Vi sidder på restauranten. Hun ryster. Hun kan ikke holde op med at ryste. Hun sidder lidt krumbøjet, og hendes højre hånd holder stramt om venstre albue. Hun sveder, glinser af sved. "Her er koldt," siger hun. "Jeg har det så dårligt lige nu. Kan vi ikke bare gå?"
   Mine trætte øjne stirrer på hende. Jeg trækker i mit sorte, smalle slips. Mit sorte jakkesæt er krøllet. Det lugter; jeg kan ikke huske, hvor mange dage jeg har haft det på nu uden at få det vasket. "Vi er nødt til at stoppe det her. Det kan ikke blive ved sådan her."
   "Hold op med at sige det." Hun stirrer ned på den hvide dug, hendes glas mineralvand, min fadøl, bakken med flute, menu-kortene. Hun tager et stykke flute og spiser det i hurtige, rykkende bid, så der ryger krummer ud over dugen. "Er det derfor, vi skulle mødes i aften? Var det det, du ville fortælle mig?" spørger hun med munden fuld af brød.
   "Det ved jeg ikke." Jeg ryster træt på hovedet og klør mig i mit fedtede hår. Der falder skæl ud. "Jeg ved ikke, hvad fanden jeg vil med dig længere."
   "Jeg har noget hjemme hos mig, hvis du vil ha’ noget," siger hun. Hun lyder desperat.
   Jeg ryster hurtigt på hovedet. "Jeg holder mig væk fra det lort. Jeg vil ikke ende som ... som dig."
   "Er jeg virkelig så frastødende?" Et øjeblik lyder hun såret. Så griner hun. Det er bare for sjov. Det er alt sammen bare for sjov.
   Jeg ser på hendes krop. Hendes stropløse, blå kjole skærer lidt ind i hudet, ind i kødet, så der vælter en muffin-top ud mellem hendes overkrop og armhuler. Patterne ser runde og faste ud. Men jeg ved, at når man fjerner den stramme kjole og pushup bh'en, så hænger de ned, rynkede og slappe som testikler. Selv hendes ansigtshud er slap og tør og bleg under den sorte eyeliner og læbestiften. Hendes platinblonde hår hænger ned i to tykke gardiner. Hun ryster. Hun sveder.
   "Du er så grim," siger jeg tonløst. "Du er så pissegrim."
   Hun griner igen, en tør, nærmest guttural latter. "Det er jeg sgu ligeglad med. Du er sgu heller ikke selv supermodel-materiale."
   "Jeg føler mig så gammel, når jeg er sammen med dig."
   "Det er fordi, du er gammel. Vi bliver gamle sammen, skat. Dig og mig." Hun drikker sit glas mineralvand, spilder lidt ned over sig selv. "Vupsedasse." Og hun ryster. Hun sveder.
   "Jeg hader dig."
   "Du er sgu en rigtig fucking gentleman at sidde og høre på i aften. Pisseromantisk. Den store kærlighed." Hun griner igen. Intet, jeg siger, kan gøre noget indtryk på hende. Intet kan trænge igennem til hende.
   Pludselig taber hun glasset. Det splintrer på gulvet. Samtalerne ved bordene omkring os forstummer et øjeblik. Nogle vender sig om eller kigger hurtigt over skulderen mod os. En tjener kommer hurtigt hen til os. "Det er helt okay," siger hun og smiler beroligende og fejer glasskårene op. "Det er helt i orden; I behøver ikke at betale for noget."
   Jeg rejser mig i en hurtig, stiv bevægelse. Jeg smiler stift ned til tjeneren. "Jeg tror faktisk bare, vi går nu. Vi har ikke bestilt noget endnu, så vi kan godt bare gå nu."
   "Nej, ved du hvad, det behøver I slet ikke," siger tjeneren med endnu et sødt smil.
   Jeg er ved at få en dunkende hovedpine. Alle lydene - samtalerne omkring os, latter, bestik mod tallerkener - ramler ned mod mig, som om akustikken herinde skyder dem direkte mod dette punkt. "Vi havde alligevel tænkt os at gå," mumler jeg til tjeneren.
