Vampyrhistorien Kandor aldrig fik.

"Peter...? Peter, prøv lige at se det her". Thomas, den unge arkæolog stod bøjet over en skarp stenkant, der stak ud af den fugtige jord. Han havde netop havde frilagt et felt i den ene ende af den udgravning, de to netop var i gang med - og var nu kommet ned på et niveau hvor han ville forvente at finde flere grave og dermed skeletter fra 1500-tallets København.

Peter rejste sig fra den ende af udgravningen og sjoskede i sine mudrede gummistøvler hen mod Thomas, mens han omhyggeligt styrede uden om de 4 skeletter, de havde fundet i den anden ende af udgravningen. Det var tidlig morgen. Solen var lige kravlet over hustagene og kastede lange skygger ned i udgravningen. Over dem tårnede Trinitatis Kirke og Runde¬tårn. I forbindelse med en renovering af området omkring enden af Pilestræde havde Københavns Museum fået lov til at undersøge den gamle kirkegård fra 1500 tallet. De gamle skeletter skulle fortælle en masse om livet i det gamle København.

"Hvad har du fundet?"
   "Jeg ved det ikke helt. Måske en stenkiste? Det er i hvert fald sten og den er meget skarpt defineret"

De begyndte begge at skrabe jord væk med deres graveskeer og mens solen langsomt nedkæmpede skyggerne og badede de to unge arkæologer i gyldent sommerlys, fik de gravet et hjørne, af hvad der lignede en stor kasse, frem.
   "Den fortsætter bare ned. Det er ikke bare en kiste. Den er alt for stor." Thomas rejste sig op og kiggede undrende på deres fund.
   Folk på vej til arbejde ad Pilestræde stoppede op ved afspærringen og kiggede fascinerede ned på skeletterne, udvekslede et par kommentarer og gik så videre i morgensolen.

"Hm, lad os prøve at fjerne jorden fra toppen. Kanten er hér. Måske er der et låg."
   Peter hentede et par skovle og snart fandt de faktisk et låg og fik gravet det fri. Det var en stor stenplade, som lå ovenpå den stenkasse, de havde fundet kanten af.
   "Det må være et mausoleum eller sådan noget? Altså en rigmandsgrav"
   "Det ligner det. Men mærkeligt sted at finde sådan en. Det her var jo altså en kirkegård for de fattige. Så måske er det en krypt"
   "En krypt! Fra 1500 tallet. Før reformationen. Det er da stort. Måske er det fra kirken, der lå her før Trinitatis kirken"
   "Måske. Vent lige en gang. Står der ikke noget der? På låget?"
   Thomas rensede stenpladen med sin graveske.
   "Jo, det gør der. Det er latin. Se de første ord "Nonne apertum..."
   Thomas rengjorde flere bogstaver og på stenpladen stod

Nonne apertum usque ad diem iudicii

"Må ikke...åbnes......" læste Peter langsomt. Mit latin er godt nok rustent efterhånden. Han kløede sig i nakken med en beskidt hånd og lænede sig frem for bedre at kunne læse. "Må ikke åbnes... ad diem iudicii...hmm..., før dommedag!?"
   "Før dommedag! Må ikke åbnes før dommedag. Står der dét?
   "Det var da mærkværdigt? Dommedag? Lidt uhyggeligt ikk'?" Peter grinede kort, men blev hurtig alvorlig igen.
   "Lad os åbne den!"
   "Er du sikker? Skal vi ikke lige sige det til museet?"

Peter rystede ivrigt på hovedet, mens han stirrede på låget. De var nødt til at åbne den. Og det skulle være nu.

"Nej, lad det være vores opdagelse. Tænk hvis det er noget fantastisk. Hvornår får vi lige sådan en chance igen? Vi skal altid tage det grove rutinearbejde og så er der altid nogen andre, der finder de spændende ting. Nu er det vores tur. Skal vi ikke bare gøre det?" Peter løftede blikket og kiggede alvorligt på Thomas. Noget i Peter krævede, at de åbnede det låg. Nu! Det var ikke nysgerrighed eller ambition. Det var noget andet. Noget...han aldrig havde følt før.
   "Jeg mener det, Thomas. Lad os gøre det".

