"Fortæl mig det igen! Hvorfor vi skal bruge 200.000 af vores sidste penge på det her. Jeg forstår det stadig ikke!"

Jacob sukkede og strammede hænderne om rattet. Lod blikket vandre langs vejen, hvor øjet fangede endnu en spiseseddel ved en kiosk, hvor der stod: "Streng straf til dræber-playboy. Livstid!" og en gul plakat fra en af de mere spraglede formiddagsblade med teksten "Rabundus og i kasjotten" på et sort-hvidt billede af ham selv fra en fest, han havde holdt for nogle år siden. Han hadede det billede. Det var det samme, de havde brugt næsten uafbrudt gennem hele retssagen. Måske fordi han så både fjollet og ond ud. Som en manisk Joker fra en dårlig batman-film. Han skulle aldrig have inviteret den lede foto-journalist med til festen. Og han skulle aldrig være blevet så fuld. Han bed sig i læben. Der var så meget han fortrød.
   Han så på hende. Hun så sød ud. Selv så tidligt om morgenen. Sørgmodig og trist. Men hun havde også den umiskendelige rynke i panden, hun altid fik, når hun var irriteret eller ikke fik sin vilje. Hvilket tit var det samme.
   "Skat, jeg vil gerne forlænge min sidste tid i frihed. Så enkelt er det. Det kan da ikke være så svært at forstå? Jeg har forklaret det SÅ mange gange."
   "Jamen, det varer jo kun 5 minutter. Det kan da ikke være 200.000 værd?" Han sukkede igen. Nogle gange var hun altså tungnem.
   "Ja, men for mig vil det føles som flere uger, måske måneder hvis jeg er heldig. Det har jeg da også fortalt."
   Hun surmulede. "Jamen 200.000?!"
   "Vi har jo omkring en million tilbage, ikk'!? Du skal nok klare dig."
   "Én million! Det er da ingenting. Vi havde da en milliard! Mindst."
   Han skar tænder og knugede rattet endnu hårdere. Tvang sig selv til at slappe af. Pustede ud.
   "Ja, vi havde en milliard og mere til. Men nu har vi ikke de penge mere. Det må du affinde dig med. Men du har stadig en million. Det er mere end jeg har. Mit liv er stort set slut, så du burde nok kunne unde mig den her tur?"
   Hun så ned på sine hænder.
   "Jo, jo... selvfølgelig. Men..." Hun så op. "Men hvor tager du så hen?"
   Han smilede. "Til den bedste tid i mit liv. Tilbage til dengang jeg mødte dig!"
   Hun fnisede. "Hvor er du sød."
   Det undrede ham altid hvor let det var at lyve.

Teslaen kørte stille gennem de dugvåde og tomme gader. Skyggerne trak sig langsomt tilbage og grå nuancer blev til farver, mens solen stod op over hans sidste dag i frihed. Den eneste anden bil på vejen var patruljevognen, der fulgte dem tæt gennem byen. Han så på dem i bakspejlet. De virkede nervøse og kørte alt for tæt på hans kofanger. Han trådte speederen i bund. Bare for at drille. Teslaen skød frem i lydløs acceleration og politibilen forsvandt fra bagruden. Et øjeblik legede hans hjerne med tanken om at stikke af. Flygte ud af byen og... og ja, hvad så? Der var ingen steder at flygte hen. Han resignerede og lettede trykket på speederen. Straks efter hang politibilen lige bag ham igen. Han kunne tydeligt se betjentenes vrede ansigter.
   Dette tætte parløb fortsatte gennem byens trange gader indtil en stor glasbygning dukkede frem og glimtede i morgensolen blandt de gamle fine palæer fra 1800-tallet. Bygningen var ligeså naturlig som en istap igennem i et renæssancemaleri, synes han. Han drejede ind på en lille parkeringsplads og en stor skærm på bygningen kom til live.
   "Jacob Vest, velkommen til Life-Vacation. Glæd dig til en ferie i dit eget liv. Genoplev dine bedste øjeblikke eller se hvordan dit liv kunne være gået anderledes. Brug 5 minutter af dit liv og få uger, hvis ikke måneder, igen." Han noterede sig at Life-Vacation også brugte hans firmas biometriske løsninger til profilering og persongenkendelse. Software og hardware, der havde gjort ham helt fantastisk rig. Indtil nu.
   "Nå! Så er vi her, skat. Er det ok, at jeg bare venter i bilen?"
   "Vil du ikke med ind?"
   Hun så tomt på ham. "Jamen, er det ikke bare 5 minutter?"
   "Jo... jo, det er det jo. Sådan cirka."
   "Jacob? Skat? Trænger du til at nogen skal holde dig i hånden?" Hun smilede skælmsk. Han grinede ad sig selv.
   "Nej, nej. Du har ret. Det er bare... jeg tænker... eller forestiller mig jo bare, at jeg skal være væk fra dig i flere uger, ikk'? Og så plejer man jo at sige ordentligt farvel og så'n?"
   Hun rynkede brynene. "Sagde du ikke lige, at du vil tage tilbage til dengang vi mødtes? Så ses vi jo der?"
   Han hostede. "Nå, jo. Hvor er jeg fjollet! Jeg ser dig jo om lidt. Endda i en yngre og meget slankere udgave."
   Hun gav ham et dask. "Hov, hov du!"
   Han lænede sig over til hende og kyssede hende blidt på kinden. "Jamen, så ses vi om lidt. Både her og dér."
   "Det gør vi. Nyd det nu. Og hils mig."
   "Det skal jeg nok."
   Hun drejede bakspejlet og tog en læbestift frem af håndtasken. Han så lidt på hende og steg så ud af bilen.