   "Jeg vil da ikke gå ..." siger hun så. Hun sidder stadig der ved bordet, overfor mig, og kigger sløvt ned på glasskårene og tjeneren. Hun ligner et barn, der ikke forstår noget som helst.
   Jeg tager fat under armhulen på hende og hiver hende hårdt op fra stolen. "Nu går vi," hvæser jeg.
   "Jaja, slap da lige af!" råber hun og river sig væk fra mig. Igen forstummer samtaler omkring os; folk stirrer. Vi går sammen ud af restauranten; jeg med hurtige, vrede skridt, hende vaklende, haltende, lidt bagefter mig.


* * *
   I går ned ad gangen. Den er smal og højloftet, med et varmt, orange lys fra de rustikke lamper. Du stopper op ved døren til din lejlighed midtvejs på gangen. "Er det din lejlighed?" spørger han dumt.
   "Nej, jeg er ved at bryde ind i en andens lejlighed," siger du med et godmodigt grin, mens du låser op.
   I træder ind i den rummelige, L-formede dagligstue. Her er lyst og rent, med gult og ferskenfarvet tapet. I den ene ende af L’et er der et arrangement med sofa, lænestole og et glasbord overfor et stort fladskærms TV. I den anden ende er der spisebord. Møblerne er dyre, simpelt designede sager fra Ikea.
   Et øjeblik står I begge stille og kigger på lejligheden, som om du også er her for første gang. "Nå, skal jeg lave noget kaffe?" siger du.
   "Ja, kaffe ville være dejligt."
   Du går ud i køkkenet, som er et kvadratisk, åbent rum lige overfor hoveddøren. "Bare kig dig omkring - tag skoene af, hvis du vil," siger du, mens du rumsterer og finder kaffepulveret frem.
   Du ser ham lægge skoene ved siden af hoveddøren, hvor du har efterladt dine højhælede. Så går han rundt og studerer dine malerier og din reol. "Du har nogle gode bøger her."
   "Synes du? Tak," siger du og går ind til ham. Kaffemaskinen er stille i gang ude i køkkenet. I står ved hver jeres ende af glasbordet et øjeblik. Du fletter hænderne sammen foran brystet, som om du er i en musical og skal til at bryde ud i sang. Så siger du: "Jeg har godt nok ikke fået læst halvdelen af dem, der står der."
   "Nå," siger han med et lille grin.
   "Jeg får dem i gave, og så lader jeg dem bare stå der. Har simpelthen ikke tid til noget nogle gange med arbejdet og sådan," siger du.
   "Ja, jeg kender godt følelsen," siger han. "Der er ikke helt stress på vores kontor, men man mister lidt energi alligevel, sidst på dagen."
   "Ja, ikke? Nå, men lad os nu ikke snakke om sådan noget. Sæt dig ned!" Du sætter dig i det ene hjørne af sofaen, og han sætter sig i det andet. For at få afstanden til at virke naturlig, smækker du dine krydsede, bare ben op på puderne. Kjolen glider lidt ned ad dine lår. Du håber ikke, du ser sexet ud på en billig måde.
   "Hvad skal vi så snakke om?" siger han. Han sidder stadig med fødderne på gulvet, men han læner sig tilbage mod armlænet med hovedet støttet på den ene hånd.
   "Det ved jeg ikke!" udbryder du med et smil. "Gud, det er mærkeligt; jeg føler mig slet ikke træt. Det var ellers en lidt hård dag på kontoret i dag."
   "Ja ... Men jeg føler mig også helt vågen. Vi har slet ikke brug for den kaffe."
   "Nej." Du ler igen.
   "Ville du have noget imod det, hvis jeg kyssede dig lige nu?"
   Din latter stopper. Du ser på ham med åben mund og runde øjne. Han spørger rent faktisk om lov først. For enhver anden mand ville det måske være en fjoget ting at gøre, men på den måde han gør det, virker det sødt og naturligt. Og lidt sexet.
