Mikkel tager i byen
   Onkel Johns fest er et mareridt. En hel masse midaldrende og ældre mennesker, han ikke kender og ikke har lyst til at kende, sidder ved det lange bord i spisestuen, mens Mikkel må sidde ved børnebordet i den anden ende af rummet. Johns børn er to tvillingesøstre på 10 år, som ser ud til at være bange for Mikkel, og tre drenge i 12-14-årsalderen, som bare er ligeglade med ham og sidder og snakker om computerspil.
   Maden går efter et spansk tema med tapas, paella og spansk omelet. Noget intetsigende tango-musik er sat på CD-anlægget, og nogle af gæsterne, der har fået lidt for meget rødvin - inklusive Mikkels forældre - danser klodset rundt. Luften er tyk af røg, latter og myg fra den lille dam i baghaven, som glasdøren står åben ud til. Mikkel sidder åndsfraværende og smækker myggene, efterhånden som de lander på hans hud. Han kan ikke holde det her sted ud. Han hader sine forældre for, at de ikke lod ham blive hjemme i Sønderborg.
   Pludselig beslutter han at følge en idé, der har siddet og ulmet i hans hoved hele aftenen. Hvis de alle sammen er så ligeglade med ham alligevel, kan han jo ligeså godt følge sin mors råd og tage i byen. 'Der er sikkert en hel masse spændende ting at lave i København.'
   "Jeg tager i byen," siger han til børnene.
   "Må du det for dine forældre?" spørger en af drengene med store, chokerede øjne.
   "Jaja," siger Mikkel og går ud af spisestuen, ud i entréen. Han tager sko, læderjakke og partisaner-halstørklæde på. Mikkels tøjstil går meget efter H&M mode, hvilket gør ham populær blandt de andre piger i hans klasse.
   Udenfor er der køligt og blåligt-mørkt kl. 10 på denne juli-aften. Der er helt tomt og stille på villavejen. Mikkel beslutter sig for at tage ind i centrum, selvom han næsten aldrig har været her før og slet ikke kender byen. Han har lyst til at fare vild. Han går ind mod de fjerne lys, mod de høje bygninger, mod larmen. Gaderne bliver bredere. Trafikken og strømmen af fodgængere bliver mere hektisk. Mikkel holder slet ikke øje med, hvilken vej han går. Prøver slet ikke at huske, hvordan han kan komme tilbage til Johns hus. I en svag, fjern del af hans tanker ved han, at han bare kan finde en taxi og give chaufføren adressen, når han vil tilbage.
   Han prajer den første taxi, han finder, herinde i den travlere del af byen. Men ikke fordi han vil hjem endnu.
   Chaufføren er en ung dansker, der ser ud til at kende byen godt nok til at være meget træt af den. "Kan du ikke køre mig hen til en eller anden bøssebar?" spørger Mikkel.


* * *
   Da han træder ind i baren, er der en eller anden ukendt stand-up komiker oppe på scenen. En mand i sine sene 20'ere, med diskret, sort tøj og strittende, blondt hår, der tydeligvis har fået en god omgang voks. Mikkel kender typen. Den slags mand der slet ikke er så attraktiv som han selv tror.
   Mikkel sætter sig hen på en stol ved midten af baren, hvor der ikke sidder nogen på stolene ved siden af. Åbne muligheder. Han bestiller en piña colada. Bartenderen stirrer lidt på ham, som om han ikke er sikker på, om Mikkel er i den rigtige alder til at være herinde og drikke sådan noget. Så slår han åbenbart de etiske overvejelser ud af hovedet og hælder drinken op.
   Mikkel vender sig om på stolen for at følge med i stand-up'en.
   "... og det er altså som sagt alle de små ting, folk gør, der irriterer mig," siger komikeren. "Som for eksempel når folk spørger mig, hvad klokken er, og de peger på deres håndled. Hvad skal det til for?! Ja, jeg ved godt hvor mit ur er, tak! Jeg går heller ikke hen og peger på mit skridt, når jeg spørger, hvor toilettet er!"
   Der kommer et lidt fremtvungent bifald fra publikum.
   "Tak for i aften!"
   Mikkel klapper og drikker sin piña colada, mens han ser komikeren gå ned fra scenen og rundt om bordene, hen til baren. Han sætter sig ned ved hjørnet og bestiller en fadøl. Mikkel kigger over på ham. Et par blikke udveksles. Det er forudsigeligt. Komikeren går hen til Mikkel.
   "Sidder der nogen her?"
   "Nej. Jeg er helt alene her."
   "Det lyder trist," siger komikeren med et smil og sætter sig ned ved siden af drengen. "Hvad hedder du?"
   "Mikkel. Hvad hedder du?"
   "Harald." Harald bæller halvdelen af sin øl ned. Så kigger han over på Mikkel med de våde læber hevet skævt op i et grimt smil. "Har din mor aldrig sagt, at du ikke må snakke med fremmede?"
   "Fuck hende."
   Harald griner.
   Mikkel har allerede tømt sin drink. "Vil du vide hvor gammel jeg er?"
   Harald trækker på skuldrene. "Okay."
   "16."
   "Det var vel nok fint. Lige på lavalderen."
   Mikkel smiler tavst. Han forstår godt, hvor det her bærer hen ad. Han vil selv have, det skal bære derhen ad.
   "Går du så i gymnasiet?"
   "Første g."
   "Nå. Vil du vide, hvor gammel jeg er?"
   "Ikke rigtig. Skal vi sætte os et andet sted hen, hvor der ikke er så meget larm?"
   "Det kan vi godt. Hvor?"
   "Er du kørt herhen i bil?"


