Mortergranaten hvinede gennem luften og slog med dumpt drøn ned i en sandklit meget tæt på hvor George lå. Trykbølgen slog luften ud af ham og dynger af sand, sten og tangplanter regnede ned over ham, mens han desperat forsøgte at trykke kroppen ned mellem de kolde sandkorn.
   "Er det for fanden ikke snart vores tur!" George løftede hovedet forsigtigt og kiggede ud under hjelmen på de hundredevis af skibe og mindre både som fyldte havet. Det susede, hylede og hvinede i luften og hvide søjler rejste sig i det mørke vand. Sorte, navneløse silhuetter lå og skvulpede leddeløst i vandet, mens brændingen forsøgte at kaste dem tilbage på land.
   Langt ude var en destroyer blevet ramt og kæntrede langsomt. En tyk røgsøjle markerede skibets dødskamp, mens sømand og soldater, som troede de var blevet reddet, myldrede rundt i endnu en forvirret kamp for livet. I det fjerne kunne George stadig høre larmen fra kampene udenfor byen Dunkirk. Pludselig tættere på, den hidsige snerren fra et tysk MG42 maskingevær, som straks blev besvaret af den langsomme staccato rytme fra en britisk Bren gun. Men på trods af det virkede det ikke som om, at tyskerne kom nærmere. Som om de tøvede.
   "Maman, Maman."
   George kiggede op igen, over mod den franske soldat, som lå med tarmene smurt ind i lyserødt sand. Den karakteristiske hjelm med hanekammen sad skævt på hovedet og de brune øjne stirrede kraftesløse på George. Soldaten sank besværligt og mere blod strømmede udover læberne og ned af hagen.
   "L'eau. L'eau, s'il vous plaît. L'eau" hviskede han sagte.
   "Hold så kæft. Stop! Arrêt. Arrêt!!" råbte George og kastede en håndfuld sand efter ham. Den purunge soldat havde kaldt på sin mor i flere timer nu - lige siden et tysk jagerfly havde bestrøget stranden. Projektilerne havde hamret ned over dem og flået den franske soldat op.
   Endnu en mortergranat hylede henover deres hoveder. Den slog ned i strand¬kanten og kastede kropsdele højt op i luften. Et vakuum af stilhed blev efterfulgt af vilde smerteskrig.
   "George. Så er det nu!" Sergent Bates stod sammenkrøbet over ham. "Vi har plads." George rejste sig, greb sin riffel og fulgte foroverbøjet efter sergenten ned mod en gammel chalup, som lå og gyngede i bølgerne. De andre fra delingen var ved at kravle om bord. Han plaskede ud gennem bølgerne og kastede sig lettet over rælingen.
   Beskidte og blodige hænder greb i hans tøj og trak ham indenbords, så han tumlede ned i bunden af chaluppen. Velkendte, smilende ansigter bød ham velkommen. I det samme hørte han en dyb brummen, som steg til en hylende sirene. George rejste sig med et sæt og kiggede mod himlen. Over ham dykkede en hajlignende Focke Wulf jager ned mod chaluppen. Maskingeværerne dundrede og en perle¬række af hvide sprøjt piskede sig vej mod dem over havets urolige grå overflade. George døde i et smerteløst glimt, da et projektil sprængte sig vej gennem hovedskallen og kastede hans flade stålhjelm langt ud i havet.
   Hans lig lå og skvulpede i vand og blod i bunden af båden, mens kammeraterne kæmpede sig over den engelske kanal i den lækkende chalup. Ligesom 340.000 andre soldater reddede de livet og slap væk fra den tyske krigsmaskine i det, som for altid vil være kendt som miraklet ved Dunkirk.

***
   John Baumberg låste døren op til sin lille mørke lejlighed i et betændt forstadskvarter til Washington. Han smed sin mobiltelefon og nøgler på kommoden i entreen og smilede for sig selv. Det havde været en god snak med Adolf Hitler i dag.
   John gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet og tog en dåse Miller Lite. Han åbnede den, mens han gik ind i stuen og hen til vinduet, hvor han kort kiggede ud mellem de lukkede persienner. Med et tilfreds suk satte han sig i den slidte sofa og tog en tår af den kolde øl. Væggen overfor var dækket af én stor bogreol og hvis man kiggede efter ville man se, at alle bøgerne handlede om Anden Verdenskrig med undtagelse af nogle enkelte ordbøger og selvstudier i tysk. John tog en slurk mere og sank dybere ned i den alt for bløde sofa.

