Jacques sidder foroverbøjet på en væltet træstamme med armene knuget tæt om kroppen i et sølle værn mod kulden. Store snefnug vælter blødt og tyst nedover lysningen i den lille skov han havde søgt tilflugt i. Små dyner af pudret sne har samlet sig på de røde skulderepauletter og hjelmens buskede fjer. Over knæene ligger en kort ryttermusket. Han har for længst smidt sit brystpanser og sablen væk.
   Der er en mildhed i luften. Et tegn på at det værste er overstået. Et løfte om at Fader Vinter endelig er på tilbagetog og at der under den tykke sne spirer nyt liv. Gennem de dalende snefnug nærmer to grå skikkelser sig forsigtigt Jacques. Den ene med en musket, den anden med en grumt udseende høtyv.

Jeg lod fingrene glide fra hendes fyldige røde mund, ned over hagen og halsen til de store fyldige bryster. Hun sukkede, da jeg forsigtigt cirklede rundt om de stive brystvorter og fortsatte ned over maven til hendes venusbjerg. Jeg legede lidt med de stride, krøllede hår, der dækkede hendes skød og hun smilede til mig. Vi lo. Udmattede efter en lang nat. Hun satte sig pludselig op. Med strå i det lange sorte hår.
   "Jacques, behøver du virkelig rejse fra mig?"
   "Ma chére. Det bliver jeg nødt. Le Grande Armée marcherer snart, måske allerede i dag. Mod Rusland." Jeg strakte mig og havde ikke det mindste lyst til en lang dag på hesteryg. Tynde stråler af gråt morgenlys skar sig gennem sprækker i ladens tag og oplyste Elzbietas bedrøvede og smukke ansigt. Hun lænede sig over mig og kyssede mig grådigt.
   "Hvornår ser jeg dig igen? Aldrig?"
   Jeg løj.

Sommersolen kravlede med besvær over horisonten og kæmpede blegt for at brænde morgendisen og det grå skydække væk, men så ud til at tabe kampen. Jeg lukkede den tunge dør og trak kappen tæt omkring mig. Det var koldt endnu. Laden, hvor Elzbieta og jeg havde tilbragt natten efter festen på kroen, lå lidt uden for landsbyen og mens jeg vandrede gennem de snørklede gader i den tyste landsby, mødte jeg enkelte morgenfriske beboere, som var på vej ud for at se til dyrene. De hilste hjerteligt og jeg gryntede tilbage som svar. For dem var Napoleon og franskmændene befriere, ikke en invasionsmagt. Polen var frit igen på grund af os. I øvrigt ville vi snart tage af sted igen for at besejre Zar Alexander, sammen med tusindvis af deres egne polske soldater.
   Jeg nåede markerne på den anden side af byen og så udover de lange rækker af spøgelsesagtige hvide telte, som i tusindevis bredte sig i det bakkede landskab. Napoleons Grande Armée.
   En vagt råbte mig an, men genkendte min rytteruniform. Han så kort på min passerseddel og vinkede mig forbi med et gab og trætte øjne. Jeg gik ned mellem de lange rækker af hvide telte, som lyste op i den grå og fugtige morgen. Højlydt snorken og andre sovelyde lød fra de fleste af dem. Nogle enkelte var oplyst af et hyggeligt gyldent lys og jeg kunne ind i mellem høre mumlende stemmer på mange fremmede sprog. Efter at have vandret i lang tid gennem utallige våbenarter og nationaliteter, nåede jeg endelig min eskadrons telte. De stod i udkanten af lejren, tæt på hestene som stod i en stor indhegning. Jeg slog teltdugen til side og trådte ind. Mine kammerater sov tungt og jeg skyndte mig at lægge mig på min feltseng for at stjæle mig nogle minutters søvn.
   "Jacques?"
   Jeg åbnede øjnene.
   "Ja, André?"
   "Vil du gøre noget for mig?"
   André lå på sengen ved siden af mig og havde løftet sig op på albuen. Hans unge ansigt stirrede ivrigt på mig. Han så ud til at have været vågen længe.
   "Naturligvis, mon ami. Hvad kan jeg gøre for dig?
   "Hvis der sker mig noget, vil du så give mine forældre dette brev?"
   Han rakte et sammenfoldet stykke papir frem mod mig.
   "Ja, naturligvis. Men hvorfor skulle der ske dig noget?"
   "Jeg ved det ikke. Det gør der måske heller ikke. Men hvis der gør, kan jeg ikke forestille mig nogen bedre end dig at give brevet til. Du overlever alt."
   Jeg rejste mig forfærdet op.
