Mortergranaten hvinede gennem luften og slog med dumpt drøn ned i en sandklit meget tæt på hvor George lå. Trykbølgen slog luften ud af ham og dynger af sand, sten og tangplanter regnede ned, mens han desperat forsøgte at trykke kroppen ned mellem de kolde sandkorn.
"Er det for fanden ikke snart vores tur!" George løftede hovedet forsigtigt og kiggede ud under hjelmen på de hundredevis af skibe og mindre både som fyldte havet. Det susede, hylede og hvinede i luften og hvide søjler rejste sig i det mørke vand. Sorte, navneløse silhuetter lå og skvulpede leddeløst i vandet, mens brændingen forsøgte at kaste dem tilbage på land.
Langt ude var en destroyer blevet ramt og kæntrede langsomt. En tyk røgsøjle markerede skibets dødskamp, mens sømand og soldater, som troede de var blevet reddet, myldrede rundt i endnu en forvirret kamp for livet. I det fjerne kunne George stadig høre larmen fra kampene udenfor byen Dunkirk. Pludselig tættere på, den hidsige snerren fra et tysk MG42 maskingevær, som straks blev besvaret af den langsomme staccato rytme fra en britisk Bren gun. Men på trods af det virkede det ikke som om, at tyskerne kom nærmere. Som om de tøvede.
"Maman, Maman."
George kiggede op igen, over mod den franske soldat, som lå med tarmene smurt ind i lyserødt sand. Den karakteristiske hjelm med hanekammen sad skævt på hovedet og de brune øjne stirrede kraftesløse på George. Soldaten sank besværligt og mere blod strømmede udover læberne og ned af hagen.
"L'eau. L'eau, s'il vous plaît. L'eau" hviskede han sagte.
"Hold så kæft. Stop! Arrêt. Arrêt!!" råbte George og kastede en håndfuld sand efter ham. Den purunge soldat havde kaldt på sin mor i flere timer nu - lige siden et tysk jagerfly havde bestrøget stranden. Projektilerne havde hamret ned over dem og flået den franske soldat op.
Endnu en mortergranat hylede henover deres hoveder. Den slog ned i strand¬kanten og kastede kropsdele højt op i luften. Et vakuum af stilhed blev efterfulgt af vilde smerteskrig.
"George. Så er det nu!" Sergent Bates stod sammenkrøbet over ham. "Vi har plads." George rejste sig, greb sin riffel og fulgte foroverbøjet efter sergenten ned mod en gammel chalup, som lå og gyngede i bølgerne. De andre fra delingen var ved at kravle om bord. Han plaskede ud gennem bølgerne og kastede sig lettet over rælingen.
Beskidte og blodige hænder greb i hans tøj og trak ham indenbords, så han tumlede ned i bunden af chaluppen. Velkendte, smilende ansigter bød ham velkommen. I det samme hørte han en dyb brummen, som steg til en hylende sirene. George rejste sig med et sæt og kiggede mod himlen. Over ham dykkede en hajlignende Focke Wulf jager ned mod chaluppen. Maskingeværerne dundrede og en perlerække af hvide sprøjt piskede sig vej mod dem over havets urolige grå overflade. George døde i et smerteløst glimt, da et projektil sprængte sig vej gennem hovedskallen og kastede hans flade stålhjelm langt ud i havet.
Hans lig lå og skvulpede i vand og blod i bunden af båden, mens kammeraterne kæmpede sig over den engelske kanal i den lækkende chalup. Ligesom 340.000 andre soldater reddede de livet og slap væk fra den tyske krigsmaskine i det, som for altid vil være kendt som miraklet ved Dunkirk.
John Baumberg låste døren op til sin lille mørke lejlighed i et betændt forstadskvarter til Washington. Han smed sin mobiltelefon og nøgler på kommoden i entreen og smilede for sig selv. Det havde været en god snak med Adolf Hitler i dag.
John gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet og tog en dåse Miller Lite. Han åbnede den, mens han gik ind i stuen og hen til vinduet, hvor han kort kiggede ud mellem de lukkede persienner. Med et tilfreds suk satte han sig i den slidte sofa og tog en tår af den kolde øl. Væggen overfor var dækket af én stor bogreol og hvis man kiggede efter ville man se, at alle bøgerne handlede om Anden Verdenskrig med undtagelse af nogle enkelte ordbøger og selvstudier i tysk. John tog en slurk mere og sank dybere ned i den alt for bløde sofa.
Tyskerne angreb med alt hvad de havde. George krøb sammen bag en sandklit ligesom hundreder af andre soldater, som var fanget her. Den tyske hær havde angrebet gennem Belgien ind i Frankrig og smadret alt modstand. Og nu var de fanget her på stranden og kunne ikke komme væk.