***

Tyskerne angreb med alt hvad de havde. George krøb sammen bag en sandklit ligesom hundreder af andre soldater, som var fanget her. Den tyske hær havde angrebet gennem Belgien ind i Frankrig og smadret alt modstand. Og nu var de fanget her på stranden og kunne ikke komme væk.
   Sergent Bates ruskede i ham "Kom nu, George. Hjælp mig. De kommer. De kommer!!" Han lå med en anti-tank riffel. "Patronen sidder fast. Hjælp mig!". En byge af projektiler slog ned foran dem og kastede sand i deres ansigter.
   Granat efter granat regnede ned over stranden, der flød af døde og sårede, som lå forvredne i det blodige sand. Havet var fuldt af brændende skibe, som var ved at kæntre og synke, mens bølger af tyske jagere og Stuka-bombere slog ned på dem igen og igen. Tyskerne angreb hårdt alle vegne og de engelske, franske og belgiske tropper blev trængt sammen i en mindre og mindre lomme ved Dunkirk. Mindre grupper af tapre soldater sikrede bagtroppen inde i byen, men George kunne tydeligt høre på kamptumlen at det kun var et spørgsmål tid før de tyske styrker udraderede dem. Sergent Bates kiggede fortvivlet ud på havet. "Der er ingen skibe, George. De smadrer dem alle sammen. Vi kan ikke komme væk. Kan du få patronen ud? Vi må holde stand her."
   Dunkirk ville snart falde og store sorte røgsøjler sværtede den grå himmel. I det fjerne kunne man nu høre de brummende kampsvogns¬motorer og den pibende og raslende lyd fra deres larvefødder. Tyskerne var brudt igennem. De grå metalkolosser dukkede op på vejen og blandt træerne. Små grupper af flygtende britiske og franske tropper trængte ned mod stranden. Nogle af dem stoppede og skød fortvivlet med deres håndvåben inden de i panik løb videre. Maskingeværerne i de fremrykkende kampvogne høstede som en gigantisk le imellem de løbende soldater og mange tumlede om i klitterne. George fik lirket den fastklemte patron ud med sin bajonet og smækkede magasinet på plads igen. "Den er klar. Skyd!" Foran dem vuggede en grøn og grå kampvogn op og ned i klitterne med sand sprøjtende fra larvefødderne. Den nærmede sig hurtigt. De kunne tydeligt se de sorte, tyske kors på siden af kampvognstårnet. Maskingeværerne knitrede og spyttede ild til alle sider.
   Rekylen slog mod sergent Bates, da han med et højt knald affyrede våbnet. Et metallisk smæld fortalte, at han havde ramt. Men der skete ingenting. Kampvognen drejede en smule og fortsatte nu lige frem mod dem. "Skyd igen, sergent. Den prellede af. Skyd, skyd, skyd! For Guds skyld!" Sergenten sigtede tålmodigt og skød. Kampvognen begyndte at køre det ene bælte af og dreje til siden - og stoppede så med et ryk. "Du skød larvefødderne over!" råbte George glædestrålende. Tårnet på kampvognen begyndte at dreje. Det sorte løb pegede direkte på dem.
   Inden George nåede at tænke, hvirvlede han gennem luften og landede hårdt på vådt sand. Hver eneste lille del af hans krop skreg af smerte. Højt over ham, på en smuk lyseblå baggrund, fløj en måge. En måge? Hørelsen og larmen kom tilbage som et godstog ud af en tunnel. Sergent Bates lå tæt ved med kroppen drejet i unaturlige vinkler og stirrede på ham. Uden at blinke. "Sergent Bates?" fik George fremstammet, men han vidste godt, han ikke ville få svar. Omtumlet forsøgte han at løfte hovedet, men uden held. I lang tid lå han sådan.
   "Hände hoch, schwein!" Over ham tårnede en sortklædt SS-soldat med en maskinpistol i hænderne. "Jeg kan for fanden ikke løfte mine arme. Desuden ligger jeg ned, din idiot! " hviskede George. Den tyske soldat kiggede lidt på ham og grinede så. "Aah, jawohl". Han bøjede sig ned og tog Georges riffel, men besluttede så, at den var for ødelagt til at udgøre en fare og smed den igen.
   Det var slut. George ville komme til at sidde resten af krigen i fangelejr. Overalt langs den brede strand overgav 340.000 soldater sig - heraf hele den britiske ekpeditionshær, hvilket for altid vil være kendt som katastrofen ved Dunkirk.

***

John slappede af med lukkede øjne og begyndte at overveje, om han skulle bestille en pizza eller bare koge noget pasta med tun. Han besluttede, at han havde råd den dag og greb ud efter telefonen - men stoppede midt i bevægelsen. Han kiggede frem for sig. "For fanden da, jeg skal da lige tjekke!" Han rejste sig op af sofaen og styrtede over til reolen og tog en tyk bog ud. "Overblik - Den Anden Verdens¬krig" hed den. Han bladrede i den, slog vantro ned flere steder i teksten og slog til sidst en høj latter op. "Det virkede! Det virkede!" John dansede eksalteret rundt i den lille stue, imens han igen og igen kastede bogen op i luften.

