Tre teenagepiger fniser og ser over på mig. De stikker hovederne sammen og fniser igen. Jeg kan høre en af dem sige noget med "...taber." Og en anden "hvad vil han her?" Lidt efter har de glemt mig og synger pivfalsk til hinanden med den ene finger i øret for rigtigt at nyde sig selv. Rørstrømske falder de hinanden om halsen.
   "Hvor er det bare godt, skat! Du synger bare fantastisk."
   "Nej, hold nu op."
   "Jo, det gør du."
   "Nej, hold op. Det gør du altså. Meget bedre end mig."
   De falder hinanden om halsen igen og stikker fingrene i øret og begynder at voldtage et nyt pop-nummer. Lady GaGa, tror jeg. Ved jo ikke så meget om den slags. Men jeg tager alligevel mig selv i at ønske, at de går videre alle tre. De vil jo så gerne.
   Jeg sidder lidt for mig selv på en bænk med min gamle skrammede guitar over knæet. Piller lidt ved et klistermærke. "Atomkraft - nej tak" står der på det. Jeg må have været fuld, da jeg satte det på, for jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Lader min finger køre op og ned i mellemrummet på grebet, hvor G-strengen mangler. Det har været en lang eftermiddag.
   Jeg får flere blikke. Hele hallen er fyldt med spændte unge mennesker, som ved de kan synge. Og de prøver da også. Ind imellem stirrer de på mig og hvisker og griner. Det er helt i orden. Jeg ved godt, at jeg ser lidt underlig ud med mit lange fedtede hår og slidte cowboy-jakke. Mit fuldskæg er vist også lidt tjavset og huden er rynket og furet af for meget solskin og regnvejr. Og smøger selvfølgelig. Og nå ja, okay - alt for mange bajere.
   Døren med det store X på går op og en ung mand stavrer hulkende ud. Jeg tror i hvert fald, det er en mand. Han bliver mødt af 10 pylrende tøser, der i chok tager hænderne op til ansigtet.
   "Neeej, gik du ikke videre!"
   "Aaaj, altså. De ved sgu' da ikke en skid om musik."
   Den unge mand jamrer og der løber sorte strimer af tårer fra han øjne. Han hikster "Blachmann sagde at jeg...at jeg...at jeg overho-ho-ho-hovedet ikke kan syyyyyynge." Vrælende kaster han sig i favnen på en tøserne.
   "Aaaj, han er for led."
   "Det svin!"
   Lise Rønne prøver at få et ord indført, men den unge mand bliver bortført af sine veninder, der råber noget med skiderikker og lortekonkurrence. Lise trækker på de tynde skuldre og smiler skævt til kameraet uden yderligere kommentarer. Hun har sikkert også lidt ondt af drengen.
   "Nummer 30492!"
   Jeg kigger ned på min mave. 30492 står der. Jamen, hva' søren! Så er det jo min tur.
   "Er du 30492?" En mand med store hovedtelefoner peger på mig. Han ser lidt hektisk ud, mens han står der og holder døren med det ene hånd og en blok med papir i den anden.
   Jeg rejser mig. "Ja, ja...det er mig." Viser ham mit nummer. Han nikker bare og vinker mig ind. "Kom nu, kom nu!" Jeg rækker ind min inderlomme og hiver en Underberg frem. Manden ser forskrækket på mig. "Du må altså ikke drikke alkohol herinde." Jeg smiler lidt. "Jeg skal bare lige smøre stemmen" siger jeg og vender bunden i vejret på flasken. Aaah, det gør godt. Nu er jeg klar. Irriteret ser hovedtelefonmanden på mig. "Kom nu!"

Jeg lunter efter ham ind i en mørk korridor og træder i et lille lyst rum. Og der sidder de. Ligesom jeg har set dem så tit gennem ruden til Fona. Kameraet drejer hen i mod mig. En rød lampe lyser og jeg går hen på krydset foran dommerne, som jeg fik besked på af manden med hovedtelefonerne.
   "Hej!" siger Lina med stort smil. Hendes hår er kunstfærdig sat op oven på hovedet. Hun ser rar ud. Remee har en hvid t-shirt på og et halstørklæde. Han må fryse lidt. Selv synes jeg godt nok, det er varmt.
   "Hvad hedder du?" spørger Remee venligt, mens han lægger albuerne på dommerbordet og leger med en kuglepen. Blachmann sidder også foroverbøjet i sit grå jakkesæt og kigger udtryksløst på mig ud under øjenbrynene. Han siger ikke noget.
   "Jeg...". Jeg hoster. "Jeg hedder Johnny."
   "Hej Johnny. Hvad laver du sådan til hverdag, når du ikke står her?" spørger Lina sødt.
   Jeg trækker på skulderen. "Ikke så meget. Jeg er hjemløs."
