Mit hoved dunker og for en gang skyld nyder jeg den iskolde luft, der iblandet udstødningsgasser blæser ind i mit ansigt. Min olivengrønne S.E.5 flyver roligt og det er let at holde formationen. Lidt turbulens får maskinen til at hoppe lidt, men en let korrektion med styrepinden får mig tilbage på plads lidt til venstre bag vores squadron leader. En bøvs trænger sig på og jeg får igen fornøjelsen af de mange dry martinis jeg drak i messen i nat.
   Jeg stemmer fødderne mod bunden af cockpittet, løfter mig lidt op og kaster et blik ned. Det er en klar dag og jeg kan tydeligt se frontlinjen 12.000 fod under os. Der sker ikke meget i dag. Et bredt, mudret og koparret morads af ødelæggelse æder sig igennem landskabet og breder sig som en brun og grå infektion. Kun langt ude i horisonten møder en diset himmel en grøn illusion om sikkerhed og fred. Vi flyver langs de britiske linjer og skyttegravene er et virvar af forbundne løbegange og forsyningslinjer, der som dybe sår er snittet i en i forvejen lemlæstet jord.
   Vi nærmer os stedet. Jeg kan genkende knækket i frontlinjen og vi har jo været her så mange gange før. De andre ser på mig. Selv vores Squadron leader kigger tilbage på mig fra førerflyet. De har også set den store sky. Det er ikke den eneste sky, men den hænger lige her. Jeg vinker og trækker sidelæns i styrepinden. Flyet reagerer omgående og mine venstre vingespidser peger mod jorden. De andre fortsætter.
   Skyen hænger der foran mig. Over mig. Jeg presser motoren og stiger op mod den. Højdemåleren når 13000 fod. 14000 fod. 14500 fod. Jeg planer ud og bevæger mig lige mod den hvide masse af fortættet vanddamp. Jeg er nødt til det. Skyen er stor og fylder snart hele mit synsfelt. Kold fugt omfavner mig, da jeg lader mig opsluge. Alt er hvidt og propellen pisker sig vej gennem vat. Jeg ser bagud og kan kun lige ane haleroret. Jeg gør det nu. Slukker motoren. Det er ikke ufarligt. Måske kan jeg ikke få den i gang igen. Men jeg gør det alligevel.
   Motoren hoster. Propellen bliver synlig og stopper med ét. Stilheden omfavner mig. Der er kun vindens susen. Jeg lytter. Ingenting. Kun vinden. Jeg kan mærke at flyet begynder at tabe fart. Jeg trykker styrepinden lidt fremad. Farten stiger. Det er livsfarligt, hvis flyet taber for meget fart og staller.
   Jeg frigører mig fra selen, rejser mig op og sætter hænderne for munden.
   "Tommy!! Tommy!!!!"
   Jeg lytter. Vinder suser. Wirerne mellem vingerne vibrerer let.
   "Tommy!! TOMMY!!! Tommy! Kan du høre mig! Tommy!!!!"
   Jeg lytter igen. Ingenting. Mine briller dugger og jeg trækker dem op i panden. Mine øjne svier, da bittesmå og iskolde dråber rammer dem. Jeg klemmer øjnene sammen og spejder rundt.
   "TOMMY!!!"
   Skyen bliver tynd og forsvinder. Jeg hænger under den. Langt ude til min højre side kan jeg se silhuetterne af mine kammeraters dobbeltdækkere. Jeg forsøger at tænde motoren og fartvinden hjælper mig med dreje propellen. Først nogle forkølede tøf og så et brøl, da tændingen får fat. Jeg svinger tilbage mod mine kammerater. De ser mig og cirkler en enkelt gang for at få mig med. Jeg vinker taknemmeligt.
   Vi er på jagt. Det er en smuk dag og bortset fra nogle enkelte udvekslinger af maskingeværild på jorden, er der ro på frontafsnittet. Det er næsten synd, hvis nogen dør i dag. Ven eller fjende. Men vores jægerinstinkt er vagt og vi vil kaste os over ethvert bytte med alt hvad vi har og kæmpe til døden. Det forventer vi af os selv og hinanden.