***
   John smækkede døren på sin ramponerede blå Datsun. Ruden klaprede løst. Parkeringspladsen var så småt ved at blive tømt og John slentrede nynnende ind mellem de sidste biler hen mod en stor bygning i glas og stål, hvor de mange ruder glødede i den nedgående sol. Vagten ved hovedindgangen smilede til ham.
   "Godaften John. Har du vundet i lotto eller sådan? Du er da i et vældigt humør"
   "Hvad mener du? John rynkede brynene. "Jeg er da altid glad?"
   "John, du er det sureste menneske jeg har mødt!"
   John tænkte lidt. "Tja, måske. Men jeg har også meget at være sur over. Men i dag har været en god dag og den bliver endnu bedre"
   "Aaah, hvad hedder hun? Er hun lækker?" Vagten vippede sigende med øjenbrynene.
   "Hva'? Årh, hold kæft. Det er større end det. Meget, meget større end det"
   Vagten smilede.
   "Nå, så er du lige så sur, som du plejer. Nu kan jeg kende dig igen."
   "Årh, rend mig." John gik igennem skydedørene og nikkede brysk til den næste vagt, som sad ved skranken, fortsatte hen til en bred ståldør og greb i inderlommen efter sit adgangskort. Han var ved at føre det hen til scanneren, da han lagde mærke til billedet på det. Det gav et sæt i ham.
   "Pis" hviskede han. Kiggede stjålent over skulderen hen til vagten, som sad og læste i et blad. John skyndte sig at putte kortet i lommen og greb ind i den anden inderlomme på sportsjakken og fik fat i et andet kort. Denne gang med hans eget billede på.
   "Sagde du noget, John?" Vagten kiggede på ham.
   "Nej, nej. Kun noget til mig selv". Scanneren accepterede af hans kort med en lille venlig lyd og den tunge dør begyndte summende at glide op.
   To timer senere var bygningen mørk og tyst. Solen var gået ned og de eneste lyde var en svag summen, som syntes at bo i bygningen og komme alle vegne fra - og så den sjaskende lyd fra rengøringspersonalets gulvmopper. John havde skyndt sig at blive færdig med sit afsnit og skubbede vognen med moppe og rengøringsartikler tilbage i skabet. På sine gummisåler listede han lydløst ned af gangen mod døren til næste afsnit. Der var elevatorerne, som førte ned i kælderen. Han havde ikke selv adgang til det afsnit, men det havde den forsker, hvis adgangskort han havde fundet i en skraldespand. Døren gled op. John listede videre mod den sølvskinnende elevatordør, som lokkede for enden af gangen. Timms, en anden rengøringsassistent, stod med ryggen til og moppede gulvet i en tilstødende gang og opdagede ingenting, da John lydløst smuttede forbi. Det gjaldt om hurtigt at nå elevatoren inden vagten om lidt begyndte sin runde. John tjekkede uret. Snart. Om 2 minutter. Rigeligt tid. Bare ned til elevatoren for enden af gangen. Han nåede den, kørte kortet forbi scanneren og tilkaldte elevatoren. Han kiggede ned af gangen - og fór sammen. Gennem glasdørene til sit eget afsnit kunne John se vagten slentre ned ad gangen, mens han åbnede døre til kontorer og møderum og lyste ind. Vagten var startet på sin runde tidligere end han plejede! John så febrilsk på displayet, der langsomt - meget langsomt - skiftede nummer. Han kiggede igen ned mod vagten, som stadig bare slentrede roligt fra dør til dør. Hvis vagten løftede blikket og så ned af gangen ville han tydeligt kunne se John. En sagte lyd annoncerede elevatorens ankomst og lettet smuttede John lynhurtigt ind, trykkede på knappen til kælderen og klemte sig ind mod det kølige metal for at være ude af syne.
   I elevatorens blanke bagvæg kunne han ane de udflydende konturer af gangen og en mørk skikkelse som nærmede sig hurtigt. Vagten! Han måtte have set noget. Døren lukkede langsomt, mens skikkelsen blev større. Gangen genlød af hurtige, smældende skosåler.
   Med et klik lukkede dørene og i et ryk gik elevatoren i gang. John mærkede lettet accelerationen i mellemgulvet. Det var nær gået galt. Han pustede ud.

Den tidlige formiddagssol bagte ned over den lille nordfranske landsby. Kun de fine kondensstriber fra et rekognosceringsfly skar et hvidt ar henover den ellers perfekte lyseblå himmel. Småfugle legede sorgløst i træerne langs den snørklede landevej og i en grøft lidt uden for byen gnavede en sulten ræv i armen på en ung mand. Han var faldet bagover og lå i en forvreden stilling oven på sine egne fødder. Den ene øje var næsten lukket og det andet stirrede forbavset på ingenting. Henover det gennemhullede bryst lå en gammel riffel fra første verdenskrig. Kroppen var allerede ved at svulme op i varmen og travle fluer summede lykkeligt.

