Det 30 meter lange hvide dykkerskib vuggede en smule i de smukke bølger. Det turkise vand smøg sig om den skarpe stævn og slikkede blidt ned langs det svungne stålskrog. De dovne dønninger fik skibet til at trække lidt i ankerkæden og vinden var kun en fugtig og varm brise.
   Sean følte sig iskold selvom den varme sol stak i huden på hans solbrændte overkrop. Han så ind mod brændingen og den gyldne strandbred, som var afgrænset af grøn palmeskov. Solen reflekterede i det glitrende hav og skar i hans øjne. Her var åndeløst smukt. Men han ænsede det ikke. Han var bange. Og opstemt på samme tid.
   "Det er nu. Det er i dag. Jeg gør det. Inden de andre finder hende."
   Seans kiggede ned på sine hænder. De var helt hvide, så hårdt klemte han om rælingen. Han løsnede grebet og så sig omkring. Bare de andre nu ikke lagde mærke til noget. Rundt omkring på skibet var de forskellige medlemmer af ekspeditionen småsnakkende i gang med forberedelser til dagens dyk. Ingen af dem så i Seans retning.
   Han samlede sin korte sorte og neongule våddragt op fra dækket. Den var varm og tør, da han trak den på igen udover badebukserne. Dragten smøg sig tæt om ham og raspede let mod hans nøgne hud. De sidste ugers mange dyk havde smeltet fedtet af ham og i et flygtigt øjeblik nød han følelsen af sine spændte mavemuskler mod den tynde neoprendragt. Så trak maven sig sammen af angst igen.
   Dragten begyndte straks at opvarme kroppen. Svedperler dannede sig i armhulerne og han skyndte sig hen mod flydevesten og flasken, som stod fyldt og klar til ham ved skibets åbne bagende. Han havde allerede spændt kniven om læggen og dykkerbrillerne var trukket op i panden.
   "Skal jeg hjælpe dig?"
   "Ja, tak Mario. Det ville være rart. Tak."
   Den muskuløse italiener greb i stroppen og løftede med én arm den tunge flaske op, så Sean kunne stikke armene igennem vesten og spænde remmene over brystet. Mario gav også Sean blybælte på og hjalp ham med finnerne. Han var klar og de gennemførte et tjek sammen for at se om regulator og luftmåler fungerede.
   Mario nikkede til ham og smilede. "Jeg håber, I langt om længe finder noget i dag."
   Sean nikkede tilbage. "Det er jeg sikker på, vi gør". Han håbede ikke, at stemmen afslørede løgnen.
   "Er du klar, Sean?"
   Timothy, hans dykkermakker og skattejægerkollega vraltede hen mod ham i sine dykkerfinner.
   Sean gav ham ok-tegnet ved at føre spidsen af tommel - og pegefingeren sammen.
   "Godt, så dykker vi."
   De vraltede sammen ned til den åbne hæk og trådte ned på en sænket platform hvorfra de kunne springe direkte i vandet.
   De stak regulatorerne i munden og hoppede ud. Med et brus blev de omsluttet af det lune hav og rundt om dem spillede flimrende søjler af solstråler i det azurblå vand. Den intense farve blev mørkere, når de kiggede ned og de kunne lige ane havbunden under sig. Konturerne af vraget var tydelige. Særligt efter de i løbet af de sidste par uger havde fjernet århundreders aflejringer af sand.
   De svømmede hen til bøjen og lukkede luften ud af deres flydeveste. Langsomt gled de nedad langs tovet, mens de sørgede for at trykudligne. Det klikkede i ørerne. Sean hold fast på tovet og hang lige over Timothy. Han tjekkede sin dybdemåler. Den viste 10 meter. Perfekt. Han rakte ned til sin læg og trak kniven fri af skeden. Langsomt lod han sig synke ned, så han var lige bag Timothy. Med et hurtigt snit skar Sean hans lufttilførsel over.

2 år tidligere

Luften var tør og tung af lugten fra gamle papirer og bøger i det gamle bibliotek på National Maritime Archive i Greenwich. Sean gned sig i øjnene og så opgivende på den stabel af gamle logbøger og kort som lå på bordet foran ham. Ingenting.