Ganske langsomt gav det tunge stenlåg sig med en skurrende lyd og en dybsort trekant af mørke blev større, efterhånden som de skubbede pladen til side. En jordslået lugt af fugt, mug og ælde stak dem i næseborene. Det var også noget andet. En ram lugt af... noget levende?

De skubbede stenpladen lidt længere indtil morgensolen oplyste et trappetrin.
   "Det ER en krypt" sagde Peter glædestrålende og lænede sig frem for bedre at kunne se. Han stivnede.

Thomas så Peter tage sig til halsen og sidde helt stille i flere sekunder, hvorefter han pludselig fór forskrækket tilbage og fik overbalance, så han faldt baglæns ned på den mudrede jord i bunden af udgravningen.

"Hvad laver du?"
   "Så du dét!" Peter stirrede med opspilede øjne på Thomas.
   "Så hvad?"
   "Jeg ved det ikke. Det var som om...som om at mørket blev levende!"

Thomas så bekymret på Peter. "Er du okay? Du er helt bleg"
   Peter var ikke okay. Hans hjerte hamrede i brystet og halsen var snøret sammen af skræk. Da han havde lænet sig frem mod trappetrinene, var det som om en iskold hånd havde grebet ham om halsen og trukket ham nærmere og nærmere. Mod mørket. Og mørket tog form.

"Blev levende? Hvad mener du, Peter? Jeg så ikke noget."
   "Det var ligesom... Du ved, jeg kiggede ned i mørket og det var sort.. og så var det lige som at mørket blev levende og rakte ud efter mig! Det var... ligesom et væsen."
   "Nej, nu må du holde op." Thomas nærmede sig og kiggede ned. Han kunne se 3 stentrin af en trappe, som førte ned i et kulsort mørke.
   "Men ved du hvad, Peter. Jeg tror, det er en god idé hvis vi ringer til museet og fortæller hvad vi har fundet. " Peter nikkede heftigt og skyndte sig snublende ned til stigen i den anden ende af udgravningen.

Skyggerne blev længere og længere. Sommersolen havde endelig givet op. Lange mørke fingre skød ud fra bygningerne og nærmere sig den tomme, tyste udgravning. Ingen havde været der siden Peter og Thomas småløbende forlod den. Byens mumlen blev lavere og kun en gang i mellem afbrudt af de hårde smæld fra et par sko på vej hjem. Pilestræde lå stille hen og et par enkelte lysstærke stjerner havde allerede prikket hul i den mørkeblå himmel.

En lang tynd skygge fra en lygtepæl kravlede som den første ned i krypten. I samme øjeblik skyggen flød sammen med mørket for foden af de tre trin, blev den sort og glinsende. Som en sortolieret slange fik lygtepælens skygge en form, der som et slimet kryb gled henover brostenene, videre til skyggen fra en bil, gennem skyggen fra en kontorbygning og ind i en mørk baggård. Snart efter hørtes et langt skingert skrig, som brat blev afbrudt.

***

Søren blev flået ud af søvnens varme favntag og løftede halvt sit hoved fra puden. Telefonen ringede igen. Den lune krop ved hans side gav sig i søvne og puttede sig ind til ham. Søren trak sig ærgerligt væk fra hende, mens den kolde luft fra det åbne vindue gik til angreb på hans sengevarme hud.

"Det' Søren". Han kiggede på clock-radioen. 5:34.
   "Hej Søren. Undskyld jeg vækker dig. Men jeg har brug for dig. Der er sket et mærkeligt mord inde i city."
   "Mærkeligt. Hvordan?" Søren gabte og satte sig op. Han var kriminalreporter på Dagens Nyt og selv om han var træt og lidt sur over at blive vækket, måtte det vige for den professionelle nysgerrighed.
   "Helt vildt bestialsk og på åben gade. Men ingen har set noget. Du må skynde dig herind, så vi kan være først og nå historien til web-versionen og eftermiddags-bladet."
   "Ja, ja, jeg kommer. Skal lige have et bad. Hvem er ofret og hvordan bestialsk?"
   "En ung mand. Hans hals er revet helt i stykker. Skynd dig nu". Redaktøren lagde på.

