og rundt om den hang en kæde med en stor sten. Margaretas lænke.
   Sean sukkede og udåndingen blev til larmende bobler, der hastigt steg mod overfladen. Højst upassende. Han tvang sig selv til at trække vejret mere roligt.
   Forsigtig greb han om kæden og skubbede en smule til kraniet, så han kunne løfte den store guldkæde af.
   "Ligesom jeg lovede dig i Cadiz, Margareta."
   Sean havde hver aften aflagt rapport til Gregory med stor påtaget frustration. Han havde påstået, at han tilbragte dage i arkiver og kældre, mens han ledte efter fragtlister og andre dokumenter. Det var løgn.
   Han havde tilbragt alt sin tid på Museo di Cadiz og havde stirret på hendes billede. Hviskende havde han lovet hende af finde hende og fjerne lænken. Han ville sætte hende fri. Om natten, hver nat, havde han drømt, at han ledte efter og kaldte på hende. Kun sjældent og meget svagt, hørte han hendes hviskende stemme.
   Med stor væmmelse løftede han kæden og den enorme sten fri og svømmede hen til kanten af vraget.
   "Lad dem finde den her. Den er da mindst et par millioner værd. Ikke nok. Men et plaster på såret."
   Han smed lænken udover kanten og svømmede tilbage til skelettet.
   "Jeg er tilbage nu, Margareta."
   Han stirrede på de tomme øjenhuler og rækken af perfekte tænder og forestillede sig den smukke kvinde med det glade smil, der lyste hallen op på Castell de la Serna.
   "Jeg er hos dig nu, Margareta."
   Sean løsnede remmene og krængede dykkerflaskerne af. Han tog en dyb indånding og fjernede så regulatoren. Han holdt vejret indtil alt ilt var opbrugt og kroppen hikkede efter luft. Det blev mørkere. Vandet blev koldere. Hans mellemgulv gik i kramper.
   "Jeg bliver hos dig, Margareta. Du skal ikke være alene mere" tænkte han.
   Lige før det blev helt mørkt, så Sean hvordan skelettet igen blev til Margareta, som sendte ham et strålende et smil.
   Det sidste hans hjerne registrerede var hørte en ung kvindestemme, der hviskede.
   "Vostè em va trobar!"