Nikolaj prøver at stoppe Nana
   Nana træder ind i køkkenet. Det er en grå, tør, stille søndag morgen. Birthe sidder i badekåbe og sutsko med et håndklæde viklet rundt om sit våde hår, mens hun bladrer uinteresseret gennem den lokale avis og spiser noget havregrød. Hun kigger op på sin datter. "Nå, hvem er ham Nikolaj så?" spørger hun.
   Nana stopper op og stirrer lidt forvirret på Birthe. "Hvad mener du?"
   "Ja, du er så meget sammen med ham lige for tiden," siger Birthe og trækker på skuldrene. "Hvor kender du ham fra?"
   Birthe har ret. I løbet af de sidste par uger, siden Nana mødte ham, har hun været sammen med Nikolaj næsten hver dag. De pjækker tit fra gymnasiet for at gå rundt i skoven eller sætte sig på stranden og snakke. Nogle gange sidder de bare hjemme hos ham og ryger noget hash. Det gjorde de i går aftes, og Birthe blev bekymret, fordi Nana først kom hjem ved 3-tiden.
   "Jeg mødte ham bare på gymnasiet," siger Nana, mens hun tøffer rundt i køkkenet og sætter pålæg og rundstykker på bordet. "Han er en 3.g'er."
   "Og er I så kærester eller hvad?"
   Nana lader sig dumpe ned på en stol overfor Birthe. Hun stirrer med matte øjne på sin mors spændte ansigt. "Ja, mor. Vi er kærester. Vi skal gifte os, og jeg skal føde hans børn. Vi har planlagt det hele."
   Et øjeblik ser Birthe helt fortabt ud. Hun rynker på panden og blinker meget hurtigt med øjnene, som om der sidder et sandkorn derinde, der gør ondt. Så smiler hun. "Det er bare gas, ikke?"
   Nana svarer ikke. Hun begynder at smøre et tykt lag Kærgaarden på sit rundstykke.


* * *
   Nikolaj griner. De sidder på kanten af molen igen og lader de bare fødder dingle ned i den iskolde vandoverflade. Der er gråt, fugtigt blæsevejr i dag, og bølgerne er ved at blive større. "Hvorfor fortæller du din mor sådan noget lort?" siger han, da han kan holde latteren tilbage længe nok til at tale.
   Nana trækker på skuldrene, ansigtet udtryksløst. "For at se hendes reaktion. Jeg kan godt lide at eksperimentere sådan med folks reaktioner."
   "Du er syg," siger Nikolaj og griner stadig.
   Så dør latteren hen, og de sidder helt stille et øjeblik, dér for enden af den fugtige, klamme mole. Lopper springer rundt i de små striber af tang, der hænger fra de våde brædder. Stranden er helt øde. Ingen gider tage herud i det her vejr.
   Nana rejser sig op. Hun kigger nærmest højtideligt ud mod horisonten. Havets grå nuance smelter perfekt sammen med himlens farve.
   "Hvad ville du gøre, hvis jeg sprang ud i vandet lige nu?"
   Nikolaj kigger op på hende. Så smiler han, rejser sig op med et ryk og griber hende om skuldrene. "Det gør du fandme ikke."
   Hun smiler skævt, kigger på ham ud af øjenkrogen. "Prøv at stoppe mig."
   Så kaster hun sig fremad, prøver at vriste sig ud af hans greb. Nikolaj griner og slår armene rundt om hendes mave, som om han skal til at udføre Heimlich manøvren. "Det gør du fandme ikke!" råber han igen og igen. "Er du sindssyg?! Er du fucking sindssyg?!"
   Hun griner. Benene sparker ud i luften, mens hun prøver at vride sig ud af hans greb. "Stop mig! Stop mig stop mig stop mig -"
   Hun slynger sig fremad med hele sin tynde krops vægt én sidste gang, og Nikolaj griner, kan ikke holde hende tilbage længere. Han bliver revet med. De tumler begge to forover og falder ned i de grå bølger. Luften bliver slået ud af deres lunger. Vandet er iskoldt. Et øjeblik bliver hele Nikolajs krop lammet, stiv som en statue, og han holder op med at tænke. Han kan kun føle. Han kan føle smerte og kulde og pigens krop, der glider ud af hans arme og flyder opad, og hans egen latter, der bobler ud i tyngden og kulden overalt omkring ham.
