"Lor-te-mor."
   Markus udtaler de tre stavelser på en nærmest stolt, bombastisk måde. Den 7-årige dreng stirrer op på kvinden, han lige har fornærmet. Hun står stadig med ryggen mod ham ved køkkenbordet, hvor hun i ro og mag smører hans madpakke. Det er mandag morgen.
   Lykke har lært ikke at lade sig blive chokeret eller vred, når hendes børn opfører sig som møgunger. For alle børn er jo nogle møgunger nogle gange. Det kommer man ikke udenom.
   "Så så, Markus," siger hun stille, uden at kigge på ham. "Du får altså ikke chokolademadder i madpakken. Du skal have sund mad. Og du kan da godt lide makrelsalat. Se, nu smører jeg dig et stykke knækbrød med makrelsalat."
   "Adr badr, knækbrød," mumler han og gumler på sin müsli. "Jeg vil ha' franskbrød. Lortemor."
   "Markus, vi vil ikke have den slags sprog i huset," siger Lykke med en lidt skarpere, højere tone nu. "Det vil vi altså ikke."
   "Lortemor," gentager han. "Retarderede abe."
   Lykke smider kniven fra sig på skærebrættet. Nu må det være nok. Hun vender sig om med et ryk, med hænderne på hofterne. "Peer!" kalder hun.
   "Åh nej altså," siger Markus.
   Peer kommer netop nu gående ned ad trappen fra anden etage af villaen, mens han tager en trøje på over skjorten. "Hvad er der nu?" siger han og kradser sig i skægstubbene, mens han går fra entréen ind i køkkenet. Han plejer at barbere sig efter morgenmaden.
   "Markus vil ikke have sund mad i madpakken. Han vil have chokolademadder," siger Lykke på den specielle måde, hun forklarer ting overfor sin mand, når hun ved, at Markus lytter og forstår. Hun ved, at hun har brug for Peer, når Markus bliver rigtig slem. Markus har mere respekt for farmand. Farmand er strengere end mor og bedre til at skælde ud, ligemeget hvor meget hun prøver på at vende om på de stereotyper, arketyper. "Og så har han lige kaldt mig 'lortemor' og en 'retarderet abe.'"
   "Markus altså!" råber Peer og sætter sig på stolen ved siden af Markus, der nærmest krymper sig ind i hjørnet mod radiatoren. "Hvorfor kalder du din mor sådan noget? Hva'?"
   Markus kigger ned på sin halvt spiste müsli. Han siger ikke noget. Lykke håber ikke, Peer vil køre alt for hårdt på og få ham til at græde; det har de virkelig ikke tid til nu. Drengen skal være i skole om et kvarter. Det tager cirka 5 minutter at gå derhen, og det er et stille og trygt kvarter. Markus har allerede lært ruten og kan gå derhen og tilbage igen alene hver dag.
   "Hvor har du lært sådan et ord som 'retarderet'?"
   Markus svarer nølende: "Det var et ord, som at Jens i min klasse kendte. Han kender masser af smarte ord."
   "Ved du overhovedet, hvad det betyder, det ord?"
   Markus nikker langsomt og højtideligt. "At man er rigtig, rigtig dum."
   Lykke smiler lidt. Markus ser det ikke. Lykke har igen vendt sig mod køkkenbordet, hvor hun lægger knækbrødsmadderne og nogle gulerødder og selleristilke i madpakken.
   Peer klapper drengen lidt på skulderen. "Du skal ikke sidde der og kalde mor en retarderet abe. Sig undskyld til din mor."
   "Undskyld, mor."
   "Godt. Lad nu være med at græde." Markus er egentlig en meget følsom dreng; han har meget let ved at græde, når han først får skæld-ud. "Og skynd dig så at spise færdig."


* * *
   Mens Markus er ude og børste tænder, drikker Lykke en kop kaffe. Hun har det, som om hun ikke rigtig er vågnet op endnu.
   Kathrine kommer trampende ned af trappen. Hun har iPod-høretelefoner stukket i ørerne, og Lykke kan høre beat'et til en eller anden rock-pop-sang tværs igennem køkkenet.
   "Kathrine, husk nu at tage de der flødeboller med, jeg købte til din klasse," siger Lykke og hæver stemmen lidt for at blive hørt. Kathrine skal dele flødeboller ud til sin 1.g-klasse i gymnasiet. Hun har haft fødselsdag i lørdags.
   Kathrine nikker åndsfraværende og begynder at nikke med hovedet i takt til sangen på iPod'en, mens hun tygger sine cornflakes. Hun nynner lidt med.
   Ved siden af hende sidder Peer og spiser sit rundstykke færdig. Han går hen og smider tallerkenen og bestikket i vasken, og så forsvinder han ovenpå for at barbere sig.
   "Jeg har stillet dem ud på kommoden i entréen, så du ikke glemmer dem," siger Lykke højt til sin datter. "Flødebollerne."