Søren stønnede og svingede benene ud af sengen.
   "Mmmmmm, hvad skal du....?

Søren rejste sig og smilede til sin kone, som søvndrukken kiggede frem blandt de uldede gyldne lokker.

"G'morgen skat. Arbejde. Er nødt til det. En eller anden stor sag." Åhhr, hvor ville han bare hellere krybe i seng igen.
   "Øøøv, du skal jo også til den der fest i aften, jo.." mumlede hun og vendte sig om på den anden side og fik trukket op i dynen, så hendes ene nøgne balle kom til syne.
   Søren stod lidt og kiggede på hende. Tog sig så sammen og gik ud i badeværelset. Det var et hurtigt brusebad, men da han kom tilbage, lå hun og kiggede på ham med et frækt glimt i øjet.

"Er du sikker på, du er nødt til at gå?" Hun slog dynen til side og afslørede sin nøgne, gravide krop.
   "Du lokker!"
   "Mmmm, det gør jeg."
   Søren følte varmen og kærligheden strømme igennem sig.

Væsnet hvilede sig. Mærkede styrken svinde langsomt i den lånte krop. Snart måtte det have næring igen. Alting var tåget og så forandret. Lys over det hele. Det nappede og stak. Et mørkt sted. Må finde et mørkere sted. Et mørkt sted. Med de sidste kræfter og forfulgt af lyset, kravlede væsnet op af kælderskakten og ned i en affalds¬container uden at de forsamlede betjente så det. Omfavnet af mørket og kvalmende lugte faldt væsenet til ro og kun en svag mumlen og ind i mellem nogle få forståelige ord trængte igennem de lånte ører. Nogle skridt hørtes og et bump da nogen lænede sig op af væsenets hvilested.

"Søren, jeg kan altså ikke rigtig fortælle så meget mere end det."
   "Ok, men du siger altså at nogen flåede struben op og bed pulsåren over på ham - og sugede hans blod ud!?"
   "Altså, sådan ser det jo ud. Det ligner tandmærker og det hele er revet og flået. Det er i hvert fald ikke et våben, jeg umiddelbart kender til. Og så er der ikke noget blod nogen steder og han er helt bleg. Man kommer næsten til at tænke på Dracula og sådan noget."
   "Det lyder jo helt sindssygt"
   "Ja, men du skal altså ikke citere mig for det. Og i øvrigt skal retsmedicinerne også lige kigge på ham først. Det kan jo være, der er en god forklaring"
   "Utvivlsomt. Det kan ikke være et dyr, tror du?"
   "Herinde i byen? Ja, man ved jo ikke. Men det tror jeg altså ikke. Og husk, du har altså ikke noget af det her fra mig. Jeg vil ikke nævnes i din historie!"
   "Gør jeg nogensinde det? Selvfølgelig ikke. Er der ikke noget mere, du kan fortælle?"
   "Hans ansigt"
   "Hans ansigt?"
   "Jeg har aldrig set så rædselsslagent et ansigtsudtryk"

Væsenet kæmpede med at forstå. Sproget var så mærkeligt og det var så længe, så uendeligt længe siden, det havde hørt nogen tale. Men ét havde den forstået. Mennesket, som blev kaldt Søren, var en historiefortæller. En historiefortæller, som skal fortælle MIN historie, tænkte væsenet inden det faldt i søvn og efterlod den lånte krop i en katatonisk tilstand, som aldrig ville høre op.

***

De tunge danserytmer fyldte kantinen på Dagens Nyt. Firmafesten var på sit højeste og det improviserede dansegulv vrimlede med kolleger, hvis løsslupne og rykvise dansebevægelser i stroboskoplyset forsøgte at holde trit med rytmen og så ud til at være under stærk påvirkning af vodka shots og GT'er. I en sofa, skubbet op i et hjørne, kyssede en kvindelig journalistpraktikant heftigt med den høje flotte piccolo, som havde et sommerferiejob på redaktionen. Søren sad på armlænet i halvmørket og drak træt af en fadøl, mens han tom i øjnene kiggede rundt på sine åndsvage kolleger.

