1
   De står ved togstationen, hvor der kun er to spor og en billet-automat. Det er august. Der er tørt solskin og pollen i luften. Mads nyser, og hele hans krop krummer sig sammen et øjeblik. Hans mor rører ham på skulderen, og han tager et skridt væk. "Skal du ha' en kleenex?" spørger moren og fisker i lommerne.
   "Nej."
   "Sådan nogle sommer-forkølelser; de er den værste slags," siger Mads' far.
   "Jeg er ikke forkølet," siger Mads.
   Rundt omkring dem snakker folk på forskellige grader af sønderjysk. Mads og hans forældre taler accentfrit. Biler trækker ind på parkeringspladsen.
   "Du skal skifte i Tinglev, ikke?" spørger faren.
   "Ja," siger Mads.
   "Det er irriterende med det her sporarbejde," siger faren.
   Mads kigger ned på sine slidte sko. Han er ikke blevet klippet i lang tid, og hans sorte hår falder lidt ned i øjnene og prikker.
   Togbussen kommer. Folk stimler sammen om bagenden, hvor chaufføren forklarer dem, at de skal efterlade deres bagage, og så læsser han det ind. "Ja, god fornøjelse," siger en gammel dame klukkende.
   "Jamen så må du ha' det godt derovre," siger Mads' far til ham og stikker en hånd frem. De trykker hænder som afsked; det gør de altid. Rundt omkring dem krammer folk hinanden. En ung kvinde klapper og rusker kærligt i en golden retriever.
   "Ved du hvornår du kommer hjem igen?" spørger Mads' mor.
   "Nej, det ... Nej, jeg ved ikke hvornår jeg tager herned igen."
   "Nå, men du kommer bare når du vil."
   "Ja. Vi ses."
   "Vi ses, du," siger Mads' far. "Go' tur."
   Mads sætter sig bagerst i bussen, ved siden af to tykke teenage-piger, der begge er ved at skrive SMS'er. Gennem vinduet kan han se sine forældre sætte sig ind i bilen og køre væk. De fleste andre bliver stående. De fremmede mennesker smiler og vinker, da bussen endelig kører. Mads finder sin MP3-afspiller frem fra lommen. Han fumler med øretelefonernes sammenviklede ledning.

I toget sidder han skråt overfor en gammel dame og ved siden af en teenage-dreng, der ser en actionfilm på sin bærbare computer. Turen er tre timer lang.
   På et tidspunkt falder Mads i søvn. Han vågner med skarpt flimrende sollys i øjnene. Hans højre tinding har været trykket mod vinduet. Han sætter sig op og strækker sig. Drengen til venstre er væk; den gamle dame er faldet i søvn. De kører over Storebælt. Så har madvognen nok været forbi. Mads er sulten. Han blinker kraftigt; hans øjne er blevet vandede.

Mads stiger af toget på Nørreport og tager metroen. Klokken er 4 på en lørdag, og der er fyldt med mennesker, der virker glade eller overtrætte. Der er Pride-parade inde i byen. Mads sidder med sin store rygsæk i skødet og lader øjnene glide i, mens toget ryster og hvisler. En ung pige overfor ham holder løst om et regnbue-flag. Hun ser mærkeligt træt og trist ud. Hun stiger af på Christianshavn.
   Mads stiger af på Islands Brygge og går hen til sit kollegium. Han er træt og tung i kroppen og går med bøjet hoved. Solen skinner stadig brændende.
   Han låser sig ind og tager elevatoren op til 9. sal. Hans værelse er kvadratisk og på 10m2. Gulvet er glat laminat. Der er støvet, men velordnet. Mads smider tasken på sin lænestol. Han lægger sig på sengen med skinnebenene hængende udover. Han stirrer på loftet.

Mads' mobiltelefon ringer. Han spjætter i chok og tager den. "Hej Louise. Nå ... Nej, jeg ved ikke om jeg tager derud." Han sidder på sin kontorstol med benene trukket op til sig. Han stirrer ud af det store vindue med udsigt over Amagers lejlighedsbygninger. Himlen er ved at blive blå og lyserød.
   "Nej, jeg er bare træt." Han piller ved sin sok og krøller den sammen mellem tæerne. "Nej ... Nej, det er ikke det. Jeg ved ikke. Jeg skal nok komme. Jeg er bare ikke sådan helt vildt ... Ja. Okay. Jamen, jeg er der om ... en halv time eller sådan noget. Bliver I siddende dernede? Okay. Jeg har bare lyst til at sidde ned dernede og slappe af og ... kigge på mærkelige mennesker." Han griner lidt. "Ja. Ja. Jamen vi ses så. Hej hej."

Mads går ned ad Nørre Voldgade. Han glider udenom flokke af unge, grinende mennesker, et ældre par, en løbende, velklædt kvinde, der taler grinende i telefon. Luften er lun og fugtig. Vinden får Mads' jakke og løse t-shirt til at bølge imod ham. Himlen skinner gult og lyserødt henover Ørstedsparken. Der er larm, stemmer og pumpende beats indefra Rådhuspladsen, hvor der bliver holdt afslutningsshow.
   Mads drejer om hjørnet og går hurtigt videre. Fortovet er tætpakket, og han må flere gange smutte udenom folk ved at gå ud på cykelstien. Da han går over fodgængerfeltet ved Strøget til Rådhuspladsen, tager han sin telefon frem og ringer til Louise.
   "Hej. Hvor er I?"
   Der er folk overalt. Bilerne må sagtne farten og dytte ved fodgængerfeltet, fordi folk konstant løber eller går over for rødt. På pladsen klumper menneskemængden sig mest sammen omkring tribunen overfor rådhuset, hvor showet foregår. Lige nu spiller en DJ et remix af en gammel disco-sang.
   "Lige foran trinene op til rådhuset?" siger Mads ind i telefonen, mens han kigger rundt. Forskellige personer og indtryk fylder hans synsfelt. Der er en sort mand med masser af piercinger; han snakker med en overdådig drag queen. To kønne, lyshårede piger står og kysser.
   "Altså lige foran trinene ...? Ikke lige foran trinene? Jamen hvor er I så - nå, ah." Mads får øje på Louise, der sidder på jorden i en rundkreds med nogle andre. Hun vinker energisk og grinende til ham. Han stikker telefonen i lommen, går hen og sætter sig hos dem.
   "Det er Mads, som jeg gik i gymnasiet med," siger Louise. Hun er bleg, med farvet rødt hår, en ring i næsen og et stort, hesteagtigt smil.
   "Hej," siger Mads og trykker hænder med de andre tre. Der er en fyr, buttet og lidt skeløjet - "Jon" - en korthåret pige med nørdbriller - "Sofie" - og en smuk, indisk udseende pige - "Edita."
   "Mads ville ikke ha' kommet i aften, hvis jeg ikke havde ringet til ham," siger Louise.
   "Nå, tja," siger Mads med et vagt smil. "Det ville jeg da nok. Jeg var bare lidt træt lige på det tidspunkt."
   "Du er ellers ikke gået glip af det helt store," siger Sofie smilende. "Det er pissedårlig musik."
   "Men paraden og alt det der; var det godt?" spørger Mads.
   Alle nikker og siger ja. "Det var super," siger Edita. "Paraden var totalt fed."
   "Ja, jeg kunne desværre ikke komme. Jeg sad i et tog på det tidspunkt," siger Mads. "Jeg har faktisk aldrig været med før."
   "Har du aldrig været med til Pride'en før?" spørger Jon og gør store øjne.
   "Nej," siger Mads med et lille smil. "Ja, jeg ved ikke; næste år; så skal jeg nok være med. Jeg har bare kun boet i København i to år."
   "Okay," siger Sofie. "Hvor er du fra?"
   "Sønderborg. Jeg flyttede bare herover, da jeg skulle begynde på studiet."
   "Ja," siger Sofie nikkende.
   De er alle stille et øjeblik. I midten af rundkredsen ligger der nogle tasker, jakker og øller. "Man må vel ikke tage én af dem der?"
   "Nej, det må du ikke; det skal du," siger Sofie med et bredt smil.
   "Tak." Mads tager en dåse Tuborg og drikker flere slurke af den.
   "Ja, vi andre har været i gang i lang tid," siger Louise. Så: "Åh, hvor er det godt du ku' komme, Mads!" Hun giver ham et kram.
   "Jamen det var da så lidt," siger Mads i et forbløffet tonefald. Ud af øjenkrogen ser han Sofie og Jon kysse. Han gik ellers ud fra, at Sofie var lesbisk, og Jon var bøsse.
   På scenen annoncerer værterne stolt, at nu kommer Medina. Edita springer op med et begejstret skrig, og Sofie og Jon kommer også på benene. "Mads, vi skal ud og danse nu," siger Louise og trækker i ham. Han bliver siddende. "Nej - nej, Louise, jeg er ikke fuld nok! Jeg bliver her."
   "Okay, så holder du øje med vores ting."
   "Jaja."
   Mads bliver siddende i skrædderstilling. Han kigger efter Louise og hendes venner, mens de løber over mod scenen. De forsvinder ind i mængden af dansende mennesker. Mads kigger rundt på tilfældige folk, der går forbi. Der er to kønne teenage-drenge med masser af voks i håret. Der er en mand i 30'erne med afbleget hår, selvbrunet hud og en åbentstående sort skjorte. Mads rynker lidt på næsen.

