Sissel
   Om triumviratet og andet
   Jeg står i dametoilettet på tolvte etage af koncernens hovedbygning i centrum af København. Jeg vasker hænder og løber hurtigt øjnene henover mit spejlbillede. Mit hvide, stramme jakkesæt med nederdel sidder både elegant og konservativt på min lidt laskede og rynkede 35-årige krop. Mit mørkebrune hår sidder bundet op i en knop på baghovedet; det ligner en mærkelig tumor. Jeg fik det engang farvet brunt, fordi jeg ikke ville ligne en dum blondine. Jeg har ikke ændret det siden da.
   Jeg gik ikke på toilettet, fordi jeg trængte særlig meget til at tisse. Jeg trængte til en pause i mødet. Jeg trængte til lige at få vejret, tænke, tænke taktisk, roligt, velovervejet, reflektere. Ligesom min kiropraktor sagde til mig sidst, da han rettede muskelkramperne i mine skuldre ud med hårde tryk. "Du skal være helt balanceret, Sissel. Helt balanceret."
   Pis. Sikke noget pis.
   Jeg går ud igen, ned ad den smalle, hvide, sterile gang og gennem de store mahognidøre ind i konferencelokalet. Ind i farezonen igen.


* * *
   DanGlobeTech A/S er et af Danmarks mest udadrettede, globaliseringsparate og nutidige firmaer, eller sådan står der i det mindste på vores hjemmeside. Vi er en af Europas førende leverandører af vores højteknologiske produkter og service. Det har taget mig årevis at arbejde mig op igennem virksomhedens hierarki og blive strategic sourcing manager. Det har faktisk hjulpet, at jeg er kvinde. Virksomheden har i løbet af 90erne sat stort fokus på ligestilling, uden at der direkte er blevet indført kvoter eller lignende.
   I dag er jeg til møde hos triumviratet. Dét er, hvad vi i vores stille sind kalder de øverste tre top executives på DanGlobeTechs hovedkoncern i København. De er tre ældre mænd, der ligner hinanden til forveksling. Jeg har ofte spekuleret på, om de måske er tvillingebrødre eller noget.
   Triumviratet vil sende mig til det mørke Sønderjylland.
   Sikke noget pis.


* * *
   "Godt, men så er vi vel nået til enighed," siger den midterste triumvir, Executive Jørgensen. De sidder alle tre overfor mig ved det brede, spejlblanke teaktræsbord.
   "Ja." Jeg nikker roligt, mens jeg under bordet piller ved en løs tråd, der hænger fra sømmen af min nederdel. Jeg vikler den hurtigere og hurtigere rundt om pegefingeren.
   "Jeg mener personligt, at Sissel Thomsen er en af vores virksomheds mest ... beundringsværdige ansatte," siger Executive Meyer, der sidder til venstre for Executive Jørgensen. "Du har aldrig været bange for at tage initiativer og gøre en ekstra indsats."
   "Tak," siger jeg med et lille, behersket smil. "Jeg er selv stolt af at have arbejdet mig op til sådan en prominent stilling i DanGlobeTech A/S."
   "Det er godt," siger Executive Mikkelsen. "Det er altid godt at have medarbejdere, der selv er stolte af deres funktioner."
   "Selvfølgelig," siger jeg og smiler igen. Jeg tænker over, at jeg smiler. Jeg er nødt til at tænke over det; det sker ikke instinktivt.
   "Godt, så lad os lige løbe henover Sissel Thomsens opgave igen," siger Executive Jørgensen og skubber en tynd, lysebrun mappe fuld af sammenclipsede papirer henover bordet til mig. Jeg bladrer igennem indholdet og skimmer graferne, diagrammerne og tabellerne. Jeg danner mig et hurtigt overblik over de argumenter, jeg vil kunne bruge. Jeg har ikke taget en uddannelse som Cand. Merc. i afsætning og bred efteruddannelse for ingenting.
   Executive Meyer opsummerer hurtigt det, vi har snakket om i løbet af den sidste halvanden time: "Du tager til Als i morgen – firmaet betaler for togrejsen, hotel-ophold og alle måltider - og taler med vores syddanske projektledere om overgangen til grøn energi. Læg vægt på, at vi må skære drastisk ned på vores forbrug af fossile brændstoffer, for at fastholde DGTs image og nye grønne platform. Dernede er de ikke ligeså ... open-minded og omstillingsparate som vores sjællandske, fynske og nordjyske projektledere. Men jeg er sikker på, at du vil kunne forklare og argumentere for dette nye move og gøre dem ligeså entusiastiske som vores projektledere på de andre fabrikker i Danmark."
   "Ja. I kan stole på mig," siger jeg. Jeg river den løse tråd af sømmen af min nederdel i et hurtigt, hårdt ryk.
   Executive Jørgensen smiler. "Godt."


