Ludvig Bernhuber synger "Schön ist die Nacht" med rullende r'er og grammofonen fylder det smukke rum med inciterende tyske tangorytmer.
   "SKÅÅL! For os, vor Führer og jødernes snarlige endeligt!! Heil Hitler!"
   Sturmbannführer Brunner står stramt for bordenden i sin ulastelige grå uniform med de sorte kravespejle og sølvbroderede SS-insignia. Ansigtet er svedigt, oppustet og rødt af druk. Små svedperler samler sig på panden, lige i kanten af det slikkede, tynde gule hår. Brunner hæver glasset med champagne højt over sine otte gæster i gildesalen i det elegante gamle palæ. I kaminen blusser en lystig ild, som bader hele rummet i et hyggeligt gyldent skær. Den tidligere ejer, en jødisk forretningsmand, er ikke set siden de tyske SS-tropper stormede den polske by.
   Muldvarpen rejser sig med de syv andre gæste, løfter glasset og tænker "Du ser mig Sturmbannführer Brunner. Vi smiler til hinanden. Skåler. Du ved ikke, at jeg slår dig ihjel om lidt. Du vil aldrig opdage, hvad der sker. Det vil ingen."
   Musikken rinder ud og adjudanten skynder sig over og starter pladen igen. Rummet genlyder igen af tango.
   "Åh, det er skøn musik. Bernhuber synger vidunderligt. Jeg får sådan en lyst til at danse". Den kønne unge brunette med de store sorte øjne læner sig mod Brunner og tager hans hånd.
   "Senere Fräulein Göth". Brunner skubber hende blidt væk. "Senere. Først skal vi smage på de lækre østers. Jeg har fået fløjet dem ind specielt til i dag. Helt fra Bretagne". Brunner sætter sig og klør sig på hånden.
   "Du er død. Og du ved det ikke." Muldvarpen tager nogle østers fra det overfyldte fad midt på det højglanspolerede mahognibord.
   Den blonde Fräulein Stangl slår begejstret hænderne sammen. "Hvor ser det lækkert ud! Jeg eeelsker østers. Det er alt for længe siden, jeg har fået dem. Det er jo ikke ligefrem vores nationalspise i Bayern."
   Alle ler.
   Hun tager en østers og drypper lidt citron på. "Her Brunner-skat. Du skal have den første." Hun rækker skallen hen mod Brunner, som med et stort smil lader sig fodre. Han skyller efter og tømmer glasset med champagne.
   Adjudanten skynder sig at fylde glasset igen. "Aarh, det er livet det her. Hvor har vi dog fortjent det" Brunner kigger med rødsprængte, glade øjne rundt på sine gæster. Læner sig frem med udstrakte arme og siger "spis, spis nu".
   "Du vil dø skrigende i grufuld smerte, men det vil stadig være en mild straf for alt det, du har gjort." Muldvarpen tager den fine stofserviet ud af den forgyldte ring og tørrer sine hænder.
   Brunner klør sig på halsen.
   "Skål de herrer." Brunner sender et alvorligt blik rundt til mændene om bordet og løfter glasset. "Vi har en stor opgave, vi skal udføre." De 4 andre mænd nikker og skåler. "Det vil betyde enden på jøderne i denne by. Det vil være en ubehagelig opgave. Især for nogen."
   Brunner skæver med et skælmsk glimt i de stål-blå øjne til den høje blonde og bredskuldrede Untersturmführer Elser, som bliver helt bleg. De andre mænd forsøger at undertrykke et grin, mens kvinderne ser uforstående på dem.
   "Hr. Sturmbannführer! Jeg kan garantere for at det ALDRIG sker igen". Elsers stemme dirrer af indignation.
   "Ja, ja Elser. Vi får se. Nogle kan bare tåle mere end andre. Sådan er det. Skål!!" Brunner tømmer glasset igen.
   Muldvarpen skåler, men drikker ikke. "Ingen vil savne dig."
