ÅR 991
   Angsten stak i Halwende. Trykkede hans bryst sammen, så han måtte ånde i korte, forpustede stød. Tindingerne dunkede og lyden af hans hjerteslag fyldte den lidt for store hjelm. En iskold, sitrende orm af frygt slangede sig igennem ham og fik ham til at fryse endnu mere. Sur galde trykkede sig op i svælget. Ganen var tørret helt ud og tungen føltes stor og klistret. Skjoldet tyngede armen ned og han måtte hele tiden løfte det op igen, så det dækkede kroppen og overlappede med sidemandens skjold. Kampen med skjoldet splittede hans tanker, forvirrede ham og gjorde ham mere bange. Han havde lovet sig selv at være modig, havde set sig selv kæmpe og brøle. Nu kunne han ikke tænke på andet end skjoldet, der tyngede ham ned i det våde sand.
   De to hære stod overfor hinanden i hver sin ende af en smal sandtange, som ved ebbe forbandt øen Northey med fastlandet. Vandet havde umærkeligt trukket sig tilbage og danskerne rykkede nu langsomt fremad. Mågerne hang i blæsten over dem og skreg rasende over at få deres middag forstyrret.
   Halwende var blevet skubbet frem i første række. Her havde ingen lyst til at stå. Når han lænede sig lidt frem, kunne han se den uskønne række af meget uens skjolde, som strakte sig langs saksernes linje fra den ene side af landtangen til den anden. Den skulle snart stå imod den fulde styrke af danskernes angreb. I midten af rækken stod de rigtige soldater med ens skjolde. Der var meget få. Foran den saksiske hær stod en præst og to munke i lange mørke kutter og hver deres kors på en stage. De messede og velsignede hæren - og bad om guds styrke til at vinde. Så vidt Halwende kunne se, virkede det ikke som om at guds trøst havde forplantet sig i de mange bange og anspændte ansigter. Selv følte han intet andet end ren frygt.
   Da de 3 guds mænd var færdige med at anråbe gud, skyndte de sig i gennem rækkerne og i sikkerhed inde på flodbredden.
   "Op med skjoldet, knægt vrissede manden til venstre for Halwende. Helt op under næsen. Du skal dække min højre side. Ryk tættere på. Hvis du ikke dækker mig ordentligt, er der hul i skjoldmuren - og så er vi færdige. Danskerne skærer lige igennem vores linje og hakker os i stykker. Forstår du dét!?"
   Manden kiggede med rødsprængte øjne på Halwende. Manden var stor og bredskuldret med kortklippet sort hår, klædt i en ulden lang kofte, der nåede ned til knæene. Hans skjold var meget stort og i hånden kunne Halwende se en mægtig flækøkse.
   "Hvad laver sådan en lille lort her?" Mandens ånde stank råddent. Faner af damp skød frem for hvert ord, han spyttede ud. Halwende prøvede at synke og åbnede munden for at svare. Den store mand drejede hovedet og kiggede sig over skulderen.
   "Orvin, du rykker frem ved siden af mig" snerrede han arrigt og skubbede Halwende ublidt tilbage i den næste række af mænd.

LONDON, 25. maj 2011
   Kvinden fra BBC Knowledge rettede på sine briller. Moderigtige og fra Prada.
   "Hør, som du kan se, har vi to kameraer. Joseph, som står der, vil dække mig og George filmer dig."
   Hele Annes lille hyggelige kontor virkede som om, det var fyldt til randen med mennesker, lamper og kameraer. Anne sad bag sit bord, med ryggen til sine diplomer, billeder fra udgravninger og håndtryk med TV-stjerner, som Tony Robinson fra Time Team. Gennem de regnvåde ruder kunne hun se folk haste duknakkede hen mod British Museum og den imposante romersk-inspirerede hovedindgang med de joniske søjler.
   "Ok, så jeg kigger ind i dét kamera?"
   "Nej, du må helst ikke kigge direkte ind i det. Kig på mig. Så ser det mest naturligt ud."
