"Den her dræber. Effektivt!"
   Den messingfarvede patron, som Bertil holdt frem mellem fingrene, skinnede mat i det gyldne lys fra pejsen.
   "Det er, kære venner, en 150 gram Remington kaliber 308. Kuglen har en blykerne, som er delvis dækket af en kobberkappe. I kan se blyet stikke frem her i spidsen". Bertil holdt patronen frem, så alle kunne se den grå spids.
   "Det betyder, at kuglen deformerer, når den rammer. Den kommer faktisk til at ligne en paddehat. Indgangshullet er lillebitte, men på den anden side er hullet på størrelse med en knytnæve. Bertil holdt sin næve op for at vise hvor stort et hul, der var tale om.
   "Væv og knoglestykker bliver blæst flere meter væk - og rammer du ordentligt, så flår du alle de store blodårer over, så blodet pisser ud. Kroppen punkterer simpelthen."
   "Det må være den farligste paddehat i skoven, så?" sagde Frank, salgsdirektøren i firmaet.
   "Godt set, Frank. Det er faktisk også deres slogan. "The most dangerous mushroom in the forest." Bertil kørte en hånd gennem sin tykke manke af rødblondt hår.
   "Har du snydt og læst på lektien, Frank?". Alle grinede højlydt.
   Frank lo med, trak på skuldrene og lænede sig frem i den dybe chesterfield lænestol efter sit glas og tog en ordentlig slurk af sin whisky.
   "Hvad nu hvis man rammer i hovedet? Det må da være mest effektivt, eller hva'?"
   "Sidder den i hjernen, så slukker lyset. Det er klart. Men skyder du bare en lille smule ved siden af, så rammer kuglen i kæben. Det er et frygteligt svineri. Alt bliver smadret. Tænder, tunge og knogler bliver most til én stor pærevælling - og må gøre ondt af helvede til. Skyd efter hjertet i stedet."
   De fire mænd i lænestolene udvekslede blikke. De sad med hver deres glas whisky i den hyggelige pejsestue. Væggene var massive egetræsbjælker og jagttrofæer hang på række under loftet. En stor stenpejs med en buldrende ild dominerede rummet og spredte lys og hygge.
   "Hvorfor er det lige, du synes, at vi skal på sådan et dræbertogt, Bertil?" sagde chefen for udviklingsafdelingen. "Vi har jo ikke jagttegn." Han skubbede nervøst sine briller tilbage på plads.
   "For at fejre det, Martin!". Bertil slog ud med armene.
   "Vi skal da fejre, at vi har succes. Vi er jo på Børsen, for fanden! Aktien stiger. Og når vi lancerer den nye software næste måned, så eksploderer kursen. Det bliver helt vildt - og i øvrigt er der ikke et øje helt her oppe i Sveriges skove. Der er sgu' ikke nogen, der gider tjekke om du har jagttegn eller ej."
   Bertil så rundt på de andre. De nikkede og smilede til hinanden. Frank klappede Jens, økonomichefen, på skulderen.
   "Vi bliver mega-rige. Så der er nok at fejre. Men først og fremmest skal vi fejre at vi er venner - og partnere! Skål!"
   Mændene rejste sig. "SKÅL!"
   Martin sippede lidt af whiskyen, mens han tankefuldt kiggede rundt på de andre. Frank og Jens var i højt humør og havde allerede drukket en del. Thomas, der var ansvarlig for marketing, sad og grinede af de andre men drak heller ikke så meget. Martin fangede Thomas' øjne. Thomas smilede og løftede sit glas.
   "Vi bliver rige, Martin. Rigtig rige." sagde han glad.
   Martin skålede tilbage, men drak igen kun lidt. Han vendte sig mod Bertil, der stod op og fortalte en trussetyv-historie til Frank, mens han gestikulerede med sit fyldte glas og igen og igen rettede på sit hår.
   "Bertil? Bertil? BERTIL!"
   Bertil vendte sig og så lidt overbærende på Martin. De andre så også til med et nysgerrigt udtryk i ansigterne.
   "Ja, Martin?"
   "Øhm, de der geværer. Jeg har jo ikke været i militæret, så jeg har aldrig skudt med sådan ét."
