Jacques sidder let foroverbøjet på en væltet træstamme med armene knuget tæt om kroppen i et sølle værn mod kulden. Store snefnug vælter blødt og tyst nedover lysningen i den lille skov han har søgt tilflugt i. Dyner af pudret sne har samlet sig på de røde skulderepauletter og hjelmens buskede fjer. Over knæene ligger en kort karabin. Han har for længst smidt sit brystpanser, de to pistoler og sablen væk.
   Der er en mildhed i luften. Et tegn på at det værste er overstået. Et løfte om at Fader Vinter endelig er på tilbagetog og at der under den tykke sne spirer nyt liv. Gennem de dalende snefnug nærmer to grå skikkelser sig forsigtigt Jacques. Den ene med en musket, den anden med en grumt udseende høtyv.
   ***
   Jeg lod fingrene glide fra hendes fyldige røde mund, ned over hagen og halsen til de store runde bryster. Hun sukkede, da jeg forsigtigt cirklede rundt om de stive brystvorter og fortsatte ned over maven til hendes venusbjerg. Jeg legede lidt med de stride, krøllede hår, der dækkede hendes skød og hun smilede til mig. Vi lo. Udmattede efter en lang nat. Hun satte sig pludselig op. Med strå i det lange sorte hår.
   "Jacques, behøver du virkelig rejse fra mig?"
   "Ma chére. Det bliver jeg nødt. Le Grande Armée marcherer snart, måske allerede i dag. Mod Rusland." Jeg strakte mig og havde ikke det mindste lyst til en lang dag på hesteryg. Tynde stråler af gråt morgenlys skar sig gennem sprækker i ladens tag og oplyste Elzbietas bedrøvede og smukke ansigt. Hun lænede sig over mig og kyssede mig grådigt.
   "Hvornår ser jeg dig igen? Aldrig?"
   Jeg løj.

Sommersolen kravlede med besvær over horisonten og kæmpede blegt for at brænde morgendisen og det grå skydække væk, men så ud til at tabe kampen. Jeg lukkede den tunge dør og trak kappen tæt omkring mig. Det var koldt endnu. Laden, hvor Elzbieta og jeg havde tilbragt natten efter festen på kroen, lå lidt uden for landsbyen og mens jeg vandrede gennem de snørklede gader i den tyste landsby, mødte jeg enkelte morgenfriske beboere, som var på vej ud for at se til dyrene. De hilste hjerteligt og jeg gryntede tilbage som svar. For dem var Napoleon og franskmændene befriere, ikke en invasionsmagt. Polen var frit igen på grund af os. I øvrigt ville vi snart tage af sted igen for at besejre Zar Alexander, sammen med tusindvis af deres egne polske soldater.
   Jeg nåede markerne på den anden side af byen og så udover de lange rækker af spøgelsesagtige hvide telte, som i tusindevis bredte sig i det bakkede landskab. Napoleons Grande Armée.
   En vagt råbte mig an, men genkendte min rytteruniform. Han så kort på min passerseddel og vinkede mig forbi med et gab og trætte øjne. Jeg gik ned mellem de lange rækker af hvide telte, som lyste op i den grå og fugtige morgen. Højlydt snorken og andre sovelyde lød fra de fleste af dem. Nogle enkelte var oplyst af et hyggeligt gyldent lys og jeg kunne ind i mellem høre mumlende stemmer på mange fremmede sprog. Efter at have vandret gennem utallige våbenarter og nationaliteter, nåede jeg endelig min eskadrons telte. De stod i udkanten af lejren, tæt på hestene som stod i en stor indhegning. Jeg slog teltdugen til side og trådte ind. Mine kammerater sov tungt og jeg skyndte mig at lægge mig på min feltseng for at stjæle mig nogle minutters søvn.
   "Jacques?"
   Jeg åbnede øjnene.
   "Ja, André?"
   "Vil du gøre noget for mig?"
   André lå på sengen ved siden af mig og havde løftet sig op på albuen. Hans unge ansigt stirrede ivrigt på mig. Han så ud til at have været vågen længe.
   "Naturligvis, mon ami. Hvad kan jeg gøre for dig?
   "Hvis der sker mig noget, vil du så give mine forældre dette brev?"
   Han rakte et sammenfoldet stykke papir frem mod mig.
   "Ja, naturligvis. Men hvorfor skulle der ske dig noget?"
   "Jeg ved det ikke. Det gør der måske heller ikke. Men hvis der gør, kan jeg ikke forestille mig nogen bedre end dig at give brevet til. Du overlever alt."
   Jeg rejste mig forfærdet op.
   "André, sådan noget må du ikke sige!"
   "Jo, jo - det er jo sandt. Alle snakker om det. Du har jo aldrig fået så meget som en skramme, vel? Selvom du gør de mest vanvittige ting."
   Jeg studsede. Det havde jeg aldrig tænkt over.
   André nikkede ivrigt.
   "Tænk bare på Austerlitz. Jeg var der jo ikke, men Paul og Laurent har fortalt om det. Frontalangrebet på de østrigske kanonstillinger?!"
   Jeg var udmattet og træt. Havde ikke sovet hele natten og kunne også sagtens mærke de mange flasker vin fra i går. Det sidste jeg havde lyst til var at snakke om Austerlitz.
   "André, det var bare held - og Napoleons genistreger. Kan jeg sove nu?"
   "Ja, ja. Undskyld. Men vil du tage mit brev?"
   "Naturligvis, André. Lad mig nu sove lidt.
   Han rakte mig brevet med et taknemligt udtryk i ansigtet. "Tak, Jacques."
   Snart efter kunne jeg høre på hans vejrtrækning, at han sov tungt. Som om en tung byrde var fjernet fra hans skuldre.
   Jeg vendte og drejede mig. Austerlitz. Mine tanker fløj tilbage i tiden. Jeg var meget yngre dengang. Det var mit første slag og jeg var meget bange. Ikke for at dø. Men for at fejle og ikke være modig nok. Det er mærkeligt. Jeg har set frygten hos mine kammerater. Angsten for at dø. Rædslen når mennesker og heste omkring dem bliver flået i stykker og blod og indvolde sprøjter og farver alt rødt. Men jeg har aldrig mærket det selv. Jeg tænker ikke rigtig på det.

