"Far!"
   Kernten så op og missede med øjnene i det skarpe solskin. Ind mellem de lave, lerklinede hytter, så han to børn nærme sig i løb. Støvet stod om deres fødder. Efterårets regn var ikke begyndt endnu og jorden var meget tør. Han smilede ved synet af sin 7 årige datter.
   "Far! Far!"
   Han rejste sig fra arbejdet med pilene og børstede støv og flintestenssplinter af bukserne. Børnene nåede hen til ham. Han kunne ikke lade være at le af de glade og spændte ansigter, som var ved at revne af iver.
   "Hvad sker der, min pige? Sikke en fart I har på."
   Den fregnede lyshårede pige så op på sin far mellem perlerne i pandehåret.
   "Far! Der kommer nogen. Der kommer nogle mænd ad stien fra floden."
   Det andet barn nikkede ivrigt.
   "Ja, de var mange og de har buer med."
   Kernten rynkede brynene. Det kunne være både godt og skidt. Men så skyndte han sig at smile.
   "Nej, hvor er det spændende. Måske vil de handle? Løb hen og fortæl det til mor, så henter jeg de andre, så vi kan gå dem i møde."
   Den spændte pige nikkede ivrigt og smuttede uden om ham og løb afsted efter sin mor, som var ude og samle rødder på den anden side af den lille samling hytter.
   Kernten greb sin flintøkse og så sig om efter de andre mænd. Losar kom i det samme ud af sin hytte og Kernten vinkede ham til sig. Den store mand smilede og luntede nærmere.
   "Der kommer nogen, Losar."
   "Ja, det kunne jeg ikke undgå at høre. Vi må hellere gå dem i møde."
   "Hvor er de andre?"
   "Bardt kommer der. De andre er ikke kommet tilbage fra jagten på bjerget." Losar pegede på en yngre mand, som trådte ind mellem husene med et nysgerrigt udtryk i ansigtet. I bæltet hang en hare.
   Kernten smilede til den unge mand.
   "Du har haft held med slyngen igen, ser jeg?"
   Bardt nikkede alvorligt. "Hørte jeg, at der er nogen på vej fra floden?"
   "Ja, og hvis der ikke er andre end os tre, må vi hellere gå dem i møde sammen."
   De tre mænd forlod hytterne og gik ad stien gennem birkeskoven, som skrånede ned mod floden. Snart kunne de se en gruppe på 13-14 mænd komme imod sig.
   Mændene fik øje på Kernten og stoppede op. En spinkel ældre mand med tatoveret ansigt og viltert gråt hår masede sig forbi de andre på stien og gik nærmere alene. Han holdt armen op og knyttede hånden i fredstegnet. Kernten gjorde det samme og mærkede anspændelsen sive væk.
   "Velkommen til vores Dal. Mit navn er Kernten og er stammeøverste. Hvor kommer I fra? I ligner Allovrogi."
   Den tatoverede mand smilede og afslørede en mund med få tænder.
   "Det er vi. Tak for din velkomst. Mit navn er Kasan. Vi er på handelsrejse og har besøgt alle stammerne mellem Allovrogi-dalen og her. Vi har gjort gode forretninger undervejs og har meget at handle med." Han pegede bagud på sine rejsefæller, som alle bar fyldte sække på deres rygge og ved deres bælter.
   Kernten glædede sig. Det var sjældent, at der kom besøg og han var glad for en god handel, når lejligheden endelig bød sig.
   "Først må I af med de tunge sække og væde ganen med et bæger birkevin."
   De rejsendes trætte og støvede ansigter opløstes i forventningsfuld glæde.
   "Og hvis ellers vores jægere har haft heldet med sig, vil jeg gerne byde jer på en lækker steg af bjergantilope."
   Den ældre mand slikkede sig om munden.
   "Vi har været farten hele dagen og har kun spist klidkager og bær, så det siger vi bestemt ikke nej til." Hele flokken lo og snakkede ivrigt sammen, mens de fulgte efter Kernten op ad stien.
   Pigen løb dem i møde.
   "Faaar, du skulle have ventet på mig!"
   Kernten purrede op i hendes hår, så perlerne raslede.
   "Vi skulle lige se hvem det var. Man kan aldrig være for forsigtig."
   "De ser da meget rare ud. Men hvorfor er de malede?"
   Kernten så tilbage på gæsterne, som gik i en lang række efter ham.