   "Arh, det skal du ikke tænke på. Vi prøver lige et prøveskud i morgen. Det er nemt nok. Der er et kikkertsigte på og du rammer, hvor krydset er. Simpelt!"
   Bertil vendte sig mod de andre.
   "Hør nu her drenge. I er kørt helt herop til Nordsverige, fordi jeg synes, vi skal have en helt særlig oplevelse sammen. Jeg har fine geværer til jer alle sammen som I kan låne. Jagt er en fantastisk hyggelig måde at være sammen på. I vil ikke fortryde det. Er I friske eller hvad? I har sgu' godt af noget frisk luft og prøve at køre firhjulstrækker i stedet for Ferrari.
   "Ja, for fanden! Vi skal da skyde nogle dyr, mand!" råbte Frank.
   Bertil brølede af latter.
   "Sådan Frank. Du er sgu' en rigtig vildmand!"
   Frank rejste sig og spændte musklerne. "Grrrrrr!"
   "Lige en enkelt ting. Bare en advarsel til jer alle sammen." Bertil holdt en kunstpause.
   Der blev stille. Ilden knitrede i pejsen.
   "Ja, Bertil?"
   "Vi er ude i vildmarken. Og her kan man blive væk. Kan I huske, at jeg var med til en eftersøgning for nogle år siden? En ung mand der var gået på vandretur alene?"
   "Jaeh, måske. Hvad skete der med ham?"
   "Vi fandt ham efter fire dage. På fodsporene kunne vi se, at han var gået i cirkler i dagevis. "
   "Hvad så?" De fire mænd stirrede fascinerede på Bertil.
   "Der var ikke meget tilbage af ham. Solen havde tørret ham helt ud og dyrene havde taget deres andel. En stor andel!"
   Bertil kiggede sigende rundt på hver enkelt.
   "Men i det mindste fandt vi ham. I de fleste tilfælde forsvinder folk bare."
   "Sikke en hyggelig og opbyggelig historie, Bertil. Tak for den. Nu har jeg det allerede meget bedre. Skål, for helvede!" Frank rejste sig og løftede sit glas.

Fire timer tidligere havde Bertil stået på jagthyttens veranda og kigget udover det endeløse landskab. Han følte sig varm og forfrisket efter et langt bad. Han havde taget sig god tid og kæmmet sit hår grundigt. Noget han nød meget. Han var spændt. Det ville blive en helt særlig jagt.
   Jagthytten var bygget af træbjælker og i to etager. Den havde fine hvidsprossede vinduer samt to skorstene bygget i store sten og lå lidt op af en stor træklædt bakke. Nåleskov stod tæt om den græsklædte lysning, der omringede huset. Oppe fra verandaen kunne han se den uendelige skov brede sig og langt ude i horisonten strakte nogle skaldede bjerge sig opover trægrænsen. Stilheden, vindens blide susen og fuglenes glade kvidren blev nu forurenet af en højfrekvent brummen, som nærmede sig langsomt. Bertil lo for sig selv.
   "Tosser!"
   Nu kunne han ind i mellem træerne se røde og gule farver. Den kraftige lyd fra store motorer var nu helt tydelig og på den stenede vej listede to Ferrarier, en Lamborghini og en Porsche ind i lysningen. Bertil vinkede.
   Frank rullede vinduet ned på sin Ferrari og råbte: "For helvede mand! Vi har kørt 20 kilometer i timen siden vi forlod hovedvejen - og alligevel har den ene sten efter den anden smadret min undervogn. Jeg sender dig fan'me en regning!"
   "Jeg inviterer dig på jagt 1500 kilometer oppe i Sverige, hvor ingen kan hjælpe dig, hvis du kører fast - og så kører du herop i en bil med 10 centimeter frihøjde. Den er du sgu' selv uden om, Frank! " Frank grinede sorgløst som svar. De fire luksusbiler parkerede ved siden af Bertils firhjulstrækker Landcruiser. Bertil drejede hovedet og råbte ind af de åbne døre til hytten.
   "Ganju! They are here. Bring out the drinks!"
   Et øjeblik efter trådte en nepaleser klædt i en hvid tjeneruniform ud på verandaen. Han bar en bakke fyldt med cocktails.