   Mit øje fanger en bevægelse til højre for mig. Løjtnant Wilkinson signalerer til os. Jeg ser den vej, han peger. Højt over os flyver to tyske Gotha-bombere. Vores squadron leader giver tegn og vi drejer alle rundt og begynder at stige op mod de store, klodsede bombemaskiner med de brede dobbelte vinger. Vi presser motorerne alt hvad vi kan og cirkler for at nå op i den rette højde. Tyskerne har ikke fået øje på os endnu. Vi deler os, så to fly angriber hver sin maskine. Tålmodigt nærmer vi os nedefra. Jeg ser op og det kæmpestore fly med de 2 bagudvendte propeller bliver stadigt større. Vi må være forsigtige. En Gotha har to maskingeværskytter udover piloten. Jeg kaster et hurtigt blik til højre. Jameson, vores Squadron leader, og Wilkinson, hans wingman, trækker langsomt op bag deres Gotha. Det er farligt. Hvis skytterne ser dem først, bryder helvede løs. Jeg gør noget andet. Det er vovet, for jeg risikerer at miste kontrollen med flyet, men til gengæld kan jeg komme helt tæt på uden at de ser mig.
   Hurtigt tager jeg selen af og rejser mig lidt op for at trække Vickers maskingeværet, som sidder på en skinne på øverste vinge, tilbage og ned, så løbet peger skråt opad - noget man normalt kun gør for at genlade. Med maskingeværet i den position flyver jeg nærmere. Stiger langsomt. 20 meter, 15 meter, 10 meter. Jeg ligger lige under den massive Gotha og turbulensen fra de store motorer river i min S.E.5 og kaster mig rundt. Jeg får overbalance og er et øjeblik ved at falde ud. Jeg må klamre mig til pistolgrebet på min Vickers og hive mig selv ind igen. Jeg er nødt til at dale lidt. Mit fly bliver roligere.
   Jeg trykker på aftrækkeren. Maskingeværet hamrer og jeg sender en lang salve af lyssporprojektiler lige op i fuselagen på bombemaskinen over mig. Alle skud rammer. Jeg er meget tæt på. Kroppen gennemhulles og flås i stykker. Små fragmenter af træ og lærred drysser ned over mig. Den store grå og grønne bombemaskine begynder som en såret hval at krænge langsomt til siden. Måske har jeg ramt piloten. Jeg skyder igen og den uordentlige række af sorte, flossede skudhuller trækker ud på vingen og til den ene motor. Der lyder et højt knald og sort røg vælter ud. Små flammer begynder at slikke om den store motor. Gothaen bliver ved med at krænge over og går nu i et langsomt spin. Den bagerste maskingeværskytte skyder desperat ud i ingenting. I larmen fra min motor kan jeg ikke høre lyden, da vingerne knækker og folder sammen om flyet. Den dødsdømte bombemaskine hvirvler nedad og jeg ser en lille skikkelse, som kaster sig ud og falder ved siden af flyet. Snart er de ude af syne.
   Jeg hører skudsalver. Den anden Gotha kæmper tilbage. Jameson og Wilkinson ligger bag bombemaskinen og fyrer løs samtidigt med, at de kurver frem og tilbage for af undgå maskingeværbygerne fra agterskytten. Jeg skubber min Vickers tilbage på plads, så den skyder fremad igen og trækker nærmere for at deltage i kampen, hvis det bliver nødvendigt. Det er deres bytte, så indtil videre blander jeg mig ikke.
   Den tyske agterskytte skyder i korte byger og er dygtig. De to jagere må være i konstant bevægelse og har svært ved at komme i position til at ramme. En salve rammer Wilkinson og splintrer propellen. Han mister kontrollen. Flyet vender om på ryggen og styrter lodret nedad med en hale af røg efter sig. Jeg følger ham et kort øjeblik og trækker så styrepinden tilbage og stiger kraftigt i et sving til venstre og så til højre, så jeg kan angribe Gothaen fra siden og tiltrække dens ild. Jeg dykker og skyder på lang afstand uden at kunne nå at sigte. Det virker. Begge skytterne i Gothaen vender deres maskingeværer mod mig. Som arrige og glødende hvepse summer projektilerne tæt forbi. Ingen rammer.
   Jeg suser tæt henover Gothaen og kan se skytterne dukke sig og dreje rundt for at skyde igen. Det når de ikke. En lang salve fra Jameson saver Gothaens vinge af og jeg ser den styrte i flammer, da jeg kommer ud af mit dyk og svinger rundt.

