Vi sidder på trinene foran rådhuset og spiser vores pizza-slices. Jeg ved ikke, hvad klokken er. Nok et sted mellem 1 og 2. Det er fredag nat, og på rådhuspladsen foran os vandrer grinende skygger rundt i små flokke. Der kommer vrede råb fra en gruppe foran et diskotek. Nogen er ved at komme op at slås, og nogen råber "Stop! Stop! Slap af!"
   Ved siden af mig sidder to piger, jeg ikke rigtig kender. Den ene er min ven Alex's kæreste. Hun hedder Anja. Jeg ved ikke, hvad den anden hedder. Hun siger ikke så meget.
   Anja er fuld. Hun sidder og fortæller mig om en pige, hun hader: "Og så prøvede hun at få min kæreste til at slå op med mig igen! Altså, det var 2. gang hun prøvede at tage min kæreste; det skete også i 7. klasse. Og så gør hun det igen! Så mig og Naja vil finde hende i byen i nat og have en total bitch-fight med hende. Vil du være med?"
   "Jaja," siger jeg og trækker på skuldrene. "Jeg er god til at bitch-fighte. Jeg er en rigtig bitch."
   Anja smiler. "Det' godt. Du er en rigtig bitch."
   "Ja." Jeg nikker og smiler og spiser min pizza.
   Anja begynder at snakke med sin veninde; det er måske hende, der hedder Naja. De snakker om det pizzaria, hvor vi lige har været henne. "Nej nej, de var lukket før, men nu har de åbnet op igen. De får glade smileyer igen. De fik en sur smiley dengang. Jeg kender en, der siger, hun så en rotte løbe ud."
   "Deres dressing ligner sperm," påpeger veninden. Hun er vist endnu fuldere end Anja.
   "Al deres dressing er lavet af sperm," siger Anja. "Vidste du ikke det?" Hun vender sig mod mig. "Jeg er fuld. Er du fuld?"
   "Ikke rigtig. Jeg fik kun lige en fadøl, mens jeg ventede på jer."
   Ej, du skal da være fuld. Alex vil nok købe dig en 1-liters øl."
   Hvad laver den krykke der?"
   Jeg har fået øje på en krykke, der står lænet op ad en af bygningens søjler lige ved siden af os. Den står i skyggen på indersiden af søjlen. En helt almindelig krykke.
   "Det ved jeg ikke." Anja griner. "Der er nok en eller anden, der lige skulle efterlade den der, mens han ordnede et eller andet. Synes du, jeg ligner Hitler? Alle kalder mig mini-Hitler."
   Jeg svarer ikke. "Der er kun brød tilbage af min pizza nu. Er der nogen, der vil have brød?"
   Anja og den anden pige takker nej.
   Jeg rejser mig og går ned ad trinene til springvandet midt på pladsen. Jeg kaster pizza-skorpen og papirbakken i. Det flyder ovenpå. "Jeg har lavet et skib."
   Anja griner og smider også sin pizza i. "Skal vi gå tilbage til baren nu?"
   "Ja okay. Vent lige." Jeg småløber op ad trinene til søjlen og tager krykken. Så går jeg sammen med pigerne ned ad sidegaden til baren, mens jeg bruger krykken. Jeg har den i højre hånd og humper på mit venstre ben; lader som om jeg ikke kan bruge mit højre ben. Pigerne griner. "Du er genial."


* * *
   Det er en lille, lidt klaustrofobisk bar med gullig belysning og røg i luften. Der er flest folk på min alder, men også nogle ældre. Et par snakker højlydt på et mærkeligt, østeuropæisk sprog.
   "Jeg burde slet ikke være i byen i aften," siger jeg og dumper ned i en stol ved siden af Alex ved et bord. "Jeg skal til eksamen på mandag. Jeg burde læse hele denne weekend. Prøve at være en seriøs studerende."
   "Hvor fik du den krykke fra?" spørger Alex.
   "Den stod oppe ved rådhuset," siger jeg med et smil. "Nogen havde bare efterladt den dér. En eller anden krøbling, der bare lige skulle ordne noget andet og så komme tilbage efter den senere."
   "Gi' mig den," siger Alex. Han tager krykken og rejser sig og går hen til sin kæreste ved baren. Jeg drikker hans øl. Det er en 1-liters. Jeg griber om det store krus med begge mine små hænder. Jeg føler mig pludselig som en lille baby. Sutteflaske.


