Dennis
   Om at blive hadet og andet
   Da jeg var helt lille og gik i en af de små klasser i folkeskolen, legede jeg altid på en lille legeplads ude foran fritidsordningen. Der var en vippe. Jeg plejede altid at sidde på den ene ende af vippen og holde fast i gummislangen, der stak op fra træet i en hesteskoform, mens de andre børn sad på den anden ende. Med deres kombinerede vægt slyngede de mig op i luften. Nogle gange hjalp nogle grinende drenge fra de højere klasser til.
   Det var som at ride rodeo. Et vildt dyr. Jeg skulle bare holde fast, mens jeg blev slynget op i luften. Mine hænder, der holdt fast i gummislangen, indtil jeg fik vabler. Mit skridt, der hamrede ned på den tykke, kvadratiske træplanke igen og igen, når jeg landede. Heldigvis havde den runde kanter og ingen splinter, men det gjorde alligevel ondt i tissemanden og klunkerne efter et stykke tid. Det kaldte vi dem dengang. Tissemand og klunker.
   Jeg syntes, vippe-rodeo-legen var sjov. Lidt farlig, lidt uhyggelig, men sjov. Uden den farlige del af det ville det jo ikke være sjovt. Der er mange ting i livet, der er sådan.
   Og de andre børn og de større drenge syntes også det var sjovt. De hylede af grin. De var mine venner; nogle af dem i hvert fald. Måske gjorde de det, fordi de kunne lide mig. Måske gjorde de det, fordi det bare var sjovt at se min lille spinkle krop blive slynget op i luften sådan. Nogle gange så pædagogerne det og kom ud og fik os til at holde op. Nogle gange lod de os være i fred.
   Én gang mistede jeg grebet og fløj op i luften. Jeg landede hårdt på jorden og slog hovedet og fik hudafskrabninger på knæene. Jeg hylede og tudede og fik plastre på over det hele. Bagefter vippede jeg ikke mere sådan på vippen. De andre børn prøvede heller ikke at få mig med på det længere. Nu ville jeg kun vippe sammen med én person ad gangen, som et normalt barn.


* * *
   Jeg er til forfest hos Christian fra klassen. Christian er en blegfed dreng med langt, fedtet sort hår og et stort, krøllet skæg der buler ud under hagen og ligner pubeshår. Hans værelse er lille og rodet, og der er kun et par rullestole og hans vandseng at sidde på. Han har en mindre, men hastigt voksende familie af vandrende pinde i et glasbur overfor sengen.
   Christian holder altid forfester for sin vennekreds. Hans vennekreds består mest af andre heavy metal-hoveder og 'stenere', som de bliver kaldt af folk, der er glade for ikke at kunne kalde sig selv 'stenere'. Ingen af dem går i Christians klasse. Christian har næsten ingen egentlige venner i klassen, udover mig, og jeg er ikke sikker på, om jeg overhovedet selv tæller med. Han er, ligesom mig, lidt udstødt i klassen, som mest består af pæne, modebevidste piger og drenge.
   Klokken er halv 9, og vi har tænkt os at gå ned til festen på gymnasiet om cirka en halv time. Men fastsatte tidspunkter bliver selvfølgelig lidt udflydende, når man er fuld.
   Jeg sidder i hjørnet af vandsengen op imod siden af et skab, lænet lidt tilbage fra den rundkreds Christians venner sidder i. De er ved at lege sandhed eller konsekvens, mens de tager shots af Gajol og Bols Blue. Jeg sidder med en trekvart tom flaske mjød i hånden; det smager kvalmende sødligt, men jeg bliver hurtigt stiv af det.
   Drengen, der sidder på en rullestol til højre for mig med Christians bærbare computer i skødet, har lige valgt sandhed. Drengen hedder vistnok Lasse. Han har langt, sandfarvet hår og øjne, der nærmest sidder lidt for dybt inde i øjenhulerne. Jeg spekulerer lidt på, om jeg er den eneste, der lægger mærke til det.
   "Okay, så stiller jeg dig et spørgsmål; jeg har et rigtig godt spørgsmål!" siger pigen på sengen til venstre for mig og klapper i hænderne. Hun er køn; hendes hud er bleg og nærmest gennemsigtig, og hun har en sort kjole på. Hun går vist stadig i folkeskolen, i 9. klasse. Hun har næsten ikke lagt mærke til mig hele aftenen, men jeg er ligeglad. Jeg vil ikke score nogen i aften. "Hvad er ... det farligste, du nogensinde har gjort?" spørger hun Lasse.
   Lasse sidder lidt og stirrer ned i et tomt shot-glas. Så smiler han. Han trækker sin tegnebog op af lommen og tager en lille plastic-pakke ud af den. Der ligger to små, runde ting i den. Det ligner en eller anden slags plantekorn.