   "André, sådan noget må du ikke sige!"
   "Jo, jo - det er jo sandt. Alle snakker om det. Du har jo aldrig fået så meget som en skramme, vel? Selvom du gør de mest vanvittige ting."
   Jeg studsede. Det havde jeg aldrig tænkt over.
   André nikkede ivrigt.
   "Tænk bare på Austerlitz. Jeg var der jo ikke, men Paul og Laurent har fortalt om det. Frontalangrebet på de østrigske kanonstillinger?!"
   Jeg var udmattet og træt. Havde ikke sovet hele natten og kunne også sagtens mærke de mange flasker vin fra i går. Det sidste jeg havde lyst til var at snakke om Austerlitz.
   "André, det var bare held - og Napoleons genistreger. Kan jeg sove nu?"
   "Ja, ja. Undskyld. Men vil du tage mit brev?"
   "Naturligvis, André. Lad mig nu sove lidt.
   Han rakte mig brevet med et taknemligt udtryk i ansigtet. "Tak, Jacques."
   Snart efter kunne jeg høre på hans vejrtrækning, at han sov tungt. Som om en tung byrde var fjernet fra hans skuldre.
   Jeg vendte og drejede mig. Austerlitz. Mine tanker fløj tilbage i tiden. Jeg var meget yngre dengang. Det var mit første slag og jeg var meget bange. Ikke for at dø. Men for at fejle og ikke være modig nok. Det er mærkeligt. Jeg har set frygten hos mine kammerater. Angsten for at dø. Rædslen når mennesker og heste omkring dem bliver flået i stykker og blod og indvolde sprøjter og farver alt rødt. Men jeg har aldrig mærket det selv. Jeg tænker ikke rigtig på det.

Laurent, Paul og jeg selv var som carabiniers tilknyttet General Jean Marie Defrances kavaleribrigade ved Austerlitz. Vores bataljon havde fået til opgave at omgå de østrigske styrker, som holdt den nordlige del af Pratzen-højderne, så vi kunne angribe dem i ryggen, hvis muligheden opstod.
   De 700 mænd og heste travede så lydløst som muligt gennem den tyste sneklædte skov. Vi fulgte en bred sti, som førte op gennem skoven. Den blev stejlere efterhånden, som vi begyndte opstigningen med Højderne. Det var koldt og jeg nødt varmen fra Absalon, min smukke mørkebrune hingst. Den prustede sagte. Jeg lænede mig frem, klappede den og roste den hviskende i øret.
   Det havde ikke sneet længe, så de nøgne træer stod sorte og i skarp kontrast til det hvide landskab vi red igennem. Jeg nød stilheden og skovens skønhed. Stien passerede en stor lysning og mine øjnene vandrede mellem træerne på den anden side. Det gav et gib i mig, da mit blik faldt på en mand i hvid uniform, der stod i skovbrynet og så over mod os. Han lod sin løftede arm falde. Et lysglimt flammede op og ødelagde det perfekte billede af den stille skov. Et forsinket brag nåede os og alle ansigter vendte i et ryk mod lyden. For sent.
   En kanonkugle raspede gennem luften og ramte med en dump lyd nede i grøften ved siden af stien. Kaskader af sort jord og hvid sne blev kastet i vejret. Hestene vrinskede panisk og mænd råbte. Tre eller fire kanoner mere åbnede op og det brummede og susede i luften. Med et vådt klask blev en hel gruppe ryttere fejet af stien og spredt ud over skovbunden. Mænd og heste skreg af smerte.
   "Laurent, Paul! Det er østrigere! Les soldats à la crème. Se derover på den anden side af lysningen. Artilleri!" Flere hvidklædte soldater myldrede frem mellem træerne derovre og sigtede på os. Kuglerne begyndte at fløjte om ørerne på os.
   "Og Jägere! Skarpskytter!"
   Laurent stirrede forskrækket på mig, mens han forsøgte at få styr på sin skræmte hest. Den dansede og sprang rundt i cirkler. Hans hoved virrede fra side til side. En musketkugle kappede med en skarp hvislende lyd den røde dusk af hans hjelm.
   "Hvor!? Hvor?!"
   Paul lå og rodede nede i mudderet. Hesten havde kastet ham af og han bandede rasende, mens han forsøgte at komme op igen. Jeg kunne ikke lade være med at grine ved synet af den kæmpestore mand, som væltede rundt i mudderet. Jeg rakte min hånd ned til ham. Hans indsmurte ansigt var hvidt af raseri under de store kager af våd jord.
   "Dræb de svin, Jacques! Dræb de forpulede svin. Hvor er min hest? Det satans feje krapyl! Hvor er min hest?!"