   "Er du hjemløs? Nej, det er jeg altså ked af." Lina vender hoved lidt på skrå og ser på mig med store sørgmodige øjne.
   "Det skal du ikke være ked af" siger jeg. "Det er min egen skyld. Jeg var en slyngel og en bandit. Har altid levet livet hårdt og nu betaler jeg prisen. Den har jeg betalt længe nu."
   Blachmann retter sig op. "Man må sgu' da også sige, at din stil er ført helt igennem. Langt hår, fuldskæg og cowboytøj. Du mangler bare lige schæferhunden."
   "Blondie? Jeg ville gerne have haft hende med, men hun døde for 14 dage siden."
   "Døde den? Nååå" Lina ligger ansigtet i medlidende folder.
   "Nå, det er jeg sgu' ked af at høre" siger Blachmann. "Men resten af stilen holder sgu'. Gammel smadret guitar og whiskyånde. Sådan lidt Neil Young møder Will Nelson. Håber du kan synge. Det ville sgu' være godt."
   "Ja, ja. Men jeg har ikke nogen G-streng på."
   "Ah, hva'?" Blachmann læner sig tilbage med løftede øjenbryn. "Det er sgu' lige information nok, gamle dreng." Lina og Remee udveksler blikke.
   Jeg peger på guitaren. "G-strengen. Den mangler."
   De griner. "Nååå! Aah, den var go'. Men kan du godt spille alligevel?" spørger Lina, mens hun klukker lidt.
   "Ja, ja. Den manglede allerede, da jeg fandt den."
   "Fandt du guitaren?"
   "Ja, ja. I en container."
   Remee læner sig frem og klapper bordet.
   "Nå! Men hvad kunne du tænke dig at synge for os?"
   "Scoundrel Days"
   De ser på hinanden. "Den kender jeg vist ikke" siger Lina. Remee nikker "Jo, jo. Det er A-ha, er det ikke? Det er den ikke?"
   "Jo, jo. Den med A-ha."
   Blachmann har langt ansigtet i tænksomme folder med en hånd under hagen. "A-ha? Du vil synge A-ha?"
   "Ja, ja. Det vil jeg gerne."
   "Nå, for helvede. Der røg min illusion om Willy Nelson på gulvet der. Nå, A-ha altså. Du vil simpelthen synge som Morten Harket?"
   "Jeg ved ikke, hvad han hedder. Og det er Underberg."
   "Underberg?"
   "Ja, ja. Det er ikke Whisky, jeg har drukket. Underberg."
   De griner. "Det er jeg sgu' spændt på det her. Hvorfor er det lige det nummer?" spørger Remee.
   Jeg trækker på skulderen. "Det er det eneste nummer jeg kan."
   "Okay!" Remee læner sig frem. "Du kan simpelthen ikke andre? Det var et smalt repertoire. Hvordan kan det være?"
   "Pladen var ridset, så jeg kunne ikke høre de andre numre."
   "Ææh, hvad mener du?"
   "Jeg fandt engang sådan en CD-afspiller med høretelefoner, ikk'? Der sad en CD i og det var Scoundrel days. Men den var helt ridset og ødelagt. Så den kunne kun spille det ene nummer."
   "Og den hørte du så hele tiden?" spørger Lina.
   "Ja, ja. Indtil der ikke var mere batteri."
   "Sejt!" Remee nikker for sig selv med sine runde, glinsende øjne. Og smiler venligt.
   Blachmann slår ud med armen. "Nå, lad os høre, hvad du kan.
   "Ja, ja."
   Jeg retter på guitaren og slår en B-akkord an. Plukker strengene med neglene. Trækker vejret ind.
   "Was that somebody screaming?..."synger jeg og glæder mig over at Underbergen har smurt min stemme perfekt.
   Skifter akkord til E9.
   "...it wasn't me for sure"
   Mine fingre spiller og plukker strengene. Det lyder sgu godt. Jeg lader E-strengen køre basgangen. Op. Ned. Så op igen.
   " I can feel the sweat on my lips...leaking into my mouth"
   De er ikke imponerede endnu. Nysgerrige. Men ikke imponerede. Alle tre stirrer udtryksløst. Deres ansigtsudtryk skifter øjeblikkeligt, da min stemme stiger og jeg slår alle strengene an i en D4-akkord. Nu begynder klangen at fylde rummet.
   " I'm heading out for the steep hills...they're leaving me nooo.. choooooice..."
   De rykker frem på deres stole og deres øjenbryn løfter sig.
   Nu kommer det.
   "AND SEEEEEEEEEEE... As OUR LIVES ARE IN THE MAAAAKING"

De ser på hinanden. Nu har jeg dem. Min tommelfinger kører basgangen. Bum bum. Bum bum. Bum bum. De andre fingre spiller melodistrengene. E, G, D, A, C, G og D.
   Min stemme løfter sig op og hvis ikke jeg tager meget fejl, står en af kulisserne og vibrerer lidt.