Sergent Bates ruskede i ham "Kom nu, George. Hjælp mig. De kommer. De kommer!!" Han lå med en anti-tank riffel. "Patronen sidder fast. Hjælp mig!". En byge af projektiler slog ned foran dem og kastede sand i deres ansigter.
Granat efter granat regnede ned over stranden, der flød af døde og sårede, som lå forvredne i det blodige sand. Havet var fuldt af brændende skibe, som var ved at kæntre og synke, mens bølger af tyske jagere og Stuka-bombere slog ned på dem igen og igen. Tyskerne angreb hårdt alle vegne og de engelske, franske og belgiske tropper blev trængt sammen i en mindre og mindre lomme ved Dunkirk. Mindre grupper af tapre soldater sikrede bagtroppen inde i byen, men George kunne tydeligt høre at på kamptumlen at det kun var et spørgsmål tid før de tyske styrker udraderede dem. Sergent Bates kiggede fortvivlet ud på havet. "Der er ingen skibe, George. De smadrer dem alle sammen. Vi kan ikke komme væk. Kan du få patronen ud? Vi må holde stand her."
Dunkirk ville snart falde og store sorte røgsøjler sværtede den grå himmel. I det fjerne kunne man nu høre de brummende kampsvogns¬motorer og den pibende og raslende lyd fra deres larvefødder. Tyskerne var brudt igennem. De grå metalkolosser dukkede op på vejen og blandt træerne. Små grupper af flygtende britiske og franske tropper trængte ned mod stranden. Nogle af dem stoppede og skød fortvivlet med deres håndvåben inden de i panik løb videre. Maskingeværerne i de fremrykkende kampvogne høstede som en gigantisk le imellem de løbende soldater og mange tumlede om i klitterne. George fik lirket den fastklemte patron ud med sin bajonet og smækkede magasinet på plads igen. "Den er klar. Skyd!" Foran dem vuggede en grøn og grå kampvogn op og ned i klitterne med sand sprøjtende fra larvefødderne. Den nærmede sig hurtigt. De kunne tydeligt se de sorte, tyske kors på siden af kampvognstårnet. Maskingeværerne knitrede og spyttede ild til alle sider.
Rekylen slog mod sergent Bates, da han med et højt knald affyrede våbnet. Et metallisk smæld fortalte, at han havde ramt. Men der skete ingenting. Kampvognen drejede en smule og fortsatte nu lige frem mod dem. "Skyd igen, sergent. Den prellede af. Skyd, skyd, skyd! For Guds skyld!" Sergenten sigtede tålmodigt og skød. Kampvognen begyndte at køre det ene bælte af og dreje til siden - og stoppede så med et ryk. "Du skød larvefødderne over!" råbte George glædestrålende. Tårnet på kampvognen begyndte at dreje. Det sorte løb pegede direkte på dem.
Inden George nåede at tænke, hvirvlede han gennem luften og landede hårdt på vådt sand. Hver eneste lille del af hans krop skreg af smerte. Højt over ham, på en smuk lyseblå baggrund, fløj en måge. En måge? Hørelsen og larmen kom tilbage som et godstog ud af en tunnel. Sergent Bates lå tæt ved med kroppen drejet i unaturlige vinkler og stirrede på ham. Uden at blinke. "Sergent Bates?" fik George fremstammet, men han vidste godt, han ikke ville få svar. Omtumlet forsøgte han at løfte hovedet, men uden held. I lang tid lå han sådan.
"Hände hoch, schwein!" Over ham tårnede en sortklædt SS-soldat med en maskinpistol i hænderne. "Jeg kan for fanden ikke løfte mine arme. Desuden ligger jeg ned, din idiot! " hviskede George. Den tyske soldat kiggede lidt på ham og grinede så. "Aah, jawohl". Han bøjede sig ned og tog Georges riffel, men besluttede så, at den var for ødelagt til at udgøre en fare og smed den igen.
Det var slut. George ville komme til at sidde resten af krigen i fangelejr. Overalt langs den brede strand overgav 340.000 soldater sig - heraf hele den britiske ekpeditionshær, hvilket for altid vil være kendt som katastrofen ved Dunkirk.