   "Velkommen, kære kolleger, til min ydmyge hytte her i den friske luft. Tag en drink. Ganju laver fantastiske Mojitos. Tag én."
   "Der er sgu' stil over dig, Bertil. Tak."
   De fire nyankommne mænd tog en drink og så sig beundrende omkring.
   "Her er da helt fantastisk"
   "Prøv at hør hvor stille her er!"
   "Hvem er ham der, Bertil?"
   "Det er min seneste erhvervelse: Ganju Thapa!" Bertil blinkede skælmsk.
   "Nej, det' pis. Ganju er tidligere Ghurka-soldat i den britiske hær og kæmpede i Afghanistan. Nu er han gået på pension, men kan ikke leve af den smule han får, så nu arbejder han for mig. Han laver de mest fantastiske Mojitos. Har jeg sagt dét?"
   "Det skal altid bare være en tand mere fantastisk med dig, Bertil. En Ghurka-soldat som personlig tjener. Nu har jeg sgu' hørt det med."
   Bertil stod bred og mægtig og grinede smørret.
   "Der skal da være stil over det. Ganju, make them some more drinks."

Brændeknuden knækkede sammen og udsendte en gylden sky af gnister. Det var meget sent, men så højt mod nord var det altid lyst. Ganju havde netop serveret en ny omgang mojitos og kun Thomas og Martin kunne efterhånden tale rent.
   "Bertil, ham din Agurka? Han må da være en fandens karl. Er det ikke noget med at de hugger hovedet af folk med sådan stor skæv kniv?" Frank stod og svajede lidt.
   "Jeg tror, ham her var snigskytte. Men vi kan da spørge ham. Ganju, Gaanjuuu!"
   Ganju viste sig i døren med et spørgende ansigt.
   "Ganju, you cut head off people with your... your knife-thing?"
   "Sorry, I don't understand, sir"
   "Aarh, hold nu kæft. Så dårlig er jeg da heller ikke til engelsk. You shoot people or cut their head off?"
   "I was a sniper in Afghanistan if that is what you mean, sir?"
   Bertil kiggede triumferende rundt på de andre.
   "Det var jo, det jeg sagde, ikk'? Snigskytte."
   "Hold fest, hvor sejt. Han skal da næsten med på jagt i morgen, så?" Thomas gabte lidt.
   "Vel skal han ej, Thomas. Han er tjener, så han bliver bare hjemme!"
   Frank satte sig tungt i sin lænestol. Han havde røde øjne.
   "Nå, Ghupta eller what you hedder. How many have you dræbt...kill? How many Talebaners? In the head? Or in the heart? The heart is best, you know."
   Ganju så bedende på Bertil.
   "Sir, I would rather not talk about this."
   "Shut up, Ganju. He asked you a question. Answer!"
   Ganju stod tavs.
   "Answer!" Bertil trådte et skridt frem.
   "Sir, it is classified and not something I would like to talk about. Believe me. I won a medal. That is how many I shot."
   "Ganju, answer my guest!"
   Ganju stod rank med et udtryksløst ansigt.
   Bertil gik nærmere og tårnede sig truende op over den lille ghurka-soldat.
   "Bertil, for helvede. Lad ham nu være. Du er jo skidefuld mand."
   "Ååårh, fuck off med dig" sagde Bertil og skubbede hårdt til Ganju, som trådte et par skridt tilbage, drejede rundt på hælen og forlod stuen.
   "Slap nu af, Bertil. Skulle vi ikke bare gå i seng? Jeg er skide træt. Det snyder med den der polarnat. Man tror jo, det er højlys dag."
   Bertil livede op.
   "Jo, lad os det. Vi skal snart op og pløkke nogen dyr."
   De tumlede i seng og snart genlød hytten af beruset snorken.

"Ganju! Gaaaaanju! Hvor helvede er han henne? Vi skal jo have noget morgenmad for fanden." Bertil kiggede sig forvirret omkring i køkkenet. De andre var også kommet ned. Frank og Jens tog sig til hovedet og så ikke friske ud.
   "Blev han mon sur over det i går?" Thomas gik ind og kiggede på Ganjus værelse. Sengen var redt med militaristisk præcision og der var ingen.