De små buttede ben snublede og kunne næsten ikke følge med. Den lille pige med de sorte slangekrøller kiggede op med store forundrede øjne på den bistert udseende soldat, som trak afsted med dem.
   "Hvorfor er manden så sur, Maman?"
   Moderen svarede ikke. Hun holdt krampagtigt fast i pigens hånd og stirrede uforstående og bange på den store gruppe af landsbyens indbyggere, som de tyske soldater havde gennet sammen på det lille torv foran det gulpudsede rådhus. Moderen og den lille pige blev brutalt skubbet ind blandt de andre, som stod og hviskede frygtsomt sammen, mens de forsigtigt skævede til soldaternes våben. Fire camouflageklædte SS-soldater holdt beboerne i skak, mens en større gruppe stod og røg under et stort elmetræ, der kastede sin skygge over byens lille café. Nogle officerer sad ved cafebordene og drak pernod, som de havde tvunget ejeren til at udlevere. Det var hedt og varmen tog til. En brise blæste kort, hvirvlede lidt støv op og fik en hat, nogen havde tabt, til at rulle henover brostenene og ind under lastbilen, soldaterne var ankommet i. Tiden gik og solen steg. Den varme luft flimrede.
   Officererne sad i skyggen, drak mere pernod og snakkede højlydt. De menige grinede med. Landsbyboerne svedte i den bagende sol og børnene græd af tørst. En ældre dame faldt sammen og slog sit hoved mod brostenene og folk flokkedes for hjælpe hende. En lille stribe blod løb fra hendes tinding. En mand tog mod til sig og trådte ud af mængden og gik over torvet mod soldaterne. De fortvivlede stemmer forstummede. Byens borgmester tog hatten af og nærmede sig forsigtigt officererne.
   "Pardon, mine herrer. Hvad skal det her betyde? Hvorfor holder De os her? Der er børn og ældre. De tåler ikke varmen. Må jeg bringe dem noget vand? Hvad har vi gjort?" spurgt han på gebrokkent tysk.
   En lyshåret SS-officer kiggede hånligt på borgmesteren med sine isblå øjne og tømte sit glas. Langsomt tog han benene ned fra bordet og rejste sig, så han tårnede over borgmesteren. Et smil spillede på de tynde læber.
   "Hvad har I gjort, siger du?" Officeren trådte et skridt frem. Borgmesteren, en lille rund mand med sort moustache, trippede forskrækket lidt tilbage.
   "I er fjenden. I er franske. Vi er i krig. Har du ikke opdaget det?" sagde officeren med en ildevarslende mild stemme.
   Soldaterne brød ud i latter.
   "Mais...monsieur. Vi er civile. Ikke soldater. Vi har intet gjort!"
   Officeren stirrede iskoldt på den lille mand, som stod og krøb sammen foran ham. Foragt og afsky strålede ud af ham.
   "I er franske partisaner. Vi blev beskudt på vejen hertil."
   "Det var ikke os. Jeg sværger det! Det var ikke os!"
   "Nu holder du din beskidte camembertstinkende kæft og stiller dig over til de andre. Forstået!?". Borgmesteren fik et skub, så han røg flere meter tilbage.
   "Men...monsieur. Det var ikke os. Vi er ikke partisaner. Det er vi ikke!" Borgmesteren gik mod officeren igen. I to skridt var officeren henne ved borgmesteren og slog ham hårdt i ansigtet. Den lille mand satte sig uden en lyd på bagdelen. To blodige striber løb fra den brækkede næse og farvede det nydelige skæg. Borgmesteren tog sig til ansigtet og kiggede uforstående på sine røde fingre.
   "Så kan du måske holde din hvidløgsstinkende kæft, frøæder! Skrid så over til de andre. NU!". Officeren stod over ham.
   "Men..."
   "Nej, nu er det kraft eddeme nok!" Officeren sparkede den siddende mand i ansigtet med sin sorte ridestøvle. Borgmesteren slog nakken i brostenene med et smæld. Kvinder begyndte at skrige og børnene hylede, mens officeren under eder og forbandelser sparkede løs på den bevidstløse borgmester.
   "HALT! Hvad foregår der her!"
   SS-officeren kiggede forbavset op.
   "Hvad fanden er det, du laver? Manden er civil!"
   Ved siden af en bil stod en oberst fra hæren flankeret af to soldater. De var kørt ind på torvet uden at nogen af SS-soldaterne havde lagt mærke til det. Obersten gik med hurtige skridt hen til SS-officeren med de blodige ridestøvler. Han så ned på den bevidstløse mand og over på den klynkende gruppe af landsbyboere.
   "Hvem er du?" Obersten var lige så høj som SS-officeren og stirrende ham udfordrende i øjnene. "Og hvad helvede er det, du laver? Har du kommandoen her?"
   Den blonde SS-mand stirrede trodsigt tilbage, men de kolde øjne flakkede lidt.
   "Jeg er untersturmführer Fiedler og har kommandoen over delingen her. Vores kolonne kom under beskydning af irregulære styrker på vej hertil og jeg fik ordre om at indfange og henrette partisanerne." Fiedler kastede et hurtigt blik på den frygtsomme flok, der trykkede sig op af muren.
   "Partisaner! Synes du det ligner partisaner?" Obersten fulgte Fiedlers blik.
   "Sig mig, har du drukket, Fiedler?" Obersten gik et skridt nærmere.
   Fiedler rystede langsomt på hovedet.
   "Jeg...." begyndte han.
   "Skulle du drikke dig mod til? Er det sådan? Ville I myrde kvinder og børn? Er det sådan I SS-svin er!!" råbte obersten ophidset.
   "Hvem kalder du SS-svin, oberst?". Den dybe, rolige stemme skar gennem oberstens høje råb som en kniv.
   Obersten tav og så mod stemmen. En SS-general med klap for øjet gik langsomt ned af trapperne fra rådhuset, imens han trak et par sorte læderhandsker på. Han slentrede langsomt nærmere med et smil på læberne.
   "Er der ikke noget, du har misforstået, oberst?"
   "Misforstået, herr general? Jeg er på rekognoscering for at finde fremskudte franske enheder og så finder jeg dine folk i gang med at mishandle lokalbefolkningen? Det er vist ikke mig, der har misforstået noget!"
   "Vi kæmper på mange fronter, oberst. Var du ikke med i Polen? Ved du ikke hvor mange tab vi havde på grund af partisaner...Oberst!?" Generalens venlige afdæmpede stemme var skrækindjagende og obersten sank en gang.
   "Hvad er dit navn, oberst?"
   "Jeg er oberst Klaus von Baumberg, 4. infanteri division."
   Generalen nåede helt hen til obersten og Fiedler. Fiedler smilede ondt. "Jeg var ved at afstraffe en af partisanerne, da obersten beordrede mig til at stoppe, Herr general". Generalen ignorerede Fiedler.
   "Hmm. Von Baumberg. Adelig, hvad? Det forklarer de fine fornemmelser."
   Generalen stod med armene samlet på ryggen og vippede lidt med hælene, mens han kiggede oberst von Baumberg i øjnene. Blikket fra det tilbageværende øje var interesseret og undersøgende. Under generalens kasket kunne obersten se det sorte hår glinse af sved. En enkelt dråbe rev sig løs og fulgte et gammel ar, som løb fra panden og ned af kinden.
   "Nu skal du høre, Graf von Baumberg. Du er vel greve, ikk'?" Han fortsatte uden at vente på svar.
   "Jeg overlader dig kommandoen, von Baumberg."Han lagde tryk på "von".
   Obersten så tomt på generalen. Fiedler skulle til at protestere, men forstod så og undertrykte et grin.
   "Hvad mener De, Herr general?"
   "Jeg mener det, jeg siger, von Baumberg. Partisanerne skal afstraffes. Henrettes. Og du har kommandoen."
   "Herr general!!?"
   "Du hørte, hvad jeg sagde." Generalen vendte sig mod soldaterne og råbte:
   "Von Baumberg har kommandoen og vil dirigere henrettelserne!"
   "Herr general! Jeg må protestere. Det er ikke min opgave. Jeg er sendt på rekognoscering for min enhed. Jeg skal videre. Nu!"
   Obersten begyndte at trække sig baglæns mod bilen og sine egne to soldater.
   "Det er din opgave nu, von Baumberg. Jeg har givet dig en ordre. Gør det!"
   "Nej, jeg nægter! Vi er soldater. Det her gør man ikke!!"
   "Nægter du?" Generalen smilede ondt. Han og Fiedler stod som to dæmoner i grøn camouflage og stirrede forventningsfuldt på oberst von Baumberg,.
   "Jeg nægter!" For sent opdagede obersten fælden.
   Generalen pegede på ham med en behandsket finger.
   "Männer! Anhold ham. Lydighedsnægtelse under kamp. Han nægter at adlyde en direkte ordre fra en overordnet. Arrester ham og før ham til felthovedkvarteret."
   "Men.."
   To SS-soldater gik hen mod oberst von Baumberg. Resigneret lod obersten armene falde ned langs siden. Stærke arme greb ham og førte ham over til en bil, som stod parkeret i udkanten af torvet. Landsbyboerne fulgte ham forvirrede med øjnene. Hvad nu? Hvad var der foregik?
   Bilen med von Baumberg gassede op og kørte forbi generalen og Fiedler.
   Fiedler grinede. "Sikke en idiot!"
   "Fiedler. Få ryddet op her. Gør det færdigt. Vi skal videre." Generalen slentrede nynnende tilbage til rådhuset og op af trapperne til rådhuset, mens soldaterne tog ladegreb.

