Tilt
   Kommandør Jaroen så vurderende på TS-1546G. På skærmen foran ham roterede stenen ganske langsomt. Skygger kravlede henover den ru overflade og opslugte kratere og dykkede ned i de kulsorte dale. Sollyset glimtede i skarpe tinder, der voksede ud af den knudrede overflade indtil nyt mørke indhyllede dem igen, mens den enorme sten roterede om sin akse. Isklumper og løse sten hvirvlede kaotisk rundt i forsøget på at undslippe stenens tyngdekraft. Men den var for stor. Alt for stor.
   Jaroen greb sin kop og drak en slurk te. Han skar ansigt. Væsken var kold og bitter, men han tvang sig selv til at synke den. Han gned sig i øjnene. De sved. Vagten havde været lang og som sædvanlig var der intet sket. Stenen var kommet nærmere. Ligesom forventet.
   Her ved den yderste grænse af solsystemet var der stille. Tumlende sten var et kærkomment afbræk i indholdsløse dage. Heldigvis var der mange sten, store og små, som forsøgte at trænge igennem. Men når arbejdet var gjort og stenene splintret, blev der stille igen. Nogle gange i flere måneder af gangen.
   Der var millioner af kilometer til nærmeste beboede måne eller næste grænsepost. Efter mange år værdsatte han stilheden. Og afstanden til alt. Krigene. De var langt væk. Den eneste kontakt med andre var de lejlighedsvise ordrer, der kom fra hovedkvarteret og så det ubemandede forsyningsskib, der dokkede en gang om måneden. Ellers bare stilhed. Jaroen havde engang haft en våbentekniker, som vidste hvordan man kunne opfange de spredte og fjerne radiobølger, der flakkede rundt i universet - og for en tid havde de 4 beboere på den lille grænsestation kunne ane de levendes verden gennem susende billeder og afbrudte stumper af lyd og skrattende sætninger. Desværre blev teknikeren til sidst sindssyg og forlod grænsestationen gennem affaldslusen. I lang tid cirklede hans dybfrosne og iskrystaldækkede krop rundt uden for vinduerne. Nu var der ikke flere billeder og der blev helt stille igen.
   Jaroen strakte kroppen lidt for at sætte sig bedre til rette i stolen. Det ville blive godt at få det overstået og så komme til køjs. Skærmen flimrede og han måtte give den et dask. Gamle lort. Hans fingre fandt forstørrelsesknappen og klikkede sig igennem billeder af stenen. Lillebitte og omgivet af stjerner på en kulsort baggrund. Tættere på, så det rå og forrevne omrids blev tydeligt. Helt tæt, så han kunne se is, revner og klippestykker. Og så forfra igen. Han sukkede og tjekkede afstand og uret. Snart.
   I mandskabskabinerne bag det lille cockpit kunne Jaroen høre, at de andre var ved at stå op. De var normalt aldrig til at hive ud af køjen, men det her ville de ikke gå glip af. Det var godt nok også en stor sten. Han skævede over på Mørkemanden ved sin side.
   "20 minutter. Så skyder vi."
   Mørkemanden nikkede uden at sige noget eller se på Jaroen. Han havde taget sine beskyttelsesbriller af. De var ikke nødvendige i det dunkle cockpit, der kun var oplyst af det svage lys fra de mange skærme i panelet foran dem. Det røde skær fra skærmene farvede Mørkemandens ellers kridhvide ansigt med de gigantiske følsomme øjne. De store isblå pupiller var fikseret på noget udenfor de små vinduer.
   Jaroen fulgte hans blik og så ud i det sorte endeløse univers, som omgav grænsestationen. Han kneb øjnene sammen, men så ikke andet end fjerne stjerner.
   "Du kan da ikke se den? Stenen, altså? Kan du?"
   Mørkemanden rystede på hovedet uden at fjerne blikket.
   "Nå ja, dumt spørgsmål. Men det kunne jo godt være. Du har jo store øjne, så..."
   Mørkemanden svarede ikke.
   Jaroen sukkede. "Snaksalig som altid. Hva', Xasjo?". Han lænede sig frem og tastede sig ind på systemet for at se om skudkoordinaterne var kommet. Det var de ikke. Det var ikke usædvanligt. De kom altid i sidste øjeblik og Jaroen havde ikke lov til at ændre på noget. Alt var beregnet i hovedkvarteret. Herefter var det deres opgave at indtaste koordinaterne og oplade og affyre kanonen. En lille opgave. Men vigtig. Jaroen og de tre andre portvagter udgjorde et led i en række af tusindevis af små grænsestationer, der hang ensomme i det mørke rum - som en ubrudt kæde i den yderste del af solsystemet. Et svævende bolværk mod de sten, der havde hvirvlet mod dem i stort tal efter Unionskrigene for 500 år siden. En ensom og utaknemlig opgave. Aldrig et klap på skulderen eller ros. Blot stilhed og ensomhed. Og sindssyge.
