"Det er en fejl det her. Jeg skulle aldrig være kommet."
   Anne så sig omkring i den fornemme frokostrestaurant. De velklædte gæster sad ved små runde borde og konverserede lavmælt, mens de nippede af duggede glas med kølig hvidvin. Fra loftet strålede en krystallysekrone og badede den art deco inspirerede sal i køligt lys, som blev reflekteret i de mange spejle på væggene og de skinnende hvide fliser på gulvene. Tjenere klædt i smoking vimsede ud og ind mellem bordene med deres sølvbakker med ansigterne lagt i højtidlige folder. Anne følte sig i den grad malplaceret.
   "Vil De have en mineralvand mere, mens De venter?"
   Anne så op på bartenderen og tjekkede derefter sit ur. Hendes gæst var forsinket. Meget. Hun rystede på hovedet og holdt en hånd henover glasset. "Nej tak."
   Bartenderen nikkede med en ligegyldig mine og fortsatte med andre gøremål. Anne så på uret igen. Måske skulle hun bare gå igen. Det var i virkeligheden helt åndsvagt det her. Helt vanvittigt. Hun var forsker. Arkæolog. Hun tog sit arbejde meget seriøst. Hvorfor havde hun lade sig overtale til at mødes med sådan en fupmager? Det måtte han være. Svaret var jo naturligvis, at hun var desperat.
   "Deres bord er klar om ikke så længe. Tak fordi De venter."
   Hun nikkede blot til den forbipasserende tjener og trak ned i sin nederdel. Havde hun vidst, at stedet var så elegant, havde hun taget noget finere tøj på. Eller rettere sagt, så havde hun været nødt til at købe noget finere tøj. Hun havde normalt ikke brug for den slags. Hvorfor skulle de også mødes hér? Fordi han havde insisteret på det, havde hun fået at vide.
   "HVAD!"
   Anne så forskrækket op. Ved et bord tæt på stirrede en ung kvinde rasende på en ældre mand klædt i nålestribet jakkesæt. Det ældre mand løftede hænderne afværgende. Han så forskrækket ud og kiggede pinligt berørt rundt på de andre gæster.
   "Tal dog ikke så højt, Kære!" sagde han med en lav stemme, mens han dukkede nakken og lænede sig ind over bordet.
   "JEG TALER LIGE SÅ HØJT, DET PASSER MIG!" Den unge kvinde smed sin stofserviet på bordet. Hun var klædt i en elegant kjole og havde håret sat op i en kunstfærdig frisure. På trods af det smukke ydre, var der et hårdt drag over hendes ansigt. Som om hun havde kendt til en anden og barskere tilværelse, langt fra fine restauranter, balkjoler og kølig hvidvin i højstilkede glas. Som om den smukke fernis krakelerede og et grimmere billede af en dårlig kunstner kiggede frem mellem revnerne.
   "Jamen, kære..."
   "LUK RØVEN, DIN GAMLE NAR! DU LOVEDE MIG!"
   Den ældre mand så chokeret på hende og lænede sig væk fra hende, mens han trak vejret i korte stød.
   "Jamen, det... Vi... snart. Jeg skal nok. Det...Jeg lover dig, min skat!"
   Kvinden rejste sig med et sæt, så stolen væltede. En tjener kom trippende.
   "Kan jeg hjælpe herskaberne?"
   Hun vendte sig mod tjeneren med et rasende blik.
   "Du kan hente min frakke. Og DU..." Hun så ned på den hændervridende mand. "...DU KAN SKRIDE AD HELVEDE TIL!" Med de ord strøg hun med hurtige skridt ud af salen.
   "Jamen, skat...". Den ældre mand rakte fortvivlet armen ud efter hende, men blev sig så hele situationen pinligt bevist og så rundt med et akavet smil.
   "Undskyld. Det må I undskylde...jeg ved ikke. Tjener! Regningen, tak!" Efter at have betalt forlod han også skyndsomt restauranten.