   Fuld af optimisme havde han ledt efter optegnelser, som kunne fortælle om Santa Margaretas skæbne. Han var kommet på sporet af skibet efter at have fundet et brev i et arkiv i Cadiz. I brevet underrettede den spanske guvernør i Cartagena om tabet af et skatteskib, som var på vej fra kolonierne i Nyspanien, da det var blevet sænket under kamp. Sandsynligvis af et britisk krigsskib. Skibet var en galeon og hed Santa Margareta. Skatten ombord blev omtalt i vage vendinger, men blev beskrevet som meget værdifuld og ledsaget af så store beklagelser, at det nok ikke var småting, der var blevet sendt ned på havets bund.
   Det var lige præcis den slags Sean var på udkig efter. Men for at finde frem til skibet måtte han følge sporet og det havde ført ham til London. Der måtte være en logbog et sted, hvor den britiske kaptajn, der havde sænket Santa Margareta havde indført et notat om det. Hvis det altså var et britisk skib, der havde sænket den spanske galeon. Og hvis Sean var rigtig heldig ville der også være længde og breddegrader eller en anden positionsangivelse, som kunne hjælpe ham.
   Sean gabte. Han trængte til en kop kaffe, men det var naturligvis strengt forbudt at indtage hverken mad eller drikke i nærheden af de gamle dokumenter. Der var stille i salen og han kunne høre uret på væggen tikke. Klokken var snart 17 og han ville blive tvunget til at forlade arkivet uden at have fundet noget den dag.
   Sean greb igen en af de logbøger, han havde haft størst forhåbninger til. HMS Interceptor 1704 - stod der på forsiden. Bogen var læderindbundet og meget laset og plettet. Han kunne se af notaterne at skibet havde været i det rigtige område og på nogenlunde det samme tidspunkt som Santa Margareta. På den sidste side i logbogen skrev kaptajnen, at de havde haft en spansk galeon i sigte sydvest for Havana, men at den var sluppet fra dem, da Interceptor havde haft vinden imod sig. Derefter var der to notater for de efterfølgende begivenheds¬løse dage, hvorefter logbogen sluttede.
   "Der var altså en galeon i det område. Hmmm." Sean rynkede brynene og tappede med fingrene på bordet. " Kan det have været Santa Margareta? Måske indhentede Interceptor den nogle dage efter?"
   Sean så alle logbøgerne igennem igen. Der var flere af logbøgerne som var fra Interceptor, men det var enten fra tidligere eller senere missioner. Sean lænede sig tilbage og lagde hænderne i nakken. Mærkeligt! Tankerne fløj ud på havet syd for Cuba, mens han lod øjnene følge fyldningerne i de mørke paneler på væggene og drive op af det olivengrønne tapet til den hvide stuk i loftet.
   "Hvor er den næste logbog? Kaptajnen må da have fortsat sine optegnelser i den næste bog, når nu den her var fyldt op?"
   Han satte sig frem i stolen og tog logbogen op igen. Han løftede den med hånden under ryggen og den bagerste del af bogomslaget faldt helt ned og afslørede en revne på indersiden, helt inde ved ryggen. Hvad var det?
   Sean pressede bagsiden af den læderindbundne logbog længere ned og kunne se at den var dobbelt. Han stak fingrene ned i samlingen og tvang varsomt revnen fra hinanden og så at der var en slags lomme. Forsigtigt undersøgte han den. Der lå noget derinde.
   Meget langsomt trak han med fingerspidserne et foldet stykket papir ud. Sean stirrede fascineret på dokumentet. Det så helt nyt ud. Papiret var af fin kvalitet og foldet fire gange med knivskarpe kanter. Det havde ligget der længe. Helt urørt.
   Sean kiggede rundt. En ældre mand, som havde siddet ved et af de andre lange borde var ved at pakke sammen. Ellers var der tomt. Men om lidt ville bibliotekaren komme og smide ham ud.
   Han fik listet en negl ind mellem siderne og åbnede dem varsomt og afslørede en sirlig håndskrift magen til den i logbogen.
   "17. Juni 1704 -HMS Interceptor.
   Dette er den sandfærdige, men utrolige beretning om sænkningen af...."
   "Vi lukker nu, hr.!"
   Sean fór forskrækket sammen. I døren stod en midaldrende kvinde med gråt hår og knold i nakken. Næsten en karikatur på en kedelig bibliotekar. Hun så strengt på ham.
   "Klokken er over 17 nu og De skulle have afleveret de dokumenter for længst!"