Senere på aftenen har de alle drukket mere. Mads føler sig behageligt fuld og træt, varm i kroppen, løs og ligeglad. Louise og vennerne har trukket ham med ind i menneskemængden ved scenen, og de danser og bliver skubbet til og smiler ordløst til hinanden.
   De er løbet tør for øller. Mads maser sig hen til en af boderne og op til baren. En rynket, smilende kvinde med stor lyserød paryk bøjer sig ned mod ham. "En øl!" råber Mads og finder en 50'er frem fra pungen.
   Han kigger rundt, mens kvinden hælder øllen op. En grim, skaldet mand møder hans blik, og Mads kigger instinktivt ned. Nogen siger: "Hej!" ud for hans øre, mens kvinden rækker ham øllen. Mads tager imod papkruset og vender sig så om, mens han tager en slurk af øllen. En pæn fyr står og smiler til ham. "Hej?" siger Mads. "Kender vi hinanden et eller andet sted fra?"
   "Nej," siger fyren. "Det var bare sådan ... hej."
   "Okay." Mads rynker på panden, kigger ned og drikker mere af sin øl. Han indser, at han står og blokerer for baren. Han træder til side. Fyren bliver stående, som om de bare er nået til en pause i en ellers livlig samtale. Han er lidt højere og ser lidt ældre ud. Han har dybe, mørke øjne og et tyndt, mørkebrunt fuldskæg.
   "Jamen det skal der også være plads til," siger Mads. "Det med at sige hej. Folk er virkelig uhøflige i København, synes jeg."
   "Hvad?" råber fyren. Musikken er høj, og Mads snakkede lavt.
   Mads ryster på hovedet. "Ikke noget. Nå men jeg skal tilbage til mine venner. Hyggeligt at møde dig!" Han løfter armen i et mærkeligt lille vink og forsvinder ind i menneskemængden. Øllet skvulper ud over kruset, mens han skynder sig tilbage til Louise og de andre. Showet slutter snart af med fyrværkeri.

Senere er de på bar. Der er tilrøget og varmt. Lyset er i bløde neon-nuancer af blåt og rødt. Louise og de andre snakker om EU, så om SU, så om, hvor man kan finde godt genbrugstøj. Mads anstrenger sig ikke for at deltage. Han kigger med et let smil ud mod dansegulvet. Folk gnubber sig mere eller mindre ivrigt op ad hinanden, mens andre prøver at holde en venskabelig afstand.
   "Jeg ska' ha' en øl," siger Mads lavt og rejser sig.
   Der er helt fyldt op med folk ved den L-formede bar. Mads står ved hjørnet og venter på at kunne mase sig ind. En fyr går forbi ham, vender sig halvt om og prikker ham på skulderen. Mads laver en lille afvigende bevægelse og vender sig om. Det er fyren fra Rådhuspladsen, med skægget og smilet.
   "Hej!" siger Mads og rynker på panden.
   "Hej! Har du det godt?"
   "Om jeg har det godt? Ja," siger Mads og ser stadig forvirret ud. "Ja, jeg har det fint!"
   "Okay! Jeg hedder Johan."
   "Hvad?"
   "Jeg hedder Johan!"
   "Johan?" De er nødt til at bøje sig ind mod hinanden, næsten med hovederne side om side, for at kunne høre noget.
   "Ja."
   "Hej Johan." De trykker hænder. Johan peger i retning af en hjørnebås, hvor der sidder tre grinende fyre. "Jeg sidder derovre."
   "Okay!" Mads nikker ivrigt.
   "Du må godt sætte dig over hos os, hvis du vil."
   "Nå, jamen mine venner sidder derovre!" siger Mads og peger over mod bordet i det modsatte hjørne.
   "Okay." Johan smiler, så der kommer små rynker ved hans øjne. "Er du fuld?"
   "Ja. Jeg er temmelig fuld." Mads smiler på en skæv, nærmest undskyldende måde. Så fortsætter han, som om det havde noget at gøre med det foregående: "Jeg læser engelsk."
   "Okay. Det er ude på KUA, er det ikke?"
   "Ja."
   "Jeg læser fransk."
   "Du læser fransk?"
   "Ja."
   "Okay." Mads løfter to knyttede næver og laver en mærkelig, løs gestus med dem. "Englænderne og franskmændene; det er jo ærkefjenderne!"
   Johan griner, så hans øjne bliver til små, varme sprækker. "Det er det jo."
   "Nå men jeg skal lige købe en øl." Mads klemmer sig ind ved baren. Han bliver betjent overraskende hurtigt af en bartender, der ser overtræt og svedig, men munter ud. Mads betaler på Dankort, tager øllen og vender sig om. Johan står der stadig, med hænderne i lommerne, og venter på ham.
   "Nå, jeg troede du var gået!" siger Mads med et smil.
   Johan ryster på hovedet og trækker på skuldrene. Musikken er gået over i øredøvende Lady Gaga. Begge mænd er stille et øjeblik. Mads drikker af sin øl. "Nå men jeg skal over til mine venner," siger han. "Jeg tror også, at de vil videre til et andet sted."
   "Nå," siger Johan bare.
   Mads vender sig om et sekund; så snubler han nærmest tilbage. "Du ka' få mit nummer hvis du vil. Så kan du snakke med mig engang når jeg er ædru, hvis du vil."
   "Okay." Johan finder sin mobiltelefon frem. "Ja?"
   "61 ... 84 ..." Mads læner sig ind mod Johan for at kigge ned på telefonens skærm. "Nej. Fireogfirs." Johan giver ham telefonen, og Mads taster forsigtigt selv sit nummer ind; han er ikke vant til tastaturet. Han giver telefonen tilbage.
   "Okay, tak," siger Johan.
   "Jah." Mads slår ud med armene. "Jeg smutter tilbage til mine venner. Det var hyggeligt at møde dig!" siger han for anden gang den aften.
   "Ja, i lige måde!"
   Mads vender sig og maser sig igennem den overfyldte bar.
   "Der var en fyr der snakkede med mig," siger han til Louise, da han sætter sig. Edita, Sofie og Jon er midt i en diskussion om noget med velfærdspolitik. "Han snakkede også med mig på Rådhuspladsen. Det var meget mystisk."
   "Er han sød?" spørger Louise med et smil.
   "Ja, det er han vel. Det er ham, der sidder længst til højre derovre." Mads peger hurtigt over mod båsen.
   "Ej, han er da rigtig fin!" siger Louise. Hun bruger altid ordet 'fin', hvor andre ville sige 'lækker.'
   Mads stirrer ned i sin øl. "Jeg forstår bare ikke hvordan folk kan snakke med nogen, de slet ikke kender ... Man kan jo ikke vide, om man har noget tilfælles."
   "Mads, for helvede," siger Louise. "Han ville snakke med dig, fordi du ser sød ud. Du ser skide sød ud! Seriøst. Har du aldrig lagt mærke til, at folk kigger lidt efter dig, de gange hvor vi har været på bøssebar?"
   Mads klemmer læberne sammen og trækker på skuldrene. "Nej? Nå men. Skål!"
   De skåler alle sammen. Louise bliver trukket ind i sine venners diskussion. Mads kigger over mod hjørnebåsen igen. Johan og hans venner er gået.

Om morgenen er alting tungt og dunkende. Der ligger små stumper mozarella i sengen. Mads var sulten, da han kom hjem ved 2-tiden, og han spiste det sidste af en pose mozarella fra køleskabet. Lyset, der trænger ind gennem de hvide gardiner, er skarpt og neutralt. Mads ligger i lang tid på ryggen med sløvt åbne øjne. Han sætter sig langsomt op mod væggen. Han stønner og mumler: "Fuck ... årh. Fucking."
   Han kommer forsigtigt på benene. De er ømme. Han har sin pyjamas på, der består af en stor t-shirt og boxershorts, der hænger omkring hans spinkle krop. Han tager nogle formålsløse skridt rundt i værelset. Han går ud på toilettet, hvor han tager tre panodiler og drikker et glas vand efter hver.
   Han smider tøjet fra i går i vaskekurven, så også sengetøjet. Han tjekker sin mobil. Klokken er kvart i 11. Han trækker gardinerne fra. Amagers gader er tomme.

Senere på dagen løber han. Han løber i shorts og t-shirt, ned ad gaderne til stranden, henad Øresundsstien og over broen. Der er behageligt varmt og vindstille. Der er mange mennesker, han skal svinge sig udenom, men det irriterer ham ikke så meget i dag, som det plejer. Han plejer at lytte til musik i øretelefonerne, men i dag har han ikke taget dem med.
   Han skifter næsten kun mellem at gå og at spurte, som om det kun er sjovt for ham at løbe, når han løber så hurtigt han overhovedet kan. Han spurter ud ad Nordmolen. I horisonten kører en række vindmøller dovent rundt. En flok måger letter foran ham. Han løber hurtigt nok til, at han nærmest følges med én af dem.
   Han lægger sig forpustet på en bænk. Han folder hænderne under hovedet og stirrer op på den blå himmel. Han er alene herude.