"Det skal du ikke bryde dig om at gøre igen!" En bredbringet civilbetjent kom mod ham.
   "Gøre hvad?"
   "Prøve at køre fra os! Hvad havde du gang i? Overvejede du at stikke af? Det kan du godt glemme."
   "Det gjorde jeg da ikke! Jeg kan ikke gøre for at jeres tjenestebiler er sådan noget langsomt lort. Eller I ikke kan finde ud af at køre bil. Og under alle omstændigheder...vi står jo lige her? Hvad er problemet?"
   "Du..."
   Betjenten trådte et skridt nærmere med en løftet pegefinger. "Lasse! Lad ham nu være." Den anden betjent var også steget ud af bilen og lagde nu en tung hånd på sin kollegas skulder. Han var endnu større, blond og havde et venligt ansigt.
   "Men..."
   "Hør her, Lasse. Jeg er heller ikke vild med, at dommeren gav idioten her lov til at bruge sine sidste slanter her. Han har ikke fortjent det. Ikke en skid. Ikke efter... dét. Men det er jo sådan de rige er. Hjælper hinanden. Vi andre havde fået et los i røven."
   Den venlige betjent virkede ikke så venlig længere. "Men tænk over det. Når han kommer ud igen. Så venter vi på ham - og så er det livstid. Vi eskorterer ham direkte i spjældet. Døren bliver lukket. For evigt." Han klappede hænderne hårdt sammen og lo.
   Og Lasse lo også. Nødtvungent. Og skulede så igen.
   Jacob stirrede iskoldt på dem.
   "OK, røvhuller. Dejligt I har noget at glæde jer over. Små mennesker, små fornøjelser. Lille pik, lille..."
   Lasse rakte ud efter ham. Øjnene udspilede. Jacob løftede hænderne op og trådte et skridt tilbage. "Rolig, rolig. Kan I ikke tage en spøg?" Hvorfor kan jeg aldrig holde min kæft? "Men hvad så nu? Skal I med ind? Skal I holde mig i hånden?"
   De to betjente så på hinanden. "Lasse bliver her. Jeg går med ind."
   "Hyggeligt."