   Du kravler nærmest frem mod ham på sofaen i en langsom, tavs bevægelse. Du smiler, lukker øjnene, din krop ovenpå hans. I kysser længe, først med læberne. Så glider tungerne igennem og mødes. Din krop falder ned mod hans, overgiver sig.
   "Jeg tror, jeg er forelsket i dig," siger du. Din stemme er næsten ikke over en hvisken, og du ønsker næsten ikke, at han skal høre det.
   Men han hører det. Han siger: "Jeg er også blevet forelsket i dig. Jeg elsker dig. Det gør jeg virkelig."


* * *
   De står i elevatoren. Hvad gør kvinden? Kvinden kigger op på etage-numrene. Hun står med hænderne foldet foran sig. Etage-numrene skifter langsomt. 6 ... 7 ...
   Pludselig tager hun sig til hovedet. "Jeg ... jeg kan ikke huske, hvordan vi kom herhen."
   "Vi tog en taxi," siger manden. Han står lidt bag hende nu. Hun kan føle hans blik på hendes skulder, på siden af hendes hals.
   "Hvor er vi?"
   "Et hotel."
   "Hvad hedder du?" Hun rynker på panden. Hun er ved at få en svag hovedpine. Det er som om, hun kan høre et ekko af en anden stemme, langt borte fra, men alligevel tæt på. Hvem tilhører stemmen? Stemmen tilhører en anden kvinde.
   "Det behøver du ikke at vide," svarer manden.
   Kvinden vil vide, hvad klokken er. Hun løfter armen og kigger ned på sit håndled, men der er ikke noget ur. Heller ikke på det andet håndled. Hun var ellers sikker på, hun havde ur på.
   "Hvad er klokken?" spørger hun.
   "5 minutter over 11."
   "Hvad ... hvad hedder jeg?"
   En pause.
   Etage-numrene skifter. 9 ... 10 ... 11 ...
   "Du har ikke noget navn i aften."
   12. Elevatoren stopper på 12. etage. Dørene går op.


* * *
   I sidder på restauranten. Jeres hænder mødes midt på den hvide dug, din ovenpå hans. Du kigger ind i hans mørke øjne. "Jeg har det bare så godt lige nu."
   "Du har også drukket tre glas rødvin," siger han med et skævt lille smil.
   Du ler og klasker ham på hånden. "Hold da op. Du har da også drukket mere."
   Han griner. "Ja, okay."
   "Men du ved, hvad jeg mener."
   Han nikker. Han smiler sit brede, drengede smil, indrammet af de mørke skægstubbe - smilet der fangede dig helt fra begyndelsen. "Det har været en rigtig god aften." Han tøver, så fortsætter han, mens han kigger ned på sin tomme tallerken: "Jeg var rigtig nervøs, da jeg først så dig i det mødelokale. Jeg vidste, jeg var nødt til at prøve at begynde at snakke med dig. Men jeg blev bare så nervøs, som om jeg var en lille fjollet teenager igen. Jeg tænkte bare, at du sikkert allerede havde en kæreste, eller ikke havde brug for en. I hvert fald ikke én som mig. Og du så alt for smuk ud -"
   Du ler - en forbløffet, klingende latter. "Smuk? Nej da ...."
   "- jamen, det gjorde du!" siger han og nikker og smiler. Hans hånd trækker sig lidt tilbage fra din, som om han pludselig er blevet genert. "Det gør du også lige nu."
   "Nej ..." Du smiler og holder en hånd op for munden. "Jeg har ikke fået noget makeup på ..."
   "Jamen, du har sådan et kønt ansigt uden makeup. Jeg har altid bedre kunnet lide piger uden makeup."
   "... og den her kjole ligner noget, jeg ved ikke, til gravide. Eller til en husmoder i 50'erne." Du kigger nedad dig selv. Den røde fløjlskjole med de tykke stropper hænger løst ned ad dig. Du synes, den fremhæver, hvor små dine bryster er.
   Han griner blot igen. Han har sådan en rar, rolig latter. "Hold nu op; du ser fantastisk ud i den."
   "Synes du?"
