"Hvor er jeg?"

Udtalte han ordene eller tænkte han dem bare? Med ét mærkede han vægten af sin krop mod sandet. Det pressede mod hans bryst og i hurtigt rækkefølge registrerede han smerterne i nakke, ryg, arme og ben. Mørket lå stadig som et låg over hans tanker og ville ikke slippe ham fri. Det knasede, da han endelig fik samlet styrke nok til at bide tænderne sammen. Spyttede kraftesløst og forsøgte at løfte hovedet. Det kunne han ikke. Kroppen ville ikke. Ikke endnu. Mørket var lige ved at omfavne ham igen, men så tvang han øjnene op.
   Gyldent lys. Smerte. Knive skar i sig igennem hans kranium og sendte kiler ind i mørket. Rød. Blå. Han blinkede. Stadig sløret. Mylderet af sydende lyde blev til bølgeskvulp. En rislende lyd, der gentog sig igen og igen. Han blinkede igen og langsomt blev de udflydende farver til form.
   En tinsoldat? Han åbnede øjnene helt. I sandet lige foran ansigtet stod en skrammet tinsoldat, malet i blå og røde farver. Den ene arm var knækket af og halsen var bøjet, så hovedet med bjørneskindshuen sad i en unaturlig vinkel.
   "En tinsoldat? Er det min? Sådan en har jeg da haft? Har jeg ikke?"
   Kræfterne kom tilbage og han løftede hovedet. Spyttede. Slimede tråde af fedtet sand løb ned af hans hage. Han rullede om på ryggen og fik sat sig op.
   Vinden susede blidt i palmerne, der besidderisk lænede sig indover den smalle strand. Havet var roligt og små dønninger slog dovent ind i vandkanten. Han så sig omkring. Alt var badet i et lyserødt og orange skær. Solen måtte være på vej ned. Hans øjne fulgte stranden, som snoede sig ind og ud af de små bølger og forsvandt bag en pynt med palmeskov. Når han vendte sig til den anden side var billedet det samme.
   Han tog sig til hovedet.
   "Hvad er der sket?"
   Intet. Han lukkede øjnene og tænkte. Der dukkede ingenting op. En kuldegysning rislede igennem ham og han åbnede forskrækket øjnene.
   "Jeg kan ikke huske noget!"
   Han forsøgte at trænge ned i hukommelsen, men mødte bare en sort mur. Helt sort. Der var ikke engang nogle små stumper, han kunne forsøge at gribe efter. Intet navn.
   "Jeg kan ikke huske, hvad jeg hedder!"
   Ingenting. Der var ingenting. Desperat så han sig omkring. Et eller andet! Der måtte være noget, der kunne hjælpe hans hukommelse på vej. Noget som kunne fortælle, hvorfor han var her!
   "Tinsoldaten!?" Han så sig omkring for at finde den, men blev i det samme opmærksom på, hvor meget tøj han havde på. Sveden løb fra armhulerne og da han ville vende sig, mærkede han tyngden af sine fødder. Et par kæmpestore røde støvler klemte om hans læg og fødder. "Skistøvler?!" Han løftede den ene fod. Det kunne da ikke passe? Men ganske rigtigt. Et par støvler i hård plastik med 4 spænder på hver. Han greb i tøjet, som dækkede hans krop. Tykt og vatteret. Skitøj?
   "Det giver sgu' da ingen mening, det her." Han fik stablet sig selv på benene og vaklede lidt. Den var god nok. Han havde skitøj på. Et par marineblå bukser og en tyk rød dunjakke. Han lynede ned og indenunder klæbede varmt undertøj sig til hans krop. I vandkanten lå et par våde skihandsker og skvulpede rundt.
   Han satte hænderne i siden og så sig forvirret omkring. "Hvad foregår der?" Den øde strand gav ingen svar og palmerne svajede tavse i den lette vind. Varmen fik ham til at krænge den dyngvåde dunjakke af. Han satte sig og løsnede remmene i støvlerne. Med et smæld åbnede de sig og løsnede deres faste greb, så han kunne krænge dem af. I underbukser bredte han alt det våde tøj ud på stranden, så det kunne tørre. Helt tom stod han bagefter og betragtede tøjet. Hvad nu? Jeg må finde hjælp. Her må være nogen.
   "Halloooooo. Er her nogen?" Han satte hænderne for munden. "Hallooooooooo." Vinden susede. Han vendte sig for at råbe igen og fik øje på noget i det lave vand. Noget orange og aflangt. Han plaskede ud efter det. Ordet "Rossignol" flimrede i det lave vand. Forundret løftede han et par ski op. Den ene var knækket og spidsen faldt tilbage i vandet.
   "Ski? Her? Sig mig, har jeg stået på en slags absurd vandski, eller hvad?" Med en frustreret latter smed han skiene ind på stranden. Han satte hænderne for munden igen. "Halllooooooooo. Er her nogen? Hjææææælp! Er her nooooogen!?" En palmegren løftede sig dovent i vinden.
   Han begyndte at gå langs stranden, mens han råbte. Palmeskoven så tæt og utilgængelig ud og han havde ikke spor lyst til at gå derind. Så vidt han kunne se fortsatte den bare. Der var ingen bakker eller bjerge. Bare skov.
   Brat standsede han. "Jeg må skrive noget i sandet ... hvis nu der kommer en flyvemaskine." Han så op. Himlen var tom. Kun forrevne lyserøde skyer, der hang på en blå baggrund. Han løb over til skovbrynet, samlede nogle grene og bar dem ud på sandet for at forme nogle store bogstaver.