   Jeg anede ikke hvor hans hest var. Den var sikkert flygtet ind i skoven. Det smældede i træerne, hvor kuglerne ramte og afslørede det lyse træ under barken. Jeg lo højt. Mit hjerte bankede og adrenalinen rullede heftigt i mine årer.
   "Din hest er en kujon, Paul! Af vejen inden du bliver redet ned!" Skumlende af raseri sprang Paul over grøften på den anden side af vejen, mens han råbte og skreg forbandelser.
   "Hvad siger du, Laurent! Skal vi give de østrigere en dragt prygl?"
   Laurent havde fået kontrol over sin hest og nikkede beslutsomt.

Vores befalingsmænd råbte op og fik samlet os i et nogenlunde koordineret angreb. Hundredevis af carabiniers på tunge heste sprængte over grøften og gennem den sneklædte skov frem mod de østrigske stillinger. Jeg var i tredje eller fjerde gruppe. Uden frygt. Kun glæde. Jeg rejste mig i stigbøjlerne og skreg af begejstring og svingede min sabel. Mit udsyn var dækket af rytterne foran mig med deres kulørte uniformer og skinnende kyrasser. Men jeg hørte knaldet fra kanonerne og det kraftige susende vindpust, som flåede grene af træerne og piskede sneen op som om en gigantisk haglstorm slog ned. Skoven genlød af hårde metalliske smæld, da hundredevis af jernkugler i blommestørrelse slog igennem rytternes brystpanser. Carabiniers og deres heste faldt i bundter, som neg for en le. Flået fra hinanden med store huller i kroppen. Kardæsker! Østrigerne havde fyldt kanonerne med en ladning af tætpakkede kugler, som spredte en haglbyge af jern ind i de tætpakkede rytterformationer. Rytterne faldt eller spredtes ud til siderne i rædsel.
   Jeg red pludselig alene. Absalon sprang let henover de blodige bunker af skrigende ryttere og heste. I vild fart nærmede vi os de fire kanoner, som østrigerne febrilsk forsøgte at genlade. Jeg så artilleristerne træde til side og kanoneren løfte armen. Absalon galoperede gennem sneen og nåede et stykke med bar jord. Farten steg. Armen faldt. Det høje knald og det kraftige vindpust gik i ét. Så tæt på var jeg. Så tæt på at jeg var uden for skudvinklen og bygen af metalkugler fløj lige forbi mig. Jeg red ind mellem to kanoner, stoppede og drejede Absalon rundt. Han stejlede og sparkede en artillerist i ansigtet, som faldt brat sammen med blodet sprøjtende fra det ødelagte ansigt. En anden pegede på mig med en musket. Jeg styrtede frem mod ham og svingede sablen. Han skød og kuglen smældede mod min kyras. Jeg ænsede det ikke og nåede helt hen til ham. Rædselsslagen forsøgte han at stikke efter mig med bajonetten, men spidsen prellede af på metallet, der dækkede mit bryst. Jeg huggede nedad. En smal stribe blod skar sig tværs gennem hans ansigt og han tumlede om uden en lyd. Alle artilleristerne løb nu forvirrede rundt og forsøgte at undgå mig. Jeg red frem og tilbage og huggede efter dem, mens jeg hylede og skreg af glæde. Sådan husker jeg det i hvert fald. Nogle Jägers kom løbende til, men selv om de er skarpskytter, kunne de ikke komme til at ramme, fordi jeg red rundt inde mellem deres egne folk.
   Det gungrede i skoven. Mellem træerne tordnede hundredevis af hove. Et brøl fra mange struber rungede. Carabinierne angreb igen. Og nu var artilleristerne ikke klar. Kanonerne var ikke ladt. Østrigerne flygtede og blev hugget ned. Alle sammen.
   Napoleon vandt den dag. En knusende sejr over østrigerne og russerne. Ikke på grund af carabiniers. Slet ikke på grund af mig. Eller gjorde han?
   Jeg sukkede.
   "Er jeg udødelig?" Jeg lo for mig selv. "Det er jo helligbrøde at tænke sådan." Jeg faldt i søvn lige inden reveillen.

"Jacques? Jacques!"
   Jeg vågnede af min halvdøs, rettede mig op og så over mod Laurent.
   "Hvor er fjenden? Hvorfor vil de ikke slås?"
