B2 bomberens falkesilhuet skar sig usynligt gennem natten. Skjult for alle der anspændt prøvede at få øje på den højteknologiske dræbermaskine.
   Oberstløjtnant Cho tjekkede instrumenterne igen og så ud i mørket. Der var ingenting at se. Natten var sort og intet afslørede, at han befandt sig 15 km over det østkinesiske hav. Langt ude mod øst lå den japanske ø Okinawa og gemt mod vest lå det enorme kinesiske fastland udstrakt og ville i dagslys dominerende fylde hele horisonten.
   Cho lænede sig tilbage og skiftede siddestilling. Cockpittet var trangt og det var mange timer siden de var lettet fra Andersen-luftbasen på Guam. Cho så over på sin navigatør, Kaptajn Branson, som sad i halvmørket lige ved siden af ham, kun oplyst af det bløde røde lys fra knapper og skærme i instrumentbrættet. Branson var sunket sammen i sædet med hagen næsten helt nede på brystet. En smule savl løb fra hans mundvig og hvis Cho lyttede godt efter, kunne han lige høre Bransons svage vejrtrækning henover de summende motorer.

"Halmoni vil blive stolt af mig. Nu får hun sin hævn."

Cho smilede for sig selv og så sin rare gamle bedstemors rynkede ansigt for sit indre blik. Hun smilede altid. Undtagen når hun talte om krigen, nordkoreanere og kinesere. Så spyttede hun af raseri og græd. Cho havde set det så tit. Men nu var tiden kommet. Snart ville hendes vrede regne ned over Pyongyang i form af de 16 styk 2000 punds JDAM bomber, som fyldte lasten på Cho's B2.
   Cho tjekkede instrumenterne igen og foretog en mindre korrektion af kursen. På radaren kunne han se de lysende grønne pletter, der desperat forsøgte at finde ham, inden han nåede sit mål. Deres søgende radarfingre gjorde hvad de kunne for at låse sig fast på ham. Uden held. B2'erens særlige overfladebeklædning og udformningen af skroget, gjorde at ingen afslørende signaler blev reflekteret tilbage til deres afsender, men blot blev absorberet eller sendt i andre retninger. Cho smilede. Intet kunne stoppe ham.
   
   "Allahu akbar!"
   Sergent Aybar råbte højt, mens han affyrede korte salver med sit lette maskingevær. Henover den frosne slette styrtede tusindevis af kinesiske tropper frem mod de tyrkiske stillinger. Maskingeværerne høstede grådigt i det gulgrønne menneskehav, men for hver falden kinesisk soldat var der 10 nye.
   "Tilbage! Tilbage! De er for mange." Løjtnant Göcek råbte panisk og trak i Aybars uniform.
   "Sekimde degil! Hold din kæft, din idiot. Vi klarer dem." Aybar skubbede til Göcek som faldt omkuld i bunden af skyttegraven, hvor han hulkende krøllede sig sammen med armene over hovedet.
   "De kommer!"
   Aybar skød løs indtil hans sidste patronbælte var tømt.
   "Slut! Jeg har ikke mere!" Han så sig omkring og de fleste af hans kammerater rystede på hovedet. De var også løbet tør. 3 dages hårdt forsvar havde kostet alt deres ammunition.
   Kineserne var over dem. Aybar trak sin sabel.
   