SOS

Han smilede, tilfreds med resultatet. "Det må de kunne se i miles omkreds". Det føltes godt at gøre noget. Hukommelsen var stadig helt tom lige meget hvad han forsøgte, men på en eller anden måde vidste han, hvad han skulle gøre. Måske havde han set noget på tv eller film om det? Lige nu gjaldt det om at finde ud af, om han var strandet på en øde ø. Det ville ikke være godt. Slet ikke. Han begyndte at gå. Samtidigt kunne han lede efter vand. Det var også vigtigt. Det vidste han da.
   Han fulgte stranden. Den var tom. Ingen skaldyr eller affald. Heller ingen spor af dyr. Stranden var helt ren og flad. Alt for pæn egentligt. En lille smule underligt. Han traskede afsted, mens han ind imellem råbte. "Halloooooo! Er der nogen?" Hver gang svarede vinden med en tom susen, mens palmebladene knitrede. Han vandrede råbende langs den perfekte strand. Pludselig stoppede han op. Lyttede. "Hvor er fuglene?" Burde her ikke være måger eller sådan noget, der hang i vinden og skreg? Sand, vand, vind. Der burde også være skrigende søfugle. Men nej. Måske huskede han forkert. Faktisk huskede han slet ikke noget.
   Lidt efter rundede han pynten. Foran ham åbnede en lille hyggelig bugt sig og midt i den lå en lille ø fyldt med træer og filtrede grene. "En ø?" Han stoppede op og så på den. Den var helt rund. Der var ikke meget mere end hundrede meter derud. En stærk følelse fyldte ham.
   "Jeg må derud!" Han nikkede til sig selv. "Hvis jeg når derud, så er jeg frelst." Han studsede. "Hvorfor siger jeg det? Det er da ikke logisk?" Men noget stærkere end ham selv sagde, at hvis bare han nåede over den smalle stribe vand, ville han slippe væk. Det var han sikker på. Hvorfor vidste han ikke. Det var jo bare en ø. Men han var nødt til at komme derover. Som en druknende mand er nødt til at nå overfladen. Nu. Han løb ud i vandet. Vandet stod om hans ben, mens han løb gennem det lave varme vand, indtil han var nået så langt ud, at han kunne tage de første svømmetag.
   Øen var vist alligevel ikke så tæt på som han troede, men han ville sagtens kunne svømme derover. Noget greb fat i hans ben. Han hylede forskrækket. "Shit!" For satan, hvad var det? Han trak benet til sig og det kom fri. Straks greb tre nye tynde arme fat i ham. Igennem det oppiskede vand kunne han skimte sorte slimede tråde, der slyngede sig om det ene ben. Trådene trak sig sammen og skar ind i huden. Rædsel fyldte ham. Han slog og sparkede og forsøgte at komme ind til land igen. Han blev trukket under og fik vand i munden. Desperat kæmpede han sig hostende op til overfladen.
   "Slip mig! Slip mig for satan." Han greb i de sorte tråde. De var kolde, slimede og hårde. Pludselig trak de ham ind mod stranden i voldsom fart. Hans krop dannede en skummende bølge, mens han blev slæbt gennem vandet med fødderne først. Inde ved stranden blev han slynget gennem luften og landede hårdt på sandet. Omtumlet og forvirret fik han sat sig op. Han spyttede sand for anden gang den dag.
   "Hvad i helvede var det?" Han stirrede ud på de skummende bølger, der hvirvlede rundt mellem hinanden indtil de gik i opløsning og havet blev roligt igen.
   Der er noget, som ikke vil have mig ud på den ø? Var det sådan? tænkte han, rejste sig og gik hen til vandkanten. Straks blev vandet pisket op og han kunne se sorte tynde tråde åle sig frem og tilbage gennem vandet. Som om de patruljerede. Nu var han sikker. De ville ikke have ham derud. Så nu var det bare endnu mere vigtigt at komme derud. Han vidste dybt i sit sind, at han MÅTTE derud. Men hvordan? Pludselig blev stilheden flænget af en gennemtrængende lyd.

"MAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAEEERRRRRR..."

En dyb brægende lyd rungede ud fra den lille ø og et skarpt lys blev tændt inde i buskadset. Han trådte forskrækket et skridt tilbage. Lyden slog mod hans bryst og slog luften ud af ham. Det vibrerede i ørerne og det føltes nærmest, som om der blev skabt et undertryk, da lyden forsvandt. Et øjeblik efter blev han slået tilbage af en ny dundrende lyd.

"TIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIINNNNN!!!"

Stilheden var overvældende. Lyset var der stadig og trak i ham. Forvirret gik han ned til vandkanten, men blev straks vækket, da vandet blev pisket op igen. De sorte tråde hvirvlede rundt og forsøgte at få fat i ham. Han sprang tilbage. "Fuck!". Rasende stirrede han på de sorte bæster og deres ækle bevægelser. Sukkede opgivende og stod så længe og kiggede på lyset. Til sidst flakkede det og forsvandt. Han ønskede brændende, at det kom tilbage. Men det var væk. "Pis!" Han rynkede panden. Var øen blevet mindre, mens han havde stået der? Han kiggede igen. Nej, den havde flyttet sig. Den var længere væk nu. Vilkårligt trådte han et skridt frem og rakte ud efter øen, som om han kunne trække den nærmere med sin hånd og viljens kraft. "Jeg må derud. Inden det er for sent." De sorte tråde piskede i vandet.
   I dybe tanker gik han tilbage langs den perfekte strand. Hans fodspor var væk, men det lagde han ikke mærke til. Hvad er der her for et sted og hvorfor skriger min krop til mig, at jeg skal ud til den lille ø? Selvfølgelig vil jeg væk herfra, men hvorfor derover?
   Han kunne se sit tøj lyse farvestrålende på det gyldne sand og de grene han havde trukket ud på stranden var tydelige. Han var tilbage. Men noget var anderledes? Han stod lidt og kiggede. Bogstaverne! De var ændrede?

SVIN!