   Anne smilede for sig selv. Pludselig fik hun det bedre og hendes tøj føltes ikke så forkert. Hun drak det sidste af sin mineralvand.
   "Det ser ud som om der er et bord ledigt nu, ikk'?" sagde hun med et skævt smil til den tjener, som netop havde taget i mod betaling fra den ældre mand. Blegt bekræftede han med et kort nik. "Vi lægger en ny dug på."

"Er du Anne Davidson?"
   Hun så op og ved bordet stod en ung mand i en lang sort frakke, som han havde uden på et mørkegråt 3 piece suit og en hvid skjorte, hvis krave gabte om den tynde hals. Han var høj, slank og meget bleg. Huden skinnede og virkede nærmest som voks eller plastik. Det skulderlange hår sorte hår indrammede det markerede og forunderlige ansigt, som både var grimt og smukt. Anne kom vilkårligt til at tænke på Dorian Gray, romanfiguren fra Oscar Wildes roman om manden, der havde solgt sin sjæl og aldrig blev gammel. Kun på et maleri, der altid viste hans sande alder. Manden foran hende var lige så mystisk, smuk og urovækkende.
   Anne rejste sig. "Ja, jeg er Anne Davidson. Du må være Leonard. Velkommen. Værsgo at sidde." Hun pegede på den ledige stol.
   En tjener nærmede sig. "Velkommen Hr. Vil De af med frakken?"
   "Nej, tak." Den unge mand satte sig uden at værdige tjeneren et blik.
   "Kunne De tænke dem noget at drikke, Hr.?" fortsatte tjeneren ufortrødent. Leonard fortrak ikke en mine, men så bare på Anne med sine mørke øjne.
   "En flaske Krug Brut Vintage 1988. To glas."
   Anne gispede. Den flaske champagne kostede 600 pund! Hun havde netop siddet og måbet over priserne på menukortet. Forventede han, at hun betalte for den? Hvad ville administrationen på museet sige til det?
   Tjeneren bukkede beredvilligt og forlod dem.
   "Du må virkelig være desperat." Leonard krusede læberne i noget, der måtte være et hånligt smil.
   "Hvad mener du?"
   "Siden vi sidder her. Jeg mener, du er arkæolog. Du arbejder på British Museum. Normalt drager du slutninger baseret på det, du kan se. Det du ved. Hvad du har lært. Ord der står i bøger, gamle som nye. Ting du finder i jorden. Konkrete, jordnære, holdbare fakta. Ikke sandt?"
   Anne nikkede stumt.
   "Og alligevel sidder vi her."
   Den unge mand lo en stille latter.
   "Det må næsten svare til når politiet er på helt bar bund i en mordsag og beder en clairvoyant om hjælp."
   Anne rømmede sig. "Er det sådan én du er? En clairvoyant? Du kan se fortiden, hører jeg?"
   Tjeneren kom med flasken i en iskøler og hældte to glas op til dem.
   Leonard trak på skulderen. "På en måde, ja." Han tog sit glas og nippede af det.
   Anne så surt på sin armbåndsur. "Forhåbentligt bedre end du holder øje med nutiden." Hun havde ventet i 45 minutter.
   Leonard så bare på hende uden at sige noget. Han greb sit glas igen og tog en stor slurk. "Skal vi sidde og udveksle fornærmelser eller er der et formål med vores møde?
   Anne skiftede stilling og rømmede sig igen. Hun tog om stilken på glasset. Små kølige dråber gled ned på hendes fingre, men hun havde ikke lyst til at drikke.
   "Du kan se fortiden, siger du?" Hun så op fra glasset.
   Leonard nikkede.
   "Kan du ikke fortælle mig lidt om det. Altså...hvordan? Hvad ser du?"
   Hun skiftede stilling igen. "For du har naturligvis ret. Det her ligger mig meget fjernt. Det er ikke den slags jeg normalt beskæftiger mig med. Men jeg har fået dig anbefalet. Så...men jeg vil jo gerne forsøge at forstå...forstår du nok?"