* * *
   Jeg kører hjem til lejligheden i centrum i min Peugeot. Jeg er en god og rutineret bilist, men i dag føler jeg mig lidt ukoncentreret. På et tidspunkt kommer jeg til at køre over for gult i sidste øjeblik.
   Jeg parkerer ved siden af min kærestes Volvo på etage B3 af bilkælderen. Jeg tager elevatoren op til tolvte etage af lejlighedsbygningen og låser mig ind i den store, lækre lejlighed, jeg deler med min kæreste Frank. Frank arbejder også i DanGlobeTech, som risk manager assistent; det er en lidt lavere lønnet stilling end min, men også mindre stressende og tidskrævende.
   Frank er hjemme, da jeg træder ind i dagligstuen. Han sidder ved flyglet og øver sig på Beethovens Pathetique. Frank spiller udsædvanligt godt på klaver i betragtning af, at det bare er en hobby for ham.
   Han afbryder den elegante melodi og rejser sig for at gå hen og give mig et langt velkommen-hjem-kys. Hans tunge smager let af rødvin. "Hej skat," siger han og går tilbage til klaveret for at spille videre.
   "Hej," siger jeg, lidt tonløst. Så tumler ordene ud: "De sender mig til Sønderjylland."
   "Hvad?" Han rejser sig fra klaveret igen.
   "Det har jeg fortalt dig om; de har haft planer om det i lang tid. At sende ... en 'diplomat' til Sønderjylland for at snakke med projektlederne dér om triumviratets nye beslutning om, at vi skal have en grøn platform."
   "Og så er det blevet dig, der skal gøre det sure arbejde? Derude i the middle of nowhere?"
   "Ja." Jeg synker ned i sofaen og stirrer på IKEA-katalogerne, der ligger foran mig på glasbordet. "Jeg skal ned til ... ja, hjertet af det mørke Sønderjylland."
   Frank griner på en nonchalant måde som altid irriterer mig. "Så vender du tilbage til dine rødder."
   "Hold da op. Bare fordi jeg voksede op dér, behøver du ikke at nævne det konstant ..." Jeg rejser mig og går ned ad gangen til vores soveværelse.
   Han følger efter. "I Skodsbøl," griner han.
   "Ragebøl hed det."
   "Ragebøl! Det er endnu bedre." Jeg hader hans latter nu.
   "Hold nu op." Jeg hiver min sorte læderkuffert ud af skabet og begynder at pakke tøj ned i den. "Jeg er ikke en sønderjyde at heart. Jeg kan ikke engang huske, hvordan man snakker sønderjydsk. Jeg håber fandme, lederne dernede kan tale normalt rigsdansk. Bare ... bare lad være med at drille mig."
   Så går han hen og lægger en hånd på min skulder. "Jeg skal nok lade være, skat. Okay? Jeg kommer til at savne dig." Jeg kan høre i hans stemme, hvad han mener. Jeg kan lugte hans dyre deodorant og mærke hans dejlige ånde på min nakke.
   Frank er en flot mand, måske under mit niveau, set fra et upartisk synspunkt. Han er syv år yngre end mig. Han har selv fortalt mig, at han kan lide ældre kvinder rent seksuelt. Og rent seksuelt kan jeg lide ham.
   Jeg vender mig om mod ham.


* * *
   Det er dejligt. Vi ligger i badekarret i en time. Jeg bliver balanceret, fandeme bedre balanceret end min kiropraktor kan balancere mig med hans fesne tryk på mine 'ryg-nerver.'
   Franks tunge føles savtakket.
   Til sidst ligger vi bare der, og jeg holder hans hoved meget sødt, mod min hals, og det hele føles uskyldigt og barnligt. Jeg stryger ham over hans våde, blonde hår. Så tvinger jeg mig selv til at rejse mig og træde ud på de gulvvarmede marmorfliser. Jeg tørrer skumklumperne af med mit håndklæde, tager min silkebadekåbe på og går ind i soveværelset for at pakke færdig.


* * *
   Jeg har lige skiftet tog i Middelfart. Klokken er lidt over 1. Kupéen er dejligt mennesketom, og der sidder ingen overfor mig, så jeg breder mine papirer ud over hele det lille bord. Jeg har klappet min bærbare computer op og er nu i gang med at forberede et dias-show i PowerPoint, der forhåbentlig vil imponere bonderøvene på den syddanske koncern. Jeg drikker en flaske mineralvand, jeg lige har købt i en kiosk inde på stationen, og stiller den fra mig på det sidste hjørne af bordet, som mine papirer stadig ikke ligger og flyder ud over.
   DSB var som altid forsinket, og jeg kom en halv time for sent af sted fra Københavns Hovedbanegård. Toget, jeg lige har sat mig ind i, holder stille. Et øjeblik stirrer jeg ud af vinduet på de forskellige mennesker, der går hurtigt forbi. Jeg begynder at rulle kuglepennen rundt mellem fingrene.
   "Undskyld, jeg har plads 46 ..."
   Jeg kigger op på teenage-pigen, der står i midtergangen med en skoletaske over den ene skulder og en billet i hænderne. Hun kigger ned på mig med store blå øjne.
   Jeg smiler og prøver at lyde rar og rimelig. "Kan du ikke sætte dig ned dér lige bag dig? Der er da plads."
   Hun vender sig om, som om hun først nu lægger mærke til, at de fire sæder er helt tomme. "Ja, okay." Hun smider skoletasken op på bagagehylden og sætter sig ned på vinduespladsen overfor mig. Hun sidder med øjnene lukkede og hovedet lænet op mod ruden.
   Jeg koncentrerer mig igen om mit arbejde. Toget sætter langsomt i gang.