   "Ja!" Han løfter sit glas og tømmer det for den sidste smule rødvin. Du løber øjnene henover hans krop. Hans glatte, sorte jakke og den lidt krøllede, grønne skjorte hænger skødesløst på ham. Hans brune hår er lidt pjusket, men ikke på den overdrevne måde. Hans ansigt er smukt, lidt udenlandsk, lidt eksotisk. Du kan ikke tro, du er heldig nok til at være ude med sådan en fyr.
   "Det du sagde om at være genert, som om du var en teenager igen ... Sådan havde jeg det også, da jeg først begyndte at snakke med dig. Jeg tænkte bare hele tiden, at nej, du var alt for sød, alt for ... ja, alt for lækker -"
   Han griner og ryster på hovedet.
   "Jeg tror bare, jeg er bange for muligheder," siger du, og din stemme bliver pludselig lidt alvorlig. "Jeg har faktisk været ret ... ensom. Ja, det er vel ordet. Ensom. I ret lang tid. Det er lang tid siden, jeg sidst har været i et godt, seriøst forhold med en fyr. Og så kommer du bare og virker så ... rigtig."
   Han holder dit blik med sine mørke øjne. Han har lænet sig lidt ind over bordet, så hans ansigt pludselig er tættere på dit. "Jeg har også haft det sådan."
   "Undskyld, hvis det var mere end du gerne ville vide ..." Du ler, nervøst, og læner dig tilbage.
   "Nej nej," siger han smilende. "Bare fortæl. Jeg ville ikke have noget imod at vide alt om dig."
   Du bider dig i underlæben. En tjener kommer endelig hen og tager jeres tomme tallerkener og glas. Hun spørger, om I vil have dessert, kaffe.
   "Nej tak," siger han og kigger over på dig.
   "Nej, nej tak," siger du også. "Kan vi bare få regningen nu?"
   "Selvfølgelig," siger tjeneren og går.
   Du stirrer over på ham. Han begynder at smile sit brede smil igen. "Skal ... Skal vi så bare tage hjem nu her?"
   "Tja ..." Du ved ikke, hvordan du skal få det sagt. Du vil ikke virke, som om du går for hurtigt og direkte frem. "Du må godt komme hjem til mig lidt, hvis du vil."


* * *
   Vi går ned ad gangen. Den er smal og højloftet, med et pisgulligt lys fra de flimrende lysstofrør.
   "Hvor, hvor er vi?" spørger hun.
   "Min lejlighed," siger jeg med et træt suk.
   "Jeg, jeg gen-genkender det ikke. Hvad er der galt med ..." Hun snubler og vælter ind i den revnede, hvide væg. Hun tager sig til hovedet. Hun stønner, stryger det ene tykke, platinblonde gardin tilbage fra ansigtet. "Der er noget galt."
   Jeg vender mig om. "Hvad?"
   Hun stønner. Hun bøjer sig og river sine højhælede, blå sko af og kaster dem væk ned ad gangen. Hun vakler videre på strømpefødder, hen til mig. Vi er nået til min lejlighed. Jeg låser op.
   "Der er noget galt," siger hun igen. "Noget er gået galt ..."
   "Hvad fanden snakker du om?" siger jeg. Jeg har snart mistet nysgerrigheden og tålmodigheden. Jeg står i den smalle entré inde i min lejlighed og kigger ud. Hun er kollapset mod væggen i gangen, sunket ned i en kugle.
   "Det har ændret sig ... Kan du ikke også mærke det?" Hun kigger op på mig, og nu ser jeg, at hun græder. Sorte striber af eyeliner ned ad blege kinder. "Kan du ikke huske ... Kan du ikke se, det har ændret sig? Der er noget, der er gået galt ..." Hun hulker nu, vræler nærmest. "Det skifter hele tiden ... Det ændrer sig, det svinger hele tiden frem og tilbage ..."
   Lysstofrørene flimrer. Det ene øjeblik kan jeg se hende; i det næste er gangen et sort tomrum. "Alting smelter," siger hun og snøfter. "Alting bliver forvrænget."
   "Kom nu bare herind."
