Det 30 meter lange hvide dykkerskib vuggede en smule i de smukke bølger. Det turkise vand smøg sig om den skarpe stævn og slikkede blidt ned langs det svungne stålskrog. De dovne dønninger fik skibet til at trække lidt i ankerkæden og vinden var kun en fugtig og varm brise.
   Sean følte sig iskold selvom den varme sol stak i huden på hans solbrændte overkrop. Han så ind mod brændingen og den gyldne strandbred, som var afgrænset af grøn palmeskov. Solen reflekterede i det glitrende hav og skar i hans øjne. Her var åndeløst smukt. Men han ænsede det ikke. Han var bange. Og opstemt på samme tid.
   "Det er nu. Det er i dag. Jeg gør det. Inden de andre finder hende."
   Seans kiggede ned på sine hænder. De var helt hvide, så hårdt klemte han om rælingen. Han løsnede grebet og så sig omkring. Bare de andre nu ikke lagde mærke til noget. Rundt omkring på skibet var de forskellige medlemmer af ekspeditionen småsnakkende i gang med forberedelser til dagens dyk. Ingen af dem så i Seans retning.
   Han samlede sin korte sorte og neongule våddragt op fra dækket. Den var varm og tør, da han trak den på igen udover badebukserne. Dragten smøg sig tæt om ham og raspede let mod hans nøgne hud. De sidste ugers mange dyk havde smeltet fedtet af ham og i et flygtigt øjeblik nød han følelsen af sine spændte mavemuskler mod den tynde neoprendragt. Så trak maven sig sammen af angst igen.
   Dragten begyndte straks at opvarme kroppen. Svedperler dannede sig i armhulerne og han skyndte sig hen mod flydevesten og flasken, som stod fyldt og klar til ham ved skibets åbne bagende. Han havde allerede spændt kniven om læggen og dykkerbrillerne var trukket op i panden.
   "Skal jeg hjælpe dig?"
   "Ja, tak Mario. Det ville være rart. Tak."
   Den muskuløse italiener greb i stroppen og løftede med én arm den tunge flaske op, så Sean kunne stikke armene igennem vesten og spænde remmene over brystet. Mario gav også Sean blybælte på og hjalp ham med finnerne. Han var klar og de gennemførte et tjek sammen for at se om regulator og luftmåler fungerede.
   Mario nikkede til ham og smilede. "Jeg håber, I langt om længe finder noget i dag."
   Sean nikkede tilbage. "Det er jeg sikker på, vi gør". Han håbede ikke at stemmen afslørede løgnen.
   "Er du klar, Sean?"
   Timothy, hans dykkermakker og skattejægerkollega vraltede hen mod ham i sine dykkerfinner.
   Sean gav ham ok-tegnet ved at føre spidsen af tommel - og pegefingeren sammen.
   "Godt, så dykker vi."
   De vraltede sammen ned til den åbne hæk og trådte ned på en sænket platform hvorfra de kunne springe direkte i vandet.
   De stak regulatorerne i munden og hoppede ud. Med et brus blev de omsluttet af det lune hav og rundt om dem spillede flimrende søjler af solstråler i det azurblå vand. Den intense farve blev mørkere, når de kiggede ned og de kunne lige ane havbunden under sig. Konturerne af vraget var tydelige. Særligt efter de i løbet af de sidste par uger havde fjernet århundreders aflejringer af sand.
   De svømmede hen til bøjen og lukkede luften ud af deres flydeveste. Langsomt gled de nedad langs tovet, mens de sørgede for at trykudligne. Det klikkede i ørerne. Sean hold fast på tovet og hang lige over Timothy. Han tjekkede sin dybdemåler. Den viste 10 meter. Perfekt. Han rakte ned til sin læg og trak kniven fri af skeden. Langsomt lod han sig synke ned, så han var lige bag Timothy. Med et hurtigt snit skar Sean hans lufttilførsel over.

