Rasmus bliver en rigtig mand
   Det er en anonym lille opgang med hvidkalkede vægge. Der er en ubehagelig lugt af klorin og sprit. En af de finere lejlighedsbygninger i Århus. Rasmus går op på anden sal og tjekker navnene på de to døre, der er her. På den ene står der fire navne. På den anden står der 'Malene Rudebeck.' Ja. Det må så være hende.
   Rasmus tager en dyb indånding. Et sekund flimrer det for øjnene, og han bliver lidt svimmel. Tænker på, hvad fanden han laver her.
   Han ringer på.
   Der går nogle sekunder, og så hører han hurtige skridt derinde. Da hun åbner døren, ligner hun fuldstændig det billede han så på siden, hvor han fandt hendes annonce. Helt det samme smil - perfekte tænder og glitrende lipgloss - helt de samme blå øjne med sort eyeliner - helt det samme skulder-lange blonde hår.
   "Hej!" siger hun. Hendes smil bliver lidt skævt et sekund, da hun ser ind i hans øjne, og der er en lille mærkelig rynke, der dukker op i hendes pande og forsvinder. Måske tænker hun også på, hvad fanden hun laver.
   "Hej," siger han. "Jeg er ... det er mig fra -"
   "Ja. Rasmus. Jeg er Malene. Kom indenfor."
   Han går kejtet ind forbi hende mens hun lukker og låser døren. Han står i entréen og aner ikke, hvad han skal gøre. Tripper lidt frem og tilbage fra den ene fod til den anden.
   Hun vender sig om. Smiler igen. "Bare hæng jakken her."
   "Øh, okay." Han tager sin sorte vindjakke af og hænger den på en knage. Hun går forbi ham ind i dagligstuen. Han følger langsomt efter. Han kigger hurtigt henover de smarte møbler - et hvidt Ikea-bord, en sort lædersofa, et widescreen-TV - alt sammen dyrt og fint og rent, nærmest sterilt. Ikke noget støv eller snavs nogen steder. Et stort vindue giver ham en næsten panoramisk udsigt over Århus. Det hele føles underligt.
   De er jo bare to fremmede mennesker. Helt fremmede for hinanden.
   Hun står ved anlægget og sætter en eller anden CD på. Noget afslappende, lidt poppet, lidt jazzet musik strømmer ud fra de store højtalere. Hun går hen til ham og smiler igen det der lidt skæve, glitrende smil. Det er ligesom lejligheden, hendes smil - helt sterilt.
   "Nå," siger hun.
   "Ja, øh ..." Han kigger igen rundt på møblerne. Klør sig i nakken.
   "Vil du have noget at drikke?"
   "Ja, ja tak. Øh. Hvad har du?"
   "Jeg har nogle øller, rødvin, lidt absint ..."
   Han smiler lidt. "Tror bare jeg tager et glas rødvin så."
   "Okay." Hun forsvinder ud i køkkenet.
   Han står og tripper igen frem og tilbage, fra fod til fod. "Det er noget godt musik," råber han ud til hende.
   "Tak," svarer hun og siger vist, hvad bandet hedder, men han hører det ikke og er også ligeglad. "Det er deres seneste album. Fra sidste år. Det er virkelig fedt."
   "Okay." Han går rundt i dagligstuen, kigger lidt på bogreolen. Der er nogle kogebøger og feng shui bøger, og så nogle skønlitterære bestsellere af den slags, som alle har læst. Harry Potter, Dan Brown. Kedeligt lort alt sammen.
   Rasmus går hen til sofaen og sætter sig forsigtigt ned, som om den kunne eksplodere hvis han satte sig for tungt på den.
   Malene kommer tilbage med et glas rødvin og en eller anden cocktail, hun har blandet til sig selv. Den lille rynke i hendes pande dukker op igen, da hun ser ham sidde på sofaen. Så forsvinder rynken, og hendes ansigt er et stort smil igen. "Godt, du skal bare lade som om du er hjemme." Hun rækker ham glasset med rødvin og sætter sig ned ved siden af ham.
