Himmelske Fader. Jeg beder om fred i mit oprørte sind efter de hændelser, som just er tilstundet mig. I går morges lige efter Prime gik jeg langt uden for Londons mure for at lede efter svampe til Broder Tybalt, klostrets kældermester. Jeg kender et godt sted i den lille skov tæt ved landsbyen Tyburn, hvor der vokser store og saftige Karl Johan svampe, som køkkenet bruger til at lave de dejligste stuvninger.
Jeg var kommet dybt ind i skoven og havde fået øje på nogle store svampe, der stod lidt inde i et brombærkrat. Med stort besvær fik jeg kravlet derind, men min kutte hang fast i tornene, som også rev mig ansigtet. Mens jeg forsøgte at komme fri, hørte jeg pludselig de mest rædselsfulde lyde. Støn, hyl og skrig. Mit blod frys frøs til is af bare skræk. Frygtsomt så jeg ud gennem de filtrede og tornede grene.
På den anden side af brombærbusken, var der en lille lysning i skoven. Her så jeg møllerens datter. Hun lå sammen med Brom, kroejerens søn. De var begge som besatte. Halvnøgne og uden skam. Hun havde skørterne langt oppe om livet og afslørede sit køn, som glinsede lyserødt. Han stødte sit erigerede lem ind i hende igen og igen. De så mig ikke og ænsede intet omkring sig. Forestil dig min bedrøvelse, mens jeg sad der fastlåst i brombær-busken og med tilbageholdt åndedræt var tvunget til at være vidne til at de to, som ikke er velsignede i ægteskab, kopulerede lystent. I mere end en time stod det på, mens de indtog den ene mere utugtige stilling efter den anden, med ansigterne forvredet i dyriske masker.
Endelig forlod de lysningen og gik hver til sit. Jeg kravlede ud af mit skjul og dybt rystet gik jeg tilbage mod Tyburn. Jeg havde ingen svampe. Dem jeg havde fået samlet, må jeg have tabt. Jeg gjorde holdt ved galgen og så på de hængte. Der hang to mænd og en kvinde. Alle tre med langstrakte halse. Sorte i ansigtet var de og havde ekskrementer ned af benene.
"Sådan burde gå alle, der håner Gud", tænkte jeg. "Sådan bør det gå alle, der ikke frygter Gud og adlyder kirken. Sådan bør det gå Brom og møllerens datter" tænkte jeg sørgmodigt.
Jeg beder dig, Gud, hjælp mig bekæmpe Synden og straffe synderne. Amen.
Almægtige Fader, hjælp mig. Overalt ser jeg tegn på forfald og synd. Overalt ser jeg folk vende sig fra kirkens bud og gøre djævelens gerninger. I aftes var jeg på vej gennem byen ad Leadenhall Street og passerede Cocks Inn.
Netop som jeg gik forbi hørte jeg et latterbrøl ud gennem det åbne vindue. Jeg stoppede op og kiggede ind. Forestil dig min mistrøst, da jeg i krostuen så en forsamling af mænd, der grinede og spillede terninger. De snakkede højt og klappede hinanden på skuldrene, imens de fortalte ugudelige vittigheder.
Det begyndte at regne kraftigt og jeg blev drivvåd. På trods af min gennemblødte kutte og vandet, der løb mig ned af nakken, blev jeg stående i flere timer og så ind på de mange venner, der i kaminens varme skær kun tænkte på at hygge sig i hinandens selskab. Ingen af dem tænkte på at ære Gud. Jeg kunne mærke vreden boble i mig og skyndte mig hjem til klostret i tide til Terce. Jeg beder dig, Gud, om at lutre disse forvirrede sjæle. Amen.
Fader, i dag har jeg advaret befolkningen i London. I dag har jeg talt til folk om at frygte Guds vrede. Eller ville det få konsekvenser. Det var markedsdag i dag. Alle vegne så jeg folk, som kun tænkte på at more sig. Jeg så den lystne Brom jage efter nye piger og den smukke møllerdatter, som jeg indrømmer selv engang at have elsket før jeg blev munk, stå fortabt tilbage, indtil nogen tilbød hende et krus øl.
Jeg sprang op på en tønde og råbte højt at de skulle op med at synde. Jeg fortalte dem om den drøm, du sendte mig i nat. Jeg fortalte dem om de sorte skyer, som skal fylde himlen og dale ned over London for at dræbe alt liv. Jeg advarede dem alle sammen, om at hvad der ville ske hvis ikke de straks holdt med at synde. De grinede ad mig og Prioren tog mig i rette for at have skræmt folk. Allermest tror jeg, han var vred over, at jeg, en simpel munk, havde gjort hvad han selv burde have gjort. Min straf var at rense latriner. Det rører mig ikke. Jeg ved, at jeg har handlet på dit bud. Har jeg ikke, Fader? Amen.