Om mandagen har han skriftlig analyse fra 9 til 12 og engelsk litteratur før 1900 fra 2 til 4. I den lange frokost-pause sidder han i kantinen, spiser og læser. Han snakker ikke med de andre på holdet.
   Han cykler hjem. Det er overskyet, og der er modvind. Han låser sig ind i kollegiets parkeringskælder, stiller cyklen og låser den. Han tager elevatoren op til niende, mens han kigger på sig selv i det beskidte spejl på bagvæggen. I elevatorens gullige lys ser hans ansigt slapt og gammelt ud, selvom han er 20.
   På værelset smider han tasken fra sig og hænger jakken i skabet. Han smider sig på sengen og ligger på siden. Han stirrer gennem vinduet på den mørkegrå himmel. Det begynder at regne. Dråberne rammer den lille beton-altan udenfor.
   Mads finder sin mobil frem. Han har fået en SMS fra et ukendt nummer. 'Hej Mads! Det er johan, håber du kan huske mig. Det var sjovt i lørdags, har du lyst til at ses igen i løbet af denne uge ? vi kan bare sætte os på en cafe eller noget.'
   Mads klapper mobilen sammen og lader armen hvile på madrassen. Han ruller om på ryggen. Luften hvisler ud mellem hans læber.


2
   Johan sidder på sofaen med de to andre fyre i bofællesskabet. De er hetero, men meget søde, og har været på bøssebar med ham et par gange. I aften har de lavet chili con carne sammen, og tallerkenerne står stadig på bordet foran dem.
   "Dansk TV er sgu i en trist tilstand lige for tiden," siger Kasper, der studerer film- og medievidenskab. Johan og Jakob brummer bekræftende. Kasper zapper over på TV2, hvor der er 'Dagens Mand' med bøsser.
   "Åh Gud," siger Jakob smilende. Han er en tyk, langhåret religionsstuderende, der kan drikke alle og enhver under bordet. "Det er da i det mindste noget for dig, Johan."
   "Årh," siger Johan med et irriteret smil. "Det snakkede jeg også med Kasper om fornylig. Om at danskerne bare får sådan et billede af, at alle homoer bare er sådan ... virkelig crazy og mærkelige og feminine."
   "Det er de jo tydeligvis også," siger Jakob, og Johan dasker til ham med en pude.
   "Jamen, jeg tænker, det er jo også bare altid virkelig mærkelige mennesker, der stiller op til reality shows," siger Johan.
   "Ja, præcis," siger Kasper. "Og så er det altid de allermærkeligste typer, som kanalerne så vælger at sætte på. Altså de mest underholdende typer. Det er ligesom med Paradise Hotel. Det repræsenterer jo ikke, hvordan de fleste unge heteroseksuelle danskere er."
   "Jo, dét gør det!" siger Johan grinende.
   "Fuck nu dig," siger Kasper. "Du er også bare heterofobisk!"
   "Ja," siger Johan og smiler stadig bredt. "Helt klart. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bor sammen med jer."

I det smalle køkken vasker Johan op, og Kasper tørrer. Gennem vinduet over vasken kan man se baggården i tusmørket, hvor nogle indvandrer-drenge spiller fodbold.
   "Hørte du nogensinde tilbage fra ham der ... ?" spørger Kasper. "Ham drengen -"
   "Nååh, nej," siger Johan. "Jeg har ikke hørt noget som helst fra ham. Jeg ku' vel prøve at ringe til ham. Men jeg vil heller ikke være sådan ... helt desperat-agtig."
   "Det ville da ikke være så desperat. Du kan bare ringe og sige, hey, fik du min SMS, skal vi mødes eller hvad?"
   Johan har vasket det hele op; han læner sig tilbage mod køkkenbordet og kigger smilende ned på gulvet. "Det ville være virkelig desperat."
   "Nej, det ville ej! Det er bare dig, der er sådan virkelig ..." Kasper vender sig for at stille glas op i skabet. "Altså du er ikke genert, men nogen gange kan du bare virkelig ... gå meget op i, om du ligesom overholder de her sociale høflighedsregler, som faktisk kun eksisterer i dit hoved."
   "Åh Gud," siger Johan smilende. Han læner nakken tilbage og lader hovedet køre rundt.
   "Hvor lang tid er der egentlig gået, siden du sendte ham den der SMS?"
   "Det var ... i mandags."
   "Nå, så er det kun tre dage. Altså. Det er da ikke så galt. Jeg mødte engang en pige til en fest, og hun var virkelig sød og lækker og bare ... virkelig min type. Og så sendte jeg hende en SMS dagen efter, hvor jeg spurgte om vi skulle mødes. Og så svarede hun ikke, og så begyndte jeg at prøve at ringe til hende - altså, da der var gået et par dage, ik' - og hun tog bare aldrig telefonen. Og jeg lagde en besked og alt muligt. Og så en uge senere; så ringer hun lige pludselig, og så får vi aftalt hvornår vi skal mødes og alt muligt. Og hun sagde noget med, at hun havde glemt sin mobil på kontoret hvor hun arbejdede, og der havde så været låst af, eller sådan noget."
   "Hvad skete der så?"
   "Altså da vi mødtes? Ja, det viste sig faktisk at vi ikke rigtig havde noget at snakke om, og det var bare ... virkelig akavet; det var som om hun slet ikke var interesseret i mig."
   "Nå."
   "Så vi mødtes faktisk ikke igen."
   "Det var da trist."
   "Ja," siger Kasper og hænger viskestykket på radiatoren. Opvasken er klaret. De bliver stående. "Rigtig opmuntrende. Rigtig feel-good! Det er dét jeg er god til! Nu går du bare ud og scorer ham der!"
   "Ja for satan," siger Johan smilende. "What could possibly go wrong?"

I weekenden skal han besøge sine forældre i Odense. Johans fætter og hans kæreste holder bryllup om lørdagen.
   Johan sidder i toget fredag eftermiddag og læser teksten til næste forelæsning, en analyse af Rimbaud. Toget kører henover Storebælt, og sollyset skinner varmt og blændende ind. Bølgerne glimter. Johan tjekker sin mobil. Mads har skrevet. 'Vi kan godt mødes her i weekenden, i morgen formiddag måske'
   Johan udstøder et lille prustende suk. Han svarer: 'Her i weekenden er jeg godt nok hjemme hos mine forældre i odense. hvilke hverdage kan du i næste uge? Jeg kan alle dage bortset fra mandag'
   Han stikker mobilen i lommen og smækker Rimbaud sammen. Han læner sig tilbage og lukker øjnene. Sollyset flimrer.

Johans forældre venter på ham på perronen. De giver ham et langt kram hver. "Åh, du bliver bare flottere for hver gang man ser dig!" siger Johans mor. Hun er en lille kvinde med gråt pagehår og en næsten umærkelig færøsk accent.
   "Du kommer ingen vegne med smiger, unge frøken," siger Johan smilende.
   Johans far griner med sin tunge basstemme. De begynder at gå op mod parkeringspladsen.

Johan sidder på bagsædet og ser villakvarterets gader glide forbi i eftermiddagslyset. Det er moren, der kører. Faren har aldrig kunnet lide at køre.
   "Hvornår er det i morgen?" spørger Johan.
   "Ja, vi kan jo komme til brylluppet på rådhuset, men de har sagt, at det behøver man virkelig ikke," siger faren. "Og ellers så starter selve festen kl 4."
   "Og det var i Odd Fellow?"
   "Ja."
   "Cool."
   "Har du noget fint tøj med?" spørger moren.
   "Ja, jeg har bare tænkt hvid skjorte, grå vest og sort slips."
   "Okay. Nej, hvor bliver det bare skønt!" Moren trækker ind i indkørslen. Der hænger guldregn indover den fra naboens baghave. De stiger ud. Johan ruller sin kuffert med sig op til hoveddøren. Han gaber, mens hans far låser op.
   "Her lugter af hvidløg?"
   "Det er et projekt, mor har gang i," siger faren. "Noget med klipfisk."
   "Åh nej," siger Johan og går på toilettet for at tisse. Gennem døren kan han høre sin mor ude fra køkkenet: "Det bliver super lækkert!"
   Bagefter går Johan ud i køkkenet og drikker et glas juice. Moren vimser omkring. "Johan, kan du ikke lige få katten ud herfra?"
   Johan samler den sorte kat op fra gulvet. "Ej, Mia," siger han til den og går ind i stuen. "Du er blevet tyk og fed." Han lægger sig på sofaen med Mia på brystet. Den springer ned og lister væk.
   "Nå," siger faren og sætter sig i lænestolen med dagens Politiken. "Hvordan går det derovre?"
   Johan udstøder et lille, træt grynt. "Det er okay. Jeg skal bare ... i gang igen."
   "Hvilke fag har du?"
   "Det har jeg sagt. Grammatik og oversættelse ... og filmanalyse, og videnskabsteori."
   "Nå, skulle du ikke have dine merit overført fra retorik?"
   "Nej, det kunne jeg ikke."
   "Hm." Faren bladrer over i kultursektionen. "Hvordan går det ellers med dine venner? Det var ikke dem alle sammen, der var taget på udlandsophold, var det?"
   "Nej, der er stadig ... tre af dem, der bliver i København. Så det er fint nok."
   "Ja. Du har ikke fundet dig en kæreste, har du?"
   "Nej. Nej, det har jeg ikke." Johan folder hænderne under nakken og stirrer på loftet. "Der er ingen fyre, jeg lige ... har kig på. Der er ikke nogen dér."
   "Det skal nok komme."
   "Ja. Det haster jo ikke."