Jacob lænede sig tilbage. Sensorer registrerede hans krop og formede stolen så perfekt, at han følte sig vægtløs. "Forklar mig det igen."
   "Gerne." Den unge læge, klædt i hvid kittel, rømmede sig. "Altså..."
   Han viste Jacob en injektionssprøjte fyldt med en grå væske. "Om lidt sprøjter jeg den her væske med nano-robotter ind i din blodstrøm. Ok?"
   Jacob nikkede. "hmm, og?"
   "Nano-robotterne søger mod dit hukommelsescenter og trænger dybt ind i dine dybeste minder. Minder som du måske nok svagt og tåget kan genkalde dig. Men ligesom de fleste minder vi har, er de flagrende og svære at fastholde. Men det er faktisk bare hjernens måde at beskytte os på. Hvis vi skulle gå og huske alting i krystalklare detaljer ville vores sind hurtigt bryde sammen. For meget information. Simpelthen. Ja?"
   "Ja, ja. Jeg forstår. Men hvad gør robotterne så helt præcis?"
   "Ser du, alle minderne er der. Vores hjerne er en kæmpesvamp. Intet du nogensinde har oplevet er glemt. Det er der alt sammen."
   "Alt sammen?"
   "Ja, med mindre du har haft en hjerneskade eller lignende?"
   "Tæller umådeholdent drikkeri?"
   Den unge læge smilede."Betyder ingenting."
   "Ok, så nano-robotterne gør... hvad?"
   "Jo, de kobler sig på dine neuroner og synapser, som tilsammen udgør dit langtidshukommelsescenter og forbinder dem i et netværk, der dramatisk forstærker din hukommelse. I praksis fjerner nano-robotterne det slør hjernen har lagt over dine minder og transmitterer dem som elektriske impulser til de følere, du har siddende dér." Han pegede på en mængde følere, som var placeret på Jacobs hoved. Et virvar af ledninger stak ud fra dem og blev samlet i et tykt kabel, som førte ind i en stor computer.
   "Og så kan jeg huske alting klart?"
   "Endnu bedre. Fordi vi samtidigt giver dig en let bedøvelse synker du ned i en drømmetilstand, hvor du vil opleve alt fuldstændigt som det var!"
   "Fuldstændigt?"
   "Fuldstændigt. Alle detaljer er med. Alt."
   "Alt?"
   "Alt! I praksis genoplever du dit liv helt som det var. Det vil være, som om du er der igen. Men ikke kun dét. Du vil også være bevidst om, at du er på besøg i dine egne minder og vil kunne forholde dig til dem, som den du er nu."
   "Genialt."
   "Ikke bare genialt. Livsforlængende."
   "Nå ja, og det er jo mere end genialt. Forklar mig hvordan?"
   Den unge vippede med øjenbrynene og lo."Det er næsten det meste fantastiske. Og grunden til at vi har så mange terminalpatienter. Du ved, cancer, KOL, ALS. Alt muligt. Folk som vil give hvad som helst for mere tid. Også selvom det bare er en drøm. Ind imellem får vi også nogen som dig. Folk der vil købe sig til lidt mere frihed."
   "Jeps, det er præcis som mig. Men hvordan?"
   "Nano-robotterne frigør dine minder i et voldsomt tempo. Flere uger eller måneders minder på få minutter. Men din hjerne vil stadig opfatte dem i den hastighed, den oprindeligt oplevede dem. Derfor vil 5 minutter føles som flere uger eller måneder. Fantastisk, ikk'?"
   "Bestemt. Men I tager jer også godt betalt."
   "Jo, men tro mig. Det er alle pengene værd. Må jeg give dig injektionen nu?"
   Jacob nikkede og lænede sig tilbage. "Men jeg kan jo også ændre på mine minder. Kysse en anden pige. Dreje til højre i stedet for venstre. Spise noget andet på menukortet. Ikke sandt?"
   Lægen lo. Han lænede sig frem med sprøjten. "Nu kommer der et lille prik. Jo, med den nye version af Life-Vacation kan du ændre på dine minder. Gøre noget andet end du gjorde dengang."
   "Jamen, hvordan?"
   "Kan du se den der?" Lægen pegede på kablet der samlede alle ledningerne fra Jacobs hoved. "Den fører til et gigantisk datacenter under bygningen her, hvor vi parrer dine minder med historiske data om vejr, geografi, trafik, hændelser, personprofiler fra hele verden, så vi kan simulere hvordan personer, som du tidligere har mødt, vil reagere på forskellig stimuli fra dig. I nogle tilfælde kan vi endda berige dine oplevelser med data fra andre kunder, der har minder som overlapper i tid og sted med dine. Dem får vi naturligvis flere og flere af, så vi hele tiden kan forbedre produktet. Alt sammen for at skabe en gigantisk virtuel verden, hvor vi kan simulere hvad som helst. Inden i dit hoved."
   "Wow. Fuldstændigt fantastisk."
   "Og fuldstændigt livagtigt. Og der skal jeg så lige advare om en ting."
   "Ja?"
   "Din hjerne tror på alt, du oplever. Så lad være med at tro, at du er udødelig. Hvis du finder på at hoppe ud foran en bil eller en høj klippe, så tror din hjerne på det. Og så kan du dø af chok. Lige her i stolen."
   "Ok, det skal jeg nok lade være med så. Det lyder lidt som den der ældgamle film, Matrix. Har du set den?"
   "Nej?"
   "Den er også tudsegammel. Ikke sikker på man kan få den mere. Men der døde de også, hvis de blev skudt, mens de..."
   "Så! 10 sekunder. Nu begynder det! Du er på vej til lige præcis det tidspunkt i dit liv, du har valgt. Vi ses om nogle uger... eller 5 minutter. Alt efter perspektiv." Lægen rejste sig.
   Jacobs øjenlåg blev tunge. Og faldt i.

Lægen kiggede på monitoren. Nano-robotterne var nået frem og var i gang med at etablere netværket. En skærm viste en række farvede søjler, der voksede efterhånden som hver nano-robot etablerede par med endnu en robot. Lidt efter var alle søjler på maksimal styrke. En lyd indikerede at netværket var etableret.
   "Jacob?"
   Lægen klappede ham på hånden. Ingen reaktion.
   Lægen rejste sig og forlod stuen. Lukkede forsigtigt døren og gik ned af en mennesketom gang. For enden åbnede han en dør. En person lå i en stol magen til den Jacob lå i og var også tilsluttet en computer. Personen åbnede øjnene. "Er vi klar?"
   Lægen tog en injektionssprøjte fyldt med grå væske. Han nikkede. "Han er inde nu. Og han valgte præcis det tidspunkt, vi frygtede. Find ham og slå ham ihjel."