Med et blødt bump sætter jeg min S.E.5 ned på græsmarken og tager gassen af. Min mekaniker vinker mig ind på en tom plads i rækken af fly , der står langs landingsbanen. Han smiler til mig, men smilet stivner. Han peger på mig og råber noget. Jeg kan ikke høre noget på grund af motoren. Da min maskine er på plads i rækken afbryder jeg motoren og den falder hostende til ro. Min mekaniker, Neil, træder hen ved siden af cockpittet og ser bekymret op mig.
   "De er såret!"
   Jeg er forvirret. Kigger ned af mig selv. På skuldre, arme og bryst.
   "Nej, i hovedet."
   Jeg tager mig til hovedet og mærker en brændende svien. Min læderhjelm er flænset op ved tindingen og jeg kan mærke størknet blod, der sidder i flager på min kind. Med fingrene undersøger jeg såret. Et overfladisk strejfskud. Jeg ler.
   "Det var sgu' tæt på. De tyskere skyder godt. Men heldigvis ikke godt nok."
   Neil griner lettet.
   "Gik det godt, sir?"
   "To Gotha-bombere. Men Løjtnant Wilkinson blev skudt ned. Har I hørt noget?"
   "Ikke så vidt jeg ved, sir. Hvem skød tyskerne ned, sir?"
   "Jeg fik den ene og Kaptajn Jameson, den anden."
   "Så er De oppe på 12, sir. Tillykke!" Neil smiler.
   "Tak, Neil." Jeg vrider mig ud af selen, rejser mig og træder ud på vingen for at komme ned. Bliver en lille smule svimmel, da jeg træder ned på græsset. Jeg er lidt rystet over, hvor tæt jeg har været på at miste livet. Tager mig igen til tindingen. Det dunker nu.
   "Er De okay, sir?"
   "Ja, ja. Skal bare lige vende mig til landjorden igen. Det er ikke noget et godt glas gin ikke kan fikse." Jeg smiler.
   "De må nok hellere lige lade lægen kigge på Deres tinding, sir. Det ser grimt ud."
   Jameson kommer gående imod mig med et mørkt udtryk i ansigtet. Neil får travlt med at tilse min maskine.
   "Du er såret?"
   "Ikke noget alvorligt, sir."
   "Så du hvad der skete med Wilkinson?"
   " Kun at han styrtede lodret ned. Derefter angreb jeg."
   "Ja, ja. Og tak for det." Jameson nikker kort og ser udtryksløst frem for sig.
   "Ingen årsag, sir."
   "Hmm, vi må håbe, at han klarede sig." Han ser på mig.
   "Gå nu til lægen og bliv fikset op. Så ses vi til debriefing." Med et kort nik går han.
   "Ja, sir."
   Jeg slentrer træt hen mod infirmeriet, mens jeg kaster et blik på den næste patrulje, der er ved at lette.

Samme aften træder jeg ind i officersmessen med blandede følelser. Wilkinson klarede sig. Hvordan ved jeg ikke. Helt uforståeligt faktisk. Til debriefen fortalte Jameson lettet, at regimentshovedkvarteret havde sendt besked om at Wilkinson var styrtet ned i ingenmandsland og de have bjerget ham fra vraget. Utroligt nok havde tyskerne ladet dem gøre det og blot set til uden at løsne et skud. Han var i live, men hårdt såret. Jeg er glad. Wilkinson er en god fyr. Men en ubehagelig følelse af misundelse sniger sig også ind på mig. Jeg prøver at jage den væk. Men den er der hele tiden, som en irriterende flue.
   Med ryggen til står løjtnant Harrison ved baren sammen med to nyankommne piloter.
   "Jeg vil ikke gøre jer nervøse, drenge. Men I ved sikkert, at en ny pilot i gennemsnit holder 14 dage ved fronten, ikk'?"
   De to ser blegt på hinanden og ryster på hovedet.
   "Men jeg kan trøste jer med, at I er i gode hænder. Jameson er en dygtig leder og flyver-es. 15 nedskudte fly."
   Harrison tager en tår af sit glas.
   "Og vi har tvillingerne. Ja, nu er den ene jo væk. Det glemmer jeg sgu' hele tiden."