* * *
   Senere går vi ned ad den øde gade sammen med en hel masse af Alex's og Anjas venner, som jeg ikke kender. Nogle af pigerne sidder på fortovet i en lille rundkreds og snakker. Vi sætter os hos dem, breder os ud på vejen. Alex danser rundt med krykken. Jeg prøver at vriste den fra ham; nu vil jeg have den igen. "Giv mig min krykke!" griner jeg. "Giv mig min krykke!"
   "Det er min!" råber Alex.
   Vi snurrer rundt.
   Til sidst siger Alex, at han giver mig den, hvis jeg vil klappe Camilla i røven. Camilla er en pige, jeg har snakket lidt med. Vi har ikke rigtig noget tilfælles; hun er helt anderledes end mig. Hun er helt normal. Hun er lidt højere end mig og lidt tyk. Lige nu har hun en flot, sort, knælang kjole på.
   Jeg går hen og klapper hende i røven.
   Hun vender sig om; så smiler hun og kysser mig på kinden. Så på munden. Jeg er ligeglad med kysset. Jeg kysser tilbage med min øl- og pizza-ånde. Hun åbner ikke munden helt. Hendes tunge er lille og forsigtig.
   Alex og Anja og nogle andre jubler over kysset. Camilla trækker sig væk fra mig med et smil. "Klap hende i røven igen!" råber Alex. Han rækker mig krykken. "Med den her!"
   En politibil kommer langsomt kørende op ad gaden mod os. Vi rykker ind på fortovet. En betjent taler til os ud af vinduet: "Det er ikke så smart at sidde på vejen, vel? Hvis I skal sidde ned herude, så sidder I på fortovet, ikke?"
   Vi nikker og siger alle sammen ja og tak og selvfølgelig. Jeg står med krykken og prøver at se ud, som om jeg lægger min vægt over på den. Som om jeg har brug for den. Som om det er min krykke.
   Politimændene lægger åbenbart ikke mærke til noget. De kører videre.


* * *
   Resten af aftenen sker forskellige ting i forskellige variationer og gentagelser. Vi er på baren, ude på gaden, hen til pizzariet igen, tilbage til baren igen. Camilla kysser mig igen et par gange. Jeg snakker med tilfældige drenge og piger.
   På et tidspunkt vil jeg sige noget til Camilla, men jeg er pludselig ikke sikker på, om hendes navn er Camilla eller Camille. Hvorfor kommer jeg i tvivl om sådan noget? Hvad er der galt med mig?
   Jeg drikker ikke mere.
   Ved 3-tiden går jeg hjemad sammen med Alex, Anja og pigen, hvis navn jeg slet ikke kan huske; hende vi spiste pizza sammen med. Vi går op ad gågaden. Anja og Alex diskuterer, om det gør en dreng bøsse, hvis han kan lide at stikke en finger op i røven. Anja tror på det; Alex og jeg er uenige.
   Jeg går stadig med krykken. Jeg humper af sted, som om jeg virkelig har brug for den. Så skifter jeg til at danse og hoppe på begge ben. Så humper og halter jeg igen. Anja og Alex og den navnløse pige griner. "Du er altså bare genial."
   "Jeg skal ind her," siger jeg, da vi kommer til et kryds.
   "Okay," siger Anja. "Godnat." Hun krammer mig.
   Jeg krammer også Alex og pigen. "Godnat, Alex ... Godnat, person hvis navn jeg ikke kan huske ..."
   "Angelika," siger hun leende.
   Det er et pænt navn; måske var det derfor, jeg ikke kunne huske det. Det var alt for pænt. "Godnat, Angelika."
   De går væk og er ved at forsvinde om hjørnet. Jeg stopper op. "Skal jeg bare tage krykken med mig hjem?" råber jeg efter dem.
   "Ja, gør det!" siger Alex med en ligegyldig 'hvorfor-ikke' tone. "Behold den!"
   Jeg vender om og går hurtigt alene gennem gaderne. Det kilder i maven. Jeg er lidt svimmel. Jeg indser nu, at jeg faktisk har drukket mig rigtig fuld, alt for fuld. Jeg vender krykken om, så håndgrebet vender nedad, og jeg holder midt på den.
   Et ungt par går forbi. Manden smiler og siger til mig: "Den virker nok bedre, hvis du vender den om."
   Jeg smiler bare stift. Jeg går videre med min krykke vendt forkert og hævet over fortovet. Luften er varm og fugtig, nærmest sydlig. Spansk luft. Jeg går forbi lukkede butikker. Inde i Merlin er nogle fladskærmsTV'er tændt i udstillingsvinduet. De viser den samme kanal med reklamer. En smilende, lydløs kvinde spiser yoghurt. Det er et spøgelsesagtigt syn.
   Jeg finder min mobil frem og skriver korte SMS-beskeder, mens jeg går. Jeg skriver med en af mine venner, der valgte at blive hjemme i nat for at læse til eksamen. Han er stadig oppe. Jeg skriver til ham, at jeg tager en krykke med hjem.
   Han skriver: 'hvad? Og hvad er det jeg hører om en pige du har snavet med?'
   Jeg skriver 'Camilla.' Nu er jeg sikker på, at det er et A til sidst og ikke et E.
   'Noget seriøst?'
   'Tror jeg ikke.'