Laurent, Paul og jeg selv var som carabiniers de cheval tilknyttet General Jean Marie Defrances kavaleribrigade ved Austerlitz. Vores bataljon havde fået til opgave at omgå de østrigske styrker, som holdt den nordlige del af Pratzen-højderne, så vi kunne angribe dem i ryggen, hvis muligheden opstod.
   700 mænd og heste travede så lydløst som muligt gennem den tyste sneklædte skov. Vi fulgte en bred sti, som førte op gennem skoven og blev stejlere efterhånden, som vi begyndte opstigningen mod Højderne. Det var koldt og jeg nød varmen fra Absalon, min smukke mørkebrune hingst. Den prustede sagte. Jeg lænede mig frem, klappede den og roste den hviskende i øret.
   Ved siden af mig red Laurent og bag mig Paul. Vi havde været venner fra første dag og jeg har slet ikke tal på de drikkegilder, vi har haft sammen eller hvor mange kvinder vi har nedlagt. Det vil sige mest Paul og jeg. Laurent er en stille fyr. Han er altid med og drikker også, men siger ikke så meget. Som regel sidder han og ser på os andre med et uudgrundeligt smil. Han er køn og pigerne prøver altid at komme i kontakt med ham. Måske på grund af hans smilehuller og store brune øjne. Jeg ved det ikke. Men ingen af dem har succes. Paul derimod er en spradebasse. Og stor. Alle carabiniers er store af bygning, men Paul er en kæmpe. En kæmpe med et rart ansigt. Det vil sige, han skuler altid, bander, svovler og er i det hele taget grov. Men når han smiler og ler, kan man se hvor rar han i virkeligheden er. De to, Laurent og Paul, var mine bedste venner og vi stolede blindt på hinanden.
   Det havde ikke sneet længe, så de nøgne træer stod sorte og i skarp kontrast til det hvide landskab vi red igennem. Jeg nød stilheden og skovens skønhed. Stien passerede en stor lysning og mine øjnene vandrede mellem træerne på den anden side. Det gav et gib i mig, da mit blik faldt på en mand i hvid uniform, der stod i skovbrynet og så over mod os. Han lod sin løftede arm falde. Et lysglimt flammede op og ødelagde det perfekte billede af den stille skov. Et forsinket brag nåede os og alle ansigter vendte i et ryk mod lyden. For sent.
   En kanonkugle raspede gennem luften og ramte med en dump lyd nede i grøften ved siden af stien. Kaskader af sort jord og hvid sne blev kastet i vejret. Hestene vrinskede panisk og mænd råbte. Tre eller fire kanoner mere åbnede op og det brummede og susede i luften. Med et vådt klask blev en hel gruppe ryttere fejet af stien og spredt ud over skovbunden. Mænd og heste skreg af smerte.
   "Laurent, Paul! Det er østrigere! Les soldats à la crème! Se derover på den anden side af lysningen. Artilleri!" Flere hvidklædte soldater myldrede frem mellem træerne derovre og sigtede på os. Kuglerne begyndte at fløjte om ørerne på os.
   "Og Jägere! Skarpskytter!"
   Laurent stirrede forskrækket på mig, mens han forsøgte at få styr på sin skræmte hest. Den dansede og sprang rundt i cirkler. Hans hoved virrede fra side til side. En musketkugle kappede med en hvislende lyd den røde dusk af hans hjelm.
   "Hvor!? Hvor?!"
   Paul lå og rodede nede i mudderet. Hesten havde kastet ham af og han bandede rasende, mens han forsøgte at komme op igen. Jeg kunne ikke lade være med at grine ved synet af den kæmpestore mand, som væltede rundt i mudderet. Jeg rakte min hånd ned til ham. Hans indsmurte ansigt var hvidt af raseri under de store kager af våd jord.
   "Dræb de svin, Jacques! Dræb de forpulede svin. Hvor er min hest? Det satans feje krapyl! Hvor er min hest?!"
   Jeg anede ikke hvor hans hest var. Den var sikkert flygtet ind i skoven. Det smældede i træerne, hvor kuglerne ramte og afslørede det lyse træ under barken. Jeg lo højt. Mit hjerte bankede og adrenalinen rullede heftigt i mine årer.
   "Din hest er en kujon, Paul! Af vejen inden du bliver redet ned!" Skumlende af raseri sprang Paul over grøften på den anden side af vejen, mens han råbte og skreg forbandelser.
   "Hvad siger du, Laurent! Skal vi give de østrigere en dragt prygl?"
   Laurent havde fået kontrol over sin hest og nikkede beslutsomt.

Vores befalingsmænd råbte op og fik samlet os i et nogenlunde koordineret angreb. Hundredevis af carabiniers på tunge heste sprængte over grøften og gennem den sneklædte skov frem mod de østrigske stillinger. Jeg var i tredje eller fjerde gruppe. Uden frygt. Kun glæde. Jeg rejste mig i stigbøjlerne og skreg af begejstring og svingede min sabel. Mit udsyn var dækket af rytterne foran mig med deres hvide uniformer og skinnende kyrasser. Men jeg hørte knaldet fra kanonerne og det kraftige susende vindpust, som flåede grene af træerne og piskede sneen op som om en gigantisk haglstorm slog ned. Skoven genlød af hårde metalliske smæld, da hundredevis af jernkugler i blommestørrelse slog igennem rytternes brystpanser. Carabiniers og deres heste faldt i bundter, som neg for en le. Flået fra hinanden med store huller i kroppen. Kardæsker! Østrigerne havde fyldt kanonerne med en ladning af tætpakkede kugler, som spredte en haglbyge af jern ind i de tætpakkede rytterformationer. Rytterne faldt eller spredtes ud til siderne i rædsel.
   Jeg red pludselig alene. Absalon sprang let henover de blodige bunker af skrigende ryttere og heste. I vild fart nærmede vi os de fire kanoner, som østrigerne febrilsk forsøgte at genlade. Jeg så artilleristerne træde til side og kanoneren løfte armen. Absalon galoperede gennem sneen og nåede et stykke med bar jord. Farten steg. Armen faldt. Det høje knald og det kraftige vindpust gik i ét. Så tæt på var jeg. Så tæt på at jeg var uden for skudvinklen og bygen af metalkugler fløj lige forbi mig. Jeg red ind mellem to kanoner, stoppede og drejede Absalon rundt. Han stejlede og sparkede en artillerist, som brat faldt sammen med blodet sprøjtende fra det ødelagte ansigt. En anden pegede på mig med en musket. Jeg styrtede frem mod ham og svingede sablen. Han skød og kuglen smældede mod min kyras. Jeg ænsede det ikke og nåede helt hen til ham. Rædselsslagen forsøgte han at stikke efter mig med bajonetten, men spidsen prellede af på metallet, der dækkede mit bryst. Jeg huggede nedad. En smal stribe blod skar sig tværs gennem hans ansigt og han tumlede om uden en lyd. Alle artilleristerne løb nu forvirrede rundt og forsøgte at undgå mig. Jeg red frem og tilbage og huggede efter dem, mens jeg hylede og skreg af glæde. Sådan husker jeg det i hvert fald. Nogle Jägers kom løbende til, men selv om de er skarpskytter, kunne de ikke komme til at ramme, fordi jeg red rundt inde mellem deres egne folk.
   Det gungrede i skoven. Mellem træerne tordnede hundredevis af hove. Et brøl fra mange struber rungede. "Vive La France! Vive l'Empereur! Carabiniers angreb igen. Og nu var artilleristerne ikke klar. Kanonerne var ikke ladt. Østrigerne flygtede og blev hugget ned. Alle sammen.
   Napoleon vandt den dag. En knusende sejr over østrigerne og russerne. Ikke på grund af carabiniers. Slet ikke på grund af mig. Eller gjorde han?
   Jeg sukkede.
   "Er jeg udødelig?" Jeg lo for mig selv. "Det er jo helligbrøde at tænke sådan." Jeg faldt i søvn lige inden reveillen.