"Hold op, en fed historie du havde i bladet i dag"
   Søren kiggede op. Det var Rune fra videnskabsredaktionen. En høj og tynd ung mand med sort slikket hår og trendy, sorte briller med tykt stel. Søren var sikker på, at han var bøsse.
   "Ja, den var meget god, tak"
   "Vi kommer altså også med en ret god historie snart"
   "Nå"
   "Ja, Københavns Museum har gjort en syret opdagelse lige ved siden af Rundetårn. Ryk dig lidt".
   Søren gjorde modvilligt plads og Rune satte sig også på armlænet. Lidt for tæt på.
   "De fandt en krypt i går. Det vil sige, to unge arkæologer gjorde. Uden at sige det til nogen. De gravede den fri og så forsvandt de bare."
   "Forsvandt?"
   "Ja, ingen har hørt fra dem siden torsdag morgen. Og da det nye hold gik ned i krypten fandt de to skeletter.
   "Nå, hvor spændende"
   "Ha, ha. Det er jo ikke det. Den ene skelet var helt normalt, bortset fra at det ikke lå i en kiste eller noget. Det sad bare lænet op af væggen."
   "Hvorfor er det spændende?"
   "Opad væggen. Ikke i en kiste! Personen må jo være have været spærret inde, så - begravet levende!"
   "Nå, ja. Ok. Sådan" Søren kiggede på sit ur. Rune kiggede på ham med store begejstrede øjne - og store perler af sved på panden.
   "Og det er ikke det bedste"
   "Virkelig?"
   "Der var et skelet mere. Og det var totalt splittet ad. Kraniet lå i den ene ende, arme og ben var 4 forskellige steder og torsoen revet i to. Virkelig, virkelig mærkeligt. Det bliver en fed historie. Det er et stort mysterium"
   "Det er det dæleme. Du, Rune, jeg er liiige nødt til at smutte på toilettet. Vi snakkes, ikk'?"

Søren skyndte sig væk i retningen af toiletterne. De var selvfølgelig optagede. Uheldigt, for han skulle faktisk tisse. Meget. Også toiletterne på etagen nedenunder var optagede. Hvad nu? Han måtte ned i gården. Ud på bagtrappen. Hurtigt løb ned af trinene. Døren bandt. Nej, det var låsen. Fik drejet den og sparket døren op. Ud i den mørke gård. Blæren gjorde ondt og urinen pressede hårdt på, mens han famlede med lynlåsen. Endelig. Søren udstødte et suk af lettelse, mens han kiggede op på den indrammede koboltblå sommernat.

"Nå, står du her?"
   Rune stod i døren.
   "Jeg skal også tisse" Rune gik helt hen til Søren og kiggede ham ind i øjnene og smilede mærkeligt.
   "Nå, ok. Nu skal jeg flytte mig lidt". Søren krabbede lidt til siden, mens strålen tegnede våde streger på muren.
   "Det behøver du ikke. Jeg har altid godt kunne lide dig. " Rune fnisede.

Søren sank lidt og pludselig fangede hans øje en skygge bag Rune. En skikkelse trådte lydløst frem. En høj mand i lyst jakkesæt. Blond med mørke skægstubbe og et udtryksløst ansigt. Øjnene var sorte. Helt sorte. Og olieagtige

"Hvad..

Den blonde mand blottede sine tænder, bøjede sig over Rune og flåede hans hals åben. Rune skreg og kæmpede imod, men den blonde mand hold ham fast og sugede til. Rune stirrede panisk og bønfaldende på Søren.

"Søren! Søren! Hjælp mig. Hjæ...

Rune vendte det hvide ud af øjnene og kollapsede. Den blonde mand kastede Rune på jorden som en sæk kartofler og vendte de sorte øjne mod Søren.
   Søren stod og pissede på Rune. Sanseløs af skræk.
   "Du skal forkynde min historie". Stemmen lød tør og kvækkende, som om den ikke var blevet brugt længe. Et smil krusede de blodige læber. Den blonde mand trådte nærmere. De sorte øjne.
   "Du skal være min forkynder". Udtalen var underlig gammeldags. Den blonde mand vendte sig rundt og forsvandt i mørket. Strålen af urin blev til dråber.

