"Ikke den vej!"

Emilg løftede blikket fra det spor han fulgte og vendte sig med et spørgende udtryk i det beskidte ansigt.
   "Det var den vej, jeg så uhyret, Emilg!"
   Emilg rullede med øjnene og gik et par skridt tilbage af sporet. "Sporene fører jo den vej. Er du ikke sulten, Djohan?"
   Djohan var meget bevidst om den sugende fornemmelse i maven og nikkede hurtigt.
   "Så ti stille og følg med."
   "Jamen,..."
   Emilg pegede på Djohan med sit bredbladede spyd. "Ti så stille. Den er tæt på. Følg med. Lydløst. Det skal helst være os, der spiser den og ikke omvendt."
   Djohan kiggede sig bekymret rundt. Det evige grå og brune skydække skabte et halvmørke, der gjorde det svært at se og de var allerede langt inde i Stenskoven, som tårnede sig over dem. Et par dage tidligere havde han været samme vej. Drevet af glubende sult havde han forladt familiens dybe hule i udkanten af Skoven og havde alene bevæget sig ind mellem stenene. Han havde fundet en bred sti, som hurtigt havde ført ham dybt ind i skoven, hvor stenbunkerne hurtigt blev højere.
   Han kom på sporet af en stor Hrot og sneg sig af de mindre stier efter den, mens han spændt klemte hårdt om sit spyd og ikke lagde mærke til at det hurtigt blev mørkere. Et kraftigt vindpust blæste støv, sand og aske op i ansigtet og fik ham til at kigge op. De brune skyer hang lavt. Da han kravlede op på en særlig stor bunke sten kunne han se, at der var helt sort ude i horisonten. En støvstorm var på vej.
   Da så han uhyret. En lysende plet kom ud af stormen og nærmede sig hurtigt. Den bevægede sig gennem luften. Det havde Djohan aldrig set noget dyr gøre før. Uhyret var sort og gigantisk. Det brølede og spruttede ild - og stirrede direkte på Djohan med sine lysende øjne. Lammet så han uhyret nærme sig, mens han stod der fuldt synlig på toppen af stenene. Hans ben ville ikke lystre og de begyndte at ryste ukontrolleret, mens halsen snørede sig sammen. Pludselig drejede uhyret af og fløj snerrende dybere ind i Stenskoven. Djohan genvandt kontrollen med sig selv og tumlede ned, mens småsten og støv hvirvlede omkring ham. Han glemte alt om mad og styrtede hjemad.

"Vær stille!" Emilg hviskede og holdt en finger foran munden. "Kan du høre den?" Djohan lyttede. En dyb knurren. De listede sig nærmere og kiggede frem bag en af de mange forvredne metalstykker, som fandtes overalt i Stenskoven.
   En Hundtl havde nedlagt en Hrot og flåede blodige kødstykker ud af ryggen på det døde dyr. For hver bid gloede den ondskabsfuldt omkring sig med de røde øjne og blod dryppende mellem de rådne, men sylespidse tænder. De få stive hår på den sorte ryg kunne ikke skjule hvor ynkelig tynd den var. Det var dog stadig et stort dyr, som nåede Djohan og Emilg til brystet. Et godt bytte med meget kød - men også farligt. Pludselig holdt den op med at spise og begyndte at snuse i luften, mens den snerrede rasende.
   "Kom, Djohan. Den har færten af os. På den!" De sprang begge frem og nærmede sig med deres spyd foran sig. Det rasende dyr stillede sig med spredte ben over sit bytte. Den ville ikke give sig uden kamp.
   De to jægere cirklede i hver sin retning rundt om det store dyr, som snerrede og bjæffede - og drejede sig efter snart den ene, så den anden jæger. Emilg udstødte en høj lyd, som fik den til at vende sig mod ham i et ryk. Samtidigt kastede Djohan sig frem med hele sin vægt bag spyddet.

