Aemilia Lepidas små bryster hoppede hurtigt op og ned, mens hun med hårde klask bearbejdede den gladiator, som lå under hende. Caltram stod i den mørke lille celle og stirrede fascineret på hendes kønne lille ansigt, som nu var fordrejet i en grim maske af stikkende øjne og en forvredet satyrmund, vrænget i en grimasse, som afslørede hendes små tænder. Aemilia Lepida var gift med guvernøren af Britannia Superior, Sextus Calpurnius Agricola, og kom til gladiatorskolen en aften om ugen i ly af mørket og udvalgte 5-10 gladiatorer. Hver gang nogle nye. Tidligere på dagen, under træningen i den sandbelagte gård, havde skolens leder slået Caltram på skulderen.
   "Caltram, lad os se hvad Aemillia siger til sådan en grim bemalet pikter som dig". Lederen brød ud i en skogrerlatter og trak af sted med Caltram. Caltram var tatoveret med blå farve i højre side af ansigtet ligesom alle piktiske mænd fra Skotland. Han blev taget til fange 2 år tidligere og havde siden kæmpet i arenaen i Londinium. Han var en vild kæmper og vandt altid, selvom han var meget ung.
   "Næste". Amelia rejste sig, tilsyneladende ikke tilfredsstillet, fra det tarvelige leje. Hun kiggede undersøgende på de 7 arrede gladiatorer. Det smukke ansigt var indrammet af slangekrøller og de store brune, mandelformede øjne gled fra ansigt til ansigt - og blev endnu større, da hendes blik faldt på Caltrams tatoverede, glatte ansigt. Hun stod længe sådan. Så gik hun hen til sit efterladte tøj og dækkede sin spinkle krop.
   "Ud med jer alle sammen. Undtagen dig." Hun pegede på Caltram med et stort dejligt smil.
   Fra nu af kom Aemillia to gange om ugen, betalte som hun plejede, men hun ville kun have Caltram. De sad i den mørke celle og snakkede - og intet andet. Caltram fortalte på gebrokkent latin om det hårde liv i Skotland og Aemillia lyttede henført.
   "Hvordan blev du fanget, Caltram?"
   Caltram lukkede øjnene. Det var smertefuldt at tænke på. Tit vågnede han midt om natten og skreg. De andre gladiatorer var trætte af ham og kastede ting efter ham, fordi det skete så ofte.
   I drømme gennemlevede han det hele igen og igen. Han så hvordan den blege sol stod op over de takkede og rå bjerge. En kold vind blæste og han skuttede sig, mens han stod pissede ned i grøften, som omkransede den lille bebyggelse. Han hørte støj bag sig.
   "Godmorgen." Det var Caltrams bedste ven, Cimoiod. Han stillede sig hen ved siden af Caltram, strakte sig og gabte, mens han fumlede efter sit lem i de omfangsrige klæder. Det var iskoldt.
   "Sovet godt?" Cimoiod kløede sig i sit viltre hår, mens han studerede den gule stråle, der i en mægtig bue næsten nåede over til den anden side af grøften.
   "Mmm. Sikke en fest, hvad? Har du lige så ondt i hovedet som mig?"
   "Værre! Det er jeg sikker på. Tordenguden er ikke gået i seng endnu og buldrer skidefuld rundt inden i min hovedskal."
   Caltram lo hæst. Det havde virkelig været en god fest. De havde fejret et meget vellykket baghold på en romersk patrulje. Det havde ikke bare givet stammen ære, men også en masse bytte. Våben og sølvmønter i massevis.
   Han var ikke helt gammel nok til at deltage i den slags angreb, men havde haft ansvaret for at beskytte landsbyen. Caltram var tålmodig. Det skulle nok blive hans tur. Han var dygtig til at slås. Meget dygtigere end mange af de voksne mænd. Men var altså ikke helt gammel nok.
   "Hvad er det?"
   De to unge mænd stirrede forundret på skovbrynet, som omkransede den lille landsby. Ud fra de lave træer løb en gruppe mænd mod dem. Et øjeblik stod Caltram og Cimoiod stille; ude af stand til at røre sig.
   "Romere! Romerne!!" Cimoiod skreg op, drejede om på hælen og løb råbende ind blandt husene.
   Caltram gik langsomt baglæns. "Romere? Her? Hvordan?" Angsten skyllede iskold gennem hans krop. Fjenden havde aldrig været så tæt på. Han havde tit set romerske patruljer på afstand. Men de her gik til angreb. De løb lige imod ham.
   Ud af hytterne væltede mænd, vækket af Cimoiods paniske råb. De fleste var stadig omtumlede af nattens drukgilde og meget lidt søvn. De havde kun fået deres våben med og ellers meget få klæder. Forvirrede løb de først rundt mellem hinanden og råbte hvad der var galt. Så fik de øje på de romerske soldater, der nærmede sig. Med kollektivt brøl benede de rasende frem mod grøften, hvor Caltram stadig stod.