***

"Er det ham?"
   Søren stod sammen med en kriminalbetjent og en overlæge på Rigshospitalet. Foran dem lå den blonde mand på en båre. Øjnene var ikke sorte længere. De var blå og stirrede lige op i det hvide loft.
   "Ja, det er ham. Det var ham, der dræbte Rune. Er han død?"
   "Nej. Han lever, men er i en dyb katatonisk stupor tilstand. Vi kan ikke komme i kontakt med ham og han reagerer ikke på nogen ydre påvirkninger overhovedet sagde overlægen. Han blev bragt ind for en time siden efter han blev fundet livløs i en baggård tæt på Dagens Nyt. Og så er han nummer to i dag."
   "Nummer to!"
   "Ja, sagde kriminalbetjenten, en lettere overvægtig mand midt i fyrrerne. Han havde røde øjne og lignede én, der allerede havde drukket for meget kaffe , men trængte til mere. "En butiksejer fandt én magen til i en container, meget tæt på hvor ham den anden unge mand blev dræbt. Det er meget mystisk." Han kløede sig i nakken og skar ansigt. "Jeg kan ikke påstå, at jeg helt forstår, hvad det er der foregår. Vi arbejder dog lidt med en teori om, at det er en slags vampyrkult, der er gået amok på stoffer eller andet. Blodprøverne må vise det. Så jeg ved ikke. Måske. Siger det dig noget?"
   Søren rystede på hovedet. Han var dødtræt, skælvede stadig lidt og ville gerne bare hjem.
   "Han sagde "fortæl min historie", var det sådan?" Betjenten bladrede i sin notes-blok.
   "Forkynd min historie. Han talte meget mærkeligt. Ligesom en Holberg komedie eller sådan lidt Shakespeare-agtigt".
   Betjenten kiggede med svømmende øjne på Søren. Han nikkede træt og bladrede i sine noter igen, tilsyneladende uden mål.
   "Kan jeg gå?"
   "Hvis du ikke har mere at tilføje, så ja, gå du bare hjem og få sovet ud. Du er blevet tilbudt en krisepsykolog, ikk'?'"
   "Jo, jo. Tak. Lige nu vil jeg bare gerne hjem. Men jeg ringer hvis der er noget, eller jeg kommer i tanke om mere."
   "Det må du love. Sov godt." Kriminalbetjenten gav Søren et trøstende klem i armen og gik sammen med overlægen og en portør, som kørte med Runes morder."

"Ja, jeg burde jo være henrykt. Sikke en opfølgning jeg kan lave på min artikel" mumlede Søren mørkt for sig selv, mens han gik ud på Rigshospitalets parkerings-plads for at begynde turen hjem. Han havde brug for frisk luft og ville ikke tage en taxi. Klokken var 3 om natten og de sidste par timer havde været et mareridt. Alt havde været kaos, skrig og gråd efter han rædselsslagen var styrtet op af trapperne til festen og havde fået nogen til at ringe efter politi og ambulance. Det havde været for sent. Rune var død. På vej ind til afhøring på politistationen var de blevet omdirigeret til Rigshospitalet for at identificere den katatoniske mand. Nu ville han bare hjem.

Søren vandrede til venstre ned af Tagensvej og fortsatte over søerne til Sølvgade. Det var ikke helt mørkt. Sommernatten var lun og der var stadig mange mennesker i byen. Søren kiggede sig over skulderen. Mærkeligt? Fulgte nogen efter ham? Følelsen var så stærk, at han stoppede op og kiggede tilbage ned ad gaden. De eneste han så, var små grupper af festglade unge mennesker, en ung kvinde med studenterhue og en alt for kort nederdel, som let slingrende gik for sig selv på den anden side af gaden - og så en spinkel ældre posemand, som burde ligge og sove i en eller anden opgang på det tidspunkt af døgnet.