   "Ja, naturligvis. Undskyld, tiden løb virkelig fra mig. De ved...man kan jo blive helt grebet og glemme alt om sig."
   Bibliotekaren lod sig formilde lidt og nikkede.
   "Ja, ja. Det kan man vel. Men skynd Dem lidt. Vi lukker nu. Giv mig bøgerne, så skal jeg tage mig af dem."
   Hun begyndte at gå over mod Sean.
   Han kiggede febrilsk ned på det foldede stykke papir, som lysende hvidt lå oven på den mørke logbog. Hurtigt tog han papiret og lagde det oven på sin notatblok.
   "Mange tak. Det er virkelig venligt af Dem. Det er alle de logbøger her."
   Hun kom helt hen til bordet og begyndte at samle bøgerne sammen.
   "Nu skal jeg fjerne mine ting." Sean tog sin notesblok, kuglepen og det foldede papir og lagde det hele ned i sin lædermappe. Han skulle til at gå, men stoppede så op.
   "Frue, hvordan...? Kan det passe, at der mangler en logbog? Den her fra Interceptor slutter midt under missionen et sted syd for Cuba, men jeg kan ikke se at den næste i rækken er her. Kan nogen have lånt den?"
   Bibliotekarens øjne flakkede.
   "Interceptor, siger De? Bestemt ikke! Vi låner ikke originalt historisk materiale ud. Kun til forskere og det bliver naturligvis altid registreret."
   "Nå, men hvor er den så?"
   "Enten har den aldrig eksisteret eller også er den gået til i historisk tid."
   Sean nikkede. Det lød lidt mærkeligt.
   "Hvorfor er De så interesseret i Interceptor, om jeg må spørge?" Bibliotekarens øjne var blevet smalle og så undersøgende på ham.
   Sean trak på skuldrene.
   "Nå, ja. Det er jo bare et af mange skibe, som jagede spanierne rundt i Caribien. Den historiske periode interesserer mig, såmænd. Og så undrede det mig at den mangler."
   Bibliotekaren snøftede.
   "Den mangler ikke. Den findes ikke!"
   "Nå ja, men så godaften."
   Bibliotekaren stirrede blot på ham og han skyndte sig ud. Sean begyndte at gå ned ad den tomme gang, men stoppede så og gik et par skridt baglæns og kiggede ind i læsesalen igen. Bibliotekaren stod og bladrede febrilsk rundt i de dokumenter og logbøger, som Sean netop havde overladt til hende. Sean rynkede brynene. Det var da underligt. Hun så op og mødte Seans blik med et panisk udtryk i øjnene. Han skyndte sig væk og gik hurtigt ned af gangen og forlod bygningen.
   Udenfor stod sommersolen lavt og skar i øjnene, da han åbnede sin taske og hurtigt så ned på dokumentet fra Interceptors logbog. Det kløede i fingrene for at tage det op og læse det. Men ikke her. Han lukkede tasken og skyndte sig gennem de grønne områder og over mod Cutty Sark og Docklands Light Railway. Ved indgangen til stationen vendte Sean sig om. Han havde en mærkelig følelse af at nogen så på ham? Han kiggede rundt blandt de forbipasserende, men alle så ud til at passe deres eget og ingen lod til at lægge mærke til ham. Han stod lidt og forsøgte at ryste fornemmelsen af sig og løb så ned af trapperne og fortsatte gennem gangene hen til sit tog, som netop ankom til perronen. Så snart han havde sat sig, hev han dokumentet frem og koncentrerede sig om den sirlige men også snørklede håndskrift.

