Det var en trist dag at dø.

Der var gråt og mørkt. Skyerne hang tungt over Kjøge og bittesmå dråber prikkede på min hud. Ude over Bugten trak det sammen. Om lidt ville regnen komme. Torvet var fuld af tilskuere som skuttede sig frysende og stampede utålmodigt, mens de småsnakkede og kastede blikke mod på skafottet. Bønder og borgere havde taget deres fineste tøj på. Det var ikke hver dag, at nogen skulle af med hovedet.
   På trappen foran rådhuset havde flere af byens bedste borgere samlet sig for at se med og spændte ansigter så ned på mig fra fine huse, hvor de øverste vinduer, stod åbne på trods af det kolde vejr.
   Den udkommanderede milits holdt folk på afstand, men jeg kunne tydeligt se deres ansigter. De afskyede mig. En mand mumlede noget og spyttede. Han så ondt på mig, som jeg stod der på toppen af den rødpudsede stenbygning, som var Kjøges Kag. Ved siden af pælen, hvor forbrydere blev pisket, stod huggeblokken. Der var mærker i den og træet var plettet.
   Jeg var bange. Mine hænder rystede. Bare det snart var overstået. Mine øjne søgte desperat et venligt ansigt. Bare lidt medlidenhed. Lidt støtte. Men den var forsvundet hos alle. Selv hos dem, som jeg havde drukket med, spillet og sunget med. De ville ikke kendes ved mig. Der var kun skulende ansigter. Min svigerfar, snedkermesteren, stod i første række og stirrede rasende på mig. Jeg havde svigtet ham, hans datter og for evigt sværtet deres navn.
   Den smule grød, jeg havde tvunget mig selv til at spise samme morgen, vendte sig i mig igen. I det samme opstod der uro i udkanten af torvet. Fire militsmænd banede sig vej gennem folkemængden.
   "Nu gør du det ordentligt!" hvæsede rådmanden, som stod ved siden af mig.
   Den unge mand og præsten blev fulgt gennem menneskemængden. Folk råbte. Hån. Skældsord. Måske hadede de ham lige så meget, som de hadede mig?
   Døren til Kagen blev åbnet og jeg kunne høre dem under os. Deres støvler trampede op af trappen. Først stak præsten hovedet op og efter ham fulgte den dømte. Han havde bundet på ryggen og blev hjulpet af en militsmand.
   Mit ånde hvæsede tungt mod hætten, som jeg havde over hovedet og jeg skævede over mod det grove stykke klæde, som skjulte øksen.
   Den unge mand rystede ukontrollabelt. Han var en lille mand med fedtet lysebrunt hår og filipenser i hele ansigtet. Øjnene blinkede hele tiden og hans blik flakkede nervøst fra præsten, til mig og til de råbende tilskuere. Jeg ved ikke hvad han havde gjort. Jeg fik det af vide i morges, men jeg har glemt det igen.
   Han så bønfaldende på præsten, mens han stammende bad sammen med ham.
   "Hjælp mig. Åh, gud. Hjælp mig. Det var ikke meningen. Hjælp mig." Han så mod himlen.
   "Gud tilgiver dig alt, min søn. Er du rede?"
   Den unge mand så forvirret på ham. Han sank. Og nikkede.
   To militsmænd ført ham over til blokken og måtte holde ham, da benene eksede under ham.
   Rådmanden lænede sig over til mig og hvæsede "ræk hånden frem!"
   Det havde jeg glemt. Jeg gjorde som befalet. Den unge mand reagerede ikke. Præsten gav ham et puf og han så med tårer i øjnene, først på præsten og så på mig.
   "Åh". Han forstod og åbnede den hånd, der havde knuget om mønten. Han lagde den i min åbne hånd. Mønten var varm og fugtig.
   Han blev tvunget ned på knæ og jeg gik med rystende ben hen og fjernede klædet. Der lå den. Med et blad der var næsten lige bredt, som skaftet var langt. Den skarpe, perfekte æg skinnede mat i eftermiddagens grå lys. Jeg greb med begge hænder om skaftet. Den var tung. Jeg gik hen bag den dømte.
   Rådsmanden oplæste dommen med høj stemme og sluttede "må gud være din sjæl nådig." Så var det nu.
   Den unge mand blev tvunget ned. Jeg stillede mig hen ved siden af blokken med den tunge økse i hænderne. Han gispede af skræk. Ryggen gik op og ned som en blæsebælg. Hans hvide nakke lyste mod mig. Jeg må have tøvet, for rådmanden gav mig et skub. Jeg trak øksen opover hovedet.
   Vægten af øksen overraskede mig, da jeg løftede den. Den faldt lidt til siden og jeg måtte bruge alle kræfter for at rette den op. En ro faldt over mig, da øksen fandt sin ligevægt og ikke modarbejdede mig længere. Jeg lod den falde.
   Et sus gik gennem de forsamlede mennesker, da øksen med et smæld ramte blokken. Kroppen spjættede og en kraftig stråle af blod stod ud. Et øjeblik blev jeg forvirret. Hovedet sad stadig på. Men da jeg så vrikkede en enkelt gang med øksen faldt det ned i kurven. Samtidigt tumlede den dirrende krop ned på de rå brædder og blod pøsede ud af halshullet. Det begyndte at regne.
   Jeg er lykkelig. Rådmanden giver mig stjålent klap på skulderen. Jeg puster ud og sætter øksebladet ned mod bræddegulvet. Regnen skyller langsomt blodet væk. Det gik godt. En god og hurtig død. Jeg ser op. Folk er langsomt ved at forlade torvet. Måske hader de mig ikke helt så meget længere.