   "Hvad fanden?" siger Christian og griner.
   "Ej, hvad er det?" spørger en tyk pige, der sidder ved siden af Christian med armen om hans skuldre. Hun er vist hans kæreste.
   "Det er helt naturlig LSD," siger Lasse med et stolt smil.
   Der går nogle minutter, hvor folk bare flipper ud og griner og hviner, mens de rækker den lille pakke rundt og stirrer på dens indhold.
   "Ej, hvordan skaffede du det?"
   "Det var noget, min onkel havde med hjem fra Polen, sidst han var derovre."
   "Har du prøvet det selv?"
   "Ja, en gang -"
   "Ej, hvordan var det?"
   "Man får helt vildt meget kvalme den første time, og jeg brækkede mig helt vildt meget, men så når det er gået over, så bliver det helt vildt godt. Man kan nærmest se alting lidt langsommere, og lyde bliver sådan helt langsomme og flyver nærmest forbi, hvad hedder det, svæver. Det hele svæver."
   Jeg ryster på hovedet, da den blege pige rækker mig posen, og giver tegn til, at hun godt bare kan give den tilbage til Lasse.
   Lasse putter pakken med LSD-kornene ned i tegnebogen igen og stikker tegnebogen i lommen. Ingen har turdet tage LSD'en; de har bare kigget på den. Lasse ville nok heller ikke have givet sin tilladelse til det.
   "Din tur, Dennis!" siger han, nok for at undgå at skulle svare på endnu flere spørgsmål.
   "Øh, okay." Jeg tager den sidste slurk mjød fra flasken. "Sandhed."
   Lasse åbner munden for at stille et spørgsmål, men Christian bryder ind med et bredt smil: "Hvad er det pinligste, du nogensinde har gjort, mens du var fuld?" Christian kender allerede svaret.
   "Åh nej," siger jeg med et dramatisk støn.
   "Kom nu, du skal svare ærligt! Fortæl om det, der skete henne hos Rikke!"
   "Okay," siger jeg og kigger op på mine forventningsfulde tilhørere. Pigerne smiler nervøst. Drengene mumler til hinanden og griner; de kender historien.
   "Det var engang for ... for et halvt år siden vistnok, hvor jeg drak mig rigtig stiv til en fest med min klasse, altså, det var hjemme hos en pige fra klassen, og så black-out'ede jeg helt vildt meget, og jeg kan ikke huske noget af det nu. Men folk har fortalt mig, hvad der skete."
   "Okay, kom nu, hvad skete der?" siger den blege pige og fniser.
   "Jeg, øh, jeg brækkede mig ud over det hele, og Rikke, altså hende pigen, måtte aldrig mere holde fest for sine forældre."
   Alle griner. "Det var da ikke så slemt!" siger den blege pige. "Det var da ret sejt på en måde."
   "Ej, men du har jo ikke fortalt det hele," siger Christian. "Fortæl nu det hele!"
   "Okay, okay." Jeg stiller mjød-flasken fra mig på bordet og hælder et shot Jägermeister op. "På et tidspunkt, så, så lå jeg på en sofa og masturberede."
   Drengene griner. Pigerne skriger og skræpper op om, at det er ulækkert og slet ikke sjovt og bare helt vildt klamt. Jeg prøver at forklare, at jeg var pissefuld, men de overdøver mig. Jeg bunder shottet og læner mig tilbage i hjørnet igen.
   Sandhed-eller-konsekvens runden går videre til den blege pige. Hun bliver spurgt, hvad der var den bedste sex, hun nogensinde har haft. Hun siger, at det var engang med hendes kæreste, hvor de havde sex midt på en mark under himlen om sommeren, og man kunne se stjernerne.


* * *
   Klokken er ved at være 9, da vi går den lille kilometer fra Lasses hus ned til gymnasiet. De andre synger druksange og tager slurke af deres flasker og dåser, mens vi går ned ad den brede skovsti. Jeg er lidt svimmel og har en varm, krilrende fornemmelse i maven, men jeg er stille og synger ikke med på sangene.
   Da vi når hen til gymnasiet, render nogle af os om bag bygningen og gemmer vores flasker sprut i buskene. Vi må ikke tage egen alkohol med ind til gymnasiefester.
   Der er ingen problemer med at komme ind; vi har alle sammen købt billetter i forvejen i frikvartererne i løbet af ugen. Der vimser allerede plørede og halvplørede teenagere rundt i gymnasiets forhal og i kantinen. Kantinen er blevet lavet om til diskotek for i aften, og i mørket suser lysstråler i skiftende farver rundt, mens et tungt beat til en eller anden popsang dundrer gennem gulvet. Vi er lige ankommet, og jeg er allerede ved at få hovedpine. Jeg tænker på, om jeg måske har drukket for meget hjemme hos Christian.