Bryllupsfesten er hyggelig. Buffeten er lækker og lidt eksotisk; der er en del sushi. Folk snakker på kryds og tværs. Der er masser af indslag og taler, som næsten alle er tilpas humoristiske og ikke for højtidelige. Johan sidder ved et hjørne, ved siden af sin 15-årige papkusine og overfor sin filosofi-studerende fætter Harald. Han snakker med Harald om Schopenhauer, som han engang har læst et uddrag af, men han er helt på udebane. Det gør ikke så meget; han har det godt og drikker masser af hvidvin.
   Pludselig begynder alle mændene i lokalet at rejse sig og gå over mod brudeparrets bord, hvor de nærmest stiller sig i kø.
   "Hvad sker der?" spørger Johan med et forvirret smil.
   Harald er også ved at rejse sig. "Christian er gået på toilet; så skal alle mændene over og kysse bruden."
   "Okay!" siger Johan og rejser sig. "Er der virkelig sådan en tradition?"
   "Ja." De stiller sig hen i kysse-køen, stadig med deres vinglas i hænderne. "Vidste du ikke det?"
   "Nej." Johan smiler, glad og småfuld og forundret.
   "Det gælder også, når bruden er på toilet. Så skal alle kvinderne over og kysse brudgommen."
   "Wow." Johan griner. Han kigger rundt i lokalet, mens han sipper sin hvidvin. Mænd er på vej op fra eller tilbage til deres borde, hvor kvinderne sidder efterladt og kigger over mod Kirstine, den kønne 29-årige brud. Hun er nyuddannet psykolog og har en simpel blå kjole på.
   Harald kysser hende på munden og går, og Johan træder nærmest undskyldende frem. Kirstine smiler fortumlet til ham; hendes ansigt skinner helt af glæde og træthed. Johan kysser hende på kinden og går tilbage til sit bord.
   Et par minutter senere rejser en af brudeparrets veninder sig og slår på glasset. Hun er køn og buttet og veloplagt. "Ja, som jura-studerende så er det ligesom mig, der skal give den lidt mere alvorlige vinkel på det her bryllup! For det er faktisk en meget farlig beslutning, I har taget, ved at gifte jer. Jeg ved jo fra vores kollegie-dage, at Kirstine har visse, hvad skal vi sige, ikke helt urimelige, men måske meget Medea-agtigt hævneriske tendenser, hvad angår mænd der hader opvask - noget som jeg mener var plottet i en nyere svensk kriminalroman. Og Christian; han er jo den knap så fintfølende type, hvilket måske fremgår af en SMS, jeg modtog fra ham klokken 3:45 om natten den 8. august 2005, hvori han spurgte, om man godt kunne spise olivner, hvis man bare skar muggen af dem."
   Folk griner i små bølger hele tiden, ikke så meget af indholdet som af kvindens måde at sige det på. Johan kan ikke lade være med at smile bredt, mens han kigger derover.
   "Så man kunne måske sige, at kombinationen af disse to individer ikke er helt uromantisk, men dog eksplosivt farlig -" Kvinden fniser og vender sig om et øjeblik, men fortsætter så. "Især hvis Christian begynder at købe olivner. Og - og! Så har I jo gjort det endnu farligere ved at beslutte at stifte familie - og her kommer mit studium ind i billedet, for jeg har jo blandt andet lært, at over 50% af mordene i Danmark bliver begået indenfor familien. Så pas på!"
   De fleste griner. Johan kan ikke styre det; han holder en hånd op for munden og kæmper for at sluge den slurk vin, han lige har taget.
   "Men ja, jeg synes bare lige, at jeg ville løfte en alvorlig pegefinger, så det ikke bare skulle være fest og glæde og en dans på lagkage alt sammen," slutter kvinden af. "Og så vil jeg gerne skåle for, at I ikke har slået hinanden ihjel endnu! Skål!"

Johan tager toget tilbage til København søndag eftermiddag. Han prøver at ringe til Mads, der stadig ikke har svaret på hans sidste SMS. Mads tager ikke telefonen. Johan giver op og begynder at læse Rimbaud igen.
   Fem minutter senere får han en SMS. Mads skriver: 'okay, vi kan godt mødes tirsdag formiddag?'
   Johan skriver: 'Tirsdag lyder fint! Vi kan mødes på Nørreport og så finde en eller anden café, er det okay? vi kan bare sige kl 1?'
   Mads svarer bare: 'Ja'

Hjemme i bofællesskabet stikker Johan en frysepizza i ovnen. Kasper stiller sig i døråbningen. "Nå, var det hyggeligt?"
   "Ja, det var super hyggeligt." Johan trækker på skuldrene. "Første gang jeg har været til et bryllup."
   Kasper brummer.
   "Jeg skal mødes med ham der alligevel," siger Johan. "Han svarede endelig, og så fik vi bare aftalt hvornår."
   "Nå. Det var da godt." Kasper åbner køleskabet og tager en karton yoghurt ud. "Mig og Jakob så hele 'Riget' igennem igen her i weekenden."
   "I er sindssyge."

Der er overraskende mange mennesker på Nørreport tirsdag formiddag. Johan er ti minutter tidligt på den. Han går langsomt og roligt op ad trapperne fra metroen. Solen skinner, men der er køligt i luften, og det blæser.
   Johan går henover midterpladsen, ud for trapperne ned til S-togene, hvor en hjemløs mand tigger højlydt. Johan kigger op på Politiken-bygningens digitale skilt og ser, at klokken er 13:52.
   Han går lidt ned ad Frederiksborggade og ind på en Baresso. Der er lang kø. Han køber en almindelig kop kaffe og går ud igen.
   Han stiller sig ud på midterpladsen igen, hvor han læner sig op ad søjlen med metro-tider. En kvindelig UNICEF-sælger antaster ham, og han siger, han desværre slet ikke har økonomisk overskud til at give til noget. "Det er helt i orden; du må ha' en go' dag," siger hun og går.
   Johan begynder at smile let, mens han kigger på folk, der skynder sig forbi. Han drikker langsomt sin kop kaffe. Klokken bliver et par minutter over 2. Han ringer til Mads.
   "Hej?" siger stemmen i den anden ende.
   "Hej! Hvor er du?"
   "Jeg er ... lige på trapperne. Jeg kommer op fra metroen liiige nu."
   "Okay ... Okay, jeg kan godt se dig." Mads står på den anden side af fodgængerfeltet og smiler til Johan. "Hej hej."
   De lægger begge to på. Der bliver grønt. Mads går over mod Johan og kigger akavet ned, indtil han når frem. De står overfor hinanden i mylderet af folk, der skal videre.
   "Hej!" siger Johan med et bredt smil. Han giver Mads et kram. Drengen stivner lidt ved den uventede berøring.
   "Hej," siger Mads og kigger sig omkring, næsten nervøst. "Du må undskylde, jeg kommer lidt for sent."
   "Nå, det er okay. Jeg var lidt for tidligt på den. Så jeg købte lige en kop kaffe. Men vi kan godt sætte os ind et eller andet sted. Er du sulten?"
   Mads slår ud med armene. "Nej. Jeg kunne også godt bare drikke en kop kaffe eller noget."
   "Okay. Vi kan bare gå lidt derop af. Eller vi kan sætte os ind på Baresso. Hvad synes du?"
   "Jeg er ligeglad." Mads smiler. "Hvad synes du?"
   "Åh Gud. Så bliver det bare Baresso."