   "Sådan gør Allovrogi. Det er deres skik. Hvor er mor?"
   "Hun gik straks i gang med at forberede mad og drikke. Du ved, hvordan hun er."
   Kernten fik en varm følelse inden i. Jo, det vidste han godt.
   "Hvorfor har ham dér en forbinding om hånden, far?" Pigen så på en af mændene som prustende gik bag ved dem.
   Det gav et sæt i Kasan, som gik lige bag dem. Han så frem og tilbage mellem manden med forbindingen og Kernten.
   "Er han såret? Min mage er helbreder og kan se nærmere på den hånd?" sagde Kernten.
   Kasan rystede ivrigt på hovedet.
   "Nej, nej. Han skar sig bare, da han lavede flintskrabere for nogle dage siden."
   "Det kan da være alvorligt. Skal hun ikke lige se på det?"
   Manden med forbindingen trak på skulderen og grinede dumt.
   "Det behøver hun slet ikke. Jeg var bare klodset. Det er fint og gør næsten ikke ondt mere."
   Kernten så nærmere på manden. Ikke så høj og lidt spinkel. Han havde et stort brunt fuldskæg spættet med gråt og nogle sorte streger tatoveret på kinden. Spændt over ryggen havde han en bue og i bæltet et våben Kernten aldrig havde set før. Det var en økse, det var tydeligt nok, men ikke en type han havde set før. Skaftet var normalt, men bladet skinnede rødgyldent og lignede ikke sten. Var det kobber? Han havde hørt om den slags og set nogle små kobberting før, men aldrig noget så smukt og glat som den her.
   "Kan du lide hans økse?"
   Kasan grinede forventningsfuldt.
   Kernten sank og forsøgte ikke at lyde for ivrig.
   "Ja, den er pæn. Men kan den noget?"
   "Vent du bare og se."
   Kernten kunne ikke lade være at se på øksen igen, men hans blik blev fanget af noget andet på mandens skindklæder.
   "Har du blødt så meget fra dit sår? Er det ikke blod, de mørke pletter du har på tøjet? Kernten så forundret på manden, hvis skindbukser vitterligt var helt fyldt med mørke plamager.
   Manden så ned af sig selv og kiggede så forvirret op, først på Kernten og så bønfaldende på Kasan.
   "Vi slagtede et dyr undervejs. Som sagt er han klodset og blev helt smurt ind i blodet. Nå, hvor er den birkevin, du har lovet os."

Den duftende røg hvirvlede op fra bålet, hvor en stor steg sydede og dryppede ned i de varme gløder. Jægerne havde været heldige og Kernten kunne nu byde gæsterne på et ordenligt måltid. Men først skulle der handles og de så alle forventningsfulde til, mens gæsterne åbnede deres sække og lagde varer ud på stykker af skind, så alle rigtigt kunne se dem.
   Der var perler og skaller. Pilespidser, økser og andre våben af sten, små figurer af ben, skåle udskåret i træ, poser med urter og en masse andet. De andre fra Dalen lavede småhandler og byttede sig til nogle få ting. Mere blev det ikke rigtigt til og gæsterne så efterhånden lidt skuffede ud. Kernten havde ikke øje for noget af det. Kun kobberøkserne.
   Kasan kom hen til Kernten med et vrantent udtryk i ansigtet.
   "Det er ikke meget, vi kan handle med jer? Er I fattige her i Dalen? Har I ikke noget at handle med?"
   Kernten ignorerede fornærmelsen. "Kun hvis handlen er god og varen interessant."
   Kasan så endnu mere sur ud.
   "Økserne? Dem vil jeg gerne tale om." sagde Kernten lavmælt.
   "Hmm. Ja, det kan jeg tænke mig. Men har du råd? Hvad har du?"
   Kernten var rasende over Kasans hentydninger til Dalens manglende rigdom. Og her havde han lige indbudt til et overdådigt måltid!? Han gik ind i sin hytte og hentede en træskål, som var dækket af et stykke skind. Nu skulle Kasan se, hvad denne Dal formåede.
   Kernten satte sig overfor Kasan med skålen mellem benene.
   "Hvad har du der?" Kasan lænede sig interesseret frem og gispede, da Kersten fjernede klædet. Hurtigt anlagde Kasan en ligegyldig mine, men det grådige blik i øjnene var ikke til at tage fejl af.