   Jeg står sammen med Christian og Lasse i et hjørne. De snakker om et eller andet online computerspil. Jeg forstår ikke hver andet ord, de siger.
   Mark kommer hen til os fra baren. Han er en dreng fra min klasse, der altid går i smart tøj fra Jack & Jones og altid har en eller anden dyr creme i håret. Lige nu er hans stive hår blevet rodet rundt, så det ser helt stort og komisk ud, og hans tøj er plettet med øl. Han har et plastic-krus fra baren i den ene hånd, fyldt op med billig Carlsberg. Det er happy hour lige nu, fra kl 9-10. Jeg har ikke købt noget endnu.
   "Heeey, hvad så?" siger Mark og klapper Lasse og Christian på skuldrene. Han kender ikke engang Lasse. Jeg lægger mærke til, at han nærmest står og vakler. Han må være pissestiv. "Har I det sjovt?"
   "Hey, Mark. Er du okay?" siger Christian.
   Som om han pludselig lægger mærke til mig, stirrer Mark nu på mig og griner. "Hey, Dennis! Hvad så? Har du fundet et sted at onanere eller hvad?"
   Jeg tvinger et lille, svagt grin frem og kigger væk. "Nej, det tror jeg ikke lige jeg har lyst til ..."
   "Alle i klassen hader dig for det," siger Mark.
   Jeg står der og stirrer blankt, som om jeg lige har fået luften slået ud af mig. Christian og Lasse er også stille et øjeblik.
   "Mark, dit stive svin," siger Christian så, griner og klapper Mark på skulderen. Mark griner igen, og nu er det som om, han helt har glemt at jeg står her. Han griner bare, som om han er kommet i tanke om en ny vittighed.
   "Nå, men I må have det sjovt," siger Mark og går ind i kantinen, hvor han forsvinder i mørket og de flimrende lysstråler.
   Lasse og Christian begynder igen at snakke om deres computerspil. Jeg går hen til baren og køber to shots vodka, som jeg selv bunder.


* * *
   Alle har problemer, ikke? Alle har da problemer!
   Jeg griner. Nervøst? Lidt, måske. Muligvis.


* * *
   Der sker ikke noget særligt spændende for mig resten af aftenen. Senere er min hovedpine væk, selvom jeg har drukket mere. Jeg føler mig let og luftig og tom indeni. Som en heliumballon.
   Jeg sidder ved et bord i forhallen; jeg har næsten ikke været inde i kantinen, fordi jeg ikke gider danse, og man kan ikke snakke med nogen henover larmen. Lasse sidder på bænken på den anden side med en eller anden pige på skødet, som har fået for meget at drikke. Tidligere på aftenen kyssede de hele tiden, men nu ligger hun bare med hovedet mod hans hals og lukkede øjne. Han strør hende over håret. Jeg undrer mig lidt over, at hun er meget kønnere end ham.
   "Måske burde jeg bare tage stoffer," siger jeg. "Det ville måske ændre lidt på det hele." Jeg kigger op på Lasse. "Hvilke stoffer synes du, man bør starte med?"
   "Hvad mener du?" Lasse smiler og rynker på panden samtidig. Det er så mærkeligt, når folk gør det.
   "Hvilke stoffer bør man starte med, hvis man aldrig har prøvet det før? Det må du da vide."
   Han trækker på skuldrene.
   "Hash? Bør man starte med at ryge hash?" spørger jeg for at få ham i gang.
   "Ja, jo. Det var det første stof, jeg prøvede," siger Lasse.
   Pigen vågner op og kigger op på Lasse med et sløvt smil. De begynder at snave igen. Jeg kigger væk. Jeg kigger altid væk, når folk kysser, som om det var noget pinligt.
   Jeg kigger op på det store ur i forhallen. Klokken er kun 11.
   "Nåh, jeg tror bare, jeg tager hjem," siger jeg lavmælt og rejser mig. Lasse og pigen snaver uafbrudt videre.


* * *
   "Dennis, du ved godt, du skal ud og køre klokken 9, ikke?"
   Det er min mors skingre stemme, der vækker mig. Hun banker forsigtigt på døren til mit værelse. Jeg åbner øjnene og kniber dem hurtigt sammen igen med et lille støn. Det grå morgenlys, der siver ind gennem gardinerne, er alt for skarpt.
   "Ja," siger jeg højt. Min stemme er flad og ru. "Ja, jo. Det ved jeg godt."
   "Godt. Så må du hellere til at komme ud af fjerene," siger hun, og jeg kan høre hendes langsomme skridt forsvinde ned ad trappen.
   Langsomt, forsigtigt vender jeg hovedet for at kigge på uret på mit sengebord. Mine nakkemuskler føles som rustne tandhjul. Jeg åbner mine øjne og prøver at fokusere på uret. Klokken er 20 minutter i 9.