Søren blev stående lidt. Den unge kvinde drejede om hjørnet og posemanden tøffede videre. Søren fortsatte. Urolig. Han kunne mærke en snigende angst uden at kunne placere den. Han stoppede igen og kiggede ned af gaden. Tre unge mænd krydsede højlydt gaden og posemanden.... var lige pludselig meget tæt på? Søren blev stående og stirrede på posemanden, som stadig tøffede af sted med sine tunge poser fyldt med gud ved hvad. Han havde fedtet langt og viltert sølvgråt hår og et træt og hærget ansigt, som var fast fikseret mod fortovet. Han gik langsomt, men Søren kunne have svoret på, at han havde bevæget sig mere end 100 meter på hvad der må have været mindre end 4-5 sekunder? Mens Søren stod og kiggede på ham, stoppede posemanden op og stod pustende et øjeblik, før han satte poserne ned og krøb sammen ved fortovskanten og trak taknemligt en flaske kirsebærvin frem. Søren rystede på hovedet og fortsatte ned Sølvgade, forbi Statens Museum for Kunst og gik over til Kongens Have. Følelsen var der endnu.

"Er jeg ved at blive sindssyg, eller hvad?" Søren kunne ikke undertrykke trangen til at vende sig om igen. Posemanden stod lige foran ham. Med sorte øjne.

***

Redaktøren tværede den fjerde cigaret ud og begyndte på artiklen en gang til. Mens han læste blev furerne i panden dybere og dybere. Det var tredje gang han gennem-læste artiklen og han kunne stadig ikke fatte det, han så:

"Ondskaben er løs i København
   København er de sidste par dage blev opskræmt af en række grusomme mord, hvor ofrene har fået deres hals revet op og kroppen tømt for blod - og gerningsmanden er hver gang fundet kort tid efter i en koma-agtig tilstand. Kriminalpolitiet arbejder med en teori om at det er en vampyrkult, som er gået amok i en narkorus. Men Dagens Nyheder er kommet i besiddelse af informationer, der peger på noget meget værre - og mere ondt.

I 1512 blev København rystet af en serie mord, som til forveksling ligner dem vi ser i dag. Det samme var Buda i Ungarn, Paris og Amsterdam nogle år tidligere.
   Og det var ikke en kult, der var skyld i de mange brutale dødsfald - det var ondskab i fysisk form. En ondskab som lever og vokser af frygt og menneskeblod. En ondskab som tager bolig i menneskekroppe for at bruge dem til sit grusomme formål. En ondskab lige så gammel som menneskeheden selv. En ondskab som er kilden til selveste vampyrlegenden. Og nu er denne ondskab sluppet fri igen i vore dages København...."

Redaktøren rejste sig med et ryk og forlod sit kontor med hurtige skridt. Han gik målrettet ned af gangen, forbi travle grafikere og redaktionssekretærer i fuld sving med at gøre eftermiddagsavisen færdig. Et hurtigt bank, hvorefter han flåede den matterede glasdør op. Søren kiggede forskrækket op fra sit skrivebord med et hærget ansigt og dybe, mørke furer under de store bange øjne.

"Søren, hvad er det her....?" Redaktøren rakte artiklen frem mod Søren.
   "Vi bliver nødt til at trykke det. Præcis som det er". Søren rejste sig og snakkede meget hurtigt.
   "Præcis som det er? Hvad snakker du om? Det er Dagens Nyt det her. Vi er ikke Draculamagasinet eller Gys og Gru. Vi kan da ikke trykke sådan en historie. Du skriver, at der er en ægte vampyr løs i København!"
   "JA! Eller NEJ! Ikke i klassisk Bram Stoker forstand. Det er ondskab. Ren ondskab. Det lever i mørket. Og tager sorte sjæle og lever af menneskeblod!"
   "For fanden, Søren. Du må altså have hjælp. Jeg skulle aldrig have lade dig komme tilbage på arbejde så hurtigt efter det med Rune."
   "Jo, jo. Jeg har det fint. Virkelig. Men vi er altså nødt til at trykke det. Det er en stor historie - og så var der også det med de to arkæologer, som forsvandt. Som Rune skulle skrive om"
   "To arkæologer? Rune? Det har jeg ikke hørt om"
   "Jo, jo. Det må være dem. Dem som slap ondskaben løs. Det må det være. En præst, eller var det en munk, havde held til at spærre Ondskaben inde i en krypt. De slap den løs."
   "Søren, nu tager du dine ting. Og så tager du til lægen. Du har det ikke godt"
   "NEJ!" Søren råbte desperat. "Jeg skal fortælle historien. Han har brug for sorte sjæle! Det SKAL jeg!"
   "Han? Hvem?
   "Han. Den. Ondskaben. Jeg ved det ikke. Ondskaben har brug for sorte sjæle!"
   Søren løb rundt om bordet og styrtede ud af døren forbi den forbløffede redaktør.