   "Fint, fint"
   Anne håbede, at hun ville se pæn ud og ikke virke alt for tyk. Var der ikke noget med at kameraet lagde 10 kg på - eller var det 15? Hun var stået op klokken 5 for at blive klar og havde løbet forvildet rundt i sin lille, pæne og hvidmalede forstadslejlighed i Twickenham. Igen og igen tjekkede hun sin make up og frisuren i spejlet. Håret oppe? Nede? Fletning? Hestehale? Spejlet gav hende ingen hjælp.
   Hun havde været i tv før. BBC havde adskillige minutters tv-billeder af henne, hvor hun lå på knæ i et fugtigt jordhul, klædt i mudret olivengrønt regntøj, mens hun forsigtigt skrabede sig ned gennem århundrederne med en spatel. Men det her var noget helt andet. Hun havde ikke haft ro siden Matthew, chefarkæologen for hendes afdeling, fortalte at BBC Knowledge gerne ville lave en udsendelse om deres seneste fund ved Northey - og at han synes, at hun skulle tage interviewet. Morgenen var endt med, at hun styrtede ud af døren uden at spise den yoghurt med müsli-knas, hun på et eller andet tidspunkt havde stillet frem på det lille røde køkkenbord. I stedet nåede hun lige at købe en cafe latte og en fedende croissant inden toget til Waterloo Station kom raslende ind.
   Den blonde instruktør smilede til Anne.
   "Ja, og så synes jeg, at du skal starte med hænderne på bordet og så først derefter tage kraniet op i hænderne, imens du fortæller. Det giver noget bevægelse og drama."
   "Godt. Kan man godt se skaderne på den afstand?"
   "Nej, ikke rigtigt. Men vi tager bare nogle nærbilleder bagefter, hvor du med fingrene viser dem og så lægger vi din stemme oven på. OK?"
   "OK"
   "Super, vi gør klar"

ÅR 991
   Danskerne råbte eder og fornærmelser på deres mærkelige sprog. De var stoppet op midt på sandtangen. De var mange. Mange flere end sakserne og de var næsten alle sammen klædt i hjelme og brynjer. Men de kunne ikke bruge deres overtal til noget. Sandtangen var smal og danskerne måtte stå i smalle rækker bag hinanden. Derfor var de to hære lige brede og danskerne kunne ikke komme til at gå uden om sakserne for at angribe dem i ryggen.
   Enkelte af danskerne kunne nogle saksiske skældsord og brugte dem flittigt. Nogle unge brushaner trådte op foran den tætte række af skjolde og gik frem og tilbage og rystede deres våben mod den saksiske pjaltehær, som stod og frøs i den kolde, våde blæst. Det var august, men de tunge skyer hang lavt og dagen var grå.
   "Feje saksiske svin. Kom og kæmp! "
   "I er ikke andet end maddiker skidt ud af en død mands røv!"
   "Vi sprætter jer op og knepper jeres kvinder!"
   Orvin, som nu stod foran Halwende, var en bredskuldret og lavstammet mand med et venligt ansigt. Han havde smilet opmuntrende til Halwende, da han skubbet sig forbi ham. Orvin så bomstærk ud og lignede en smed. Arme og ansigt var arrede efter glødende metalsplinter. Halwende stod nu i læ af Orvins brede ryg og kunne se spidsen af danskernes dansende spyd over hans skulder. Han følte sig en smule mindre udsat nu og behøvede ikke kæmpe for at holde skjoldet oppe længere. Han satte det ned i sandet og prøvede at samle tankerne.
   "Hvad laver jeg her? Mig og min store kæft. Jeg kunne jo bare være gået min vej."
   Blæsten bragte flere eder og forbandelser med sig og Halwende kunne høre flere af mændene brumme omkring ham og flytte utålmodigt på sig.
   "I bliver stående snerrede den store mand. Lad dem bare råbe og skrige og bruge deres vejr. Om lidt skal vi nok give dem noget at skrige over."
   Halwende huskede hvordan de havde stået en flok unge i det høje græs bag et af de lave lerklinede huse i udkanten af landsbyen. Drengene havde pralet med alt det, de havde tænkt sig at gøre ved danskerne. De havde netop hørt, at 200 langskibe var ankommet og havde gylpet tusindvis af krigere ud på øen ved mundingen af floden Panta. De var selvfølgelig ude efter sølv og guld. Det var danskere altid. Nu havde den lokale herremand, Eorl Byrthnoth, sendt ryttere ud for at samle fyrden og stoppe dem. Overalt i grevskabet havde mænd fundet høtyve, spyd og gamle sværd frem fra gemmerne og var nu på vej mod kysten for at samle sig i en fyrd og slå danskerne tilbage.