   "Åh, nej. Nu er han ikke farlig vel? Måske har han den der kniv, Frank snakkede om?" Martin var bekymret og kiggede for tiende gang på sin mobiltelefon. Ingen dækning.
   "Han er jo en slags asiat, ikk'? Jeg mener, æresbegreber og sådan noget? Måske blev han snotfornærmet?"
   "Hold nu op med det pjat. Nu skærer jeg noget brød til os og brygger en kop kaffe. Og så skal vi på jagt. Ganju kan rende og hoppe. Ham skal jeg nok tage mig af senere." Bertil gik ivrigt i gang med at hive tallerkner og kopper ud af skabene.

Martin lå på jorden med riflen hvilende på en træstub. Han kiggede anspændt gennem kikkertsigtet og på trådkorset som hoppede op og ned.
   "Har du dåsen på kornet? Det burde ikke være svært." Bertil knælede ved siden af Martin og så gennem en kikkert på øldåsen omkring hundrede meter væk.
   Martin nikkede og Bertil stak fingrene i ørerne.
   "Skyd så!"
   Riflen gik af med højt brag og det gav et voldsomt ryk i Martin.
   "Av, for helvede min skulder!" råbte han.
   "Gjorde det ondt? Nå, så kom der da noget ud af det, for du ramte ikke en skid!" Bertil lo en hæs, fordrukken latter og de andre grinede også.
   "Fuck det lort. Det gider jeg simpelthen ikke det her. I kan bare tage på jeres forpulede jagt. Jeg bliver hjemme!" Martin rejste sig og børstede sit tøj af.
   Bertil stivnede.
   "Nej, Martin. Du tager med. Vi skal alle sammen være med."
   "Ikke på vilkår. Jeg gider ikke skyde noget. Bare tag af sted. Jeg har også nogle mails, jeg skal have klaret."
   Bertil stod og tænkte lidt med sammenknebne øjne.
   "Ok, Martin. Du bliver bare hjemme. Kom drenge. Sadl op. Vi kører."
   Thomas, Jens og Frank greb hver deres riffel og satte sig ind i Landcruiseren. Bertil rullede vinduet ned.
   "Martin, sæt dig på verandaen. Men lad være med at gå nogen steder. Lige pludselig er du gået vild og kan ikke finde tilbage." Han vendte sig mod de andre i bilen. "Det gælder også jer. Når jeg har sat jer af ved jeres jagttårn, så bliver I der. Ikke noget med at forlade det." De nikkede.

Martin stod og så Landcruiseren forsvinde ad skovvejen og gik så tilbage til jagthytten. Solen skinnede fra en skyfri himmel og selvom der var kulde i luften, var der rart. Han hentede sin laptop og satte sig i en lænestol på terrassen. Der var heldigvis trådløs internet, så han gik i gang med at læse mails. Der var mange og det var heldigvis godt nyt. Testen af det nye software gik efter planen og de ville blive klar til lancering.
   Han gik ind efter en kop kaffe. Den var lunken, men han var ligeglad. Martin klikkede ind på sine billeder og videoer. Han smilede glad til billederne af sin kone og de små lyshårede tvillinger, og så et par videoer med latter og leg fra sommerferien. Da han slukkede for videoerne, mærkede han hvor stille der var. Ikke en lyd. Han lyttede længe. Pludselig kunne han høre en bil brumme ikke så langt væk, men det forsvandt igen. "Nå, det var sikkert Landcruiseren. Nu er de nok på jagt alle sammen. Det kunne være sjovt, hvis de ikke ramte en skid!"
   Kaffen gjorde sin virkning og han måtte på toilettet. På vej tilbage hentede han en ny kop kaffe. Han trådte ud på verandaen. Drak en tår og kiggede sig så undrende omkring. Hvor var hans laptop?

Han gik ind igen og ledte. Den var der ikke, men han var også hundrede procent sikker på, at han efterlod den i lænestolen udenfor. Han gik ud igen. Den var væk. Martin kløede sig i nakken. Det forstod han ikke. Er der mon dyr heroppe, der kunne finde på at stjæle en laptop? Han kiggede rundt og fik så pludselig øje på den. Midt ude i lysningen stod hans laptop på en træstub.