De sætter sig i en tom bås i underetagen, efter Mads har købt en cappuccino. Man må hæve stemmen lidt for at blive hørt over alle de andre samtaler.
   "Nå men det var godt vi endelig kunne mødes igen," siger Johan.
   "Ja." Mads klemmer læberne sammen.
   De er stille i et stykke tid og kigger rundt på de andre grupperinger i rummet. Der er unge veninder med meget makeup på. Der er et midaldrende par; kvinden har lilla-farvet hår og gestikulerer meget. Manden er tyk og skaldet; han nikker og smiler stille.
   "Var det hyggeligt at være hjemme hos familien?" spørger Mads. "Det var i Odense, ikke?"
   "Ja." Johan nikker. "Ja, det var rigtig hyggeligt. Jeg skulle til min fætters og hans kærestes bryllup."
   "Okay. Var det godt?"
   "Tja. Der var en rigtig god stemning. Selvom jeg godt nok ikke kendte de fleste, der var dér. Jeg kender ikke alle mine slægtninge så godt. Og så er der nogle folk, der dukker op til familie-sammenkomsterne, som jeg har snakket med og alt muligt, hvor jeg bare ikke er sikker på hvem de kender eller er kæreste med, eller hvordan de nu passer ind ... Og så var der også en masse folk, jeg bare aldrig havde set før."
   Mads nikker.
   Johan drikker det sidste af sin kop kaffe og rømmer sig. "Men ja, altså, det var sjovt; der var masser af sjove taler ... Så jeg sad bare og havde det godt. Jeg blev også lidt fuld. Kender du det, når man er til en fest, hvor man bare nyder stemningen? Man behøver ikke at kende dem der er dér særlig godt, eller snakke særlig meget med folk ... Man kan godt bare føle sig lidt alene, men uden at det gør noget. Bare på en behagelig måde."
   "Ja." Mads kigger væk fra Johans blik cirka hvert fjerde sekund, mens han lytter. Han vil ikke holde øjenkontakten alt for længe.
   "Min mor er færing," siger Johan så.
   "Nå. Okay."
   "Det er også derfor, jeg hedder Johan. Det er vist ikke et særlig typisk dansk navn."
   "Nej, det er det ikke. Taler du så færøsk?"
   "Øhm, ja, men ikke særlig godt. Jeg blev opdraget med at tale dansk. Men jeg har også lært lidt færøsk. Jeg taler det ... cirka ligeså godt, som jeg taler engelsk."
   "Cool." Mads rører rundt i sin cappucino. "Jeg synes altid, at færinger er helt vildt kønne. Altså både drengene og pigerne."
   "Okay." Johan smiler og rynker lidt på panden. De er begge stille i et stykke tid.
   "Hvor gammel er du egentlig?" spørger Mads.
   "23. Hvor gammel er du?"
   "20."
   "Okay. Er du egentlig her fra København?"
   "Hvad - nå, nej, jeg er fra Sønderborg. Jeg flyttede herover for et år siden, da jeg skulle begynde på studiet."
   "Okay. Du må næsten være gået direkte videre fra gymnasiet så?"
   "Ja."
   "Okay. Jeg tog et sabbatår. Det var egentlig meget godt. Jeg arbejdede i en café, og så prøvede jeg at bo på Færøerne i et par måneder, bare hos min onkel derovre."
   "Okay. Cool."
   "Øhm. Okay, lidt personligt spørgsmål; er du sådan ... 'ude' overfor din familie?"
   Mads tøver og ryster så på hovedet. "Nej. Det ... Det føler jeg ikke rigtig behov for. Det føler jeg ikke rigtig, at de behøver at vide."
   Johan bider sig i underlæben og nikker. "Hvad med dine venner?"
   "Ja, de ved godt, at jeg er ... ja. Eller. Mine bedste venner, fra gymnasiet af. Jeg har ikke så mange venner på studiet. Så de ved det ikke. Altså jeg vil gerne sige det, hvis det nu skulle komme op i en samtale. Det skal ikke være nogen hemmelighed." Han klemmer læberne sammen og kigger ned på bordet. "Dem på mit kollegie ved det heller ikke. Men igen, altså, jeg skal nok sige det, hvis det nu skulle blive ... relevant i en eller anden samtale."
   "Okay. Så det er ikke noget, du skammer dig over eller noget?"
   "Nej ... Nej nej."
   "Okay, det tænkte jeg heller ikke ... Altså du virker jo ... fornuftig!" Johan griner lidt. "For mig lettede det i hvert fald meget, da jeg fortalte min familie det. De accepterede det bare 100 procent. Så kunne jeg ligesom slappe lidt mere af."
   Mads nikker bare. Samtalen er gået i stå igen. Mads drikker resten af sin cappuccino. Så spørger han: "Vil du med i Cinemateket senere i den her måned?"
   Johan smiler og trækker lidt på skuldrene. "Øh, ja! Der er meget fint. Jeg har set nogen rigtig gode film dér."
   "Okay. Jeg tænker på at tage ind og se nogen Ozu-film. De har tema med ham her i august."
   "Hvem?"
   "Ozu. Han er en japansk instruktør. Yasujiro Ozu. Jeg kan meget godt li' ham. Han laver sådan nogle meget fine film, hvor der ikke rigtig sker så meget, men hvor det bare er sådan ... hverdags ... drama. Og det plejer at være noget med en far, der vil ha' sin datter til at gifte sig, men hun vil ikke rigtig, fordi hun bare gerne vil være sammen med sin far hele tiden og ligesom støtte ham. Og datteren hedder altid Noriko."
   Johan griner. "Okay. Ja. Jamen, det vil jeg da godt med ind og se. Har du set alle filmene før?"
   "Nej ... De viser én nu på lørdag vistnok? Klokken 7 eller sådan noget."
   "Okay. Super. Den kan vi tage ind og se ... Er du sådan meget film-interesseret?"
   "Ja. Sådan ... nogenlunde."


3
   De bliver siddende i Baresso i næsten halvanden time. Samtalen går over i film, senere over i musik og bøger.
   Mads kigger på sin mobiltelefon. Der er et ubesvaret opkald fra hans far. Han har ikke kunnet høre den ringe herinde.
   "Nå, jeg skal også til at hjemad," siger han. "Jeg skal skrive et essay til i morgen ..."
   "Okay, om hvad?" Johan begynder langsomt at rejse sig og tage sin jakke på.
   "Bare ... muslimsk kultur overfor vestlig kultur." Mads er hurtigt på vej op ad trapperne til udgangen; Johan følger med. "Sådan noget med hvordan det er svært at integrere muslimer i vestlige lande, men også hvordan det kan være en positiv ting. Og sådan noget."
   "Det lyder da meget spændende."
   Mads laver en lille prustende lyd, da de træder ud på gaden. "Jeg ved ikke. Hvilken vej skal du?"
   "Jeg skal med metroen."
   "Nå, det skal jeg også."
   De snakker ikke så meget på vejen derhen og ned ad rulletrapperne. De skal i forskellige retninger. Toget mod Vestamager kommer med det samme. Johan siger farvel med et kram, og Mads stivner igen lidt, men klemmer så også forsigtigt sine arme om Johan.
   "Vi må skrives ved om det der med Cinemateket!" siger Johan.
   "Ja, farvel," siger Mads og stiller sig ind i toget. Johan smiler til ham udefra, før toget hvisler væk og ind i mørket.

Derhjemme ligger Mads på maven på sengen og ser fjernsyn. Der er stand-up-show med en eller anden amerikansk kvindelig komiker. Mads smiler lidt af noget af det.
   Fastnettelefonen ringer. Mads slukker for tv'et, sætter sig på gulvet i hjørnet og tager telefonen, der ligger dér.
   "Hej. Hej far. Ja ... " Han kigger udtryksløst ud af vinduet på den grå himmel. Solen skinnede tidligere. Det er noget mærkeligt vejr her i starten af september; det skifter hele tiden.
   Mads trækker benene op til sig og slår den ene arm rundt om knæene. "Ja, det var det jeg snakkede om da jeg var nede hos jer ... Den vil simpelthen ikke printe noget ud. Den kan godt printe test-sider ud, men det er bare, når jeg trykker på selve printeren. Jeg kan ikke sende nogen sider fra computeren. Nej ... Nej, det behøver I ikke. I behøver ikke at komme herop og kigge på det -" Han er stille i lang tid, mens han lytter. "Okay. Okay. Nej ... Nej, jeg skal ikke noget den her weekend. Ja. Ja, så kan vi tage ud og spise et eller andet sted. Bor I så på det der vandrehjem igen? Ja ..."

Mads går henad Njalsgade. Det er torsdag formiddag, og sollyset er køligt og flimrende. Han tjekker sin mobil. Han har fået en SMS fra Johan: 'Hey hvad med den der ozu film på lørdag? jeg har tjekket og det er 19.15. Tokyo Story, ikke?'
   Mads går videre et stykke tid. Han kigger på den spredte trafik, der suser forbi. På venstre side af ham ligger Gamle KUAs grimme, røde 70'er-bygninger. Folk skynder sig forbi ham med cykler på slæb, på vej til forelæsninger.
   Mads finder sin mobil frem igen og skriver en hurtig SMS: 'jeg kan ikke, mine forældre er på besøg hele weekenden'
   Han går mod Islands Brygge metro-station. De er ved at bygge en høj bygning ved siden af KUA. Den blanke beton-væg med ingenting bag vinduerne ligner en kulisse til en film. Mads går forbi en kebab-vogn, hvor en masse forskellige kunder er stimlet sammen. Hans telefon ringer. Det er Johan.
   Mads stopper op og stirrer på telefonen i sin hånd. Den ringer et par gange. Han svarer og går videre. "Hej. Nej, jeg kan virkelig ikke; jeg ved godt, det er lidt surt ... Nej, de viser den ikke flere gange i den her måned. Nå, det er bare fordi der er noget galt med min printer, og så vil min far gerne kigge på det ..."
   Han går ned ad trinene til metroen og ind i skyggen. Der er mange andre, der står og venter på toget til Vanløse.
   "Nej," siger Mads og stiller sig op ad elevatorskaktens glas-struktur. "Nej, det var faktisk noget, vi havde aftalt, lang tid før jeg snakkede med dig om at se den der film. Jeg havde bare helt glemt det. Det må du undskylde."
   Han strækker hals for at kigge op på det elektroniske skilt. Toget kommer om et halvt minut.
   "Hvad? Nå, de vil nok bare invitere mig med ud på en eller anden restaurant om aftenen ... Nej, jeg tror ikke de ville være interesserede i - nå, så du kunne komme med? Vil du gerne møde dem?"
   Mads stirrer frem for sig. Toget ankommer, og udtryksløse ansigter glider forbi. Mads sætter sig ind på et enkeltsæde uden nogen ved siden af.
   "Vil du virkelig gerne møde dem? Jeg kan altså ikke bare ... Nej, jeg kan ikke bare sige, at du er én fra studiet, der også vil ind og se filmen ... Jeg synes ikke, det ville være sjovt."
   Toget kører.
   "Nej, jeg har slet ikke tid her i weekenden; jeg skal jo have dem på besøg ... Nej, de bor ikke hos mig. Men ... Nej, det er da helt normalt; de vil gerne - Okay, jeg kan slet ikke høre dig - Jeg er i metroen; jeg kan slet ikke ... Hvad? Jeg kan slet ikke høre dig ... Vi snakkes ved, okay? Hej hej," siger han lavmælt.
   Han klapper telefonen sammen og stikker den i lommen. Han stirrer op på det fedtede vindue overfor. Hvide lys glider gennem mørket.
   En kvinde med barnevogn prikker ham på skulderen og beder ham om at flytte sig. Han farer sammen ved berøringen og rejser sig, mens han mumler noget undskyldende.

