Vita prøver at forbedre Jakob
   "Problemet er, at den er håbløst uinteressant."
   De sidder på sofaen i Vitas dagligstue med siderne af Jakobs indsendte novelle, Et fuglebur, spredt ud på glasbordet foran dem, som lemmer fra et dissekeret dyr. Egentlig må Vita ikke omgås ansøgere til Forfatterskolen privat, for slet ikke at tale om at give dem råd om dét at skrive. Men hvis hverken Vita eller Jakob fortæller nogen om det her, så vil det være som om, det aldrig var sket.
   "Du har valgt et banalt emne - en familie, hvor moderen mishandler børnene, og faderen prøver at ignorere det - og en banal skrivestil. Stoffet 'løfter sig' ikke fra papiret. Det ligger der bare helt fladt." Vita tager en af siderne og læser en passage højt:
   "'Pludselig gav Karen Anne-Lise en lussing. Anne-Lise hylede og tog sig til kinden. Hun krøb sammen i et hjørne, hvor hun sad og græd, mens Karen gik tilbage til køkkenbordet og roligt fortsatte med at hakke løget i små tern. Hun græd også, men kun fordi løget fik det til at stikke i hendes øjne. Ikke fordi følelserne vældede op inde i hende. Ikke sådan som hendes datter græd lige nu.'"
   Vita kigger nærmest bebrejdende over på Jakob, som sidder i skrædderstilling i den anden ende af sofaen. "Det er jo uinteressant."
   "Jamen -"
   "Og vil du ikke godt tage de fødder ned fra min sofa?"
   "Nåh, undskyld." Jakob sætter sig normalt med et fjoget grin. Han har stadig sko på. "Men altså, hvordan kan du kritisere min historie for, at den er uinteressant? Livet er uinteressant. Det kan vi ikke gøre noget ved. Jeg skriver bare tingene, sådan som de er."
   "Jo, vi kan gøre noget ved det, når vi skriver om det. Vi kan fremstille det på en interessant måde. Det her er bare dårligt skrevet." Hun lægger siden fra Et fuglebur tilbage på glasbordet. "Og metaforen til sidst er så banal og ... gennemskuelig. Sønnen i familien slipper deres kanariefugl ud af buret, og den flyver ud af vinduet, i det øjeblik faderen begår selvmord? Det er banalt, Jakob. Simpelthen banalt."
   "Det er magisk realisme! Har du aldrig læst Isabel Allende?"
   "Jo, jeg kan godt se hvad du prøver at skabe her, men det fungerer ikke. Hvorfor kommer vi ikke ind under huden på alle personerne? Hvorfor må vi ikke vide, hvad moderen tænker, for eksempel? Hvad får hende til at mishandle børnene? Hvorfor er hun så aggressiv?"
   "Jamen, nogle gange ved man bare ikke hvad folk tænker! Nogle gange er de bare sådan! Nogle gange ved jeg ikke selv, hvad jeg tænker."
   "Hvis du skriver en historie sådan, at man kan høre personernes tanker, så skal det gælde for alle personerne. Enten show eller tell. Ikke en blanding. Og så vælg et mindre banalt emne."
   Jakob råber næsten af hende nu. Hun bliver lidt skræmt. "Hold så op med at kalde det banalt, eller uinteressant, eller alle de der intellektuelle, akademiske lorte-ord! Der er familier, hvor forældrene mishandler børnene; sådan noget sker i virkeligheden! Hvad hvis det er noget, der er sket for mig?"
   Hun kigger over på papirerne på glasbordet. Der er helt stille i lejligheden.
   Så siger hun: "Nåh. Ja." Hun rømmer sig, tager en slurk kaffe fra sin kop. "Undskyld."