Nikolaj
   Nikolaj stiger af cyklen, hiver trædøren til skuret til side og ruller cyklen ind. Han låser den, går tilbage ud i den kolde blæst og trækker den store, tunge dør lukket igen. Det er den første mandag siden 3.g er begyndt for ham, og skemaet er udmattende. Alle hans absolutte hade-fag er samlet på mandagen, og han skulle cykle hjem i et kraftigt, gråt blæsevejr. Det har været en komplet lortedag. Og nu kommer der nok en byge. Han kan mærke de første, kolde dråber lande på hans nakke og arme.
   Han går henover terrassen, ned ad indkørslen og op ad trinene til hoveddøren. Han trykker det gamle messing-håndtag hårdt ned. Den er låst. Han trækker sin nøglering op af lommen igen og låser op. Døren går op med den sædvanlige klingren fra klokken øverst i dørkarmen. Han lukker den bag sig, lader sin skoletaske glide ned fra skuldrene og smider den fra sig i hjørnet af trappen til anden sal. Han tager skoene af og lægger dem på stativet. Som sædvanlig gider han ikke annoncere, at han er hjemme. Hans forældre er sikkert ikke hjemme alligevel. Eller måske er de; han har ikke vænnet sig til sin fars nye skema endnu, og hans mor er måske ude og købe ind.
   Han kigger i spejlet over kommoden i entréen. Hans hår bølger og stikker ud til alle sider, som på en eller anden lille troldedukke, efter blæsten har haft fat i det. En pige sagde engang til ham, at han ligner Anders Lund Madsen på en dårlig dag. Tanken får ham til at smile.
   Han slæber sig op ad trappen til anden sal. Han vil bare høre noget musik nu og læse i -
   Hans tankegang ryger af sporet, da han ser dem stå inde på hans værelse. Far og mor. De sidder foran hans skrivebord. Skufferne er åbne og tomme. Alle hans papirer ligger i høje bunker på bordet.
   "Hvad fanden laver I på mit værelse?" siger han og er nødt til at synke midt i sætningen.
   "Hvad fanden laver du?" siger Christian. Han rejser sig fra rullestolen. Han holder noget i hånden, noget, der er pakket ind i sølvfolie. Han smider det fra sig på gulvet.
   Nikolajs hals er helt tør og sammensnævret lige pludselig. Hans tunge føles som om den er dækket i rasp. "I kan da ikke bare sådan ... rode rundt i mine skuffer. Jeg har ... private ting -"
   "Ja, det skal jeg love for!" siger Christian. Nikolaj kan ikke huske, hvornår han sidst har hørt sin far råbe sådan. Han kan ikke huske, hvornår han sidst har fået skæld-ud for noget. "Jeg skal love for, at du har nogle 'private ting' liggende! Det er sgu ikke noget under, at du har fået så dårlige karakterer og været så ukoncentreret i timerne, når du -"
   "Jeg har aldrig taget noget i skolen," siger Nikolaj. Han prøver at råbe højt nok til at overdøve sin far, men hans stemme er blevet tynd og svagelig.
   "- når du tager sådan noget, sådan noget lort!" Christian sparker til hash-klumpen på gulvet. Bag ham rejser Stef sig og lægger en beroligende hånd på Christians skulder. Hun siger hans navn, og så: "Bliv nu ikke så ..." Christian ignorerer hende og går fremad, og hånden trækker sig tilbage.
   Nikolaj står på det øverste trin af trappen og knuger gelænderet hårdt i sin venstre hånd. "Undskyld," er det eneste, han kan sige nu. Det begynder at stikke og svie i hans øjne. "Undskyld, far ..."
   Christian ryster på hovedet, og Nikolaj bliver for alvor bange. "Det er sgu for sent at sige undskyld nu! Du kan ikke gøre sådan noget, okay? Du kan ikke gøre sådan noget! Det gør mig helt, helt forvirret, Mikkel! Du kan ikke gøre sådan noget!"
   "Hvem er Mikkel?" siger Nikolaj.
   "Mikkel?" Christian rynker på panden og holder op med at råbe. "Sagde jeg Mikkel?"
   "Jo, du gjorde," siger Nikolaj, ivrig efter at distrahere sin far.
   "Det kan være lige meget," siger Christian. "Ved du hvad, nu tager vi ned på politi-stationen med det der, det der lort -" Han peger tilbage mod Nikolajs værelse og hashen, der ligger pakket ud på skrivebordet. "- og så rapporterer jeg, hvad jeg har fundet ud af om, om min søn."