Han sank forskrækket og frygt knugede mavesækken. Her er nogen! En eller anden havde ændret på bogstaverne. Forvirret så han sig omkring og satte sig på hug. Var der nogen mellem palmetræerne foran ham? Han sad stille i lang tid og kneb øjnene sammen for at se bedre i det skarpe lys. Der var ikke en lyd. Kun bogstaverne.
   Svin? Hvad betyder det? Hvem fanden har ændret bogstaverne? En vrede fyldte ham og knyttede næverne. Han kunne mærke musklerne spille under huden og så ned. Kroppen var veltrimmet og maven helt flad med tydelige aftegninger. Et smil spillede på hans mund. Jeg er vist ikke én, man skal lave pis med. Han rejste sig op med et ryk.
   "Hey! Kom frem!"
   Stilhed. Vinden legede med de grønne palmeblade, men ellers var alt fredeligt. Han rejste sig og gik forsigtigt nærmere. Forsøgte at gennemtrænge den tætte skov med sit blik. Rejste sig og gik et par skridt nærmere.
   "Hey, hvem du end er, så kom frem. Nu!"
   Ingenting. Han lod blikket afsøge skovkanten og stranden. Blikket faldt på bogstaverne igen.
   DØ NU!

Forskrækket tumlede han tilbage. "Hvad!? Hvem!?" Angsten skyllede igennem ham. Hvad foregik der? Hvem havde ændret bogstaverne igen? Og hvordan? Han havde jo stået lige her hele tiden? "Jeg forstår ingenting!"
   En bølge skvulpede op på hans hæl. Forfærdet sprang han væk fra vandkanten. De sorte tråde! Men de var der ikke. I det lave vand kiggede to ansigter op til ham. En varm følelse fyldte ham. Dem kender jeg da? Han samlede billedrammen op. To lyshårede piger smilede til ham. Ansigterne var slørede og udviskede af vandet, men smilende var ægte nok. Indtil vandet tværede dem ud og tvang mundvigene nedad. En mærkelig følelse af savn og skyldfølelse fyldte ham. Hvem var de to piger?

"Det er dine døtre, Martin."