   "Tvillingerne?" De to unge piloter drikker nervøst af deres whisky.
   "Ja, djævle begge to. De kæmper som rene djævle. Den ene af dem havde 18 sejre og den anden har lige scoret sin 12. i dag. Men den ene bror forsvandt."
   "Forsvandt?"
   Harrison nikker.
   "Ja, det var sgu' mærkeligt. Han var i min gruppe. Vi eskorterede et rekognosceringsfly og blev angrebet af jagere fra Jagtgeschwader 1, Richthofens flyvende cirkus."
   "Richthofen! Den Røde Baron. Er han her!" De to unge piloter ser rædselsslagne ud.
   Harrison smiler skævt.
   "Tja, det er sandt. I holder måske kun i 7 dage, så." Han ler og blinker, mens han løfter sit glas.
   "Ja, hele hans cirkus med telte og bemalede fly rykkede til vores sektor for 5 måneder siden. Vi har mistet mange gode piloter siden. "
   Jeg lister hen bag Harrison og giver bartenderen tegn. Dry Martini.
   "Nå, men vi slås med dem og Tommy ender i nærkamp med Lothar von Richthofen. Ja, det er én til! Det er Den Røde Barons bror. Hold jer fra ham. Hans fly er en lysebrun Albatros DIII med et rødt bælte rundt om fuselagen. Ser I det røde bælte, så flygter I. Det gjorde Tommy ikke. Jeg så ikke selve kampen, da jeg selv var travlt optaget med at overleve, men på et tidspunkt ser jeg Tommy flyve ind i en sky med Lothar lige i hælene. Lidt efter kommer Lothar ud igen, men jeg så aldrig Tommy komme ud. Det var der ingen, der gjorde."
   De to nye piloter ser undrende ud.
   "Ja, det er sgu' mærkeligt. Han må jo være styrtet uden vi så det, men vi har aldrig fået af vide hvor, hvilket er mærkeligt, da det foregik over de engelske linjer. Ingen har fundet vraget." Harrison ryster på hovedet og tager en slurk.
   "Hans bror..."
   Jeg klapper Harrison på skuldrene. Han vender sig forskrækket.
   "Så Harrison! Nu må du ikke gøre de nye rekrutter bange."
   Jeg ser på de to nye og blinker.
   "I skal ikke tage jer af ham. Han ved ikke noget bedre end at skræmme livet af de nye. Så er han sikker på, at det ikke kun er ham, der er bange!"
   Harrison ler højt og hjerteligt. Han er nu god nok.
   "Ja, tag jer ikke af mig. Hør, tag nu en drink mere. Nyd livet nu. I morgen ved man aldrig..."

Mit hoved dunker og jeg har kvalme. I dag kan jeg ikke engang nyde den kolde luft i mit ansigt. Mine flyverbriller dugger. Jeg ser over mod den ene af de nye piloter, Thompson, og vinker opmuntrende. Han smiler hurtigt tilbage, men må koncentrere sig om at holde sit fly på plads i formationen.
   Jeg skutter mig i læderjakken og trykker hagen ned mod brystet. Retter lidt på halskluden. Det er en kold grå og skyet dag. Lige foran os ligger et BE2 rekognosceringsfly, som vi skal eskortere. Tror ikke de får taget gode billeder i dag.
   Jeg lader blikket vandre blandt skyerne. Trist. Vi flyver i et luftigt bjerglandskab af hvide kumulusskyer. Foran os stiger en gylden slange op fra den brune ødelagte jord. Den pisker og slår med halen for at ramme os, men det tyske antiluftskyts er for langt væk og de lysende projektiler flyver uskadeligt forbi og punkterer kun skyerne.
   Hvad er det? Mit øje bliver fanget af noget over os. 6 sorte silhuetter dykker ned mod os! Jeg råber højt, uden at forvente at blive hørt, samtidigt med at jeg signalerer og peger. Så er de over os. De seks gulbrune Albatros jager suser gennem vores formation med knitrende maskingeværer, der tydeligt kan høres over motorlarmen.
