'Du er så smuk.'
'Jeg kan slet ikke få nok af dig! du er så sød og smuk og charmerende.'
'Hvis alle piger var lige som dig ville verden være et mege t bedre sted...'
'jeg forstår ikke hvad du syntes der er galt med din næse. Jeg syntes det er den sødeste næse nogensinne'
'Du er VILDT smuk og dejlig !!'
---
"Han er virkelig sød," siger Louise til sin mor i telefonen. Hun sidder i sofaen og piller ved sin strømpe. Det er en lys forårsaften; der er åbent ud til den smalle altan. "Han siger hele tiden virkelig søde ting til mig."
"Åh, det er godt at høre, lille skat!" siger Louises mor, skinger og nordjysk. "Vi glæder os til at møde ham engang! Det er så godt, du har fundet én du er glad for."
"Ja, jeg har det rigtig godt lige for tiden," siger Louise med et smil. Hun arbejdede engang som abonnementssælger. Dér lærte hun at smil kan høres over telefonen.
"Åh, det er godt Louise! Du føler dig slet ikke trist længere?"
"Nej ... Nej, jeg har det godt nu. Men han er så i Aalborg på praktik indtil starten af juli. Men det er okay; vi snakker bare sammen på nettet. Og vi kan se hinanden på vores webcams og sådan." Hun læner sig frem og tager en skefuld yoghurt fra skålen på glasbordet. I fjernsynet kører Dagens Mand lydløst.
"Ja, sådan noget kan I jo finde ud af! Sådan et - long-distance forhold. Jaja."
---
Louises lejlighed er stor og lys, på 60 kvadratmeter, i Kastrup. Det var et forældrekøb. Louise studerer kunsthistorie. Hun er ved at skrive sin bachelor om fotografen David Hamilton. I lejligheden hænger der simple og behagelige fotografier. Over sofaen hænger Helmut Newtons portrætfoto af Paloma Picasso. Over sengen hænger Francis Giacobettis 'Nude, sea and sky'.
---
'Du er så dejlig intelligent og nede på jorden ... du er helt fantastisk'
'jeg elsker for resten din lejlighed. det ville være rart at bo der ...'
'smuk.'
---
Louise går til fitness tre gange om ugen. Hun træner bryst, mave og lår. Hun løber 3-4 kilometer rundt i kvarteret hver søndag. Hun er allerede tynd og har højt stofskifte. Det er let for hende at holde sig i form. Hendes hud er glat, hvid og let fregnet. Hun har langt lyst hår, som hun holder i en hestehale.
Til fitness betragter folk altid sig selv i de store spejle. De tjekker, at alting sidder som det skal; at musklerne er ved at være i den rette størrelse, på de rigtige steder. Det er en åben narcissisme. Louise kigger aldrig på sig selv i spejlene. Hun vender blikket væk, som var det en fremmed derinde, et brud på det offentlige rums regler.
Hun køber tøj i H&M og genbrug. Hun kan godt lide løstsiddende, lyst tøj, striber og retrofarver. Hun bliver klippet et sted, hvor det koster 300. Hun går aldrig med parfume eller makeup. Hun er ikke ensom. Hun føler sig ikke direkte ensom.
---
'du er så fucking lækker jeg gad godt stikke min pik i din røv og bare kneppe dig intil du skriger og slet ikke kantage mere du ska bare ha den store gode pik'
'Fuck hvor jer du lækker, kan du ikke tage et billede af din røv helt tæt på hvor du spreder din røv så man kan se hullet ??'
'Fuck du gør mig så liderlig frække tøs'
---
Louise pakker sammen efter fredagens time i billed- og rumanalyse. Klokken er 3. Tørt solskin skinner ind fra havearealet, hvor folk går ud for at ryge. Læreren, en tyk kvinde i skovmandsskjorte, kæmper for at lukke sin Power Point-præsentation; den svarer ikke.
Louise svinger sin taske over skulderen. Hendes perifere veninde Camilla kommer hen og blokerer døren. "Hey Louise, skal du ikke med i Roland Bar?"
"Øøh, jo, jeg havde sådan lidt ... jo, det kan jeg godt."