Han snurrede rundt. Foran ham stod en grå mand. Uden øjne. Der var kun dybe sorte huller i det furede ansigt. Manden bar en slags kutte. Støvet og grå.
   "Hvem satan er du!?"
   Manden lo en skurrende latter og afslørede en sort mund uden tunge eller tænder.
   "Tæt på. Men nej. Jeg er her for at hente dig, Martin."
   "Hente mig? Hvad mener du? Martin? Hedder jeg Martin? Vil du hjælpe mig væk herfra?" Han pegede på den grå mand. "Og hvem er du?"
   Smilet forsvandt.
   "Det behøver du ikke vide, Martin. Jeg har ledt efter dig længe. Du skal komme med nu." Han rakte en kroget hånd frem mod Martin, som veg tilbage.
   "Ikke før du fortæller, hvem du er og hvad der foregår her? Hvad er det her for et mærkeligt sted og hvorfor havde jeg skitøj på."
   Den grå mand resignerede. Han pegede rundt.
   "Alt det her er noget du har skabt. Inden i dit hoved. Som en slags rednings-krans."
   Martin så rundt. "I mit hoved? Hvad fanden mener du?"
   "Lige nu ligger du i en seng på et hospital i Salzburg. Din ene arm er amputeret og du har brækket nakken. I en skiulykke. Du burde allerede være død."
   "Hvad helvede snakker du!?" råbte Martin stakåndet. "Skulle det være en drøm det her? Hvad fanden mener du?" Stemmen knækkede over.
   "Hmm, en drøm? Nej, det kan man ikke kalde det. Snarere et gemmested i de sidste rester af din bevidsthed. Du har gemt dig her. Det var meget svært at finde dig. Du har virkelig ikke lyst til at dø. Men nu skal du med." Den grå mand gik et skridt frem.
   Martin løb væk fra ham. "Lyst til at dø? Jamen ... hvad fanden ... det kan sgu' da ikke være rigtigt."
   "Martin. Du kommer med nu."
   "Jamen ... nej!" Han vendte rundt og løb ned af stranden. Alt hvad han kunne. Var det virkelig alt sammen noget der foregik inden i hans hoved? Havde han brækket nakken? Var han i koma? Det kunne ikke passe. Alt virkede virkeligt. Han kunne tydeligt mærke sine tæer bore sig ned i det varme sand. Det var sgu' da alt sammen virkeligt! Eller hvad? Han så sig over skulderen. Den grå mand var blevet stående.
   "Øen. Jeg må over til den lille ø. Inden den er for langt væk. Måske er det vejen ud? Måske vågner jeg, hvis jeg når derover?" Han løb hurtigere. Den grå mand stod foran ham.
   "Muligvis, Martin. Men du skal med nu. " Han rakte ud efter Martin, som kastede sig til siden. "Nej!" Han undveg og løb videre. De bare fødder hamrede ned i det perfekte sand. Den grå mand blev stående og råbte efter ham.
   "Du kan blive ved at løbe, Martin. Men du slipper ikke væk. Du er fanget her og jeg har den eneste vej ud. Kom nu med."
   "Fuck dig!" Han løb. Sandet føltes tungere. Den grå mand stod foran ham igen. Forpustet stoppede Martin op.
   "Lad mig nu slippe, for fanden. Hvad har jeg gjort dig?"
   "Mig? Hvad du har gjort mig...? Ingenting. Jeg skal bare hente dig på grund af dét, du har gjort mod andre. Mig har du ikke gjort noget." De tomme øjne stirrede på Martin. "Det er fordi, du har været et svin mod dem, der elskede dig, Martin. Du var et svin, som du selv så nydeligt skrev det med dine grene i sandet.
   "Mig? Jeg skrev SOS. Ikke svin."
   "Alt her på øen er skabt af dig. Måske er det din sidste rest af selverkendelse og måske endda lidt skyldfølelse, der fik dig til at skrive det."
   Martin sank sammen.
   "Jamen, hvad har jeg gjort? Jeg husker slet ingenting."
   "Næ... det kan du vel ikke. Din hjerne må være ved at lukke ned. Så det lykkedes dig nok ikke at få din hukommelse med her til din ø. Men hør så her. Jeg fortæller dig det og så følger du med mig."
   Martin sagde ikke noget.
   "Du var et svin, Martin. Konstant utro. Nedgjorde og tævede din kone, så hun fik en depression og begik selvmord. Du var ligeglad og gik på druk med vennerne eller hang i træningscentret. Dine to døtre så dig aldrig. De måtte passe sig selv. Du gengældte aldrig deres kærlighed og til sidst tørrede den ud. Det sked du på. Og du har ikke forandret dig siden. Det handler kun om dig. Altid kun om Martin."
   Martin havde stadig billedet af de to piger i sin hånd. Billedet var helt tydeligt nu og to smukke piger på 5-6 år smilede til ham.
   "Jamen, jeg kan da gøre det om. Det er da ikke for sent. De er jo ikke så gamle endnu. Jeg vil vise, at jeg elsker dem."
   "Det dér? Det er meget gammelt billede. De er voksne nu og har deres egne børn. Men dem har du bare aldrig set."
   "Jamen, jeg er da en ung mand. Se min krop." Martin pegede nedad sig selv.
   "Her måske. Som sagt har du skabt alt her på øen. Inklusive dig selv. I virkelig-heden er du en småfed, halvskaldet midaldrende mand, som er skidedårlig til at stå på ski."
   "Jamen..."
   "Nok! Nu kommer du med."
   Den grå mand gik et skridt frem og rakte ud efter Martin.
   "Vent! Vent! For fanden. Jeg må da kunne gøre det godt igen. Giv mig noget tid. Vent nu lige lidt, for fanden!"
   Martin gik baglæns. Den grå mand rystede på hovedet og fortsatte fremad, mens de krogede fingre prøvede at gribe fat. I panik sparkede Martin ud efter ham. Foden fortsatte igennem den grå mand, som brat stoppede op.
   "Åååh, dit fjols. Nu må du bliver her altid."
   Brudlinjer opstod i det grå ansigt og bredte sig over hele den støvede krop. Den grå mand krakelerede og faldt sammen i et pust af sand. Blæsten tog til. Skyer samledes og dækkede den blå himmel. Farverne ændrede sig fra gylden varme til grå nuancer. Bølgerne voksede og skyllede brusende ind mod bredden. Palme¬træerne slog vildt om sig i den kolde vind og sand føg ned langs stranden.
   "Jeg må væk. Jeg må fan'me væk!"
   Det begyndte at regne og Martin benede afsted i sine under¬bukser, som snart var gennemblødte. Han nåede bugten og kunne se at den lille ø, som langsomt bevægede sig længere væk. Hvide kamme af skumsprøjt dækkede det grå hav og slog rasende ind mod stranden. Lyset blev tændt igen, men nu virkede det meget langt væk. Martin kastede sig beslutsomt ud i bølgerne og svømmede. Straks blev han grebet. De sorte tråde snoede sig om hans krop og trak ham ned. De klemte luften ud af ham og bankede ham hårdt mod havbunden adskillige gange. Herefter blev han smidt op på stranden igen.
   "Satan og helvede!" Martin hostede og harkede for at få vejret igen. Øen bevægede sig hurtigt væk. Han kunne se den blive mindre og mindre. Lyset flakkede. Snart ville den forsvinde i den grå horisont.
   "Hvad fanden gør jeg!" Han så sig fortvivlet omkring. "Vent!" Martin tog sig til hovedet og drejede rundt om sig selv. "Hvad var det han sagde?" Vinden hylede. Bølgerne knækkede og slog rasende ind mod bredden.
   "Han sagde ... du har selv skabt alt det her. JEG har skabt det her." Martin så sig omkring. Kiggede på palme¬træerne, der bøjede i den kraftige vind og drejede så hovedet for at se vurderende på det oprørte hav. "Kan jeg mon så skabe andre ting, hvis jeg koncentrerer mig om det? Kan jeg så ønske mig, at der ligger en økse i skovkanten derovre? For eksempel?" Ude på øen begyndte lyset at flakke og flimre.