* * *
   Klokken er halv 2, og der har lige været en meddelelse om, at toget pga. en maskinerifejl er nødt til at køre 40km/t. Det skarpe, støvede sollys siver forbi kanten af gardinet og bliver reflekteret i skærmen på min bærbare computer, så jeg ikke kan se, hvad jeg sidder og skriver. Jeg udstøder et træt suk og klapper computeren sammen.
   Mappen, jeg fik af triumviratet, ligger ved siden af den bærbare. Jeg klapper den op og finder brochuren for hotellet frem. 'Hotel Woodward.' Da jeg fortalte Frank om det, sagde han: "Gud, hvor er det deprimerende, når et lille lortehotel i Sønderjylland har sådan et navn. Som om det prøver på at lyde fint og engelsk."
   Jeg tager min mobiltelefon fra kanten af bordet og klapper den op – et øjeblik tænker jeg af en eller anden grund, at alting omkring mig er sammenklappeligt. Jeg går ind i telefonbogen. Langt nede på listen af kontakter klikker jeg på et nummer, jeg ikke har ringet til i flere år.
   Jeg holder telefonen op til øret. Den ringer tre gange. Så hører jeg en lidt grødet, dyb mandestemme. "Hallo? Det æ' Kedde Thomsen."
   "Hej far."
   "Æ det dæi, Sissel?"
   "Ja, far. Det er mæi."
   Hvis han lægger mærke til, at jeg gjorde grin med hans dialekt, så lyder han i hvert fald ikke fornærmet. "Jamen hillemænd da, hvorfor satan ringer du nu ti' mig på æ telefon?"
   Jeg tager et par sekunder om at svare, fordi jeg lige skal fordøje hans dialekt og prøve at tyde ordene. "Fordi jeg er på vej ned til Als. Til den egn, hvor du bor. Jeg tænkte, vi måske kunne mødes igen, ikke, far? Og så kunne vi besøge mor sammen."
   "Jamen, ja, det ly'er 'et så ring' endda. Det ku' da være så gansk' hyg'ligt. Du ka' bare stræve herut te' æ gård å se ti' æ' kre' å mæi. Æ æ' jo et gammel' tokke kre!" Han griner højlydt. Jeg skærer en grimasse og holder telefonen et par centimeter væk fra øret. "Hvoffo' kommer du he'net, lille Sisle?"
   "Det er egentlig en forretningsrejse. Jeg skal snakke med nogle projektledere på DanGlobeTech koncernen på Als om at gøre produktionen mere miljøvenlig ved at -"
   "Naj, naj, naj, lille Sisle, du ve' jo at jæ et' forstår mig på sådan nau! Du æ' megt mer' granne å sådan nau end jæ æ. Du har jo gå't på æ universitet. Jæ æ jo kun en tokke ka'l." Han griner igen. Jeg begynder at vænne mig til hans dialekt igen. Jeg kan huske nogle af ordene, selvom jeg ellers troede, jeg havde glemt det hele. 'Tokke' betyder dum, og 'granne' betyder klog.
   "Skal jeg tage ud og besøge dig og mor?"
   "Jæ, det tøes jæ ville være hyg'ligt. Winne kommer du?"
   Jeg stirrer blankt på det tomme sæde overfor mig og bider i underlæben, mens jeg prøver at tyde ordene. 'Winne' ... det betyder vist 'hvornår.' "Det ved jeg ikke lige. Jeg vil lige tjekke ind på hotellet, få mødet på koncernen overstået, og så finder jeg ud af, hvornår jeg kan komme, og så ringer jeg til dig igen, okay, far?"
   "Du æ en grum pich', lille Sisle!"
   "En ... grum pige?" gentager jeg.
   "Jaja da, en rigtig grum og snell pich'!"
   "Okay."
   En ældre kvinde går hen til mig fra et sæde lidt længere henne i vognen. Hun bøjer sig ned over mig og siger med en spinkel stemme: "Det her er en stille-kupé ..."
   "Nå, ja, okay. Undskyld," siger jeg og taler så til min far: "Men øh, så snakkes vi ved." Og så siger jeg det; det kommer helt naturligt og instinktivt: "Møjn!"
   "Ja, møjn!" Han griner igen.
   Jeg lægger på.
   Den ældre kvinde går med et lille, tilfreds smil tilbage til sin plads, hvor hun sidder og løser en kryds-og-tværs i avisen.
   Sollyset kommer ikke ind gennem vinduet længere, og jeg klapper min bærbare computer op igen for at få lavet lidt mere arbejde, før toget når endestationen i Sønderborg.