"Her. Spis." Djohan tog grådigt imod stykket og proppede straks det rå kød i munden og gumlede lykkeligt. De to jægere kiggede grinende på hinanden. Det var længe siden, de havde spist så godt. Godt mætte satte de sig lidt efter op ad en stor sort sten og slog mave.
   "Aarh, hvor skønt. Og der er masser tilbage til de andre, men det bliver tungt at slæbe tilbage til hulen."
   "Mmmmh, men lige nu skal vi slappe lidt af. Det har vi fortjent." Emilg sad med lukkede øjne, hænderne bag nakken og et smil på læberne.
   "Ved du hvad Emilg?"
   "Nej, Djohan. Hvad?"
   "Den dag jeg så uhyret, ikk'?"
   "Ååårh, fortsætter du nu med det uhyre?!"
   "Den dag jeg så uhyret, ikk'? Der tror jeg også, jeg så Solguden!"
   Emilg satte sig op med et sæt og kiggede ivrigt på Djohan.
   "Gjorde du!?"
   Djohan nikkede heftigt. "Jeg tror det. Skyerne blev ligesom tynde - og så kom der en skarp lysstråle. Som om han kiggede ned på os. Bare i kort tid og så forsvandt det. Det er da Solguden, ikk'? Var det ikke ham, jeg så?"
   "Det var det. Jeg har også set ham. Det sker mere og mere"
   "Gør det? Jeg HAR hørt mange snakke om det. Og nu har jeg OGSÅ set det"
   Emilg nikkede "Ja, jeg har allerede set ham to gange i mit liv og jeg kender andre, der også har set ham. Sådan var det ikke før i tiden. Min far så ham kun én gang og min farfar slet ikke. Men min oldemor har fortalt, at min oldefar engang så ham. Siden vores forfædre for længe, længe siden kom op af hulerne under Stenskoven - efter den store brand - har han kun meget sjældent vist sig. Men nu sker det mere og mere."
   Djohan kiggede ivrigt på Emilg "Hvad tror du dét betyder, Emilg? Emilg?"
   Emilg kiggede med store øjne på noget bag Djohan. Der lød en dyb knurren fra flere struber. Djohan vendte sig. 3 store Hundtler nærmede sig og smækkede med kæberne, mens de snusede i luften.
   De to jægere kom på benene. "Hurtigt, tag dit spyd" Djohan rakte ud efter det, men et af dyrene kastede sig frådende frem og han måtte vige tilbage. Emilg gjorde et udfald mod dyret, som med en lynsnar bevægelse greb spyddet mellem de stinkende kæber. Den gjorde et kast med hovedet og flåede våbenet ud mellem hænderne på ham. I det samme angreb de to andre og begravede de spidse tænder i hans krop. Djohan så til med rædsel hvordan Emilg blev flået i stykker. Hans rædselsskrig forstummede brat.
   Djohan løb. Bag ham glammede dyrene og han kunne høre dem nærme sig hurtigt. Han turde ikke kigge bagud. Angsten fyldte hvert fiber af hans krop og det var som om han løb på stedet. Fødderne sank ned i sand og grus og han kunne ikke komme væk hurtigt nok. Tårerne steg op i øjnene og mens han løb, ventede han hvert øjeblik smerten fra sylespidse tænder, som borede sig ind i ham.
   Uhyret dukkede op lige foran ham. En brølende lyd fik jorden til at vibrere og sten til at rulle ned af bunker og skrænter. Et kraftigt varmt pust slog Djohan til jorden og dækkede ham med støv og aske.

Elias To-Fem tjekkede instrumenterne, løftede skibet op i 200 meters højde og tog et sidste kig ud af cockpit vinduet - ud på de mørke, støvede rester af byen som strakte sig under ham. Han noterede sig de tre små skabede hunde, som forskrækket løb væk og gemte sig i ruinerne under skibet.
   Andenpiloten ved siden af ham gennemgik procedurerne før starten, mens Elias To-Fem fik skibet til at dreje langsomt om sin egen akse, så han kunne se horisonten rundt. Så langt øjet rakte kunne han se de ældgamle aftegninger af byens hovedfærdselsårer - nogle snorlige og andre snørklede sig mellem de afbrændte og nedbrudte rester af byens huse og mure.
   Enkelte stålskeletter stak op og afslørede af de engang havde været kæmpebygninger på flere hundrede meters højde, mens de fleste andre var slidt ned og rundede af mange hundrede års støvstorme.
   Elias To-Fem bladrede på skærmen foran sig, fandt logbogen og tændte for mikrofonen: "Kaptajnens log: Dette er den sidste optegning på ekspedition Exodus1500 - den arkæologiske kortlægningsekspedition i anledning af 1500 året for afrejsen.
   Vi har netop afsluttet vores scanning og prøvetagning i den sidste af planetens primære metropoler. Sammen med undersøgelserne af ruinerne af de andre hovedbyer Beijing, Shanghai og New Delhi har vi genskabt noget af den viden om den gamle verden, som gik tabt i de bestrålede datafiler. Håbet er at vi nu endelig kan sammenstykke lidt af hvordan livet formede sig på moderplaneten før Gammaglimtet. Ligesom Exodus1000 har vi fundet mange tegn på liv, men ingen større end insekter, rotter og nogle små hunde. Atmosfæren er da også stadig tung af kulilte og derfor næppe egnet for større pattedyr. "
   Elias To-Fem trykkede pause. Skibet drejede stadig sagte rundt om sig selv og langt ude i horisonten hvor de tunge, evige skyer gik i ét med den afbrændte, grå jord, kunne han se endnu en stor støvstorm samle sig, mørk og truende. De store motorer gav sig til at brumme lavmælt. Han kiggede mod sin andenstyrmand, som gav ham et nik. De var klar. Elias To-Fem slog logbogen til igen.
   "Vores scanninger har vist, at der er omfattende tunnelsystemer under byerne. Nogle af dem er muligvis en del af en slags transportsystem og andre kan være kloakker. Det er dog uklart præcis, hvad de har været brugt til. Vores overfladescanninger har ikke kunne give detaljer og det må derfor være op til eventuelle fremtidige ekspeditioner at undersøge dem nærmere. Log slut."
   Elias To-Fem slukkede for logbogen og tog endnu et kig ud af vinduet. Han sukkede dybt, greb seleremmene og spændte sig fast.

"Lad os komme hjem."