17. Juni 1704 - HMS Interceptor.
   Dette er den sandfærdige, men utrolige beretning om sænkningen af en spansk galeon sydvest for Havana i nærheden af Cayo Largo. Vi havde haft hende i sigte 3 dage tidligere, men hun forsvandt for os. Om morgenen den 17. juni fik udkiggen øje på hendes sejl i horisonten og vi satte efter. Jagten fortsatte østover hele dagen i frisk vind og først hen mod aften fik vi indhentet hende og kom på skudhold. Vi signalerede til Spanieren om at overgive sig, men som svar drejede han op i vinden og skød en bredside mod os. Kun enkelt kugle ramte os, men den pløjede til gengæld gennem stævnen og ødelagde den første 9 punder kanon i styrbord side og sårede flere af søfolkene. Spanieren faldt tilbage på kursen, men nu havde vi indhentet dem. Denne gang havde vi ikke tænkt os at vise dem nogen nåde og var klar til at affyre alle kanoner på styrbord side. Da vi lå side om side, så jeg til min forbløffelse en kvinde stå på dækket. De spanske søfolk myldrede rundt og lod ikke til at bemærke hende. Hun stod bare der og så over på os. Hun var klædt i en meget fin omfangsrig blå kjole og gennem kikkerten kunne jeg se, at hun var smuk. Nej, ikke bare smuk. Hun var guddommeligt smuk. Sort krøllet opsat hår, store brune øjne og fyldige røde læber. Hun stod blot og stirrede over på os. Alene der midt i mylderet, blandt råbende og skrigende spanske søfolk. Det var måske indbildning, men der var noget bønfaldende i hendes blik. Jeg må indrømme, at jeg på det tidspunkt glemte tid og sted og ikke fik givet ordren til at skyde. Så forbavset var jeg. Hvad gjorde hun dog der? De spanske kanoner rev mig brutalt ud af mine tanker. En byge af glødende jern jog hen over dækket. Splintret træ fór gennem luften og mange af vores mænd blev revet i stykker, så dækket sejlede af blod, indvolde og afrevne lemmer. Med en langtrukken knagen væltede den forreste mast forover, ramte rælingen og væltede i vandet. Farten gik øjeblikkeligt af Interceptor og Spanieren sejlede fra os.
   Så skete der noget virkelig mærkeligt.
   Jeg gav ordre til at kappe masten løs og så igen gennem kikkerten over mod kvinden på Spanieren. Til min overraskelse løb hun med kjolen flagrende om sig tilbage mod hækken, som på en galeon tårner sig højt over havoverfladen. Hun nåede rælingen og tøvede et sekund, da den spanske kaptajn, ham tror jeg det var, brølede efter hende. Så sprang hun.

"Næste station Stratford. Skift her for Central Line og Hammersmith & City Line."

Sean så op. Han have en aftale med Gregory på en koreansk restaurant, som lå lige ved Oxford Street. Gregory var Seans forretningspartner. Det vil sige, Sean gjorde alt arbejdet og Gregory betalte regningerne - og tog det meste af overskuddet. Den koreanske restaurant var Gregorys yndlingsspisested og det var altid her de holdt møder. Gregory var et vanedyr og tog i det hele taget meget få risici, hvilket var lidt usædvanligt for en skattejæger. Sean foldede forsigtigt dokumentet og lagde det i tasken. Da han rejste sig fra sædet kom følelsen af være overvåget tilbage som et hammerslag.
   Sean så sig forvildet omkring. Kupeen blev fyldt med passagerer, som stod op for at skulle af eller lige var steget ombord. Han forsøgte at kigge ind imellem dem. Var der nogen? I et glimt synes han, at så et kendt ansigt, men det forsvandt så hurtigt blandt mylderet af kroppe, at han ikke nåede at se hvem det var. Måske var det indbildning? Et udslag af spændingen og begejstringen over at have fundet det hemmelige, gamle dokument? Han følte pludselig, at han var nødt til at passe rigtig godt på det og skyndte sig at gemme dokumentet i lædertasken.
   Sean forlod skyndsomt toget og småløb gennem gangene for at komme over i Tuben til Central Line. Han så sig over skulderen flere gange, men kunne ikke se nogen. Underligt til mode steg han på toget, fandt en plads og efter at havde kigget rundt i kupeen, hev han det gamle dokument frem igen.

Jeg stirrede vantro gennem kikkerten. Kun et skumsprøjt afslørede hvor kvinden var landet i vandet. Ved hækken stod kaptajnen og råbte rasende, skiftevis efter sit mandskab og efter kvinden, som nu dukkede op og begyndte at svømme over mod os. Hun blev hurtigt træt. Jeg gætter på, at kjolen var tung og efter en tid lå hun stille i vandet. Vi var faldet omkring 200 yards tilbage og var travlt optaget med at skære fokkemasten løs. Jeg kunne ikke hjælpe hende med det samme, selvom der var intet, jeg hellere ville.