   Vi red midt i en kolonne, der som en gigantisk kulørt slange bevægede sig igennem det flade støvede landskab. Der var ingen mennesker at se nogen steder og alle landsbyer vi kom forbi var forladte og nogle gange brændt ned. Alt mad, afgrøder eller dyr var fjernet eller ødelagt. Fjenden blev ved med at trække sig tilbage uden at ville i kamp. Vi trængte længere og længere ind i Rusland. Vores forsyninger var ved at slippe op og folk var begyndt at blive syge. Vores hjælpetropper fra Kroatien, Italien og Sachsen havde sultet næsten det øjeblik vi marchede over Neman-floden i Østpolen.
   Paul kom ridende tilbage efter at have været sendt afsted med en besked til bataljonschefen. Han så som sædvanlig bister ud.
   "Quel Bordel! De skide russere gemmer sig og folk sulter. 600.000 mand og ikke en fjende at slås med. Merde!"
   Han drejede sin hest rundt, så han red side om side med André, Laurent og mig.
   "Le petit caporal må se at finde de russere. Ellers dør vi af kedsomhed eller sult. Jeg ved ikke hvad der er værst."
   Vi lo alle sarkastisk og red derefter i lang tid uden at side noget.
   Bag os marcherede et regiment blå og hvide grenaderer med høje bjørneskindshuer. Store mænd med brede moustacher og epaluetter på skuldrene, der gjorde dem endnu større at se på. De så trætte ud. Støv og skidt klæbede til deres svedige ansigter. Bag dem endnu flere blå og hvide uniformer. En kæmpesky af støv hang over kolonnen. Længere tilbage kunne man se 3 andre store støvskyer fra andre kolonner.
   Landskabet var fladt og ensformigt. Den brændende sol gjorde alt gult og tørt. I horisonten foran os kunne vi se røgsøjler, sikkert fra lader med korn, som russerne ikke ville have vi skulle få fingrene i. Vores lette kavaleri blev sendt afsted i alle retninger for at finde forsyninger, men de kom sjældent tilbage med noget.
   Ensformigheden blev brudt af grupper af buske og små skove. Ved siden af vejen lå en bygning, sikkert en kro. Fourageringsenhederne havde allerede endevendt alt. Ingenting.
   "Aah, hvad jeg ikke vil give for en slurk vin lige nu!" Pauls øjne lyste op ved tanken, men blev matte igen ved tanken om de lange udsigter til dén veder-kvægelse.
   "Ååh" han lyste helt op igen. "Jeg havde helt glemt. Laurent og jeg har nogle breve, du skal bringe sikkert hjem. Vi har hørt, du påtager dig den slags kuréropgaver?" Han brølede af latter. André og Laurent smilede.
   "Meget morsomt, Paul. Meget morsomt. Og tak André."
   Efter André havde givet mig sit brev og åbenbart fortalt andre om det, var 12 andre nye og nervøse kavalerister kommet med breve til mødre og kærester. Min saddeltaske bugnede efterhånden.
   "Jo, jo. Værsgo'" Paul rakte ind i sin jakke og fandt et brev og strakte sig henover Andrés hest. Med et smil og glimt i øjet rakte Laurent mig også et. Jeg tog dem. Smilede lidt og nikkede. Og stoppede så brevene ned i tasken,
   "Jeg lover jer, venner. De breve skal nok komme sikkert frem med Jacques' kurértjeneste." Vi lo højt, så rytterne foran os vendte sig rundt med spørgende smil.

Jeg hørte en lille lyd. Som et klik. Jeg så i retning af lyden. Laurents øjne var helt tomme og ansigtet udtryksløst. Munden åbnede i et overdrevet gab, da han tabte hagen mod brystet. Han begyndte langsomt at glide ned af hesten. Jeg kastede mig frem og greb fat i hans arm. Min underbevidsthed registrerede den fjerne lyd af et musketskud.
   "Laurent!"
   Vægten trak mig ud af sadlen og over mod hans hest, som prustede og dansede nervøst.
   "Laurent!"
   En tyk flod af blod løb ned af Laurents kind fra et rundt hul lige under hjelmkanten. Jeg måtte slippe ham og han faldt som en sæk kartofler ned på den anden side af hesten.
   "Jacques, hvad sker der?" André så forskrækket ned på Laurent, som lå krøllet sammen på den støvede vej. Paul sad helt forstenet og stirrede ned på liget af sin bedste ven. Andre ryttere råbte op og pegede ind mod en lille gruppe træer, som stod nogle hundrede meter fra vejen. Jorden under os blev pisket op og en hest stejlede og smed sin rytter af. To metalliske smæld lød lige efter hinanden, da et par ryttere blev ramt. Indefra skoven lød en serie skud.
   Rasende trak jeg min sabel og sporede Absalon mod snigskytterne.
   "Jacques! Jacques!!"