   "Det var sgu' da mærkeligt?"
   Martin gik langsomt ned af trappen, mens han så sig undersøgende omkring. Der var ingen. Vinden susede lidt i træerne, men ellers var der stille.
   "Laver I pis med mig? Det er ikke sjovt, at I ved det!"
   Martin gik nærmere. Laptoppen var halvt lukket, men tændt.
   "Ganju, is it you? Ganju? I am very sorry for last night. They were just drunk."
   Martin nåede hen til laptoppen. Der stod noget på skærmen. Han samlede pc'en op og så sig omkring. Stadig ikke en lyd. Han åbnede laptoppen og læste:

BANG! You are dead!

"Ha, ha. Meget morsomt, skiderikker!" Martin klappede laptoppen sammen og så udfordrende ind mellem træerne.
   Martin hørte ikke knaldet før benene forsvandt under ham og han landede hårdt på bagdelen. Han så sig forvirret omkring.
   "Hva' fanden?"
   Han prøvede at rejse sig, men benene lystrede ikke. Martin blev bange. Han mærkede noget vådt på maven og kiggede ned. Fra et lillebitte hul under navlen piblede en strøm af blod. Chokeret rakte han om på ryggen, hvor knoglesplinter stak ud af et stort hul i lænden. Smerten kom. Han skreg.
   "Please, Ganju. I am sorry. Please. It wasn't me!" Inde fra skoven hørte Martin den raslende lyd af bundstykket, der bliv trukket ud af en riffel og skubbet ind igen med en ny patron.
   "Please no!" Skuddet gik gennem øjet og sprængte Martins baghoved flere meter væk.

Frank lænede sit hoved mod rækværket på det jagttårn han sad i. Mundvand blev ved med at samle i det bagerste af munden og hans hoved værkede.
   "For helvede mand. Fuck nogle tømmermænd."
   Frank stønnede og tog sig til maven. Kvalmen trykkede sig op i spiserøret og han slog en bøvs, der stank af gammel whisky og kaffe. Lidt sur galde fulgte med.
   Skoven genlød af et skud og lidt efter, et til.
   "Nå, nu sker der da lidt." Frank spyttede en slimet klat og fulgte den med øjnene. Hans ben trippede, rastløse af ubehag. En tung smerte trykkede henover hans øjenbryn og kravlede ind i øjenhulerne. Han bandede sig selv langt væk.
   Så lød der et skud til. Tættere på.
   "Arh, fuck. Det skud var ovre ved Jens. Nu har han fået ramt noget. Typisk!"
   Frank kiggede på sin rystende hånd.
   "Jeg kunne nok ikke ramme noget alligevel." Han grinede lidt af sig selv, men fortrød straks, da kvalmen vældede op i svælget. Frank skyndte sig at lægge riflen og nåede lige ned af stigen inden han med et brøl kastede tykke stråler af gulgrøn væske op. Den ene kaskade efter den anden. Mellemgulvet krampede og klemte det sidste ud af ham, mens han hostede og spyttede tråde af slim.
   "Fy for satan! Ååårh, mand!" Frank prustede.
   I det samme hørte han en raslende lyd. Han lyttede.
   "Det skal da lige passe, at der kommer et dyr, mens jeg står her og knækker mig. Hvor er geværet nu?" Han kiggede sig omkring, men kom så i tanke om at han havde efterladt det i tårnet. Anspændt prøvede han at se ind i mellem træerne. Dér var lyden igen! Han begyndte at liste hen mod stigen. I det samme var det som om nogen slog ham hårdt på siden af hovedet. Alt blev sort.

"Fire skud!" Thomas sukkede. "Og jeg har ingenting set. " Han strakte sig. Jagt var ikke helt så spændende, som han havde forestillet sig. Men her var nu kønt. Jagttårnet stod i udkanten af en lille lysning med højt græs, som skrånede ned mod et vandløb. Stilheden blev kun afbrudt af et vindpust eller de flaksende vinger fra en lille fugl. Solen stod højt på den blå himmel og Thomas fulgte kondensstriberne fra et fly. "Gad vide hvor den skal hen?" Han gabte.