   Kersten tog ravstykkerne op én efter én og holdt dem frem i lyset. De var alle slebet og formet som dyr. Urokser, fugle, ulve og geder. Mange stykker rav. De var samlet gennem lang tid af ham selv og forfædrene. Rejsende nordfra kom over bjergpasset og havde ofte rav med som handelsvare. Han holdt hver figur længe op foran Kasans øjne og lagde dem så ned i skålen igen.
   Kasan nikkede. Det grådige blik var ikke forsvundet.
   "Det er gode ting. Vi kan godt handle."
   Kernten var formildet.
   "Godt. Jeg er interesseret i jeres øksehoveder."
   Kasan greb ned i sin skindsæk, tog et øksehoved frem og lagde det foran Kernten, som tog øksen op og lod fingrene glide henover det glatte metal. Det så blødt ud, men var meget hårdt. Forunderligt. Han kunne ikke tilbageholde et suk.
   "Den er smuk, ikke sandt?" Kasan grinede.
   Kernten nikkede. "Hvad vil du ha'?"
   "Alt dit rav."
   "HVAD!?"
   "Alle dine ravfigurer for et øksehoved." Kasan stirrede udfordrende på Kernten.
   "Du må have spist bulmeurt! Hvorfor fornærmer du mig med sådan et forslag!"
   Kernten smed vredt øksehovedet tilbage i skødet på Kasan og lukkede skålen med skindstykket.
   "I må blive og spise, men derefter skal I forlade Dalen!" Han rejste sig og så ned på Kasan, som rasende stirrede tilbage. Kernten vendte ryggen til og gik tilbage i hytten.

Da han kom ud kort efter stod Losar og så forvirret ud. Alle de andre fra Dalen stod rundt om bålet og snakkede ophidset med hinanden. Losar slog ud med armene.
   "Hvad skete der? De er alle sammen gået. Ham Kasan vrissede hurtigt en masse jeg ikke kunne forstå og så samlede de deres ting i en fart og gik."
   Kernten så bistert over mod stien, hvor han nåede at se ryggen på de sidste Allovrogi inden de forsvandt ind i skoven. Han sukkede.
   "Lad os spise. Nu er der mere end rigeligt mad."
   "Hvad skete der, Kernten?"
   "Han blev grådig. Alt for grådig. Lad os nu spise."

Solen sank ned under bjergkammen i vest og de lange skygger gik i ét med mørket, som lukkede sig om den lille dal. Kernten og Bardt sad ved siden af hinanden og stirrede ind i de hendøende gløder. Der havde været en mærkelig utryg stemning ved måltidet og mændene havde besluttet at holde vagt på skift natten igennem.
   Bardt skiftede stilling og pirkede til gløderne med en pind.
   "Ville han virkelig have alt vores rav?"
   Kernten lo lidt og nikkede.
   "Ja. Jeg har aldrig mødt nogen så grådig. Og det mest mærkelige var, at han helt tydeligt forventede, at jeg ville gå med til handlen. Da jeg sagde nej, så han hadefuldt på mig. Som om han aldrig havde fået et nej før."
   "Hmm. Mærkeligt. Sover de andre?"
   "Det tror jeg........hov, hørte du det?"
   Kernten stirrede ud i mørket. Han lyttede.
   "Hvad var det?" Bardt hviskede, mens han langsomt fandt sin slynge frem og placerede en rund sten i den.
   "Jeg ved det ikke. En gren der knækkede eller sådan noget. Jeg er ikke sikker." Kernten rejste sig langsomt og skyggede for øjnene, så hans syn ikke blev hæmmet af lyset fra bålet. Var der ikke en skygge der? Eller to? Der i udkanten af hytterne? Han rakte ned efter sin bue og lagde en pil på.
   "Bardt, lad os gå væk fra bålet." hviskede han. De gik begge baglæns ind i skyggen ved det nærmeste hus og stod længe og stirrede ind i mørket.
   En lyd. En knasende lyd.
   Ind i den gyldne cirkel fra glødernes svage lys trådte to Allovrogi med økser i hænderne. De så sig forsigtigt omkring og virkede ubeslutsomme. Fra mørket bag de to mænd hørte de en stemme vrisse.
   "Find dem. De var der før. I andre, kom. Gå efter de andre huse."