Elevatoren nåede kælderen og standsede med et ryk. Dørene åbnede og en dyb brummen fra kraftige generatorer invaderede elevatoren og omfavnede John. Han kiggede forsigtigt ud. Den underjordiske hal var mørk og kun oplyst af det svage lys fra de mange computerskærme og kontrolpaneler, som dog afslørede, at her var helt tomt for mennesker. I midten af hallen stod dén. Næsten kærligt så han på den enorme maskine. Den lignede en gigantisk pladespiller, hvor pladen var en fire meter tyk sort metalskive med en radius på omkring femten meter. Den så ud til at svæve, hvilket den også gjorde på grund af en modsatrettet elektromagnet, som var skjult i gulvet. "Pickuppen" var en trappe og gangbro, som førte over den sorte plade og indtil midten af skiven. Her var der et hul, man kunne kravle ned i. Det var der, han skulle hen.
   John vendte sig med et sæt. Dørene bag ham lukkede i og elevatoren gik i gang. Nogen havde tilkaldt den. Han ventede ikke for at se hvilken etage den stoppede på, men løb op af trappen til maskinen. Da han nåede midten af skiven kunne han se på elevatorens display, at nogen var på vej ned.
   Uden at tøve hoppede han ned i hullet. Han landede 2 meter nede, hvor der op af gulvet stak bøjler til fødderne og to stænger, til at holde fast i. Imellem stængerne sad kontrolpanelet. John indtastede febrilsk koordinater og årstal - og tog et armbånd på som hang ved kontrolpanelet. En lyd annoncerede at elevatoren var nået ned til kælderen. John trykkede start. Den store skive begyndte at rotere lydløst i en vild acceleration. Han holdt krampagtigt fast i bøjlerne og passede på ikke at komme tæt på den blanke sorte flade som jog forbi ham med en utroligt fart. Nu begyndte rummet at ændre sig. Alting bøjede, kurvede og udvidede sig, næsten som når man ser gennem en fiskeøjelinse . En lysende revne kom til syne foran John. Den blev større og større og fyldte til sidst hele hans synsfelt. Så blev der stille.