   Jaroen var ligeglad. Han havde for længst affundet sig med sin skæbne og var blot lykkelig for, at han havde undsluppet bøddelens faldøkse. Også selvom det betød, at han skulle tilbringe resten af livet på en af grænsestationerne.
   Bag dem knirkede det og en dør gled op. En lille og meget muskuløs ung mand trådte ind. Han gned sig i øjnene og gabte. Han var som de andre klædt i en hvid uniform. Den sad stramt over hans svulmende muskler.
   "Er det ved at være tid? Hold da op, den er stor." Den unge mand gik nærmere og så på billederne af stenen.
   "Vi kommer da til at bruge ugevis på at skyde resterne i stykker."
   Grænsestationen var bevæbnet med 4 mindre kanoner, som mandskabet brugte til at knuse de rester af stenen, der var for store til at blive tilladt i det indre solsystem.
   Jaroen nikkede. "Tror faktisk ikke, jeg har set nogen, der har været større."
   "Herligt. Det bliver sjovt. Hør, er der noget te?"
   "Der er brød i køkkenet, Barrien, men jeg har glemt at lave frisk te."
   "Lige meget. Jeg brygger noget nyt. Xasjo, vil du have noget?"
   Mørkemanden rystede på hovedet og Barrien gik ude i det lille køkken, som lå lige op ad cockpittet. De kunne høre ham fløjte derude.
   Jaroen smilede taknemligt. Han var glad for Barrien. I deres lillebitte samfund, langt fra alt, betød godt humør og kammeratskab forskellen på en tålelig tilværelse og sindssyge. Det var straks noget andet med Xasjo.
   Jaroen så på ham igen. Han er altså en underlig én. Ikke bare fordi han var mørkemand og så underlig ud. Det gør de jo alle sammen, der hvor han kommer fra, tænkte han. Ingen mørkemænd var særligt snaksaglige, men Xasjo tog alligevel prisen. Han var pludselig dukket op for to uger siden sammen med forsyningsskibet. Ordren fra hovedkvarteret sagde at Xasjo skulle udskifte underofficeren Varrun, som blev sendt videre til en anden grænsestation. Mærkværdigt. De blev meget sjældent forflyttet og Varrun havde ikke været der særlig længe. Men ordren var klar. Varrun skulle afsted. Xasjo skulle tage hans plads.
   Det var Jaroen ked af. Han kom godt ud af det med Varrun og Jaroen havde aldrig før haft en mørkemand på sin grænsestation. Der var ofte en mand fra ydermånerne og som regel en eller to fra Kloden og så selvfølgelig også fra Vemis, som nu f.eks. Barrien og Durvu, den sidste af Portvagterne på Jaroens grænsestation. Men mørkemænd? Faktisk troede han slet ikke, at der var mørkemænd blandt Portvagterne. Det havde han aldrig hørt om før. Det var nyt og efter 15 år med endeløse rutiner, havde han det ikke godt med forandringer. Og Xasjo var virkelig en forandring. Siden han ankom havde Xasjo maksimalt sagt 10 ord. Han skal være hos os længe, tænkte Jaroen. Jeg er nødt til at få ham til at åbne sig lidt op. Nu kan være et lige så godt tidspunkt, som ethvert andet.
   "Xasjo? Mens vi venter på at skyde, så vil jeg gerne høre lidt om hvordan du har fortjent at træde ind i Portvagterne? Meget gerne både den gode gerning og din fordømmelse?"
   Xasjo drejede hovedet. Det blege markerede ansigt afslørede ingen følelser og de store øjne stirrede udtryksløst på Jaroen. Længe.
   "Ikke tale om det." Stemmen var dyb og skurrende, som en sav, der blev trukket henover sten. Xasjo vendte igen blikket mod de sorte vinduer.
   "Hm. Jeg så nu gerne, at vi kender hinandens historier. Vi skal være her længe. Meget længe. Med så lidt plads, som vi har her på grænsestationen, er det vigtigt at vi kommer godt ud af det med hinanden."
   Xasjo reagerede ikke.
   "Hør, jeg kan også starte. Min fordømmelse. Den kan du få først. Er det i orden?"
   Xasjo trak på skuldrene. Hans slanke krop med de ekstremt lange lemmer så anspændt ud.
   "Fint. Nu skal du høre. For 15 år siden var jeg chef for et kompagni infanterister. Alle mine mænd var selvfølgelig fra Vemis, men jeg havde naturligvis også et par mørkemænd som spejdere."
   "Ikke mørkemænd. Dalianere."