"Jacques? Jacques!"
   Jeg vågnede af min halvdøs, rettede mig op og så over mod Laurent.
   "Hvor er fjenden? Hvorfor vil de ikke slås?"
   "Jeg ved det ikke, Laurent. Måske vil de gøre os møre og slå til senere. Eller også er de bange og har ikke kræfterne til at slås. Det kan være, det bliver nemt det her. Jeg ved det ikke."
   "Det føles ikke nemt!" Laurent så træt og bekymret ud. Det var længe siden, jeg havde set hans smilehuller.
   Jeg smilede mat som svar.
   Vi red midt i en kolonne, der som en gigantisk kulørt slange bevægede sig igennem det flade støvede landskab. Der var ingen mennesker at se nogen steder og alle landsbyer vi kom forbi var forladte og nogle gange brændt ned. Alt mad, afgrøder eller dyr var fjernet eller ødelagt. Fjenden blev ved med at trække sig tilbage uden at ville i kamp. Vi trængte længere og længere ind i Rusland. Vores forsyninger var ved at slippe op og folk var begyndt at blive syge. Vores hjælpetropper fra Kroatien, Italien og Sachsen havde sultet fra det øjeblik vi marchede over Neman-floden i Østpolen.
   Paul kom ridende tilbage efter at have været sendt afsted med en besked til bataljonschefen. Han så som sædvanlig bister ud.
   "Quel Bordel! De skide russere gemmer sig og folk sulter. 600.000 mand og ikke en fjende at slås med. Merde!"
   Han drejede sin hest rundt, så han red side om side med André, Laurent og mig.
   "Le petit caporal må se at finde de russere. Ellers dør vi af kedsomhed eller sult. Jeg ved ikke hvad der er værst."
   Vi lo sarkastisk og red derefter i lang tid uden at side noget. Bag os marcherede et regiment blå og hvide grenaderer med høje bjørneskindshuer. Store mænd med brede moustacher og epauletter på skuldrene, der gjorde dem endnu større at se på. De så trætte ud. Støv og skidt klæbede til deres svedige ansigter. Bag dem endnu flere blå og hvide uniformer. En kæmpesky af støv hang over kolonnen. Længere tilbage kunne man se 3 andre store støvskyer fra andre kolonner.
   Landskabet var fladt og ensformigt. Den brændende sol gjorde alt gult og tørt. I horisonten foran os kunne vi se røgsøjler, sikkert fra lader med korn, som russerne ikke ville have vi skulle få fingrene i. Vores lette kavaleri blev sendt afsted i alle retninger for at finde forsyninger, men de kom sjældent tilbage med noget.
   Ensformigheden blev brudt af grupper af buske og små skove. Ved siden af vejen lå en bygning, sikkert en kro. Fourageringsenhederne havde allerede endevendt alt. Ingenting.
   "Aah, hvad jeg ikke vil give for en slurk vin lige nu!" Pauls øjne lyste op ved tanken, men blev matte igen ved tanken om de lange udsigter til dén veder-kvægelse.
   "Ååh" han lyste op igen. "Jeg havde helt glemt det. Laurent og jeg har nogle breve, du skal bringe sikkert hjem. Vi har hørt, du påtager dig den slags kuréropgaver?" Han brølede af latter. André og Laurent smilede.
   "Meget morsomt, Paul. Meget morsomt. Og tak André."
   Efter André havde givet mig sit brev og åbenbart fortalt andre om det, var 12 andre nye og nervøse kavalerister kommet med breve til mødre og kærester. Min saddeltaske bugnede efterhånden.
   "Jo, jo. Værsgo'" Paul rakte ind i sin jakke og fandt et brev og strakte sig henover Andrés hest. Med et smil og glimt i øjet rakte Laurent mig også et. Jeg tog dem. Smilede lidt og nikkede. Og stoppede så brevene ned i tasken,
   "Jeg lover jer, venner. De breve skal nok komme sikkert frem med Jacques' kurértjeneste." Vi lo højt, så rytterne foran os vendte sig rundt i sadlen med spørgende smil.
   Kolonnen sneglede sig afsted og solen brændte ned på vores blanke hjelme. Jeg hørte pludselig en summen og et klik og så i retning af lyden. Først på Paul, som så forvirret rundt på os andre. Så bemærkede jeg Laurent. Han svajede. Øjnene var helt tomme og ansigtet udtryksløst. Munden åbnede i et overdrevet gab, da han tabte hagen mod brystet. Hovedet fulgte med og nikkede fremad, mens han begyndte langsomt at glide ned af hesten. Jeg kastede mig frem og greb fat i hans arm. Min underbevidsthed registrerede den fjerne lyd af et musketskud.
   "Laurent!"
   Vægten trak mig ud af sadlen og over mod hans hest, som prustede og dansede nervøst.
   "Laurent!"
   En tyk flod af blod pøsede ned af Laurents kind fra et rundt hul lige under hjelmkanten. Jeg måtte slippe ham og han faldt som en sæk kartofler ned på den anden side af hesten.
   "Jacques, hvad sker der?" André så forskrækket ned på Laurent, som lå krøllet sammen på den støvede vej. Paul sad helt forstenet og stirrede på liget af sin bedste ven. Andre ryttere råbte op og pegede ind mod en lille gruppe træer, som stod nogle hundrede meter fra vejen. Jorden under os blev pisket op og en hest stejlede og smed sin rytter af. To metalliske smæld lød lige efter hinanden, da et par skud prellede af på en rytters kyras. Indefra skoven lød en serie skud.
   Rasende trak jeg min sabel og sporede Absalon mod snigskytterne.
   "Jacques! Jacques!!"
   Jeg så tilbage mod André. "Allez, André! Hævn!"
   Tårerne løb ned af mit ansigt. Ikke af sorg. Den følte jeg ikke. Men vrede. Raseri. De havde taget min ven. Tårerne kom fra vinden. Jeg drev Absalon frem i strakt galop mod skytterne inde i den lille skov. De skød igen og det peb om ørerne.
   Nu kunne jeg se dem inde mellem stammerne. Det var rene drenge. De var 10-15 stykker og med store bange øjne forsøgte de at sigte, men selv på afstand kunne jeg se løbet på deres musketter svaje frem og tilbage af ren angst. De var ikke nærheden af kunne ramme mig. To af dem smed deres gamle våben og løb.
   Mit raseri kogte over og jeg brølede højt. Det var uværdigt. Mit ven taget af sådan et par pattebørn. I næste nu var jeg inde på dem. Jeg skreg en forbandelse og huggede af alt kraft mod den første. En lyshåret knægt på omkring 15 år. Hovedet faldt ned på hans skulder og han drattede om med blodet sprøjtende ud af det åbne halshul. De andre drenge spredtes i panik ind mellem træerne og løb skrigende ned mod nogle heste, som stod bundet på den anden side af den lille skov. Ingen af dem nåede frem.
   Jeg ved ikke hvor længe, jeg red rundt mellem træerne. Måske ikke så længe. Det eneste jeg kan huske er skrigene og blodet. Og så kan jeg huske Andrés bekymrede ansigt, da jeg red tilbage. Min hvide uniform var farvet lyserød.
   André måbede. Han var fulgt med helt hen til skovkanten, men havde holdt hesten an der og forskrækket fulgt med i min nedslagtning af de russiske drenge.
   "Jacques? Er du såret? Er du blevet ramt. Du har blod alle vegne."
   "Det er fra dem." sagde jeg kort og red forbi ham og tilbage mod kolonnen.

Paul sad på jorden. Han holdt om Laurent. Tårerne løb ned af kinderne og strimede hans støvede ansigt, mens han kærtegnede Laurents blodige hår. Han svarede mig ikke. Blev bare ved med og sidde med Laurent i sine arme, mens han vuggede frem og tilbage. Den kæmpestore mand hulkede stille og så ikke op. Han hviskede bare "Sov sødt, Laurent. Sov sødt. C'est fini maintenant, mon ami. C'est fini. Sov sødt."

Vi begravede Laurent i en dyb grav ved en unavngiven vej et sted i Rusland. Et sted ingen nogensinde finder igen.