John slappede af med lukkede øjne og begyndte at overveje, om han skulle bestille en pizza eller bare koge noget pasta med tun. Han besluttede, at han havde råd den dag og greb ud efter telefonen - men stoppede midt i bevægelsen. Han kiggede frem for sig. "For fanden da, jeg skal da lige tjekke!" Han rejste sig op af sofaen og styrtede over til reolen og tog en tyk bog ud. "Overblik - Den Anden Verdens¬krig" hed den. Han bladrede i den, slog vantro ned flere steder i teksten og slog til sidst en høj latter op. "Det virkede! Det virkede!" John dansede eksalteret rundt i den lille stue, imens han igen og igen kastede bogen op i luften.
John smækkede døren på sin ramponerede blå Datsun. Ruden klaprede løst. Parkeringspladsen var så småt ved at blive tømt og John slentrede nynnende ind mellem de sidste biler hen mod en stor bygning i glas og stål, hvor de mange ruder glødede i den nedgående sol. Vagten ved hovedindgangen smilede til ham.
"Godaften John. Har du vundet i lotto eller sådan? Du er da i et vældigt humør"
"Hvad mener du? John rynkede brynene. "Jeg er da altid glad?"
"John, du er det sureste menneske jeg har mødt!"
John tænkte lidt. "Tja, måske. Men jeg har også meget at være sur over. Men i dag har været en god dag og den bliver endnu bedre"
"Aaah, hvad hedder hun? Er hun lækker?" Vagten vippede sigende med øjenbrynene.
"Hva'? Årh, hold kæft. Det er større end det. Meget, meget større end det"
Vagten smilede.
"Nå, så er du lige så sur, som du plejer. Nu kan jeg kende dig igen."
"Årh, rend mig." John gik igennem skydedørene og nikkede brysk til den næste vagt, som sad ved skranken, fortsatte hen til en bred ståldør og greb i inderlommen efter sit adgangskort. Han var ved at føre det hen til scanneren, da han lagde mærke til billedet på det. Det gav et sæt i ham.
"Pis" hviskede han. Kiggede stjålent over skulderen hen til vagten, som sad og læste i et blad. John skyndte sig at putte kortet i lommen og greb ind i den anden inderlomme på sportsjakken og fik fat i et andet kort. Denne gang med hans eget billede på.
"Sagde du noget, John?" Vagten kiggede på ham.
"Nej, nej. Kun noget til mig selv". Scanneren accepterede af hans kort med en lille venlig lyd og den tunge dør begyndte summende at glide op.
To timer senere var bygningen mørk og tyst. Solen var gået ned og de eneste lyde var en svag summen, som syntes at bo i bygningen og komme alle vegne fra - og så den sjaskende lyd fra rengøringspersonalets gulvmopper.
John havde skyndt sig at blive færdig med sit afsnit og skubbede vognen med moppe og rengøringsartikler tilbage i skabet. På sine gummisåler listede han lydløst ned af gangen mod døren til næste afsnit. Der var elevatorerne, som førte ned i kælderen. Han havde ikke selv adgang til det afsnit, men det havde den forsker, hvis adgangskort han havde fundet i en skraldespand. Døren gled op. John listede videre mod den sølvskinnende elevatordør, som lokkede for enden af gangen.
Timms, en anden rengøringsassistent, stod med ryggen til og moppede gulvet i en tilstødende gang og opdagede ingenting, da John lydløst smuttede forbi. Det gjaldt om hurtigt at nå elevatoren inden vagten om lidt begyndte sin runde. John tjekkede uret. Snart. Om 2 minutter. Rigeligt tid. Bare ned til elevatoren for enden af gangen. Han nåede den, kørte kortet forbi scanneren og tilkaldte elevatoren. Han kiggede ned af gangen - og fór sammen. Gennem glasdørene til sit eget afsnit kunne John se vagten slentre ned ad gangen, mens han åbnede døre til kontorer og møderum og lyste ind. Vagten var startet på sin runde tidligere end han plejede!
John så febrilsk på displayet, der langsomt - meget langsomt - skiftede nummer. Han kiggede igen ned mod vagten, som stadig bare slentrede roligt fra dør til dør. Hvis vagten løftede blikket og så ned af gangen ville han tydeligt kunne se John. En sagte lyd annoncerede elevatorens ankomst og lettet smuttede John lynhurtigt ind, trykkede på knappen til kælderen og klemte sig ind mod det kølige metal for at være ude af syne.
I elevatorens blanke bagvæg kunne han ane de udflydende konturer af gangen og en mørk skikkelse som nærmede sig hurtigt. Vagten! Han måtte have set noget. Døren lukkede langsomt, mens skikkelsen blev større. Gangen genlød af hurtige, smældende skosåler.
Med et klik lukkede dørene og i et ryk gik elevatoren i gang. John mærkede lettet accelerationen i mellemgulvet. Det var nær gået galt. Han pustede ud.