"Jeg vil lave mig en sandwich."
   "Jamen, det er da godt. At du selv laver noget til dig selv."
   "Ja. Det er rigtig, rigtig godt."
   "Men aftensmaden er altså klar om cirka en halv time. Kan du ikke se, jeg står og laver aftensmad?"
   "Jamen jeg vil godt have en sandwich alligevel."
   "Nå."


* * *
   "Hvor er franskbrødet?"
   "På hylden omme bag køleskabet."
   "Nå. Det var da et åndssvagt sted at gemme det væk."


* * *
   "Ej, det ser da ulækkert ud, Henrik. Synes du ikke selv, det ser ulækkert ud?"
   "Hvad mener du?"
   "Jamen, alt det du lægger i den der sandwich. Der er ... ost og spegepølse og sild ... og rejer og ... marmelade? Og nu putter du ketchup på?"
   "Ja. Masser af ketchup."
   "Tror du selv, det kommer til at smage godt?"
   "For helvede da, Hildur. Det er bare en sandwich. Selvfølgelig kommer det til at smage godt. Har vi nogen muslinger?"
   "Ja, i en af skufferne i køleskabet. Men altså, Henrik. Hvad har du tænkt dig? Vil du bare bruge alt det, vi overhovedet har i køleskabet, til den der sandwich?"
   "Ja. Måske er det dét, jeg vil. Bare bruge alt det, vi overhovedet har."
   "Nu opfører du dig underligt igen."
   "Nej, jeg gør ej."
   "Henrik, vi snakkede om det her i sidste uge. Du skal holde op med at gøre underlige ting. Du lovede, du ville holde op."
   "Jamen, Hildur, jeg laver jo bare en sandwich. Til mig selv. Som jeg vil spise. Det er da en helt normal ting at gøre. Ej, har vi ikke noget mere mango chutney? Og hvor er honningen?"
   "I skabet."

...
* * *
   "Du har sgu da ikke tænkt dig at spise det der."
   "Jo jeg har. Jeg vil spise min sandwich."
   "Den bliver da ulækker."
   "Hvor er de der dejlige spanske olivner?"
   "I skabet lige dér."
   "Og ansjoserne? Og myse-osten?"
   "Køleskabet."
   "Tak. Og så skal der også noget yoghurt på. Det bliver lækkert, det her."
   "Ved du hvad, Henrik, nu giver jeg bare op. Nu vil jeg bare stå her og lave aftensmaden, og så kan du lave din åndssvage sandwich, og så holder vi begge to kæft."


* * *
   "Ej, nu stopper du, Henrik. Svesker og rosiner oveni ... noget yoghurt og ... er dét der en stor klump ribsgelé?"
   "Ja."
   "Du gør bare det her for at provokere mig. Du er pissebarnlig."
   "Nej. Jeg står og laver en sandwich, Hildur. Det er helt normalt."
   "Hvad er det, du prøver at demonstrere? Altså helt ærligt. Hvad er det, du vil bevise overfor mig med den sandwich dér? Hvorfor skal alting altid være så mystifystisk med dig?"
   "Jeg troede, du sagde, du ville holde kæft og lade mig lave min sandwich i fred."
   "Ej, du putter bare ikke vores risalamande-rester ovenpå de frikadeller dér."
   "Jo jeg gør. Se. Nu gør jeg det."
   "Henrik for helvede!"
   "Hildur for helvede!"
   "Jeg hader når du griner på den måde. Man kan høre, det slet ikke er en rigtig latter."
   "Jeg griner, fordi jeg synes det er sjovt, lille Hildur."
   "Hvad er sjovt?"
   "At du bliver så irriteret over, at jeg bare står her og laver en sandwich."
   "Henrik, for helvede, for hundrede-og-syttende gang, du lovede du ville holde op! Du ville holde op med at gøre underlige ting! Du ville holde op med at stå op midt om natten og gå op og ned ad vejen i din pyjamas! Du ville holde op med at sove med hovedet i fodenden og fødderne på puden! Du ville holde op med at farve dit hår i alle mulige farver og barbere dit pubeshår af! Og nu står du gudhjælpemig og laver en kæmpe-sandwich med alle de ting, vi har i køleskabet! Hvad er der galt med dig? Hvorfor nu? Hvorfor flipper du ud nu? Efter vi har levet sammen i 17 år, levet roligt og, og fredeligt sammen?! Er det en mid-life-crisis? Er det en depression? Hvad fanden er det?"
   "Det er en sandwich."
   "HENRIK!"