Jeg kunne ikke holde det ud. Vores lejr blev opslået tæt ved en mindre flod og efter vi havde fået sat teltene op og spiste den sparsomme aftensmad, som primært bestod af grød lavet af forskellige frø og korn, sadlede jeg Absalon. Vores kaptajn kiggede alvorligt på mig. Nikkede som accept og lod mig ride afsted.
   Jeg førte Absalon ned til floden og lod ham gå selv og føre vejen. Mit hoved var tomt og jeg husker ikke ret meget. Kun at solen stod lavt og badede alt i et varmt gyldent lys. Små insekter hvirvlede frem og tilbage over floden og vandet rislede og glimtede. Floden slog et knæk og ved bredden stod et gammelt træ og hældede udover brinken. I dens skygge kunne man se små fisk jage de mange fluer og biller som faldt i vandet. Det var et godt sted. Jeg sad af og satte mig i skyggen. Absalon fik lov at passe sig selv og han vandrede lidt væk for at finde noget græs.
   Jeg hev en lille lommelærke frem. Den var fyldt til randen med cognac, som jeg havde haft med hele vejen fra Frankrig. Af en eller anden grund havde jeg ikke drukket af den før. Men den dag drak jeg. Den skarpe spiritus brændte min tørre gane og jeg lukkede øjnene, mens varmen bredte sig i min krop. Den søde eftersmag fyldte min mund og svælg. Jeg nød det længe.
   Da jeg åbnede øjnene igen, var hun der.
   På den anden side af floden stod en ung kvinde. Klædt i en bondekones grove tøj. Hun stod og så ned i vandet, som langsomt flød forbi. Hun havde ikke set mig.
   Jeg sad stille i træets skygge og stirrede fascineret på hende. En kvinde! Siden vi drog afsted fra Polen for mange uger siden havde jeg ikke set en eneste kvinde. Ikke tæt på i hvert fald og jeg undersøgte hende grådigt med øjnene og glemte alt andet.
   Hun var ikke særlig køn. Næsen var lidt for stor og hele hendes fremtoning var grov. Kindbenene var brede og øjnene små og smalle. Håret kunne jeg først ikke se. Det var bundet op i et tørklæde. Hun begyndte at tøjet af.
   Jeg spærrede øjnene op. Det her var ikke så dårligt. Jeg sad helt stille i ly af træet og rørte ikke en muskel.
   Hun tog tørklædet af og afslørede sit lange mørkblonde hår. Det var pjusket og grimt. Hun trak særken opover hovedet og stod nu helt nøgen. Brysterne var små, men faste og selvom hun var kraftigt bygget, var hun på ingen måde tyk. Det var en krop, som var hærdet af hårdt arbejde. Hendes skød var dækket af en mørk trekant af kruset hår, som trak op af maven mod navlen. Hun trådte forsigtigt ud i vandet og satte sig på hug. Vandet var åbenbart koldt, for hun udstødte et kort hvin. Siddende i vandet begyndte hun med langsomme, nærmest kærtegnende bevægelser, at vaske sig. Jeg så til med tilbageholdt åndedræt. Der var noget utroligt sensuelt og erotisk ved hele sceneriet, selvom hun hverken var en smuk eller tiltrækkende kvinde.
   Lidt efter gik hun ind på bredden og satte sig for at bearbejde en sæberod med en sten. Roden skummede og siddende i vandkanten sæbede hun sig ind. Det hvide, cremede skum smøg sig om hendes stærke krop og huden glinsede. Jeg kunne høre hende nynne for sig selv.
   Mit ben krampede og jeg kom til at røre mig. Hun fór sammen og så mig straks, som jeg sad der i min hvide uniform med røde epauletter. Hun skyndte sig op af vandet og dækkede sig med tøjet. Jeg bandede indvendigt og rejste mig. Med særken knuget ind til sig stirrede hun fjendtligt på mig og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Stod bare og så på hende med et anstrengt smil. Hun virkede ikke det mindste bange og så ud til at stå og tænke. Til min store overraskelse smed hun tøjet fra sig og gik helt nøgen ned til vandet igen. Greb sæberoden og fortsatte med at vaske sig. Denne gang ikke sensuelt med bløde bevægelser, men snarere hårdt og hurtigt, mens hun hele tiden gloede vredt og udfordrende på mig.
   Magien var helt væk.
   "Pardon" mumlede jeg og bakkede væk op over skrænten, hvor jeg fandt Absalon. Han havde fundet en lille tør græstot. I en fart sad jeg op og red væk i galop.

Napoleons sultne Grande Armée fortsatte sin ensomme vandring gennem Rusland. Kun afbrudt af mindre træfninger med en fjende, som hele tiden trak sig tilbage og efterlod et tomt og afbrændt land. Vi nærmede os langsomt Moskva og var til sidst kun 135 kilometer fra hovedstaden. Russerne var tvunget til at reagere og forsøgte at stoppe os ved en lille ubetydelig landsby kaldet Borodino. Endelig!