   Tjeneren kom forbi og fyldte Leonards glas. Han tømte det med det samme. I én slurk. Den unge mand lænede sig selvtilfreds tilbage stolen med arme hængende på armlænene. Han stirrede Anne ind i øjnene og hans sorte blik holdt hende fast.
   "Jeg har ingen forklaring. Ingen videnskab. Men jeg kan fortælle dig, hvad jeg ser. Er det godt nok? Vil din forskerhjerne kunne nøjes med dét?" De tynde læber skiltes i et grin.
   Anne nikkede. For helvede, hvor kan jeg ikke fordrage ham!
   Leonard satte sig op med et ryk. Han holdt en lille pause. Tjeneren kom forbi og fyldte glasset igen.
   "Jamen, så hør her. De fleste mennesker lever ubetydelige liv og glider gennem historien uden at sætte nogen som helst aftryk. Når de dør, er de væk. Når du dør, er du væk. Du kan ligeså godt ikke have været her. Ingen spor."
   Leonard holdt hende fast med øjnene. "Men nogle gange sker der noget. Noget så voldsomt, at der bliver sat et aftryk."
   Anne rynkede panden. "Et aftryk?"
   "Ja, et aftryk."
   "Af hvad?"
   "Stærke følelser, smerte, glæde, eufori...sådan noget."
   "Og det kan du så se?"
   "Ja, præcis. For det meste er det bare skygger. Vage aftegninger af skikkelser. Andre gange kan jeg høre dem. Eller føle dem. Andre gange kan jeg føle, hvad de følte. Sjældne gange kan jeg se dem. Lyslevende. Næsten som jeg sidder og ser dig."
   Anne lyttede fascineret. Det lød som en værre omgang sludder, men på en eller anden måde var der noget ophidsende ved det. Hun forsøgte at forestille sig den evne. Tænk hvis man kunne det. Tænk hvis HUN kunne. Hold da op, det ville ændre hendes arbejde radikalt. Men...det lød godt nok langt ude.
   "Og hvor langt tilbage i tiden kan du så se?"
   "Aftrykkene forsvinder langsomt med tiden, det er klart...eller det ved jeg ikke om det er. Men det gør de i hvert fald. Dog er det ikke så meget tiden, altså hvor langt tid der er gået, men snarere hvad der er sket. Hvor stærke følelserne har været. Eller smerten. Eller glæden. Som sagt er de fleste mennesker og hændelser ligegyldige. Derfor forsvinder deres aftryk også hurtigt igen og så er der kun en skygge tilbage. Hvis overhovedet noget. Omvendt..."
   Leonard tog igen en ordentligt slurk.
   "Omvendt, her hvor vi sidder nu..." Han lukkede øjnene og satte fingrene på tindingerne. Et par sekunder efter åbnede han øjnene igen. "Her hvor vi sidder nu døde der en gang et meget stort dyr. Meget stort. Jeg kan føle dets smerte og se dens skygge. Jeg gætter på at det var en mammut, så vi er jo naturligvis meget lang tilbage. Istiden. Måske blev den slået ihjel af mennesker. Eller ulve. Måske. Det kan jeg ikke se. Men det skete her. Der var en hård kamp og den døde."
   Anne løftede øjenbrynene. "Du siger simpelthen, at du kan se 20.000 år tilbage i tiden?"
   Leonard trak på skulderen. "Ikke altid. Som sagt kommer det an på hvilket aftryk, der er blevet sat. Vores møde for eksempel. Om 10 minutter er det væk. Om 2 minutter måske."
   "Det må være en fantastisk evne." Anne smilede skævt.
   Leonard så længe på hende. "Ikke altid."
   Han fingerede med det tomme glas.
