Musikken trængte sig insisterende igennem den højlydte mumlen, støn, de eksalterede skrig og de spredte latterbrøl, der fyldte det højloftede palads. Trommer slog imod de røde fresko-bemalede mure og fremmedartede fløjtetoner smøg sig æggende rundt om togaklædte statuer af republikkens helte. Festdeltagerne spredte sig og gjorde plads til en sværm af dansere, som hvirvlede ind i midten af salen.
   Markus stod i sin nye toga og så til med store øjne og tilbageholdt åndedræt og nød de purunge, nøgne libyske danserinder, som glinsende af olie udførte en erotisk dans, mens tilskuerne råbte og skreg af fryd.

"Det er fuldstændigt, som jeg havde forestillet mig."

Markus lod øjnene vandre rundt i lokalet hvor mænd og kvinder vred sig rundt mellem hinanden i et gigantisk orgie. På en forhøjning tronede diktatoren Lucius Cornelius Sulla. Felix - den heldige - som han også kaldte sig selv. Markus kunne genkende ham fra busten, han havde set på museet. De tykke lokker var virkelig flammerøde og Sulla var afgjort en over-jordisk smuk mand. Ligesom det stod skrevet alle steder. Ondskab og dekadence strålede fra de iskolde blå øjne og munden vrængedes i et grumt grin, når han kom med tilråb og kommentarer til de kopulerende festdeltagere, mens han selv blev betjent af to unge mænd. Markus vendte sig i væmmelse. "OK, det der kunne jeg godt undvære". Men der var masser af andet at se på. Og være med til.
   En blød hånd lagde sig på Markus skulder. Det gav et sæt i ham. Han vendte sig forskrækket og så ind i et par bemalede øjne. En ung mand med meget lidt tøj på smilede til ham.
   "For fanden, da!". Markus stivnede og vidste ikke hvad han skulle gøre. Han hostede forlegent, mumlede noget uforståeligt og skyndte sig væk. Han masede sig ind mellem Roms bedste borgere. En fed og svedig senator i purpurbræmmet toga svingende med en sølvpokal fyldt vin, mens han gramsede løs på en ung kvinde. Hun grinede hysterisk over den diminutive erektion, som havde fundet vej ud mellem de opfangsrige folder i senatorens toga. Latteren sluttede brat da senatoren med et brøl kastede op ud over hende. Markus sprang til side og gled på det fine marmorgulv, som var smurt ind i vin og kropsvæsker, og faldt bagover ned på et par, som lå på en divan. De ignorerede ham fuldstændig. Rundt på gulvet fik Markus viklet sig ud af parrets arme og ben - og kravlede på alle fire indtil han nåede ud af mængden.
   Han rejste sig op. "Quid nomen tuum, pulcher?" Den unge mand med de malede øjne stod der igen med et smil og hovedet på skrå.

"For helvede, fatter du da ikke, at jeg ikke gider din slags!"

For sent gik det op for Markus, at han havde råbt højt. Og ikke på latin. Den unge mand så forbavset ud. Ingen andre så ud til at have hørt noget. De havde for travlt med deres egne sager.
   Markus skyndte sig væk. Han masede sig tilbage igennem mængden af svedende kroppe og nåede over i den anden ende af salen, hvor han gik op af trapperne til søjlegangen. Han var sluppet væk fra den unge mand, men nu så Markus ham stå i søjlegangen på den anden side. Han stod sammen med to bevæbnede vagter og pegede over i retning af Markus. Den ene vagt bevægede sig ned mellem festdeltagerne i retning af Markus og den anden fulgte småløbende søjlegangen rundt om salen.
   "Pis". Markus så sig om efter en udvej. Han måtte ikke blive fanget. Det stod tydeligt i kontrakten, at hvis han blev opdaget, ville han under ingen omstændigheder få hjælp udefra. Lidt længere nede af søjlegangen kunne Markus se en døråbning. Han løb. Og kom ud på en stor balkon, hvor Rom åbnede sig under ham. Her fra villaen på toppen af Palatin kunne han se hele den enorme by brede sig mellem de 6 andre høje. Store villaer med røde tegltage og længere væk i det fattige Subura-kvarter i , ramponerede insulae - bygninger i flere etager, fyldt med små mørke lejligheder. Solen var ved at gå ned og kastede et gyldent skær, mens skygger fra bygningerne langsomt indtog byen med lange og forkrøblede fingre. Markus gispede over synet - og glemte et øjeblik sin prekære situation. Et latterbrøl inde fra salen vækkede ham og han kiggede desperat udover balkonkanten.
   Der var ingen udvej. Der var mindst 5 meter ned til gårdspladsen og ingen tage han kunne springe over på. Han løb over i den anden ende af balkonen. Det samme. Han kiggede op. Kunne han komme op på taget? Nu kunne han høre de løbende trin fra den ene vagt.
   "Pis, pis, pis". Markus løb ind af døren igen og blev omfavnet af larmen og duften af røgelse og olier. Og stødte hovedkulds ind i vagten. Markus var både større og tungere, så vagten faldt baglæns og sad et øjeblik på bagdelen, men fik rejst sig i en fart. Hans ansigt var vredt og han råbte noget til Markus igennem larmen. Vagten gik fremad med truende skridt og hånden på sværdskæftet, klar til at trække det.
   Markus bakkede imens han desperat ledte efter en udvej. Det var slet ikke sådan her, det skulle været gået. I øjenkrogen så han den anden vagt komme ud af mængden. Markus tog en hurtigt beslutning. Det var strengt forbudt at tage våben med, men nu var han glad for, at han havde gjort det alligevel. Han greb ind i togaens folder og fingrene greb om det kolde metal og trak våbenet ud.
   Vagten stoppede et øjeblik og kiggede undrende på Markus og den genstand han pegede med. Så tog vagten endnu et skridt frem og Markus trykkede på aftrækkeren. Micro-uzi'en snerrede og plukkede huller i brystet på den forbavsede vagt. Han faldt brat sammen i en forvreden stilling og en stor glinsende, mørk blodpøl bredte sig hurtigt under ham. Markus vendte sig mod den næste vagt, som nu styrtede fremad med trukket sværd. En kort byge fra maskinpistolen stoppede ham. Begge vagter lå nu døde på den kolde marmor - og ingen lagde mærke til noget. Orgiet fortsatte med uformindsket styrke og larmen var steget til en mægtig kakofoni af trompeter, fløjter, trommer og liderlige brøl og hvin.
   Markus fandt sit ur frem, mens han løb ned af trapperne til etagen nedenunder. Han havde kun været i det gamle republikanske Rom i 25 minutter. Hvis han skyndte sig tilbage til portalen, kunne han måske nå at få nogle af pengene retur for turen.