Doktor Buchleitner så irriteret op på det blinkende lysstofrør i loftet. Hvorfor er det ikke blevet fikset endnu? Han så ned på journalen igen. Ingen ændringer. Ingen reaktion på stimuli overhovedet. På væggen overfor patienten blev det flakkende kolde lys reflekteret i glasset på en indrammet plakat med et billede af en tropeø. Perfekte sandstrande, svajende palmer og roligt, azurblåt hav. Billedet stod i skarp kontrast til den trøsteløse hvidmalede stue på Skt. Johanns Hospitalet.
   Døren gik lydløst op og endnu en læge trådte ind. Han kastede et blik på lysstofrøret. "Er det ikke blevet skiftet endnu?" Doktor Buchleitner så ikke op fra journalen, men rystede blot på hovedet. "Noget nyt fra de pårørende, Groer?"
   Doktor Groer slog klik med tungen og satte hænderne i siden. "Ja, det kan man da roligt sige. Sluk for det dumme svin!"
   Buchleitner rynkede brynene og så op på sin kollega. "Hvadbehager?" Groer nikkede. "Det sagde de. Og sendte de underskrevne dokumenter tilbage med det samme."
   "Hold da op. Sagde de virkelig det?"
   "Jep. De talte meget gebrokkent tysk, men der var ikke noget at tage fejl af."
   Buchleitner så ned på den bevidstløse mand, som lå i sengen. En maskine holdt hans åndedræt i gang og en krave støttede hovedet. Ledninger stak ud under dynen og den højre armstump var viklet ind i tykke forbindinger.
   "Donnerwetter. Du vinder sgu' ingen popularitetskonkurrencer, min ven."
   Han så på Groer og pegede rundt på de mange maskiner, der holdt patienten i live. "Okay, vil du sørge for at det hele bliver lukket ned?" Groer nikkede.

Lyset var slukket og der var stille på stuen. Sygeplejerskerne havde været der og fjernet ledninger, rør og til sidst alle maskinerne. Forbindingerne var blevet fjernet og om lidt ville portøren komme og køre patienten i kælderen. På væggen tikkede sekundviseren stædigt rundt og i mørket var billedet af tropeøen gråt og fjendtligt.
   En lille bloddråbe klemte sig ud mellem stingene på den blege armstump. Den dryppede ned på lagenet og dannede en mat lyserød plet. Endnu én fulgte. Og én til. Brystkassen løftede sig og der lød et højt suk. Øjnene åbnede sig.

"Jeg nåede det..."