John så udover dalen. I det fjerne kunne han se en lille landsby trykke sig for foden af de høje bjerge. Han gik over den store terrasse, lagde hænderne på muren og lænede sig lidt ud. Nedenfor kunne han se SS-vagten patruljere på stierne som førte op til Berghof. Indefra villaen kunne han høre en masse høje stemmer i en alvorlig diskussion. I det samme trådte en høj og bredskuldret mand i SS-uniform ud på den store terrasse og bøjede hovedet lidt for at tænde en cigaret.
   "Hej Rochus."
   Det gav et sæt Rochus Mirch, som greb efter sin pistol, men stoppede bevægelsen, da han så hvem der havde kaldt. John grinede af livvagtens forskrækkelse.
   "Nå, der er du John. Hvor har du været i alt den tid?"
   "Det kan være lige meget. Hvordan er det gået?"
   "Fantastisk. Først var han meget i tvivl og besluttede ikke at følge dit råd, da han stadig troede på en separatfred med England. Men så i sidste øjeblik ombestemte han sig og i stedet for at holde tropperne tilbage, angreb vi med fuld styrke. Vi tog 340.000 fanger, John! De er næsten slået. Han er helt i ekstase, men nu tør han næsten ikke gøre noget, før han har snakket med dig. Generalerne er ved at gå ud af deres gode skind."
   John smilede. Det var godt.
   "Kom nu, John. Han bliver så glad for at se dig." Rochus Mirsch lagde en tung hånd på Johns skulder og trak ham indenfor, hvor en række uniformerede mænd sad i lænestole og drak te. Adolf Hitler rejste sig med et sæt og indfangede John med sit intense blik.
   "John! Hvor har du været? Vi har brug for dig!"
   "På en lang rejse, mein Führer".
   John genkendte de fleste af de forsamlede mænd. Heinrich Himmler sad i sin sorte uniform og plirrede forvirret med øjnene bag de runde briller. Göring fyldte sin stol og hvide gallauniform til bristepunktet og stirrede bistert på John. Den brununiformerede Bormann var tydeligt dybt chokeret over at Føreren var på fornavn med en person, som hans hemmelige efterretningsnetværk aldrig havde nævnt noget om. De øvrige personer var generaler, som alle så forbavsede og vrantne ud. Uviljen mod John og hans invasion af inderkredsen var så tyk, at den næsten var fysisk.
   Sikke en modtagelse, tænkte John. Nå, den er alligevel bedre end sidst. Han genkaldte sig hvordan han havde forskrækket Adolf Hitler og Rochus Mirsch, da han pludselig var dukket op midt på terrassen. Hurtigere end han havde troet muligt, lå han på de hårde fliser med armen vredet om på ryggen og en pistol i tindingen. Rædselsslagen havde han råbt "Jeg er din skæbne, mein Führer! Jeg kan føre dig storhed og hjælpe dig nå alle dine mål. Du skal lytte til mig. Uden mig bliver Operation Brun en katastrofe!". John havde nøje indøvet sætningerne i håbet om at påvirke Adolf Hitler på den rigtige måde med ordene skæbne, storhed, katastrofe og ikke mindst kodeordet for den kommende invasion af Frankrig, Operation Brun. Det virkede. Nu var han parat til at give dem endnu et chok.

"I sidder vel og diskuterer Operation Søløve, invasionen af England?"
   De forsamlede mænd udstødte et kollektivt gisp og begyndte at råbe og gestikulere. Hvem havde talt over sig? En katastrofe! Vi må afblæse! Engelsk spion! Imens sad Adolf Hitler med armene over kors, mens et lille smil spillede på hans læber.
   "Jeg skal tale med John alene." Alle tav forbavset. De stirrede først på Hitler og dernæst med utilsløret ondskab på John.
   "Men.." pippede Himmler.
   "Mine herrer, vil I være venlige at forlade lokalet. Tak." Hitlers dybe stemme indbød ikke til flere kommentarer og alle forlod stille lokalet. "Ikke dig, Rochus. Bliv her." Den store livvagt vendte rundt og stillede sig ved døren til terrassen. Han blinkede smilende til John.
   "Sæt dig ned, John. Operation Søløve, hvad?" Adolf Hitler lænede sig frem med rynkede bryn.
   "Ja, mein Führer"
   "Du er nødt til at fortælle mig, hvor du får dine oplysninger fra. Operation Søløve er dybt, dybt fortrolig" Hitler stirrende intenst på John.
   "Det kan jeg ikke fortælle dig, mein Führer. Du er nødt til at stole på mig. Lad os nøjes med at sige, at jeg har fået den sjældne gave, at jeg ind imellem kan forudse hvad der vil ske - og at jeg vil dele den information med dig. Ligesom med Dunkirk."
   "Ja, det viste sig sandelig at være et godt råd. Men hvordan kan jeg vide, at det ikke bare var held eller tilfældigt? Og du har stadig ikke fortalt mig, hvorfor du gør det her? Du er jo amerikaner? Åbenbart med en evne til at snige dig forbi mine vagter og dukke op på de mærkeligste tidspunkter."
   Rochus klukkede lidt for sig selv ovre døren. Hitler kiggede kort op på ham og låste så igen sit blik forventningsfuldt fast på John.
   "Vi har en fælles interesse, mein Führer. Hvis ikke Tyskland vinder krigen, vil horder af russiske soldater invadere landet og underlægge sig det tyske folk. Ældgamle adelsslægter vil blive tvunget væk fra deres ejendomme og slotte. De vil være nødt til at flygte til andre lande, f.eks. USA. Disse familier og deres efterkommere vil være nødt til at henslæbe en tilværelse, som slet ikke lever op til deres stand. De vil endda være nødt til at ændre deres familie navn for ikke at blive udsat for hån."
   "Er det din egen familie, du taler om nu?"
   "Ja. Til dels. Der vil også være andre." John fortrød lidt den retning samtalen havde taget.
   "Hvad hedder din familie?" Hitlers blik var insisterende, så John havde ikke noget valg."
   "Baumberg. Jeg hedder John Baumberg. Mit tyske slægtsnavn er von Baumberg."
   "Hmm, javel. Og russiske soldater? Hvorfor vil horder af russiske soldater indtage Tyskland. Stalins Rusland er svagt og slet ikke klar til angrebskrig."
   "Fordi operation Barbarossa, invasionen af Rusland, vil ende i en katastrofe!"
   Adolf Hitler blev helt stiv. Han løftede blikket til Rochus, som også lyttede intenst.
   "John. Fortæl mig straks alt du kan. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan du kan vide noget om operation Barbarossa. Men siden du gør, må du have særlige evner eller adgang til viden, som ingen andre har. Fortæl mig straks, hvad jeg skal gøre!"
   John smilede lettet. Det var lykkedes.
   "Mein Führer. For at gennemføre invasionen over kanalen, må I have luftherredømmet."
   Hitler nikkede ivrigt. "Ja, ja, naturligvis. Fortsæt."
   "Det har I været tæt på at opnå ved angribe flyvepladser og radarstationer igen og igen. Englænderne hang på med det yderste af neglene. Men nu har I næsten sat det over styr."
   Hitler så rystet ud. "Hvordan?"
   "Ved at bombe byerne i stedet. Det giver dem tid til at genopbygge deres flystyrker. Jeg ved, at englænderne bombede Berlin og at du kræver hævn. Men ignorer det. Bomb flyvepladserne. Bomb radarstationerne."
   Hitler rejste sig med et sæt. Hans øjne var vilde.
   "De bombede Berlin! De skal få hundredefold igen. Tusindfold!" Han kastede sig ud i lange rasende tirader om tyske ørne, der ville flå hjertet ud på det dumstolte britiske folk, mens han vandrede hvileløst rundt mellem lænestolene og gestikulerede vildt.
   John kiggede forundret på ham. Hold da op. Han havde læst om Hitlers raserianfald, men det var meget værre i virkeligheden. Han så op på Rochus, som umærkeligt trak på skuldrene. Efter ti minutter satte Hitler sig igen. Han sad lidt og pillede ved armlænet.
   "Nuvel, John. Jeg giver Göring besked på kun at angribe flyvepladser og radarstationer. Det lover du mig, vil virke?"
   "Det lover jeg, mein Führer. Og næste gang vi ses, vil jeg fortælle dig hvad du skal gøre ved Rusland." John rejste sig. Hitler gav ham hånden.
   "Hvis det her virker, John, så er der intet, jeg ikke vil gøre for dig. Bed om hvad som helst." Adolf Hitler var blevet rørstrømsk og rystede Johns hånd med begge sine hænder.
   John tænkte lidt. Var det mon det rigtige tidspunkt? Måske ville det være sent, hvis han ventede.
   "Mein Fuhrer, jeg vil bede om tre ting."
   Hitler nikkede. "Sig frem."
   "Min slægtning, oberst Klaus von Baumberg, er blevet fængslet. Jeg vil have ham sat fri." John følte ingen grund til at fortælle, at Klaus var hans farfar.
   "Fængslet? Hvorfor dog?"
   "Falske anklager om lydighedsnægtelse."
   "Lydighedsnægtelse? Det er en stor forbrydelse i den tyske hær!"
   "Som sagt, falsk anklage. Set i den store sammenhæng er det vel også ligegyldigt?"
   Hitler tænkte lidt og løftede sin kop for at drikke noget te.
   "Rochus, noter navnet. Så får vi sat ham fri. Det var én ting?"
   "Forfrem ham til Generalleutnant."
   Hitler fik teen galt i halsen og hostede og harkede. Rochus kom styrtende til for at klappe ham på ryggen.
   "Forfremme ham! Han er jo anklaget for lydighedsnægtelse!"
   "Mein Führer. Husk det store perspektiv." John løftede armene afvæbnende.
   Hitler faldt til ro og takkede Rochus, som luntede tilbage på plads ved døren.
   "Lad os sige Generalmajor - og først når jeg har set, at din plan virker! Nu tør jeg næsten ikke spørge hvad den sidste ting, du vil have er?"
   John vendte sig rundt.
   "Rochus, jeg vil gerne bede om din pistol."