"Skal vi være her? Vi er jo lige foran kanonerne!"
   André så sig bestyrtet over mod den skanse vores regiment var placeret foran. Vores generaler havde deployeret styrkerne i løbet af den tidlige morgen og mange af rytterregimenterne var kommet alt for tæt på russernes stillinger. Men der var ikke kommet ordre om at trække sig længere tilbage. Derfor blev vi.
   Foran os have russerne bygget vældige forsvarsanlæg. Naturlige bakker var udbygget med store jordvolde med palisader af træ på toppen. Ud mellem de spidsede pæle stak ildevarslende sorte kanonløb. Hundredevis af dem. Og bag dem sortklædte infanterister i tusindevis.
   Rundt om i bakkerne bag os rykkede infanteriet fremad og gjorde klar til stormløb med de 4 skanser. Vi kunne høre befalingsmændene råbe deres ordrer og trommernes taktslag. Længere tilbage havde det vores artilleri taget opstilling og var ved at lade, Næsten 600 kanoner stod parat til at hamre løs på de russiske stillinger.
   "Bliv. I rykker jer ikke ud af stedet!" råbte jeg til min gruppe. Mine sergenter stirrede spørgende på mig og de menige ryttere så forvirrede og bange ud, men ingen af dem ville så meget som overveje at bryde formationen.
   "Hvorfor kommer der ingen ordrer, Jacques? Har de glemt os?" André drejede sig rundt i sadlen, først til den ene side, så den anden, for at se om der skulle være en ordonnans på vej. Men der var ingen.
   "Rolig, André. Ordrerne må være på vej til os. Rolig. Napoleon har en plan. Det har han altid. Og han vinder altid." Jeg smilede og André nikkede beroliget.
   "Ja, det er sandt. Vi får nok ordre til at angribe om lidt - eller også trække os længere tilbage."
   Men jeg må indrømme, at jeg var ved at blive bekymret. Jeg strakte hals og så over mod de andre eskadroner. Forvirringen var tydelig hos dem og jeg kunne se dem snakke indbyrdes og kigge tilbage efter de ordonnanser, der snart måtte komme fra generalerne som stod på en bakketop længere tilbage.
   Russerne kiggede nysgerrigt over på os. De kunne ikke tro deres held og overvejede sikkert om det skulle være en fælde af en slags. Flere tusinde curassiers, lanciers og grenadiers de cheval var placeret lige foran deres artilleri. De havde for længst ladt kanonerne og ventede bare på signal.
   Det kom præcis klokken 7.
   Den klare morgenluft blev revet i stykker af en kakofoni af høje knald. Batteri efter batteri blev indhyllet i røg og jorden rystede. Russerne havde med vilje sigtet lige foran os og kugler susede, hvinede og brølede frem mod os, ramte jorden og sprang op igen og pløjede gennem de tætpakkede rækker af ryttere. Heste fik skudt benene af og flået maven op så tarmene væltede ud på jorden. Flere mænd bag hinanden blev ramt og slynget bagud ned langs rækkerne mens deres smadrede kroppe gik i flere dele og forstøvet blod sprøjtede alle vegne og drev som lyserøde skyer med vinden.
   Rundt om os skreg heste og mænd af smerte og rædsel. Men vi blev. "Ret ind!" Befalingsmænd råbte og mændene rettede ind på rækkerne igen. Russerne gik i gang med at lade deres kanoner igen. Vores eget artilleri åbnede op fra bakkerne bag os og det susede og peb i luften over os. Det ene projektil efter det andet slog ned i skanserne og smadrede soldater og artilleripjecer. Snart var russerne dækket af røg og støv. Vi hujede af glæde. Nu var det deres tur. Men glæden blev kort. Igen dundrede russernes kanonerne løs og mænd blev flået af deres heste og kastet langt væk med en hale af blod og indvolde efter sig.
   "Jacques, Jacques, Jacques...hvad gør vi!? Merde alors!"
   "Vi bliver lige her, André"
   "Nu skider du ikke bukserne vel, min ven" råbte Paul muntert henover de skrigende heste og døende soldater.
   "Nu skyder de igen! For fanden da!"
   André lukkede øjnene og bøjede sig ned over sin hest.
   Jeg stirrede mod de sorte kanonløb og ventede på det uundgåelige. Jorden rystede igen og ud fra de grå skyer hvirvlede sorte kugler med løfter om død og smerte. Jeg kunne følge dem med øjnene, mens de med rasende fart hvinede lige i mod os. Denne gang sigtede de direkte på os. Jeg blev nødt til at lukke øjnene. Mit øre gjorde ondt, da en kanonkugle blæste lige forbi mig. Jeg hørte de hårde klask, da den ramte ryttere tæt på mig. De skreg. Jeg åbnede øjnene igen og så på André. Han råbte fortvivlet.
   "Jacques, vi kan ikke blive her! Vi dør!"
   "André, ti stille."
   "Monsieur Sous-lieutenant. S'il vous plait?"
   Nogen prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig om og en ung ryttersoldat kæmpede med at holde sin hest i ro, mens hans prøvede at række mig noget.
   "Ja?"
   "Vil De tage mit brev med hjem til Frankrig, monsieur sous-lieutenant? Jeg er bange. Måske klarer jeg den ikke!". Han var en mørklødet fyr med sorte fregner og de brune øjne plirrede nervøst mens hans hoved virrede panisk fra side til side. En stor ung fyr. Næsten lige så stor som Paul og med et barnligt ansigt.
   "Tag det roligt, soldat! Ja, ja giv mig det bare, men du skal nok klare dig"
   Han smilede og så lettet ud. Jeg skyndte mig at tage hans brev og ligge det i tasken.
   "Merci! Merci bien, monsieur!"
   Han så stadig bange ud og kiggede ængsteligt mod det russiske batteri, hvor røgen fra den sidste salve drev med vinden. Jeg fik ondt af ham og greb ned i min brødpose.
   "Soldat! Hvad hedder du?"
   "Philippe, monsieur sous-lieutenant"
   "Philippe, er du sulten?" Jeg rakte ham en bid brød.
   Han nikkede taknemligt og tog en bid.
   I det samme rystede jorden igen og kanonkugler hylede gennem luften.
   Med en lyd som to hænder, der klapper hårdt mod hinanden rev en kanonkugle hovedet af Philippe. Et rent snit og hans krop blev siddende oprejst en tid med en søjle af blod sprøjtende direkte op af halshullet. Lidt efter væltede kroppen ned af hesten. Jeg så over mod André. Han var stiv af skræk og så rædselsslagen ned på Phillipes halshuggede krop. Han så op igen. På mig. Øjnene var stive og kæbemusklerne var spændt. Han kastede et blik bagud og så derefter bedende over på mig igen.
   "André?" sagde jeg blidt. "Vi bliver, André. Du skal ikke engang overveje at flygte. Det er snart overstået."
   Men det var det ikke.
   I den næste time pløjede kanonkugler sig ind i os og vores regiment blev næsten halveret. Næsten 400 ryttere var dræbt eller hårdt sårede. Der var store huller i rækkerne og jorden var vædet med blod og smurt ind i indvolde fra døende heste og ryttere. Der kom stadig ingen ordrer. Vi blev stående og ventede.
   "Avant!!! Avant!! Attaquant!". Trommerne slog over i angrebsrytme.
   Marskals Davouts infanteriregimenter havde fået ordre til angreb og bevægede sig nu fremad mod skanserne. Russerne vendte nu skytset mod dem, men vi havde allerede mistet flere tusinde mænd.
   Seks gange erobrede de skansen, kun for at blive slået tilbage igen. Den syvende gang satte vi alt ind. Også rytterregimenterne.
   "Avant! Pour L'empereur!" Vi sporede hestene og brølede af begejstring. Alt den rædsel vi havde følt blev nu udløst i et blindt raseri. Tusindevis af mænd og heste stormede mod skanserne, hvor døde og sårede lå i store bunker. De sortklædte russere skød mod os og fældede hundredevis af de blå og hvidklædte franske soldater. De faldt i lange rækker, den ene efter den anden, men blev straks opslugt af deres fremadstormende kammerater. Infanteristerne nåede skansen igen og begyndte at klatre op. Russerne stod ventede med bajonetter på musketterne.
   Vi styrtede fremad med en rasende fart og red de mænd ned, som forsøgte at lukke hullet mellem skanserne. En chokeret russer forsøgte at stikke efter mig da vi galoperede frem mod dem. Han blev slynget væk, da Absalons bringe ramte ham og de efterfølgende heste trampede ham dybt ned i mudderet.
   Vi red i en stor bue uden om skansen og angreb russerne bagfra. De vendte sig chokeret mod os og vores infanterister fik chancen for at kravle op. Kampen blev kort. Hele skansen myldrede med soldater og heste. Luften var tæt af krudtrøg og genlød af skud, brøl og skrig. Jeg huggede løs. Kampglæden var vendt tilbage. To sortklædte infanterister skød på mig samtidigt. Den ene kugle prellede af mod min hjelm og den anden susede lige forbi mit øre. Jeg sporede Absalon mod dem og huggede ned gennem hatten på den ene og kløvede hans pande. Han faldt som et bræt og i faldet blev sablen ud af min hånd. Den anden soldat brølede og styrtede frem mod mig for at spidde mig på bajonetten. Hurtigt greb jeg mine pistoler og fyrede dem begge ind i ansigtet på ham. Ud af øjenkrogen så jeg Paul falde af hesten. Han rejste sig igen og nikkede den nærmeste russer en skalle, så han fløj tilbage med blodet sprøjtende ud af næsen. Paul vaklede lidt og så ikke ud til at kunne støtte rigtigt på det ene ben. En anden russer svingede en geværkolbe mod hans hoved, men Paul fik pareret med armen og drejede våbnet ud af hans hænder og knaldede kolben ned i hovedet på ham, så hjerneskallen brast. For sent så Paul bajonetten der blev stukket frem mod hans bryst og nåede kun lige at blokere stødet, så det gled ned af skæftet og gennemborede hoften. Han faldt. Den russiske soldat hev bajonetten ud igen , men inden han kunne støde igen, havde jeg trukket min karabin og skød ham i brystet.
   "Paul!! Paul!!"
   Jeg forsøgte at kæmpe mig vej til Paul og havde fået fat i en anden sabel, som jeg huggede løs med, men inden jeg nåede ham lød der et brøl og nye russiske styrker stormede løs på os. Vi måtte kæmpe os baglæns ud af skansen igen. Vi trak os tilbage.
   I små grupper løb infanteristerne tilbage mod de franske linjer. Spredt musketild fik nogen af dem til at falde, men heldigvis var kanonerne tavse.
   Jeg tænkte som en gal. Vi havde efterladt Paul. Han var såret, men jeg vidste ikke hvor slemt. Hele min krop dirrede af vrede.
   "Sacre bleu!" råbte jeg rasende og vendte Absalon rundt . Jeg måtte have fat i Paul. Koste hvad det ville. André, som blødte fra et sår i kinden, så forskrækket på mig, inden jeg galoperede tilbage mod russerne. Jeg så tilbage og kunne se nogen af de andre også havde vendt rundt og fulgte efter mig. Længere tilbage væltede nye franske soldater frem. Marskal Davout havde beordret friske regimenter af grenaderer og fusiliers frem i et nyt stormløb for at støtte vores tidligere angreb. De var kommet for sent, men angreb nu selv, da de så at nogen af os ikke havde givet op. Derfor kom det til at se ud som om at jeg ledte angrebet i spidsen for styrkerne.
   Det ottende og sidste angreb knækkede ryggen på russerne. De kunne ikke mere og forsøgte ikke nye modangreb. De trak sig tilbage i en nye linje bag skanserne og blev dér. Vi havde heller ikke flere kræfter og forsøgte ikke at støde yderligere frem. Andre steder blev der stadig kæmpet, men ikke her ved Bagration-skansen, som vi senere fandt ud af den blev kaldt.
   Sammen med André ledte jeg efter Paul. Forvredne lig af sorte og blå soldater lå filtret ind i hinanden i flere lag spredt over hele skansen. Skrig og støn af smerte fyldte vores ører og over os flaksede allerede sorte fugle, som ventede på at komme til. Vi må løfte blodige lemmer og dreje hoveder på lemlæstede lig for at forsøge at finde vores ven.
   "Han er her!"
   Paul lå med 3 soldater oven på sig og blødte kraftigt fra flere sår i benet og hoften. Vi fjernede ligene og så alvorligt på hans blodige ben. Han selv var et stort smil.
   "I kom tilbage efter mig!" Han forsøgte at rejse sig, men måtte lade sig falde tilbage. Han smilede ikke længere.
   "Jeg synes pludselig ikke, jeg har det så godt."
   Paul var ligbleg. Han skar ansigt og besvimede. Vi bar ham tilbage og lod ligbærere og ravnene om resten.