   "De vil jo nok gerne have folk med kamperfaring."
   Wyne, en køn sorthåret fyr med fregner, stod med korslagte arme og kiggede drillende på de andre - særligt Halwende. Wyne havde en gang ved et tilfælde været med i en gruppe fiskere, som nede på stranden var blevet overfaldet af irske sørøvere. Det var lykkedes dem at slå angriberne tilbage. Det havde bare været en sølle sulten flok og ja, Wyne havde haft mod til at kaste en sten eller to - efter at hans far og de andre havde jaget irerne tilbage i havet.
   Halwende hadede Wyne. De kunne begge lide den samme pige og prøvede hele tiden at overgå hinanden. Det endte som regel i dumheder og Wyne vandt næsten altid. Som dengang Wyne havde udfordret Halwende til sværdkamp på ko-ryg. Den opgående sol glimtede gyldent i det høje dugvåde græs, da de en tidlig morgen sneg sig hen mod de halvsovende køer med hver deres kæp i hånden. De andre drenge gemte sig i skovbrynet og fulgte dem på afstand. Med hujende skrig var begge drenge hoppet op på hver deres ko med det resultat at hele flokken gik i panik og køerne brølende løb rundt mellem hinanden på marken. Drengene måtte klamre sig til køerne for ikke at ryge af. Kun én gang havde de gungret forbi hinanden. Det udnyttede Wyne til give Halwende et hårdt spark i siden, så han faldt af. Koen trådte på Halwendes mave og det sortnede for hans øjne, mens han lå i det våde græs og hev efter vejret. De andre drenge og Wyne stak af, så det var Halwende, der blev slæbt ind i landsbyen af den rasende bonde, der var kommet løbende på grund af larmen. Ydmygelsen var total. Wyne havde udråbt sig selv til sejrherre. Og sådan gik det næsten altid. Wyne var mindre end Halwende, men meget stærk - og irriterende klog. Det var nok derfor, at Deorwyn bedst kunne lide ham. Halwende havde i hvert fald set dem gå en tur sammen.
   "Det kan nok være, at du har kastet sten efter halvdøde irere nede på stranden, men jeg har allerede meldt mig til fyrden."
   Halwende kunne have slugt sin tunge. Men nu var det sagt. Og i et lille øjeblik nød han da også Wynes forbløffede ansigt.
   "Det...det er løgn. De tager da ikke drenge med i fyrden"
   "Tja, danskerne er mange og Eorl Byrhtnoth har brug for ligeså mange stærke mænd."
   "Du er ikke en mand. Du lyver."
   "Jeg er i hvert fald mere mand end dig, din lille klat kolort"
   Halwende kiggede udfordrende på Wyne, som så væk.
   "Jeg tror det, når jeg ser det" mumlede han
   "Det skal du nok" sagde Halwende og vendte sig om og gik.
   Han kunne mærke deres øjne på sin ryg. Hvorfor var Deorwyn der ikke? Hun skulle have set hans triumf. Selvom den var kort. For en gangs skyld fik han Wyne ned med nakken. Men nu havde han fået et problem. Hvordan skulle han nu komme med i fyrden? Han var nødt til at finde ud af, hvordan han kunne komme af sted sammen med de andre mænd og på en eller anden måde være med. Alle drengene havde hørt hvad han havde sagt og Wyne skulle nok sørge for at alle fik besked, hvis det viste sig, at Halwende havde løjet.

LONDON
   Ok, vi kører. Begge kameraer lyste rødt.
   "BBC Knowledge "Slaget om sølvet", Professor Anne Davidson, optagelse 1"
   Anne sank sin nervøsitet og begyndte:
   "Vi kender alle Alfred den Store, som bliver konge over alle angelsakserne efter at have slået danskerne og forenet dele af England. Det er en stor del af vores historie og selvforståelse, men historien slutter faktisk ikke der. Vikingeangrebene fortsatte i mange år og danske konger, f.eks. Knud den Store regerede faktisk også England i en periode."
