De sidder ved det grå marmorbord midt i køkkenet. Klokken er 8, og det er stadig lyst udenfor. Vejret er lunt og rart her i august, og meteorologerne siger, det vil vare ved.
   Lene har lavet fiskefrikadeller med broccoli og asparges. Søren prøver at klemme remoulade ud af tuben, men den smule, der er tilbage, har klistret sig fast til bunden. Han bliver ved med at slå på bunden og klemme om tuben. Til sidst sprøjter det ud på fiskefrikadellerne med spredte gule klumper. Med et tilfreds smil lægger Søren remouladetuben på siden på bordet. Den triller lidt. Han rækker hurtigt ud og stopper den.
   De drikker mælk.
   "Vi plejer da at drikke rødvin til aftensmaden."
   "Jo, men rødvin passer da heller ikke rigtig til fisk."
   "Nej, det har du ret i."
   "Men nu ved jeg ikke, om man kan sige, at fiskefrikadeller tæller som fisk."
   "Det er da lavet af fisk."
   "Tja, jo, det har du ret i. Men alligevel. Det ligner jo ikke rigtig fisk."
   "Nej, det har du ret i. Det gør det ikke."
   De er stille, mens de tygger. Søren sidder overfor Lene ved det ydre hjørne af bordet. Der er fire stole. Søren og Lenes to børn er begge flyttet hjemmefra til Århus for at studere forskellige ting ved universitetet. Datteren, Lise, studerer fysik og matematik. Det er Søren meget stolt af, for han er selv gymnasielærer i fysik og matematik.
   Han kigger op på den magnetiske opslagstavle på væggen over bordet. Dér hænger hans nye skema for dette semester. Det er den 20. august, en mandag, og gymnasiet startede igen efter sommerferien i sidste uge. Søren har en masse nye klasser og nye elever med nye navne, han skal kunne huske. Det er lidt stressende, men han klarer sig dog.
   Søren løber hurtigt blikket henover de moduler, han har om tirsdagen. "Pyha, det bliver en lang dag i morgen."
   Lene tygger en bid broccoli færdig og tager en lille slurk mælk. Så spørger hun: "Hvornår kommer du hjem?"
   "Klokken 15:20."
   "Pyha," siger Lene stille.
   "Ja." Søren nikker. "Men jeg skal først have min første time kl. 10."
   "Nå. Det var da dejligt sent."
   "Ja."
   "Står du så op ved 9-tiden?"
   "Ja."
   De tygger videre, mens de er stille. Lene tænker på en engelsk krimi-serie, der kommer senere i aften, som hun skal huske at se. Hun tænker også på nogle uldsokker, hun er ved at sy til sig selv. Hun tænker også på de feng shui-bøger, hun har købt i Bog & Idé i dag. Lene prøver at indrette huset efter feng shui reglerne; hendes veninderne anbefalede det. Søren synes, at feng shui er noget værre vrøvl, men det snakker han ikke så meget om. Lene og Søren synes ikke, der er nogen grund til at snakke om de ting, de er uenige om. Så kunne de jo bare risikere at blive sure på hinanden, og det ville da være kedeligt.
   "Vi skal købe en gave til John og Hanneloras fest på fredag," siger Lene.
   "Ja, det skal vi."
   "Og hvad for noget tøj skal vi have på?"
   "Der står smart casual i invitationen."
   "Tror du, vi skal være indenfor?"
   "Det ved jeg nu ikke. Måske vil de sætte sådan et stort telt op i haven, når vejret nu er så lunt og rart lige for tiden."
   "Ja, det kunne jo godt være. Så bliver der måske grillet."
   "Det kunne være hyggeligt."
   "Ja, det kunne det."
   "Meteorologerne siger jo, at det gode vejr vil vare ved her i august. Det siger de både i TV-Avisen og i Jyllandsposten."
   "Men det ’siger’ de da ikke i Jyllandsposten. Der står det da bare skrevet."
   "Ja, det har du ret i."
   De tygger. De er stille, fordi de tygger, og de tygger, fordi de gerne vil være stille i et stykke tid. Søren kigger ud af vinduet bag Lene. Han kan se nogle solsorte hoppe rundt i tagrenden ved garageskuret. Søren håber, de ikke finder vej ind i skuret og bygger rede derinde ligesom sidste sommer.
   Lene er færdig nu; det kan man se, fordi hun har lagt bestikket sammen ud til siden, hvor klokkeslættet 4 ville sidde på et ur. Hun læner sig lidt tilbage i stolen. "Søren, jeg har tænkt lidt på noget her på det sidste."