   Kort efter sprang den spanske kaptajn i vandet med et reb bundet om livet. Han svømmede som en besat for at nå hende. Der kom liv i kvinden igen og hun prøvede desperat at svømme fra ham. Det kunne hun ikke. Hendes bevægelser blev mere og mere træge. Den spanske kaptajn råbte og skreg, mens han hurtigt nærmede sig kvinden og selv om jeg ikke kan spansk, så lød det som eder og forbandelser. Han havde næsten nået hende, da rebet strammedes og han blev slæbt baglæns, trukket af galeonen, som sejlede den modsatte vej. Hurtigt trak han sin daggert og skar rebet over. Jeg fattede simpelthen ikke, hvad jeg så.
   Nu var galeonen nødt til at falde for vinden for at kunne bomme rundt og samle kaptajnen op igen. Samtidigt fik vi skåret masten løs og jeg gav mandskabet ordre om at lade kanonerne med kæder. Nu havde vi chancen for at udligne tabet af vores mast. Galeonen kom rundt og sejlede tæt mod vinden for at lægge sig mellem os og parret i vandet. Vores skibe kom meget tæt på hinanden. Netop som de kastede reb ud til de nødstedte, lå vi præcis ud for galeonen og affyrede alle kanoner. Luften blev flænget af de roterende kæder, som hvirvlede brummende gennem Spanierens sejl, master og tovværk. To af hans tre master væltede med et brag. Han lå nu stille, mens vi sejlede forbi ham og vores søfolk hånede dem. Gennem kikkerten kunne jeg se kaptajnen og kvinden blive trukket op af vandet. Hun kastede et enkelt blik over mod os og blev så håndfast ført under dæk, mens kaptajnen rasende råbte ordrer om at få skåret rigningen fri af skibet.
   I løbet af kampen var vi kommet tæt ind under land på en af de mange små øer, der ligger ud for Cubas sydkyst. Spanieren faldt væk fra os for at undgå vores kanoner og undslippe, men med kun én mast var det dødsdømt. Vi var kommet rundt og var klar til at skyde igen og denne gang med jernkugler. Interceptor rystede, da vi sendte en bredside mod Spanieren. Jeg havde givet ordre til at sigte højt og væk fra vandlinjen, da vi naturligvis gerne ville opbringe galeonen, men jeg så alligevel et skumsprøjt lige under hækken. Spanieren skød igen. I hvad jeg tror var 20 minutter fyrede vi løs på hinanden, men da vi nu kunne manøvrere meget hurtigere end ham og han var begyndt at tage vand ind, lå han næsten stille. Det var en massakre. Vi kunne høre skrigene fra de mange sårede spanske søfolk ind i mellem bragene fra vores kanoner. Men han gav sig stadig ikke og galeonen bevægede langsomt ind mod land - sikkert for at dække sin ene side, da vi så ikke kunne komme rundt om og angribe ham fra styrbord. Men han forregnede sig og med et ordentligt brag, der fik den sidste mast til at dirre fareturende, sejlede han på revet.
   Vi signalerede igen, at de skulle overgive sig. De havde ikke en chance nu. Deres svar var at skyde mod os med de få uskadte kanoner, de havde tilbage på bagbord side. Jeg indså, at de ville kæmpe til det sidste og ikke lade os få dem som prise. Jeg var splittet. Der måtte være noget virkeligt værdifuldt ombord, siden de kæmpede sådan. Omvendt viste Spanieren tydeligt, at han aldrig ville give op og de havde allerede skadet Interceptor alt for meget. Jeg gav derfor ordre til at sænke dem. Alle vore kanoner tordnede mod hende. Hun blev indhyllet i røg og træsplinterne føg omkring på galeonen, da salve efter salve slog igennem skroget. Kort efter tog hun så meget vand ind, at hun langsomt kæntrede, gled fri af revet og forsvandt under overfladen. Inden hun forsvandt, så jeg hendes navn på hækken: Santa Margareta. Den larmende stilhed og vragdelene, der skvulpede rundt i bølgerne var alt hvad der var tilbage.
   Hvad hun havde i lasten og hvorfor Spanieren kæmpede sådan vil for altid være i mysterium. Den lille ø, hvor galeonen stødte på grund, var domineret af et mindre bjerg, som stak ukarakteristisk op af det ellers flade landskab. Den mindede mig om en gravsten og på en eller anden måde, var det passende. For der var ingen overlevende. Alle ombord blev trukket med i dybet.