   "WE BELIE...VE THROUGH THEIR LIES AND THE HATING!"
   Bum bum. Bum bum. Bum bum. Og så 8 hurtige anslag, så vi kommer ned fra A til E. Imens synger jeg "THAT LOVE GOES FREEEEE." Rummet fyldes fuldstændigt af min stemme og det snurrer i mit adamsæble.
   De lader mig fortsætte. Ser glade ude og deres hoveder bobber op og ned i takt til mit guitarspil. I øjekrogen kan jeg se kameramandens fod vippe op og ned. Han zoomer.
   Arbejder mig igennem vers to. Denne gang ikke med fingerspil, men slår akkorderne an hårdt og dramatisk an. Kan se spændingen i deres ansigter, da vi igen nærmer os omkvædet. Jeg lader min stemme knække over ligesom ham Morten gør, da jeg synger " as pride hits my fa...ce". Trækker vejret ind og så kommer det.
   " AND SEEEEEEEEEEE... AS OUR LIVES ARE IN THE MAAAAKING!"
   De rejser sig, hujer og klapper begejstret. Lina synger med. Hun har åbenbart allerede lært den. Kameramanden kigger frem bag sit kamera. Smiler stort og har svært ved at koncentrere sig. I hvert fald peger kameraet ikke længere på mig. Nogen råber ham op i hans hovedtelefoner og jeg er igen i fokus.
   Da jeg når omkvædet igen, står alle og danser. Også jeg. Grebet af stemingen laver jeg nogle små forsigtige trin fra side til side. Jeg kan ikke danse, men det føles bare så dejligt. Ønsker bare slet ikke, det skal slutte. Men det skal det jo. Sangen er 4 minutter og ét sekund lang. Så før jeg ved af det, synger jeg "that love goes free...oh wo... through scoundrel days..." og slår den sidste G-akkord an.
   Hele lokalet bryder ud i jubel og klapsalver. Lina har tårer i øjnene og Remees øjne skinner mere end de plejer. Blachmann står og nikker med et lille tilfreds smil om munden.
   "Åååh, altså skat. Du skal altså have et kæmpeknus." Lina rejser sig og tripper hen til mig i den stramme kjole. Jeg får et ordentligt smækkys og en kæmpekrammer. Hvis hun synes jeg lugter, så skjuler hun det godt.
   "Det er vist det man kalder et Paul Potts moment." siger Remee, da Lina får sat sig ned igen.
   "Ja, for helvede" istemmer Blachmann.
   "Er han med i A-ha?" spørger jeg.
   De griner.
   "Nej, nej. Det er han sgu' ikke...øh... Johnny. Men hør her. Det er jo for fanden det, jeg taler om. Vi skal lede efter musikaliteten alle vegne og nogle gange finder vi den så de mærkeligste steder. Det er jo fan'me derfor det her show er så vigtigt. Vi skal vise dem hvad rigtig musik er. Ikke alt det samlebånds pop. Nej, for fa'en. Musik lavet og performet af rigtige mennesker. Det var godt det her. Det var skide godt. Virkeligt godt. Autentisk. Rørende. Du lyder fuldstændig som Morten. For fanden, du lyder bedre end Morten."
   Remee nikker. "Det var sgu' bedre end Morten. Det var som at høre CD'en. Det var fuldstændigt rent. Ikke en tone forkert. Ingen pitch. Hvordan fanden gør du det?"
   "Jeg har jo øvet mig meget på den. Kan jo kun den sang."
   De griner og kigger på hinanden. "Er det overhovedet nødvendigt at stemme?"
   "Jeg stemmer i hvert fald 1000% ja. Nøj, hvor var det godt" siger Lina.
   Remee smiler stort. "Helt klart. Så må vi bare ha' lært dig nogle flere sange, Johnny. Også ja her fra."
   "Ja, for helvede. Klart ja. Hvis der overhovedet har været et klart ja i det her show, så er det, det her. Ja for fanden."
   Jeg bukker let. "Tak, tak skal I ha'." Rømmer mig lidt. "Men nej, tak."
   Der bliver stille.
   "Sagde du nej tak?"
   Jeg nikker.
   "Men, du er jo videre?"
   "Og mange tak for det. Men det var bare det her, jeg ville. Jeg har virkelig øvet mig på den sang. Virkelig. Så jeg ville bare gerne have lov til at synge den for jer. Jeg har slet ikke lyst til at lære andre sange. Slet ikke.

Da jeg kommer ud af døren er Lise Rønne helt befippet og ved vist ikke helt hvad hun skal sige. Så jeg smiler bare og fortsætter forbi hende. Ved udgangen står der en stor skraldespand. Jeg smider guitaren derned. Giver den et klap for gammel venskabs skyld. Åbner døren og misser med øjnene. Solen skinner på mig.