2 år tidligere

Luften var tør og tung af lugten fra gamle papirer og bøger i det gamle bibliotek på National Maritime Archive i Greenwich. Sean gned sig i øjnene og så opgivende på den stabel af gamle logbøger og kort som lå på bordet foran ham. Ingenting.
   Fuld af optimisme havde han ledt efter optegnelser, som kunne fortælle om Santa Margaretas skæbne. Han var kommet på sporet af skibet efter at have fundet et brev i et arkiv i Cadiz. I brevet underrettede den spanske guvernør i Cartagena om tabet af et skatteskib, som var på vej fra de spanske kolonieri Nyspanien, da det var blevet sænket under kamp. Sandsynligvis af et britisk krigsskib. Skibet var en galeon og hed Santa Margareta. Skatten ombord blev omtalt i vage vendinger, men de blev beskrevet som meget værdifulde og ledsaget af så store beklagelser, at det nok ikke var småting, der var blevet sendt ned på havets bund.
   Det var lige præcis den slags Sean var på udkig efter. Men for at finde frem til skibet måtte han følge sporet og det havde ført ham til London. Der måtte være en logbog et sted, hvor den britiske kaptajn, der havde sænket Santa Margareta havde indført et notat om det. Hvis det altså var et britisk skib, der havde sænket den spanske galeon. Og hvis Sean var rigtig heldig ville der også være længde og breddegrader eller en anden positionsangivelse, som kunne hjælpe ham.
   Sean gabte. Han trængte til en kop kaffe, men det var naturligvis strengt forbudt at indtage hverken mad eller drikke i nærheden af de gamle dokumenter. Der var stille i salen og han kunne høre uret på væggen tikke. Klokken var snart 17 og han ville blive tvunget til at forlade arkivet uden at have fundet noget den dag.
   Sean greb en af de logbøger, han havde haft størst forhåbninger til. HMS Interceptor 1704 - stod der på forsiden. Bogen var læderindbundet og meget laset og plettet. Han kunne se af notaterne at skibet havde været i det rigtige område og på nogenlunde det samme tidspunkt som Santa Maghareta. På den sidste side i logbogen skrev kaptajnen, at de havde haft en spansk galeon i sigte syd for Havana, men at den var sluppet fra dem, da Interceptor havde haft vinden imod sig. Derefter var der to notater for de efterfølgende begivenheds-løse dage, hvorefter logbogen sluttede.
   "Der var altså en galeon i det område. Hmmm." Sean rynkede brynene og tappede med fingrene på bordet. " Kan det have været Santa Margareta? Måske indhentede Interceptor den nogle dage efter?"
   Sean så alle logbøgerne igennem igen. Der var flere af logbøgerne som var fra Interceptor, men det var enten fra tidligere eller senere missioner. Sean lænede sig tilbage og lagde hænderne i nakken. Mærkeligt! Tankerne fløj ud på havet syd for Cuba, mens han lod øjnene følge fyldningerne i de mørke paneler på væggene og drive op af det olivengrønne til den hvide stuk i loftet.
   "Hvor er den næste logbog? Kaptajnen må da have fortsat sine optegnelser i den næste bog, når nu den her var fyldt op?"
   Han satte sig frem i stolen og tog logbogen op igen. Han løftede den med hånden under ryggen og den bagerste del af bogomslaget faldt helt ned og afslørede en revne på indersiden, helt inde ved ryggen. Hvad var det?
   Sean pressede bagsiden af den læderindbundne logbog længere ned og kunne se at den var dobbelt. Han stak fingrene ned i samlingen og tvang forsigtigt revnen fra hinanden og så at der var en slags lomme. Med fingrene undersøgte han den. Der lå noget derinde.
   Meget langsomt trak han med fingerspidserne et foldet stykket papir ud.
   Sean stirrede fascineret på dokumentet. Det så helt nyt ud. Papiret var af fin kvalitet og foldet fire gange med knivskarpe kanter. Det havde ligget der længe. Helt urørt.