   "Hvorfor er der ikke flere romere?" tænkte Caltram. Han var først blevet overrasket og bange, men nu slog det ham, at det ikke var en særlig stor gruppe romere, der angreb dem. Med mindre?
   Caltram vendte sig og bag de fremadstormende piktiske mænd, så han romerske ryttere galopere ind i landsbyen. Han råbte op og mændene drejede forskrækket hovedet i den retning han pegede. Rytterne råbte et eller andet på latin og kastede deres spyd, som borede sig ind i de nøgne og ubeskyttede mænd. Mange faldt skrigende om. Andre uden en lyd. Nogle få var uskadte og stod stadig op. Panisk forsøgte de at sætte sig til nødværge, men de fleste blev redet ned af de galoperende heste.
   I mellemtiden havde Caltram ikke rørt sig ud af stedet. Han dirrede af angst og lemmerne lystrede ikke. De var helt følelsesløse. Han hørte noget bag sig og mærkede et hårdt slag i nakken. Alt blev mørkt.

Hun kyssede ham blidt.
   "Stakkels dig, Caltram."
   Caltram så på hende. Han mund dirrede og tårerne samlede sig i øjnene.
   "Prøv at forestille dig min skam. Prøv at forestille dig, hvordan det var at vågne op og vide, at jeg svigtede. Min far blev dræbt. Min mor og søstre voldtaget og solgt som slaver. Cimoiod døde også. Men han kæmpede. "
   De græd lidt sammen og Aemillia forsøgte at trøste ham.
   Caltram snøftede. "Det er nok derfor jeg kæmper, som jeg gør. Måske vil jeg vise, at jeg er uovervindelig. At ingen kan slå mig. At hvis jeg havde været lidt ældre den dag. Lidt mere erfaren. Så havde romerne ikke vundet."
   Hun tørrede sine øjne og lod en slank finger glide ned af Caltrams tatoverede kind, mens hun forsigtigt fjernede hans tårer.
   "Åh, Caltram. Vi romere vinder altid. Vi er brutale og uden nåde. Hensynsløse. Du må ikke pine dig selv over det."
   Hun sukkede.
   "Vi er begge ulykkelige, Caltram. Jeg ved, at jeg lever et liv i luksus. Men der er ingen kærlighed. Ingen følelser. Ingen nærhed. Min mand er altid på farten og betragter mig mest som en prydsgenstand. Derfor kom jeg her. Og jeg fandt dig." Hun vendte sit kønne lille ansigt mod Caltram og kyssede ham blidt. Caltram mærkede, hvordan hans hjerte løb over. Han var forelsket."

Sådan gik flere uger. Caltram var lykkelig og fandt en ro han ikke havde haft længe. Til gengæld fik han flere tæsk i træningsarenaen end han havde gjort længe.
   "Koncentrer dig, Caltram! Hvad er der fat med dig? Du kæmper jo som en tøs!" råbte lederen skolen efter at Caltram var blevet slået omkuld af en ikke særlig dygtig gladiator. "Man skulle tro du var forelsket eller så noget. Hvor er dit hoved?"

Dagen for Caltrams næste kamp oprandt. Londinium fejrede en stor sejr over Pikterne og Caltram var derfor hovedattraktionen. "Pas på, Caltram. Lov mig det." sagde Aemillia imens hun stakåndet kyssede hans hals aftenen inden gladiatorkampene.
   Caltram trådte ud på det blodplettede sand. Et vildt brøl slog imod ham fra de mange tilskuere og på tribunen kunne han se Aemillia sidde ved siden af sin mand, Guvernøren. Hun smilede til Caltram.
   Selvsikkert rakte han armene i vejret og rystede sit spyd. Hans eneste våben. Caltram gik rundt i en cirkel og viftede med armene for at opmuntre publikum til at råbe endnu højere. Det gjorde de. Det elipseformede amfiteater var fyldt til bristepunktet og tilskuerpladserne var et flimrende hav af begejstrede og råbende mennesker.
   Først nu så Caltram på sin modstander. En halvfed og svedende mand klædt som thraker. Ansigtet var skjult af et gitter, der sad foran på den vældige hjelm. Thrakeren begyndte at gå sidelæns rundt om Caltram, mens han svingede sit buede sværd og forsøgte at skjule sig bag det firkantede skjol.
   Caltram stod bare helt stille og betragtede ham. Lyden af publikum forsvandt. Han lod sine tæer bore sig ned i det varme sand. Øjnene ledte efter åbninger. Svagheder. Pludselig fintede han til siden og thrakeren fulgte med for hele tiden at have sit sværd foran sig.
   "Aah, der var den." tænkte Caltram tilfreds. Nu begyndte legen.
   Thrakeren angreb med et brøl, men Caltram som ikke var hæmmet af nogen form for rustning eller hjelm, sprang let til side. Thrakerne slog nytteløst med sit sværd i den tomme luft.
   Publikum skreg af begejstring over hans leg med thrakeren. Efter nogle yderligere udfald var thrakeren træt. Sveden piblede ned af hans bryst og fede mave. Han bevægede sig langsommere og holdt skarpt øje med Caltram. Thrakeren dirrede af frygt og anstrengelse.