   Jaroen løftede hænderne afværgende. "Undskyld. Dalianere. Gammel vane. Det var ikke pænt af mig. Naturligvis. Dalianere. Dit folk."
   Barrien skramlede med potter og pander i køkkenet og lyde fra toilettet afslørede at Durvu også var stået op.
   "Nå, men mit kompagni blev indsat på en af ydermånerne. Der var igen et oprør og Unionshæren skulle som sædvanlig slå det ned." Xasjo reagerede ikke, men Jaroen kunne se, at han lyttede.
   "Mit kompagni blev indsat mod en koloni, som lå i en dyb dal, hvor sollyset næsten aldrig nåede ned. Som du nok kan regne ud, var mange af kolonisterne derfor Dalianere."
   Xasjo vendte sig med et sæt. De store øjne så granskende på Jaroen.
   "BE-10?" Den dybe stemme skurrede.
   "BE-10! Det er rigtigt. Det var den måne. Kender du nogen derfra?"
   Xasjo svarede ikke, men blev ved med at stirre på Jaroen, som efterhånden blev helt dårlig tilpas.
   "Øhm, ja. Nå, men vi nedkæmpede den lille styrke, hvilket ikke var svært selv om de kæmpede som vilde skyggetigre. Der var mange af mine mænd, der døde med halsen skåret over. Hvad kalder I den der lange kniv jeres soldater altid har med?"
   "Gurx."
   "Nå ja, en gurx. Det var en reel kamp og jeg havde mine ordrer. Men da alle Dalianermændene var nedkæmpet eller taget til fange gav bataljons-kommandøren ordre til at alle, mænd, kvinder og børn, skulle henrettes. Det ville jeg ikke. Og nægtede."
   "De døde." En skygge faldt over Xasjos ansigt.
   "Ja, de døde alligevel. Men ikke på grund af mig. Det ville jeg aldrig kunne. De havde gjort oprør, javel. Men de fortjente ikke at dø. Men nu var det så min tur til at dø. Jeg blev dømt for lydighedsnægtelse og kunne vælge. Øksen eller Ringen. En hurtig død eller et kort smertefuldt liv, som underholdning for Adelen på Vemis-månen. Jeg valgte Øksen."
   "Øksen?"
   "Ja, men som du ved mangler Portvagterne altid folk. Men vi tager kun dem, der har fortjent det. Dem som har gjort en god gerning. Det havde jeg heldigvis. Ved invasionen af Vemis for 25 år siden, hvor jeg helt alene erobrede en kanonstilling. Så jeg fik endnu et valg. Og det tog jeg. Så her er jeg."
   Xasjo nikkede kort og så væk igen. Jaroen så lidt på ham. Nå, jeg må vel have tålmodighed med ham og acceptere den han er. Han har også lidt og skal vende sig til sin nye fremtid. Hvis han kan. Jeg kunne.
   Jaroen faldt hen i tanker. Han blev overvældet af selvmedlidenhed. Aldrig mere skulle han nyde et afkølet glas vin fra de fede marker i Llabos eller bjergskråningerne ved Gaicis. Aldrig mere skulle han holde en kvinde i sin arme. Kun i drømme og selv der måtte han anstrenge sig for at huske hvordan det føltes. Det var så længe siden. Så uendelig længe siden. 15 år var der gået siden han valgte Portvagterne frem for øksen. I 15 år havde han ikke talt med andre end de 3 andre medlemmer af Portvagterne, som også boede på grænsestationen. Nogle af dem var naturligvis blevet udskiftet. Enten fordi de blev syge, døde eller mistede forstanden. Det skete ofte. Men ingen andre. I drømme kunne han svagt huske sin familie, Leiya og børnene. Men deres ansigter blev mere og mere slørede for hver nat. Men han var taknemlig og parat til at sone og gøre sin pligt. Jaroen virrede med hovedet og den omklamrende følelse af sorg forsvandt. Han var irriteret på sig selv. Jeg troede, det var slut med den slags tanker, tænkte han bittert.
   En lyd fra skærmen afbrød hans tanker. Endelig! Koordinaterne. Han tastede dem ind, mens han råbte "Drenge, så er de her. Smid hvad I har i hænderne og gør klar."
   Barrien stak hovedet ud fra køkkenet. "Herligt. Troede næsten de havde glemt os. Durvu, kom!" Han bankede på døren til toilettet. Den åbnede med et pust og grænsestationens anden Vemisianer stak hovedet ud. Et stort grin flækkede hans ansigt. "Er det nu!?"
   "Ja, det er nu! Tør røven og kom med."
   De skyndte sig begge at kravle ind i våbenrummet og kort efter kunne de andre høre den brummende lyd af kanonen, der varmede op.