***

"Hvad er der galt med dig, Søren?"
   "Ikke noget. Jeg har bare lidt kvalme. Læg dig nu bare til at sove"
   "Jamen, du ryster jo helt" Sørens kone lagde en varm arm om ham.
   "Jeg har vist ikke drukket nok væske i dag. Tag det roligt. Jeg skal bare sove". Han vendte sig rundt i sengen og gav hende et hurtigt kys og vendte sig om igen. "Der er ikke noget. Sov bare". Hun kiggede længe bekymret på ham, men lagde sig til sidst ned og lidt efter blev hendes vejrtrækning tung og regelmæssig.

Udenfor faldt byen til ro, mens mørket fald på. En lysstribe fra en gadelampe skar henover væggen over Sørens hoved. Ind i mellem kørte en bil forbi og fik striben til at lyse mere op.

Søren kiggede op i loftet og forsøgte at få kontrol med vejrtrækningen. Hans hals gjorde stadig ondt, hvor Posemanden havde grebet fat og løftet ham op fra jorden og trukket ham ind i Kongens Have. Søren skælvede stadig, når han tænkte på det og forsøgte at huske hvad Posemanden havde sagt.

Søren skulle fortælle hans historie. Han var menneskets ondskab og levede af blod - og var ældgammel. Han fik sin magt gennem sorte sjæle. Et menneske med en sort sjæl havde gjort noget forfærdeligt, ondt eller meget selvisk. Noget de selv skammede sig frygteligt over. Det farvede deres sjæl sort og åbnede dem, så Ondskaben kunne tage magten over dem. Posemanden havde været stikker og HIPO-mand under besættelsen. Han havde været nem at tage.

For at kunne vokse og sprede sig måtte Ondskaben have menneskeblod og sorte sjæle. Mange sorte sjæle. For de sorte sjæle holdt ikke længe. Menneskehjernen kunne ikke klare så massiv rædsel og bevidstheden flygtede ind i sindets afkroge - og vendte aldrig tilbage. Sindet var fastlåst i evig angst og efter ganske kort tid brændte kroppen sammen, men døde ikke, og Ondskaben måtte have en ny sort sjæl. Og intet skaber sorte sjæle som frygt og panik. Og det skulle Søren skaffe ved at fortælle historien. Gøre folk bange. Skabe kaos, panik og angst, så mennesker kæmper for deres egen overlevelse - og gør andre ondt. Det var Ondskabens logik. Snart ville der være sorte sjæle nok til at Ondskaben ville kunne dele sig og vokse endnu hurtigere.

"Er du en vampyr?" havde Søren fået fremstammet.

Posemanden lo. "Det er jeg blevet kaldt mange gange og hvis du med det mener, at jeg lever af blod, bor i skygger og mørke og ikke kan tåle lys, så ja. Så er jeg en vampyr". Søren krympede sig ved mindet om de olieagtige sorte øjne, det udtryksløse gamle og forvitrede ansigt - og den hæslige latter. Han puttede sig længere ned under dynen, men kunne ikke sove.

Det blev mørkere. Gadelampen gik ud og der kom ikke flere biler. Det var sort udenfor. Ligesom den mørkeste, kolde vinternat.

"Hun er sød, din kone. Er du glad for hende?"

En mørk skikkelse trådte ud af skyggerne i værelset og hen til sengen. Sorte øjne.
   "Hvis du er glad for hende, forstår jeg bare ikke, hvorfor du ikke har fortalt min historie endnu. Som vi aftalte!!!" Stemmen raspede og hvislede og passede slet ikke til den unge atletiske mand i løbetøj.

"Du må ikke gøre hende noget! Jeg prøvede! Jeg prøvede virkelig! Du må tro mig. Giv mig en chance til. Jeg havde skrevet historien. Den ligger der på skrivebordet. Min redaktør ville ikke lade mig trykke den."

De olieagtige øjne i det udtryksløse ansigt stirrede på ham. Længe.