Mads går tværs igennem Kongens Have. Han vandrer henad de brede stier under træernes spredte skygger. Plænerne er fulde af familier og grupper af unge. Der bliver snakket og grint overalt. En baby græder. Små børn løber rundt og råber overraskende grove ting af hinanden. Et sted bliver der spillet Dizzy Mizz Lizzy på en ghettoblaster.
   Det er pludselig blevet meget varmt, og Mads tager sin tynde jakke af. Han krøller den sammen og går med den i den ene hånd. Sæbebobler blæser henover stien foran ham. De bliver skabt af tre teenage-piger på en bænk. Én af dem smiler bredt til ham, og han kigger hurtigt væk og går videre. Et eller andet sted synger nogen fødselsdagssang for én, der hedder Jørgen.
   Da Mads når ud på Georg Brandes Plads, er der overraskende meget trafik og mange mennesker. Han går hurtigt igennem vrimlen, henover fodgængerovergangene. Han går op til Statens Museum for Kunst og ind i den store, kølige forhal. Han går op ad vindeltrappen til skulpturgangen. Der er tyst herinde. De eneste andre besøgende er nogle pensionister og engelske turister.
   Mads går langsomt igennem samlingerne i de store, hvide haller. Han går rundt med en vis selvsikkerhed, som om han har været her før og ved, hvad han helst vil se på. Ved nogle malerier bliver han stående i op til et minut. Han bruger lang tid ved samlingen af Lucas Cranach den Ældres kobberstik og malerier fra Renæssancen. Han står i lang tid foran 'Melankolien' og betragter det, som om han gerne vil kunne huske hver eneste detalje fra det.
   I maleriet sidder en bevinget kvinde og snitter i en gren. Overfor hende leger tre nøgne småbørn. Gennem en stor åbning i rummets bagvæg kan man se hekse komme ridende på grise og gedebukke i en mørk sky.

Lørdag formiddag sidder han ved computeren og skriver på sit essay. Det banker på. Han stirrer på døren et øjeblik, før han rejser sig og lukker op.
   "Hej Mads," siger hans far og trykker hans hånd.
   "Hej."
   "Heeej," siger moren smilende.
   "Hvordan kom I herop?"
   "Der var en sød pige, der lukkede os ind," siger moren og lægger tasker og poser fra sig på gulvet ved siden af sengen.
   "Nå." Mads står stift midt i værelset; han stikker hænderne i lommerne.
   "Vi har købt nogle croissanter," siger faren og sætter sig på kontorstolen ved skrivebordet. "Henter du ikke lige nogle tallerkener?"
   "Ja," siger Mads. "Vil I ha' noget kaffe til?"
   "Jo tak, det kunne da være dejligt," siger faren. Mads nikker og sætter noget vand over i elkedlen. Han går ud i fælleskøkkenet med hurtige skridt.

De spiser stort set i tavshed. Mads tager tallerkenerne og vasker dem op. Da han kommer ind i værelset igen, har hans far stillet radioen på P2. Der er en ballet af Stravinsky, på lav lydstyrke. Faren sidder og kigger på noget på computeren.
   "Ja, nu kan jeg godt se, hvad der er galt," siger han, og Mads stiller sig hen for også at kigge ned på skærmen. "Du skal bare ind i Kontrolpanel, og så skal du ind i 'Printere' ..."
   Mads kigger over på sin mor, der sidder på sengen og hækler en sok. Hendes læber er klemt stramt sammen.
   "Mads, kig nu her."
   "Ja."
   "Her kan du se; den står på den forkerte. Den står stadig på HP PSC 1300. Det er vores printer derhjemme. Den skal stå på HP Photosmart 15000; det er din printer her. Kan du se det?"
   "Ja."
   "Og så kan vi godt printe din opgave ud." Mads' far klikker på noget, og maskinen begynder at brumme.
   "Ja." Mads kigger ud af vinduet. Der er koldt og hvidt. Et fly flyver forbi. Mads er ikke sikker på, om det er på vej fra eller til Kastrup.

Om aftenen spiser de på en italiensk restaurant, som de finder et stykke oppe ad Amagerbrogade. Det er lækkert. De går hjem til Mads igen. De sidder på hans værelse i cirka et kvarter; de begynder at se et afsnit af en engelsk krimi-serie i tv.
   "Nå, jeg kan godt huske det," siger Mads' far. "Vi har set det her før."
   "Ja, jeg kan også godt huske det," siger moren.
   Faren slukker for fjernsynet og rejser sig fra lænestolen. Mads sidder på kontorstolen ved skrivebordet; et øjeblik flakker hans øjne mellem hans forældre.
   "Nå, Mads. Vi må hellere tilbage til vandrehjemmet nu og sove, og så kører vi ellers bare hjem igen i morgen." Faren strækker sig. Mads stirrer på det rene, stive stof i hans blå skjorte. Faren finder en lap papir frem, der ser ud til at være revet ud af en kalender. Han rækker den til sin søn. "Jeg har skrevet ned, hvad du skal gøre, næste gang du har det her problem med printeren."
   "Ja. Tak."
   Mads står med foldede arme, som om han fryser, mens hans forældre tager sko og jakker på. "Jamen så ses vi, næste gang du kommer ned og besøger os," siger moren med et smil.
   "Ja, vi ses. Farvel."
   "Farvel." Faren lukker døren.
   Mads bliver stående et øjeblik og hører fodtrinene forsvinde ned ad gangen. Han sætter sig på kontorstolen igen. Han holder sedlen op for sig og læser instrukserne til at fikse printeren. Pludselig krøller han sedlen sammen og kyler den hårdt ned i papirkurven.

Der sker ikke noget særligt i løbet af den næste uge. Han går til forelæsninger om mandagen. Han melder sig ind i et fitness-center i nærheden og tager derind de fire andre hverdage. Han løber også stadig, når vejret er til det. Han anstrenger sig ikke meget med den mad, han laver; den står tit på frysepizza eller tortellini.
   Tirsdag eftermiddag får han en SMS fra Johan. 'hey, håber det var hyggeligt at have forældrene på besøg. Hvornår skal vi ses igen? savner dig lidt.'
   Mads svarer først om fredagen. 'Der er fest her på kollegiet i morgen aften. du kan jo komme forbi hvis du vil.' Han skriver adressen og start-tidspunktet, kl 9.
   Johan svarer hurtigt. 'okay, jeg kommer nok lidt senere på aftenen. Må jeg godt tage to venner med?'
   'Ja, det gør du bare'

Ved 10-tiden er der fyldt op ved det lange bord i fællesrummet på Mads' etage. Drukken er i fuld gang. Johan har skrevet, at han kommer ved 12-tiden, fordi hans venner først vil til en koncert med et indie-band i Vega.
   Mads sidder imellem to af sine veninder på gangen. Lige før bagtalte de en rigtig underlig fyr på gangen, som ikke er her i aften. Nu er pigerne begyndt at snakke henover Mads' ryg om kæreste-problemer.
   Pludselig begynder Frederik at trække bordet ud. Han er en fest-glad fyr fra tredje, der egentlig er ret lækker. "Flip-cups!" råber han til en køn amerikansk udvekslingsstuderende overfor ham. Hun griner og ryster på hovedet. "It's on!" råber Frederik.
   "Okay, but you can't - oh okay, it's just beer. I thought you were gonna use vodka or something." Pigen, der hedder Lauren, hvisker noget til sin veninde Brittany. De griner.
   Frederik begynder at stille plastic-kopper op henad bordkanten; han hælder halvt op med Tuborg i dem alle sammen. "Flip-cups; hvem er med?" råber han til de andre.
   "Aah, dér tror jeg lige, jeg må være fesen," siger en af pigerne og går over i den anden ende af lokalet. To af Frederiks venner slutter sig til ham, og to piger slår sig sammen med Lauren og Brittany. Mads går over på Frederiks hold med et fjoget smil. "Jeg kommer til at hade mig selv i morgen!"
   Frederik griner. "That's the spirit!" Han vender sig mod de amerikanske piger. "He says he's gonna hate himself in the morning!"
   "Aw, Mads, we're all gonna hate ourselves in the morning," siger Brittany med et stort smil.
   "That's nice to know," siger Mads. Han stiller sig, så han er den næstsidste på holdet, der skal bunde sin kop øl og flippe den op fra bordkanten, så den lander med bunden i vejret.
   "Okay, you all know the rules of flip-cups? Okay? Okay. " Frederik er først på holdet. "Let's play! One - two - three - GO!"
   Frederik tømmer sin kop hurtigt, men det tager ham fem forsøg at flippe koppen. På den anden side af bordet er Maria hurtigt færdig. Hun er altid med til festerne og druk-spillene. Lauren er langsom til at bunde sin øl. Lau, en ranglet, hash-rygende fyr, får hurtigt bundet sin øl og flippet koppen. Mads prøver så ivrigt på at bunde sin øl, at det løber ud fra hans mundvige og ned ad t-shirten. Han flipper koppen i første forsøg. Frederik giver ham et high-five. Den sidste fyr i rækken er også hurtig. Drenge-holdet vinder.
   "I hate this game!" råber Brittany grinende. "This isn't how we play it in Seattle! In Seattle you only get three tries to flip the cup!"
   "I wanna play beer-pong!" råber Lauren. "Who wants to play beer-pong?"
   "Hey, vinder-shots!" råber Frederik og hælder fire shots Fisk op til sit hold.
   "Åh nej," siger Mads. "Ej, jeg tager altså ikke et shot. Måske senere."
   "Mads!" råber Frederik. "Vi har lige vundet i Flip-cups! Vi skal ha' vinder-shots!"
   "Jeg kan ikke helt se pointen i at vinde så," siger Mads smilende.
   "Mads, du er rimelig homo, hvis ikke du ta'r det der shot."
   "Åh nej," siger Mads smilende. "Det må jeg hellere undgå."
   Han løfter shottet og tager det samtidig med de andre.

