"Har herrerne sovet godt?" spørger Henrik for at bryde tavsheden ved bordet.
   Alle nikker. "Udemærket," siger Theodor.
   "Har du det bedre i dag, Jakob?" spørger Viktor. Han ved ikke selv, hvilket svar han forventer, i hvert fald ikke et positivt ét.
   "Absolut ikke," siger Jakob med et muntert smil. "Jeg er stadig i live." Sætningen er en simpel konstatering uden tonefald. Den kunne kun have fået en betydning, hvis han havde sagt 'Men jeg er' eller 'Jeg er jo.'
   Han fortsætter, mens han smører sig et rundstykke med leverpostej: "'Stilhed og ren luft.' Sagde lægen virkelig det? Som om det skulle kunne hjælpe på noget som helst, kropsligt eller sjæleligt."
   Viktor trækker på skuldrene. Resten af morgenmaden indtages i tavshed.
   "Er der noget at læse herude?" spørger Jakob.
   "Du kan låne Mikaël af Herman Bang af mig," siger Viktor.
   "Du kan låne Biblen af mig," siger Theodor straks derefter.
   "Jeg tror, jeg foretrækker den kære Herman Bang så," siger Jakob.

Henrik står på skråningen skråt ud for gårdens bagerste, østlige hjørne. Han stirrer ud over landskabet, ud mod havremarken ved Hass-godset, hvor der bliver høstet nu. Bønderne arbejder flittigt i lange rækker. Solen skinner. Sivene hvisker omkring Henriks grove hørbukser.
   Han vender sig om, da Viktor kommer gående fra den opslåede port i ydersiden af øst-fløjen. "Ønsker herren noget?" spørger Henrik per refleks, mens Viktor går hen og stiller sig ved siden af ham. "Jeg mener, ønsker du noget, Viktor? Du må undskylde, at jeg har stillet mig herud; jeg bør blive inde på gården, så man let kan få fat på mig ..."
   "Der er intet at undskylde for, Henrik," siger Viktor og lægger en hånd på drengens skulder. "Det er en skøn udsigt; der er intet galt i at gå ud for at beundre den."
   "Tak, Viktor."
   "Man kunne velsagtens male dette," siger Viktor med et vemodigt smil. "Høsten dernede. Solskinnet. Hvis man var en Krøyer, kunne man vel sagtens indfange det hele, selv følelsen af sommerbrisen. Vidste du, at jeg også har forsøgt mig med malerkunsten, Henrik? Jeg har forsøgt mig med alskens kreative udfoldelser, som for at retfærdiggøre min eksistens. Men intet er lykkedes for mig."
   "Jeg ... Jeg er sikker på, at noget er lykkedes for herren, jeg mener, for dig, Viktor," siger Henrik og smiler til den ældre mand. De må begge knibe øjnene sammen imod det stærke solskin, der brænder i håret og danner svedperler på ryggenes hulninger under skjorterne og vestene.
   "Tak, jeg behøver ingen trøst," siger Viktor. "Savner du din mor og søster?"
   "Ja."
   "Tror du, de er ude på marken og høste dernede lige nu?"
   "Nej, min mor er jo kokkepige. Og hvis min søster ikke er for svagelig i dag, så arbejder hun også inde i køkkenet."
   "Ah, ja, det er sandt." Viktor sukker. "Vi længes vel alle væk herfra. Jeg længes tilbage til København og ... mine tilhængssteder og venner dér. Theodor længes tilbage til kirken. Jakob længes ... Ja, jeg ved ikke, hvad Jakob længes efter. Antageligt intet."
   Han kigger ned på søen umiddelbart øst for gården og ud for vejen. Det er en oval, lille sø, nærmere en dam, langt fra spejlblank, med mørkegrønne plamager og åkander. Den er løst indrammet af birketræer. Til ét af disse ligger en lille robåd fortøjet.
   "Har du lyst til at hoppe i søen?" spørger Viktor tjenestedrengen.
   "Undskyld; hvadbehager?"
   "Har du lyst til at svømme lidt i søen? Man kan sagtens. Jeg gjorde det tit som barn, med mine brødre."