* * *
   Mikkel sidder i passagersædet ved siden af Harald, som kører bilen langsomt ned ad gaden fra bøssebaren. "Skal vi parkere i den der gyde dér til højre?"
   "Okay. Whatever."
   Den gamle Fiats dæk rumler hen over brostenene i en bred gyde, indtil Harald parkerer den et par meter fra åbningen ud til gaden. Der er en svag, gullig belysning fra gadelygterne bagude og et rødt skær fra nogle vinduer i lejlighedsbygningen ovenover. Lige nok til at de kan se konturerne af hinandens ansigter, mens de sidder inde i bilen og dugger vinduerne til med deres ånde.
   Mikkel rømmer sig. "Har du ... har du en kæreste?"
   Harald nikker langsomt. "Han hedder Jakob. Han er faktisk rigtig sød. Han er bager, men han drømmer om at blive forfatter." Han slår en hurtig, lidt fnysende kluklatter op. "Jeg tror ikke, det nogensinde vil blive til noget. Han bliver ved med at sende sine historier ind til Forfatterskolen, og de bliver ved med at give ham afslag." Så kigger han over på drengen. "Hvad drømmer du om at blive, Mikkel?"
   "Det ved jeg ikke," siger Mikkel. "Jeg har ikke rigtig nogen drømme. Drømme er for folk, der ikke kan indse, at livet er et mareridt."
   "Hvem sagde det?"
   Mikkel fniser. "Det sagde jeg. Fandt bare lige på det."
   Harald griner. Så er de begge stille et øjeblik. Harald kigger over på drengen med et smil, kigger på hans unge, glatte ansigt og hans tynde krop. "Okay, lad os lige få det her på plads. Hvornår skal du være hjemme?"
   "Jeg bor ikke her i byen. Jeg skal sove i min fucking retarderede onkel Johns hus sammen med min fucking retarderede familie. Vi tager hjem i morgen."
   Harald griner igen. "Jeg kan godt lide det sprog, du bruger."
   "Tak," siger Mikkel og smiler skævt.
   "Hvornår skal du så tilbage til din onkels hus?"
   Mikkel trækker på skuldrene. "Engang i nat. De er sikkert alle sammen for fulde til at lægge mærke til, at jeg ikke er der. Men øh, huset ligger på Magnoliavej. Du kan godt køre mig derhen, ikke?"
   "Tja, jo, sikkert." Harald rækker henover Mikkel og åbner handskerummet. Der ligger nogle Krak bøger. "Godt. Jo, jeg kan vel finde det på kortet."
   "Godt så."
   "Så, øh ... Okay."
   "Okay," gentager Mikkel med en nærmest drillende tone. Han sætter sig op på sædet og vender sig mod Harald. Han sidder i skrædderstilling, lænet tilbage mod døren. "Har du nogensinde prøvet det her før? Købt en dreng?"
   Harald nikker. "Et par gange. Før jeg mødte Jakob." Han rynker lidt på panden, ser bekymret ud. "Har du prøvet at sælge dig selv før?"
   Mikkel nikker og ser ud af forruden på den mørke, tomme gyde. "Et par gange. Lige nu arbejder jeg i Fætter BR, og jeg kunne se med det samme, at min chef var bøsse og at han var interesseret i mig. Så jeg får betalt lidt ekstra, hvis jeg giver ham lidt ekstra. Vi kalder det 'frynsegoder'." Han fniser igen.
   "Okay. Øh ..." Harald stirrer nervøst over på drengen. "Må jeg godt bare ... kysse dig, til at starte med?"
   Mikkel smiler uden at sige noget. Han sætter sig op på hug på Harald, lader sin røv glide lidt frem og tilbage mod mandens lår. Så læner han sig frem og kysser ham.


* * *
   "Tak for at du gad køre mig helt herhen," siger Mikkel med et træt smil, da han stiger ud af bilen.
   "Hey, det var så lidt. Farvel."
   "Farvel." Mikkel smækker døren i. Harald kører væk ned ad den stille vej, og drengen går op ad stien i forhaven til hoveddøren. Klokken er halv 12, men der er stadig lys i vinduerne, og han kan tango-musik, latter og muntre, lettere påvirkede stemmer derindefra. Mikkel tager de krøllede pengesedler og stopper dem ned i lommen. 500 kr. Så ringer han på.
   Efter omtrent et minut kommer værten endelig hen og åbner op. Onkel John ser forbløffet på sin nevø. Hans ånde stinker af rødvin, da han siger: "Mikkel! Hvor har du været henne? Jeg ... jeg troede, du havde været et sted i huset hele tiden."
   "Det er godt at vide, I har været bekymrede for mig," siger Mikkel tørt, mens han går ind og tager sin jakke af.
   "Nå, men det var godt du kom tilbage. Vi skal til at spille 'gæt og grimasser'."
   "Øh, jeg tror bare jeg går i seng. Jeg er temmelig træt."
   "Okay. Du ved godt, hvor du skal sove, ikke? Inde på mit arbejdsværelse, sammen med dine forældre. Du har luftmadrassen henne ved vinduet."
   "Jaja," siger Mikkel og går op ad trappen, væk fra festlarmen.