   "Lad os få det overstået. Nu har de fået nok underholdning."
   Caltram fintede igen til siden og thrakeren fulgte igen efter med sværdet, hvilket fik ham til at blotte kroppen, da han ikke var ligeså hurtig til at flytte skjoldet.
   Caltram stoppede sit spring til siden og tog i stedet et hurtigt skridt frem samtidigt med at han stødte spyddet mod thrakerens mave. Det gik lige igennem.
   Et sus gik igennem publikum. Thrakeren så forbavset ned på spydskaftet, der sad begravet i hans krop. Benene forsvandt under ham og med et grynt faldt han om i sandet.
   Publikum brølede af begejstring. Sikke en kamp.
   Caltram strakte armene og tog imod deres hyldest. Selv Guvernøren rejste sig og hilste på ham. Aemillia strålede som en lille sol, mens hun klappede.

Caltram trak sig tilbage gennem den lille port og blev ført ind i et rum, hvor han kunne slappe af og rengøre sig. Han var helt rolig og svedte ikke.
   "Jeg kunne tage den næste kamp med det samme." tænkte han med et smil, mens han lyttede til publikums tilråb. Den næste kamp var i gang og to nye gladiatorer kæmpede og gjorde deres yderste for at overleve og behage tilskuerne.
   Caltram drak lidt vand, mens han lænede sin nøgne ryg op af de kølige mursten. Forhåbentligt ville det ikke vare for længe før han skulle ud i arenaen igen. Han ville helst ikke blive for kold. Det behøvede han ikke bekymre sig om. En af slaverne stak snart hovedet ind i den lille celle.
   "Det er dig igen, Caltram."
   Han greb spyddet og gik ud i den smalle og mørke gang. For enden kunne han se den lysende rundbue, som markerede indgangen til arenaen.
   Han kneb øjnene sammen, da han trådte ud i det skarpe lys. Folk brølede af begejstring. Pikteren var tilbage. Nu ville de få en god kamp.
   Igen tog Caltram imod deres begejstring med åbne arme, mens han viftede med sit spyd.
   Da han fokuserede på sin modstander blev han overrasket. Ikke bange, men overrasket. Foran ham stod en kæmpestor galler klædt ud som romer. En rigtig rustning med overlappende metalplader og hjelm med en rød dusk i toppen. Det ville blive en svær kamp. Det var tydeligt. Han var dog ikke bekymret. Han vandt altid.
   Denne gang var anderledes. Galleren var hurtig. Han foretog nogle korte udfald mod Caltram og stak mod kroppen. Caltram nåede med nød og næppe at springe til siden. Han så ingen åbninger. Alle blottede dele af kroppen var dækket at metal. Galleren blev ved og ramte hver gang næsten Caltram. Det kunne ikke blive ved. Nu måtte han stoppe Galleren. Ellers ville det gå galt.
   "Ansigtet!"
   Lynhurtigt stødte Caltram frem mod Gallerens ansigt, som var omkranset af hjelmen, men ellers ubeskyttet.
   Spydspidsen ramte Gallerens firkantede skjold. Caltram fattede det ikke. Hurtigere end han troede muligt havde Galleren trådt et halvt skridt tilbage og løftet skjoldet, så det tog i mod det voldsomme stød.
   Caltram forsøgte igen, men Galleren fejede alle angreb væk med sit firkantede skjold og udmattede ham. Caltram gik forpustet i cirkler rundt om Galleren, som nu blot stod stille og ventede på ham. Caltram styrtede frem og stødte igen spyddet mod Gallerens ansigt. Galleren løftede igen blot skjoldet og fejede let spyddet væk, drejede rundt og skar knæhaserne over på Caltram.
   En skarp smerte jog igennem Caltrams ben. Han faldt. Blodet løb ned af læggen og farvede sandet rødt. Caltram kunne ikke begribe det. Han havde tabt! Smerten blev værre.
   Tilskuerne udstødte et brøl af begejstring. Det havde været en god kamp.
   Galleren hev ubesværet Caltram op på knæ og satte spidsen af sværdet på hans skulder - og kiggede op på guvernøren. Publikum råbte "Mitte! Lad ham gå!" Caltram havde kæmpet godt og de var tilfredse.
   Caltram så op mod tribunen. Aemillia smilede og lænede sig over mod guvernøren og hviskede ham noget i øret. Guvernøren vendte sig overrasket mod hende. "Mitte, mitte, mitte!" råbte tilskuerne taktfast. Guvernøren tøvede. Aemillias søde smil fordrejedes i en grim maske af stikkende øjne og en forvredet satyrmund, vrænget i en grimasse, som afslørede hendes små tænder, mens hun forventningsfuldt stirrede ned på Caltram. Guvernøren kiggede rundt på publikum og så igen forundret på Aemillia. Så trak han på skulderen og stødte han tommelfingeren mod halsen. Caltram blev lammet af rædsel og mærkede Gallerens sværd skære ned gennem skulderen indtil det nåede hjertet og alt forsvandt.