   "Ej, far, det behøver vi ikke," siger Nikolaj. Han klynker nærmest nu, og han er selv klar over det, prøver at få sig selv til at stoppe. "Det behøver vi slet, slet ikke ..."
   "Nu holder du kæft! Nu tager vi ned på stationen og så fortæller du dem, hvor du har fået det her, hvem du har fået det af og, og hvordan -" Christian rækker ud og griber hårdt fat i Nikolajs håndled. Nikolaj vrister sig løs med en frastødt bevægelse. Og så løber han. Han kan ikke lade være. Han løber bare ned ad trappen, væk fra sin far og sin fars råb og sin fars vrede, rynkede ansigt.
   "Kan du så komme her!" Christian kommer dundrende ned ad trappen, og ovenpå er Stef begyndt at græde nu.
   Nikolaj tager sine sko på uden at binde dem, presser bare fødderne ned i dem og løber videre, ud af hoveddøren, ned ad stentrappen, ud på gaden. Han løber ned ad fortovet i en tilfældig retning. Han kan høre sin far råbe et eller andet, men lyden bliver fjernere. Christian løber ikke efter ham. Det ville han ikke gøre.
   Gaden er øde. Nikolaj kan høre den fjerne klingren fra klokken, da hoveddøren smækker i. Han ved ikke, om hans far er indenfor eller udenfor, da han lukker den. Det kan være lige meget.
   Det regner nu, koldt og piskende hårdt. Det gennembløder Nikolajs tøj, får ham til at skælve under hans t-shirt og cowboy-bukser. Han burde have taget en jakke på. For sent nu. Han bliver ved med at løbe. En ældre cyklist stirrer nærmest bebrejdende på ham. Han løber udenom to små piger, der hinker på nogle kridt-tegninger på fortovet. Hans lår bliver tunge og ømme. Han har sidesting. Hans hals er tør som sandpapir. Han har dårlig kondi; efter et par minutter er han blevet forpustet. Hans venstre sko ryger af, flyver gennem luften og lander i rendestenen.
   Han stopper op og læner sig tilbage mod en høj hæk, der stikker sig ind i hans ryg og arme. Regnen får hans sorte hår til at klistre sig til hans blege hud. Kolde dråber drypper ned over hans ansigt, får t-shirten til at klistre til hans bryst. Han begynder næsten at grine. Det hele føles absurd. At løbe hjemmefra, når hans far skælder ham ud. Det er sådan noget, små børn gør. Små børn.
   Han går hen og tager sin venstre sko på igen. Han sætter sig ned på rendestenskanten og binder snørebåndene. Regnen og blæsten får hans tænder til at klapre.
   Han rejser sig og går videre. Denne gade er ikke helt øde. En pige går forbi ham med en høretelefon fra en mp3 i det ene øre og en mobiltelefon ved det andet. To midaldrende indvandrer-kvinder med tørklæder på sidder ved et busstoppested på fortovet overfor. Der er lejlighedsbygninger langs begge sider af gaden. Nikolaj går ind i en af blokkene. Han ryster stadig, og regnen drypper af ham, mens han går sammenbøjet op ad den smalle trappe i den stille, hvidkalkede opgang. Hans tænder klaprer stadig. Han stopper op på tredje sal og ringer på ved den ene af de to lejligheder.
   Han venter, mens han holder armene over kors mod maven og fryser som ind i helvede.
   Han lytter til de fjerne stemmer fra et ungt pars skænderi i lejligheden bag ham. Han stirrer ned på 'ingen reklamer, tak' klistermærket over brevsprækken.
   Så kan han høre skridt derinde, og Nana åbner døren. "Du ligner en druknet rotte."
   Nikolaj smiler. Han siger med en rystende, hikstende stemme: "Du ved godt det der med, at, at mine forældre bare ikke måtte finde ud af, at, at, det der med, at jeg ryger hash?"
   Nana nikker stille. Hun forstår, hvad der er sket.
   "Hvorfor er du taget herhen?" spørger hun så.
   Han kigger ned på dørtærsklen. "Hvor skulle jeg ellers tage hen?"
   "Nana? Hvem er det?" råber Birthe fra dagligstuen.
   "Bare Nikolaj," råber Nana og vender så sit lidt trætte blik mod Nikolaj igen. "Kan vi ikke gå et eller andet sted hen? Jeg kan låne dig min anden regnfrakke."