   Hun kravler ind gennem døren, og jeg lukker den. Jeg går foran hende ind i den lille, rodede dagligstue, mens hun stavrer på benene igen og vakler efter mig. Jeg lægger mig på den smalle, beskidte, støvede sofa. Jeg smækker benene op på glasbordet, som allerede har fået et lille spindelvævsmønster af revner i det ene hjørne. Der er et lille, gammelt, sort-hvidt TV med en lang antenne på gulvet.
   Hun dumper ned i sofaen i det andet hjørne, sætter sig overskrævs på mine skinneben. Det gør lidt ondt, men jeg siger ikke noget. Mine øjne er ved at glide i. Jeg er så træt.
   Stuen er blå. Tapetet er lyseblåt, og et blåligt nattelys siver ind gennem persiennerne. Hendes kjole er blå. Alting er blåt.
   Hun sidder med benene spredt og trækker op i den lårkorte kjole med en slap, ligegyldig bevægelse. Hun hiver trusserne ned om anklerne. Jeg kan se lige op i hende.
   "Vil du ikke kneppe mig?"
   "Nej."
   Hun er stille et øjeblik. Jeg lukker øjnene.
   "Vil du så ikke bare kysse mig? Eller bare holde om mig? Mens vi sover."
   Jeg svarer ikke. Efter et stykke tid kan jeg mærke hende rejse sig og høre hende gå ud af lejligheden.


* * *
   I står i elevatoren i din lejlighedsbygning. Den tager jer op til 10. etage, hvor du bor. I er pludselig blevet stille og kejtede igen.
   "Hvad er klokken?" siger du. Du bryder stilheden. Stilheden er noget brydeligt.
   Han ryster jakke- og skjorteærme tilbage fra højre håndled og kigger på sit ur. Det slår dig pludselig, hvor elegant han er i hver eneste bevægelse. "5 minutter over 9."
   "Nå. Jeg troede, det var blevet senere."
   "Du har selv ur på," siger han med et skævt smil og rækker en hånd ud mod dit håndled. Han tager blidt om det. Du kigger ned.
   "Det har jeg jo." Du griner. I griner begge. Din latter varer lidt længere end hans; et øjeblik er du bange for, at den nærmest lyder desperat. Hans fingre hviler stadig på dit håndled.
   "Jeg håber ikke, du synes, jeg har været for ... akavet," siger du. "Eller noget."
   "Jeg synes, du er vidunderlig."
   Du kigger fra elevatorgulvet op på hans åbne, smukke ansigt. Så kysser du ham på kinden.


* * *
   De sidder i restauranten. Hvordan sidder de? Kvinden er bange. Hun ved ikke, hvordan hun skal sidde. Hun presser sig tilbage stift mod stoleryggen, krydser benene den ene vej og den anden, sidder på sine hænder. Hun har en sort kjole på, der går helt ned til anklerne, men med en slids. Hendes hår er langt, sort, glat.
   Manden sidder bevægelsesløs på sin side af bordet. Han drikker lidt af sit glas hvidvin. Han stirrer på kvinden. Hvordan stirrer han på kvinden? Objektivt, passivt. Videnskabeligt. Han har et sort jakkesæt og sort skjorte på. Det hele er glat og stift. Også hans hud, hans ansigt. Hans øjne er mørke, men kolde, tomme.
   "Er du tilfreds med, hvordan jeg ser ud?" spørger hun manden.
   "Ja." Ingen komplimenter, ingen kritik.
   Plejer de at sige noget? De plejer at sige, at hun er lækker, smuk, perfekt, en engel. Eller at hun er grim, en grim so; hvis det er det, de tænder på, at fornærme hende, at være beskidte og onde ved hende. Men denne mand siger ikke noget.
   "Hvorfor tager du mig på restaurant?" spørger kvinden. Hun bryder stilheden. Stilheden er noget nedbrydeligt. Hun folder hænderne i skødet. "Det plejer de ikke at gøre. De plejer bare at tage mig op til dér, hvor de bor. Eller hvor det nu skal være."