   "Bum, bum, ba-dum." Thomas undersøgte geværet. Det var ret sejt. En sort djævel, lavet i kunststof. Det så meget militæragtigt ud. Sådan Black Ops eller Navy Seals. Han kunne godt lide tyngden og løftede det prøvende op til skulderen, mens han afsøgte skoven gennem kikkertsigtet. Øjet fangede en bevægelse. Thomas førte kikkerten tilbage. Hvad var dét?
   Noget tumlede rundt inde imellem træerne. Grene og buske blev skubbet til side og Thomas kunne høre slæbende fodtrin gennem skovbunden.
   "Hvad i alverden er dét?"
   Thomas stirrede anspændt gennem kikkerten, men kunne kun se grene der bevægede sig. Nu hørte han en klagende og prustende lyd. Hvad det end var, rørte det ikke på sig ikke længere. Thomas lyttede.
   Så begyndte det at bevæge sig igen. Ind i skoven. Der blev stille.
   "Lever der bjørne her, mon? Måske var det sådan én? Det kunne Bertil da godt have sagt. Den er da ikke helt ufarlig."
   Skoven genlød af et langt klagende skrig. Det gav et sæt i Thomas.
   "Det er sgu' da uhyggeligt! Hvad er det for noget?"
   Nu begyndte grene og buske igen at bevæge sig. Endnu voldsommere end før. Det der var inde i skoven bevægede sig frem og tilbage lige inde bag træerne. Det brølede og prustede og ind imellem lød det som gråd. Bevægelserne stoppede og Thomas kunne kun høre en lav pibende lyd.
   Han sad ubeslutsomt. Nysgerrigheden rev i ham. Han rejste sig op og kiggede længe gennem kikkerten. Intet. Den pibende lyd var helt tydelig nu.
   "Jeg gør det sgu'. Det er lige bag træerne. Jeg må altså se, hvad det er. Og hvis det er en bjørn skyder jeg den fan'me."
   Han kravlede ned af stigen. Nede på jorden måtte han lige orientere sig igen, da han nu så skoven fra en ny vinkel. Han besluttede at gå efter lyden, da han stadig ikke kunne se noget.
   Thomas afsikrede geværet, mens han langsomt gik gennem det høje græs tværs over lysningen. Pibelyden var helt tydelig nu og der var noget underlig bekendt ved den. Lige da han nåede skovkanten var der bevægelse igen og lyden blev svagere. Thomas kiggede sig over skulderen hen mod jagttårnet.
   "Hvis jeg sørger for kun at gå lige ud, burde jeg nemt kunne finde tilbage. Bare gå lige tilbage hvor jeg kom fra."
   Han skubbede et par grene væk og trådte ind skovens nåleduftende halvmørke. Træerne stod tæt og grenene hang lavt. Skovbunden var dækket af gamle grannåle og fjedrede, når han gik. Han satte ingen fodspor, så snart kom Thomas i tvivl om han var gået helt lige ud. Han kiggede sig tilbage. Han mente nok at kunne se noget lys et stykke bagude. Der måtte lysningen være. Skoven var tyst igen.
   Thomas drejede hovedet for at lytte. Hørte han igen noget? Han gik lidt videre, mens han hele tiden spejdede tilbage. Det blev mørkere og træerne stod tættere.
   Pludselig genlød skoven af hårde tramp i jorden og et vildt skrig. Ud mellem træerne væltede et skrækindjagende væsen. Thomas skreg højt og tabte geværet, mens han snublede baglæns.
   Frank havde intet ansigt. Hvor øjnene skulle være, var der to blodige fordybninger og munden var en splintret masse af knogler og en enkelt række tænder. Skyer af blod stod ud, når han prustende forsøgte at trække vejret. Hele kroppen skælvede og sitrede, mens han peb af smerte. Han hostede blod op og famlede foran sig, mens han stavrede efter Thomas' stemme.
   Thomas rystede og kvalmen krampede i hans hals. "Frank, for satan hvad er der sket!?"
   Frank skreg og viftede med armene.
   "Kom du til at skyde dig selv?" spurgte Thomas skrækslagen.