   Vi listede mod sydøst til Grand Cayman for at få Interceptor repareret. Der var en trykket stemning om bord og alle var præget af denne mærkværdige hændelse. Ingen mere end jeg.
   Resten af mine dage vil jeg huske den fortvivlede og smukke kvinde på dækket af Santa Margareta og hendes sørgelige endeligt.
   Kaptajn William Farraday, Interceptor.

"Du kommer for sent!"

Gregory så bebrejdende op på Sean. Han sad ved det bagerste bord i det mørke lokale og var indtil videre den eneste gæst i den trendy koreanske restaurant på Great Marlborough Street i Soho. På væggene blev de lyse træpaneler brudt af sorte bannere med gyldne koreanske skrifttegn og rummet var i det hele taget en perfekt balanceret blanding af moderne minimalisme og koreansk tradition. En smilende tjener skyndte sig hen og hev en stol ud for Sean og spurgte hvad han ville drikke.
   "En Cass. Han vil have en Cass. Du vil have en Cass, Sean. Det er det bedste. Koreansk øl."
   Tjeneren kiggede spørgende på Sean, som nikkede og satte sig. Det var det samme hver gang.
   "Jeg har allerede bestilt Bulgogi til os. Det må være på vej."
   Som på bestilling kom tjeneren med en smuk anretning med tynde strimler af mørt grillstegt oksekød. Sean kendte udmærket retten. Den fik de hver gang, men det gjorde ingenting. Det smagte fantastisk.
   Gregory tog en mundfuld og gav udtryk for sin tilfredshed. Efter et par mundfulde mere så han alvorligt på Sean.
   "De er på sporet af dig, Sean!"
   Sean tog en slurk af sin øl.
   "Hvem er på sporet af mig?"
   Gregory stirrede lidt på Sean, mens han tyggede.
   "Treasure-bloggerne. Og hvis de er det, kan du regne med at XMS-team også er det. Og Odyssey Marine Exploration.
   Sean sukkede og lagde sit bestik.
   "Hvad skriver de denne gang?"
   Gregory tog en bid mere og fortsatte: "En eller anden spanier har set dig forlade arkivet i Cadiz og udbasunerer nu til alle, at den store skattejagt er i gang. Det er lige besvaret af en engelsk fantast, som så dig komme ud af National Maritime Archive med julelys i øjnene. Så nu debatterer de som sindssyge, hvad det er vi er på sporet af. De fleste mener selvfølgelig en ny Atocha. Men så heldige er vi nok ikke."
   Sean smilede. "Måske, hvem ved?" Han rakte ned i sin taske, som han beskyttende havde sat mellem sine ben under bordet.
   "Hvad har du? Fandt du noget?" Gregory glemte at tygge af bare spænding.
   Sean rakte ham dokumentet fra logbogen. Gregory skyndte sig at tørre fingrene i servietten og åbnede forsigtigt det fine gamle dokument. Hans øjne blev større og større, mens han læste spændt.
   Sean betragtede ham imens, som han sad der med sit slikkede sorte hår iført et fint og meget dyrt skræddersyet jakkesæt. Gregory var investeringsrådgiver og børsmægler - og åbenbart meget dygtig til det. Han havde finansieret de 2 succesfulde skatteekspeditioner, han og Sean havde gennemført tidligere, og havde tjent mange penge på det og alligevel var det kun en dråbe i havet for Gregory. For ham var det spændingen.
   "Det her sidste gang, Gregory, så nyd det." tænkte Sean. "Efter den her, har jeg nok til selv at finansiere mine fremtidige ekspeditioner og så har jeg ikke brug for dig mere."
   Gregory så op med et stort smil. "Det er jo fantastisk! Nu kan vi sejle lige ud og hente skatten! Det hele står her!" sagde han med munden fuld af mad. Han havde glemt at tygge af munden af bar spænding.
   "Ikke endnu."
   "Hvad mener du? Vi skal jo bare finde et topografisk kort over øerne syd for Cuba. Skibet sank jo ved en ø med et ret markant bjerg. Har du ikke læst dokumentet?"
   Sean nikkede. "Jo, og du har sådan set ret, men jeg er nødt til at tage tilbage til Spanien og finde ud af mere om lasten. Den er værdifuld, ingen tvivl om det, men det gør jo en forskel om lasten var Guldbarrer eller Conchinille.