Den store skive begyndte at rotere igen. Hurtigere og hurtigere indtil rummet blev oplyst af et lysglimt, hvorefter skiven begyndte at dreje langsommere ind til den til sidst stoppede helt. John stak forsigtigt hovedet op af hullet og kiggede rundt i halvmørket. Der var ingen. Så kravlede han op og gik forsigtigt henover gangbroen.
   "John!"
   John stoppede brat. Nede på gulvet stod chefen for sikkerhedsvagterne og forskningsdirektøren.
   "Hvad er du har gang i, John? Hvorfor er du så interesseret i Hitler-Tyskland? Du har forhåbentligt kun leget turist? Selv du ved vel, at det kan have katastrofale følger at ændre på fortiden. Det ved enhver, der har set fjernsyn!"
   John kiggede nervøst rundt. Han fik øje på flere sikkerhedsvagter, som nærmerede sig.
   "Ja, ja. Jeg har bare været på en smuttur. Tilbage i tiden. Øj, en maskine I har fået bygget her." John grinede nervøst, mens vagterne nærmede sig med stave i hænderne. En af dem var nået hen til trapperne, der førte op til gangbroen.
   "Du har ikke kun været afsted én gang, John"
   "Har I holdt øje med mig eller hvad?"
   "Ja, naturligvis, John. Fra starten af. Eller i hvert fald næsten fra starten." Forskningsdirektøren i den hvide kittel gik nærmere.
   "Vi opdagede med det samme, at du havde misbrugt et kort til at skaffe dig adgang til maskinen. Du tog en tur tilbage til år nittenhundrede og din families gamle slot i Preussen."
   John smilede ved mindet.
   "En god tur, er jeg sikker på, John?"
   John nikkede og tørrede en tåre væk.
   "Vi lod dig beholde kortet og holdt øje med dig for at se om du ville tage afsted igen. Maskinen er jo helt ny og ja, vi har ikke testpersoner nok. Så vi tog chancen med dig. Det skulle vi nok ikke have gjort."
   "Nej, det skulle vi ikke! Efter du besøgte Hitler-Tyskland i går, gennemsøgte vi din lejlighed i dag, da du var taget på arbejde. Det var ikke småting vi fandt. Hvad har du gang i? Vil du ændre verden? Er du nazist?" råbte chefen for sikkerhedsfolkene. Han nikkede til de andre vagter. En vagt gik op af trapperne med øjnene fast fikseret på John, som stod helt stille.
   "En tur mere og så vil det her aldrig ske. Hvad jeg gør nu, vil være ugjort" tænkte John. Langsomt trak han Rochus' pistol op af lommen og pegede på vagten, som var nået op til gangbroen. Han stoppede.
   "En pistol! Stop John, hvad gør du?!"
   Hallen rungede af et højt knald og en rød blomst åbnede sig på brystet af vagten. Vagten kiggede måbende på den rygende pistol og på blodet der silede ned af brystet på ham. Benene forsvandt under ham og han trillede bagover ned af trapperne.
   John vendte rundt og løb tilbage mod maskinen.
   "Stop ham! Sluk for strømmen. Gør noget!"
   Skiven begyndte at rotere.