   "Er du ikke sulten?" spørger manden. Hans stemme er også rolig og glat. Han undersøger hendes ansigt. Hun kigger ned på bordet, ned på sine hænder, sin blege, skrøbelige hud. Hvad føler kvinden? Hun føler sig hverken ung eller gammel; hun føler, at hun ikke har nogen alder. Hun er udenfor tiden.
   "Nej. Faktisk er jeg slet ikke sulten."
   "Det er jeg heller ikke."
   "Nå."
   "Så lad os gå."


* * *
   Vi står i elevatoren. Hun ryster; det er nærmest blevet til spasmer nu, kramper. Hun glinser af sved overalt. "Hvahvad er, er klokken?" fremstammer hun. Hendes tænder klaprer.
   Jeg peger med en vag bevægelse mod hendes håndled. "Du har selv ur på."
   "Nåja." Hun stirrer ned på det. "5 minutter over 10. Jeg, jeg, troede ikke det var blevet så sent."
   Jeg siger ikke noget. Jeg stirrer op på de digitale, røde etage-numre. 9 ... 10 ... 11. Elevatoren stopper. Dørene går op med en høj, hvinende metallisk lyd, der gør min hovedpine endnu værre.


* * *
   De går ned ad gangen. Gangen er smal og højloftet, grå, intetsigende. De stopper ved en dør midtvejs. Manden låser op. Kvinden ser nummeret på døren. Hvad er nummeret?
   "Kom ind."
   "Ja."
   Nummeret er 115.
   Inde i værelset er der rødt. Væggene er røde, og lamperne udsender rødt lys. Fodtrin bliver lydløse i det røde gulvtæppe. Der er to store, høje vinduer, der giver udsigt over byen. Gardinerne hænger fra det høje loft til gulvet i runde, dybrøde søjler af tykt stof. Der er en lang, rød sofa, et blankt glasbord og et normalt, mellemdyrt TV overfor.
   "Sæt dig i sofaen," siger manden.
   "Okay."
   Kvinden sætter sig i det ene hjørne af sofaen; det, der er tættest på døren. Manden står op midt i rummet, mellem glasbordet og TV'et. De er begge bevægelsesløse i flere sekunder.
   "Hvad vil du have mig til at gøre?" spørger kvinden stille.
   Manden løfter en pegefinger op, som om han skal til at komme med en vigtig pointe. Men så står han stille og siger intet.
   "Er ... Er der noget særligt, du vil gøre ved mig?"
   "Ikke mig." Manden lader armen falde, så fingeren peger ned på gulvet. Hans stemme er tør og monoton. "En tredje."
   Kvinden rejser sig og nærmest løber i to hurtige skridt hen til døren. Hun tager i håndtaget. Den er låst. "Hvornår låste du den?" siger hun, og hendes stemme ryster af angst nu, hvisler mellem tørre læber. "Blev den låst udefra?" Kvinden står stadig vendt mod døren, med ryggen til stuen og manden. Hun kigger over skulderen med store, runde øjne. Spejlblanke.
   "Der er ingenting derude," siger manden. "Der er kun dette værelse. Det ved du godt."
   Kvinden vender sig langsomt helt om. Hun græder nu, stille og udtryksløst. Varme tårer triller ned over hendes indsunkne kinder. Hvad ser kvinden? Kvinden ser det højre gardin ved det højre vindue. Hvad ser kvinden? Kvinden ser et par fødder i sorte, blanke sko, synlige under gardinet. Der står en tredje person bagved. Hvad ser kvinden? Den tredje person.
   Et hoved bevæger sig ud fra bag gardinet. Et ansigt kommer til syne.
   Kvinden skriger.


* * *
   Du sidder i det ene hjørne af sofaen i din dagligstue. Du er ved at drikke en kop kaffe. Den står på glasbordet foran dig. Ved siden af den ligger fjernbetjeningen. Du har lige slukket for TV’et. Der var ikke noget interessant på nogen af kanalerne.
   Der er mørkt og stille herinde. Du kigger på dit armbåndsur. Klokken er 5 minutter over 12.
   Du er træt. Du lukker øjnene.
   Du er helt alene.
   Du har været helt alene hele aftenen.