   Sikke en dum kliché at fyre af. Hvordan kan han lade som om han er hjemme? Han er i en fremmed kvindes lejlighed, en luders lejlighed. Hvor er hun dum at høre på. Hvor er han selv dum.
   Han smiler til hende og tager en lille slurk af rødvinen.
   Malene sipper til sin drink. "Er det så ... første gang, du har været sammen med én som mig?"
   "Ja."
   "Okay." Hun nikker vagt og kigger væk, ud af panorama-vinduet mens hun spørger: "Er det sådan i det hele taget din første gang?"
   "Ja."
   "Nå."
   "Ja, øh. Det skete bare aldrig rigtig for mig i folkeskolen, eller i gymnasiet, eller sådan lige nu på universitetet. Jeg er ikke ... så god til det med piger. Eller det med mennesker i det hele taget." Han griner lidt, en hakkende, svag latter, som stopper hurtigt og abrupt. "Så tænkte jeg bare, at når jeg blev 20, så ville det være på tide, at jeg ... ja ... fik gjort noget ved det. På den ene eller den anden måde. Og nu er jeg jo lige fyldt 20. Og så fandt jeg den der side, hvor du havde den der annonce."
   "Er du nervøs?"
   "Næh. Ikke rigtig." Han prøver igen at grine. "Jeg -"
   "Altså, vi skal nok ikke blive ved med at snakke, vel? Du har kun en time." Hun smiler. "Jeg er jo ikke din psykolog, vel?"
   Han nikker. "Så ..."
   "Ja. Skal jeg danse lidt for dig?"
   "Øh ... det, det må du godt."
   Malene går hen og skruer op for musikken. Så trækker hun persiennerne for vinduerne. Hun danser langsomt til at starte med, små bløde bevægelser, fra side til side, langsomt hen mod ham. Hun stripper på en måde, der viser, hun har gjort det før - måske foran andre mænd, måske foran spejlet. Først ryger skjorten, så nederdelen, så bh'en. Hun er slank og bleg og i starten af 20'erne, men hun ser yngre ud. Hun har en lidt flad røv, men også den slags runde, ikke alt for store bryster, som Rasmus kan lide. Men lige nu føler han sig ikke rigtig liderlig. Han føler sig heller ikke utilpas. Lige nu føler han sig ikke rigtig noget som helst.
   Hvad fanden laver han her?
   Malene tager hans hånd og fører den blidt ned i hendes trusser. "Du må godt stikke en finger ind," siger hun og smiler på den der åndssvage, falske måde. Der er igen sådan et glimt i hendes øjne, sådan en pludselig rynken i panden. Hun har det ikke godt. Der er noget galt med hende. Det distraherer ham.
   "Øh, nej, nej tak," siger han og trækker langsomt hånden tilbage.
   "Okay," siger hun bare. Hun stikker en hånd ned og mærker ham på skridtet. Han har ikke stådreng.
   "Jeg føler mig ikke helt ... Det hele er sådan lidt underligt," begynder han at forklare.
   "Det er okay," siger Malene. Hun knapper hans bukser op og mærker ham gennem underbukserne med den ene hånd. Hun begynder at gnubbe, frem og tilbage; hun ved hvordan det skal gøres; der er sikkert masser af andre kunder, der har det samme problem.
   Rasmus' pik er helt stiv nu. Hun giver ham et kondom på, og så gør de det ellers bare. Det er ikke et magisk, eventyrligt, romantisk øjeblik. Det hele er overstået på fem-ti minutter.

Rasmus finder sin tegnebog frem fra jakken ude i entréen og rækker hende 1000 kr i kontanter. "Tak," siger hun og tager de krøllede pengesedler.
   "Men øh ... så ..."
   "Farvel," siger hun og kigger bag sig ud på uret i køkkenet. Klokken er cirka halv 4.