Kære Gud. I dag kom Prioren og beklagede sit hovmod til mig. Skyerne er kommet og hele byen er rædselsslagen. Sort støv fylder luften og folks lunger. De hoster og de svageste ældre er allerede begyndt at dø. Vandet er sort og forurenet. Det er blevet koldt nu. Nu ler folk ikke mere ad mig. De kommer til mig og beder om forladelse. Jeg tager nådigt imod deres undskyldninger og leder dem til kirken hvor de kan få syndsforladelse. Hele byen står i kø for at få mit råd, for at få syndsforladelse. Selv munkene, præsterne og Prioren kommer til mig. Gud, tilgiv mig, at det fylder mig med stolthed, at du har udvalgt mig, en simpel munk, til at være dit instrument. Amen.
Himmelske Fader. Mange tusinde er døde nu. Folk er holdt op med at synde. De sulter og har knap kræfter til at begrave de døde. Jeg glædes derved. Mennesket er svagt og jeg advarede dem. Nu kan de se, at jeg havde ret. Rige folk kommer til mig, ikke Prioren, ikke Abbeden eller Biskoppen, men mig og tilbyder mig penge for deres frelse. De vil have, at jeg skal få skyen til at forsvinde. Jeg tager imod pengene. Ikke til mig selv naturligvis. Jeg beholder kun en smule, som jeg gemmer bag en sten i min celle. Resten giver jeg naturligvis til klostret, jeg er jo ikke grisk. Det er kun for at kunne udvirke din vilje. Men skyen er her heldigvis endnu og når folk kommer tilbage og spørger hvorfor folk stadig dør, svarer jeg jo naturligvis, at der skal mere til for at udvirke mirakler. Og så betaler de mere. Folk betaler jo gerne for frelsen. Herre, jeg er din ydmyge tjener. Amen.
Herre, jeg er fortvivlet. Folk er begyndt at synde igen. Så mange er døde - både dyr og mennesker, at der ikke er meget mad i byen. I stedet for at vederkvæges gennem bøn er de begyndt at stjæle mad fra hinanden og slå ihjel. Nogle kommer til klostret for at tigge. Vi giver dem, hvad vi kan, men heller vi har meget. Jeg har naturligvis været ansvarlig og gemt en masse mad og drikke, som mine brødre ikke kender til. Jeg er jo dit værktøj, dit redskab og må holde mig sund for at kunne følge dit kald og udvirke dit mirakel.
Brødrene er begyndt at snakke i krogene. De er blevet meget tynde og skuler til mig og snakker om hemmeligt fråseri. Tilgiv dem Fader, for de ved ikke bedre. Amen
Almægtige Fader. Måske er det nok nu? Der er næsten ingen tilbage og dem, der er her virker desperate og vrede. Mine brødre bliver passet op, når de går gennem byen. Folk vil vide hvornår mareridtet slutter og spørger til hvad jeg gør ved det. Jeg har sagt til Prioren, at jeg ikke kan arbejde mere og må blive i min celle, fordybet i bøn. Han mener, at vi alle må arbejde hårdere for at komme igennem denne frygtelige tid og hjælpe hvor vi kan - og at dovenskab vil være den største synd i denne tid. Han forstår ingenting og tør heldigvis ikke beordre mig i arbejde. Mens de andre arbejder og jeg får noget at spise, kan jeg fra mit cellevindue se folk samles foran klostret. Hvad vil de mon? De må respektere, at det er Din straf over dem. Jeg er blot dit talerør. Men måske er det nok nu? Måske har de forstået nu, at det var deres synder, der bragte katastrofen over dem. Jeg kan se, at der samles endnu flere foran porten nu. Nogle af dem hamrer på porten og har reb og våben med. De råber mit navn. Tilgiv dem, Fader, de er kun får. Amen.
The Docklands and East London Advertiser
Mandag, den 6. August 2012
En vulkan afstedkom massedød i Østlondon, siger Museum
Arkæologer fra Museum of London har gennem 10 år udgravet en kirkegård, som lå i forbindelse med Augustiner Hospitalet ved Spitalfields. Der er indtil videre udgravet mere end 10.000 skeletter, som alle peger på en massedød på grund af sult og sygdom i 1250'erne. Dermed var katastrofens omfang fuldt på højde med Pesten, som i flere omgange hærgede middelalderens London. Årsagen denne gang var dog en helt anden og noget mere overraskende, nemlig en vulkan i Mexico, der udsendte en gigantisk askesky, som drev tværs over Atlanterhavet til London som blev indhyllet i mørke og sod.