* * *
   Jeg vågner op lørdag formiddag. Jeg har lidt hovedpine, men det er ikke så galt. Jeg kigger under sengen. Jeg har gemt krykken dér. Forhåbentlig har min mor ikke tænkt sig at støvsuge eller vaske gulv i mit værelse i dag.
   Jeg går ud på badeværelset og tager to panodiler.


* * *
   Dagen flyder forbi. Der sker intet. Jeg får det rigtig dårligt. Ikke fysisk dårligt; jeg har ikke tømmermænd. Jeg får det bare dårligt. Jeg prøver at læse til min fysik-eksamen, men jeg kan ikke koncentrere mig om formlerne og lovene og sammenhængene. Jeg går ud og køber et nyt album af et af mine yndlingsbands. Derhjemme lader jeg det ligge uden at lytte til det.
   Et par gange kigger jeg under sengen bare for at se krykken. Som for at sikre mig at den stadig er der. Eller som for at være sikker på, at det ikke bare var en drøm, et mareridt. Det grå og sorte skinnende plastic i mørket og støvet. Som barn var man bange for uhyrer under sengen. Nu ligger der bare en krykke derinde. Hvor er uhyret?
   Jeg føler mig hverken helt vågen eller helt træt. Jeg spiser ikke meget i løbet af dagen. Jeg tager et brusebad. Jeg skifter mit sengetøj. Jeg prøver at læse fysik.
   Jeg tænker over, hvem ejeren af den krykke kan være. En gammel mand? En gammel kvinde? En person på min alder, der for nylig er kommet til skade i en bilulykke? En person, der altid eller i lang tid har været handicappet?
   Hvordan fanden blev den krykke efterladt der? Hvorfor?
   Måske havde nogen efterladt den krykke for at komme tilbage efter den senere. Måske har nogen brug for den krykke lige nu. Vedkommende havde måske regnet med, at ingen ville kunne finde på bare at tage en krykke – sådan uden videre. Hvilken slags menneske ville bare finde på at tage en krykke? Hvilken slags menneske er jeg?
   Hvad er der galt med mig?


* * *
   I løbet af eftermiddagen skriver jeg SMS-beskeder til Alex. Jeg spørger: 'Kan dig og anja ikke tage krykken næste gang i er herovre? jeg kan holde en videoaften i aften'
   Alex skriver: 'Kan ikke i aften'
   Jeg skriver: 'Jeg vil virkelig gerne bare slippe af med den krykke, det her er en af de dummeste/ondeste ting jeg nogensinde har gjort under en druktur'
   'Jamen, du kyssede med Camilla!'
   'Hvad har det at gøre med krykken'
   'ALT'
   'Alex, det er ikke en magisk kærlighedskrykke'


* * *
   Jeg tænker lidt på at gå til politiet og fortælle dem hele den åndssvage historie.
   Men jeg tænker kun på det. Jeg tør ikke. Jeg skal ikke have noget at gøre med politiet. Jeg vil være ukendt, anonym, ligegyldig. Jeg vil ikke involveres i noget.


* * *
   Den nat sniger jeg mig ud af huset, efter mine forældre er gået i seng, og jeg er sikker på, at de sover tungt. Klokken er lidt over 12. Jeg går hurtigt ned ad gaden i det øde, stille kvarter. Jeg bærer krykken stift som en soldat med sin bajonet.
   Jeg vil bare lægge den et eller andet sted. Så er den ude af verden. Jeg skal bare lægge den et sted, lidt langt væk fra mit hus, og så gå hjem og sove.
   Jeg går ind ad en lang, mørk sti mellem villaer med høje hække. Jeg går hurtigt ned til midten af stien. Jeg stiller krykken op ad hækken i den ene side. Ligesom den stod lænet op ad søjlen ved rådhuset.
   Jeg går hjem, fri for den åndssvage krykke. Jeg går ned ad den mørke sti mod gadens lys. Jeg har min mobiltelefon tændt og åben, så jeg kan bruge den som lygte. Det blålige lys falder på mælkebøtterne i siderne af stien. Visnede mælkebøtter.
   Jeg rækker ud med min ene hånd og dasker til dem, så jeg slår de grå støvfnug af. De hvirvler ud i mørket.