Ved 12-tiden er Mads og alle de andre blevet godt fulde. De er taget ned i stuen, hvor den egentlige fest foregår. Temaet er 'svenskerfest', og nogle enkelte har klædt sig ud i blå og gule farver. Folk bevæger sig mellem forrummet, hvor man kan sidde i sofaer og snakke, og fest-lokalet, hvor der er dansegulv, bar og høj, dunkende musik.
   Mads er ude og danse med de andre fra gangen og nogle enkelte fra andre etager, som han kun halvt kender - ansigter, som han ikke helt kan sætte navne på. De hopper op og ned som hyperaktive teenagere. Lyset kører over dem i blåt og rødt og gult og grønt. Nogen slår armen om Mads' skuldre, og pludselig står de alle i en cirkel med armene om hinandens skuldre; et improviseret fællesskab, hvor de hopper op og ned til 90'er-techno, mens de griner og smiler ironisk til hinanden.
   Musikken går over i en nyere rap-sang, som Mads ikke er stor fan af, og han går ud i forrummet. Han stopper op i døråbningen og lukker øjnene et øjeblik. Pludselig kan han høre, at hans telefon ringer. Han tager den. "Hej! Johan! Står du udenfor? Okay, jeg lukker dig ind nu."
   Han går ud ad hoveddøren, der er lige til højre for ham. Han springer nærmest ned ad de seks trappetrin til den anden gitterdør ud til cykel-parkeringspladsen. Johan venter smilende sammen med to fyre.
   "Hej!" Han giver Mads et hurtigt kram, som Mads tager imod nærmest uden at registrere det. "Det er Kasper og Jakob, som jeg bor sammen med."
   "Hej; Mads - Hej; Mads," siger Mads, mens han trykker hænder med de to fyre, der også siger deres navne. "Ja, festen er bare lige herinde," siger Mads smilende og hopper op ad trappen igen. Han taber nøglen ved hoveddøren, samler den hurtigt op og låser op.
   "Er du okay?" siger Johan smilende, da de står indenfor ved rækken af postkasser. Et 90'er-hit er lige blevet sat på, og folk strømmer forbi dem ind på dansegulvet.
   "Ja, jeg har det fint!" siger Mads. "Jeg er bare lidt fuld! Hej, Frederik!" Han hiver fat i Frederik, der er på vej forbi med tre mørke shots mellem fingrene. "Det er min ven Johan!"
   "Okay! Hej! Jeg hedder Frederik!" Frederik kigger over mod Lauren og Brittany, der sidder i en sofa i hjørnet. "Nå, jeg skal lige derover!"
   "Frederik prøver altid på at score de amerikanske udveklingsstuderende," siger Mads til Johan. "Han har et eller andet med de der amerikanere."
   "Nå. Okay," siger Johan. "Jamen amerikanere er faktisk også meget søde mennesker. Eller, dem jeg har snakket med i hvert fald har været meget søde."
   "Ja, ja," siger Mads nikkende og kigger rundt i lokalet. "Skal vi ikke ud og danse?"
   Johan griner kort. "Åh, det ved jeg ikke lige ... Jeg skal lige være lidt fuldere!"
   "Årh, hvor er du fesen!" siger Mads smilende.
   "Jeg vil godt ud og danse!" siger Kasper.
   "Nej, jeg ved ikke; det er også noget dårlig musik, de spiller nu," siger Mads.
   To piger fra Mads' gang kommer hen til dem, og Mads præsenterer dem for sine tre gæster. Pigerne begynder at snakke ivrigt med Kasper og Jakob. Mads og Johan står og lytter halvt til samtalen. Pludselig går de fire over og spiller bordfodbold.
   "Er der egentlig et toilet heromkring?" spørger Johan.
   "Der er ét lige der, men der er kø. Du kan bare komme med op på mit værelse."
   "Ja, det vil jeg da gerne."
   Elevatoren er tom, og Mads stikker nøglen i og trykker på 9. "Det er virkelig et high-security kollegie," siger Johan.
   "Ja."
   De kører op i tavshed. Pludselig begynder Mads at grine.
   "Hvad er der?" spørger Johan smilende.
   "Nej, det' ikke noget," siger Mads og skubber døren op. De går ned ad den mørke gang. Lyset er stadig tændt i det tomme fællesrum for enden. Mads låser sin dør op og tænder lyset indenfor. "Ja, det er så mit vilde ... min vilde bolig," siger han og vakler lidt frem og tilbage, tørt fnisende.
   "Ej, hvor er her pænt," siger Johan og læner sig fra den lille entré ud i selve værelset. "Du roder slet ikke."
   "Nej, nej, det gør jeg ikke. Nå men toilettet er jo lige dér."
   "Ja, jamen det vil jeg lige benytte mig af så ..." Johan går ind i det smalle toilet og trækker skydedøren for.
   Mens Mads venter i værelset, går han hen til sit store vindue og hviler panden og håndfladerne mod det kolde glas. Han kigger ud på byens lys. Han fniser tørt og hysterisk. Hans ånde efterlader mærker. Han kan høre musikkens dunkende beats fra stue-etagen. Han kan høre Johan pisse; skydedøren og væggene er meget tynde.
   Johan kommer ud igen, slukker lyset på badeværelset og trækker skydedøren for igen. Han går langsomt ind i værelset. "Åh, hvor lækkert. Du har jo Van Gogh hængende."
   "Ja. Rigtig prætentiøst."
   Johan trækker på skuldrene. "Altså; der findes langt mere prætentiøs kunst, man kunne have hængende."
   "Hvad for noget kunst?"
   "Deeet - det ved jeg ikke rigtig; jeg kan ikke komme i tanke om noget lige nu." Johan står med hovedet på skrå og undersøger bogreolen. Der er stille i et par sekunder. Så griner Johan og vender sig om: "Ej, det må du undskylde; jeg skal bare altid kigge på folks bøger, når jeg er hjemme hos dem."
   "Det er helt okay," siger Mads og griner igen, så han krummer sig lidt sammen. "Åååh gud." Han går helt hen til Johan, der har en blank sort skjorte på. Mads løber sin ene hånd op og ned ad siden af skjorten. Stoffet er blødt og fint. Johans krop er fast og varm.
   "Hvad laver du?" mumler Johan smilende.
   Mads kigger op. Han kysser Johan. Det er et klodset, pludseligt kys; han vakler nærmest ind mod ham. Han ved godt, at hans ånde lugter langt væk af øl. Johan gengælder forsigtigt kysset. Mads smiler og åbner øjnene.
   "Du er virkelig lækker; ved du godt det?" siger han.
   "Jeg tror, du er virkelig fuld," siger Johan.
   Mads smiler tavst og tager et skridt tilbage. Han tager sin t-shirt af og lader den falde på gulvet. Han vakler lidt tilbage og sætter sig på sengen. Han læner sig tilbage på albuerne.
   De står begge stille et øjeblik. Johan griner. "Hvad er det lige, du har gang i?"
   Mads' øjne glider i, og hans hoved ruller skråt fremover. Der er et fugtigt smil på hans læber. Hans hår er pjusket. Han ser træt og veltilfreds ud. Han sætter sig helt op igen og kigger op på Johan. "Skal vi ikke bare ... altså ... Har du ikke lyst til at ha' sex med mig?"
   Johan smiler og rynker på panden. "Har du haft sex med nogen før?"
   "Deeet ... Det kan godt være. Hva' tror du?"
   Johan smiler. Han har stukket hænderne i lommerne.
   "Hvad vil du helst ha', at jeg skal svare?" spørger Mads.
   "Jeg vil ikke ha' noget bestemt."
   "Hvad skal jeg gøre?" Mads' øjne er store og nærmest børneagtige.
   "Du skal ikke gøre noget bestemt."
   Mads rejser sig, tager et skridt hen til Johan og lader sig synke blidt og beruset ind mod ham. Hans nøgne overkrop er bleg og umuskuløs. De kysser igen. Johan lægger en hånd om Mads' nakke og kærtegner det tjavsede hår. "Fulde dreng," brummer han.
   "Fulde, dumme, liderlige dreng," siger Mads med et lille grin ind i Johans skæg.
   Johan lægger sine arme om Mads' liv og læner panden mod hans. "Mads; jeg vil skide gerne kysse dig. Og jeg vil skide gerne lære dig bedre at kende og ... og snakke med dig igen, når du engang er ædru."
   "Ka' vi ikke bare ... ha' sex? Har du ikke lyst til at ha' sex med mig?"
   "Jo. Engang når du er ædru."
   "Jeg gider ikke være ædru." Mads griner igen ind i Johans tynde, mørke fuldskæg. "Jeg hader at være ædru."
   "Mads, skal vi ikke bare sige, at nu tager du din t-shirt på igen, og så går vi nedenunder, og så kan du præsentere mig for dem, du bor på gang med ..."
   "Årh!" Mads slår et par slappe knytnæver imod Johans bryst og tager et par hoppende skridt tilbage. Han strækker armene op over hovedet. "Hvor er du kedelig!"
   "Mads. Du er fucking lækker, okay? Du er en smuk fyr."
   Mads stopper op og stirrer, som om ordet 'smuk' er fremmed for ham. Han lader armene falde ned langs siderne igen.
   "Og jeg har helt vildt meget lyst til at ... fjolle rundt med dig i sengen lige nu," siger Johan med et skævt smil. "Men det ville vi bare ikke få så meget ud af. Så jeg synes bare, vi skal gå ned til festen igen og snakke med de andre." Han samler t-shirten op fra gulvet og rækker den til Mads.
   Mads tager t-shirten på igen. "Okay. Fint. Så siger vi det. Fint." Han går mod døren og ud i gangen.
   "Du skal ikke ta' det ..." Johans sætning dør hen, mens de går ned ad gangen. Elevatoren er der stadig. De tager den ned til stue-etagen. Mens den kører, lader Mads en hånd glide op ad Johans ryg. Johan smiler tavst til ham. Hånden falder slapt ned igen, og Mads går udtryksløs ud til festen.
   "Hey, Mads! We have to dance to this song!" råber Brittany og tager fat i ham.
   "Okay!" Mads smiler og følger med. Han ser ud af øjenkrogen, at Johan går hen til sine venner, der sidder sammen med pigerne i en sofa. Inde i festlokalet river Mads sig løs fra Brittany for at gå hen til baren. "To shots!" råber han til Frederik, der er bartender nu. 'Sweet Dreams' af Eurythmics spiller.