Slaget ved Borodino var slut.

Jeg sad fuldstændigt udmattet opad et træ. Absalon græssede lige ved siden af mig. Han var endelig faldet til ro efter slaget og var nu sulten. Jeg burde strigle ham. Der var kager af blod alle vegne, men det var heldigvis ikke fra ham. I nogle nervøse minutter havde jeg gennemgået hele hans krop for at se om han var skadet. Det var han mirakuløst ikke og taknemligt overgav jeg mig og kollapsede af træthed.
   "Er du Jacques?"
   Jeg så op. En officer stod foran mig og jeg rejste mig i en fart.
   "Qui?"
   "Kejser Napoleon ønsker at se dig i sit telt."
   Jeg var lamslået. Rundt om os hørtes en forbløffet mumlen fra mine kammerater. De stirrede på mig, mens de udvekslede overraskede kommentarer.
   "Hvilken ære."
   Det sagde jeg. Men jeg mente det ikke. Og blev forvirret over min egen reaktion. Faktisk følte jeg kun foragt. Slaget havde været en katastrofe. Paul var hårdt såret og tusindvis af soldater var døde på grund af dumhed og dårlig ledelse. Napoleons dårlige ledelse. Nu ville han se mig. Hvorfor?
   Træt helt ind i sjælen gik jeg efter officeren. Vi gik igennem udmattede og rystede soldater, som havde slået sig ned rundt omkring i nærheden af slagmarken. De fleste havde smidt sig på jorden, hvor de stod. Nogen af dem havde kræfter til at tænde et bål og lave te eller suppe. Andre lå fladt på jorden og sov eller stirrede op i luften. Blodindsmurte soldater vendte tilbage til deres delinger efter at have afleveret deres sårede kammerater på infirmeriet.
   "Capitain? Hvad vil Napoleon med mig?"
   Officeren så på mig og smilede.
   "Du udviste ekseptionelt mod i dag, da du anførte modangrebet på skansen. Kejseren er meget taknemlig og vil gerne hilse på dig."
   Nå, sådan. Jeg nikkede.
   "Når sandheden skal frem, Capitain..."
   "Qui, sous-lieutenant?"
   "Jeg ville bare redde min kammerat."
   Han lo en stille latter.
   "Dit motiv er ligegyldigt. Det er resultatet af dit mod til gengæld ikke."
   Vi nærmede os en høj, hvor hovedkvarteret var blevet placeret. Blandt træerne var der opslået en række store telte. Vagten lod os komme igennem og jeg blev bedt om at vente udenfor det største telt. Der stod flere lasede og udmattede soldater. Mange af dem med lysende øjne. De skulle møde kejseren. Sammen morgen ville jeg have haft det ligesom dem. Men ikke nu.
   Der gik en time. Eller mere. Vi ventede tålmodigt og stod og småsnakkede. De fleste havde svært ved at tro, hvor dårligt slaget var gået. Hvad var gået galt? Hvorfor var så mange døde?
   Officeren kom ud igen. Han så forlegen ud.
   "Je regret sous-lieutnant. Kejseren er indisponibel. Han har været syg hele dagen og nu er han nødt til at hvile efter slaget. Det må desværre vente til en anden dag."
   Jeg nikkede kort og vendte mig for at gå.
   "Jeg beklager virkelig." Kaptajnens ord hang ensomme i den lette vind.
   Med en blanding af skuffelse og lettelse vinkede jeg afværgende med hånden og gik videre nedad bakken. Flere skuffede soldater slog følge med mig.