   Kathrine nikker videre, måske som svar til Lykke, måske bare i takt med sangen hun hører.


* * *
   Inde i dagligstuen sidder Peers far. Ernst er en skaldet mand på 86 år med et fiskeagtigt, gråt ansigt. Han sidder og læser debatsektionen i Morgenavisen Jyllandsposten. Han kigger op på Lykke, da hun træder stille og forsigtigt derind. Markus er gået i skole.
   "Leder du efter noget?" spørger han.
   "Nej."
   "Nå. Du så ud som om du ledte efter noget."
   "Det gør jeg ikke. Jeg ville bare spørge, om du har det godt?"
   Ernst lægger avisen fra sig med en hurtig, irriteret bevægelse. Han tager en slurk af sin kaffe, der står på sofabordet. Så svarer han hende: "Ja, jeg har det strålende. Hvorfor skulle jeg ikke have det strålende?"
   Lykke smiler vagt og trækker på skuldrene. Hun står i døråbningen som en saltstøtte.
   Ernst er enkemand. Han er begyndt at blive senil. Så senil at det ville være farligt for ham at fortsætte med at bo alene. Så i stedet for at få ham flyttet ind på et plejehjem, har Peer og Lykke besluttet sig for at lade ham bo her i huset. Indtil han går bort. Han har ikke megen tid igen. Lykke håber, at han vil sove stille ind uden smerter. Hun håber, at hun eller Peer vil finde ham, når han er død. Ikke Kathrine eller Markus. Faktisk helst Peer.
   "Farvel!" råber Kathrine, før hun forsvinder ud af hoveddøren. Det er den første ting, hun har sagt til nogen hele morgenen. Lykke farer lidt sammen ved lyden.
   Hun hører Kathrine trække døren til skuret i baghaven op, så hun kan få sin cykel ud og cykle til gymnasiet, der ligesom Markus' folkeskole ligger tæt på.
   Næsten lige bagefter kommer Peer med sine tunge, letgenkendelige skridt ned ad trappen. Lykke træder ud i entréen og ser på ham med et tavst smil, mens han binder skoene og hiver sin jakke på.
   "Farvel, skat," siger han og kysser hende hurtigt på hjørnet af læberne. Han lugter kraftigt af deodorant og barbersprit. Han griber sin sorte lædermappe fra gulvet og skynder sig ud af døren. Lidt efter kan Lykke høre bilen bakke ud af indkørslen. Peer arbejder som molekylærbiolog på Hvidovre Hospital. Lykke underviser i keramik på en aftenskole.
   Bag sig hører hun Ernst hoste tørt og drikke noget mere kaffe. Hun skal til at gå ind i dagligstuen igen og snakke lidt mere med ham for at være helt sikker på, at han har det godt. Men så ser hun flødebollerne, dér på kommoden, hvor Kathrine har glemt dem.
   "Åh, altså," siger Lykke med et suk. Hun vender sig om og siger til Ernst: "Kathrine har glemt flødebollerne, hun skulle dele ud til sin klasse."
   "Har hun glemt nogle negerkys, eller hvad siger du?" spørger Ernst og hoster igen en tør, ubehagelig hoste.
   "Det hedder flødeboller," siger Lykke. "Ikke negerkys. 'Negerkys' er da nærmest en racistisk ting at sige."
   "Nej, hør nu," siger Ernst. Hans fiskeagtige ansigt falder i gnavne folder. "Jeg har altid kaldt det negerkys, lige fra jeg var barn. Det hedder altså negerkys."


* * *
   Hun cykler ned til Kathrines gymnasium med flødebollerne i bagagebæreren. Hun har alligevel ikke noget andet særlig vigtigt at lave lige nu.
   Hun ved godt, hvor Kathrines klasselokale er; Kathrine har vist hende det engang, da hun var her til en forældrekonsultation. Hun går op ad trappen til anden sal i en sidebygning og hen mod klasselokalet. Der er vist frikvarter. Teenagere med mærkeligt tøj og mærkelige frisurer render rundt overalt og snakker og pjatter. Lykke snor sig ind mellem dem med flødebollerne holdt ud foran sig som et skjold. Hun føler sig lidt absurd.
   Så får hun øje på Kathrine.
   Kathrine sidder og snakker med en dreng ved et rundt bord i det åbne område lidt udenfor klasselokalet. Drengen ser sød ud. Han har et sødt, skævt smilende ansigt med velplejet hud og blond hår, der hænger glat ned.
   Da Kathrine får øje på sin mor, der nærmer sig, stopper samtalen.
   "Undskyld, det er min mor; jeg skal vist lige snakke med hende," siger Kathrine hurtigt til drengen. Han nikker og smiler bare.
   Kathrine trækker sin mor lidt væk.
   "Hvad laver du her, mor?" Hun taler i en vred, hvæsende tone.
   "Du glemte at tage flødebollerne med. Til din klasse. Du har jo haft fødselsdag."