Han vågner op.
   Han har hovedpine.
   Gråt formiddagslys siver ind. Der er stille. Han sætter sig op med et støn. Han rejser sig og klør sig på siden af knæet. Han går langsomt frem og tilbage i værelset med armene foldet foran sig. Han går med hurtige skridt ud på toilettet, løfter brættet og sætter sig på gulvet.
   Han sidder dér i flere minutter. Han skifter stilling. Han sidder på hug, så i skrædderstilling, så op på hug igen, lænet helt indover kummen. Han trækker vejret i forskellige rytmer og begynder at stønne. Så kaster han kraftigt op. Brækket er gulligt-brunt.
   Bagefter lægger han sig forsigtigt på ryggen på det kolde gulv. Han stirrer op på loftet. Han trækker vejret i korte, pustende stød. Han begynder at stønne igen; det lyder næsten som hulken.
   Han sætter sig hurtigt op og brækker sig igen kraftigt ned i kummen.

Om mandagen cykler han hjem fra universitetet. Han parkerer cyklen i kælderen, tager elevatoren op til niende og låser sig ind på værelset. Han smider sig på sengen.
   Han finder sin mobiltelefon frem og begynder at skrive en SMS til Johan. Så dropper han det og ringer bare.
   "Hej. Ja, det var en god fest ... Jeg var vist meget fuld." Han griner lidt. "Ja, de andre her på kollegiet er meget søde. Ja, det skal vi da! Jeg tænkte at ... Jeg ved ikke. Nå, ja, eller jeg kunne også bare komme over til dig. Så ... Ja, jeg vil rigtig gerne se, hvordan du bor."
   Han rejser sig fra sengen. Han lyner sin skoletaske op og begynder at lægge bøgerne og den bærbare computer op på skrivebordet. "Ja, i morgen? Ved 4-tiden? Okay, ja, kl 4 ... Kan man tage en bus derud eller ... Okay, bare lige udenfor? Cool ..." Han finder en stiftblyant frem og skriver en adresse ned.
   Han åbner det store vindue og skyder det til side med en kraftig bevægelse. "Nå, det var bare mig, der åbnede vinduet. Ja ..." Han griner igen, mens han træder ud på den lille beton-altan. Eftermiddagssolen skinner, og bygningerne kaster store skygger op ad hinanden.
   "Jeg var faktisk ved at skrive en SMS til dig, men så tænkte jeg, jeg bare ville ringe. Jeg har det altid lidt mærkeligt med at ringe til folk. Men man skal bare springe ud i det, nærmest. Ja, det er også meget rart ..." Han er stille i et stykke tid. "Nå, hvad har du så lavet i dag? Okay ... Ej, hvor mærkeligt."

Mads sidder i bussen ved siden af en sort kvinde, der snakker energisk i telefon på et afrikansk sprog. Bussen er helt fyldt op. En ung, køn kvinde står med en barnevogn og smiler hele tiden roligt til sit barn. Sollyset flimrer ind gennem det ridsede vindue og får Mads til at knibe øjnene sammen. Det er et pænt kvarter. Han kan se en børnehave, en form for universitetsbibliotek, rækker af bøgetræer. Han hører sit stop blive annonceret og klemmer sig forbi den afrikanske kvinde og ud på gaden.
   Johan står herude og venter. "Heeej."
   "Hej!" Mads giver ham et lettere omtumlet kram. Før Johan har trukket sig helt tilbage, kysser han Mads hurtigt på munden.
   Mads står og stirrer et øjeblik. "Jeg skal lige ..." Han laver en lille, spøjs gestus med hænderne, som om han flytter noget usynligt fra én side til en anden.
   Han lægger armene rundt om Johan igen og træder helt ind til ham. De kysser. Gaden er stille. Solen skinner. "Fucking bøsser!" råber nogen fra det modsatte fortov.
   Mads kigger refleksivt derover og ser en gruppe drenge i hættetrøjer gå væk, snakkende og grinende. Johan holder stadig om ham. Mads lader sine arme falde ned og tager et skridt væk, ud af omfavnelsen. Han stirrer tomt på asfalten et øjeblik. Så kigger han op på Johan med et lille, stramt smil.
   Johan kysser ham igen.
   "Skal vi gå ind?"
   De går ind i en container-fyldt baggård og op ad en smal trappe til tredje sal. Der lugter af hvidløg. Johan tager i døren; så låser han sig ind. "Nå, de andre er ikke hjemme."
   Mads stiller sine sko og hænger sin jakke op på en knage ovenover flere andre jakker.
   "Vil du ha' noget te eller ... kaffe, eller noget?" spørger Johan og går ud i køkkenet.
   "Te ville være fint." Mads står i døråbningen og betragter Johans bevægelser i det smalle rum. Han går forsigtigt rundt i lejligheden, ud i stuen overfor. Han kigger på de mærkelige plakater for obskure film og psykedeliske 70'er-plader. Der står en række kaktusser i vindueskarmen og en lille plante i en rektangulær skål. "Er det et bonsai-træ, I har stående her?"
   "Ja," råber Johan fra køkkenet. "Det er Kaspers lille projekt. Han er meget til Japan og ... japanske ting. Han er ekstremt prætentiøs. Han vil blive glad for at høre, at du kunne se, det var et bonsai-træ! ... Kan du godt huske ham fra i lørdags?"
   "Ja." Mads sætter sig ved spisebordet, der står ved vinduet med udsigt til den identiske lejlighedsbygning overfor. Støvet danser i solskinnet, der falder ind over det tomme bord.
   Johan kommer ind med en kande te og to kopper. "Den skal lige trække lidt." Han sætter sig ved siden af Mads, der sidder tættest på vinduet.
   Mads stirrer ud med hagen hvilende i hånden. Det er begyndt at regne. Det er en fin, spredt regn, som man næsten ikke kan se. Solen skinner stadig.
   Johan lægger forsigtigt en hånd om Mads' nakke. Mads kigger med et ryk over på ham.
   "Du er lidt genert, er du ikke?" siger Johan stille.
   Mads smiler. "Ja. Det har jeg altid været."
   "Hvorfor er du det?"
   Mads er stille. Han kigger ned på te-kanden. Den er af hvidt porcelæn. "Det er jeg bare."
   "Det skal du ikke være."
   "Nej. Det ved jeg godt."
   Johan fortsætter med at køre fingrene henover Mads' nakkehår. Han lægger hovedet på skrå. "Hvordan er du blevet sådan?"
   Mads griner vagt. "Det ved jeg ikke. Jeg har bare altid været sådan."
   Johan brummer.
   "Vil du gerne vide ..."
   "Hvad?"
   "Ja ... mig; hvad jeg har ..."
   "Ja."
   "Jeg kan godt fortælle dig det," siger Mads meget stille og kigger ned på bordoverfladen. "Bare ikke lige nu. Men på et eller andet tidspunkt."
   "Okay."
   Mads kigger ud af vinduet igen. Den fine støvregn rammer vinduet med små, spredte dråber. De to unge mænd sidder sådan i lang tid, ubevægelige og stille. Johan strækker stadig sin arm ud og holder om Mads' nakke. Han stryger op og ned med tommelfingeren.
   "Da jeg var lille, så tog mine forældre mig med på ferie til Spanien," siger Mads. "Og vi kørte hele vejen derned. I en rød Toyota. Og jeg kan huske, at det blev rigtig, rigtig varmt og ubehageligt, at sidde inde i den der bil i flere timer ad gangen. Men så, når vi kørte ind på rastepladserne; i Frankrig var det vistnok; så havde de sådan nogen støvbrusere. Sådan nogen brusebade, ude i det fri, hvor man bare kunne få sådan noget ... meget fint vand over sig. Jeg mener, det hed støvbrusere. Man stillede sig bare med sit tøj på og tændte for vandet. Det føltes bare rigtig rart, bare at komme ud fra den der varme, klistrede bil og så ind under sådan en dejlig støvbruser."
   Johan smiler. Han har ladet sin arm falde fra Mads' nakke igen. Mads griner og ryster på hovedet.

Et par timer senere vil de gå en tur ned til søerne og måske finde en billig restaurant. De går ud i entréen og tager sko på. Mads sætter sig på gulvet for at binde sine, mens Johan bare bøjer sig ned. Han rækker Mads hans jakke og tager sin egen under armen. Han slår sig på lommen for at tjekke efter nøglen.
   "Er du klar?"
   "Ja," siger Mads.
   De går ud, og Johan smækker døren i.