   Brunner stiller glasset igen og gnider de rødsprængte øjne og løsner kraven. Han er meget fuld nu. Adjudanten fylder glasset og hvisker Brunner noget i øret.
   "Åh, ja Kriminalinspektor. Det vil glæde dig, at de to rotter som I Gestapo-fjolser lod undslippe, er fanget igen. Af mine mænd! Rotterne er døde nu, naturligvis, men vi kommer til at have en snak om jeres inkompetence. Hvis vi skal have jer til at vælte rundt i min by og....." Brunner skærer ansigt og synker besværligt. "Hvis I...ah lige meget. Giv mig noget vand". Adjudanten skynder sig at fylde et glas med vand, som Brunner drikker begærligt.
   Kriminalinspektor Jakob sidder som forstenet. Magen til fornærmelse. Det vil blive rapporteret. Helt til Berlin om nødvendigt. Men det tør han ikke sige. Ikke endnu.
   "Fräulein Wirth, Fräulein Hoess. I to smukke kvinder. Lad mig skåle med jer. I sidder jo helt dernede. Alt for langt væk for mig. Jeg kan bedst lide at have jer helt tæt på. Det ved I jo" siger Brunner og kigger rundt på de andre med et svedent grin.
   Muldvarpen stirrer på Brunner. "Ja, det ved vi alle, alt om. Det gør hele det forbandede SS i byen. Men det slutter snart."
   De to unge kvinder sænker forlegent blikket, men forsøger sig begge kort efter med et flakkende smil. Brunner synker igen besværligt og løfter glasset. Ansigtet er blegere nu. Stemmen er snøvlet.
   "Prooooobst, din bøsserøv!.... Av, for helvede!!" Brunner tager sig til maven og slår hårdt i bordet, så det giver et ryk i gæsterne. Han krymper sig. Adjudanten kommer hen og tager ham på skulderen. "Nej, nej det er fint. Det er gået over." Brunner tømmer champagneglasset og får det fyldt igen.
   "Probst, Scholl. Hør efter I to bøssekarle!" Brunner kigger med sammenknebne, røde øjne på de to SS-officerer og læner sig ind over bordet. "I morgen skal gå helt perfekt. Jeg holder jer ansvarlige. Ingen må undslippe. Ingen! Jeg regner med jer". Scholl og Probst udveksler forskrækkede blikke og nikker blegt.
   "Ja, ja jeg ved sgu' mere end nogen tror. Mere end hele det forpulede Gestapo og SD tilsammen. Hvis I vidste, hvad jeg ved om alle jer..." Brunner peger med en fejende og ukoordineret bevægelse rundt på gæsterne, så to glas vælter "så ville I skide i bukserne af skræk!"
   Muldvarpen smiler indvendigt "Nej, Brunner. Om lidt er det dig, der skider i bukserne."
   "Nu skal vi fan'me danse" Brunner rejser sig vaklende, men stopper midt i bevægelsen. Hans mund står åben og han stirrer ud i luften med store vidt åbne øjne. Et skrig begynder som en lille pibelyd i den åbne mund for at ende i et brøl, som fylder hele lokalet. Brunner krummer sig sammen og vælter om på gulvet, mens kroppen vrider sig krampe. De forskrækkede gæster samler sig rundt om kroppen, der før var Sturmbannführer Brunner, almægtig hersker i byen. Nu er det bare et rystende bundt af spasmer og smerte i en pøl af kropsvæsker.
   "Østerserne!!"
   Gæsterne kigger forfærdede rundt på hinanden. "Jeg nåede ikke at spise nogen? Det gjorde jeg heller ikke, gjorde du? Nej!...."
   Stjernerne blinker skarpt i den meget mørke himmel. Byen er sort. Mørklægningen bliver overholdt med stor strenghed. Muldvarpen stirrer op i den kolde nat og nyder sin tyrkiske cigaret. Et smil kruser læberne og Muldvarpen nynner sagte:
   "Schön ist die Nacht".