   Kernten og Bardt så kort på hinanden i mørket og nikkede. Den stille nat genlød af en susende lyd, som gik over i en vred brummen, da stenen fra Bardts slynge hvirvlede gennem luften og med et smæld ramte den ene Allovrogi midt i panden. Han faldt sammen som en våd klud og nåede lige at ramme jorden før en dirrende pil sad i brystet på den anden mand. Han blev stående og skreg af smerte, mens han uden held prøvede at få pilen ud.
   Ud af mørket væltede de andre Allovrogi frem og gik løs på hytterne. Fire af dem med Kasan i spidsen styrtede frem mod Kerntens hytte.
   "Bardt! Skyd dem ned." Fra sin plads i mørket sendte Bardt den ene velrettede sten afsted efter den anden.
   Kernten brølede og kastede sig frem mod Kasan, som frygtsomt skubbede en af de andre frem, mens han selv gik baglæns. En Allovrogi huggede mod Kerntens hoved. Han blokerede slaget med skaftet på sin økse og førte det ud til siden, så manden fik overbalance og Kernten kunne hugge øksen tilbage i hans pande. Med et knæk braste skallen og blod og hjernemasse sjaskede ud, mens den sitrende krop faldt til jorden. Kernten brølede og gik fremad mod de andre, som så rystede ud og langsomt trak sig baglæns.

Hytterne genlød af skrig fra kvinder og børn og brøl fra de kæmpende mænd. De var i undertal. Losar kæmpede sig ud af sin hytte og slog en mand i jorden.
   "Losar! Få dem væk. Alle ud i skoven. Nu!"
   Losar nikkede og begyndte at råbe og genne de skrækslagne børn og kvinder ud i mørket, mens han samtidigt forsøgte at holde angriberne væk.
   Kernten løb tilbage til sin hytte. En Allovrogi forfulgte ham, så Kernten fintede et skridt til siden, drejede rundt om sig selv og begravede sin økse i nakken på ham. Manden faldt brat om og tabte sin gyldne kobberøkse. Kernten tog den i stedet for sin egen økse og løb ind i hytten.
   Hans mage og datter sad på deres sengelejer og så rædselsslagne på Kernten, da han styrtede over til den modsatte væg og begyndte at hugge et hul.
   "Ud! Ud med jer. Løb ud i skoven og gem jer. Kom først frem når jeg henter jer."
   De smuttede hurtigt ud gennem hullet og han så dem forsvinde i mørket blandt grene og buske. Han åndede lettet op. Nu var der kun raseri tilbage.
   Han tog sin bue over ryggen og fandt skålen med rav frem. Med skålen under armen gik han udenfor.
   "Kasan! Kasan!"
   Den gamle Allovrogi-leder stod og råbte ordrer til sine mænd. Da han så Kernten stirrede han ondt.
   Kernten holdt skålen op og grådigheden lyste i Kasans øjne.
   "Kasan! Det er den her, du vil have. Vi har intet andet, du vil have."
   "Giv mig den! Giv mig den nu!" snerrede Kasan og begyndte at gå fremad.
   "Så tag den fra mig." Kernten drejede rundt og løb. Ud i mørket.
   "Efter ham! Efter ham! Få fat i skålen." Kersten hørte Kasans ophidsede skrig mens han lod sig opsluge af skoven. Han løb mellem træerne og kunne mærke grene svirpe sig i ansigtet. Men han var ligeglad, for han kunne høre dem følge efter sig. Ligesom han havde håbet.
   Langsomt bevægede han sig op af bjerget med Allovrogi i hælene. Det lød som om, de alle sammen var fulgt efter ham og han kunne hele tiden høre Kasans hæse og vrede råb. Han sørgede for at stoppe op en gang imellem og huje af dem for at holde dem på sporet. De kunne ikke se ham og han kunne heller ikke se dem. Det var alt for mørkt, men Kernten var vokset op på bjergenes skråninger og skove. Ham kendte dem ud og ind. Langsomt kravlede de højere og højere op mens mørket efterhånden fortrak for at give plads til den gryende sol.
   Han havde fundet stien, som førte op til bjergpasset og da han nu bedre kunne se gik det hurtigt fremad. Der blev længere mellem træerne og nu så han også tydeligt den spredte gruppe Allovrogi, som stadig forfulgte ham. De var ikke så mange tilbage. Nogle af dem havde åbenbart givet op i løbet af natten. Dem, der var tilbage blev ansporet af, at de nu kunne se ham stå med skålen løftet over hovedet længere op af bjerget . Et par stykker af dem forsøgte at skyde pile efter ham, men de borede sig harmløst ned i den stenede skovbund.
