Det 30 meter lange hvide skib vuggede en smule i de smukke bølger. Det turkise vand smøg sig om den skarpe stævn og slikkede blidt ned langs det svungne stålskrog. De dovne dønninger fik skibet til at trække lidt i ankerkæden og vinden var kun en fugtig brise.
   Sean nød at varmen brændte let på hans solbrændte overkrop og så ind mod brændingen og den gyldne strandbred, som var afgrænset af grøn palmeskov. Solen reflekterede i det glitrende hav og skar i hans øjne. Her var åndeløst smukt. Og under ham, 25 meter nede, lå en fantastisk skat begravet i det fine sand. Han smilede for sig selv. Det vil blive i dag.
   Hans korte sorte og neongule våddragt var varm og tør, da han trak den på igen udover badebukserne. Dragten smøg sig tæt om ham og raspede let mod hans nøgne hud. De sidste ugers mange dyk havde smeltet fedtet af ham og han nød følelsen af sine spændte mavemuskler mod den tynde neoprendragt. Den begyndte straks at opvarme kroppen. Svedperler dannede sig i armhulerne og han skyndte sig hen mod flydevesten og flasken, som stod fyldt og klar til ham ved skibets åbne bagende. Han havde allerede spændt kniven om læggen og dykkerbrillerne var trukket op i panden.
   "Skal jeg hjælpe dig?"
   "Ja, tak Mario. Det ville være rart. Tak."
   Den muskuløse italiener greb i stroppen og løftede med én arm den tunge flaske op, så Sean kunne stikke armene igennem vesten og spænde remmene over brystet. Mario gav også Sean blybælte på og hjalp ham med finnerne. Han var klar og de gennemførte et tjek sammen for at se om regulator og luftmåler fungerede.
   "Er du klar, Sean?"
   Timothy, hans dykkermakker og skattejægerkollega vraltede hen mod ham i sine dykkerfinner.
   Sean gav ham ok-tegnet ved at føre spidsen af tommel - og pegefingeren sammen.
   "Godt, så dykker vi."
   De vraltede sammen ned til den åbne hæk og trådte ned på en sænket platform hvorfra de kunne springe direkte i vandet.
   De stak regulatorerne i munden og hoppede i. Med et brus blev de omsluttet af det lune hav og rundt om dem spillede flimrende søjler af solstråler i det blå vand. Den intense farve blev mørkere, når de kiggede ned og de kunne lige ane havbunden under sig. Konturerne af vraget var tydelige. Særligt efter de i løbet af de sidste par uger havde fjernet århundreders aflejringer af sand.
   De svømmede hen til bøjen og lukkede luften ud af deres flydeveste. Langsomt gled de nedad langs tovet, mens de sørgede for at trykudligne. Det klikkede i ørerne.
   Sean hold fast på tovet og hang lige over Timothy. Han tjekkede sin dybdemåler. Den viste 10 meter. Perfekt. Han rakte ned til sin læg og trak kniven fri af skeden. Langsomt lod han sig synke ned, så han var lige bag Timothy. Med et hurtigt snit skar Sean hans lufttilførsel over.

2 år tidligere
   Luften var tør og tung af lugten fra gamle papirer og bøger i det gamle bibliotek på marinearkivet i London. Sean gned sig i øjnene og så opgivende på den stabel af gamle logbøger og kort som lå på bordet foran ham. Ingenting.
   Fuld af optimisme havde han ledt efter optegnelser, som kunne fortælle om Santa Margaretas skæbne. Han var kommet på sporet af skibet efter at have fundet et brev i marinearkivet i Madrid. I brevet underrettede den spanske guvernør i Cartagena om tabet af et skatteskib, som var på vej fra de spanske kolonier, da det var blevet sænket under kamp. Sandsynligvis af et britisk krigsskib. Skibet var en galeon og hed Santa Magareta. Skatten ombord blev omtalt i vage vendinger, men de blev ledsaget af så store beklagelser, at det nok ikke var småting, der var blevet sendt til havets bund.
   Det var lige præcis den slags Sean var på udkig efter. Men for at finde frem til skibet måtte han følge sporet og det havde ført ham til London. Der måtte være en logbog et sted, hvor den britiske kaptajn, der havde sænket Santa Margareta havde indført et notat om det. Hvis det altså var et britisk skib, der havde sænket den spanske galeon. Og hvis Sean var rigtig heldig ville der også være længde og breddegrader eller en anden positionsangivelse, som kunne hjælpe ham.
   Sean gabte. Han trængte til en kop kaffe, men det var naturligvis strengt forbudt at indtage hverken mad eller drikke i nærheden af de gamle dokumenter. Der var stille i salen og han kunne høre uret på væggen tikke. Klokken var snart 17 og han ville blive tvunget til at forlade arkivet uden at have fundet noget den dag.
   Sean greb en af de logbøger, han havde haft størst forhåbninger til. HMS Interceptor 1704 - stod der på forsiden. Bogen var læderindbundet og meget laset og plettet. Han kunne se af notaterne at skibet havde været i det rigtige område og på nogenlunde det samme tidspunkt som Santa Margareta. På den sidste side i logbogen skrev kaptajnen, at de havde haft en spansk galeon i sigte syd for Havana, men at den var sluppet fra dem, da Interceptor havde haft vinden imod sig. Derefter var der to notater for de efterfølgende dage, hvorefter logbogen sluttede.
   "Der var altså en galeon i det område. Hmmm." Sean rynkede brynene og tappede med fingrene på bordet. " Kan det have været Santa Margareta? Måske indhentede Interceptor den nogle dage efter?"
   Sean så alle logbøgerne igennem igen. Der var flere af logbøgerne som var fra Interceptor, men det var enten fra tidligere eller senere missioner.
   "Hvor er den næste logbog? Kaptajnen må da have fortsat sine optegnelser i den næste bog, når nu den her var fyldt op?"
   Sean lænede sig tilbage og lagde hænderne i nakken. Mærkeligt! Han satte sig frem i stolen og tog logbogen op igen. Han løftede den med hånden under ryggen og den bagerste del af bogomslaget faldt helt ned og afslørede en revne på indersiden, helt inde ved ryggen. Hvad var det?
   Sean tvang bagsiden af den læderindbundne logbog længere ned og kunne se at den var dobbelt. Han stak fingerne ned i samlingen og tvang forsigtigt revnen fra hinanden og så at der var en slags lomme. Med fingrene undersøgte han den. Der lå noget derinde.
   Meget langsomt trak han med fingerspidserne et foldet stykket papir ud.
   Sean stirrede fascineret på dokumentet. Det så helt nyt ud. Papiret var af fin kvalitet og foldet fire gange med knivskarpe kanter. Det havde ligget der længe. Helt urørt.
   Sean kiggede rundt. En ældre mand, som havde siddet ved et af de andre lange borde var ved at pakke sammen. Ellers var der tomt. Men om lidt ville bibliotekaren komme og smide ham ud.
   Han fik listet en negl ind mellem siderne og åbnede dem varsomt og afslørede en sirlig håndskrift magen til den i logbogen.
   "17. Juni 1704 -HMS Interceptor.
   Dette er den nedfældede beretning om sænkningen af...."
   "Vi lukker nu, hr.!"
   Sean for forskrækket sammen. I døren stod en midaldrende kvinde med gråt hår og knold i nakken. Næsten en karikatur på en kedelig bibliotekar. Hun så strengt på ham.