Russerne trak sig tilbage igen, men blev ved med at sætte mindre angreb ind de følgende dage. Det betød heldigvis, at vi ikke forlod slagmarken lige med det samme og jeg havde mulighed for at besøge Paul dagen efter slaget.
   Jeg red ind i landsbyen Borodino, hvor mange af de sårede var blevet bragt ind og André havde fundet ud af hvilket hus Paul var i. Det lå i udkanten af byen og jeg fandt let det lille træhus med stråtag.
   Jeg åbnede døren og en stank af blod, opkast og lort slog imod mig. Jeg kneb øjnene sammen og forsøgte at se i halvmørket. Overalt på gulvet lå sårede soldater. De fleste af dem havde blodige lærredsstrimler bundet om deres sår. En sygehjælper kiggede op på mig fra en soldat, han var ved at skifte forbindinger på.
   "Ja?"
   "Jeg søger Paul Lefevre. Han er grenadier de cheval. Er han her? Det skulle han være."
   "Aner det ikke. Vi har mange med kyras her. I fik jo mange tæv i går. Men jeg ved jo ikke hvad de alle sammen hedder" sagde han med et skævt smil. "Men kig dig omkring. Måske er han her. Der ligger et par ryttere bagerst. Nede ved døren til stalden. Kig der." Han fortsatte med at forbinde soldaten, han stod bøjet over.
   Jeg gik blandt de sårede, mens jeg passede på ikke at træde på nogen.
   Paul lå ved siden af en bevidstløs grenadier, jeg ikke kendte. Han åbnede øjnene lidt, da jeg nåede hen til ham.
   "Jacques."
   Han lukkede øjnene igen.
   "Paul. Hvordan har du det? Har de gjort noget for dig?"
   Han sukkede og skar ansigt.
   "De har forbundet mig og skyllet sårene. Blødningerne er vist nok stoppet nu. Men jeg har pisset i mine bukser."
   Han åbnede øjnene igen og stirrede spørgende på mig.
   "Jacques, tror du på gud? Det har du aldrig fortalt mig."
   Jeg sad tavs.
   "Gør du, Jacques?"
   Han åbnede øjnene.
   "Gør du?"
   Jeg greb ind i min jakke og trak min lommerlærke ud.
   "Paul, hér. Drik det her. Det hjælper mod smerterne. Det er fin cognac. Drik!"
   Jeg lagde hånden under hans nakke. Han løftede hovedet med besvær og drak taknemligt. Med lukkede øjne lagde han hovedet ned igen.
   "Gør du, Jacques? Er der et paradis? Er der?"
   Jeg sukkede.
   "Hvorfor spørger du, Paul? Der skal du jo ikke hen nu?"
   Han åbnede øjnene.
   "Du er krafteddeme en dårlig løgner, Jacques."
   Han sank besværligt og skar ansigt.
   "Jacques, du må da tro på Gud. Ellers kan man ikke gøre de ting, du gør. Sig mig det så. Tror du på Gud og paradis?"
   Jeg opgav.
   "Nej, Paul. Det gør jeg ikke."
   Han tav.
   "Hvad med Laurent? Er han så i helvede?"
   "Jeg tror heller ikke på helvede."
   Han skar tænderne sammen af smerte.
   "Hvorfor ikke? Hvad tror du så? Du må da tro på noget, Jacques?"
   Jeg rystede langsomt på hovedet.
   "Hvis du endelig vil vide det, Paul, så tror jeg, at det med Gud er noget mennesker har fundet på for at få kontrol med andre mennesker, ved at give dem trøst og nogen regler at leve efter, så livet bliver nemmere. "
   "Mener du dét!". Paul åbnede øjnene med et forskrækket udtryk i øjnene.
   "Ja, det gør jeg Paul.
   "Jamen, hvad så med Paradis. Det må da findes."
   Jeg rystede langsomt på hovedet.
   "Måske gør det. Måske tager jeg fejl. Men hvis Gud er almægtig og god, hvis han elsker alle mennesker, hvorfor tillader han så et helvede? Hvorfor tillader han at Satan eksisterer? Enten er han ikke almægtig og så må der være noget, der er større end ham, eller også er han ikke så god, som kirken vil have os til at tro. Så er han jo ond og selvoptaget. Hvis ikke vi tror på ham og tilbeder ham, sender han os i helvede. Hvorfor? Det lyder da ikke som en barmhjertig og god gud. Derfor tror jeg ikke, han findes. Og hvis han gør, vil jeg ikke tilbede sådan en gud."
   Paul var tavs. I halvmørket kunne jeg se en tåre løbe ned af hans kind.
   "Stakkels Laurent. Kulet ned i et hul et sted i det her lorteland. Og så siger du, han bare ligger og rådner og ikke er hos Vorherre?!"
   Jeg sagde ingenting.
   "Og hvad med mig? De der kødsnedkere kan ikke hjælpe mig." Han så over mod sygepasseren. "Jeg dør her! Se mit ben. Min hofte. Helt smadret. Har smerter af helvede til. Der går sikkert koldbrand i mine sår - og så er jeg færdig. Færdig, Jacques! Og så siger du, at jeg ikke kommer i Himlen! Siger du dét, Jacques?!"
   "Paul..."
   "Forsvind! Jeg har ikke brug for dig. Jeg troede, du var min ven!"
   "Paul, jeg ER din ven! Hvad har det med Gud og Helvede at gøre?"
   "Forsvind! Gå din vej, Jacques." Han vendte ansigtet ind mod væggen og sagde ikke mere.
   Sygepasseren så på mig med rynkede bryn og korslagte arme.
   "Paul, jeg..."
   Han svarede ikke. Jeg sad lidt og så på ham. Så vendte han sig pludseligt igen.
   "Giv mig mit brev tilbage."
   "Dit brev?"
   "Det brev jeg gav dig. Du kan aflevere Laurents brev, hvis du vil. Men du skal ikke aflevere mit. Giv mig det!"
   "Paul. Hold nu op. Måske er der en Gud. Det er der sikkert. Jeg tager nok fejl."
   "Jacques. Hold din kæft og giv mig mit brev. Nu!"
   Jeg sukkede.
   "Jeg har det ikke med mig. Det ligger i saddeltasken."
   "Så riv det i stykker. Gå nu. Og lad mig dø i fred." Han vendte sig ind mod væggen igen.
   Sygepasseren nærmede sig.
   "Du må hellere gå nu. Han trænger til hvile og det gør de andre også."
   Jeg rejste mig og gik uden at se mig tilbage ud af den mørke hytte.

Fra min udkigspost på toppen af en høj uden for byen, kunne jeg se en gigantisk sort røgsøjle hænge over Moskva. Byen brændte. Spir og tårne var indhyllet i flammer og soldater, der flygtede ud af byen, fortalte om rent kaos. Ingen vidste hvor branden var startet. Alle russerne var væk og byen var stort set tom. Ingen modtog Napoleon, da han red ind med sit følge for at acceptere byens overgivelse. Og der var derfor ingen vi kunne kræve nye forsyninger af til hæren. Fra da af gik alt langsomt i opløsning.
   "Hvad sker der, Jacques?" André var kommet ridende op til mig. Absalon prustede en velkomst og hilste på hans hest. En grå hoppe.
   "Jeg tror, vi taber krigen, André."
   "Taber! Hvad mener du!?" Han så chokeret på mig. "Vi kan da ikke tabe! De har jo ikke vundet et eneste slag."
   "Nej, det er sandt. Men det er heller ikke lykkedes Napoleon at tvinge en afgørelse igennem. Vi har ikke knust dem. Og så længe vi ikke har dét og de kan blive ved med at forhindre os i at få forsyninger, så ender vi med at tabe. De sulter os ud af Rusland."
   André tav. Han var rystet.
   "Det er snart vinter. Så bliver det værre. Vi er allerede alt for få tilbage. Jeg tror snart, vi drager hjem, André."
   "Tror du?" André kom til at smile, men skyndte sig at skjule det.
   Vi sad lidt og kiggede på det inferno, der udspillede sig foran os. Så åbnede André sin saddeltaske og smilede undskyldende til mig.
   "Har du flere?"
   "Ja. Undskyld, men det er ikke blevet bedre efter Borodino. Alle har hørt om modangrebet på skansen og at Napoleon ville hædre dig."
   "Det gjorde han ikke."
   "Nej, men han ville have gjort det. Hvis ikke han havde været syg, så..."
   "Ja, ja. Giv mig nu de breve."
   Han rakte mig et nyt bundt breve og jeg smed dem ned til de andre. Klinet op af siden på tasken fik jeg øje på Pauls brev. Jeg havde ikke revet det itu. Det kunne jeg ikke. En pludselig indskydelse fik mig til at tage det op og åbne det.
   "Hvad er det, Jacques?"
   Jeg svarede ikke. Det var et kort brev til Pauls mor, skrevet med hans grove barnlige håndskrift.
   Kæra Mor,
   Nu er jag død. Det søns jag, du skal vide. Grad ikke. Jag har kæmpøt flåt for Frankri og kajsarn. Min væn Jacques bringar daj brevet. Han er min væn og værdens bæste soldat og jag ær stolt a at vær hans væn og jag ælskar ham som en broar. Han og jag har haft dæ sjovt og kæmpøt sarm i mange år. Så ær der ik mere.

