Grith
   Grith er lige kommet hjem fra supermarkedet. Hun sætter de tunge plastic-poser fra sig på køkkenbordet og begynder at lægge tingene ind i køleskabet. Jørgen burde være hjemme fra sit arbejde nu, men der var ikke noget svar, da hun trådte ind ad døren og råbte "hej skat." Mærkeligt. Måske har han noget ekstra papir-arbejde at fylde ud i dag henne på klinikken.
   "Grith?"
   Stemmen kommer oppe fra første sal. Det er Jørgen. Grith rynker på panden og går tøvende ud i entreen og op ad trappen. "Jørgen? Jeg troede ikke, du var hjemme."
   "Grith, jeg skal snakke med dig." Hans stemme lyder helt grødet og alvorlig. Hun følger lyden ned ad gangen og ind på arbejdsværelset.
   "Hvad er der galt, Jørgen?"
   Han sidder ved skrivebordet. Computeren er tændt. Han kigger op, da hun kommer til syne og stopper op i døråbningen. Han gnider sig træt i ansigtet. Han ser på hende på en mærkelig måde.
   "Hvad er der galt?" gentager hun og læner sig mod døråbningen. Hun lægger armene over kors og føler sig pludselig helt kold og bange. "Er der sket noget?"
   Han stirrer bare på hende.
   Hun kommer med en kort, nervøs latter. "Hold op med at kigge på mig på den måde!"
   Så tvinger han ordene frem. "Jeg har fundet ud af dét med de sider, du har været inde på." Han kigger ned på gulvet nu. "De billeder, du har taget."
   "Billeder?" Grith bliver tør i munden. Hun sluger en klump, der er ved at danne sig i halsen.
   "Billederne af børnene." Så kigger han op på hende igen, og hun kan endelig tyde hans ansigtsudtryk. Han ser frastødt ud. "Du er syg, Grith. Du er syg."
   Hun griber hårdt fast i dørkarmen. Føler sig helt svimmel.
   "Politiet er på vej. Jeg vil godt - Jeg vil godt spørge dig om én ting, før de kommer og ... og tager dig med ned på stationen."
   Grith synker langsomt ned ad dørkarmen. Hele hendes krop synker, glider, kollapser. Så får hun igen kontrol over sine bevægelser og retter ryggen op. Hun tager et par skridt baglæns ud i gangen, væk fra Jørgen, væk fra Jørgens frastødte blik.
   "Gjorde du nogensinde noget ved Rasmus?" spørger han. Ordene kommer til hende som et fjernt ekko. Det hele føles som en drøm og alligevel helt skarpt og virkeligt. Luften er tung og tyk, kvælende tyk.
   "Gjorde du nogensinde noget ved Rasmus?" råber han og rejser sig op med et ryk. "Gjorde du nogensinde noget ved vores søn, da han var lille?"
   "Jørgen, jeg ... ved ikke hvad du ..."
   "Gjorde du noget ved Rasmus, da han var lille?"
   "Nej! Nej, for helvede! Han er vores søn!" Hendes stemme ryster. Hun er nødt til at gispe efter luft, som om hun er ved at drukne. "Jeg ville aldrig gøre noget ved vores søn! Jeg gjorde ikke noget ved Rasmus!"
   Jørgen sætter sig ned i stolen igen. Han læner sig lidt tilbage. Stirrer stadig på hende. Så stirrer han ud ad vinduet. De kan begge høre politibilens sirener blive højere. Vinduet har udsigt over gaden, og det røde og blå lys flimrer henover Jørgens ansigt, da bilen parkerer udenfor. Bildørene åbnes og smækkes i. Grith står stille i gangen. Hun venter.
   "Godt," siger Jørgen lavmælt. "Godt. Det var bare det, jeg ville spørge dig om."
   Der bliver banket hårdt på hoveddøren nedenunder.