   "Hvis I vil have mit rav, må I selv tage det fra mig!" Kernten satte skålen for sine fødder og svingede sin nyerhvervede kobberøkse over hovedet.
   Kasan brølede rasende noget uforståeligt tilbage.
   Et efter et forsvandt de små træer og nu begyndte forfølgerne at hale ind på Kernten. De kunne hele tiden se ham og stien var tydelig og nemt at følge. De løb med pile lagt på buerne, men måtte snart sætte farten ned, da bjerget tårnede sig op og stien blev stejl og snoede sig rundt om store sten og klippehjørner.
   Det var koldt nu. Hist og her lå der sne og Kernten ånde dampede. Han så sig over skulderen. De var tæt på nu. Han var nødt til at finde på noget og lod blikket vandre opad. Lidt længere oppe drejede stien skarpt til venstre rundt om en meget stor klippe og fortsatte op til en snedækket bjergkam. Dér.
   De sidste fem Allovrogi løb forpustet opad. De var gennemblødte af sved og meget trætte efter at have løbet hele natten.
   "Hvor er han? Han forsvandt?"
   Kasan skyggede for øjnene. Solen var skarp heroppe.
   "Nej, han er bare løbet rundt om den klippe der. Vi har ham snart. Hav buerne klar."
   De nåede stedet, hvor stien drejede.
   "Forsigtig."
   De kiggede frem bag klippen.
   "Se!" Manden med forbindingen råbte højt. "Se, han har givet op."
   Kasan smilede ondt. Ja, minsandten.
   "Se, der. Han har efterladt skålen og løbet sin vej. Den kujon. Så blev han alligevel bange for Allovrogi." Manden med forbindingen begyndte at løbe op mod bjergkammen. De andre fulgte langsomt efter, mens de lykønskede hinanden.
   "Den er tom!"
   "Hvad!"
   "Skålen er tom!"
   De hørte en fjedrende lyd og et hårdt dunk.
   "Ah!" Manden med forbindingen faldt på knæ. Ud af hans ryg stak en pil. Han faldt om.
   De andre vendte sig rundt. Oppe på klippen bag dem stod Kernten. Han skød igen og ramte Kasan i skulderen, som snurrede rundt om sig selv og faldt til jorden med et vræl. Øjeblikket efter havde Kernten endnu en pil klar.
   "Tag jeres elendige, grådige leder og forsvind herfra. Forsvind fra vores Dal. Nu! Og tag ham der med." Kernten nikkede over ham mod manden med forbindingen, som lå og skreg af smerte.
   De sidste Allovrogi hankede op i den klynkende Kasan og trak sig tilbage af stien mens de skreg forbandelser af Kernten. Ingen af dem hentede manden med forbindingen. Det begyndte at sne. Der blev stille.
   Kernten nærmede sig den sårede mand. En smule blod dryppede ned og farvede sneen rød. Manden trak vejret tungt og peb af smerte. I forsøget på at komme op og stå var han væltet om på ryggen og pilen var gået endnu længere ind. Tårer løb ned af hans ansigt.
   "Hjælp mig. Det gør ondt."
   Kernten gik helt hen til ham og så ned på ham uden medlidenhed.
   "Du må ikke efterlade mig her. Vil du ikke nok være sød?"
   Kernten tog fat i hans skulder og trak.
   "Åh, tak!"
   Kernten væltede ham om på maven.
   "Hvad? Hvad laver du. Hjælp mig op?!"
   "Jeg skal have min pil." Kernten trak hårdt i pileskaftet, så den sårede mand blev løftet op, brølende af smerte indtil skaftet knækkede af og han faldt ned i sneen igen.
   Manden klynkede og græd med ansigtet begravet i sneen.
   "Du må ikke efterlade mig her. Vil du ikke nok lade være? Hjælp mig."
   Kernten samlede skålen op og hældte alle ravdyrene han havde gemt i sin skindkofte tilbage i den. Han så op mod de grå skyer. Snevejret var taget til.
   "Hjælp mig."
   Kernten tørrede sig under næsen og så ned på den klynkende mand.
   "Tag det roligt. De kommer nok snart og finder dig." Kernten gik.