   Så flyder han op, sparker til med benene. Han bryder overfladen med et råb.
   "Fuck! Fuck! Fuck-hvor-er-det-koldt! Fuck!"
   Nana griner bare. Hun flyder et par meter længere ude. Hendes blonde hår klistrer sig glat og sammenfiltret til hendes blege ansigt. Nikolajs tænder klaprer. Hans tøj flyder omkring hans lemmer; det føles klamt og behageligt på samme tid.
   "Fuck dig!" råber han, men nu begynder han også at grine. "Fuck dig, Nana! Fuck dig!"
   Han begynder at svømme ind mod stranden. Kun et par meter længere fremme når hans fødder ned til bunden, og han vader henover stenene, vandrer i slow-motion. Havet vil ikke give slip på ham. Det omfavner ham, suger ham tilbage, men han vrister sig fri og vakler op på stenstranden. Hele hans krop skælver. Hans tænder vil ikke holde op med at klapre. Snot hænger i tykke stalaktitter fra hans næse.
   Han vender sig om og sætter sig ned på den første store, tørre sten, han kan finde. Nana kommer også op af vandet nu. Hun vakler som en zombie. Hendes fingre er blålige, hendes læber lilla. Nikolaj gætter på, at han selv ser mindst ligeså smadret ud.
   "Jeg får sikkert lungekræft eller noget af det her lort!" råber Nikolaj. "Det var ikke sjovt! Det var slet ikke sjovt!" Men han kan ikke holde op med at grine.
   "Undskyld," siger Nana og fniser med klaprende tænder, mens hun går forbi ham og videre op ad stranden.
   Nikolaj rejser sig fra stenen og følger efter hende. Han går med hurtige, rykvise skridt, mens han holder armene over kors og gnubber overarmene med hænderne gennem de gennemblødte trøje-ærmer. De må hellere skynde sig hjem nu. "Det bliver ikke sjovt at se mine forældres reaktioner," siger Nikolaj. Hans stemme ryster og stammer og hikster. "Eller måske vil du gerne se dine forældres reaktioner? Måske var det pointen med det her lort?"
   Nana ryster på hovedet.
   "Du skulle bare have stoppet mig," siger hun med et lille smil.


* * *
   Nikolajs hus er tættest på, så dér går de hen først. Det er en søndag med dårligt vejr, så de passerer ikke særlig mange fodgængere på de stille villaveje. De få andre fodgængere - et ældre par, to midaldrende kvinder med barnevogne, en stavgænger - kigger mystificeret på de to gennemblødte teenagere.
   Nikolaj ringer på ved hoveddøren til sin families del af rækkehuset. Nana står lidt længere nede på den smalle stentrappe og venter tavst.
   Stef lukker op. "Hej, Ni- jamen, hvad er der sket?" siger hun med sin skingre stemme med den svage, italienske accent.
   "Vi gik rundt ude på molen," siger Nikolaj surt og vralter ind i entréen. "Og så, øh. Så faldt vi i vandet."
   "Begge to?" spørger Stef og lader øjnene flakke frem og tilbage mellem sin søn og den fremmede pige, der går lidt tøvende ind i entréen. Stef lukker hoveddøren.
   Nikolaj nikker langsomt. "Vi, øh, gik hånd i hånd, og så gled jeg og faldt og kom til at trække hende med ned."
   "Nå." Så smiler Stef. Hun begynder at grine. Nikolaj hader hendes latter. Hvis nogle menneskers latter lyder melodisk, så lyder Stefs latter som en melodi, der bliver spillet forkert. "Det var da godt nok fjollet."
   Nana smiler. "Ja. Det var det vist."
   "Nå, men øh, vi må hellere få jer ud af det der våde tøj. Hvis I nu skiftes til at gå ind på badeværelset ovenpå og tage et varmt bad, og, øh -" Stef kigger på pigen. "Du kan få noget af Nikolajs søsters tøj. Hun er flyttet ud for at gå på universitetet, men noget af hendes tøj ligger her stadig. Jeg tror godt, det kan passe dig."
