Jeg kan ikke huske meget fra min barndom. Jeg kan ikke huske de helt store, vigtige, dramatiske, personlighedsskabende oplevelser.
Jeg kan huske lange eftermiddage foran fjernsynet. I dagligstuen. Støvet solskin ind gennem gardinerne. Om weekenden. Jeg var i børnehaven. Eller måske i folkeskolen. Jeg var helt lille.
Jeg så serier i fjernsynet. Herkules. Eller Xena, amazone-krigerinden. De var spændende, for mig, dengang. Jeg opfattede at speciel effekterne var ret dårlige, men det generede mig ikke så meget. Det var spændende alligevel. Især Xena. Jeg kunne bedst lide Xena, fordi det var lidt mere intenst og alvorligt end Herkules. Tror jeg. Vistnok.
Hvis jeg så de serier i dag, ville jeg nok grine af dem. Men dengang var jeg godt nok opslugt. Jeg lå på maven på sofaen, med min hage presset ned i armlænet, så længe nogle gange at det gjorde ondt i kæben og tænderne bagefter. Jeg stirrede på TV'et med halvt lukkede øjne. Fuldstændig slap og flad. Som en pandekage. Mine forældre sagde, at jeg ville få firkantede øjne af at se så meget TV. Jeg kiggede i spejlet nogle gange for at tjekke, men nej, mine øjne var stadig to fine ovaler.
Min farmor kunne især blive sur over de der lange eftermiddage, jeg tilbragte foran fjernsynet. Forsømte dage. Spildte. Spildt barndom.
Der er en dag, jeg kan huske rigtig godt. Det var i sommerferien. Tørt, støvet solskin. Jeg lå og så Herkules, og så kom farmor og spurgte om jeg ville med ud i haven og pudse havemøblerne med linolie. Det virkede som en dødssyg ting at gøre dengang, og det gør det sådan set også nu, når jeg tænker på det. Havemøblerne var af hvidt plastic og behøvede slet ikke rigtig at blive pudset. Min farmor kunne rigtig godt lide at pudse alting. Med linolie, altid med linolie.
Jeg sagde at jeg ikke gad.
"Jeg gider ikke." Sådan sagde jeg det bare. Subjekt, verbum, benægtende sætning. Kun et neksus, ikke et objekt. En kort, simpel sætning. Spartansk møbleret. Barndommens spartanske grammatik.
Farmor blev sur. Hun slukkede for TV'et, og jeg satte mig op på sofaen og protesterede, sådan som et barn protesterer - uden at komme nogen vegne - men hun satte sig foran mig på sofaen og så holdt hun et langt foredrag.
Jeg kedede mig. Sjældent har jeg kedet mig så meget i mit liv. Jeg blev ved med at kigge op på uret og tænkte på, at nu var Herkules slut … nu var der reklamepause ... nu begyndte Xena ... nu var Xena nok slut ...
Foredraget handlede om, at den værste ting i verden, man kan sige, er at man "ikke gider" noget.
* * *
Efter foredraget gik hun udenfor og lod mig sidde dér i stuen, alene. Jeg så ikke mere TV, nu hvor mine serier var slut. Jeg gik heller ikke ud og pudsede havemøblerne sammen med hende.
Jeg hadede farmor.
* * *
Senere fik hun hjerneblødningen. I starten var hun nogenlunde klar og bevidst og fungerede stadig. Hun kunne endda gå, lidt vaklende, i et stykke tid, før hun måtte sidde i rullestol. Jeg kan huske en dag på hospitalet, i hendes værelse, nok cirka en uge efter hjerneblødningen. Jeg sad i en stol op mod venstre væg, skråt overfor sengen. Min far og onkel stod op. En sygeplejerske prøvede at hjælpe farmor ud af sengen og se, om hun kunne gå. Det skete så langsomt, så frygteligt langsomt. Jeg sad og prøvede at læse en eller anden bog, vistnok en Stephen King gyser. Jeg læste masser af Stephen King dengang. Jeg var vist 12 eller 13 år.
Jeg kiggede op på farmor. Hun kiggede på mig, mens hun stod der, halvt siddende på kanten af sengen, halvt stående, vaklende, sygeplejerskens hænder på hendes overarme, sygeplejersken kiggende på hende med et opmuntrende smil. Og farmors ansigt, helt gråt. Nogle grønlige mærker, tror jeg jeg kan huske. Ved tindingerne. Eller måske er det min fantasi. Kroppen var mager og sammensunken under hospitalskjolen. Der var sorte og lilla mærker ved hendes blottede ankler.
Hun stirrede på mig med gullige øjne. Så mange farver. Så mange forkerte, forkerte farver rundt omkring på hendes ellers så blege hud.
"Hvorfor kigger du sådan på mig?" sagde hun til mig. Det kan jeg tydeligt huske. Det er jeg helt sikker på, hun sagde.
Det var den sidste ting, hun sagde til mig, direkte til mig, klart og bevidst.
* * *
Senere blev hun til en slap, tavs grøntsag, der sad i rullestol på plejehjemmet. Jeg hadede at tage ud og besøge hende. Mine forældre tvang mig med, først en gang hver søndag, så hver anden søndag, så en gang om måneden, efterhånden som tiden gik, og hendes tilstand ikke viste tegn på forbedring, og vi alle sammen bare ventede på at hun skulle dø.
* * *
Der er ikke noget værre, man kan sige, end at man ikke gider noget.
* * *
Jeg fik slet ikke firkantede øjne. Og jeg så masser af TV, da jeg var lille. Jeg fik aldrig firkantede øjne af det.
Voksne mennesker lyver sgu også så meget.
Alle lyver så meget.