   "Ja, hvad har du tænkt på?" Søren er også færdig nu. Han lægger også sit bestik sammen ud til kl. 4. Det er hans tur til at tage opvasken igen. Han tager et stykke køkkenrulle og tørrer sig om munden, hvor han har lidt eddike-sovs fra broccolien siddende.
   "Er vi lykkelige?" spørger Lene.
   "Hvad FANDEN skal det betyde?" skriger Søren og braser op fra stolen og læner sig truende over bordet mod Lene. Han skubber til lampen med skulderen, og den gynger frem og tilbage. Den er af porcelæn og malet med et fint blomstermønster.
   Lene kigger roligt fremad, som om hun befinder sig i en verden, hvor samtalen med hendes mand stadig forbliver rolig og afdæmpet og normal. "Jeg tænkte bare på, om vi er lykkelige."
   "Det skal du FANDEME ikke tænke på! Hvad fanden skal sådan noget til for?! Vi er sgu da lykkelige! Du skal ikke komme her og ødelægge det ved at tænke på sådan noget og snakke om sådan noget!" Søren trækker vejret hurtigt indimellem sine sætninger, som en sanger, der synger en særligt følelsesladet ballade, hvor han skal holde svære toner og holde dem i lang tid. Han bliver helt rød i ansigtet, og kroppen svulmer nærmest op under den pæne blå skjorte og de pæne hvide shorts.
   "Jamen, nu tænkte jeg bare på det, og så er den historie ude," siger Lene afslappet. Hun rejser sig og begynder at rydde op, sådan som hun altid gør efter aftensmaden. Hun sætter mælkekartonen hen i køleskabet. Det er en særlig økologisk, fedtfri variant af Arla letmælk. Lene bekymrer sig ikke synderligt om sin vægt, men hun kan nu alligevel godt lide at holde sig til fedtfrie produkter. Hun foretrækker også økologiske produkter, fordi hun så en skræmmende udsendelse i fjernsynet om industrielt landbrug og de kummerlige forhold, dyrene bliver opdrættet under dér.
   Hun åbner køleskabet. Søren slår mælkekartonen ud af hånden på hende, og den suser ind i den hvidkalkede væg. Der plasker mælk ud over det hele.
   "DU SKAL IKKE TÆNKE PÅ SÅDAN NOGET! DU SKAL IKKE SNAKKE OM SÅDAN NOGET!" Han råber så højt, at hun nærmest kan mærke vind fra hans mund blæse mod hendes ansigt og få nogle løse pandehårslokker til at sitre. Hun får en lille dråbe spyt i øjet. Hun farer ikke engang sammen; hun er helt rolig. Hun går tilbage til bordet og samler tallerkenerne og bestikket sammen og går hen for at lægge det i vasken. Søren slår tallerkenerne ud af hænderne på hende. De bliver knust mod gulvet.
   "HER SIDDER VI HELT HYGGELIGT OG SPISER FISKEFRIKADELLER MED REMOULADE OG BROCCOLI OG ASPARGES! HER SIDDER VI OG SKAL TIL JOHN OG HANNELORAS FEST PÅ FREDAG, HVOR VI SKAL HAVE SMART CASUAL TØJ PÅ! HER SIDDER VI OG SNAKKER OM MIT SKEMA OG SNAKKER OM, AT RØDVIN IKKE PASSER TIL FISK OG OM FISKEFRIKADELLER TÆLLER SOM FISK! OG DER ER SOLSORTE I VORES BAGHAVE! OG DER ER LUNT OG RART SOMMERVEJR! OG METEOROLOGERNE SIGER, DET VIL VARE VED HER I AUGUST! OG SÅ SKAL DU ABSOLUT SIGE SÅDAN NOGET OG TÆNKE PÅ SÅDAN NOGET OG ØDELÆGGE DET HELE! SÅ SKAL DU ABSOLUT SPOLERE DEN GODE STEMNING!"
   "Undskyld, Søren." Lene har stået helt musestille, mens han råbte af hende, som et barn der skammer sig over, hvad det nu end er, det bliver skældt ud for.
   Nu er Søren stille igen. Han sætter sig ned på sin stol ved spisebordet. Han sidder helt bevægelsesløs og kigger ud på solsortene i skurets tagrende, mens Lene gør rent. Hun samler tallerkenskårene op og smider dem ud. Hun tager en moppe ude fra kældertrappen og gør gulvet og væggen helt rene, der hvor mælkekartonen blev slynget mod væggen.
   Så tager hun opvasken.
   Så gør hun køkkenbordene og spisebordet rene med en våd klud.
   Så sætter hun sig ned overfor Søren. De er begge to stille i nogle minutter, selvom de ikke længere har noget mad at tygge ordentligt og sluge, mens de er stille.
   "Vi er sgu da lykkelige," siger Søren.