   "I 991 angreb den norske Olaf Tryggvasson Essex i det sydlige England med en stor flåde. På det tidspunkt handlede det mere om afpresning end plyndring, da angelsakserne plejede at betale sig til fred. Men ikke denne gang. Den angelsaksiske herremand Eorl Byrhtnoth gav sig ikke og havde samlet sine mænd for at stoppe danskerne - som vikingerne blev kaldt ligegyldigt, hvor de kom fra."
   Danskerne havde lagt til med deres langskibe på den lille ø Northey tæt ved mundingen af Blackwater floden, som dengang blev kaldt Panta. En lille sandtange forbinder øen med land, når der er ebbe - og hér og på den sumpede flodbrink udkæmpede de to hære et frygteligt slag, hvor angelsakserne til at begynde med slog danskerne tilbage.
   "Vi har udgravet flere skeletter i området, som vi er ret sikre på stammer fra det slag, da vi har dateret dem til omtrent den rigtige tidsperiode. De er smidt i en massegrav i nærheden af øen og de fleste af dem har ret voldsomme skader, der helt tydeligt stammer fra enten sværd, køller eller økser."
   Anne tog fat om kraniet, der lå på bordet og løftede det op foran kameraet.
   "Det har været en desperat situation og Byrhtnoth havde indkaldt så mange som muligt. Ikke kun rigtige soldater, men også almindelige folk: bønder, fiskere og lignende. De blev samlet i en såkaldt fyrd og udstyret med de forhåndenværende våben. Det var mænd i alle aldre og faktisk også nogen helt unge."
   Anne drejede lidt rundt på kraniet.
   "I hvert fald har vi ét eksempel på en meget, meget ung kriger. Kraniet hér stammer fra en person, som ikke kan have været mere end 11-12 år. Og alligevel fandt vi det i en massegrav med 34 andre skeletter - alle voksne mænd, dræbt i slaget. Så det er lidt usædvanligt. Kampen var voldsom og foregik i det man kaldte en skjoldmur. Ikke noget rart sted og slet ikke for et barn."
   "OK, cut."

ÅR 991
   Danskerne brølede og rykkede fremad. Et skridt af gangen rykkede skjoldmuren nærmere og for hvert skridt fremad slog krigerne med deres våben på skjoldene. Mågerne flaksede væk med hæse skrig. Forskrækkede over larmen.
   Hver gang slagene rungede, gav det et ryk i mændene omkring Halwende og han fornemmede, at rækken bag ham rykkede lidt baglæns.
   "Bliv stående! Bliv stående! I rykker jer ikke ud af stedet!"
   Halwende kunne igen mærke varmen fra mændene bag sig på sin ryg. Danskerne stoppede. Endnu engang løb nogen af krigerne frem og råbte fornærmelser. Pludselig løb 10-15 af dem hurtigt hen mod sakserne, så det våde sand stod om deres ben - og slyngede deres spyd. Den forreste række saksere løftede skjoldene og tog imod. Det gav et brag og et ryk, så Halwende blev skubbet baglæns. Spyddene var kastet med skræmmende kraft og Orvins skjold blev ramt. Spidsen var gået igennem og havde revet en flænge i hans hånd. Én eller anden begyndte at jamre og skrige et stykke væk fra Halwende. Nogle mænd bar den sårede bagud og væk fra linjen. Et knækket spyd stak ud hans bryst.
   De danske krigere slentrede grinende tilbage mod deres egen linje. Skjoldmuren rykkede igen fremad.
   "Nu kommer de, drenge. Ryk sammen. Bliv stående."

LONDON 2011
   Instruktøren smilede.
   "Det blev rigtigt godt dét der, Anne. Så tænker jeg som sagt, at vi kan lave en voice-over, hvor du snakker lidt om kraniet, hvor I fandt det og hvad der er sket med ham. Hvad vil du kunne sige om dét?"
   Anne tænkte lidt og tog kraniet op i sine hænder og fulgte blidt med fingrene den buede skal.
   "Drengen har sandsynligvis deltaget i slaget og er blevet dræbt der. I hvert fald er der kun mærker efter skader på forsiden af hovedet, hvilket stemmer med at han har stået ansigt til ansigt med sin banemand. Havde han flygtet eller var blevet overfaldet et andet sted ville jeg forvente sår i baghovedet. Det er der ikke."