   Jeg sætter mig langsomt op og sidder helt stille i nogle sekunder. Alle mine bevægelser skal være så langsomme og glidende som muligt, som om der er noget farligt inde i mig, som jeg er nødt til at holde i balance. Jeg skal være en perfekt maskine. Jeg svinger benene ud over sengekanten. Jeg rejser mig. Jeg går hen til skabet. Jeg har ikke tid til at tage et bad, selvom min krop stinker af øl og røg.
   Efter jeg har fundet noget tilfældigt tøj frem og taget det på, går jeg ud af mit værelse og ned ad trappen. Langsomme, glidende skridt. Jeg prøver at bevæge mig, som om jeg går rundt under vandet, på en ukendt havbund. Jeg sætter mig ved hjørnet af køkkenbordet og begynder at drikke sort kaffe, den ene kop efter den anden. Min mor står i badekåbe henne ved vasken, med ryggen til mig. Hun spiser et rundstykke og stirrer ud på baghaven.
   Jeg drikker al den lunkne kaffe, der er tilbage i kanden.
   "Nå, så skal din far måske ikke have noget kaffe, når han står op?" siger hun og kigger over skulderen ned på mig.
   Jeg svarer ikke. Jeg kigger langsomt – selv mine øjnes bevægelser er langsomme, glidende – op på uret. Klokken er 10.
   "Hovsa," siger jeg med min monotone stemme.
   Jeg rejser mig fra bordet, går ud i entréen og tager vinterstøvler og jakke på. Gennem ruden i hoveddøren kan jeg se Bennys bil holde ude foran. "Møjn," siger jeg til min mor og går ud til Benny, der står lænet op ad bilen med korslagte arme.
   "Go'morgen, Dennis."
   "Morgen."
   "Ja, du sætter dig bare ind på førersædet," siger han, mens jeg allerede er ved at sætte mig ind og spænde sikkerhedsselen. Han sætter sig ind på passagersædet.
   Jeg kigger i spejlene og justerer sædet.
   "Ja, det vi skal kigge på i dag er dine venstresving, som du havde meget svært ved sidst. Vi skal se, om vi kan få dig til at gøre dine venstresving fladere, sådan så du ikke kommer for langt frem i krydsene. Og vi skal også have dig kureret for dét med, at du tager koblingen først og så bremser, når du skal holde ved et lyskryds. Du skal jo først bremse og så tage koblingen, ikke, lille ven?"
   Jeg nikker og stirrer fremad på den stille villavej.
   "Ja, men så sætter du bare i gang."
   Jeg starter motoren, lægger håndbremsen, kigger i spejlene og over skulderen, blinker og trækker ud fra kantstenen. Jeg kører ligeud. Jeg skal bare køre ligeud, indtil han siger, jeg skal svinge.
   "Du må godt liiige sætte farten op til 50, Dennis. Det sker der ikke noget ved."
   "Okay." Jeg træder lidt hårdere på gas-pedalen, indtil jeg hurtigt kigger ned og ser viseren stå ved 50.
   "Godt," siger Benny, "bare fremad. Man skal ville fremad på vejen; man skal ville fremad i livet. Det siger jeg altid til mine elever."
   Jeg holder farten. Det er nemt. Det er nemt og simpelt. Det går helt fint.


* * *
   Benny tager bremsen, hårdt.
   Vi holder cirka en meter ude over nogle hajtænder.
   "Uuuh, det er meget farligt, det du gør dér! Så, Dennis, så vil jeg godt lige spørge dig, hvad der lige skete!"
   "Jeg har det ikke så godt."
   "Kan du slet ikke se, du var lige ved at køre ud over en ubetinget vigepligt?!"
   "Nåh. Nåja."
   "Nåååja," siger han og gør grin med min måde at sige det på. "Du gør mig altså bange, når du gør sådan noget, Dennis. Du gør mig –"
   "Jeg har hovedpine."
   "- helt bange! Sådan nogle fejl skal du efterhånden have vænnet dig af med, når du nu -"
   Jeg åbner døren i min side, uden overhovedet at kigge, om der kører nogen biler forbi i venstre vejbane. Min spinkle overkrop vælter nærmest ud som en slap, C-formet kludedukke, og jeg bøjer mig mod asfalten.
   Benny er nu både vred og forvirret. "Dennis, hvad fanden laver du?"
   Jeg brækker mig. Det lander på asfalten i en stor gullig klump. Savlet drypper ned fra mine læber. Jeg tørrer mig over munden med håndryggen og retter mig op igen, stirrer blankt fremad på krydset og trafikken foran os. Benny stirrer på mig.
   "Jeg tror, det er bedst, hvis jeg bare kører dig hjem nu," siger han.
   Jeg nikker svagt.