   "Sergent Aybar var en engel. Kineserne og nordkoreanerne er satans yngel." Cho havde hørt den sætning så tit. Ofte sad han på Halmonis skød og drak te og spiste søde kager, mens hun igen og igen genfortalte de skrækkelige historier fra den store krig. Han synes, det var spændende at høre om helten Sergent Aybar, selvom hans mor skældte ud og bad Halmoni om at lade være med fylde drengen med den slags historier, som han ville få mareridt af.
   "Sergent Aybar reddede også dig. Husk dét!" vrissede Halmoni til sin datter. Cho's mor sukkede og overgav sig.
   Han fik ingen mareridt. Hans drømme var fyldt med heltegerninger, hvor han og Sergent Aybar slagtede kineserne og nordkoreanerne sammen - mens Halmoni klappede i hænderne og kyssede ham på kinden. Cho klukkede for sig selv ved mindet.
   Ude til styrbord dukkede en perlerække af hvide lys op. Den sydkoreanske kyst. Længere mod nord blev lysene færre. Nordkoreanerne havde ikke råd til så mange lamper.
   Hans hovedtelefoner knitrede.
   "Spirit of Indiana! Kom ind! Afbryd omgående og flyv syd-sydøst til Yokota airbase."
   Cho sukkede. Den var mindst tiende gang, de havde kaldt hans kaldetegn. Heller ikke denne gang ville han svare.
   "Spirit of Indiana. Dette er kaptajnløjtnant Aybar, 35th Fighter wing. Kom ind!"
   Aybar?
   "Spirit of Indiana. Afbryd omgående. Det er en ordre! Kom ind!"
   Cho trykkede på samtale knappen.
   "Sagde du Aybar?"
   Stilhed
   "Spirit of Indiana. Dette er kaptajnløjtnant Aybar, 35th Fighter wing. Kom ind!"
   "Dette er Spirit of Indiana. Sagde du, at dit navn er Aybar?"
   "Ja, dette er kaptajnløjtnant Aybar. Er det Oberstløjtnant Cho eller Kaptajn Branson, jeg taler med?"
   "Cho. Branson sover ved siden af mig. Han har intet med det her at gøre. Han er uden skyld. Jeg bedøvede ham lige efter take-off."
   "Oberstløjtnant Cho, det er af yderste vigtighed, at De afbryder nu. Den Nordkoreanske grænse er meget tæt på."
   Cho smilede for sig selv. Ja, den var meget tæt på nu.
   "Oberstløjtnant Cho! Afbryd nu! Jeg har ordre til at skyde Dem ned, hvis De ikke afbryder nu!"
   Cho rynkede brynene.
   "Skyder mig ned? Hvordan havde du tænkt dig at gøre det?"
   En skinger elektronisk hyletone skar Cho i ørene. Lyden af en missilradar, der låste fast på sit mål.
   "Oberstløjtnant Cho. Jeg er befinder mig ca. 1000 meter bag dig. Hvis ikke du afbryder nu, så skyder jeg."
   Cho kiggede febrilsk ud af ruderne. Natten var helt sort. Intet at se. Intet andet end de lysende prikker langt forude. Nordkorea. Han så ned på sin radar. Ganske rigtigt. En lysende grøn plet lå lige bagved ham. Hvorfor havde han ikke lagt mærke til den?
   Han krængede bombemaskinen kraftigt til styrbord og gik ind i et dyk. Hyletonen forsvandt. 3000 meter længere nede fladede han ud.
   "Oberstløjnant Cho?"
   Han svarede ikke.
   "Oberstløjnant Cho, kom ind?"
   Cho forsøgte igen at kigge ud i mørket, men kunne intet se. Perlerækken af lys var nærmere nu.
   "Oberstløjtnant Cho? Det var en fin manøvre, men jeg ligger stadig lige bagved dig. Jeg har opgivet vores position til resten af eskadrillen. De er på vej."
   Cho kunne se de andre grønne pletter på skærmen skifte kurs i retning af ham.
   "Hvordan fandt du mig?
   "Det var heller ikke nemt. Vi har ledt efter dig natten. Det var et rent held, at jeg så din silhuet mod stjernerne."
   "Hedder du virkelig Aybar? Er du tyrker?"
   "Mit navn er kaptajnløjtnant Aybar, og ja min familie kom oprindeligt fra Tyrkiet. Hvorfor?"
   "Min barndomshelt hed Sergent Aybar. Han reddede min mor og bedstemor fra at blive voldtaget og dræbt af kinesiske og nordkoreanske styrker. Han var tyrker."
   "Virkelig? Aybar er ret almindeligt tyrkisk navn. Oberstløjtnant Cho, nu må jeg bede dig sætte kurs mod Syd-sydøst."
   "Det kan jeg ikke."
   Tavshed.
   "Hvorfor ikke? Hvad er det, du vil opnå?"
   "Aybar. Har du aldrig set de nordkoreanske nyhedsoplæsere? Deres aggressive og gutturale brølen på tv. Deres arrogante trusler mod USA og Sydkorea? Har du aldrig hørt om fangelejrene? Har du aldrig hørt om hungersnøden og børn der dør i tusindvis. Og for hvad? Har du aldrig tænkt, at det ville være bedst hvis de rent faktisk gjorde alvor af deres trusler? En kort krig, selvfølgelig med ufattelige lidelser, men stadig bedre end at trække det ud. Vi kunne smide den bande forbrydere på porten. Få dem retsforfulgt for deres utallige forbrydelser. Det skylder vi den stakkels befolkning. Det skylder jeg min Halmoni! Har du aldrig tænkt på det?"