   "Hvad er han blevet dræbt med?"
   "En økse, tror vi. Næsten helt sikkert. Han er ramt to gange og har en dyb fure i højre side af hovedet, som du kan se lige her ved siden af øjet, samt det store hul her, øverst i venstre side af kraniet, hvor øksen er trængt dybt ind. Forfærdelige sår."
   "Super. Det rammer det meget godt ind og gør det lidt håndgribeligt. Det prøver vi.... Var han virkelig kun 12 år?"
   "Der omkring"
   "Hvad lavede han dog dér?"
   "Godt spørgsmål"

ÅR 991
   Halwende fik øje på Eorl Byrhtnoth. En mægtig angelsaksisk herremand klædt i ringbrynje fra top til tå. Han sad højt på en hvid krigshingst og red nu ind foran rækken af angelsaksiske skjolde. Danskerne stoppede deres fremmarch. De tøvede, mens der blev sendt besked ned gennem rækkerne. Med ét åbnede deres skjoldmur sig på midten og ud trådte en høj mand - også klædt i ringbrynje - og med en hjelm hvorunder det gule hår hang i tykke lokker ned over brystet. En mindre mand, helt tydeligt angelsakser, fulgte ham. En tolk.
   "Vær hilset Byrhtnoth. Lad os få overstået det her i en fart uden for mange høflighedsfraser. Du ved, hvad vi er kommet efter. Vi er fattige og alt hvad vi ønsker er, at du fylder vores kister med guld og sølv."
   Ordene blev fulgt af latter og jubelråb fra de mange mænd bag den høje mand.
   "Er det alt?"
   "Ja, vi er meget rimelige. Fyld vores kister og så sejler vi hjem igen eller i hvert fald til et andet sted, hvor vi ikke plager dig."
   "Jeg er ikke fristet. Alt jeg har i sinde at betale dig med er vore spydspidser og sværd."
   Den høje mand tog sin hjelm af og smilede til Byrhtnoth. Øjnene glimtede.
   "Meget vel. Det er en dum beslutning. Det vil du snart opdage og desværre for dig, har jeg ikke tænkt mig at spørge engang til. Men du skal vide, at det ikke vil give mig nogen glæde at slagte en hær så ynkelig som din. Når jeg ser dine lasede bønder, ved jeg nok, at vi snart får alt det, vi er kommet efter."
   Og med en høj latter tog han hjelmen på igen og vendte sig mod skjoldmuren, der hurtigt opslugte ham.
   Alt håb forsvandt. Halwende havde lyttet med tilbageholdt åndedræt. Da Byhrtnoth var redet ind på sandtangen, havde Halwende lettet troet, at de to krigsherrer ville forhandle en aftale om sølv i stedet for at slås. Vi ER jo en pjaltehær. Enhver kan da se, at vi ikke har en chance! Halwende så på mændene omkring ham. Bønder. Bevæbnet med knive, hakker og spyd. Nogle få med en økse eller sværd, en del med skjolde af meget forskellig kvalitet - og næsten ingen med brynje.
   Det havde været alt for nemt at komme med i fyrden. Halwende havde stået i bakkerne og kunne se små flokke af mænd, som bevægede sig mod byen Maldon, hvor fyrden skulle samles. Han havde skyndt sig hjem og havde fundet sin faders læderhjelm og det gamle tunge skjold, som havde hængt oppe under loftet lige siden faderens død. Han pakkede en humpel brød ind i et stykke lærred og da han i ly af det tiltagende tusmørke sneg sig ud af landsbyen, huggede han en lang kniv, som hang ved smedens hus. Det blev hurtigt meget mørkt. Skydækket blokerede for månen, men der var lys nok til at han kunne følge vejen til byen. Midt om natten nåede han lejren og lagde sig til at sove på jorden blandt de mange mænd, som havde slået lejr uden for Maldon. Da hanen galede, havde han for længst taget hjelmen på og holdt skjoldet op foran sig, så man ikke kunne se, at han bare var en dreng. Ingen opdagede noget. Eller også gad de ikke se efter.
   "Så er det nu!"