* * *
   De går hen ad broen over havnekanalen. Der er ingen, der tør sejle forbi i det her vejr, så broen er nede hele dagen. På den ene side, som Nikolaj og Nana kommer fra, er facaderne fra byens restaurant- og butikscentrum og en række fortøjede husbåde. På den anden side er der et bakke-landskab med en rundkørsel og et universitet, der stadig er under konstruktion. Broen er øde. Nikolaj og Nana går helt henne ved det lave stål-rækværk, hvor blæsten river i deres frakker, hår og den enkelte, mørkeblå paraply, Nana holder over dem. Nana stopper op, da de står midtvejs hen ad broen. Hun vender sig mod rækværket og stirrer stille ud over havnekanalen og horisonten ved Østersøen. Vinden pisker den grå vandoverflade op i små, fygende bølger, som folder i et silkeagtigt stof.
   "Jeg kan godt lide den her slags vejr," siger Nana. De er næsten nødt til at råbe for at kunne høre hinanden over blæstens susen.
   Nikolaj svarer ikke. Han stirrer også ud mod horisonten.
   "Jeg skal flytte til Kolding," siger Nana så. "Min mor har fundet et rigtig godt job der. Jeg skal så gå på gymnasiet derude. Jeg har fået en rundtur og alt muligt. Det ser ud til at være meget bedre end gymnasiet her."
   Først nu vender Nikolaj hovedet og stirrer på hende. "Nå," siger han bare. "Hvornår flytter I?"
   "På fredag. Så begynder jeg på gymnasiet deroppe næste mandag."
   "Og du fortæller mig det først nu." Han lyder ikke sur; han håber ikke, det er det indtryk, han giver hende.
   "Ja," siger hun. Hun lader en hånd glide henover rækværket og de kolde dråber på det sorte stål. "Hvis jeg fortalte dig det lang tid i forvejen, ville vi måske bare gå og tænke på det hele tiden. At jeg skal flytte væk. Og så ville det være så underligt at være sammen med dig."
   Nikolaj nikker. Han kan godt forestille sig, hvad hun mener.
   Så spørger han: "Er det her så sidste gang, vi ser hinanden?"
   "Lad nu være med at få det til at lyde dramatisk. Men ja, det er det måske."
   "Så må vi hellere sige farvel."
   "Ja."
   "Farvel."
   "Farvel." Hun kan ikke lade være med at smile til ham. Så vender hun igen blikket nedad, mod bølgerne og afstanden ned til dem. Faldet ville nok kunne dræbe et menneske. Faldet, eller det iskolde vand og understrømmene.
   "Hvad ville du gøre, hvis jeg sprang ud herfra lige nu?" spørger hun.
   Nikolaj kigger over på hende med et uroligt blik i øjnene. Han presser læberne sammen til en hvid linie. Der er ingen andre lyde end blæstens susen og regnens trommen mod paraplyen. Så siger han: "Det gør du ikke."
   Hun kigger op på ham, og smilet er væk nu.
   Han rækker ud og omfavner hende, i én hård, pludselig bevægelse. Hendes krop er som en våd, kold, solid søjle mod hans. Han presser armene rundt om hendes ryg så hårdt, at det næsten gør ondt i hendes skulderblade. Han hviler hagen mod hendes skulder, kniber øjnene sammen, mens de kolde regndråber triller ned. Et øjeblik tror han, at han skal til at græde igen. "Du gør det ikke," siger han, og hans stemme er næsten en hvisken. "Du gør det fandeme ikke."
   Hun stirrer over hans skulder ud mod de grå bølger og den grå himmel. Hendes arme hænger slappe ned langs siderne, mens han krammer hende ind til sig. Hun holder stadig paraplyen, men nu ligger den ned mod fortovet, og regnvandet samler sig i en lille pyt i undersiden.
   "Prøv at stoppe mig," siger hun.
   "Nej."
   "Stop mig."
   "Nej. Du gør det ikke." Hans stemme er så svag og lille og desperat, at det skræmmer ham.
   "Stop mig. Stop mig."
   Nikolaj ved ikke, hvor længe de står der, ubevægelige. Nogle sekunder, nogle minutter måske. Regnen pisker mod dem. Vinden rusker i deres hår. Frakkerne blafrer omkring deres skælvende kroppe. Nogle biler kører forbi.
   Det er Nana, der bryder omfavnelsen. Hun tager et langsomt, blidt skridt tilbage, ud af hans arme. Hendes ansigt er blegt og udtryksløst, blankt, øjnene mørke og rolige. "Jeg går hjem nu."
   "Okay."
   "Bliver du herude?"
   Han nikker.
   Hun rækker ham paraplyen. "Farvel igen."
   "Farvel."
   Hun går ned ad fortovet, tilbage, den vej de kom fra. Nikolaj stirrer efter hende, mens hun forsvinder fra broen og ind ad en sidegade. De kan godt være sammen på et eller andet tidspunkt i dagene, indtil hun skal flytte væk på fredag. Men det bliver nok ikke til noget. Det her bør være sidste gang, de ser hinanden. Sådan bør det være. De ved det begge.