   "Ja. Farvel," siger han.

Der er tørt juni-sollys udenfor. Han sidder i bussen og læner panden mod ruden mens han stirrer ud på Århus' gader og den blå himmel. Endelig når bussen hen til hans kollegium og stopper ved holdepladsen for enden af dens rute. Han stiger ud efter to fnisende teenage-piger.
   Der er begyndt at komme pollen i luften. Rasmus nyser mens han går tværs over den mennesketomme, solbeskinnede parkeringsplads foran den grå, rektangulære betonblok der udgør kollegiet. Han låser hoveddøren op. Kan høre nogle fjerne ambulance-sirener inde fra byens centrum. Kollegiet ligger lidt isoleret i udkanten af Århus, på en stille vej ved siden af et bibliotek.
   Han går op ad vindeltrappen til anden sal, låser døren til gangen op og går ned til sit værelse midt i gangen. En af de andre beboere, en sød fransk pige der studerer matematik, kommer ud fra køkkenet med en skive vegetarpizza i hånden og går forbi ham på vej hen til sit værelse. Hun smiler til ham og siger "hello."
   "Hi, Sophie," siger han og smiler tilbage mens han fumler med nøglen. Så får han låst sig ind på værelset. Lukker døren bag sig. Her er mørkt.
   Sophie er en køn pige, som taler bedre engelsk end Rasmus. Hun er rar at snakke med om almindelige ting som film og musik, men hun og Rasmus kender ikke rigtig hinanden. Rasmus tænker lidt på, om hun tænker på, hvor han har været. Han plejer ikke at gå ud om lørdagen, og han bar jo ikke på nogen indkøbsposer eller noget. Men hun er vel ligeglad.
   Rasmus ryster skoene af og træder fra den snævre entré ind i det dunkle, kvadratiske rum, der udgør hans soveværelse og dagligstue. Han nyser i det støvede rum, føler øjnene blive lidt vandede. Han tænker på at han måske har høfeber. Han går i blinde hen til det store vindue og trækker først gardinet til side, så ruden, så de store, klodsede, røde træ-skodder. Den tunge sommerluft vælder ind udefra. Et par små kølige briser rammer ham. Det føles dejligt mod hans svedige, klistrede hud.
   Så nu har han mistet sin mødom. Nu er han blevet en rigtig mand. Er det sådan det skal føles? At være en rigtig mand? Det føles ikke spor anderledes end før. Ikke fordi han havde forventet noget særligt. Nu har han vel prøvet det. Det er det vigtige. Han har prøvet dét som alle altid går og snakker om og tænker på. Sex.
   Han kigger ud over parkeringspladsen, som vinduet giver ham udsigt til. Nogle af de andre studerende går rundt derude. En dreng som snakker i mobiltelefon og griner af et eller andet. En pige der smider en pose skrald i containeren og forsvinder ind i sin bygning igen. Et kærestepar der kommer hjem fra en tur i byen. Drengen har armen slynget rundt om pigen, og pigen trykker sig ind mod ham som om der ikke er varmt nok i solskinnet.
   Rasmus rækker ud og trækker skodderne tilbage, så der igen bliver dunkelt inde i værelset. Et par gullige striber af det støvede sollys rammer væggen over sengen, rammer hans krop.
   Pludselig bliver han vred, og han ved ikke helt hvorfor. "Fuck," siger han og sparker tilfældigt ud i mørket. Han rammer skrivebordet, hårdt. Dump smerte i tæerne. "Fuck. Fuck! Fuck!" Han hvæser det, råber det. Han sparker igen et par gange og rammer kun tom luft.
   Han lader sig dumpe ned på sengen og sidder der, slap og krum i ryggen. Han stirrer fremad mod striberne af støvet lys der bliver filtreret ind gennem skodderne. Han nyser igen. Hans øjne bliver vandede; han har helt sikker høfeber. Han kan ikke fokusere på noget.