   Lysene var blevet tydeligere nu og den skarpt definerede grænse mellem lys og mørke viste, at kysten ikke var langt væk. Cho tjekkede våbensystemerne. Han havde låst bomberne fast på flere mål i Pyongyang.
   "Oberstløjnant Cho? Jeg kan ikke lade dig starte en krig. Det forstår du vel? "
   Cho svarede ikke. Han var snart i Nordkoreansk luftterritorium og det alene ville blive opfattet som en utilgivelig provokation.
   "Oberstløjnant Cho? Min farfar var i den tyrkiske brigade i Koreakrigen. Måske var han din barndomshelt? Han reddede din bedstemor. Din Halmoni. Er det koreansk for bedstemor?"
   "Ja. Halmoni. Sagde du ikke, at Aybar var et meget almindeligt navn?"
   "Jo, men så mange var der vel ikke i den tyrkiske brigade. Jeg er sikker på, at min farfar ikke ville ønske at endnu en frygtelig krig skal bryde ud. Hvordan reddede han din Halmoni?"
   Han prøver at manipulere med mig. Han har ikke lyst til at skyde. Helt fint. Så længe jeg kan trække tiden ud.
   "Min Halmoni fortalte mig at en masse kinesiske og nordkoreanske soldater var stormet ind i landsbyen. De havde dræbt mændene og kastet kvinder og piger på jorden og voldtaget dem. Min bedstemor gemte sig i en hytte sammen med mor, som kun var en lille pige dengang. De blev fundet af tre-fire soldater, som straks begyndte at flå tøjet af dem. Pludselig genlød landsbyen af skud. Den tyrkiske brigade var på tilbagetog og var kommet forbi landsbyen og så hvad der foregik. Ind i hytten kom sergent Aybar. Med en sabel huggede han soldaterne ned og befriede min mor og bedstemor. Kan du ikke forstå, at jeg vil hævne det? Hvis ikke det havde været for sergent Aybar, så..."
   "Det er jo 60 år siden, Oberstløjtnant Cho."
   "Ja, og de er her endnu. Lidt endnu!"
   Under B2 bombemaskinen kunne Cho nu se positionslysene fra fiskere og måske flådefartøjer. De nærmede sig.
   "Oberstløjnant Cho! Jeg har lige fået ordre til at skyde nu. Det er sidste chance. Ikke mere snak. Vend om med det samme!"
   Den elektroniske hyletone skar gennem Cho's hoved. Han kastede B2'eren ind i et skarpt venstresving. Hyletonen forsvandt og kom igen.
   "Cho! Jeg har affyret to sidewinder missiler. Jeg beklager! Jeg gav dig chancen."
   Cho bed tænderne sammen og trak flyet modsat. Kiggede desperat ud af vinduerne for at se missilerne. To lyskugler for forbi lige uden for cockpitvinduet og forsvandt i mørket.
   "Aybar! Du ramte ved siden af. Ha, ha! Din radar kan ikke fange mig."
   Han lo højt.
   Mørket blev flænset af lyssporprojektiler, der jog forbi udenfor. Flyet rystede og genlød af metalliske smæld. Cho kæmpede med styretøjet, men kunne ikke forhindre bombemaskinen i at vende om på ryggen. Lysene fra kysten forsvandt ud af syne og Cho kunne mærke, at næsen vendte nedad i et kulsort mørke. Han blev kastet rundt, da flyet gik ind i et spin. Motorerne skreg. Cho forestillede sig det iskolde hav fare op imod sig.
   "Jeg er ked af det, Halmoni."
   B2 splintredes i en stor eksplosion, da den ramte havet med 2 gange lydens hastighed.

Den amerikanske ambassadør i Seoul tog en drink fra barskabet i sit kontor.
   "Det var lige godt satans!"
   Han greb telefonen, den direkte linje til Washington.
   "Det er Sung Y. Kim. Du tror det ikke, når du hører det her. Jeg har lige haft besøg af en Nordkoreansk delegation."
   Han lyttede lidt til personen i den anden ende.
   "Ja, Nordkoreansk! De takkede dybfølt og sagde at nedskydningen af vores eget bombefly for at beskytte Pyongyang har bevist vores villighed til fred og venskab. De ønsker at slutte fred med Sydkorea. Ja, slutte fred. Ikke bare våbenhvile. Hvad giver du mig? Ja, og nu kommer det vildeste. De beklagede dybt, at tilbuddet ikke kunne komme fra Kim Jung Un selv, men han og hele den Nordkoreanske overkommando er døde. Ja, døde! Af hvad!? Skaldyrsforgiftning! Ja, det sagde de. Nej, det tror jeg da heller ikke på. Hvad mener du? Er det ikke sindssygt?"
   Ambassadøren tog en slurk af sin drink.

"Ved du hvad? Måske døde Oberstløjtnant Cho ikke forgæves