   Inden jeg kaster mit fly til siden, når jeg lige at se Thompson falde sammen over styrepinden. Jeg drejer skarpt til venstre, mens jeg ser mig tilbage. Der er ingen bag mig lige nu. Hele vores formation er i opløsning og forsvarer sig vildt mod de angribende tyskere. En Albatros har lagt sig BE2'eren og skyder løs. Jeg svinger rundt og stiger lidt. Jeg kaster et hurtigt blik rundt. Jameson er i vanskeligheder. To Albatrosser jager ham og han kurver og ruller for at komme fri af dem. Jeg kan ikke hjælpe ham nu. BE2'eren skal beskyttes.
   Jeg svinger ind bag Albatrossen, som koncentrerer sig om BE2eren. Han lægger ikke mærke til mig. Han er i mit sigtekorn. Da jeg skal til at trykke på aftrækkeren ser piloten forskrækket tilbage og kaster i det samme flyet til højre i et dyk. Jeg følger ham. Albatrossen danser foran mit sigtekorn og jeg skyder korte byger efter ham, mens han forsøger at undvige. Den tyske pilot slår et skarpt sving for at prøve at komme om bag mig. Jeg følger med og kæmper for at dreje lige så skarpt. Min S.E.5 ryster og giver sig. Albatrossen er midt i mit sigtekorn, men skyder jeg nu, er tyskeren forbi før mine projektiler når ham. Jeg må sigte foran ham. Jeg forsøger at trække endnu hurtigere rundt. Sveden pibler nedad mit ansigt trods kulden. Jeg skærer tænder og snerrer af anstrengelse. Ganske langsomt kravler mit sigte foran snuden på Albatrossen. Jeg fyrer. Lyssporprojektiler farer frem i en byge og rammer flyet. Jeg ser en lille lyserød sky og ved at et skud har truffet piloten i hovedet. Albatrossen går ind i et vildt og ukontrolleret spin nedad. Jeg smiler bredt.
   Et lammende slag rammer mig hårdt på skulderen. Højre vinge flås op. Instinktiv kaster jeg flyet til siden, mens jeg ser tilbage. En blanding af frygt og spænding farer igennem mig, da jeg ser det røde bælte. Richthofen!
   Jeg svinger skarpt og ruller rundt, for derefter at svinge den modsatte vej for at narre ham. Ser mig tilbage. Han er væk. Nej! Albatrossen med det røde bælte dukker op bag mit haleror. Jeg kan lysglimt fra hans dobbelte maskingevær. Tøver ikke og trækker maskinen kraftigt opad indtil jeg næsten taber alt fart og lader den så falde til siden for at dykke tilbage, hvor jeg kom fra. Vi mødes ansigt til ansigt og fyrer begge to løs og må undvige for ikke at ramme hinanden. Jeg når at se ind i hans øjne. De ler.
   Min hånd er følelsesløs. Jeg ryster den for at få liv i den og bliver overrasket, da der sjasker blod ud af ærmet. Ikke tid nu. Han er stadig bag mig.
   Jeg kurver, ruller og svinger for at smide ham af. Det er som om, der er en usynlig snor imellem os. Richthofen er hele tiden bag mig. Som om han ved, hvad jeg vil gøre, før jeg selv får tanken. Og hele tiden sender han byger af glødende bly ind i mit fly. Vingerne er flængede. Fuselagen er gennemhullet. Jeg nyder ikke kampen længere. Frygten kryber ind i mig og lammer mit tanker. Jeg reagerer langsomt. Et knytnæveslag rammer mig hårdt i ryggen og en af wirerne bliver skudt halvt over. Jeg tvinger mig selv til at kurve og dreje, men jeg er pludselig så træt. Der er mørke i kanten af mit syn. Jeg må blinke for at se klart. Kigger mig desperat rundt efter de andre og ser til min rædsel, at de alle sammen er væk. Bag mig hænger 5 Albatrosjagere. Richthofen vinker. Det smager metallisk i min mund. Men jeg vil ikke give op.
   Tvinger maskinen ned i et dyk mod skyen under mig. Min chance er at skjule mig og undslippe. Det flænsede lærred blafrer vildt, mens skyen og frelsen nærmer sig i stor fart. Det summer og brummer. Lysende projektiler farer forbi mig. Det giver et smæld hver gang de rammer og river kanvassen op. Skyens favntag er tæt på nu.
   Jeg når det. Skyen omfavner mig. Noget slår mig hårdt i nakken.

"Tommy? Er det virkelig dig?"