Den tidlige formiddagssol bagte ned over den lille nordfranske landsby. Kun de fine kondensstriber fra et rekognosceringsfly skar et hvidt ar henover den ellers perfekte lyseblå himmel. Småfugle legede sorgløst i træerne langs den snørklede landevej og i en grøft lidt uden for byen gnavede en sulten ræv i armen på en ung mand. Han var faldet bagover og lå i en forvreden stilling oven på sine egne fødder. Den ene øje var næsten lukket og det andet stirrede forbavset på ingenting. Henover det gennemhullede bryst lå en gammel riffel fra første verdenskrig. Kroppen var allerede ved at svulme op i varmen og travle fluer summede lykkeligt.

De små buttede ben snublede og kunne næsten ikke følge med. Den lille pige med de sorte slangekrøller kiggede op med store forundrede øjne på den bistert udseende soldat, som trak afsted med dem.
   "Hvorfor er manden så sur, Maman?"
   Moderen svarede ikke. Hun holdt krampagtigt fast i pigens hånd og stirrede uforstående og bange på den store gruppe af landsbyens indbyggere, som de tyske soldater havde gennet sammen på det lille torv foran det gulpudsede rådhus. Moderen og den lille pige blev brutalt skubbet ind blandt de andre, som stod og hviskede frygtsomt sammen, mens de forsigtigt skævede til soldaternes våben. Fire camouflageklædte SS-soldater holdt beboerne i skak, mens en større gruppe stod og røg under et stort elmetræ, der kastede sin skygge over byens lille café. Nogle officerer sad ved cafebordene og drak pernod, som de havde tvunget ejeren til at udlevere. Det var hedt og varmen tog til. En brise blæste kort, hvirvlede lidt støv op og fik en hat, nogen havde tabt, til at rulle henover brostenene og ind under lastbilen, soldaterne var ankommet i. Tiden gik og solen steg. Den varme luft flimrede.
   Officererne sad i skyggen, drak mere pernod og snakkede højlydt. De menige grinede med. Landsbyboerne svedte i den bagende sol og børnene græd af tørst. En ældre dame faldt sammen og slog sit hoved mod brostenene og folk flokkedes for hjælpe hende. En lille stribe blod løb fra hendes tinding. En mand tog mod til sig og trådte ud af mængden og gik over torvet mod soldaterne. De fortvivlede stemmer forstummede. Byens borgmester tog hatten af og nærmede sig forsigtigt officererne.
   "Pardon, mine herrer. Hvad skal det her betyde? Hvorfor holder De os her? Der er børn og ældre. De tåler ikke varmen. Må jeg bringe dem noget vand? Hvad har vi gjort?" spurgt han på gebrokkent tysk.
   En lyshåret SS-officer kiggede hånligt på borgmesteren med sine isblå øjne og tømte sit glas. Langsomt tog han benene ned fra bordet og rejste sig, så han tårnede over borgmesteren. Et smil spillede på de tynde læber.
   "Hvad har I gjort, siger du?" Officeren trådte et skridt frem. Borgmesteren, en lille rund mand med sort moustache, trippede forskrækket lidt tilbage.
   "I er fjenden. I er franske. Vi er i krig. Har du ikke opdaget det?" sagde officeren med en ildevarslende mild stemme.
   Soldaterne brød ud i latter.
   "Mais...monsieur. Vi er civile. Ikke soldater. Vi har intet gjort!"
   Officeren stirrede iskoldt på den lille mand, som stod og krøb sammen foran ham. Foragt og afsky strålede ud af ham.
   "I er franske partisaner. Vi blev beskudt på vejen hertil."
   "Det var ikke os. Jeg sværger det! Det var ikke os!"
   "Nu holder du din beskidte camembertstinkende kæft og stiller dig over til de andre. Forstået!?". Borgmesteren fik et skub, så han røg flere meter tilbage.
   "Men...monsieur. Det var ikke os. Vi er ikke partisaner. Det er vi ikke!" Borgmesteren gik mod officeren igen. I to skridt var officeren henne ved borgmesteren og slog ham hårdt i ansigtet. Den lille mand satte sig uden en lyd på bagdelen. To blodige striber løb fra den brækkede næse og farvede det nydelige skæg. Borgmesteren tog sig til ansigtet og kiggede uforstående på sine røde fingre.
   "Så kan du måske holde din hvidløgsstinkende kæft, frøæder! Skrid så over til de andre. NU!". Officeren stod over ham.
   "Men..."
   "Nej, nu er det kraft eddeme nok!" Officeren sparkede den siddende mand i ansigtet med sin sorte ridestøvle. Borgmesteren slog nakken i brostenene med et smæld. Kvinder begyndte at skrige og børnene hylede, mens officeren under eder og forbandelser sparkede løs på den bevidstløse borgmester.