"Ved du hvad der skete med Fader Jeronimus?"
   "Jeronimus?"
   "Den utålelige præst, der narrede mig ned i krypten og fik munkene til at spærre den af"

Søren svarede ikke.

"Jeg flåede først hans arme af. Så hans ben. Kroppen vred jeg i to stykker og til sidst røg hans hoved. Han var levende til det sidste. Desværre havde jeg så brugt alle kroppens kræfter og kunne ikke slippe ud. Men det trøster mig, at han led frygteligt og jeg mindes hans ynkelige skrig med fryd. Hvad tror du, jeg gør ved dig - og hende - hvis ikke du fortæller min historie!!?"

"Jeg skal nok gøre det. Jeg lover det!!" En idé formede sig i Sørens hoved.
   "Kom til det store stadion i byen. Det som hedder Parken. Mød mig der i morgen nat, så skal jeg sørge for at din historie bliver kendt over hele landet - og derefter verden"

"Hvordan?"

"Der er kameraer der. De bliver brugt til at vise boldspil til hele landet. Dem kan vi bruge til din historie."

Den sorte øjne stirrede på ham i lang tid.

"Vi mødes i den park, du nævner, i morgen nat". Så forsvandt den unge mand i skyggerne.

***

Søren stod midt på den mørke plæne. Over ham var der overskyet og mod den mørke himmel kunne han lige ane konturerne af de mægtige firkantede lamper. Noget bevægede sig i mørket i den anden ende af boldbanen. En grå utydelig tot bevægede sig langsomt gennem mørket mod ham - og blev til en krop. En nøgen kvindekrop.

Søren kneb øjnene sammen for at kunne se. Rædsel og dyb sorg ramte ham som en hammer. Hans skrig og vilde gråd rungede mod de tomme stolerækker og slog tilbage fra de grå betonmure. En flok duer lettede forskrækket.

Søren stod krummet sammen og tårer og snot løb ham ned af ansigtet.
   "HVORFOR!!? Jeg sagde, jeg nok skulle gøre det. Du lovede ikke at gøre hende noget. HVORFOR!!?"

"Jeg har da ikke gjort hende noget. Kunne bare ikke modstå hendes smukke, gravide krop. Jeg låner hende lidt - og så er det en påmindelse om, hvad der sker når du ikke gør, hvad jeg siger."

Den hvislende og raspende stemme lød grotesk i kvindens mund. Den kvinde som engang havde været hans eneste og store kærlighed. De sorte øjne i det smukke ansigt stirrede med utilsløret ondskab.

"Hvad med mit barn?" hviskede Søren. Han kunne slet ikke kigge på det groteske nøgne væsen, han havde elsket så højt. Sorgen omklamrede ham og han kastede op.
   "Barnet? Dødt i samme øjeblik jeg tog hende. Undrer du dig ikke, hvordan jeg kunne dét? Tage hende?"
   "Hvad mener du?" klynkede Søren. Svajede og gylpede igen.
   "Hun er en sort sjæl!! Græd ikke snot over det tåbelige barn. Det var ikke dit!"

Søren skreg og rettede sig op. I hånden havde han en pistol. Han tøvede et sekund og så et smil kruse på de læber, som han aldrig mere ville kysse. De hviskede "Skyd og du er min. Bliv en sort sjæl!"

Søren skød.

I det samme tændte alle de store lamper i Parken og badede hele stadion i et blændende skarpt lys. Søren så i et glimt sorte, slimede og olieagtige tråde skyde ud mod ham fra hans kones mund, næse og skudhullet i hendes pande. Hængende i luften mellem dem, blev de sorte tråde til støv i det skarpe lys.

***

En mand løb henover banen mod Søren, som hulkende lå henover den nøgne, blodige krop.
   "Det er altså den mærkeligste practical joke, jeg har været med til. Nu må du altså fortælle mig, hvad det gik ud på. Jeg tændte lamperne præcis, da knaldet lød. Det var godt nok ikk'? Søren.....Søren? For fanden Søren, hvad har du gjort?!?

***

I de mørke skygger i det kortklippede græs - i ly for det skarpe lys - sad bitte små olieagtige sorte dråber. Efterhånden som dråberne fandt hinanden smeltede de sammen - og ventede på at det blev mørkt igen.