0. Folk der er vågne om dagen

Christian står ved chatollet i dagligstuen og ringer til politiet. Han fortæller dem alt om den hash, han har fundet. Hvor meget der er, hvordan det ser ud, hvor hans søn måske kan have løbet hen. Stef sidder på sofaen overfor ham og græder stille. Christian ser ikke på hende.


* * *
   Nana går hjem gennem de næsten mennesketomme gader. Regnen pisker ned og får hendes hår til at klæbe til ansigtet. Hun går med bøjet hoved og stirrer på cigaret-skoddene og tyggegummi-pletterne på den brostensbelagte gågade. Hun tænker på Nikolaj.


* * *
   Vita står på kanten og kigger ud over Københavns kulsorte havnekanal. Ved siden af hende brænder bøgerne i tønden. Hun rækker hænderne ud og varmer dem ved ilden. Vinden rusker og river i hendes jakke og halstørklæde. Hun stirrer ind i flammerne.


* * *
   Hans mor kalder på ham inde fra spisestuen for tredje gang i løbet af de sidste fem minutter. "Mikkel, skal du ikke have kaffe og kage sammen med os andre?"
   "Ja ja!" råber han og prøver ikke at skjule irritationen i sin stemme.
   Mikkel er lige kommet hjem fra sit arbejde i Fætter BR. Han sidder på kanten af sengen i sit værelse og trækker 200 kr. sedlen op af lommen. Han gav sin chef et blowjob i pausen igen i dag. Han stirrer på den krøllede seddel et øjeblik, som om den kan fortælle ham noget. Så lægger han den i den hvide kasse på den øverste hylde i skabet.


* * *
   Jakob sidder på sofaen i dagligstuen og lytter til lydene fra Harald, der går hurtigt rundt i soveværelset og mumler et eller andet vredt, mens han smider hele sin garderobe i kufferten.
   Stella har lagt sig på sofaen ved siden af Jakob. Halen ligger næsten ubevægelig op mod hans lår. Han kradser hunden lidt bag nakken.


* * *
   Grith sidder bag i politibilen og er stille som en mus. De to betjente på forsædet, en midaldrende mand og en ung kvinde, taler ikke til hinanden. Grith stirrer ud af vinduet på Århus' gader. Så lukker hun øjnene og læner sig tilbage. Hun er så træt. Hun tænker lidt på, hvad Jørgen laver lige nu. Hun tænker på, hvornår hun vil se ham igen.


* * *
   Malene og Rasmus sidder på en café i centrum, ved et bord udenfor. De venter på deres espressoer. Der er en mærkelig stilhed mellem dem. Malene stirrer på trafikken og alle de travle, tavse mennesker, der går forbi på fortovet overfor.
   Så begynder hun at fnise.
   "Hvad er der?" siger Rasmus og rynker på panden. Malene ved, at han sikkert helst bare vil hjem til kollegiet og sine venner og sin kæreste dér.
   "Du er min bedste ven," siger Malene og smiler til ham. Hun føler sig fuldstændig rolig indeni nu. "Du er min bedste ven, Rasmus. Ved du godt det?"


* * *
   Nikolaj bliver stående, midtvejs på broen. Han bliver stående alene i regnen og blæsten. Han holder paraplyen i fingre, der er ved at blive følelsesløse. Et kraftigt vindstød river den ud af hånden på ham. Han ser den flyve af sted, henover havnekanalen, flået i den ene og den anden retning af vindene; en mærkelig, voldsom dans. Den fyger henover vandoverfladen. Den bliver til en lille, mørk prik i midten af den fjerne overflade af Østersøen. Til sidst forsvinder prikken. Nikolaj kan kun se det grå hav.
   Han bliver stående.