   Sean kiggede rundt. En ældre mand, som havde siddet ved et af de andre lange borde var ved at pakke sammen. Ellers var der tomt. Men om lidt ville bibliotekaren komme og smide ham ud.
   Han fik listet en negl ind mellem siderne og åbnede dem varsomt og afslørede en sirlig håndskrift magen til den i logbogen.
   "17. Juni 1704 -HMS Interceptor.
   Dette er den sagnfærdige, men utrolige beretning om sænkningen af...."
   "Vi lukker nu, hr.!"
   Sean fór forskrækket sammen. I døren stod en midaldrende kvinde med gråt hår og knold i nakken. Næsten en karikatur på en kedelig bibliotekar. Hun så strengt på ham.
   "Klokken er over 17 nu og De skulle have afleveret de dokumenter for længst!"
   "Ja, naturligvis. Undskyld, tiden løb virkelig fra mig. De ved...man kan jo blive helt grebet og glemme alt om sig."
   Bibliotekaren lod sig formilde lidt og nikkede.
   "Ja, ja. Det kan man vel. Men skynd Dem lidt. Vi lukker nu. Giv mig bøgerne, så skal jeg tage mig af dem."
   Hun begyndte at gå over mod Sean.
   Han kiggede febrilsk ned på det foldede stykke papir, som lysende hvidt lå oven på den grønne logbog. Hurtigt tog han papiret og lagde det oven på sin notatblok.
   "Mange tak. Det er virkelig venligt af Dem. Det er alle de logbøger her."
   Hun kom helt hen til bordet og begyndte at samle bøgerne sammen.
   "Nu skal jeg fjerne mine ting." Sean tog sin notesblok, kuglepen og papiret og lagde det hele ned i sin lædermappe. Han skulle til at gå, men stoppede så op.
   "Frue, hvordan...? Kan det passe, at der mangler en logbog? Den her fra Interceptor slutter midt under missionen et sted syd for Cuba, men jeg kan ikke se at den næste i rækken er her. Kan nogen have lånt den?"
   Bibliotekarens øjne flakkede.
   "Interceptor, siger De? Bestemt ikke! Vi låner ikke historisk materiale ud. Kun til forskere og det bliver naturligvis altid registreret."
   "Nå, men hvor er den så?"
   "Enten har den aldrig eksisteret eller også er den gået til i historisk tid."
   Sean nikkede. Det lød lidt mærkeligt.
   "Hvorfor er De så interesseret i Interceptor, om jeg må spørge?" Bibliotekarens øjne var blevet smalle og så undersøgende på ham.
   Sean trak på skuldrene.
   "Nå, ja. Det er jo bare et af mange skibe, som jagede spanierne rundt i Caribien. Den historiske periode interesserer mig, såmænd. Og så undrede det mig at den mangler."
   Bibliotekaren snøftede.
   "Den mangler ikke. Den findes ikke!"
   "Nå ja, men så godaften."
   Bibliotekaren stirrede blot på ham og han skyndte sig ud. Sean begyndte at gå ned af den tomme gang, men stoppede så og gik et par trin baglæns og kiggede ind i læsesalen igen. Bibliotekaren stod og bladrede febrilsk rundt i de dokumenter og logbøger, som Sean netop havde overladt til hende. Sean rynkede brynene. Det var da underligt. Hun så op og mødte Seans blik med et panisk udtryk i øjnene. Han skyndte sig væk og gik hurtigt ned af gangen og forlod bygningen.