   "Tusind tak," siger Nana.
   "Og så kan du få lov at tage et varmt bad først. Du er jo gæsten."
   "Tak."


* * *
   Bagefter sidder Nikolaj og Nana inde på Nikolajs værelse med varm hud og varmt tøj på. Nikolaj ligger på tværs på sengen og læner hovedet tilbage mod væggen. Nana står ved vinduet og kigger ud på den mennesketomme gade. Det er ved at blive tusmørke. De har ikke tændt noget lys i værelset. Nikolaj kan godt lide de blålige skygger.
   "Du har en meget sød mor," siger Nana.
   "Jeg hader hende," siger Nikolaj uden videre omsvøb. "Jeg hader hende og min far."
   Nana smiler. "Teenagere, der hader deres forældre. Det har man aldrig set før."
   Nikolaj trækker på skuldrene. "Det er sådan, jeg har det. Det kan godt være, det er en kliché, men det er sådan, jeg har det."
   Nana begynder at gå rundt i værelset med langsomme, slæbende skridt. Hun løfter tilfældige bøger, der ligger rundt omkring, og skimmer bagsiderne uden den store interesse. "Hvad vil du gøre, hvis de nogensinde finder ud af, at du ryger hash?"
   "Det gør de ikke."
   "Men hvis de nu gjorde?"
   "Det gør de ikke. Og det ville nok ikke være et spørgsmål om, hvad jeg ville gøre. Det ville nok være et spørgsmål om, hvad de ville gøre."
   Nana svarer ikke. Hun har fundet den bog, der ligger på Nikolajs natbord. "'Således talte Zarathustra'? Friedrich Nietzsche?"
   "Ja. Ham der sagde, at Gud er død."
   "Det ved jeg godt," siger Nana og lyder lidt irriteret. Hun bladrer igennem bogen.
   "På et tidspunkt har han en tale om overmennesket, hvor han siger, at mennesket er en line, der er spændt ud mellem dyret og overmennesket. Han siger, at han elsker dem, der går under, for det er dem, der går over."
   "Bullshit retorik," siger Nana og lægger bogen tilbage på natbordet.
   Nikolaj retter sig op og sidder krumbøjet på kanten af sengen. Han stirrer på gulvbrædderne, der knirker, mens Nana går rastløst henover dem. "Det kan godt være." Han kigger op på hende. "Mener du, at jeg går under?"
   Et øjeblik stopper hun op og stirrer på ham, som om hun skal til at give ham et seriøst ja-eller-nej svar. Så smiler hun og siger: "Det ved jeg da ikke."
   Der hænger en stor klasse-kalender fra Kræftens Bekæmpelse på væggen. Hver eneste dag er et lille hvidt rektangel. Hver eneste måned er en lang kolonne. Hver dag har Nikolaj krydset den foregående dag af, og nu er de midt i august, halvvejs gennem den første kolonne.
   Nana står stille og betragter kalenderen, som om den er et kunstværk. Hun rynker på panden. "Er det ikke underligt at kigge på sådan en kalender og se, hvordan tiden går? At dét er et helt år lige dér, og et menneske har sådan ca. gennemsnitligt 80 af dem i sit liv, hvis man dør af naturlige årsager?"
   "Jeg har aldrig tænkt på det sådan," siger Nikolaj.
   "Det får én til at tænke på, hvor hurtigt tiden går. Hvor kort livet er. Selvom man aldrig tænker på sådan noget i nogen andre situationer, fordi man ... ja, fordi man er for koncentreret om et enkelt øjeblik."
   Nana træder helt hen til kalenderen og peger på midten af juni-kolonnen. "Her graduerer du fra 3.g, ikke?"
   "Ja."
   "Hvad sker der bagefter?" Hun laver en lille gestus med armen for at indikere den tomme juli-kolonne og tomrummet på væggen til højre for kalenderen.
   "Det aner jeg ikke," siger Nikolaj tonløst. "Det aner jeg sgu ikke."