---
"Seriøst? Synes du slet ikke, der er nogen af fyrene på holdet der er lækre?" spørger Camilla og sætter sin fjerde tomme øl på bordet.
Louise ryster på hovedet og vifter med hænderne. "Jo, jo; de er meget søde ..." Hun drikker af sin ene øl, som Camilla har købt til hende. Man er nødt til at hæve stemmen over indie-musikken.
"Hvem af dem synes du er sød? Jeg vil godt høre lige præcis hvem du synes er lækker!"
"Jeg ved ikke ... Jonas måske?"
"Ja!" Gry nikker bifaldende; hun har siddet overfor og skrevet en SMS. "Ja, han er skide lækker! Jeg er totalt med på den! Han ligner ham der ... ham der den franske! Men - altså, hvis jeg ikke havde kæreste på, så havde jeg totalt prøvet at score ham. Du skal bare ta' ham, Louise. Jeg tror også godt han kan li' dig. Okay, du er single, er du ikke?"
"Ja." Louise klemmer læberne sammen. Hun drikker af sin øl.
"Ja, jeg ville også gå efter ham hvis jeg var single," siger Camilla. "Du ska' med til næste fest, og så kan du score ham dér."
"I kan ikke bare -" Louise ånder tungt ud og smiler forvirret til Camilla. "Måske er det bare ikke helt muligt for mig at ..."
"Hvad? Jeg kan ikke slet høre hvad du siger."
Louise hæver stemmen. "Jeg er bare ikke så vild med lige præcis Jonas!"
"Ej okay; han er da totalt lækker og virkelig sød! Og du er også virkelig flot; jeg synes alle fyrene på holdet går og kigger efter dig."
"Ej -" siger Gry.
"Du ska' bare prøve at score ham. Jeg tror godt du ku' trænge til at score nogen. Det kan godt være, man hele tiden tror at der ligesom må være noget bedre derude, men nogen gange skal man også bare ta' det der er. Man vil altid gerne tro at man selv er noget helt særligt. Men det er man måske ikke." Camilla trækker på skuldrene med et lille grin. "Okay, nu sidder jeg bare og bliver bitterfissen herovre."
Louise kigger over på Gry, der er begravet i en SMS igen. Musikken dunker videre.
---
'Du er så dejlig og smuk og jeg elsker dig. Det ville jeg bare lige sige'
---
Louise tager metroen hjem. Musikken i hendes øretelefoner blandes med togets støj. Hun kigger stjålent rundt på mennesker.
Hun stiger af i Kastrup og går gennem gaderne. Solsortene kvidrer. Himlen er blå med lyserød horisont. Det er maj. Luften er skarp og frisk. Nogle grinende indvandrerdrenge går forbi og skubber til hinanden. Et øjeblik er Louise nervøs for, at den ene kommer til at vælte ind i hende, men det sker ikke.
Hun går ind i sin lejlighedsblok og tager elevatoren til tredje. Hun låser sig ind og tager jakke og halstørklæde af. Hun tænder for ovnen og tager en pakke forårsruller ud af fryseren.
Hun går ind på soveværelset og tænder for computeren. Hun tager sit digitalkamera fra reolen. Hun trækker gardinerne fra, så der kommer et godt, naturligt lys ind. Hun kan godt nå at tage en håndfuld billeder før hun spiser.
Hun bruger selvudløseren og poserer på sengen. Hun tager blusen af og holder hænderne over sine små, faste bryster i den sorte bh. Hun prøver forskellige ansigtsudtryk af - smiler fjoget, bider sig i underlæben, kigger neutralt, undersøgende, udfordrende. Hun tager bukserne af og viser røven, men hun vil ikke være helt nøgen. Hun vil ikke gå så langt, ikke lige nu.
Hun kobler kameraet til computeren. Hun går ud og lægger to forårsruller i ovnen.
Hun går ind og kigger billederne igennem. Der er tre, der er blevet virkelig gode.
Hun lægger billederne op på internetsiden, hvor alle de anonyme, usynlige mennesker beundrer hende og skriver til hende. Hun takker for komplimenterne. Hun svarer på nogle spørgsmål om sig selv. Hun er ydmyg. Der er også andre piger på siden, men hun er den mest populære. Hun er noget helt særligt.
---