   Med høje råb styrtede danskerne fremad og med et skarpt smæld støtte de to skjoldmure sammen. Foran Halwende kæmpede Orvin for at holde stand med sit skjold. En dansker prøvede at trække det ned med sit økse, men Orvin stak ham i ansigtet med sit sværd og fik løftet skjoldet op igen. En rødskægget kæmpe fyldte hullet i den danske række og i én bevægelse trak han Orvins skjold ned med hånden og svingede sit sværd i en bue direkte ned i gennem hjelmen på Orvin, så hovedet blev kløvet helt ned til halsen. Han faldt sammen og nu var der en hul i muren. Halwende blev skubbet fremad og han tørnede sammen med et dansk skjold. Kæmpen foran ham trådte et skridt frem og trykkede Halwende i knæ. Danskeren begyndte med hårde, brutale slag, at hakke Halwendes skjold i stykker. Hvert slag gennemrystede Halwendes krop og fyldte ham med rædsel. Han kunne ikke tænke. Hele hans sind skreg af angst. Armene smertede og han blev mast længere ned i mudderet for hvert lammende slag. Han kunne ikke komme væk. "Dø, dø, dø, dø" messede kæmpen på dansk og slog løs. Igen og igen smældede sværdet ned mod Halwendes venstre arm, som snart var helt følelsesløs. Højre side af skjoldet begyndte at gå fra hinanden og da danskeren slog igen, kunne Halwende se sværdet trænge igennem. Det sad fast. Halwende blev løftet op og skjoldet røg af hans arm, da danskeren trak sit sværd tilbage.
   Den røde kæmpe stod et øjeblik og kiggede grinende på sværdet i skjoldet. Så sparkede han skjoldet af og i et vældigt sving løftede han sværdet højt over Halwendes hoved. Halwende stod lammet og så op på det blinkende sværd, som susede nedad.
   To spyd blev stukket frem fra rækken bag Halwende og ramte danskeren, som med et forbavset blik væltede baglæns med det ene spyd i halsen.
   Pludselig var det forbi.
   Desorienteret og med smertende arme mærkede Halwende, at der blev plads omkring ham. Danskerne trak sig tilbage.

LONDON
   "Du har nogen eksempler på våbnene, ikke. Nogen replikaer? Som vi kan vise?"
   "Ja, dem bruger vi faktisk også, når vi undersøger skaderne på skeletter, som dem fra Northey. De kan ofte fortælle os hvilken våben, der er brugt."
   "Var det våben af høj kvalitet?"
   "Nogen var. De kunne være meget skarpe og gøre stor skade - specielt i hænderne på en trænet kriger."
   "Kunne du nævne nogen eksempler?"
   "Det mest dramatiske vi har fundet er nok et kranie, som er delt i to."
   "I to!?"
   "Ja, med et sværd eller en stor økse. Hele vejen igennem kraniet og de første halshvirvler. Det stammer faktisk fra samme grav som drengen. Så de må have kæmpet sammen, vil jeg tro."
   Anne huskede tydeligt, da hun fandt kraniet. En landmand havde pløjet helt ned til flodbrinken for at prøve at udnytte mere af jorden - og pludselig var plovskæret fyldt med knogler. De havde kun arbejdet i udgravningen i to dage, men havde allerede gjort en masse interessante fund. Anne lå på knæ med bagdelen i vejret nede i bunden af den rektangulære udgravning. Sådan endte hun tit med arbejde, mens hun i dyb koncentration og med ansigtet helt nede ved jorden, forsigtigt rengjorde knoglerne med en pensel. Vejret var strålende og i stedet for det sædvanlige olivengrønne regntøj var Anne klædt i en ærmeløs rød t-shirt og et par lidt for stramme beige shorts.
   En skygge faldt på knoglen hun netop havde børstet fri. Hun så op og i silhuet mod den blå himmel stod Matthew.
   "Jeg elsker at se dig arbejde" sagde han med skævt smil og et glimt i øjet
   Anne rødmede og kiggede ned. Hun trak knæene lidt længere frem, så hun kunne sænke bagdelen ned i en lidt mere yndefuld position.