   "HALT! Hvad foregår der her!"
   SS-officeren kiggede forbavset op.
   "Hvad fanden er det, du laver? Manden er civil!"
   Ved siden af en bil stod en oberst fra hæren flankeret af to soldater. De var kørt ind på torvet uden at nogen af SS-soldaterne havde lagt mærke til det. Obersten gik med hurtige skridt hen til SS-officeren med de blodige ridestøvler. Han så ned på den bevidstløse mand og over på den klynkende gruppe af landsbyboere.
   "Hvem er du?" Obersten var lige så høj som SS-officeren og stirrende ham udfordrende i øjnene. "Og hvad helvede er det, du laver? Har du kommandoen her?"
   Den blonde SS-mand stirrede trodsigt tilbage, men de kolde øjne flakkede lidt.
   "Jeg er untersturmführer Fiedler og har kommandoen over delingen her. Vores kolonne kom under beskydning af irregulære styrker på vej hertil og jeg fik ordre om at indfange og henrette partisanerne." Fiedler kastede et hurtigt blik på den frygtsomme flok, der trykkede sig op af muren.
   "Partisaner! Synes du det ligner partisaner?" Obersten fulgte Fiedlers blik.
   "Sig mig, har du drukket, Fiedler?" Obersten gik et skridt nærmere.
   Fiedler rystede langsomt på hovedet.
   "Jeg...." begyndte han.
   "Skulle du drikke dig mod til? Er det sådan? Ville I myrde kvinder og børn? Er det sådan I SS-svin er!!" råbte obersten ophidset.
   "Hvem kalder du SS-svin, oberst?". Den dybe, rolige stemme skar gennem oberstens høje råb som en kniv.
   Obersten tav og så mod stemmen. En SS-general med klap for øjet gik langsomt ned af trapperne fra rådhuset, imens han trak et par sorte læderhandsker på. Han slentrede langsomt nærmere med et smil på læberne.
   "Er der ikke noget, du har misforstået, oberst?"
   "Misforstået, herr general? Jeg er på rekognoscering for at finde fremskudte franske enheder og så finder jeg dine folk i gang med at mishandle lokalbefolkningen? Det er vist ikke mig, der har misforstået noget!"
   "Vi kæmper på mange fronter, oberst. Var du ikke med i Polen? Ved du ikke hvor mange tab vi havde på grund af partisaner...Oberst!?" Generalens venlige afdæmpede stemme var skrækindjagende og obersten sank en gang.
   "Hvad er dit navn, oberst?"
   "Jeg er oberst Klaus von Baumberg, 4. infanteri division."
   Generalen nåede helt hen til obersten og Fiedler. Fiedler smilede ondt. "Jeg var ved at afstraffe en af partisanerne, da obersten beordrede mig til at stoppe, Herr general". Generalen ignorerede Fiedler.
   "Hmm. Von Baumberg. Adelig, hvad? Det forklarer de fine fornemmelser."
   Generalen stod med armene samlet på ryggen og vippede lidt med hælene, mens han kiggede oberst von Baumberg i øjnene. Blikket fra det tilbageværende øje var interesseret og undersøgende. Under generalens kasket kunne obersten se det sorte hår glinse af sved. En enkelt dråbe rev sig løs og fulgte et gammel ar, som løb fra panden og ned af kinden.
   "Nu skal du høre, Graf von Baumberg. Du er vel greve, ikk'?" Han fortsatte uden at vente på svar.
   "Jeg overlader dig kommandoen, von Baumberg."Han lagde tryk på "von".
   Obersten så tomt på generalen. Fiedler skulle til at protestere, men forstod så og undertrykte et grin.
   "Hvad mener De, Herr general?"
   "Jeg mener det, jeg siger, von Baumberg. Partisanerne skal afstraffes. Henrettes. Og du har kommandoen."
   "Herr general!!?"
   "Du hørte, hvad jeg sagde." Generalen vendte sig mod soldaterne og råbte:
   "Von Baumberg har kommandoen og vil dirigere henrettelserne!"
   "Herr general! Jeg må protestere. Det er ikke min opgave. Jeg er sendt på rekognoscering for min enhed. Jeg skal videre. Nu!"
   Obersten begyndte at trække sig baglæns mod bilen og sine egne to soldater.
   "Det er din opgave nu, von Baumberg. Jeg har givet dig en ordre. Gør det!"
   "Nej, jeg nægter! Vi er soldater. Det her gør man ikke!!"
   "Nægter du?" Generalen smilede ondt. Han og Fiedler stod som to dæmoner i grøn camouflage og stirrede forventningsfuldt på oberst von Baumberg,.
   "Jeg nægter!" For sent opdagede obersten fælden.
   Generalen pegede på ham med en behandsket finger.