General der Infanterie Klaus von Baumberg så gennem sin natkikkert over mod de amerikanske stillinger uden for Washington. De ville med garanti være parate, når han angreb. Det havde været umuligt at skjule opmarchen af så store styrker. Men det ville ikke betyde noget. De tyske styrker var klart overlegne i styrke og antal. Bare under hans egen kommando stod to infanteridivisioner, en panzerdivision og de to nordiske SS-divisioner Norwegen og Dänemark. Det vil blive det største slag, siden invasionen af den amerikanske østkyst 5 år tidligere.

George sad ved sit skrivebord med sine knyttede næver under hagen. Det var sent på eftermiddagen og der var halvmørkt i rummet nu. Han sukkede og stirrede udtryksløst over på papirkalenderen, hvor dagens dato stod. 23. oktober 1957 stod der. Væggen, den hang på, dirrede lidt, da en granat slog ned meget tæt på. George sukkede igen.
   "I dag er det den 23. oktober 1957. Det er slut. Jeg får det aldrig til at blive den 23. oktober 1957 igen. Jeg kan ikke lime kalenderbladene tilbage på plads. Det er slut. Jeg kan aldrig gøre det om. Den virker ikke. De har vundet."
   Døren går op og Wilson, den ledende forsker på projektet, trådte ind. "Det er nu, hvis vi skal gøre det, George. Nazierne er her snart. De har lige sagt over radioen, at von Baumbergs divisioner er begyndt at rykke frem og der er udbrudt kampe i forstæderne."
   George kiggede træt op. "I Washington? Forstæderne her i Washington?"
   "Ja, selvfølgelig George. Du har jo hørt bombardementet hele dagen. Hele den indre by er ødelagt - og nu begynder de også at beskyde denne del af byen. Vi må destruere prototypen nu."
   "Du har selvfølgelig ret. Men det er svært for mig. Bare vi kunne flytte den."
   "Det kan vi ikke og det ved du godt."
   "Det har været min drøm i alle de her år at slå tilbage mod de svin. Lige siden Dunkirk. Alle mine kammerater døde. Og Sergent Bates. Og de 6 forpulede år i fangelejr, mens nazisterne bare voldtog Europa. Jeg kunne ikke gøre noget, Wilson!"
   "Jeg ved det."
   Et kæmpebrag fik ruderne til klirre og det dryssede ned med puds fra loftet. Wilson dukkede sig spontant, men George rørte sig ikke ud af stedet. Et fint lag af hvidt puds lagde sig på hans kraftige øjenbryn.
   "Tænk engang, Wilson. Hvis maskinen virkede nu, så kunne vi tage røven på von Baumberg. Hver gang han angreb, kunne vi stille tiden tilbage og samle alle vores styrker det rigtige sted og tvære ham ud. Han ville aldrig kunne overraske os. Det er det ultimative våben. Som at spille poker med mærkede kort!"
   "Ja, det er rigtigt. Det er det ultimative våben. Og vi var aldrig kommet så langt uden dig, George. Din ledelse og store drivkraft har gjort, at vi er kommet meget langt. Længere end vi havde troet muligt."
   George kiggede op og smilede svagt. Wilson gik et skridt frem.
   "Men lige nu står General von Baumberg altså uden for byen og banker på med sine divisioner. Og hvis ikke vi sprænger tidsmaskinen i luften og brænder alle vores tegninger nu, så er det nazierne, der vil nyde godt at dit store arbejde. De vil kunne gøre den færdig og få den til at virke. Og så er vi helt og aldeles fortabt."
   "Gør det nu!" George rejste sig ivrigt. Evakuer bygningen og spræng hele lortet i luften. Lige nu!"
   Wilson vendte sig for at gå.
   "Nej, vent. Vent lidt. Jeg vil lige se den en sidste gang."
   De to fulgtes ad ned i kælderen. Nede i hallen stod en maskine, som svagt mindede om en stor pladespiller. Skiven var sort og to meter tyk - og havde en radius på omkring ti meter. Mænd i kitler var i gang med at placere sprængladninger rundt omkring i hallen og på maskinen. En drøn rystede bygningen. Wilson og George måtte støtte sig til hinanden.
   "Dunkirk!"
   "Hvad sagde du, George?"
   "Det var ved Dunkirk, at alt gik galt. Hvis bare jeg kunne komme tilbage og ændre historien. Så ville alt være anderledes nu."
   "Det er sandt, George. Men det kan vi ikke og nu må vi skynde os."
   George så en sidste gang på maskinen og skyndte sig op af trapperne.

Spejderenheder fra SS-division Dänemark trængte frem gennem den sønderbombede by lige tidsnok til at se bygningen forsvinde i en gigantisk eksplosion.

Efter at John hjalp Hitler en sidste gang, tilhørte han nu en virkelighed, der ikke eksisterede mere. Der findes ikke tidsparadokser. Kun nye virkeligheder. Og i den nye virkelighed levede John nogle ganske få timer i 1940, 1941 og 1943. Hvorefter han forsvandt. For evigt.