* * *
   "Hvor er det nu, krydderierne står? Jeg skal bruge noget saffran og gurkemeje og Herbes de Provence."
   "Det står alt sammen i den der kasse deroppe."
   "Okay."
   "Jeg vil skilles. Hvis du ikke snart bliver normal igen, så vil jeg have en skilsmisse."
   "Du er da også så skide teatralsk."


* * *
   "Nu er min sandwich næsten færdig. Jeg skal bare lige have noget leverpostej ... og noget sirup ... og den der lækre tzatziki ..."
   "Det bliver godt nok en forpulet lækker sandwich, Henrik. Jeg håber du får dårlig mave af den og skider dine indvolde ud."
   "Så så, lille Hildur."


* * *
   "Nogle gange får jeg hukommelsestab. Sådan, bare lige pludselig, midlertidigt hukommelsestab."
   "Det lyder da frygtelig interessant."
   "Jeg kigger på dig, og jeg kigger rundt i huset her, og jeg genkender slet ikke noget. Det er alt sammen nyt."
   "Du kan ikke få mig til at tro, du er ved at blive senil. Herregud, Henrik, du er 41 år. Det er ikke dét, der er galt med dig."
   "Nej nej. Jeg siger bare, jeg får hukommelsestab nogle gange."
   "Hvad gør du så? Hvad tænker du så? Jeg vil virkelig gerne forstå dig, Henrik. Jeg vil virkelig gerne prøve."
   "Tja, jeg tænker, hvem er den kvinde dér? Er hun min kone? Min kæreste? Min veninde? Min mor? Min søster? Min datter? Måske kender jeg hende slet ikke. Hvad er mit forhold til hende? Hvorfor er hun her i mit hus? Eller måske er det hendes hus? Eller en helt tredje persons hus?"
   "Det tænker du over?"
   "Ja. Fordi jeg får hukommelsestab. Sådan lige pludselig."
   "Vi er gift, Henrik. Vi er et ægtepar."
   "Ja, det ved jeg jo godt lige nu. Det er jeg godt klar over. Vi er gift. Gift. Det er et sjovt ord. Kort tillægsform eller måske et substantiv. Gift til at forgive nogen med."
   "Jeg hader dig."
   "Jeg elsker dig."
   "Jeg hader os begge to."
   "Jeg elsker os begge to."
   "Jamen, det var da godt, vi lige fik det på plads."
   "Ja, Hildur. Det var da godt."


* * *
   "Så, nu er den færdig. Lidt sennep ... lidt salt og peber ... ja. Så er den helt færdig. Ser den ikke lækker ud?"
   "Vil du spise det der lort?"
   "Ja. Se. Nu spiser jeg den."
   "Hold da kæft. Ej, jeg får kvalme bare af at se dig tygge det der. Får du ikke kvalme?"
   "Den er lækker. Det er en lækker sandwich."
   "Ej, lad nu være med at snakke, mens du har det der i munden. Føj for den lede."


* * *
   "Den er altså lækker, Hildur."
   "Føj. Føj for den lede. Nu har jeg helt mistet appetitten til aftensmaden. Dit klamme, triste, ynkelige svin."


* * *
   "Så, nu er der ikke så meget tilbage. Er du sikker på, du ikke vil have noget?"
   "Ved du hvad, Henrik ... ved du hvad ...


* * *
   Okay, lad mig smage."