   Udenfor stod sommersolen lavt og skar i øjnene., da han åbnede sin taske og hurtigt så ned på dokumentet fra Interceptors logbog. Det kløede i fingrene for at tage det op og læse det. Men ikke her. Han lukkede tasken og skyndte sig gennem de grønne områder og over mod Cutty Sark og Docklands Light Railway. Ved indgangen til stationen vendte Sean sig om. Han havde en mærkelig følelse af at nogen så på ham? Han kiggede rundt blandt de forbipasserende, men alle så ud til at passe deres eget og ingen lod til at lægge mærke til ham. Han stod lidt og forsøgte at ryste fornemmelsen af sig og løb så ned af trapperne og fortsatte gennem gangene hen til sit tog, som netop ankom til perronen. Så snart han havde sat sig, hev han dokumentet frem og koncentrerede sig om den sirlige men også snørklede håndskrift.

"17. Juni 1704 -HMS Interceptor.
   Dette er den sagnfærdige, men utrolige beretning om sænkningen af en spansk galeon syd for Havana i nærheden af Cayo Largo. Vi havde haft hende i sigte 3 dage tidligere, men hun forsvandt for os. Om morgenen den 17. juni fik udkiggen øje på hendes sejl i horisonten og vi satte efter. Jagten fortsatte østover hele dagen i frisk vind og først hen mod aften fik vi indhentet hende og kom på skudhold. Vi signalerede til spanieren om at overgive sig, men som svar drejede han op i vinden og skød en bredside mod os. Kun enkelt kugle ramte os, men den pløjede til gengæld gennem stævnen og ødelagde den første 9 punder kanon i styrbord side og sårede flere af søfolkene. Spanieren faldt tilbage på kursen, men nu havde vi indhentet dem. Denne gang havde vi ikke tænkt os at vise dem nogen nåde og var klar til at affyre alle kanoner på styrbord side. Da vi lå side om side, så jeg til min forbløffelse en kvinde stå på dækket. De spanske søfolk myldrede omkring hende og så ikke ud til bemærke hende. Hun stod bare der og så over på os. Hun var klædt i en meget fin omfangsrig blå kjole og gennem kikkerten kunne jeg se, at hun var smuk. Nej, ikke bare smuk. Hun var guddommeligt smuk. Sort krøllet opsat hår, store brune øjne og fyldige røde læber. Hun stod blot og stirrede over på os. Der midt i mylderet, blandt råbende og skrigende spanske søfolk. Det var måske indbildning, men der var noget bønfaldende i hendes blik. Jeg må indrømme, at jeg på det tidspunkt glemte tid og sted og ikke fik givet ordren til at skyde. Så forbavset var jeg. Hvad gjorde hun dog der? De spanske kanoner rev mig brutalt ud af mine tanker. En byge af glødende jern jog hen over dækket. Splintret træ fór gennem luften og mange af vores mænd blev revet i stykker, så dækket sejlede af blod, indvolde og afrevne lemmer. Med en langtrukken knagen væltede den forreste mast forover, ramte rælingen og væltede i vandet. Farten gik øjeblikkeligt af Interceptor og Spanieren sejlede fra os.
   Så skete der noget virkelig mærkeligt.
   Jeg gav ordre til at kappe masten løs og så igen gennem kikkerten over mod kvinden på Spanieren. Til min overraskelse løb hun med kjolen flagrende om sig tilbage mod hækken, som på en galeon tårner sig højt over havoverfladen. Hun nåede rælingen og tøvede et sekund, da den spanske kaptajn, ham tror jeg det var, brølede efter hende. Så sprang hun."

"Næste station Stratford. Skift her for Central Line og Hammersmith & City Line."

Sean så op. Han have en aftale med Gregory på en koreansk restaurant, som lå lige ved Oxford Street. Gregory var Seans forretningspartner. Det vil sige, Sean gjorde alt arbejdet og Gregory betalte regningerne - og tog det meste af overskuddet. Den koreanske restaurant var Gregorys yndlingsspisested og det var altid her de mødtes og holdt møder. Gregory var et vanedyr og tog i det hele taget meget få risici, hvilket var lidt usædvanligt for en skattejæger. Sean foldede forsigtigt dokumentet og lagde det i tasken. Da han rejste sig fra sædet kom følelsen af være overvåget tilbage som et hammerslag.