   En sky af blod stod ud af hullet, der før var hans ansigt, mens han gurglende rystede på hovedet. Han gik hen imod Thomas, der uvilkårligt bevægede sig baglæns.
   "Jamen, hvad så. Hvad skete der? Var det Ganju? Var dét?"
   Frank faldt om i kramper. Kroppen dirrede og rystede indtil en læderet blodåre endelig gav op og han døde med et prustende suk.
   Thomas kastede op. Han græd. Chokket lagde over ham.

Han vidste ikke, hvor længe han havde siddet i skovbunden, men kroppen var helt stiv og øm, da han rejste sig. Frank lå stadig i en forvreden stilling, men Thomas kunne ikke få sig selv til at se på ham. Det bedste han kunne gøre nu, var at advare de andre. Nogen havde skudt Frank og måske var det Ganju. Thomas så sig omkring. Hvor var det han var kommet fra? Skoven så helt ens ud, ligegyldigt hvor han så hen.
   Thomas begyndte at gå, men det blev hurtigt klart, at han var faret vild. Han prøvede at finde tilbage til Franks lig, men det var væk. Han så op på den blå himmel mellem trætoppene. Stadig lyst og han anede ikke hvad klokken var. Han stoppede op og prøvede desperat at orientere sig.
   Fodtrin! Ganske lette fodtrin. Thomas stivnede. De kom nærmere. Han trådte om bag et træ og lagde sig ned.
   Ganju kom snigende ind mellem træerne. Han var klædt i camouflage og stoppede ind i mellem for at lytte. Han stod længe tæt på Thomas uden at se ham. Så fortsatte Ganju foroverbøjet, mens han igen hele tiden stoppede for at lytte. Der blev stille. Thomas rejste sig. Da han var sikker på, at Ganju var væk fortsatte han meget forsigtigt.
   Han måtte dukke sig for grene og kravle ind mellem tykt buskads, som rev ansigt og hænder, så han havde snart ingen anelse om hvilken retning han gik i. Indtil han lige pludselig stod i en lysning.
   Der stod et jagttårn. Var han tilbage? Nej, det var ikke hans lysning.
   "Bertil? Jens?" kaldte han sagte.
   Ikke en lyd.
   Thomas gik forsigtigt over lysningen. Han fik øje på Jens. Han lå helt fredeligt på jorden ved siden af jagttårnet med begge øjne halvt lukkede. Der var et lille hul ved hans hjerte og der var kun nogle få dråber blod på den grønne jakke.
   "Shit! Hvad fanden er det der foregår?"
   Thomas så sig panisk om og kunne næsten fysisk mærke Ganju sigte på sig. Han søgte i dækning bag jagttårnet og kiggede forsigtigt rundt. Han havde været her før, da de satte Jens af. Der måtte være et bilspor et sted. Han rejste sig og småløb duknakket lysningen rundt, mens han febrilsk spejdede ind mellem træerne. Han fandt to svage spor, som førte ind i skoven og begyndte at løbe, da sporet blev nemmere at følge. Flere steder havde de store hjul fra Landcruiseren pløjet jorden op og snart stod han foran jagthytten.
   Lettet løb han op mod bilerne. Han måtte væk og hente hjælp.
   "Thomas!"
   Han vendte sig lettet. Bertil kom gående med stive skridt af det samme spor, som Thomas var kommet af.
   "Sagde jeg ikke du skulle blive i dit jagttårn!"
   "For fanden, Bertil. Frank og Jens.... Bertil, hvad laver du?"
   Bertil havde løftet geværet og sigtede på Thomas.
   "Bertil!?" Thomas gik baglæns, mens Bertil nærmede sig. Han snublede og faldt samtidigt med at han hørte skuddet. Han sprang op igen og løb. Bag sig hørte han Bertil trække patronen ud og skubbe en ny i.
   "Bertil!" hylede han. "Hvad fanden laver du?"
   Han nåede hen til jagthytten og smuttede rundt om hjørnet. I stedet for at løbe rundt om huset, løb han lige ind i skoven og smed sig ned.
   "Thomas!" Bertil gik en stor bue uden om huset og kiggede nu rundt om hjørnet.
   "Thomas. Jeg er sgu' ked af det."