   Henrik stirrer på sin herre. "Vi kunne vel også nøjes med at tage en tur i båden dernede; jeg kan ro ganske godt ..."
   "Nej, vi skal da springe i søen! Kom nu; vi trænger begge til det! Det er særdeles adspredende! Sikkert godt for teinten. Vi kan bare tage et ordentligt bad bagefter." Viktor begynder at gå ned ad skråningen mod søen; snart løber han.
   Henrik løber efter ham.
   De tager vesterne og selerne af og smider dem på det stadig dugvåde græs. De knapper skjorterne op, og Viktor griner uden nogen særlig grund ud i luften, idet han løfter sin skjorte over hovedet. Latter er en herlig ting; han havde næsten glemt, hvordan en ren latter føles, uforceret og uden et specifikt mål, frembragt af et øjebliks glæde. Henrik ler nervøst.
   En sky er gledet for solen; sommerdagen holder ikke sit løfte om varme. Viktor får gåsehud på sin nøgne krop, idet han tager fløjlsbukserne og underbenklæderne af. Han løber splitternøgen ud i vandet med et hyl af både glæde og forskrækkelse ved vandets kulde. Henrik vader ud til ham med udstrakte arme som en linedanser.
   Viktor dykker helt ned i det mørkegrønne vand med sammenknebne øjne. Han bryder næsten med det samme overfladen igen, gispende og rystende på hovedet. Han rækker op med begge hænder og river håret tilbage op ad hovedet i et lille, glat, sort slør. "Jeg føler mig som en odder! Som en odder!" siger han med endnu et vidunderligt latteranfald, der også frembringer et i Henrik.
   Henrik træder vande et par meter fra manden, hvor vandet når ham til det unge, glatte bryst. "Du skal også dykke," siger Viktor. "Kom nu! Du skal også dykke ned!"
   Henrik smiler skævt, tager en dyb indånding og adlyder. Han bliver dernede i et par sekunder og springer så gispende op igen. Han blinker kraftigt og stryger håret tilbage. Viktor griner. Drengen er endnu smukkere nu end før. Sollyset rammer dem begge nu; kroppene vænner sig til vandet, og det føles lifligt.
   De træder vande og smiler tavst til hinanden.
   Så bliver Henriks ansigtsudtryk pludselig frygtsomt. Han kigger ned på Viktors overarm, der svæver dovent i vandoverfladen. "Der sidder noget på herrens ..." Viktor kigger også ned og ser den sorte, aflange klump. En igle.
   De vader som galninge op ad vandet, mens de råber eder ud i sommerluften og får vandet til at bruse og bølge i alle retninger. Helt ude af det fordærvede vand, oppe på græsset, står de og river iglerne af sig selv og smider dem væk ud mod søen. Der sidder 7-8 stykker på dem hver især; de tæller ikke, men river dem blot væk, hvor de end kan finde dem - på maven, skinnebenene, ballerne.
   "Har jeg nogen på mig? Kan du se nogen på mig?" råber de begge til hinanden. I deres panik og væmmelse kan de næsten ikke organisere grundige undersøgelser. Endelig falder de lidt til ro, og Henrik kigger først på Viktors krop, derefter omvendt. De drejer rundt, går rundt om hinanden, løfter armene, næsten som ballerinaer, løfter benene for at kigge på fodsåler, løfter op i kønsdelene og spreder endog ballerne. Det slår Viktor, at han ville få en vis nydelse ud af at undersøge Henriks krop så grundigt i enhver anden sammenhæng, men lige nu hænger væmmelsen stadig over hans sind og blokerer for vellysten. Men han vil kunne huske dette senere; hvor spændstig og glat Henriks krop er, hvor smukke armene og hvor naturlige og fine kønsdelene.
   Når de er helt færdige, står Henrik rystende og med klaprende tænder, nok delvist på grund af dukkerten og delvist på grund af chokket. Viktor lægger hænderne på hans skuldre og kigger ind i hans store øjne. "De er væk nu. Der er ikke flere."