   "Der er aftryk alle vegne og nogle steder er det meget voldsomt. Her i London f.eks., specielt i City. Ved Tower. Alle de steder, hvor voldsomme begivenheder fandt sted. Henrettelser og sådan noget. Den store brand i 1666. Det er ikke altid rart det jeg kan se. Så jeg prøver også at undgå slagmarker. Fik engang et voldsomt ildebefindende, da jeg besøgte Wakefield."
   "Slaget ved Wakefield? War of the roses? Borgerkrigen?" Anne blev ivrig.
   Leonard smilede. "Ja, naturligvis."
   "Du kunne simpelthen se slaget?"
   Leonard rystede på hovedet.
   "Mærke det. Høre råbene. Masser af skygger, der hvirvlede mellem hinanden. Enkelte gange trådte skikkelser helt tydeligt frem. Død. Smerte. Det blev for meget."
   Anne så tavs på ham. Hun anede ikke hvad hun skulle sige. Det her var langt ude. Men også fantastisk.
   Leonard sukkede. "Du er skeptisk. Det kan jeg se på dig."
   Anne tog sit glas. Det duggede og de små bitte bobler hvirvlede mod overfladen. Hun tog en slurk. Det smagte godt. Men ikke 600 pund godt. Hun satte glasset fra sig og sukkede.
   "Det lyder fantastisk, Leonard. Men du har helt ret. Det du sagde før er meget præcist. Jeg tror på det, jeg kan se. Det der kan måles og vejes. Det der kan bevises."
   Leonard stirrede tilbage på hende. Og klukkede. "Du vil have beviser. Tja, hvorfor ikke." Han lukkede øjnene og gned fingerspidserne mod tindingerne. Han begyndte at tale med en lav fistelstemme i en dårlig efterligning af en ophidset kvindestemme.
   "HVAD!"
   "Tal dog ikke så højt, Kære!" Leonard efterlignede en tynd mandestemme.
   "JEG TALER LIGE SÅ HØJT, DET PASSER MIG!"
   "Jamen, kære..."
   "LUK RØVEN, DIN GAMLE NAR! DU LOVEDE MIG!"
   "Jamen, det... Vi... snart. Jeg skal nok. Det...Jeg lover dig, min skat!"
   Han tav et øjeblik.
   "Du kan hente min frakke. Og DU... DU KAN SKRIDE AD HELVEDE TIL!"
   "Jamen, skat..."
   Leonard lod hænderne falde og åbnede øjnene. De smalle læber krusede i selvtilfreds smil. "Tilfreds? Aftrykket er så stærkt, at det lige må være sket. Måske mens du har været her? Ja?"
   Anne opdagede, at hun sad med åben mund. Hun tog hånden op til ansigtet for at skjule det og så sig omkring. Hvor kunne Leonard overværet optrinet uden at hun havde lagt mærke til det? Ingen steder. Fra sin plads sin i baren havde hun kunne overskue både salen, baren og døren.
   Hun rystede på hovedet. "Hvordan gjorde du dét?"
   Leonard sukkede. "Det har jeg vist lige forklaret dig, Anne."
   "Jamen, der kan ikke passe. Det er...Du må jo have stået et sted og set eller hørt det."
   Leonards ansigt blev til sten.
   "Jeg tror, vi er færdige for i dag. Farvel." Han trak sin stol ud og rejste sig.
   "Nej, nej" Anne rejste sig også. "Leonard. Undskyld. Undskyld. Sæt dig ned igen. Vil du ikke nok?"
   Leonard stod lidt uden at sige noget. Trak så på skulderen og satte sig igen.
   Han slog ud med armene. "Kan vi komme til sagen, så?"
   Anne så på ham. Han stirrede tilbage og løftede øjenbrynene. "Kan vi?"
   Hun nikkede.
   "Du skal...Vil du...Jeg vil gerne bede dig..." Anne sank og så Leonard dybt i øjnene. "Jeg vil gerne bede dig hjælpe med at opklare et mord, der skete for 850 år siden."