Lev vel,
   Din søn Paul

Jeg foldede brevet pænt sammen og lagde det ned i saddeltasken igen. Inde i Moskva blussede nye flammer op, da branden nåede et nyt kvarter med uberørte huse.
   "Det varer ikke længe, André. Kan du mærke kulden i luften?" Han nikkede.
   2 uger senere fik vi ordren om tilbagetrækning.

"Vent her, André." Han nikkede stumt og stillede sig ved siden af døren til hytten. De enheder, der havde bevogtet Borodino var ved at forlade landsbyen og havde taget de få sårede med, som kunne gå selv. Gaderne var tomme og kun i landsbyens udkant var der stadig nogle enkelte soldater, som var ved at pakke det sidste sammen.
   Jeg gik ind og var lige ved at kaste op. Hytten stak af råddent kød. Gulvet var fyldt med bevidstløse og døde mænd. Paul lå, hvor jeg sidst havde set ham. Jeg havde én gang før redet de godt 100 km fra Moskva til Borodino sammen med André. Men den gang ville han ikke se os. Nu lå han alene. De mænd som skulle passe de sårede var taget afsted.
   "Paul?"
   Han reagerede ikke.
   "Paul? Kan du høre mig?"
   Han trak vejret dybt ind og åbnede øjnene.
   "Jacques." Stemmen var spinkel og kunne næsten ikke høres.
   "Paul. Vi bryder op. Du skal med nu. Vi trækker os tilbage."
   "Kan ikke.... Jacques." Han lukkede øjnene.
   "Jo, du kan. Jeg har André med mig og vi kan bære dig."
   "Kan ikke."
   "Paul. Du er min ven. Jeg kan ikke lade dig blive her."
   "Har så ondt."
   En kvalmende stank af råddenskab steg op fra hans skelettynde og maltrakterede krop.
   "Jeg ved det. Men vi skal nok klare det. Vi hjælper dig."
   "Lad min pistol, Jacques."
   Jeg svarede ikke.
   "Vil du ikke nok?" Han åbnede øjnene.
   Jeg nikkede. "Det skal jeg nok, Paul."
   Han kiggede med våde halvt åbne øjne på mig, mens jeg tog hans rytterpistol og fyldte løbet med krudt og puttede en kugle i. Til sidst dryssede jeg en smule fængkrudt i ved flintlåsen og tog Pauls hånd og hjalp ham med at gribe om pistolen.
   "Tak" hviskede han.
   "Jeg er ked af det, Paul."
   Han rystede svagt på hovedet.
   "Mit brev?"
   "Jeg har det endnu, Paul. Det kommer med hjem til Frankrig. Stol på det."
   Han nikkede og lukkede øjnene.
   "Gå nu."
   Jeg gav hans arm et klem og rejste mig.
   "Du er en god ven, Paul. Jeg vil savne dig."
   "Gå..."
   Jeg gik hen til døren og kiggede en sidste gang på ham.
   "Farvel, Paul"
   Skuddet rungede samtidigt med, at jeg lukkede døren. André og jeg sad op og forlod hytten. Flugten var begyndt.

En ensom grå og laset kolonne af slagne soldater slangede sig gennem sneen mod vest af Smolensk-vejen. Efterhånden brød det enorme land og de gentagne kosak-angreb kolonnen op i mindre og mindre grupper. Vi forsøgte at gøre udfald sydpå for at finde forsyninger, men russerne stoppede os hver gang.
   Der er ikke mange af os tilbage nu og vi bliver konstant angrebet. De kommer ud af den faldende sne og inden vi ved af det, har de dræbt nogle stykker af os, før de forsvinder igen. André blev væk fra mig efter et angreb og jeg har ikke set ham siden. Måske er han død. Jeg er holdt op med at undersøge de mange frosne lig vi finder langs vejen. Jeg håber, at han bare har fundet en anden gruppe at følges med. Nu er jeg alene.
   Vi sulter. Det er nu mindst et par uger siden jeg var nødt til at slå Absalon ned og dele kødet med de andre. Jeg græd den dag, hvilket rystede mig. Det kan jeg ikke erindre, at jeg nogensinde har gjort før. Det må jeg naturligvis have gjort. Jeg kan bare ikke huske det.
   Det er ikke meget mad, jeg har fået siden da. Men sulten kan jeg klare. Det er kulden, som er slem. Den bider i mine fingre, har taget bolig i mine knogler og jeg ryster over hele kroppen. Jeg kan næsten ikke læse, hvad jeg selv skriver længere. Bare jeg kunne få varmen.
   Jeg vil tage et lille hvil og så må jeg gå videre og gøre mit brev færdigt en anden dag. Der kan ikke være langt. Jeg skal nok klare den.

***

Som et gardin der blev trukket til side, holder det op med at sne. De to skikkelser tramper gennem den våde sne, mens de ånder tungt. Mændene stopper og ser sig begge forsigtigt omkring. Begge har lange franske uniformsfrakker på, selvom de er russiske bønder. Der er stille og ikke andre at se end den franske ryttersoldat, som sidder sammenkrøbet på en træstamme. De går forsigtigt videre.
   Den ene tager mod til sig.
   "Du der!"
   Jacques reagerer ikke.
   "Tovarich! Rejs dig og løft hænderne over hovedet!"
   Stadig ingenting.
   De går nærmere og den russiske bonde med musketten, holder våbenet foran sig og peger truende på Jacques.
   "Jeg sagde, rejs dig!"
   "Han forstår ikke russisk, Vasiliy"
   Vasiliy drejer hovedet.
   "Jeg tror ikke, han forstår noget mere. Han er vist død." Vasiliy sænker våbnet og går hen til Jacques, bøjer sig ned og fjerner den korte karabin fra hans knæ og smider den i sneen.
   Jacques har lukkede øjne. Rim og frost er ved at tø og store dråber har samlet sig på øjenvipperne. I den ene hånd knuger han nogle ark papir.

Russeren stiller musketten op af et træ og tager fat i brevet og hiver det med besvær ud af hånden på Jacques. Han står lidt med de tætskrevne stykker papir og lader øjnene glide ned over Jacques sidste linjer.
   "Hvad står der, Vasiliy?"
   "Det ved jeg ikke. Kan ikke læse. Det står jo sikkert også på fransk. Men det er fint papir og jeg skal skide."
   Manden med høtyven ler og afslører en mund med spredte sorte tænder.
   "Må jeg få noget? Jeg skal også"
   Vasiliy flår Jacques våbenjakke åben.
   "Du kan bare tage. Han er helt fyldt med papir. Se! Jakken er fyldt med breve. Han har brugt dem som isolering for at holde varmen. Han må have frosset af helvede til. Bare se her."
   Med et ryk hiver Vasiliy en håndfuld breve ud.
   "Han må jo have siddet her hele vinteren."
   Vasiliy sparker Jacques i brystet og den stivfrosne krop falder bagover og breve bliver spredt udover sneen.
   "Skide franskmand!"
   Et pludseligt vindpust blæser brevene fra Borodino ind i skoven, hvor de falder på den våde jord og langsomt går i opløsning.