   "Ej mor, sådan noget gør man ikke længere, ikke i gymnasiet. Det er da sådan noget, man gjorde, da man var helt lille."
   "Jeg troede du sagde, du godt ville ..."
   "Ej mor, kan du ikke bare tage hjem igen?"
   "Nå. Ja. Okay, det kan jeg vel." Hun skæver over mod den pæne dreng, der venter på, at hans veninde skal komme tilbage. "Hvem er han? Er du ved at få dig en kæreste?"
   "Nej, mor! Det er Jannik. Han er bare min ven. Han er bøsse."
   "Nå. Så ... så han er sådan én."
   Kathrine rynker på panden. "Lad nu være med at lyde sådan, mor. Det er da helt normalt at være bøsse. Og han er rigtig flink og sjov."
   "Nå. Jamen, jeg synes da heller ikke, det er unormalt eller noget."
   "Godt så."
   "Ja ... jamen, så tager jeg bare hjem nu med de her flødeboller."
   "Ja, det synes jeg, du skal gøre." Uden at sige farvel eller noget går Kathrine tilbage til sin ven. Hun snakker videre med ham. De kigger hen imod Lykke og griner lidt sammen.
   Lykke går hurtigt ud af den varme, fugtige gymnasiebygning. Hun finder hen til cykelstativet igen. Hun smider flødebollerne i bagagebæreren igen og låser cyklen op. Så stopper hun op. Hun står og stirrer ud over gymnasiets parkeringsplads og rækken af høje bøgetræer, der adskiller den fra gaden. Det er en tør, lun dag i oktober. Solskinnet brænder i Lykkes tynde, grånende hår.
   Lykke fisker sin mobiltelefon ud af jakkelommen. Hun ringer til Peer.
   "Lykke, hvad er der? Er det noget vigtigt?" Peer har sagt til hende mange gange før, at hun ikke skal ringe til ham, mens han er på arbejde.
   "Nej, det er bare ... Kathrine havde glemt sine flødeboller, og så cyklede jeg ud til gymnasiet med dem, og så sagde hun at hun ikke ville dele dem ud til klassen alligevel. Hun sagde at sådan noget gør man ikke længere." Hun griner en svag, kort latter. "Nogle gange har jeg det, som om jeg slet ikke kan kommunikere med ..."
   "Jeg skal altså til et vigtigt møde nu, Lykke."
   "Okay." Lykke tøver, stirrer ud over parkeringspladsen. Hun lader spidsen af tungen løbe henover sine lidt sprukne læber. Så siger hun: "Alt i alt så klarer vi os da ret godt, gør vi ikke, Peer?"
   "Hvad mener du?"
   "Vi klarer os godt, ikke? Vi har det godt."
   "Er du okay, Lykke? Er der noget, der bekymrer dig?"
   "Nej nej. Slet ikke." Hun står der foran den øde parkeringsplads. Hun smiler. Der står ingen foran hende, ingen i nærheden. Hun smiler til ingen. "Jeg har det helt fint."


* * *
   Mens hun cykler hjem og tager en lille omvej gennem skoven på de brede stier, tænker hun på, hvordan de nu skal få spist alle de flødeboller. Markus vil nok gerne have nogle. Ernst ville nok ikke have godt af dem. Men mellem hende selv og Peer og Markus og Kathrine skal de nok blive spist, de 16 flødeboller i pakken. De kan spise dem om aftenen, til dessert.
   Pludselig bremser hun cyklen hårdt på kanten af stien. Hun stiger af, slår støttebenet ud og låser cyklen.
   Så tager hun flødebollerne og går væk fra stien. Hun hopper over den lave, mudrede grøft og går lidt ud i skoven. Her, mellem buskene og brændenælderne, smider hun flødebollerne ned på jorden. De ligger dér på tæppet af brunlige og rødlige blade.
   Lykke tramper på flødebollerne.
   Hun tramper vildt på dem, hopper op og ned på dem. Hun smadrer hele pakken, vil gøre den flad som en pandekage. Myg sværmer omkring hende. Hun børster imod brændenælderne, og de stikker i huden på hendes hænder og får det til at kradse og klø. Hun tramper løs på flødebollerne. Hun bliver helt forpustet. Det er som en mærkelig, voldsom dans.
   "Undskyld, hvad laver De?"
   Lykke står stille og kigger op. Stemmen kom fra en ældre dame, der er stoppet op på stien. Hun har en hund i snor, en lille tæppetisser.
   "Er det en pakke flødeboller?" spørger den perplekse gamle dame. "Hvorfor i alverden smider De nogle flødeboller her og tramper på dem, herude i naturen? Det er da forurening."
   "Negerkys," siger Lykke tonløst.
   Damen rynker på panden. Hunden giver sig til at skide midt på stien.
   "Hvad?" siger damen.
   "Det hedder negerkys," siger Lykke. "Ikke flødeboller. Negerkys er et godt, gammelt, dansk ord. Det hedder sgu da negerkys."