   "Männer! Anhold ham. Lydighedsnægtelse under kamp. Han nægter at adlyde en direkte ordre fra en overordnet. Arrester ham og før ham til felthovedkvarteret."
   "Men.."
   To SS-soldater gik hen mod oberst von Baumberg. Resigneret lod obersten armene falde ned langs siden. Stærke arme greb ham og førte ham over til en bil, som stod parkeret i udkanten af torvet. Landsbyboerne fulgte ham forvirrede med øjnene. Hvad nu? Hvad var der foregik?
   Bilen med von Baumberg gassede op og kørte forbi generalen og Fiedler.
   Fiedler grinede. "Sikke en idiot!"
   "Fiedler. Få ryddet op her. Gør det færdigt. Vi skal videre." Generalen slentrede nynnende tilbage til rådhuset og op af trapperne til rådhuset, mens soldaterne tog ladegreb.

Elevatoren nåede kælderen og standsede med et ryk. Dørene åbnede og en dyb brummen fra kraftige generatorer invaderede elevatoren og omfavnede John. Han kiggede forsigtigt ud. Den underjordiske hal var mørk og kun oplyst af det svage lys fra de mange computerskærme og kontrolpaneler, som dog afslørede, at her var helt tomt for mennesker. I midten af hallen stod dén. Næsten kærligt så han på den enorme maskine. Den lignede en gigantisk pladespiller, hvor pladen var en fire meter tyk sort metalskive med en radius på omkring femten meter. Den så ud til at svæve, hvilket den også gjorde på grund af en modsatrettet elektromagnet, som var skjult i gulvet. "Pickuppen" var en trappe og gangbro, som førte over den sorte plade og indtil midten af skiven. Her var der et hul, man kunne kravle ned i. Det var der, han skulle hen.
   John vendte sig med et sæt. Dørene bag ham lukkede i og elevatoren gik i gang. Nogen havde tilkaldt den. Han ventede ikke for at se hvilken etage den stoppede på, men løb op af trappen til maskinen. Da han nåede midten af skiven kunne han se på elevatorens display, at nogen var på vej ned.
   Uden at tøve hoppede han ned i hullet. Han landede 2 meter nede, hvor der op af gulvet stak bøjler til fødderne og to stænger, til at holde fast i. Imellem stængerne sad kontrolpanelet. John indtastede febrilsk koordinater og årstal - og tog et armbånd på som hang ved kontrolpanelet. En lyd annoncerede at elevatoren var nået ned til kælderen. John trykkede start. Den store skive begyndte at rotere lydløst i en vild acceleration. Han holdt krampagtigt fast i bøjlerne og passede på ikke at komme tæt på den blanke sorte flade som jog forbi ham med en utroligt fart. Nu begyndte rummet at ændre sig. Alting bøjede, kurvede og udvidede sig, næsten som når man ser gennem en fiskeøjelinse . En lysende revne kom til syne foran John. Den blev større og større og fyldte til sidst hele hans synsfelt. Så blev der stille.

John så udover dalen. I det fjerne kunne han se en lille landsby trykke sig for foden af de høje bjerge. Han gik over den store terrasse, lagde hænderne på muren og lænede sig lidt ud. Nedenfor kunne han se SS-vagten patruljere på stierne som førte op til Berghof. Indefra villaen kunne han høre en masse høje stemmer i en alvorlig diskussion. I det samme trådte en høj og bredskuldret mand i SS-uniform ud på den store terrasse og bøjede hovedet lidt for at tænde en cigaret.
   "Hej Rochus."
   Det gav et sæt Rochus Mirch, som greb efter sin pistol, men stoppede bevægelsen, da han så hvem der havde kaldt. John grinede af livvagtens forskrækkelse.
   "Nå, der er du John. Hvor har du været i alt den tid?"
   "Det kan være lige meget. Hvordan er det gået?"
   "Fantastisk. Først var han meget i tvivl og besluttede ikke at følge dit råd, da han stadig troede på en separatfred med England. Men så i sidste øjeblik ombestemte han sig og i stedet for at holde tropperne tilbage, angreb vi med fuld styrke. Vi tog 340.000 fanger, John! De er næsten slået. Han er helt i ekstase, men nu tør han næsten ikke gøre noget, før han har snakket med dig. Generalerne er ved at gå ud af deres gode skind."
   John smilede. Det var godt.
   "Kom nu, John. Han bliver så glad for at se dig." Rochus Mirsch lagde en tung hånd på Johns skulder og trak ham indenfor, hvor en masse uniformerede mænd sad i lænestole og drak te. Adolf Hitler rejste sig med et sæt og indfangede John med sit intense blik.
   "John! Hvor har du været? Vi har brug for dig!"
   "På en lang rejse, mein Führer".