   Matthew var chefarkæolog, men lignede mere en model, som lige var kommet fra en fotoskydning til Horse & Hound eller Hunters Magazine. Han bar altid et 3 piece suit i tweet og en six pence - 42 år og alt for køn til at være arkæolog. I hvert fald sammenlignet med gennemsnittet. Det var også en kilde til evig forundring hvordan han altid undgik at få så meget som den mindste smule jord, mudder eller støv på det fine tøj. Han var dygtig - ingen tvivl om det, så han var respekteret. Men han var også en skørtejæger og Anne kunne aldrig helt blive klog på de signaler, hun vist nok opfangede fra ham.
   "Hvad har du dér?" Det frække smil var erstattet af et interesseret blik
   Anne rejste sig og børstede knæerne af. I jorden under hende kunne man se tydelige aftegninger af to forvredne skeletter - det ene meget mindre end det andet. Det største skelet lå på maven med venstre arm under kroppen og den højre arm strakt henover det mindre skelet. Det var helt tydeligt blevet smidt oven på det andet. Anne havde rengjort kraniet for jord og det havde åbnet sig i to lige store dele. Et fuldstændigt rent snit helt ned til halshvirvlerne.

ÅR 991
   Danskerne angreb igen. Skjoldene bragede sammen og Halwende væltede bagover. Ned blandt kroppe, der stank af sur sved, pis, blod og opkast. Skrig af vrede og smerte blandede sig med den dumpe lyd af metal, der rammer kød og knuser knogler. Halwende prøvede at rejse sig, men blev hele tiden skubbet ned igen. Mænd væltede over ham, bandede og sparkede og prøvede at mase sig fremad. Henover muren af skjolde svingede sværd og økser, som huggede nedad i forsøget på at ramme mænd på den anden side.
   Op mellem virvaret af kroppe, ben og skjolde så Halwende pludselig et glimt af et kendt ansigt. Wyne!? Halwende forstod ikke. Hvad lavede Wyne hér? Det var helt sikkert ham. Halwende kunne genkende ham på trods af læderhjelmen. Wyne stod fortvivlet og skubbede med sit skjold mod muren af danskere, som langsomt trængte sakserne baglæns. Tårer trak striber ned af det beskidte og fregnede ansigt, som var forvredet i en skrækslagen grimasse. Det så ud, som om han skreg eller råbte. Over muren af skjolde kastede en dansker sig pludselig frem og med sin økse slog han Wyne på siden af hovedet, så hjelmen røg af. Wyne svajede, tabte sit skjold og tog sig fortumlet til hovedet. Danskeren forsvandt bag muren, men i næste nu var han der igen - og slog nedad med øksen. Wyne faldt.
   Halwende løb. Indtil han ikke kunne høre skrigene længere. Han holdt aldrig et skjold igen.

LONDON
   "Og det endte altså med at danskerne alligevel vandt."
   "Ja, sakserne begik den store taktiske fejl at trække sig baglæns for at lade danskerne komme ind på land, angiveligt for at slå dem i et reelt slag."
   "Og hvad skete der så?"
   "Danskerne var mange flere. De omgik lynhurtigt saksernes linjer og kunne nedslagte dem bagfra."
   "Dum fejl?"
   "Rigtig dumt. Et digt fra 1100 tallet, der fortæller om "Slaget ved Maldon"- det blev slaget kaldt på grund af den nærliggende by - beskriver det som "ofermōd" fra Byrhtnoth side. Han blev i øvrigt også dræbt."
   "Nå, men mange tak Professor Davidson. Anne. Det bliver en rigtig god udsendelse. Vi optog nede på øen i forgårs og når vi klipper det sammen med dig, bliver det super. Rigtig godt. Tak for i dag."
   "Selv tak. Jeg er spændt på at se det."
   "Også jeg. George, skal vi se om, vi kan finde en café i nærheden? Jeg kunne slå ihjel for en god kop Latte."
   Anne holdt døren for dem, mens de to kameramænd baksede med deres udstyr. Tilbage ved sit skrivebord i det nu meget tomme kontor, tog hun Wynes kranium op og drejede det tankefuldt mellem i sine hænder. Det var holdt op med at regne og jomfruelige lysstriber stod ind af de sprossede vinduer og oplyste de tomme øjenhuler. Så lagde hun kraniet op på hylden ved siden af Orvins sønderdelte hovedskal og fortsatte med sit arbejde.