Noget er gået galt. Jeg kan huske alle liv. Sådan har det aldrig været før.
Det begyndte som en flimren af små glimt af personer og begivenheder. Til at begynde med synes jeg, det var lidt spændende - men også skræmmende. Jeg kunne slet ikke forbinde minderne med det liv, jeg lever nu. Så blev de små glimt til støj. Så opdagede jeg at billederne slet ikke hørte til det her liv. Det jeg lever nu. Jeg blev indlagt og fik medicin - og så var det ligesom om at alle hanerne blev åbnet. Nu er det som tusindevis af fjernsyn udsender atmosfærisk støj i mit hoved. Liv efter liv. Erindringer der presser på og vil huskes.
Jeg skriver det her som mig, en 45 årig syg mand, som kan huske alle liv. Og her snakker vi ikke bare simpel reinkarnation. Det kunne ellers være spændende. Nej, jeg husker alle liv, der nogensinde er levet. Jeg læste en gang et sted, at der har levet 200 milliarder mennesker siden livets begyndelse. Alle de menneskers erindringer er inde i mit hoved, for jeg var og er dem alle sammen.
Det er nemlig kun én sjæl - og den skal leve alle liv efter tur. Det lyder lidt fattigt, ikke? Man skulle tro at universet er større og har råd til flere, som kan dele arbejdet. Men nej, jeg er dem alle sammen.
Du læser det her som dig - og mig. Så jeg skriver egentlig til mig selv. For jeg er dig. Snart. Du ved bare ikke, at du er mig og jeg er dig. Og sådan skulle det også helst være. Tavlen skal viskes ren hver gang, jeg begynder forfra på det næste liv jeg skal leve. Men denne gang må der være sket en fejl.
Jeg er manden og konen. Elskeren og elskerinden. Den myrdede og morderen. Ötzi og hans banemand. Den rige og berømte og en hel masse almindelige og fattige. Adolf Hitler og jøderne i hans KZ-lejre. Bødlen og den henrettede. Jeg er Popstjernen og alle fans. Jeg var Napoleon og Josephine. Det sidste er lidt forvirrende at tænke tilbage på, når jeg i dette liv er en heteroseksuel mand.
Jeg er også lægen, der lige målte min puls og lyste mig i øjet. Det kan jeg faktisk godt huske, når jeg koncentrerer mig og dykker ned i havet af minder. Jeg kan huske, at jeg, da jeg var ham, havde mig, som jeg er nu, som patient på den lukkede afdeling. Jeg har kun levet 5-6 andre liv, siden jeg var den læge. Så det er vel kun 3-400 leveår siden. Jeg kan også huske, at jeg finder mig hængt om et par dage. Selvmord. Det er en lettelse. For jeg kan ikke længere holde det her ud.
Det må gerne slutte snart. Nu vil jeg i gang med at leve dit liv.