   "Xasjo, Dobbelttjek af koordinater?"
   Xasjo satte en lang og slank pegefinger op på sin skærm. Den rustne stemme læste tallene op. "1-4-78-g-10-6-78-987."
   Jaroen fulgte med på sin egen skærm. Han nikkede. "Stemmer."
   "Drenge. Start affyringssekvensen."
   "75% klar. Indstilling af sigte kan påbegyndes."
   Jaroen nikkede og vendte sig mod Xasjo.
   "Indlæs koordinater."
   Xasjo tastede et par kommandoer og en summende lyde fortalte at kanon drejede. På skærmen kunne de se et trådkors bevæge sig henover overfladen på stenen.
   "90% klar."
   Endnu en lyd fra skærmen
   "Koordinater godkendt. Skudtilladelse givet."
   En skramlende lyd fortalte, at kanonen havde fundet sit mål og nu låste sigtet fast. Gamle lort, tænkte Jaroen.
   "100%. Klar til skud." Den brummende lyd steg til en gennemtrængende hvinen.
   "Fyr!"
   Et elektrisk smæld og et lysglimt på Stenen umiddelbart efter, fortalte at kanonen var affyret og havde ramt. Men...?
   "Hvad...?"
   Jaroen kunne ikke forstå, hvad han så skærmen. Stenen var ikke sprængt. Kun langsomt delte den sig i to. Det var aldrig sket før.
   "BARRIEN!!"
   Den unge mand kravlede ud af våbenrummet.
   "Så det godt ud? Er der mange stumper?"
   Jaroen rystede heftigt på hovedet
   "Se!" Han pegede med en rystende finger på skærmen, hvor der nu var to gigantiske sten, der langsomt roterede om hinanden.
   "Må forgængerne tage mig! Det er jo ikke sket noget?" Barrien kløede sig i nakken.
   "Den er gået i to stykker. Det er det hele."
   "Det forstår jeg ikke!"
   "Kanonen var ladet helt op?"
   "Selvfølgelig. Du kan... " Han vendte sig rundt og råbte "DURVU!"
   Vemisianeren kravlede ud med et spørgende udtryk i ansigtet. Han var næsten en tro kopi af Barrien. Lige så lille og muskuløs, men med gult hår.
   "Kanonen var ladet til 100%, ikk'?"
   Durvu nikkede.
   "Klart. Den var på 100%. Tror da ikke engang den kan affyres, hvis den ikke er ladet helt op. Hov! Stenen er jo ikke sprængt?" Durvu stirrede på skærmen.
   Jaroen gned sig i tindingerne. "Vi dobbelttjekkede koordinaterne. De var gode nok. Måske har de regnet forkert i hovedkvarteret, så vi har ramt stenen et uheldigt sted?"
   De to vemisianere nikkede stumt.
   "Vi må kontakte dem og bede om nogle nye."
   "Jeg gør det med det samme." Durvu gik hen mod kommunikationskonsollen. Forskrækket så han til siden, da han så Xasjo komme imod sig.
   "Xasjo..."
   Dalianerens kniv skar igennem Durvus hals, hvor et blodrødt sår åbnede sig og gabte, mens hovedet faldt bagover. Allerede før blodet begyndte løbe, sad kniven i nakken på Barrien, som faldt ned i skødet på Jaroen og videre på gulvet.
   "Nej!" Chokeret så Jaroen på Xasjo. "Hvorfor!?"
   Den høje slanke mørkemand stirrede udtryksløst med de enorme øjne på Jaroen. Fra den lange kniv løb blodet.
   "BE-10" hviskede han
   "Hvad? BE-10?"
   "Børnene. Xasja. De er døde."
   Med en bevægelse der næsten var usynlig, stødte Xasjo kniven ind i brystet på Jaroen. Kommandøren faldt forover uden en lyd.
   Xasjo smed sin gurx på gulvet og så på de store sten, som tavse hvirvlede rundt på skærmen. Nikkede for sig selv. Det var gjort. Han vidste udmærket, at han var en brik i en andens spil. Men det betød ingenting. BE-10 var hævnet. Nu kunne han få fred.
   Xasjo gik hen til luftslusen. Han indtastede den kode, han havde fået udleveret, så han kunne omgå sikkerhedslåsen. Lugen åbnede med en summen og luften susede ud i det tomme rum bag den med en høj pibende lyd.
   "Xasja! Nu kommer jeg."
   Xasjo blev suget ud og frøs omgående til is.

En uge senere passerede TS-1546G og løftede grænsestationen væk fra sin plads og ind i kredsløb om de gigantiske sten. Sammen med liget af Xasjo cirklede de om hinanden på deres kurs mod den indre solsystem, Kloden og Vemis.