   Bertil fortsatte da han ikke kunne se Thomas.
   "Jeg er i en alvorlig klemme, Thomas. Ellers tror jeg aldrig, jeg ville kunne gøre sådan noget." Bertil løftede geværet og så gennem sigtekikkerten i retning mod Thomas.
   Thomas rørte sig ikke.
   "Jeg er nødt til at have jeres aktier, Thomas. Jeg skylder rigtig mange penge væk. Rigtig mange. Og til de forkerte typer. De slår mig ihjel."
   Bertil fortsatte rundt om huset og forsvandt, men Thomas kunne høre ham råbe.
   "Jeg har spekuleret på børsen. Jeg var grådig og gearede investeringerne for lånte penge. Det gik helt galt."
   Thomas så ned mod bilerne. Hans gule Lamborghini stod yderst. Hvis han løb nu? Kunne han så nå det? Thomas sprang op og løb ned mod bilen og åbnede forsigtigt døren. Nøglen lå på sædet.
   "Thomas! Kom frem. Jeg skal ikke bruge alle aktierne. Du bliver endnu rigere. Kom nu frem. Vi siger bare, at det var Ganju, der gjorde det." Bertil var næsten nået rundt om huset.
   Thomas fumlede med nøglen og kunne ikke få den i. "Kom nu, kom nuuuu."
   Lamborghinien startede med et brøl netop som Bertil kom frem bag jagthytten. Han løftede geværet.
   Thomas bakkede ud og kørte i høj fart hen mod skovvejen. I bakspejlet kunne Thomas se Bertil sigte, men han opgav tilsyneladende og løb hen mod sin Landcruiser.
   Thomas trykkede speederen i bund ud af den stenede vej. Den lave bil ramte det ene bump efter den andet og slingrede indtil en stor sten med smæld slog imod bunden og fik ham til at miste herredømmet. Bilen skred ud og kørte i grøften. Ind mellem to træstammer.
   Thomas hørte Landcruiseren nærme sig. Bertil kørte langsomt. Han havde ikke længere nogen grund til at skynde sig. Thomas forsøgte desperat at åbne dørene men de var ikke til at rokke. Han prøvede at rulle vinduet ned, men det var klemt fast. Bertil smækkede døren til Landcruiseren og slentrede hen ved siden af den fastklemte lamborghini.
   "Thomas, jeg er sgu' ked af det. Men når I er væk og Ganju får skylden, så træder vores aktionæroverenskomst i kraft. Så har jeg har ret til at købe alle jeres aktier. Det bliver en særdeles god forretning, når den nye software får aktien til at eksplodere. Mine problemer vil være løst. Men jeg er ked af det. Det var ikke sådan det skulle være endt. Men sådan bliver det."
   Bertil løftede geværløbet op til Thomas hoved.
   "Bertil. Nej!" Thomas lukkede øjnene.
   Skuddet bragede og ruden smadrede, så glas regnede nedover Thomas.
   Han åbnede forsigtigt øjnene.
   Bertil forsøgte at løfte geværet igen, mens han forbløffet så på blodet, der pulsede ud af et dybt sår i hans overarm. Han faldt på knæ og bag ham stod Ganju. I Ganjus hånd blinkede en khukri, den kurvede kniv alle ghurka-soldater har. Ganju greb Bertil i håret og løftede kniven.
   "You asked if I cut off heads! Here is my answer!"
   Bertil skreg.

Landcruiseren drejede ud på hovedvejen og speedede op. Det var begyndt at regne og Thomas satte viskerne til.
   "Where were you this morning? We couldn't find you." Thomas smilede taknemligt til den lille ghurka-soldat. Ganju grinede tilbage.
   "I went for fresh bread in a small town 25 kilometers away, but my car broke down. I had to run back. I arrived just in time to see Bertil kill Martin."
   Thomas rakte over og gav Ganjus arm et klem.
   "You saved me!" Ganju nikkede.
   Thomas kiggede tilbage på bagsædet.
   "Do you think Bertil will forgive you for ruining his hair?"
   Ganju så om på Bertil, der lå bevidstløs på bagsædet. Svinebundet og med alt håret skåret af.
   "Never!"
   De lo og bilen fortsatte gennem regnen.