   "Ja, jeg kan heller ikke se nogen herfra." Stemmen kommer fra længere oppe ad skråningen mod gården. Det er Theodor.
   "Hvor længe har du stået dér?" råber Viktor.
   "Jeg kom i tide til at se jer rive iglerne af," siger Theodor, som for at forsikre Viktor om, at han ikke har misforstået denne situation. Han står stille i sivene, en mørk statue i det solbeskinnede landskab. "Søen har ændret sig siden vores barndom."
   "Ja," siger Viktor irritabelt. Han træder tilbage fra Henrik og begynder at klæde sig på igen. Henrik følger hans eksempel. "Hvad har Biblen at sige om igler? Er de Guds eller Satans værk?"
   Theodor svarer ikke på dette. "I bør vaske jer med det samme. Og så spiser vi frokost." Han vender sig og går tilbage mod gården.
   Viktor og Henrik går op ad skråningen i deres henholdsvis fløjls- og hørbukser, i bar overkrop, med resten af tøjet knuget i bunker foran sig. Solen tørrer hurtigt, brændende, det beskidte vand på deres rygge og skuldre. Viktor mærker sit våde hår begynde at krølle og hænge uregerligt. Han kigger med et smil over på Henrik, der kigger ned i sivene.
   De går gennem øst-fløjens opslåede porte, tværs over korridoren og ud på gårdmidten. De går barfodede henover de hede brosten til vandpumpen. Theodor har stillet en stål-balje herud. Først pumper Henrik vandet ud, mens Viktor træder op i baljen, sætter sig på hug under den kolde stråle og river fingrene igennem håret. Theodor går derud og rækker tavst Viktor en blok sæbe, en hård børste og to håndklæder. Han forsvinder ind i vest-fløjen igen.
   Viktor rejser sig og skrubber sig med sæben, derefter den hårde børste. Af og til beder han Henrik om at pumpe mere vand ud i baljen. Han rækker ned og plasker vandet op ad sig selv, rejser sig og river fingrene igennem håret. De står begge dér, glinsende i solskinnet og vanddråberne.
   "Vi er som engle," siger Viktor.
   "Undskyld; hvadbehager?"
   "Synes du, at jeg er smuk, Henrik?"
   "Jeg forstår ikke, hvad -"
   "En mand kan også være smuk, ligesom kvinder kan anses for at være smukke. Det forstod man i renæssancen." Viktor løfter sin ene fod op, tørrer den, tager strømpe på og sænker den ned i skoen. Han gentager proceduren med den anden fod, slår håndklædet om sig som en toga og træder ud af baljen.
   Henrik stammer: "Jeg synes, herren altid er elegant og velklædt ..."
   "Jeg taler om kroppen," siger Viktor og indikerer baljen med den ene arm. "Din tur."
   Henrik tager bukserne og underbenklæderne af igen og træder op i baljen. Viktor pumper mere vand i, mens Henrik giver sig til at skrubbe sig ren med ublide bevægelser med børsten. Viktor tager den fra ham og skrubber ham på ryggen. Pludselig lader han børsten glide ud af fingrene, ned i baljen. Med hånden stryger han Henrik over ryggen mellem de unge, udstikkende skulderblade.
   "Deres bror betragter os," siger Henrik; han glemmer sin herres ønske om at de skulle være dus.
   Viktor kigger op på vinduet ind til opholdsstuen, hvor Theodor står ubevægelig og kigger ud, stramt, fordømmende.
   "Jeg kunne slå ham ihjel," siger Viktor lavmælt.
   "Herren - Viktor - du må ikke sige sådanne ting," siger Henrik med bøjet hoved. Viktor betragter drengens våde nakkehår i solskinnet. Hans hånd hviler stadig på drengens bløde, våde ryg.
   "Jeg kunne kysse dig," siger Viktor.
   Henrik griber sit håndklæde, træder ud af baljen og tørrer sig hastigt af. Med håndklædet om livet samler han sin tøjbunke op og går ind i øst-fløjen. Viktor bliver stående alene. Han stirrer på Theodor gennem vinduet; denne vender sig og går væk i den mørke stue. Viktor samler sit tøj op og går ind til sig selv.