   "Conchinille? Det har du fortalt mig om før. Hvad er det nu, det er?"
   "Det er en lus."
   "En lus!? Nå, ja og hvad var der med den?"
   "Det er en bladlus. Den var før i tiden den primære kilde til kaminrød. En farve som kun måtte bæres af adelige og kongelige. Den eneste måde at få en kraftig og holdbar farve, var ved hjælp af de her lus, som kun fandtes i Nyspanien. Lusene blev tørret og sendt hjem til Europa i store mængder. Endnu en kilde til enorm rigdom for spanierne."
   "Hmm, ja. Nej, så vil jeg hellere have guld- og sølvbarrer."
   Sean lo og tog en slurk af sin øl. "Ja, ikk'."
   Gregory grinede med og så op, da nogen kom ind i restauranten bag Sean.
   "Hvad dælen! Når man snakker om Fanden, så fiser han! Craig, hvad gør du her?"
   Sean vendte sig om og blev straks fjendtligt indstillet. Det var Craig Dunlop, ejeren af XMS team. Et konkurrerende, men ikke særligt succesfuldt skattejægerteam, der var mest kendt for deres ufine metoder.
   "Gregory. Sean." Den skæggede mand med et vejrbidt ansigt lignede en søulk nogen ved en fejl havde stoppet ned i et slidt jakkesæt. Han vendte sig mod Sean.
   "Sean, hvad tog du på National Marine Archive i dag? Du fandt noget, ikk'?". Craig så anklagende på Sean.
   "Hvad rager det dig, Craig? Og hvad ved du i øvrigt om dét?"
   Sean så i tankerne et glimt af et forskrækket ansigt mellem en masse togpassagerer.
   "Bibliotekaren! Hun fulgte efter mig! Craig, der manglede en logbog på Interceptor? Det er dig, der har fået hende til at stjæle den til dig! Hun fulgte efter mig gennem byen, hvilket forklarer hvorfor du pludselig dukker op hér. Er det ikke rigtigt!?"
   Craig kiggede ned på sine sko og så op med frækt glimt i øjet og skævt smil.
   "Kender jeg ikke noget til. Hvad fandt du, Sean? Du fandt noget, ikk'?"
   Sean så vredt på Craig.
   "Hvis jeg fandt noget, Craig, ved du vel godt, at jeg aldrig ville fortælle dig det, ikke? Aaaah, nu forstår jeg. Den logbog du fik bibliotekaren til at stjæle for dig, afslører lige nok til at gøre dig sulten, men ikke nok til at du kan finde vraget, ikk'?"
   Craig skulede. Og trak så resigneret på skulderen og hev en stol hen til bordet og satte sig.
   "Hør her, drenge. Hvorfor samarbejder vi ikke bare om den her?" Han så fra den ene til den anden. "Hvad siger I? Slå ressourcerne sammen? Det er jo et spansk skatteskib, for fanden! Vi snakker garanteret milliarder. Nok til alle."
   "Hvorfor skulle vi dog dét, Craig. Kan du fortælle mig det? De eneste succeser du har haft er at fiske gammel kobber op fra torpedoramte fragtskibe fra Anden Verdenskrig. Og du fandt dem kun ved at skygge og udspionere andre."
   Craig så fornærmet på ham.
   "Det var flere millioner værd, Sean. Så spar mig for din arrogance."
   "Det samme koster ekspeditionen, så det er næppe nogen god forretning - og sagde du ikke lige at et skatteskib er milliarder værd?"
   Craig så sur ud.
   "Så I vil ikke samarbejde?"
   Både Sean og Gregory rystede langsomt på hovedet.
   Craigs øjnene glimtede af raseri.
   "Det bliver krafteddeme værst for jer selv! Jeg finder det skib før jer! Koste hvad det vil!"
   Han rejste sig med et ryk og væltede med et dask Seans ølglas. Tjeneren så forskrækket på Craig, da han styrtede ud af restauranten. Gregory løftede beroligende hånden og den koreanske tjener skyndte sig at samle glasset op og fik lagt en ny dug på.
   "Det var da lidt barnligt, var det ikke?"
   "Vi skal passe på ham, Gregory. De kan ikke en skid, men de er farlige."
   "Så sætter vi farten op. Du flyver til Spanien allerede i aften. Ring til mig hver dag. To gange hver dag."
   Sean nikkede, rejste sig og gik.